Henvendelse fra LAP til Folketingets Sundhedsudvalg vedrørende forslag til ændring af lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien (29. marts 2006)

/i /af

Åbent brev til Folketingets Sundhedsudvalg

I LAP’s høringssvar af 25.11.2005 vedrørende udkast til lov om ændring af lov om tvang i psykiatrien har vi udførligt gjort rede for vores betænkeligheder vedrørende en række af de lovændringer der lægges op til, men også gjort opmærksom på at lovforslaget rummer en række elementer som vi anser for at betyde ændringer til det bedre.

Vi er især positive overfor:

  • Den skærpede definition af tvang i lovens § 1, stk. 3
  • Forslagene om udformning og udlevering af husordener og om udlevering af behandlingsplan.
  • Forslaget om eftersamtaler efter ophør af tvangsforanstaltninger.
  • De skærpede kriterier for tvangsbehandling med elektrochok, som vi dog helst ser helt afskaffet som tvangsbehandlingsmetode.
  • Forslaget om tildeling af patientrådgiver ved ethvert tvangsindgreb
  • De forbedrede klagemuligheder, idet vi dog mener at beslutning om påtvungen koordinationsplan bør kunne påklages og allerhelst så at domstolene blev første klageinstans ved tvangsindgreb der kan indebære en frihedsberøvelse og at egentlige frihedsberøvelser automatisk skulle afprøves ved en domstol inden for 24 timer.

Vores betænkeligheder vedrører bl.a.:

  • At den foreslåede § 1, stk 3 og 4 vil stille under 15-årige og 15 –18-årige patienter ringere i psykiatrien end i resten af sundhedsvæsenet
  • Forslaget i §18 f om personlig hygiejne under anvendelse af tvang.

I lighed med en lang række fag- og interesseorganisationer er vi særligt oprørte over den foreslåede § 13 d – e om tvungen opfølgning efter udskrivning.

Vi har i vores høringssvar til lovudkastet anført en række indvendinger og argumenter imod tvungen opfølgning:

  • Hvad der er nødvendigt for patientens helbred, vil oftest blive givet en ensidig medicinsk tolkning, der ikke tager højde for, at direkte eller indirekte påtvungen medicinsk behandling i sig selv kan indebære en alvorlig helbredstrussel.
  • Der er ved langvarig behandling med neuroleptika en række åbenlyse helbredsmæssige risici, fx i form af vægtøgning, hjerte-/karsygdomme, diabetes, hjerneskade (førende til tardiv dyskinesi og/eller tardiv demens) og fare for livstruende akutvirkninger såsom malignt neuroleptikasyndrom.
  • På grund af medicinens bivirkninger kan den enkelte opleve en væsentligt forringet livskvalitet, fx grundet mange former for fysisk ubehag, manglende kontakt til eget følelsesliv, forringet seksuel formåen/lyst, osteklokkefornemmelse med manglende kontakt til omverdenen mv.
  • Der er en voksende gruppe af patienter, som reagerer meget dårligt på psykofarmaka, for hvem medikamenterne har ringe eller slet ingen gavnlig effekt, men derimod kraftige og skadelige bivirkninger (bl.a. kramper, rysten, uro, spasmer). En stor del af denne gruppe er derfor ikke interesseret i medicinske behandlingstilbud, da disse kun er til yderligere skade for deres i forvejen skrøbelige helbred og umuliggør følelsen af velbefindende.
  • Ophør med neuroleptika kan i sig selv fremprovokere meget alvorlige psykotiske tilstande. Ofte bliver en sådan abstinenspsykose forvekslet med den oprindelige psykotiske tilstand. Frem for at gennemtvinge fortsat medicinering er der meget der taler for, at man generelt bør tilbyde neuroleptikaafhængige en mulighed for at trappe ud af medicinen under trygge og beskyttende rammer på dertil indrettede døgninstitutioner.
  • Forslaget om tvungen opfølgning er et fundamentalt brud med det sindssygdomskriterium, der hidtil har været gældende for iværksættelse af psykiatrisk tvang og vil, hvis det gennemføres, forringe psykiatribrugeres i forvejen udhulede retssikkerhed. Vi frygter, at tvungen opfølgning vil blive brugt som et instrument til at passivisere “besværlige” patienter, der med vold og magt vil blive fastholdt i en “forebyggende” medicinsk spændetrøje, som direkte vil modvirke den enkeltes mulighed for recovery og føre til yderligere marginalisering og udstødning.
  • Mennesker, der hører til den påtænkte målgruppe for tvungen medicinsk opfølgning, er ramt af et alvorligt psykosocialt handicap og bør tilgodeses med tilbud om personlig hjælp, assistance og omsorg i fornødent omfang. Det er en kommunal opgave og ikke et medicinsk anliggende at tilbyde og give en sådan hjælp og omsorg. I følge Lov om Social Service § 67a (ny lov: § 82) er det en kommunal forpligtelse, at give den fornødne hjælp og omsorg til personer med betydelig nedsat psykisk funktionsevne, der ikke kan tage vare på deres egne interesser, uanset om der foreligger samtykke fra den enkelte. Der bør fra centralt hold udarbejdes en vejledning om, hvornår og hvordan denne bestemmelse kan tages i anvendelse.

Vi mener ikke, at Indenrigs- og Sundhedsministeren på nogen fyldestgørende måde har fremført argumenter, der opvejer ovenstående indvendinger.

Ved førstebehandlingen af lovforslaget og i diverse medier har ministeren argumenteret med, at han har modtaget en række henvendelser fra pårørende til såkaldte svingdørspatienter, og at disse henvendelser har overbevist ham om nødvendigheden af tvungen opfølgning som en mulighed. Vi finder det stærkt utilfredsstillende, at sådanne private henvendelser anvendes i argumentationen for et lovindgreb, der vil betyde en meget alvorlig indgriben i den enkeltes grundlovssikrede rettigheder. Offentligheden bør have mulighed for at forholde sig til disse henvendelser ved at de gøres tilgængelige i en anonymiseret form.

Det, der har chokeret os mest ved fremsættelsen af lovforslaget, er, at det ifølge lovbemærkningerne på forhånd er aftalt med justitsministeren, at denne vil udmønte bemyndigelsesbestemmelsen i psykiatriloven til at lade personer, der er indlagt i henhold til en afgørelse efter straffelovens § 68 eller § 69 indbefatte af mulighederne for tvungen opfølgning, uden at kriterierne om forudgående tvangsindlæggelser er opfyldt. Der skal altså blot være en begrundet frygt og nærliggende risiko for, at man ikke vil følge den ”nødvendige” behandling samtidig med at man i mindst ét tilfælde har undladt at følge den behandling, der er anført i en udskrivningsaftale eller koordinationsplan.

Idet over 90 % af dem, der dømmes til behandling grundet sindssygdom i gerningsøjeblikket, får en dom med mulighed for tvungen indlæggelse, hvis de ikke følger de behandlingsmæssige anvisninger, vil der meget hurtigt kunne ske en dramatisk øgning af målgruppen for ambulant tvangsbehandling. Har man ikke i forvejen indgået en udskrivningsaftale eller er blevet påtvunget en koordinationsplan, kan en sådan jo hurtigt strikkes sammen, og der kan foranstaltes en indlæggelse, så snart man undlader at følge aftalen/planen, vel at mærke uden at psykiatrilovens kriterier for frihedsberøvelse er opfyldt. Så klapper fælden, og man kan underlægges ambulant tvang i op til 12 måneder.

Pt. er mere end 1500 personer underlagt en psykiatrisk behandlingsdom. Ifølge den nyligt offentliggjorte udredning fra Institut for Menneskerettigheder: ”Brug af særforanstaltninger over for psykisk syge kriminelle i et menneskeretligt perspektiv” er hovedparten af de behandlingsdømte allerede udsat for en diskriminerende og menneskeretsstridig mangel på proportionalitet. Længstetiden af behandlingsdommen strækker sig ofte langt ud over længden af den straf, der normalt idømmes for samme type kriminalitet. Ofte ville straffen for ikke psykisk syge være en ren bødestraf. Af bilagsmaterialet til udredningen fremgår det, at der ikke sjældent idømmes langvarige behandlingsdomme for helt ubetydelige lovovertrædelser, ofte begået mens man i forvejen er indlagt på en psykiatrisk afdeling. Der kan være tale om at man har fremsat verbale trusler mod personalet eller fx spyttet en læge i ansigtet!

Hidtil har også selv behandlingsdømte nydt en vis beskyttelse mod direkte tvangsmedicinering, der kun har været lovlig, hvis psykiatrilovens kriterier er opfyldt. Ifølge gældende psykiatrilov kan man som bekendt kun gennemføre tvangsmedicinering over for frihedsberøvede patienter, der efter psykiatrisk målestok kan anses for at være sindssyge og til fare for sig selv eller andre, eller for at være så sindssyge at muligheden for bedring forringes væsentligt, hvis man ikke underlægges behandling. Det er dette sindssygdomskriterium for tvangsmedicinering, der nu i massivt omfang lægges op til at bryde med. Ikke kun over for en lille gruppe ”svingsdørspatienter”, men over for den større og større gruppe af patienter, der dømmes til behandling. På den måde har regeringen allerede ved lovforslagets fremsættelse bekræftet den frygt vi og mange andre har udtrykt for, at forslaget om tvungen opfølgning efter udskrivning vil komme til at berøre en langt større patientgruppe, end man fra forslagsstillerens side hidtil har villet indrømme.

Ved førstebehandlingen af lovforslaget blev muligheden berørt for at afprøve tvungen opfølgning som et tidsbegrænset forsøg, evt. i en enkelt region. Region Nordjylland blev nævnt som et område, der har vist interesse for et sådant forsøg. Det stiller vi os uforstående over for, idet Nordjyllands Amt i sit høringssvar har taget afstand fra ideen om tvungen opfølgning. Vi vil ligesom de af vores medlemmer der bor i den pågældende region, finde det helt urimeligt om borgere i en af landets regioner via et sådant forsøg stilles retssikkerhedsmæssigt ringere end resten af landets borgere. Vi vil opfordre Sundhedsudvalgets medlemmer til hverken at acceptere forsøg med tvungen opfølgning på landsplan eller i en eller flere af landets kommende regioner.

Vi skal i øvrigt opfordre Sundhedsudvalget til fortsat at tage de anbefalinger Rådet for Socialt Udsatte har fremsat i sin sidste årsrapport med i overvejelserne. Rådet har bl.a. foreslået:

  • At der bør indføres en omsorgs- og behandlingsgaranti, der sikrer alle psykisk syge rettigheder og valgmuligheder i form af fri og uhindret adgang til den form for støtte, hjælp og behandling, den enkelte selv mener at have brug for, herunder psykofarmakafri behandlingstilbud, fx i form af døgnhuse under psykologisk/pædagogisk ledelse.
  • At der bør ske en udvidelse af døgnåbne tilbud ud over de psykiatriske afdelinger og skadestuer over alt i landet.
  • At frihedsberøvelse kun bør finde sted med henblik på at afværge den situation, hvor en person er til fare for eget liv eller for andres liv og førlighed.
  • At tvangsbehandling bør begrænses til påviseligt og overhængende livstruende tilstande og under ingen omstændigheder med behandlingsmetoder, der – såsom neuroleptika og elektrochok – kan påføre patienten uoprettelige skader.
  • At brugen af bæltefiksering helt bør afskaffes.
  • At psykiatriske forhåndserklæringer, der angiver hvilke behandlingsformer og foranstaltninger, der foretrækkes og frabedes i forbindelse med en evt. frihedsberøvelse, bør have retsgyldighed på linje med livstestamenter og plejetestamenter.

Til udvalgsmedlemmernes orientering vedlægges en pjece om psykiatriske testamenter, som LAP for nylig har udgivet.

Med venlig hilsen

på vegne af LAP, Landsforeningen af nuværende og tidligere Psykiatribrugere

Henriette Buemann Jensen

Høring vedrørende forberedelse af revision af psykiatriloven

/i /af

Indenrigs- og Sundhedsministeriet
3. sundhedskontor
Slotsholmsgade 10-12
1216 København K

Høring vedrørende forberedelse af revision af psykiatriloven

Vi har i Landsforeningen Af nuværende og tidligere Psykiatribrugere – LAP – på foranledning af ministeriets brev af 3. juli 2003, drøftet hvilke temaer det efter vores opfattelse kunne være relevant at tage op til nærmere belysning og overvejelse i forbindelse med den kommende revision af psyki-atriloven.I forlængelse af vores allerede fremsendte høringssvar vedrørende udkast til udbudsmateriale vil vi gerne pege på følgende temaer:

Tvangsbegrebet

  • I psykiatriloven defineres tvang som foranstaltninger patienten modsætter sig. I hvor stort omfang er denne definition i overensstemmelse med patienternes oplevelse af, hvornår der er tale om tvang? Det bør søges nærmere belyst, hvad det vil indebære, og hvad indvendin-gerne er imod at følge bl.a. Etisk Råds anbefaling om at definere tvang som fravær af informeret samtykke.

Kriterier for tvang

  • Psykiatriloven sidestiller kriteriet om fare for en selv og andre (§ 5, 1)) med et behandlings-kriterium for tvangsanvendelse (§5, 2)). Desuden skal frihedsberøvelse ifølge lovgivningen ske med henblik på behandling. Der er lande i Europa, fx Østrig og Holland, hvor psykiatrisk frihedsberøvelse, så vidt vi er orienteret, kun må finde sted med henblik på at forebygge egentlig fare, og hvor den frihedsberøvedes ret til informeret samtykke i forbindelse med den behandling, der evt. iværksættes, skal respekteres. Det bør i forbindelse med lovrevisionen undersøges nærmere, hvordan en indskrænkning af tvangsforanstaltninger i psykiatrien til udelukkende at indbefatte forebyggelse af overhængende fare for eget og andres liv og førlighed kunne udformes, således at princippet om fuldt informeret samtykke også kommer til at gælde for frihedsberøvede psykiatriske patienter. I den forbindelse bør der indhentes nærmere oplysninger om gældende lovgivning og praksis i lande som Holland og Østrig.

Begrundelser for tvang

  • Mange patienter oplever psykiatrisk frihedsberøvelse, tvangsbehandling og magtanvendelse som en knægtelse af fundamentale rettigheder som retten til tros-, ytrings- og bevægelsesfrihed og som et overgreb mod ens personlige integritet. Fra lægeligt hold kan man høre begrundelser for tvangsanvendelse som: patienten mangler sygdomsindsigt, patienten mener den ordinerede medicin er den rene gift. Hvad er de faktiske begrundelser for tvangsanvendelse i psykiatrien og i hvor stort omfang kan tvangen tilskrives forsøg på at påtvinge patienten bestemte forestillinger og trosoverbevisninger?

Tvang og recovery

  • En række undersøgelser og patientberetninger peger på, at tvangen i psykiatrien er direkte kontraindiceret i et recovery orienteret behandlingssystem. Vi mener, at en øgning af mulighederne for at man kan komme sig af sin psykiske lidelse bør indarbejdes som et væsentligt sigtepunkt for den forestående revision af psykiatriloven.

Diagnosernes betydning

  • Visse psykiatriske diagnoser kan opleves som stempler, der i sig selv øger risikoen for at blive udsat for psykiatrisk tvang. I hvor stort omfang udsættes personer med visse diagnoser, som fx skizofreni for diskrimination i form af lavere tærskel for, hvornår der iværksættes tvang sammenlignet med andre persongrupper og hvordan kan en sådan diskrimination imødegås?

Patienternes oplevelse af frihedsberøvelse.

  • Der er mange myter om, at patienter, der frihedsberøves, efterpå har en positiv opfattelse af indgrebet. Det bør i forbindelse med lovrevisionen søges belyst i hvilket omfang frihedsberøvelse på henholdsvis fare- og behandlingsindikation forekommer patienterne at være velbegrundet og acceptabel, når uvildige personer spørger de enkelte patienter nogen tid efter, at indgrebet i den personlige frihed har fundet sted?

Patienternes oplevelse af tvangsbehandling, fixering og anden magtanvendelse.

  • Også hvad angår tvangsbehandling og magtanvendelse er der mange myter om patientholdninger, som vi mener bør afprøves, ved at uvildige personer spørger tidligere patienter om deres oplevelser og holdninger til indgrebene i selvbestemmelsesretten nogen tid efter, de har fundet sted. I hvor stort omfang opleves sådanne indgreb som personligt krænkende, ydmygende og nedværdigende behandling, som mishandling eller tortur? Er der nogle former for indgreb i selvbestemmelsesretten, der opleves mere acceptable end andre? Hvordan kan sådanne indgreb foretages på en mere skånsom måde?

Ret til og muligheder for alternativ behandling/hjælp og forsøg hermed.

  • Ved lovrevisionen i 1998 blev det stillet i udsigt, at man ville indlede forsøg med psykofarmakafri afdelinger. Sådanne forsøg er aldrig blevet gennemført! I forbindelse med den fore-stående lovrevision, mener vi, det bør overvejes at indføre en generel ret til at kunne vælge et psykofarmakafrit behandlingstilbud, når og hvis man er psykisk syg. Det bør søges belyst, hvad det vil indebære at etablere behandlingsmuligheder, der bryder med en mangeårig rent lægeligt defineret psykiatrisk sygehustradition, fx ved etablering af døgnhuse med psykologisk/pædagogisk ledelse.

Psykiatriske livstestamenter/forhåndserklæringer.

  • Op til lovrevisionen i 1998 blev der fra diverse brugerorganisationers og fra Etisk Råds side peget på, at psykiatriske livstestamenter/ forhåndserklæringer kunne gives retslig gyldighed og dermed være med til at sikre den frihedsberøvede psykiatriske patient fundamentale rettigheder til informeret samtykke og selvbestemmelse. Vi mener, at man ved den forestående lovrevision bør søge mulighederne for at give sådanne dokumenter retsgyldighed yderligere belyst og fremmet.

Farligheden af de i psykiatrien anvendte tvangsbehandlings-metoder.

  • En væsentlig indvending imod psykiatrisk tvangsbehandling er udover tilsidesættelsen af det informerede samtykke, at de tvangsbehandlingsmetoder, der ofte anvendes (neuroleptika og elektrochok), kan påføre patienten uoprettelige skader på hjernen og andre livsvigtige organer. Vi mener, man i anstændighedens navn bør søge alvorligheden af sådanne skadevirkninger nærmere belyst ved at inddrage uvildige eksperters og tidligere patienters vurdering.

Styrket ombudsmandssystem.

  • I begrænset omfang inspicerer Folketingets ombudsmandsinstitution og §71 tilsynet lukkede psykiatriske afdelinger, men et ombudssystem hvor den enkelte borger kan henvende sig direkte og forvente at henvendelsen følges op, har vi ikke. Vi mener, det i forbindelse med lovrevisionen bør overvejes at etablere en selvstændig ombudsmandsfunktion vedrørende forholdene i psykiatrien.

Klagenævnenes rolle.

  • Bl.a. Folketingets Ombudsmand har kritiseret den uensartede behandling af klager i patientklagenævnene og mangelfulde rapportering for klagenævnenes virksomhed. Det bør overvejes om klagenævnenes rolle og forpligtelser kan og skal defineres nærmere i lovgivningen.

Retslige efterspil og foranstaltningsdomme.

  • De senere år er et stigende antal psykiatriske patienter blevet idømt behandlingsdomme grundet hændelser, der har udspillet sig, mens man i forvejen var frihedsberøvet i psykiatrien. Det bør søges nærmere belyst i hvor stort omfang handlinger, der begås af allerede tvangsindlagte patienter fører til, at der rejses sag ved domstolene og idømmes foranstaltningsdomme. Er der belæg for formodninger om, at man på visse afdelinger direkte forsøger at provokere “besværlige” patienter til at begå ulovlige handlinger, så man kan få dem dømt til behandling? Hvordan kan der via lovgivningen gribes ind over for en sådan uheldig udvikling?

Vi står fra Landsforeningens side gerne til rådighed for en nærmere uddybning af og medvirken ved belysning af ovenstående forslag til temaer i forbindelse med lovrevisionen.

Med venlig hilsen
LAP – Landsforeningen Af nuværende og tidligere Psykiatribrugere

Høringssvar vedrørende Lovforslag til ændring af lov om social service

/i /af

Socialministeriet
Departementet
Holmens Kanal 22
1060 København K

Sgf/J.nr. 649-1232

Høringssvar vedr. Lovforslag til ændring af lov om social service og lov om påligningen af indkomstskat til staten (Forbedringer af ledsageordningen, præcisering af krisecentrenes virksomhed og indførelse af hjemmel til at drive døgnhuse.)

Fra Landsforeningen Af Tidligere og Nuværende Psykiatribrugere (LAP) har vi følgende kommentarer:

Vedr. delelement 1. Udvidelse af ledsageordningen . Vi ønsker også, at ordningen kommer til at omfatte unge mellem 16 og 18 år, der lider af en psykisk lidelse. Psykiske lidelser har ofte som sin ubehagelige og mest indgribende konsekvens, at man isolerer sig fra omverdenen og her kan en støtte til ledsagelse på linje med andre handicapgrupper være til stor hjælp. Specielt for unge er det essentielt, at kontakten til aktiviteter, tilbud, biograf, musikoplevelser osv. ikke brydes, men at man får muligheder for at få oplevelser med jævnaldrende.

Samfundet bør og skal give samme muligheder også for unge, der har det svært med at færdes, fordi de har det psykisk svært.

Vedr. delelement 3 . Landsforeningen Af Psykiatribrugere er glade for indførelsen af hjemmel til at drive døgnhuse, ud fra en erkendelse af, at psykiatribrugere har det bedst med at få tilbud, der er placeret lokalt i nærmiljøet. Hvis et træ havde behov for hjælp, ville man vel ikke rive det op med rode fra skoven for at fragte det til træ-hospitalet?

Udover miljøterapi nævnes der også medikamentel behandling. LAP ønsker i stedet, at der satses på en bred vifte af tilbud, så brugeren får reelle muligheder for at vælge den type af hjælp, der hjælper mest. Det vil sige også fokus på kost, fysioterapi, musikudøvelse og forskellige former for terapi, det være sig kognitivt eller psykoterapi. Tilbuddene bør være mangeartede, fordi det der hjælper den enkelte kan være vidt forskelligt.

Med venlig hilsen
Lise Jul
For Formandskabet i LAP
Landsforeningen Af tidligere og nuværende Psykiatribrugere

Høringssvar vedrørende udkast til lov om ændring af psykiatriloven og retsplejeloven 25.november 2005

/i /af

Indenrigs- og sundhedsministeriet

3. sundhedskontor

 

Generelle kommentarer

Det er LAP’s opfattelse, at den forud for lovrevisionen gennemførte psykiatrilovsundersøgelse hverken lever op til de hensigter med undersøgelsen, der i sin tid blev formuleret af Folketingets Retsudvalg og Justitsministeriet, eller til almindelige videnskabelige standarder for sådanne under-søgelser.

Som det fremgik af vores høringssvar af 3.10.2003 vedrørende udkast til udbudsmateriale for psykiatrilovsundersøgelse, var det i henhold til Retsudvalgets beretning og Justitsministeriets be-mærkninger ikke kun virkningerne af de i juni 1998 vedtagne lovændringer, men virkningerne af hele psykiatriloven, der skulle undersøges som forudsætning for at fremsætte forslag til revision af loven i folketingsåret 2005-06. Efter LAP’s opfattelse er en sådan bredere tilrettelagt undersøgelse af hele lovens virkninger med vægten lagt på patienters og pårørendes erfaringer absolut påkrævet.

En sådan undersøgelse kunne fx belyse:

  • hvordan psykiatriens patienter oplever den stigende tilbøjelighed til at anvende tvangsforanstaltninger?
  • i hvor stort omfang tvangen opleves som personligt krænkende, ydmygende og nedværdigende behandling, mishandling eller tortur?
  • hvad man fra patient-, expatient- og pårørendeside mener, der skal til, for at tvangen i psykiatrien i overensstemmelse med mange års politiske udmeldinger, men i modstrid med den faktiske udvik-ling, for alvor kan blive nedbragt?

Den af Rambøll Management gennemførte undersøgelse har kun i meget ringe omfang og på en overfladisk måde inddraget bruger- og pårørendeerfaringer. Vi kan således slet ikke genkende på-standen om, at Rambøll Management i alle faser af undersøgelsen har ”inddraget patient- og pårø-rendeorganisationerne” (s.12).

Der er i den foreliggende undersøgelsesrapport desuden ikke nogen logisk sammenhæng mel-lem det omfattende datamateriale og de forskellige konklusioner og anbefalinger. Undersøgelses-rapporten er på en forudindtaget måde gennemsyret af et paternalistisk menneskesyn, om at behand-lingssystemet og lægeautoriteten ved bedre og altid har mere ret end patienten og af en opfattelse af psykiske ubalancer som en stadig, uforanderlig tilstand, hvorfra bedring uden medicinsk behandling ikke er mulig. Et fortidigt og forældet menneskesyn, hvor den ideelle psykiatriske patient villigt lader sig underlægge og ukritisk accepterer den lægelige autoritet. Rapporten afslører en manglende indsigt i, at psykiatribrugere for det meste får det bedre og ofte kommer sig helt.

Som det nyligt er fremgået af omtalen i Amtsrådsforeningens magasin Mandat (nr. 10, 2005), er den dokumentalist-rapport, der indgår som bilag i undersøgelsesrapporten, behæftet med graverende fejl og vildledende konklusioner, hvad angår dokumentationen for påstået positive virkninger af ambulant tvang i andre lande.

Vi finder det bl.a. af ovennævnte grunde utroværdigt, når der i bemærkningerne til mange af de foreslåede lovændringer henvises til Psykiatrilovsundersøgelsen, som om der er tale om en uvildig, seriøs og fyldestgørende undersøgelse.

I LAP er vi enige med Rådet for Socialt Udsatte om de forslag til en ny og anderledes lovgiv-ning på området, der blev fremsat i Rådets Årsrapport 2005:

  • En ny psykiatrilov bør tage afsæt i anerkendelsen af det recovery orienterede perspektiv
  • Der bør indføres en omsorgs- og behandlingsgaranti, der sikrer alle psykisk syge rettigheder og valgmuligheder i form af fri og uhindret adgang til den form for støtte, hjælp og behandling, den enkelte selv mener at have brug for, herunder psykofarmakafri behandlingstilbud, fx i form af døgnhuse under psykologisk/pædagogisk ledelse.
  • Der bør ske en udvidelse af døgnåbne tilbud ud over de psykiatriske afdelinger og skadestuer over alt i landet.
  • Psykiatriske forhåndserklæringer, der angiver hvilke behandlingsformer og foranstaltninger der foretrækkes og frabedes i forbindelse med en evt. frihedsberøvelse, bør have retsgyldighed på linje med livstestamenter og plejetestamenter.
  • Frihedsberøvelse bør kun finde sted med henblik på at afværge den situation, hvor en person er til fare for eget liv eller for andres liv og førlighed.
  • Tvangsbehandling bør begrænses til påviseligt og overhængende livstruende tilstande og under ingen omstændigheder med behandlingsmetoder, der – såsom neuroleptika og elektrochok – kan påføre patienten uoprettelige skader.
  • Brugen af bæltefiksering bør helt afskaffes.

Hvad angår lovgivning om psykiatriske forhåndserklæringers/testamenters retsgyldighed, kan vi henvise til Tyskland, hvor et sådant lovgivningsarbejde p.t. foregår.

Desuden mener vi, at der i loven bør indføjes bestemmelser, der klart afviser brugen af neuro-leptika som beroligende middel. Med de nuværende retstilstande bliver megen påbegyndt neurolep-tika behandling – ofte ved injektion med depotvirkning (Cisordinol-Acutard) – skjult som indgivelse af beroligende middel. Hermed fratages patienten dels retten til at klage over påtænkt behandling og dels den fordel, at klage har opsættende virkning.

Det har i mange år været opfattelsen blandt psykiatribrugere og –overlevere, at forekomsten af alvorlige psykiske lidelser er tæt forbundet med traumatiske oplevelser under opvækst eller i ens voksentilværelse. Nyligt offentliggjort forskning bekræfter, som det bl.a. fremgår af Dagens Medi-cin den 25.11.2005 og af Acta Psychiatrica Scandinavica, november 2005 (vol. 112, no. 5) denne opfattelse. Det viser sig bl.a., at blandt voksne psykotiske har næsten 70 pct. af kvinderne og 60 pct. af mændene oplevet vold eller seksuelle overgreb i barndommen. Udsættes personer, der i forvejen har været udsat for vold eller overgreb, for psykiatriske tvangsindgreb i form af fastspænding, tvangsmedicinering mv., er der for os at se ingen tvivl om, at mulighederne for at komme sig – for recovery forringes drastisk. Denne viden bør efter vores opfattelse føre til, at brugen af tvang i psy-kiatrien søges begrænset på en langt mere drastisk måde, end der lægges op til med det foreliggende udkast til lovændringer.

Kommentarer til de enkelte forslag om lovændringer:

Kommentarernes numre følger nummereringen af de enkelte ændringsforslag i lovudkastets § 1, idet vi ikke har nogle kommentarer til forslagets § 2, 3 og 4.

  1. Lovens titelVi kan tilslutte os den foreslåede forenkling
  2. Definition af tvangÆndringen, som vi fuldt ud kan tilslutte os, imødekommer det ønske om at skærpe tvangs-begrebt, som i mange år har været fremsat af psykiatribrugere/-overlevere, Etisk Råd, Rådet for Socialt Udsatte m.fl. Ændringen kan få en positiv effekt ved at afdække diverse former for skjult tvang.
  3. Ud fra den betragtning at princippet om informeret samtykke bør tolkes ens inden for somatikken og psykiatrien, finder vi de foreslåede § 1, stk. 3 og 4 diskriminerende og overflødige. De foreslåede formuleringer vil stille under 15-årige og 15 – 18-årige patienter ringere i psykiatrien end i resten af sundshedsvæsenet. Hvis ikke den generelle henvisning til Sundhedsloven i den foreslåede § 1, stk. 2 anses for tilstrækkelig, kan der specifikt henvises til § 17, 18 og 19 i Sund-hedsloven. Fastholdes den foreslåede § 3, stk. 3, bør det præciseres, at de foranstaltninger, der kan gennemføres uden indhentet informeret samtykke udelukkende kan være skærmning, fastholdelse og beroligende middel, som ikke må være neuroleptika.
  4. God sygehusstandardVi kan tilslutte os de foreslåede tilføjelser vedr. uddybning af god psykiatrisk sygehusstan-dard, men ser gerne en nærmere uddybning af mindstestandarder og materielle rettigheder, fx ret til enestue, ret til at opholde sig udendørs, ret til beskæftigelse og ret til et differentie-ret behandlingstilbud.
  5. HusordenerVi kan tilslutte os forslaget om udformning og udlevering af husordener og om patientind-dragelse ved udformning og ændring af husordener.
  6. Udlevering af behandlingsplanVi kan tilslutte os forslaget.
  7. Ingen kommentarer
  8. EftersamtalerVi er positive over for forslaget om eftersamtaler, men mener det bør præciseres, at man skal tilbydes eftersamtaler med andet personale end dem, der har udøvet tvangen.
  9. Ingen kommentarer
  10. Tvangsbehandling med elektrochokVi har bemærket, at den foreslåede formulering er omtrent identisk med den, der allerede blev foreslået i den Principbetænkning om tvang i psykiatrien, som det såkaldte Kallehauge udvalg udarbejdede forud for lovtilblivelsen i 1986. Den gang lykkedes det via lægeligt lob-byarbejde at skabe et flertal i udvalget, der i sin afsluttende udtalelse vendte sig mod sit eget forslag, bl.a. med den begrundelse, at det ”kunne bevirke at denne behandlingsform med urette kommer i miskredit hos patienter og pårørende”. Frem for at vende tilbage til formuleringen fra 1986 mener vi, at man ved den aktuelle lovrevision bør tage skridtet fuldt ud og helt forbyde tvangsbehandling med elektrochok. Der kan for os i LAP ikke herske tvivl om, at elektrochok ofte forårsager varige skader på hjernen og diverse hukommelsesfunktioner, hvilket en nylig erstatningssag ved retten i South Carolina, Columbia i USA har bekræftet. Ved livstruende akut delir er det vores opfattelse, at morfindøs er et godt og uskadeligt alternativ til elektrochok.
  11. Opfølgning efter udskrivningEfter at en evt. psykiatrisk frihedsberøvelse er bragt til ophør, er det vores opfattelse, at man skal opfattes og behandles som alle andre borgere med alle civile rettigheder, bl.a. hvad angår selvbestemmelse og udveksling af fortrolige oplysninger. Vi finder således de nugældende bestemmelser, som foreslås videreført i § 13 a, b og c om udskrivningsaftaler, påtvungne koordinationsplaner og om videregivelse af fortrolige oplysninger diskriminerende og urimelige. Hvad der er nødvendigt for patientens helbred, vil oftest blive givet en ensidig medicinsk tolkning, der ikke tager højde for, at direkte eller indirekte påtvungen medicinsk behandling i sig selv kan indebære en alvorlig helbredstrussel. Idet det har vist sig, at be-stemmelserne om udskrivningsaftaler og koordinationsplaner anvendes i meget ringe ud-strækning, mener vi, de helt bør udgå af loven. I stedet bør der via sociallovgivningen gives fuld anerkendelse af reelle psykosociale handicap, således at personer, der grundet psykiske lidelser har særlige omsorgs-, behandlings- og støttebehov kan få de behov indfriet.

    Vi må på det skarpeste tage afstand fra forslaget om tvungen opfølgning. Der findes ingen belæg for at hævde, at langvarig og tvungen behandling med stærkt virkende psykofarmaka er fremmende for den enkeltes helbred. Tværtimod er der ved langvarig behandling med neuroleptika en række åbenlyse helbredsmæssige risici, fx i form af vægtøgning, hjerte-/karsygdomme, diabetes, hjerneskade (førende til tardiv dyskinesi og/eller tardiv demens) og fare for livstruende akutvirkninger såsom malignt neuroleptikasyndrom. Det virker absurd, at regeringen, samtidig med at man har iværksat en undersøgelse af sammenhængen mellem neuroleptika-indtag og relativt hyppige dødsfald blandt yngre beboere på socialpsykiatriske bosteder, nu ønsker at indføre lovhjemmel til ambulant tvangsmedicinering.

    Mulighederne for at anvende opfølgende ambulant tvang blev allerede diskuteret op til lov-ændringerne i 1998. Etisk Råd argumenterede den gang imod en sådan mulighed: ”Det Etiske Råd mener som udgangspunkt, at patienter, der har det godt nok til ikke længere at være indlagt på en psykiatrisk afdeling, må være raske nok til selv at vurdere, om de ønsker at tage den ordinerede medicin eller ej. Selv om det ud fra et strengt lægeligt synspunkt vil være mere rationelt for dem at tage medicin, kan det ud fra de sindslidendes eget synspunkt meget vel være rationelt at stoppe med medicinen, for eksempel for at undgå generende bivirkninger. Det er man nødt til at respektere.” Rådet gav videre udtryk for at: ”man formentlig kunne opnå de fleste af de fordele, der kunne være forbundet med en sådan ordning, uden at tage dette drastiske skridt, men ved at styrke det opsøgende arbejde og den distrikts- og socialpsykiatriske indsats i det hele taget.” (Psykiatriske patienters vilkår – en redegørelse. Det Etiske Råd, 1997)

    Der kan være mange gode grunde til, at man som tidligere tvangsindlagt og tvangsbehandlet patient vælger medicinsk behandling fra. Udover de nævnte helbredsmæssige risici kan den enkelte på grund af medicinens bivirkninger opleve en væsentligt forringet livskvalitet, fx grundet mange former for fysisk ubehag, manglende kontakt til eget følelsesliv, forringet seksuel formåen/lyst, osteklokkefornemmelse med manglende kontakt til omverdenen mv. Der er en voksende gruppe af patienter, som reagerer meget dårligt på psykofarmaka, for hvem medikamenterne har ringe eller slet ingen gavnlig effekt, men derimod kraftige og skadelige bivirkninger (bl.a. kramper, rysten, uro, spasmer, nedbrydning af sprogcentret og andre forgiftnings symptomer). En stor del af denne gruppe er derfor ikke interesseret i medicinske behandlingstilbud, da disse kun er til yderligere skade for deres i forvejen skrøbeli-ge helbred og umuliggør følelsen af velbefindende.

    Ophør med neuroleptika kan i sig selv fremprovokere meget alvorlige psykotiske tilstande. Ofte bliver en sådan abstinenspsykose forvekslet med den oprindelige psykotiske tilstand. Frem for at gennemtvinge fortsat medicinering er der meget der taler for, at man generelt bør tilbyde neuroleptikaafhængige en mulighed for at trappe ud af medicinen under trygge og beskyttende rammer på dertil indrettede døgninstitutioner.

    Forslaget om tvungen opfølgning er et fundamentalt brud med det sindssygdomskriterium, der hidtil har været gældende for iværksættelse af psykiatrisk tvang og vil, hvis det gennem-føres, forringe psykiatribrugeres i forvejen udhulede retssikkerhed. Vi frygter, at tvungen opfølgning vil blive brugt som et instrument til at passivisere “besværlige” patienter, der med vold og magt vil blive fastholdt i en “forebyggende” medicinsk spændetrøje, som direkte vil modvirke den enkeltes mulighed for recovery og føre til yderligere marginalisering og udstødning. Vi frygter, at personer, der påtænkes udsat for at blive hentet af ordensmagten med henblik på tvangsmæssig indgift af stærkt virkende og delvist invaliderende depotneuroleptika, vil føle sig presset ud i hjemløshed eller til at begå selvmord.

    Mennesker, der hører til den påtænkte målgruppe for tvungen medicinsk opfølgning, er ofte ramt af et alvorligt psykosocialt handicap og bør tilgodeses med tilbud om personlig hjælp, assistance og omsorg i fornødent omfang. Det er en kommunal opgave og ikke et medicinsk anliggende at tilbyde og give en sådan hjælp og omsorg. I følge Lov om Social Servcice § 67a (ny lov: § 82) er det en kommunal forpligtelse, at give den fornødne hjælp og omsorg til personer med betydelig nedsat psykisk funktionsevne, der ikke kan tage vare på deres egne interesser, uanset om der foreligger samtykke fra den enkelte. Der bør fra centralt hold udar-bejdes en vejledning om, hvornår og hvordan denne bestemmelse kan tages i anvendelse. Desuden bør der som nævnt indføres en behandlingsgaranti på sindslidende-området med mulighed for at vælge mellem psykologisk, psykosocial eller medicinsk behandling.

    Som omtalt i Amtsrådsforeningens magasin MANDAT, oktober 2005 findes der i øvrigt ingen overbevisende dokumentation for, at ambulant tvangsbehandling/tvungen opfølgning vil have de tilsigtede virkninger.

    Visse offentlige medier har slået til lyd for vedligeholdende tvangsmedicinering uden for de psykiatriske afdelinger ved at fokusere på nogle ganske få eksempler på, at psykisk syge har begået ulykkelige voldshandlinger. Vi opfatter forslaget om tvungen opfølgning som en overfladisk reaktion på denne mediedækning og stiller os uforstående over for, at regeringen nu foreslår så drastiske og indgribende foranstaltninger uden at have belæg for, at sådanne indgreb vil have nogen som helst effekt. Over for hvilke andre befolkningsgrupper ville man indføre så drastiske indgreb på så spinkelt et grundlag? Reelt vil forslaget betyde, at der over for personer, der aldrig har begået noget ulovligt vil kunne iværksættes sanktioner, der ved at gribe drastisk ind i den enkeltes selvbestemmelse, vil opleves som en meget alvorlig straf.

    Såfremt den foreslåede § 13 d gennemføres med tvungen opfølgning som sanktionsmulig-hed, vil det betyde at udskrivningsaftaler og koordinationsplaner fundamentalt ændrer ka-rakter i retning af kontrol- og magtudøvelse. Idet manglende efterrettelighed i forhold til en påtvungen koordinationsplan kan få skæbnesvangre konsekvenser, bør der her gives de samme klagemuligheder som ved frihedsberøvelse mv. jf. § 35.

  12. Ingen kommentarer
  13. Personlig skærmning og døraflåsning (§18 c, d og e i lovudkast)Vi finder stort set de foreslåede bestemmelser acceptable, men mener, der bør ske en uddybning af, med hvilke begrundelser en overlæge kan beslutte af aflåse døre, og at det bør fremgå, at personer, der ikke er omfattet af bestemmelserne om mulighed for aflåsning af døre, til enhver tid kan forlange sig overflyttet til ikke aflåst afsnit/afdeling.

    Personlig hygiejne under anvendelse af tvang (§ 18 f i lovudkast)

    Vi mener, at den foreslåede formulering er diskriminerende, alt for vidtgående og kan føre til helt urimelige og ydmygende situationer. Vi tager således afstand fra forslaget.

  14. Ingen kommentarer
  15. Undersøgelse af post, ejendele og kropsvisitation mv. Vi anerkender, at der er behov for at lovregulere de nævnte undersøgelser, men er ængsteli-ge for de meget omfattende beføjelser ”overlægen” foreslås tillagt. I § 19 a, stk. 2 foreslår vi, at ”så vidt muligt” slettes. Da der er tale om indgreb i den enkelte patients personlige integritet, bør sådanne indgreb tilføres tvangsprotokollen og kunne indklages for patientklagenævnet. Vi mener ikke, at overlægen bør tillægges kompetence til at afgøre, hvad der evt. besiddes i strid med den almindelige lovgivning. § 19 a, stk. 3, 2. punktum bør derfor udgå. Hvad der er beslaglagt skal tilbageleveres. Menes noget af det beslaglagte at være ulovligt at besidde, kan der foretages en politianmeldelse.
  16. Registrering i afdelingens tvangsprotokolOgså indgreb i henhold til den foreslåede § 19 a bør tilføres tvangsprotokollen.
  17. Ingen kommentarer
  18. Ingen kommentarer
  19. Tilsyn med og efterprøvelse af tvangsfikseringerSom nævnt mener vi, at brugen af tvangsfiksering helt bør afskaffes. Vi mener ikke, de foreslåede tilføjelser i tilstrækkeligt omfang vil sikre, at den bl.a. af Europarådets Antitorturkomite kritiserede overdrevne brug af tvangsfiksering i dansk psykiatri bringes til ophør. Såfremt muligheden for at tvangsfiksere opretholdes, bør der i loven angives en maksimumsgrænse for, hvor længe og hvor ofte tvangsfiksering kan anvendes. Det bør ligeledes præciseres, at man har ret til at blive frigjort fra bælte, hånd- og fodremme m.h.p. toiletbesøg, personlig hygiejne mv.
  20. Skærpet samtykkekrav til psykokirurgiske indgreb.Vi anerkender, at der med den foreslåede ændring er tale om et fremskridt, men foreslår, at muligheden for at foretage psykokirurgiske indgreb på frihedsberøvede patienter helt ophæves.
  21. Patientrådgiver ved ethvert tvangsindgrebVi kan tilslutte os de udvidede kriterier for beskikkelse af patientrådgiver, men mener, at der også ved påtvungne koordinationsplaner bør beskikkes patientrådgiver.
  22. Ingen kommentarer
  23. Patientrådgiverens forpligtelse til besøg. Vi er som nævnt modstandere af tvungen opfølgning. Gennemføres bestemmelserne herom, bør det sikres, at man får tilbudt besøg af patientrådgiver mindst én gang om ugen som ved andre tvangsforanstaltninger.
  24. Ophævelse af bemyndigelsesbestemmelser om patientindflydelse.Vi mener ikke, at tilføjelsen om patient- og pårørendepolitiker i begrebet om god psykiatrisk sygehusstandard overflødiggør den nuværende bemyndigelsesbestemmelse. Med en opfordring til Sundhedsministeren om at udvide de ret begrænsede indflydelsesmuligheder, der fremgår af nugældende Bekendtgørelse nr. 1337 af 15/12/2004, anbefaler vi bestemmelsen fastholdt.
  25. Skriftlig underretning om tvangVi kan tilslutte os den foreslåede tilføjelse
  26. Opsættende virkning ved klage over beslutning om tvungen opfølgning
     Som nævnt er vi modstandere af tvungen opfølgning, men mener naturligvis, at en klage over en evt. beslutning herom bør have opsættende virkning.
  27. Ingen kommentarer
  28. Psykiatriske patientklagenævn som første instansVi er i LAP af den opfattelse, at enhver beslutning om psykiatrisk frihedsberøvelse – i lighed med retstilstandene i en række lande med en mere fremskreden lovgivning på området end den danske – automatisk bør afprøves ved en domstol.

    Enhver beslutning om påtvungen koordinationsplan bør også kunne påklages efter paragraffens bestemmelser.

    Ligeledes mener vi, at beslutninger om undersøgelse af post, ejendele og kropsvisitation samt beslaglæggelse og tilintetgørelse af genstande skal kunne påklages.

  29. Ingen kommentarer
  30. Ingen kommentarer
  31. Klageadgang til rettenVi anser det for et retssikkerhedsmæssigt fremskridt at domstolene nu foreslås som 2. klageinstans ved de tvangsindgreb, der kan indebære en frihedsberøvelse. Vi mener imidlertid, at man bør tage skridtet fuldt ud og gøre domstolene til første klageinstans, og ser allerhelst, at enhver egentlig frihedsberøvelse automatisk afprøves ved en domstol inden for 24 timer.
  32. Ingen kommentarer
  33. Uanset hvilke klagemuligheder, der indføres i forbindelse med beslutning om tvungen opfølgning, finder vi brug af ambulant tvang forkastelig. Landets domstole er i forvejen alt for tilbøjelige til at idømme og fastholde langvarige foranstaltningsdomme over for psykiatri-brugere, der begår ofte ubetydelige lovovertrædelser.

Læs om Henriette Buemann’s reaktion på Lars Løkkes Rasmussens anbefalinger her.

Referat af møde i hjemmeside-gruppen, 1. november 2005

/i /af
af Lise Jul

1. Hilsen og budt velkommen

2. Valg af referat. Lise er valgt.

3. Valg af ordstyrer. Jan ordstyrer.

4. Lise informerer om, hvorfor hun er med. Lise orienterede om, at meget af det daglige arbejde jo bestod i kontakt med Eva. Og da Eva ikke var her, var Lise her som ”arbejdsgiver”, den der ved lidt om, hvad der ellers sker på kontoret.

5. Den nye webmaster fortæller om sig selv, og sine ideer og forslag om vores hjemmeside.

7. Godkendelse af dagsorden.

8. Godkendelse af referat.

9. Timer og økonomi. Lise checker op på, hvorvidt det opsparede kan forbruges af ny webmaster, da der nok er større forbrug i starten af ansættelsesforholdet. Eventuelt kan opsparede overføres til næste år, checker hvorvidt det er muligt. Tidligere web-master har ikke fået udbetalt penge siden maj, hvorfor der burde være 100 timer til rådighed til resten af året. Ny webmaster spørger om det er muligt at få det på regning.

10. Statistik (Hvis det er muligt at fremskaffe en sådan). Statistik ikke adgang til denne gang. Ofte logger en person ind med 6-8 forskellige navne i et debatfora. Specielt hvis der er nogen, der ødelægger noget debat kan det være et problem.

11. Opfølgning fra sidste møde. Kæmpe oprydningsarbejde fra sidste gang. Michael har fulgt op på henvendelse under eventuelt fra et bosted i København om gensidig linkning.

12. Hjemmesidens udseende og indhold. Jettes input.

Referat fra mødet den 1. november 2005

Efter Lise var gået, blev det sidste punkt diskuteret, det var punktet der omfatter det kommende arbejde med hjemmesiden.

Der blev besluttet følgende under følgende menuer på hjemmesiden

  • Startsiden – De 3 rammer skal være lige store, den venstre skal rumme de seneste nyheder og linke til en side med de ældre nyheder. Den midterste skal indeholde almen nyttig information og den højre skal indeholde information fra landsledelsen. Og reklamen støt en god sag flyttes herover. De 3 rammer skal være nogen lunde lige store i højden.
  • Om lap – forbliver uændret.
  • Bliv medlem – forbliver uændret, men webmaster forespørger Eva om priserne er korrekte.
  • Medlemsbladet – Der blev besluttet at medlemsbladene for 2005 skal ligge herinde under, under dem skal der linkes til medlemsblade hvor hver årgang har deres eget link, det aftales at tovholder kontakter Hanne Wiingaard for oplysninger om vi har filer liggende med medlemsblade fra starten af og til nu. Der aftales også at alt kursiv skrift fjernes og erstattes af alm. Skrifttype.
  • Referater – Der aftales at under selve linket ligger kun de nyeste referater , og ellers skal ældre referater ligge under deres respektive sider og linkes dertil.
  • Links – ingen ændringer, men måske større linie afstand
  • Kalender – peppes op og gøres mere spændende at se på
  • Kontakt – Der aftales at hvis muligt tages der nye billeder af landsledelsen til næste forsamling som er lørdag den 5-11-05 og at billederne vil blive vist i sort / hvid da det skulle være bedre ifølge vores nye webmaster
  • Det mener LAP – Ingen ændringer, dog må webmaster gerne peppe siden lidt op.

Derefter afsluttes mødet med at der blev aftalt at tovholder mailer Jette vores email adresser og at Jette kontakter tovholder for at informere om hvordan det går og aftaler ny møde dato

13. Kontakt til privat firma vedr. typo-3 – Referat fra min samtale med Landsledelsen. Der er nok ikke noget at gøre nu, men sagen er på alle måder problematisk.

14. Forum – alle i landsledelsen skal have dette arbejde i gang

15. Angående Laps udgivelse af brochurer i PDF har jeg svar fra Landsledelsen. Det skulle ikke være nogen sag at få afklaret dette. Vi spørger Wiingaard.

16. Evt.