Medlemsbladet nr. 4, 2013

Læs nyeste nummer af LAPs medlemsblad med nyheder, reportager, boganmeldelser og debat.

Pressemeddlelse: LAP Refugium, et initiativ til gavn for psykiatriens brugere.

27. november 2013

LAP, Landsforeningen af nuværende og tidligere Psykiatribrugere, er gået i samarbejde med InspirationsCenter Maribo om at udvikle et refugium, hvor psykiatribrugere kan tilbydes ro og helle fra deres dagligdag i nogle dage eller uger.

LAP har i nogle år ønsket at oprette et refugium, og InspirationsCenter Maribo har givet mulighed for at etablere forsøget med refugiet i kursuscenterets bygninger fra 2. december 2013 til 2. januar 2014.

Ideen med refugiet er, at de mennesker, der kommer til refugiet, ikke kommer som patienter eller klienter, men som gæster, der føler behov for ro i sindet.

Under refugieopholdet vil gæsterne blive tilbudt diverse aktiviteter omhandlende:

•    Dybdeafspænding, massage, mindfulness, yoga, meditation, sund kost, vandreture og deltagelse i praktiske opgaver.

Refugieopholdet sigter på at fremme håb,beslutsomhed og handlekraft hos gæsterne på deres vej til recovery og bedre livskvalitet, både når de er på refugiet, og når de kommer hjem til deres hverdag.

Henning Jørgensen har i 11 år ledet og sammen med centerets medarbejdere drevet InspirationsCenter Maribo som center for kurser og uddannelser indenfor forskellige former for personlig udvikling, psykoterapi, yoga, meditation, konfliktløsning og ernæring.

LAP satser på, at LAP Refugium vil kunne udvikle sig til et permanent tilbud og blive til gavn for mange af de mennesker, der er blevet eller har været brugere af psykiatrien i Danmark.

For yderligere information, kontakt venligst:
LAP Landsledelsesmedlem Lars Kristensen – lars@lap.dk – 29840407
LAP Landsledelsesmedlem Paul Bjergager Nielsen – paul@lap.dk – 2046 5520 eller evt. 2365 4403

Referat af møde i Refugie-gruppen, 24. oktober 2013

– nedskrevet af Yvonne i hånden, renskrevet på computer af Shais

Tilstede: Paul, Signe, Lars, Brunö, Michael, Shais, Rigmor, Yvonne og Henning som gæst.

Dagsordenen, for hvis punkter er gennemgået her forneden, mangles og beklages.

Punkt 1:
Yvonne er referent og Paul er ordstyrer.

Punkt 2:
Referat godkendt fra sidst, med en bemærkning om at det var omfangsrigt.

Punkt 3:
Vi har fået bevilliget 150.000,00 kr. fra LAP til refugiet. Ansøgning om computer ca. 4000,00 kr. og dankortkonto.
Der er en kontordame på centeret, som vi også kan bruge i et vist omfang.
Lars laver et ansøgningsskema, som kan bruges til ansøgning om tilskud til refugieophold hos deltagers kommune.
Ang. tilmelding vil Paul og Michael lave et brev til deltagerne, som sendes til Henning og Shais der vil bidrage.

Punkt 4 – DAGSPLAN PÅ REFUGIET:
Kaffe og vandkedler skal altid stå parate.
8.00-9.30 Morgenmad
9.35 Aktiviteter i salen
Evt. Morgensang, 5 tibetanere, kropsøvelser, afspænding, fordybelse og meditation,
maleterapi, kontaktøvelser, aktiv lytning, massage.
12.30 Frokost
13.30 Stilhed
14.45 Gåture
15.30 Kaffe/the og kage
16.00 Aktiviteter
18.00 Aftensmad
19.00 Stilletid
20.00 Aftenkaffe/the – samvær, evt. fjernsyn eller anden form for socialt samvær.
22.00 Ro i huset

Punkt 5:
Kurt kan lave yoga og massage. Henning laver en beskrivelse af nogle øvelser, som hver især får i et hæfte. Kurt kan købes til nogle aktiviteter på refugiet, også indkøb.

Punkt 6:
Værtsskemaer blev udfærdiget, hvor der mangler nogle personer i juleugen. Så man må meget gerne melde sig på banen som backup.

Punkt 7:
Når Henning og Brunö er på refugiet, stiller de en bil til rådighed. Billeje ønskes derfor fra ca. 13.december, hvor omtalte ikke er på refugiet – dette undersøges nærmere.
Lars og Yvonne undersøger telebus, flextrafik og almindelig buskørsel fra Maribo til Hunseby.

Punkt 8:
Under opholdet skal mobiltelefonsnak og computerbrug foregå på deltagernes værelse, hvor der kan være betaling for et vis forbrug. Alkohol accepteres ved et almindeligt forbrug på refugiet.

Punkt 9:

Lukket punkt. Konfliktløsning på refugiet er værternes ansvar.

Punkt 10:
Henning laver navneskilte til værter og intern seddel sættes op i huset ang. værelsesfordelingen.

Punkt 11:
Der er ca. 30 tilmeldte pt. spredt over hele perioden. Det undersøges om tilmelding til enkelt-/dobbelt-værelse, vil være nogle, der gerne vil sove sammen.

Punkt 12 – EVENTUELT:
Lars vil prøve at finde sponsorer fx Merkurbank og Folkesparekassen.
Signe laver udkast til ansøgning for støttemidler.
Brunö vil søge midler inden for egne rækker i LAP.
Evt. tur til Inspirationscentret den 13.11.13.
Indkøb/varekøb evt. via Tanja på refugiet, som har vareliste/skemaer der udfyldes og købes ind efter.

Pressemeddelelse: LAP pris til Liselott Blixt

3.oktober 2013

Liselott Blixt modtager Landsforeningen Af Psykiatribrugeres vandretæppe for hendes forslag til tvangsfri behandling i psykiatrien.

Mandag den 7. oktober kl. 13.00 vil MF og psykiatriordfører Liselott Blixt (DF) få overrakt LAP’s Vandretæppe for at have gjort et fint og ihærdigt politisk arbejde for psykiatriens brugere i folketingsåret 2012-13.

Liselott Blixt har vist stor interesse for at forbedre forholdene for psykiatriens brugere og arbejdet for nedbringelse af tvangen i psykiatrien. “Især sætter vi pris på hendes forslag om at gøre psykiatrien i en region tvangsfri som et forsøg, de andre regioner så ville kunne lære af” udtaler medlem af LAP’s landsledelse Lars Kristensen.

– Vi i LAP håber, at Liselott Blixt i det kommende folketingsår vil gøre et lige så ihærdigt arbejde med at forbedre forholdene for brugerne i psykiatrien og på anden vis være med til at gøre livet og dagligdagen for psykiatriens brugere bedre, uden stigmatisering af det at have en psykisk lidelse og i ligeværd med resten af samfundets borgere.

For yderligere information, kontakt venligst:
LAP – www.lap.dk – Landsledelsesmedlem Lars Kristensen – lars@lap.dk – 29840407

Medlemsbladet nr. 3, 2013

Læs nyeste nummer af LAPs medlemsblad med nyheder, reportager, boganmeldelser og debat.

Medlemsbladet nr. 2, 2013

Læs nyeste nummer af LAPs medlemsblad med nyheder og beretninger fra LAPs landsmøde 2013.

Referat af møde i Refugie-gruppen, 10. juni 2013

Referat  af møde   i refugiegruppen  hos  Paul  Bjergager  Nielsen   i Roskilde   den  10   juni   2013 .

Til mødet var  tilstede   Michael,  Yvonne, Paul  og Signe.
På mødet  diskuterede vi vores indtryk af vores besøg  på Inspirationscenter  Maribo.
Og refarat fra sidste  møde i gruppen  blev enstemmigt godkendt.

Vi   talte   om  hvilken målgruppe   refugiet kan rumme,  da der jo vil være personer der er for syge til at kunne være på et refugie. Man skal være  fyldt 18  for at kunne komme  på refugie.

Yvonne   får  tilsendt de gamle  ansøgninger, der blev lavet  i sin tid.
Vi vil holde et møde senere med  Henning   fra  Inspirationscenter  Maribo  vdr   tilbud   mm.
Vi vil  prøve  at finde ud af om LAP  vil lave en underskudsgaranti.
Vi vil forhandle   pris   vdr  forplejning.
Vi vil finde ud af  en fornuftig  pris der inkluderer mad   dvs.  morgenmad, frokost og aftensmad.
Eftermiddagskaffen vil vi selv stå for.
Max pris   for  et døgn på refugiet   vil være en døgnpris på 750  kr  som er en normalpris.
Men Henning som er   indehaver af   centeret   var meget åben   mht   til mulighedder for at få en mere fornuftig pris.  Det skal der forhandles om.

Yvonne  syntes   at der var nogle af  kurserne der  ikke var noget for hende, så der skal være mulighed for at man  individuelt kan vælge mellem kurserne der.

Og vi syntes   enstemmigt at  der skal  være   nogen der laver mad der på refugiet,  så man kan få fred og ro  .

For at et refugie kan fungere skal der   være nogen der er ansvarlige   for at det kører   mht til mad   og  daglig ledelse.

Vi syntes  det ville  være godt for gruppen at der kom flere folk   med ind i gruppen, så gruppen blev på i alt 8 personer.

Vi afventer   at vi får  et konceptkompendium  der bliver kogt ned  til ca 5 sider. Der skal bruges til ansøgninger   til refugiet.

På   Inspirationscenteret   er der flest døde perioder  i det kolde december, januar   og feburar.
Så der ville det være billigst.

Vi har talt   om  at der  max   skal   være   20  personer   der er på refugiet   og det ville jo være mest fordelagtigt    at folk får eneværelser   der.

Vi arbejder stadig på at lave en folder   der  beskriver refugiet.

Michael er kommet med et udkast   .  Som  vi alle   enstemmigt   var enige i.
Der må ikke forekomme   stofmisbrug , hashmisbrug.
Der må gerne indtages alkohol men i moderate  mængder.  Man må ikke være synligt beruset der, og ingen beruset adfærd.  Hvis dette sker   bliver man hjemsendt.
Yvonne  vil se nærmere på de gamle ansøgninger   til refugiet.

Refugiet er ikke til folk der er i ekstrem krise   det kan refugiet ikke håndtere.

Næste møde   i refugiegruppen   er den 22   august   2013   o

Referat af møde i sommerlejrgruppen, 15. maj 2013

Til stede: Birgitte, Lisa, René, Mille og Steen
Afbud: Jack

 

1.    Valg af referent og ordstyrer

Referent: Steen
Ordstyrer: Renè

2.    Godkendelse af dagsorden

Godkendt

3.    Godkendelse af referat fra sidste møde

Godkendt uden tilføjelser

4.    Godkendelse af referat på hjemmesiden

Referater er lagt på hjemmesiden.

5.    Nyt fra Landsledelsen v/ Steen.

På landsmødet blev der bevilliget til en ø-lejr og det blev slået fast, at vores lejr er på Brenderup de næste 3 år, således som der er søgt til.
Ny Sommerlejrgruppe skal godkendes efter sommerlejren er afholdt af landsledelsen.

6.    Drøftelse og godkendelse af ugeskema for uge 32

Indlæg om resonans mandag kl. 11 – 12 ved Michael Freiesleben fra SUS.

Liselott Blixt psykiatriordføre for Dansk Folkeparti kommer torsdag d. 8 august kl. 10 til 12 og primært lytter til os.
Tirsdag Zoologisk Have afgang kl. 13 og hjemkomst kl. 17.45
Kirsten Kallesøe kl. 10 til 12. tirsdag.
Besøg i den økologiske landsby afgang 13.15 og hjemkomst kl. 17.45
Else Lundby kl. 10 til 12. onsdag.
Onsdag Egeskov by nigth afgang kl. 15.30 – spisning kl. 18.30, kl. 20 spiller søs Fenger, afgang kl. 22 og hjemkomst ca. kl. 23.00 Sandwich fra Brenderup. Der er plads til 56 pers. i bussen. Hanne Wiingaard deltager i denne tur og fortæller om sin oplevelser med LAP.
Torsdag eftermiddag bordopstilling og pyntning af festborde. Festmiddag kl. 18 og musik ca. kl. 19.30. Orkester koster 2.500 kr. for 4 timers spiller. Deltagerne opfordres til at komme med festlige indslag under middagen.
Fredag morgenmad kl. 8.30 til 10.00 – kontortid kl. 10 til 10.30
Fri fredagformiddag.
Evaluering mundtlig og skriftlig – skema til næste gang, kl. 13.15 og bagefter kaffe og lagkage.
Fredag aften – repræsentanter for grundforeningerne fortæller om hvad der sker rundt i landet eller nogle oplevelser de har haft rundt om i landet.
Postkort værksted står fremme enten i avisstuen eller spisestuen. Der indkøbes nyt for op til kr. 1000.
Der er ca. 35 cykler til fri afbenyttelse.
Lejrgruppen holder møde kl. 8.30 til 9.00

7.    Madplan for uge 32

Ønsker til middagsmaden:
Stegtflæsk og persillesovs.
Minus vegetar.
Frokost- også fiske pålæg.
Birgitte undersøger om vi må lave kiosk eller der er på stedet i forvejen.
Birgitte spørger til evt. frameldinger til kost.

8.    Planlægning af hvordan vi fordeler værelserne på Brenderup.

Der er mange flere der har ønsket ene værelse end vi kan opfylde – vi har sorteret listen og hvem der skal have brev og sat beløb på girokortene.

9.    Vagtplan for gruppen under lejren

Hvem tager med på ture og hvem bliver hjemme.
Aftales næste gang.

10.    Brev til deltagerne som skal med sammen med girokort

Vi gennemgik uddelt brev og rettede det til.
Til dem som ikke har fået enkeltværelse:
Du har bestilt enkelt værelse, men det ønske kan vi desværre ikke efterkomme, enten finder vi en du kan sove sammen med eller du gør det selv inden for 14 dage og meddeler dette til Birgitte. Hvis du ikke ønsker at være med på lejren, bedes du meddele dette.

11.    Navneskilte

Deltagerne får hvide navneskilte. Lejrgruppen og hjælper får orangeskilte.

12.    Se i kælderen hvad vi har og hvad vi skal have med på Brenderup

Malergrejer skal retur og bruges på bazaren d. 29. august 2013

13.    Evt.

Næste møde mandag d. 1. juli 2013 kl. 11.30 på kontoret i Odense.
Sommerlejrgruppen mødes på Brenderup lørdag d. 3 august 2013
kl. 15 -16.00

Næstegang:

Kontant kasse beregnes behovet.
Næste gang liste over materiale i kælderen.
Materiale der medtages til lejr: batch, blokke, taske, kuglepen.

Referat af Landsmøde 2013

Hotel Svendborg 13. – 14. april 2013
Referatet er endeligt godkendt af dirigent Susan Skogstad

Landsledelsesmedlem Tom Jul Pedersen byder velkommen til foreningens 15. landsmøde: 
”Vi skal både diskutere tunge emner men også hygge os og more os og lytte til og danse til musik i aften.” …
”Nogle er desværre gået bort i det år, der er gået. En af dem er Poul Melchior Madsen, som i sin tid tog initiativ til at stifte FAP Århus, der senere blev til LAP Århus.”
Der holdes et minuts stilhed for at mindes dem, der er gået bort.

Herefter giver landsledelsesmedlem Hanne Wiingaard en række praktiske informationer til deltagerne.

1.    Valg af stemmetællere

Hanne Wiingaard foreslår på vegne af landsledelsen at vælge Preben Meilvang, Herluf Dalhof, Jan Højris og Annamarie Løvendahl som stemmetællere. De vælges ved applaus.

2.    Valg af dirigenter og referenter

Hanne Wiingaard foreslår på vegne af landsledelsen Susan Skogstad som dirigent, idet hun orienterer om at Benny Lihme, der også havde indvilget i at fungere som dirigent, med meget kort varsel har måttet melde afbud grundet sygdom, og at der ikke har været tid til at finde en anden til at varetage opgaven som 2. dirigent. Karl Bach Jensen foreslås som referent. Den foreslåede dirigent og referent vælges ved applaus.
Dirigenten konstaterer herefter, at landsmødet er lovligt indkaldt via annoncering i medlemsbladet og brev dateret den 20. februar 2013 til samtlige medlemmer.

3.    Landsledelsens beretning

Læs den skriftlige beretning her

Landsledelsen har valgt ikke at fremlægge nogen mundtlig beretning, hvorfor landsmødet går direkte til behandling af den skriftlige behandling, idet landsledelsesmedlemmerne Hanne Wiingaard, Steen Moestrup, Tom Jul Pedersen, Lars Kristensen, Gert Zøllner, Jan Stig Andersen, Marian B. Goldstein, Olga Runciman og Frands Frydendal stiller sig til rådighed for forsamlingen med henblik på at svare på spørgsmål og uddybe den skriftlige beretning.
Der orienteres om at Landsledelsesmedlem Katrine Woel er bortrejst og at Frands Frydendal på møde i landsledelsen sept. 2012 har indgået en aftale med den øvrige ledelse om ikke at deltage i møderne frem til landsmødet 2013. Af et bilag til den skriftlige beretning fremgik det at Thoridt Allermand, Henrik H. Linde, Tina Schmidt og suppleant Ove Johannesen havde valgt at udtræde af landsledelsen i løbet af efteråret. Afgående landsledelsesmedlem Preben J. B. Olsen var ikke til stede.

Camilla Madsen spørger ind til foreningens deltagelse i Folkemøde på Bornholm i 2013 på baggrund af deltagelsen i 2012.  Lars Kristensen svarer, at der ikke er taget konkrete initiativer endnu. Det foreslås at danne en gruppe på landsmødet.

Thoridt Allermand nævner, at hun ikke finder at deltagelse i Brugernes Bazar og afholdelse af Nytårskur er tilstrækkeligt til at indfri handlingsprogrammets mål om at styrke samspillet mellem landsforening og grundforeninger. Hun mener, at LAP er ved at blive et hoved uden krop. Frands Frydendal mener, at Thoridt har ret.

Ivan Lindquist Larsen fra Netværksstedet Thorvaldsen roser landsledelsen for sit fremragende arbejde. Han spørger ind til reformen på fleksjobområdet, om den ikke er ændret til job med løntilskud. Steen Moestrup svarer, at der stadigvæk findes en fleksjobordning, men den er væsentligt ændret, og der er indført nye regler om ressourceforløb. Hanne Wiingaard omtaler et samarbejde med en række faglige organisationer, bl.a. Dansk Magisterforening og FOA om at kritisere og foreslå forbedringer af den ny fleksjobordning.

Erik Thomsen kritiserer, at behandling af beretningen er lavet om til en ”spørgetime”. Han omtaler at Medlemsbladet har bragt nogle temaartikler om LAP’s fremtid. Han spørger om LAP ikke skal være en forening nedefra og opfordrer til at diskutere på baggrund af indlæggene i bladet. Erik Thomsen fik frataget mikrofonen, efter at hans taletid var overskredet.

Bo Steen Jensen kommenterer uddybende om Folkemødet på Bornholm. Er det der, vi skal sætte vores aftryk? Han mener, at regionsforeningerne er en ”skiftning” p.g.a. de enorme geografiske afstande. Problemet er, at det ikke er til at få folk til at komme til noget som helst.

Steen Moestrup mener, der vil være gode muligheder for at komme til orde ved at deltage på Folkemødet. Det er ikke landsledelsens opgave at arbejde for lokalforeningerne. De er selvstændige, og har selv ansvar for deres arbejde. Han fremhæver, at der er ret bred medlemsdeltagelse i Brugernes Bazar.

Lars Arredondo opfordrer til, at man engagerer sig i den arbejdsgruppe, han har foreslået oprettet, om styrkelse af grundforeningerne.

Anne Marie Rafferty ønsker også at rose landsledelsen. Hun uddyber, hvordan den nye fleksjobordning adskiller sig fra den tidligere.

Thoridt Allermand mener ikke, at landsledelsen skal sidde forrest i salen under behandling af beretningen. Det er svært at gennemskue indholdet af beretningen. Hun uddyber, hvorfor hun mener, at det regionale arbejde ikke er tilstrækkeligt styrket.

Michael Maahr finder beretningen grundig og dækkende. Han efterlyser et kort mundtligt resume af, hvad man har foretaget sig i årets løb.

Erik Olsen roser, at det er lykkedes at sikre at ressourceforløbet ikke bliver kædet sammen med pligt til medicinsk behandling. Beretningen tyder på, at vi som forening ikke har haft tilstrækkelig gennemslagskraft, men det er alligevel ganske flot, hvad man har nået.

Frands Frydendal mener, at det er vigtigt at forholde sig til, at LAP har mistet så mange medlemmer gennem årene. Han mener, at en anderledes struktur kan skabe mere gennemslagskraft.

Preben Meilvang siger tak for det arbejde, der er udført i løbet af året. Spørger om Frands Frydendal taler for egen regning, når han siger, at en del af landsledelsens arbejde er gået op i hat og briller?

Frands Frydendal informerer om det forlig, der blev indgået om at han ikke har deltaget i møderne en del af året.

Henriette Steffensen siger, at der er lavet en flot beretning. Når man deltager første gang, er der brug for at kunne stille enkle og skarpe spørgsmål. Hun synes, at ledelsen har lavet rigtig mange gode ting.

Anders Gantriis roser beretningen og mener ikke, at den kan diskuteres helt i dybden og i bredden. Vi er i LAP oppe imod en psykiatri, der er overvejende biologisk. Han hæfter sig ved emnet tvang. Han spørger om, hvad LAP vil stille op med den omfattende brug af tvang, med at der er alt for få senge og med at socialpsykiatrien bliver mere og mere udsultet.

Olga Runciman nævner flere initiativer, der er taget vedrørende reduktion af tvang. Hun nævner, at man i Norditalien (Trieste) har gode erfaringer med ikke at have så mange senge, som vi har hos os.

Steen Moestrup nævner LAP’s involvering i et nyt gennembrudsprojekt til reduktion af tvang. Han mener at LAP i højere grad bør efterspørge refugielignende tilbud frem for flere senge. Socialpsykiatrien er et emne, de lokale foreninger bør beskæftige sig med.

Herluf Dalhof kommenterer, hvor svært det er at samle mennesker til møder mv., han opfordrer folk til at være opmærksomme på, at man kan danne og engagere sig i arbejdsgrupper.

Erik Thomsen spørger om, hvorfor medlemmerne ikke må høre mere om, hvad der foregår i landsledelsen.

Bo Steen Jensen mener, at LAP er en lagdelt forening. Nogle bruger tid på landspolitiske emner, andre arbejde mere lokalt. Lokalt må der kunne skabes noget mere.

Gert Zøllner taler om, at arbejde i landsledelsen på en konstruktiv måde.

Marian Goldstein taler om behovet for flere akuttilbud i kommunerne.

Karl Bach Jensen gør rede for noget af det arbejde, han udfører som repræsentant for LAP i regeringens psykiatriudvalg, især vedrørende reduktion af tvang og brug af behandlingsdomme. Senere på dagen uddyber han om psykiatriudvalgsarbejdet med hensyn til at introducere og medtage erfaringer med Åben Dialog, ansættelse og inddragelse af personer med egne brugererfaringer, svenske erfaringer med personligt ombud og benævnelse af indsatsen i kommunerne som social og psykosocial indsats frem for socialpsykiatri.

Michael Krogh udtrykker, at synlighed er eksistens, og opfordrer til at foreningen gør sig mere synlig i medierne med henblik på at understøtte andre aktiviteter i foreningen. Der bør udformes en mere konsekvent strategi i forhold til medierne. LAP er ikke fuldt med i den tendens, der er til at medierne i højere grad beskæftiger sig med psykiatriemner.

Steen Moestrup nævner, at synlighed også er, at man dukker op på afdelinger og oplever at sager håndteres anderledes, når der er nogen fra LAP til stede.

Frands Frydendal nævner, at han i nogle af sine forslag vil uddybe om nogle af de konflikter, der har været.

Ivan Lindquist mener, at det er synd, at der ikke sker en mere systematisk behandling af beretningen, hvor man tager et punkt ad gangen.

Helene Mortensen roser landsledelsen for det arbejde, der er gjort i det forløbne år. Hun mener, at LAP har været utroligt synlig i forhold til dødsfald i psykiatrien.

Lars Arredondo mener, at man som medlem ude på væresteder mv. kan gøre det synligt, hvad LAP mener og arbejder med. I grundforeningerne har man også et ansvar for at synliggøre LAP.

Lene Hermann synes, det er en meget dårlig ide at skændes indbyrdes. Hvis vi bliver behandlet bedre, ville meget ændre sig. Vi kunne fx gøre opmærksomme på, hvordan vi har det, med gadeteater.

Thoridt Allermand efterlyser, at landsledelsen prioriterer opbakningen til regionsforeningerne.

Herluf Dalhoff spørger om landsledelsen helt har tabt interessen for refugietanken? Steen Moestrup svarer, at ideen blev lagt over i en selvstændig forening Refugiefonden, der desværre er gået i stå.

Lars Schou kvitterer for, at der har været afholdt en vellykket konference om alternativ behandling. Han spørger om landsledelsen har gjort noget ved at samle op på ideen om at arbejde sammen med alternative behandlere.

Erik Olsen orienterer om, at han er blevet formand for ENUSP (European Network of (ex-) Users and Survivors of Psychiatry) og opfordrer til, at der findes en kontaktperson i LAP. Han nævner at overgrebene i psykiatrien i stigende omfang opfattes som tortur.

Den skriftlige beretning sættes til afstemning og godkendes med et overvældende flertal.

4.    Regnskabsaflæggelse for 2012

Steen Moestrup fremlægger og gennemgår hovedposterne i årsregnskabet.

På et spørgsmål til posten med udgifter til jurist svarer Annamarie Løvendahl, at det er opsparede feriepenge til tidligere ansat jurist.

Thoridt Allermand spørger til, hvad der er ansøgt om, og om hvad der er brugt til lokale aktiviteter.

Steen Moestrup svarer at det, der er søgt om svarer til det, der fremgår af budgetterne. Desuden får vi Tips- og lottomidler. Der er budgetteret med midler til aktiviteter, som ikke er gennemført.

Michael Maahr efterlyser den kritiske revisors bemærkninger til regnskabet. Hanne Wiingaard svarer, at den kritiske revisor ikke har reageret på henvendelser.

Irene Sjørslev Vella undrer sig over, at der er anvendt så mange penge til afholdelse af landsmøde sammenlignet med tidligere år, når der i 2012 kun var én overnatning.  Hanne svarer, at der er sket prisstigninger andre steder. Der er også blevet flere deltagere.

Viveca Liventhal spørger ind til, hvad punktet aktiviteter i regnskabet indeholder. Steen svarer, at det bl.a. omhandler afholdelse af kursus, samtalegrupper, bisidderopgaver, nytårskur, pilgrimsvandring og tilskud til lokale aktiviteter.

Michael Krogh spørger ind til finansiering af sommerlejren. Steen svarer, at det er bevilling fra Trygfonden, der udover deltagernes egen betaling, fuldt ud har finansieret sommerlejren.

Inger-Liss Christoffersen nævner, at LAP er kommet på finansloven og spørger ind til dette års bevillinger til sommerlejr. Steen Moestrup svarer, at Trygfonden og A.P. Møller Fonden har bevilget midler til fuldt ud at finansiere årets sommerlejr.

Erik Thomsen spørger ind til sommerlejrgruppens udgifter, og hvad der er kommet ud af de udgifter, der har været afholdt til landsledelsens deltagelse i konferencer og møder. Steen gør rede for, at udviklingskonsulentens rejseudgifter er udskilt fra landsledelsens. Det er vigtigt at være velinformeret bl.a. ved at deltage i møder og konferencer når man er i landsledelsen. Det handler også om at vise LAP-flaget og tale brugernes sag. Steen Moestrup oplyser om, hvor meget der er brugt til møder i sommerlejrgruppen, og at møderne er finansieret af eksterne midler.

Thoridt Allermand gør opmærksom på en artikel om LAP’s sommerlejre af hende selv og Inger Ladegaard i sidste nr. af medlemsbladet.

Regnskabet sættes til afstemning og bliver enstemmigt godkendt.

5.    Behandling af indkomne forslag

Forslag nr. 1 stillet af Landsledelsen
Forslag til kommissorium for redaktionsgruppe vedrørende handlingsprogram:
Redaktionsgruppen nedsættes af landsmødet på mødets første dag og har til opgave at sammenskrive og redigere et forslag til handlingsprogram på baggrund af de forslag, der er fremkommet rettidigt inden landsmødet (inkl. landsledelsens forslag) og på baggrund af landsmødets tilkendegivelser.
Indkomne forslag, der af landsmødet henvises til handlingsprogrammet, søges indarbejdet på en sådan måde, at det samlede forslag til handlingsprogram fremtræder som en læsbar og sammenhængende tekst.
Redaktionsgruppen kan i begrænset omfang medtage begrundede forslag fra landsmødets arbejdsgrupper i sit arbejde.
Redaktionsgruppen fremlægger et forslag til drøftelse om formiddagen på landsmødets anden dag.
På baggrund af landsmødets tilkendegivelser fremlægges om eftermiddagen på landsmødets anden dag et forslag, der sættes til afstemning i sin helhed.

På vegne af landsledelsen fremlægger og motiverer Karl Bach Jensen forslaget.

Forslaget sættes til afstemning og godkende med overvældende flertal.

Forslag nr. 2 stillet af Paul Bjergager Nielsen

Forslag til ny Landskampagne, hvor parolerne er:
NEJ TIL TVANG
NEJ TIL BIVIRKNINGER
JA TIL EN MENNESKELIG BEHANDLING
Tvangen øges og bliver brugt i større og større grad i psykiatrien og dette vil ikke stoppe, før vi siger massivt fra over for disse umenneskelige overgreb. Alm. menneskeretsregler må også gælde, selv om man har fået en psykiatrisk diagnose
BIVIRKNINGERNE pga. den psykiatriske medicin er massive og alt for mange bliver invalideret af medicinen ved f.eks. ikke at kunne tage vare på sig selv – ja nogle bliver demente eller massivt fede, så de bliver ramt af sukkersyge og andre invaliderende sygdomme, hvis de da ikke er så uheldige at dø pga. deres medicin.
EN MENNESKELIG BEHANDLING kræver ikke så mange penge yderligere til psykiatrien. Det kræver kun at personalet er venligt, imødekommende og respekterer borgere, der bliver indlagt i behandlings-psykiatrien.

Paul Bjergager fremlægger og motiverer sit forslag. Han mener, at forslaget fra sidste år er blevet sjoflet.
På vegne af Landsledelsen anbefaler Steen Moestrup at landsmødet henviser forslaget til handlingsprogrammet, idet forslaget er identisk med et forslag, der blev fremsat på sidste års landsmøde og efter en arbejdsgruppes omformulering blev indarbejdet i handlingsprogrammet.
Paul mener, at hans forslag handler om noget andet.
Erik Thomsen spørger ind til, hvorfor kampagnen endnu ikke er blevet gennemført.
Lars Arredondo foreslår, at der rettes fokus på de mange invaliderende bivirkninger af medicinsk behandling.
Lene Hermansen mener, at der skal lægges vægt på formuleringen om en menneskelig behandling.
Bo Steen resumerer, hvad der er blevet besluttet sidste år og henviser til forslag nr. 10.
Frands Frydendal foreslår at udvide formuleringen i handlingsprogrammet som foreslået af landsledelsen.
Erik Olsen mener, at LAP skal definere sig selv som en menneskeretsbaseret organisation.
Paul Bjergager præciserer, at han har genfremsat sit forslag fordi det kompromis, der blev lavet på sidste års landsmøde ikke var hans forslag.
Steen Moestrup fremhæver alternativ-konferencen som et eksempel på, hvad en menneskelig behandling kan bestå i.

Forslaget sættes til afstemning og vedtages at et flertal af forsamlingen.

Forslag nr. 3 stillet af Lars Kristensen, Frands Frydendal, Jan Stig Andersen og Paul Bjergager Nielsen

FORSLAG TIL NEDSÆTTELSE AF ORGANISATIONSUDVALG
Landsmødet 2013 nedsætter et organisationsudvalg der skal udarbejde forslag om bedre udformning af vedtægter og arbejdsprocesser i LAPs Landsledelse, forretningsudvalg og arbejdsgrupper.
Udvalget skal også fremlægge forslag om forbedringer af samarbejdet mellem Landsforeningen, de lokale og regionale foreninger og de kollektive medlemmer.
Udvalgets forslag skal fremlægges på landsmødet 2014.
Udvalget bliver ansvarligt over for landsmødet og arbejder selvstændigt i samarbejde med Landsledelsen, arbejdsgrupper, lokale og regionale foreninger og de kollektive medlemmer.
Strukturgruppen forventer, organisationsudvalget vil bestå af ca. 7 medlemmer.
Alle LAP-medlemmer med lyst til at være med i udvalget eller til at hjælpe udvalget med medlemsmøder og lign. er velkomne til at melde sig til strukturgruppens tovholder Lars Kristensen.
Udvalget har følgende opgaver:
•    at fremlægge forslag til ændringer af vedtægter og struktur på Landsmødet 2014.
•    at udforme arbejdsprocesser og struktur, der kan forene forskellige synspunkter angående psykiatripolitik inden for LAP.
•    at arrangere lokale medlemsmøder om udvalgets arbejde.
•    at lytte til medlemmers ønsker.

Udvalgets budget indtil Landsmøde 2014 er cirka beløb og forventes at blive på:
Op til 10 lokale møder á 2.500 kr. til indsamling af medlemsønsker m.v. ………..    25.000
2 stormøder  á 10.000 kr. til drøftelse af udvalgets resultater……………… ……    20.000
Licens til filmfremvisning (fast beløb)…………………………………………      6.410
Rejseudgifter…………………………………………………………………………………………….    25.000
Diverse….…………………………………………………………………………………………    10.000
I alt udgifter …………………………………………………………………………………………         86.410
Dette beløb kr. 86.410,- bevilges af Landsmødet.

Lars Kristensen fremlægger og motiverer forslaget
Steen Moestrup anbefaler på vegne af landledelsen forslaget til vedtagelse. De budgetterede udgifter kan finansieres af midler afsat til medlemsaktiviteter.
Michael Maahr spørger om LAP også fremover skal være én forening?
Lars Kristensen: ja selvfølgelig.
Bo Steen Jensen kan ikke rigtigt se, hvad vi skal med udvalget. Han mener det bliver en form for dobbeltkonfekt.
Camilla Madsen finder forslaget diffust og spørger, hvad der menes med at inddrage medlemmernes ønsker.
Frands Frydendal uddyber, at udvalgets arbejde handler om at afklare, hvem der har ansvar for hvad inden for foreningens struktur.
Thoridt Allermand taler for at udvalget nedsættes som foreslået.
Steen Moestrup mener at gruppen skal nå frem til at skitsere en organisationsplan og beskrive beslutningsgangene i foreningen.

Forslaget sættes til afstemning og vedtages med overvældende flertal.

Forslag nr. 4 stillet af Frands Frydendal
Forslag til landsmødeudtalelse
Landsmødet udtaler om LAP’s øverste myndighed: Vedtægterne (§ 4 stk.1) siger: ”Landsmødet er LAP’s øverste myndighed.”
a.    Dette betyder: Det er landsmødet, som ved valg bestemmer landsledelsens sammensætning. Landsmødet eller vedtægterne giver ikke mandat til landsledelsen, så den ved et flertal kan vedtage at udelukke et mindretal af den landsledelse, som landsmødet har sammensat. Landsledelsen er ikke en almindelig arbejdsgruppe.
b.    Landsledelsens medlemmer skal samarbejde, hvis de kan. Hvis de ikke kan samarbejde, skal de lade hinanden i fred til at arbejde med hver sit. Hvis de hverken kan samarbejde eller lade hinanden være i fred, skal landsledelsen indlede konfliktløsning, og de landsledelsesmedlemmer som sagen angår, har pligt til at medvirke.
c.    At landsmødet er LAP’s øverste myndighed betyder ikke, at LAP, landsmødet eller landsledelsen er hævet over almindelig lov og ret. LAP skal respektere de love og ufravigelige regler, som gælder i Danmark for sådanne foreninger, og som der er adskillige bøger om.
d.    Til hurtig og nødvendig oplysning for nye og gamle medlemmer af LAP skal landsledelsen lade udforme et dokument med ”Udvalgte almindelige retningslinjer for foreningsarbejde”. Dokumentet skal rumme eksempler på ufravigelige regler og god foreningsskik, udvalgt efter problem-sager i LAP, som kunne have fået en ordentlig behandling, hvis LAP havde respekteret dem.

Frands Frydendal fremlægger og motiverer sit forslag.
Lars Kristensen opfordrer på vegne af landsledelsen forslagsstiller til at trække forslaget og lade sine overvejelser indgå i organisationsudvalgets arbejde.
Frands Frydendal ønsker at fastholde sit forslag, så det får virkning nu. Lars Kristensen opfordrer derefter på vegne af et flertal i landsledelsen til at stemme nej til forslaget.
Erik Thomsen er enig i principperne i forslaget, men kan ikke se, at det er et relevant tema for landsmødet. Landsmødet kan ikke løse landsledelsens problemer.
Thoridt Allermand gør rede for, at 6 medlemmer af landsledelsen ikke kunne fortsætte i en landsledelse med Frands Frydendals deltagelse.
Herluf Dalhoff kan ikke forholde sig til forslaget inden for så kort tid og opfordrer til at forslaget overlades til organisationsudvalget.
Camilla Madsen mener heller ikke, man på landsmødet kan forholde til de komplicerede forhold, der ligger bag forslaget.
Bo Steen Jensen gør opmærksom på, at der ikke findes lovgivning om frivillig foreningsdrift, og mener derfor, at forslaget er forkert begrundet.
Frands henviser til gældende præcedens, og hvad der vil gælde, hvis man går i retten.
Ivan Lindquist mener, det er én stor pærevælling. En forening bestemmer selv, hvordan den vil fungere. Han mener, det er problematisk at pålægge en landsledelse at fungere med personer, der har en helt anden agenda. Hvad er reglerne så?
Preben Meilvang berører, at diskussionerne ofte munder ud i personspørgsmål og foreslår, at de involverede parter i konflikten kommer frem til nogen selverkendelse, og at man følger landsledelsens opfordring om at lægge forslaget over i organisationsudvalget.
Erik Olsen ønsker at indgå i organisationsudvalget. Det er vigtigt at udforme længerevarende strategier efter konsultation med grundforeningerne.
Mogens Rosenquist anfører, at hvis der ikke er klare regler for, hvordan der træffes beslutninger i landsledelsen, er der brug for at vedtage forslaget.

Forslaget sættes til afstemning og forkastes af et flertal af forsamlingen.

Forslag nr. 5 stillet af Frands Frydendal
Forslag til landsmødeudtalelse om LAPs udvikling:
Landsmødet udtaler: LAP skal udvikles til en bred forening som sigter mod at rumme alle de tidligere og nuværende psykiatribrugere i Danmark, som ønsker at være medlemmer af en organisation for dem.
LAP’s organisation og samarbejdsmetoder skal udvikles, så mange brugeres forskellige formål og projekter kan trives ved siden af hinanden, hvis blot de har støtte i et punkt i LAP’s formålsparagraf og ikke aktivt modarbejder andre punkter der.
Landsmødets vision er at forene landets tusinder, ja titusinder af tidligere og nuværende psykiatribrugere i fælles interesser og respekt for forskellighed, lige meget om de har haft gode, dårlige eller blandede erfaringer med psykiatrien.
Det er et stort ønske, og det bliver ikke let. Men på LAP’s landsmøde 2013 gør vi hvad vi kan: Vi tager klart stilling til alle forsøg på det modsatte: Når der er samarbejdsproblemer, skal LAP ophøre med straks at gribe efter hvem der skal udelukkes ud af en arbejdsgruppe, af landsledelsen, af gruppen af ansatte eller af LAP. Den mulighed skal hverken foreslås eller behandles, før man metodisk og helhjertet har forsøgt at forbedre samarbejdet, eventuelt med professionel eller anden kvalificeret hjælp udefra.
Landsmødet udtaler også, at det ikke er LAP’s politik at foreslå LAP-medlemmer at melde sig ud af LAP og ind i en anden forening, eller at foreslå dem at stifte en anden forening for tidligere og nuværende psykiatribrugere. Hvis LAP skal deles, skal det ske på et landsmøde, og så skal dette landsmøde tage stilling til, hvordan formue, navn, forbindelser, good-will, ansatte og lokaler skal fordeles.
LAP’s landsmødet beder alle medlemmer af foreningen om at anerkende visionen om en bred og stor forening og respektere, at denne vision kræver at vi alle holder op at bilde os ind, at vi kan lave en stor forening ved at smide folk ud.

Frands Frydendal fremlægger og motiverer sit forslag.
Lars Kristensen opfordrer på vegne af landsledelsen forslagsstiller til at trække forslaget og lade sine overvejelser indgå i organisationsudvalgets arbejde.
Frands ønsker at fastholde sit forslag, så det får virkning nu. Lars Kristensen opfordrer derefter på vegne af et flertal i landsledelsen til at stemme nej til forslaget.
Preben Meilvang mener, at forslaget forekommer polemisk og opfordrer Frands til at trække forslaget.
Finn Parkø mener forslaget vil bureaukratisere  beslutningsprocessen. Er det her ikke mere et spørgsmål om at nogen, der kæmper for en sag, oplever sig misforstået? Hvem skal betale for konfliktløsning.
Ivan Lindquist anbefaler forslaget som en overordnet tekst i forhold til principprogrammet.
Olga Runciman mener, der er flere elementer i forslaget, der både omhandler at være en bred forening og hvordan man håndterer konflikter.
Camilla Madsen mener, at det er bedre at gøre forslaget til et inspirationsmateriale om, hvordan man ændrer strukturen.
Mogens Rosenquist ser en rød tråd i diskussionen og spørger om, hvordan landsledelsen har arbejdet med vedtægternes formålsbestemmelse om at styrke og forbedre forholdene for nuværende og tidligere psykiatribrugere.

Forslaget sættes til afstemning og forkastes af et flertal af forsamlingen.

Forslag nr. 6 stillet af Louise Jensen

At der inden for LAP nedsættes et udvalg, der fokuserer på medicinsk behandling frem for psykoterapi i stor grad.

Landsledelsen anbefaler forslagsstiller at søge en arbejdsgruppe som foreslået etableret.

Bo Steen Jensen argumenterer for at fastholde forslaget, hvorfor interesserede opfordres til at melde sig til opgaven.

Forslag nr. 7 stillet af Louise Jensen

At der inden for LAP nedsættes et udvalg, der fokuserer på bofællesskaber og bocentre, så der tages vare om denne gren af LAP’s virke.

Landsledelsen anbefaler forslagsstiller at søge en arbejdsgruppe som foreslået etableret.

Forslagsstiller er ikke til stede, men interesserede kan, om ønsket, danne en arbejdsgruppe om emnet.

Forslag nr. 8 stillet af Simon Rosenkilde

Forslag om nedsættelse af tænketank
Strukturændringer og et forslag til dette, der gør beslutningsprocessen i LAP generelt langt mere habil, struktureret og resultatorienteret, med udgangspunkt i nogle relativt få justeringer. I forbindelse med dette punkt, foreslår jeg, at der nedsættes en Tænketank, der kan komme med løsningsforslag til ledelsen, i et hvert givent spørgsmål, der måtte komme fra landsmødet eller LAP’s medlemmer generelt: En slags kværn, der kan forarbejde forslag fra medlemmerne i LAP, til en fordøjelig mundfuld, ledelsen så kan tage stilling til, efter endt bearbejdning.

Landsledelsen anbefaler forslagsstiller at søge en arbejdsgruppe som foreslået etableret.

Forslagsstiller er ikke til stedet og forslaget behandles ikke yderligere.

Forslag nr. 9 stillet af Gihta Hansen

Forslag om at nedsætte et konfliktudvalg
Jeg foreslår, at LAP nedsætter et konfliktudvalg, bestående af ikke-konfliktsky personer.
Dette udvalg skal kunne træde til i konfliktfyldte situationer, som medlemmer ikke selv formår at løse på en værdig måde.

Gihta Hansen fremlægger og motiverer sit forslag.
Lars Kristensen opfordrer på vegne af landsledelsen forslagsstiller at søge en arbejdsgruppe som foreslået etableret.
Knud Fischer-Møller mener ikke, man kan affeje forslag der er indkommet rettidigt.
Tom Jul gør opmærksom på at forslaget forudsætter, at der er kvalificerede kandidater til at udgøre et udvalg som foreslået.
Gihta ønsker at opretholde sit oprindelige forslag.

Forslaget sættes til afstemning og forkastes af et flertal af forsamlingen.

Herefter afbrydes behandlingen af indkomne forslag og forsamlingen går over til programpunktet: 

Introduktion til arbejdsgrupper
Karl Bach Jensen introducerer til, hvordan der kan nedsættes arbejdsgrupper, som, hvis de ønsker det, kan fortsætte med at arbejde i det kommende år.
Han opfordrer til at deltagere, der ønsker at danne arbejdsgruppe, kort introducerer dem for forsamlingen og nævner selv et opslag om at danne en arbejdsgruppe om at igangsætte medlemsarbejde i Region Syddanmark

Steen Moestrup foreslår at danne en arbejdsgruppe vedrørende samspillet mellem psykiatri og alternativ behandling.

Lars Kristensen opfordrer til at interesserede i organisationsudvalget i første omgang mødes som arbejdsgruppe.

Lars Arredondo opfordrer til at danne en arbejdsgruppe om styrkelse af grundforeningerne og synlighed på værestederne.

Inge Green Volder ønsker at etablere en arbejdsgruppe, der forholder sig til børn og unge.

Gihta Hansen introducerer til en arbejdsgruppe, der skal kunne trækkes på med henblik på konfliktløsning.

Olga Runcimann opfordrer til, at man kan melde sig til arbejdsgruppe vedr. medicinrelaterede dødsfald og bivirkninger.

Paul Bjergager ønsker at skabe en ny refugiegruppe.

Lars Kristensen opfordrer interesserede til at kontakte ham vedr. LAP’s vandretæppe.

Annemarie Østergaard introducerer til arbejdsgruppe for sommerlejr for 2014 og 15 på baggrund af den ansøgte og bevilgede eksterne bevilling.

Henriette Steffensen spørger om muligheden for at danne en gruppe, der kan spørge landsledelsen ind til, hvad der er LAP’s politik.

Forsamlingen går herefter over til programpunktet: 

Præsentation og indledende drøftelse af Landsledelsens forslag til handlingsprogram

Steen Moestrup fremlægger landsledelsens forslag til handlingsprogram.

Jan Stig Andersen uddyber, at der for en stor del er tale om genbrug af formuleringer fra sidste år.

Erik Olsen synes, det er et overskueligt forslag, og han nævner muligheden for at trække på EDF i kapacitetsopbygning omkring handicapkonventionen.

Solvej Reidun nævner, at man ikke bliver ordentligt behandlet, hvis man henvender sig med fysiske skavanker til sundhedsvæsenet, men blot bliver henvist til psykiatrien.

Thorsten Bo Hansen spørger ind til den diskriminerende kriminalisering, idet han henviser til, at det forlyder at der er mange psykisk syge i fængslerne. Karl Bach Jensen uddyber om, hvad vi ved om antal, stigning og menneskeretsstridig mangel på proportionalitet, når det gælder behandlingsdomme.

Erik Thomsen mener, der skal noget med om at man skal anmelde grov vold begået af psykiatribrugere mod andre psykiatribrugere. Han vil også gerne have noget med om rygning og om medicinfri afdelinger.

Lars Arredondo mener, at der bør skelnes mellem, hvad der er begået af vold og trusler inden for og uden for psykiatrien. Der spekuleres i at fremprovokere hændelser, der kan føre til foranstaltningsdomme.


Forsamlingen går herefter over til programpunktet: 

Nedsættelse af redaktionsgruppe vedrørende handlingsprogram
Redaktionsgruppen kommer til at bestå af Steen Moestrup, Erik Thomsen, Lars Arredondo, Michael Maahr og Ole Hagemann

Forsamlingen vender herefter tilbage til landsmødets dagsorden: 

Behandling af indkomne forslag, fortsat

Forslag nr. 10 stillet af Bo Steen Jensen

Det foreslås, at der oprettes et arbejdsudvalg med opgaven at forberede/etablere et tværfagligt samarbejde omkring paradigmet ”Tvang som behandlingsprincip” – dette ud fra de internationale iagttagelser og forskningsresultater inden for hjerneforskningen, og de deraf følgende psykologiske refleksioner. Fænomenet sås først inden for somatikken, men er samme inden for psykiatrien.
Det har nemlig vist sig at tvang f.eks. omkring medicinering udløser samme immunforsvars afværge mekanismer, som virus og bakterier.

Landsledelsen anbefaler forslagsstiller at søge en arbejdsgruppe som foreslået etableret.
Bo Steen Jensen præciserer at forslaget handler om, hvad den kommende landsledelse skal arbejde med.
Flere støtter forslaget. Erik Olsen omtaler en avisartikel om stigende anvendelse af psykiatrisk tvang over for børn. Flere berører emnet om, at arbejdsgrupper dannet på landsmødet bør have høj prioritet.

Forslaget sættes til afstemning og vedtages med et overvældende flertal.

Forslag nr. 11 stillet af Lars Arredondo

Grundforeninger skal styrkes med
•     indlæg til LAP foldere
•     visitkort
•     hjemmesider
•     gå ud grupper til væresteder
Grundforeningerne skal gøre LAP synligt lokalt, og bidrage til medlemshvervning i væresteder o. lign.

Arbejdsgrupper på landsmødet, om styrkelse af grundforeninger og synliggørelse på væresteder mv.

Landsledelsen anbefaler forslagsstiller at søge en arbejdsgruppe som foreslået etableret.
Lars Arredondo accepterer landsledelsens indstilling og indgår desuden i redaktionsgruppen med henblik på at indføje dele af sit forslag i handlingsprogrammet.

Forslag nr. 12 stillet af Frands Frydendal

Forslag om landsmødeudtalelse vedr. redaktion af Medlemsbladet

Landsmødet udtaler om rollen som redaktør for bladet:
Redaktørens opgave er at redigere, ikke at censurere. Hvis bladet har plads, og et LAP-medlem indsender et indlæg, som ikke opfylder bladets kvalitetskrav, skal redaktøren sørge for at indlægget redigeres, så det opfylder bladets kvalitetskrav (eventuelt i samarbejde med indsenderen).
Redaktøren skal ikke censurere det. Det er ikke i orden at forbigå et indlæg i tavshed, at undlade at svare indsenderen på henvendelser om indlægget, eller at trække tiden ud til efter deadline.

Ifølge medieansvarsloven kan kun én person være redaktør af bladet. Derfor kan en gruppe ikke tage kollektivt ansvar for redaktionen, jvf. http://www.pressenaevnet.dk/Love-og-regler/Medieansvarsloven.aspx.

Rollen som tovholder og ansvarshavende redaktør behøver ikke være samme person.

Landsmødet opfordrer bladgruppen til at lave et sæt klare retningslinjer og indstille dem til godkendelse i landsledelsen. Retningslinjerne skal vejlede om…
•    De kvalitetskrav, der gælder for indlæg og kommentarer mht. om de er saglige, personlige eller kritiske og som redaktøren skal henvise til, når han/hun vil redigere et indlæg.
•    Hvornår oplysninger skal dokumenteres og urigtige oplysninger dementeres.
•    Hvornår personer, som nævnes eller kritiseres i bladet, tilbydes lejlighed til at svare i samme nummer.
Politik for bladgruppens roller som tovholder og ansvarshavende redaktør, herunder hvordan de får tildelt deres roller (mandatet og ansvaret) og hvordan gruppen kan trække sin opbakning tilbage.

Steen Moestrup redegør på vegne af landsledelsen for at ledelsen allerede har opfordret redaktionsgruppen til at afvise indlæg, der vurderes at være i strid med følgende principper eller anmode forfatteren om at omformulere sit indlæg: Bladet skal ikke bringe personangreb og interne konflikter bør ikke udstilles i bladet. Der bør således skelnes mellem at give udtryk for egne meninger og på med navns nævnelse at hænge andre ud. Når der bringes en kommentar til et indlæg i samme nummer af bladet, som det hvor indlægget bringes, bør der være en redaktionel begrundelse for det.
Desuden har landsledelsen besluttet, at den ansvarshavende redaktør i sidste instans kan træffe sådanne afgørelser, og at den ansvarshavende redaktør udpeges af landsledelsen, idet Medlemsbladet udover at henvende sig til foreningens medlemmer også er foreningens ansigt udadtil.
Landsledelsen opfordrer derfor forslagsstiller til at trække sit forslag.
Frands Frydendal fastholder sit forslag og opfordrer landsledelsen til yderligere at begrunde, hvorfor de ikke kan anbefale forslaget.
Thoridt Allermand erklærer sig enig i forslaget og mener, at Medlemsbladet er blevet for tandløst.
Bo Steen Jensen gør opmærksom på, at den ansvarshavende redaktør skal have ret til at fjerne stof i et blad.
Erik Thomsen fra bladgruppen gør opmærksom på, at der ikke udøves censur over for indlæg.
Preben Meilvang opfordrer til, at personlige ting gemmes væk på landsmødet og at vi beskæftiger os med LAP-relevante ting.
Erik Olsen mener ikke, man skal bruge landsmødet til at skose hinanden og støtter landsledelsens forslag.
Inger-Liss gør opmærksom på, at hun også som medlem af bladgruppen er opmærksom på, at indlæg kan være for personlige og erklærer at hun er tilfreds med landsledelsen henstilling.

Forslaget sættes til afstemning og forkastes af et flertal af forsamlingen.

Forslag nr. 13 a stillet af Paul Bjergager Nielsen

Landsmødet skal foretage en afstemning, om LAP skal have en sommerlejr eller begynde at afholde sommerhøjskole hver sommer

Forslag nr. 13 b stillet af Inger Ladegaard

Beslutningsforslag om sommerlejr:

SOMMERLEJR:
Tæt på hinanden og tæt på naturen med et gennemgående tema. Desuden med et politisk indhold. Gerne på en ø.
eller:
SOMMERHØJSKOLE:                                                                                                                                                      Der ligner SIND, Depressionsforeningen og ODA’s (OCD-, Depressions og Angstforeningen) sommerhøjskoler.

De to forslag behandles under ét.

Paul Bjergager fremlægger sit forslag og gør opmærksom på, at der er forskelligt opfattelser af, hvad en sommerlejr skal bestå i. Han be’r om en tilkendegivelse om, hvor vidt der skal laves en sommerlejr som oprindeligt mere primitivt og tæt eller som nu mere komfortabelt i samarbejde med en højskole.

På vegne af landsledelsen opfordrer Jan Stig Andersen forslagsstillerne til at trække deres forslag og lade sommerlejrgruppen arbejde i fred med at gennemføre sommerlejren.
.
Steen Moestrup gør opmærksom på, at der er søgt om og bevilget midler til at gennemføre en sommerlejr på Brenderup Højskole og det er det, man fører ud i livet.

Annemarie Østergaard fra sommerlejrgruppen: Vi lejer os ind på en højskole, men forstår ikke hvorfor det er blevet til, at der afholdes højskole og ikke sommerlejr. Gennem årene har man lyttet til hvad deltagerne ønsker.

Thoridt Allermand: Vi har opbygget en tradition, hvorfor forlade den. Er det fordi vi har fået flere penge og absolut skal bruge dem på luksuøse ting? Vil gerne have ånden i sommerlejren op til diskussion. Når alting er planlagt på forhånd tager deltagerne ikke ejerskabet.

Bo Steen Jensen mener, at en del af LAP’s medlemmer vil være afskåret fra at deltage i primitive lejre. Han roser at man har fået to fonde til at se nytten af og bevilge midler til lejren.

Lars Arredondo har været med på lejrene gennem årene. Der var en anden stemning i starten, hvor man kom tættere på naturen. Man kunne overveje at lægge lejrene på øer eller lignende de kommende år.

Gert Zøllner opfordrer til at overlade det til dem, der arrangerer lejrene, at planlægge indholdet.

Erik Thomsen mener, der tidligere har været en ide om at holde lejren nye steder hvert år og at give den et tema.

Steen Moestrup opfordrer dem, der vil arrangere en anderledes sommerlejr til at lave det og gøre noget ved det. Der er mange uforbrugte midler i LAP i år.

Erik Olsen omtaler sine erfaringer med Amalie dagene, som hvert år afholdes af foreningslivet i Oslo, og mener, der skal være indhold i lejrene.

Inger Ladegaard fremlægger og motiverer sit forslag (13 b).

Jan opfordrer dem, der vil have en mere primitiv lejr, til at arrangerer det.

Lars Arredondo mener der er flere emner i forslaget, nemlig om der skal være et tema på den ene side, og på den anden side om det skal være under mere primitive forhold.

Thoridt Allermand mener ikke det handler om enten eller og spørger, hvor mange penge man kan få til at lave ”ø-lejr” for?

Steen Moestrup gør opmærksom på, at der er over 1 mio. kr. til medlemsaktiviteter i år, og at man bare kan gå i gang, fx inden for en beløbsramme på kr. 100.000. Han gør opmærksom på, at der en folketingspolitiker med i programmet på sommerlejren i år. Han orienterer i øvrigt om, hvad indholdet bliver på lejren.

Erik Thomsen foreslår, at man følger kompromisforslaget, om at dem, der vil lave en mere primitiv lejr, får bevilget midler til det.

Thoridt mener, at ideen om en mere politisk lejr ikke skal affejes med, at man så bare kan arrangere en ø-lejr.

Kompromisforslaget, om at de medlemmer, der ønsker at arrangere en anden form for sommerlejr, bevilges midler på op til kr. 100.000 til det, sættes til afstemning og vedtages med et overfældende flertal.

Forslag nr. 14 stillet af Inger Ladegaard

Skriftlig evaluering og mundtlig evaluering af sommerlejr 2013.

Skriftlig evaluering af sommerlejr 2012

Inger Ladegaard fremlægger og motiverer sit forslag.

Gert Zøllner fremlægger, at Landsledelsen mener, det må være op til sommerlejrgruppen og -deltagerne at beslutte, hvordan de vil evaluere sommerlejren, og at det ikke er aktuelt på nuværende tidspunkt yderligere at evaluere en sommerlejr, som for længst er afviklet. Forslagsstiller opfordres derfor til at trække forslaget.
Erik Thomsen mener, at den konflikt, der har været omkring sommerlejren skal beskrives.
Annemarie Østergaard siger, at hun er ked af, hvad der er sket tidligere. Det er ikke her på landsmøder at tidligere konflikter skal løses.
Thoridt Allermand mener, der skal være uvildige udefra til at lave evalueringer.
Steen Moestrup undrer sig over at forslagsstiller ikke tidligere har bedt om en skriftlig evaluering af sommerlejr 2012 som medlem af arbejdsgruppen.
Inger mener, at der var mange ting der ikke kom op ved den mundtlige evaluering, men trækker den del af forslaget, der omhandler sommerlejr 2012.

Derefter sættes forslaget om at der skal foretages både en skriftlig evaluering og mundtlig evaluering af sommerlejr 2013 til afstemning.

Forslaget vedtages af et flertal af forsamlingen.

Forslag nr. 15 fremsat af Steen Moestrup

Efter drøftelser i Landsledelsen fremsættes nedenstående forslag til forenkling og præcisering af principprogrammet, udarbejdet i samråd med udviklingskonsulent Karl Bach.

I principprogrammets afsnit om
Behandlingsmæssige forhold foreslås nuværende pkt. 1. og 7. om hvad vi ønsker og vil arbejde for:
•    At en optimal behandling, hjælp og støtte tilbydes til bru¬geren, uanset om denne vælger medi-cinsk behandling til eller fra.
•    At man, hvis man er psykisk syg og ønsker dette, får ret til medicinfri behandling, herunder fri og gratis adgang til at konsultere privatpraktiserende psykolog.
sammenskrevet til nyt pkt. 1:
•    At der tilbydes optimal behandling, hjælp og støtte, og at man, hvis man er psykisk syg og ønsker dette, får ret til medicinfri behandling, herunder fri og gratis adgang til at konsultere privatpraktiserende psykolog.

I samme afsnit foreslås nuværende pkt. 4 og 5:
•    At der iværksættes øget forsk¬ning i alternative behandlingsformer til den eksisterende psykiatri.
•    At alternative behandlingsfor¬mer, hvis positive virkning kan dokumenteres, bliver anerkendt og ta¬get med.
sammenskrevet til nyt pkt. 4:
•    At der iværksættes øget forskning i alternative behandlingsformer til den eksisterende psykiatri, og at alternativ behandling, hvis positive virkning kan dokumenteres, bliver anerkendt.

I principprogrammets afsnit om
Juridiske forhold foreslås nuværende pkt. 4:
•    At tvangsbehandling begrænses til absolut og påviseligt livstru¬ende situationer.
præciseret til:
•    At tvangsbehandling begrænses til absolut og påviseligt livstruende situationer kun med behandlingsmetoder, der ikke er potentielt legemsbeskadigende.

I principprogrammets afsnit om
Sociale forhold foreslås det at slette nuværende pkt. 1.
•    Ret til frit at organisere vores in¬teressefællesskab og vare¬tagelse inden- og udenfor eksiste-rende institutioner og strukturer.

I samme afsnit foreslås nuværende pkt. 3, 4 og 5 pkt.:
•    At man fra sam¬fundets side aktivt mod¬virker de faktorer, der begrænser psykiatribru¬geres aktivitet og delta¬gelse.
•    At sikre vores muligheder for aktiv deltagelse i alle sider af samfundslivet
•    At mennesker, der begrænses af psykosociale handicap, får rettigheder og muligheder sva-rende til andre borgere med nedsat funktions¬evne.
sammenskrevet til nyt pkt. 2 (3)
•    At sikre vores muligheder for aktiv deltagelse i alle sider af samfundslivet, bl.a. ved at mennesker, der begrænses af psykosociale handicap får rettigheder og muligheder svarende til andre borgere med nedsat funktionsevne.

I samme afsnit foreslås nuværende pkt. 8, 9 og 10:
•    At udvikle alterna¬tive ar¬bejdspladser til gavn for nuværende og tidli¬gere psykiatribrugere.
•    Favorable og realistiske vilkår for uddannelse og deltagelse i arbejdsli¬vet.
•    Mere målrettet arbejds-/uddannelsesvejledning og støtte fra personer, der er bekendt med psy-kiske lidelser, ud¬dannelses¬systemets krav og arbejdsmar¬kedets mulighe¬der for skåne-jobs/flexjobs o.l.
sammenskrevet til nyt pkt. 5 (6 eller 7):
•    Favorable og realistiske vilkår for uddannelse og deltagelse i arbejdslivet, herunder rimelig tilpasning, relevant støtte, ansættelse af medarbejdere med brugererfaring, tilknytning til og oprettelse af socialøkonomiske virksomheder.

Desuden foreslås det i samme afsnit at tilføje et nyt pkt.:
•    At skabe en foreningskultur præget af gensidig anerkendelse, forståelse og solidaritet.

Landsledelsen anbefaler forslaget til vedtagelse, idet pkt. 4 under juridiske forhold dog foreslås formuleret sådan her:
”At tvangsbehandling begrænses til absolut og påviseligt livstruende situationer kun med behandlingsmetoder, der – i modsætning til ECT og antipsykotika – ikke er potentielt legemsbeskadigende.”

Forslaget behandles i tre dele.

Steen fremlægger og motiverer sit forslag vedr. afsnit om behandlingsmæssige formål.

Helene Mortensen problematiserer brugen af begrebet ”psykisk syg”.

Forslaget sættes til afstemning og vedtages med overvældende flertal.

Steen fremlægger og motiverer sit forslag vedr. afsnit om juridiske forhold, idet han tilslutter sig landsledelsens forslag, således at pkt. 4 kommer til at lyde:
•    At tvangsbehandling begrænses til absolut og påviseligt livstruende situationer kun med behandlingsmetoder, der – i modsætning til fx ECT og antipsykotika – ikke er potentielt legemsbeskadigende.

Forslaget sættes til afstemning og vedtages med overvældende flertal.

Steen Moestrup fremlægger og motiverer sit forslag vedr. afsnit om sociale forhold
Bo Steen Jensen foreslår at tilføje borgerrettigheder til pkt. 2, således at formuleringen bliver:
•    At sikre vores borgerrettigheder og muligheder for aktiv deltagelse i alle sider af samfundslivet, bl.a. ved at mennesker, der begrænses af psykosociale handicap får rettigheder og muligheder svarende til andre borgere med nedsat funktionsevne.

Erik Olsen foreslår, at ordet empowerment tilføjes  i det nye pkt. 6, således at formuleringen bliver:
•    At skabe en foreningskultur præget af empowerment, gensidig anerkendelse, forståelse og solidaritet.

Steen Moestrup tilslutter sig ændringsforslagene.

Forslaget sættes til afstemning og vedtages med overvældende flertal.


Forslag nr. 16 stillet af Paul Bjergager Nielsen

Forslag om landsledelse på 7 i stedet for 13 medlemmer.

§ 6 Foreningens daglige ledelse
Stk. 1, 2 og 8 ændres fra:
Stk. 1     Foreningens daglige ledelse udgøres af Landsledelsen, der består af 13 medlemmer, valgt af landsmødet. Valgperioden for de valgte er 2 år. Dog begrænses valgperioden for de medlemmer, der har fået færrest stemmer til 1 år, således at mindst 6 er på valg hvert år.

Stk. 2     Landsmødet vælger op til 13 suppleanter. Valgperioden for suppleanterne er 1 år. Suppleanter indtræder ved længerevarende forfald efter Landsledelsens beslutning eller når et medlem af Landsledelsen udtræder. Suppleanterne indtræder i den rækkefølge, de er blevet valgt som medlem af Landsledelsen frem til næste landsmøde.

Stk. 8     Landsledelsen er beslutningsdygtig, når mindst 7 landsledelsesmedlemmer er til stede.

Til:
Stk. 1     Foreningens daglige ledelse udgøres af Landsledelsen, der består af 7 medlemmer, valgt af landsmødet. Valgperioden for de valgte er 2 år. Dog begrænses valgperioden for de medlemmer, der har fået færrest stemmer til 1 år, således at mindst 3 er på valg hvert år.

Stk. 2     Landsmødet vælger op til 7 suppleanter. Valgperioden for suppleanterne er 1 år. Suppleanterne indtræder …

Stk. 8     Landsledelsen er beslutningsdygtig, når mindst 4 landsledelsesmedlemmer er til stede.

§ 8 – tegningsregler og hæftelse
Ligeledes ændres § 8 stk. 1 fra:

Stk. 1     Foreningen tegnes udadtil ved underskrift af forretningsudvalget. Landsledelsen kan uddelegere tegningsretten til foreningens kasserer og/eller sekretariatsmedarbejder i nærmere defineret omfang. Ved optagelse af lån og ved køb og salg og pantsætning af fast ejendom tegnes foreningen af mindst 9 medlemmer af Landsledelsen.

Til:
Stk. 1    Foreningen tegnes … Ved optagelse af lån og ved køb og salg og pantsætning af fast ejendom tegnes foreningen af mindst 5 medlemmer af Landsledelsen.

Niels Holmquist begrunder og motiverer forslaget.
Jan Stig Andersen anbefaler på vegne af landsledelsen at landsmødet forkaster forslaget.
Camilla Madsen mener, at det vil skabe en mere velfungerende ledelse, hvis den har færre medlemmer, og at der vil være relativt flere suppleanter

Forslaget sættes til afstemning og forkastes af et flertal af forsamlingen

Forslag nr. 17 stillet af Lars Kristensen

I § 6 om foreningens daglige ledelse, indføres et nyt stk. 6 som får ordlyden:

Stk. 6 Landsledelsen vælger en kasserer blandt et af forretningsudvalgets medlemmer.

Herefter bliver efterfølgende stykker til stk. 7, 8, … osv.

Lars Kristensen fremlægger og begrunder sit forslag, idet ordene ”et af”  slettes, så forslaget lyder:
Stk. 6 Landsledelsen vælger en kasserer blandt forretningsudvalgets medlemmer.

Landsledelsen anbefaler forslaget til vedtagelse.
Paul Bjergager mener, det vil være en fordel, hvis kassereren ikke behøver at være en del af forretningsudvalget.

Forslaget sættes til afstemning. 29 stemmer for, 3 stemmer imod, 16 undlader at stemme.
Idet der er tale om en vedtægtsændring, der umiddelbart kræver 2/3 flertal, er forslaget ikke vedtaget, men kan vedtages ved almindeligt flertal på næste landsmøde.

Forslag nr. 18 stillet af Karl Bach Jensen

Mellem nuværende § 3, stk. 4 og stk. 5 indsættes som nyt stk. 5:

Stk. 5    I kommuner, hvor der ikke findes nogen lokalforening, kan aktive medlemmer danne netværksgrupper, som efter nærmere aftale med landsledelsen kan repræsentere og agere på foreningens vegne (herunder evt. forvaltning af kontingentandele) i det pågældende lokalområde.

Nuværende stk. 5 bliver til stk. 6 og så fremdeles.

Karl Bach Jensen fremlægger og motiverer forslaget.
På et spørgsmål om økonomi og forvaltning af kontingenter svarer Karl, at det fremgår af forslaget, at en sådan gruppe kan forvalte kontingentandele, men midlerne bør administrativt ligge i en underkonto på landssekretariatet.
Landsledelsen, Michael Maahr m.fl. anbefaler forslaget.
Bo Steen Jensen spørger ind til muligheder for at fungere uden fysiske møder.
Karl svarer, at der skal være tale om en afgrænset veldefineret personkreds, der selv afgør, hvordan de vil kommunikere og holde møder.

Forslaget vedtages enstemmigt

Forslag nr. 19 stillet af Erik Thomsen
At LAP skifter navn til: Landsforeningen af nuværende og tidligere psykiatri overlevere, kaldet LAP i det daglige.

Erik Thomsen fremsætter og motiverer sit forslag
Jan Stig Andersen anbefaler på vegne af landsledelsen at fastholde foreningens nuværende navn.
Bo Steen Jensen opfordrer til, at vi stadigvæk definerer os selv som brugere og tidligere brugere med henblik på at få indflydelse på behandlingssystemet.
Erik Olsen og Karl Bach Jensen mener, at der bør arbejdes mere grundigt med en evt. navneændring.

Erik Thomsen trækker forslaget.


Forslag nr. 20 stillet af Frands Frydendal

Forslag om landsmødeudtalelse
Landsmødet udtaler: Et forretningsudvalg har først og fremmest ansvaret for forretningsgangen i en ledelse. Andre opgaver kommer i anden række.
LAP’s vedtægters § 6 stk. 7 siger: ”Forretningsudvalget indkalder og leder landsledelsens møder (…)”.
1.    At vedtægterne skriver, at forretningsudvalget leder landsledelsens møder, betyder at forretningsudvalget vigtigste opgave er at lede møderne, så hele landsledelsen kan løse opgaven fra § 6 stk. 4: ”Landsledelsen leder foreningen i overensstemmelse med nærværende vedtægter og landsmødets beslutninger”, på en måde som er effektiv, konstruktiv, lovlig og i overensstemmelse med god foreningsskik. Hvis mødeledelsen svigter, bliver landsledelsen ineffektiv og så vælter den andre opgaver af på forretningsudvalget. Det er en ond cirkel. Derfor
a.    Forretningsudvalget har ansvar for at gøre sit bedste med forretningsgangen.
b.    Hvis det ikke lykkes for forretningsudvalget at nå bestemte mål, f. eks. at afslutte dagsorden til tiden eller at få et godt arbejdsklima, har forretningsudvalget ansvar for at ændre sine metoder, så målene kan nås.
c.    Det er ikke i orden, hvis forretningsudvalget nægter at påtage sig ansvar for at lede møder i landsledelsen, eller når forretningsgangen i landsledelsen fungerer uhensigtsmæssigt at forretningsudvalget ikke tager ansvar, lytter til feed-back, undersøger sin praksis og eventuelt ændrer den.
2.    At forretningsudvalget leder landsledelsens møder betyder ikke, at forretningsudvalget skal lede landsledelsen i andre forhold. Beslutninger om LAP’s udvikling og politik skal ske i hele landsledelsen eller på landsmødet. Her skal forretningsudvalget som sådan være upartisk. Det er ikke orden, at forretningsudvalget bruger sit privilegium til at opstille dagsorden og lede møder til at fremme bestemte landsledelsesmedlemmers politik og til at forhindre eller dæmme op for andres. Forretningsudvalget har ikke mandat til at skønne om nye landsledelsesmedlemmer vil kuppe LAP og skal modarbejdes.

Frands Frydendal fremlægger og motiverer forslaget.
Lars Kristensen opfordrer på vegne af landsledelsen til at forslagsstiller trækker forslaget og lader sine overvejelser indgå i organisationsudvalgets arbejde.
Karl Bach Jensen svarer på, hvorfor forslaget er kategoriseret under overskriften ”kræver/formodes at kræve vedtægtsændringer”, idet der henvises til bestemmelsen i vedtægterne om at landsledelsen selv fastsætter sin forretningsorden. Jurist Lisbeth Lundgren bekræfter, at hendes vurdering er, at forslaget er på grænsen til at stride med vedtægterne.

Frands Frydendal trækker forslaget

Forslag nr. 21 stillet af Frands Frydendal

Forslag om landsmødeudtalelse vedr. Åbenhed og diskretion i LAP

Landsmødet udtaler om åbenhed og diskretion i LAP:
LAP skal have mest mulig åbenhed, og mindst mulig hemmeligholdelse. Det, som faktisk skal beskyttes og behandles med diskretion overfor offentligheden, må ikke af den grund holdes hemmeligt for nyvalgte LL-medlemmer.
1.    Når LL behandler et dagordenspunkt lukket, skal begrundelsen for at punktet lukkes så vidt muligt fremgå af dagsorden, og altid fremgå klart af det lukkede referat. Det er ikke i orden at lukke punkter med henvisning til oplysninger, som bagefter ikke kan findes af nyvalgte landsledelsesmedlemmer.
2.    Før landsledelsen kan lukke og behandle et punkt, skal de principielle spørgsmål, som indgår i punktet og ikke behøver lukket behandling, være behandlet åbent.
3.    LAP skal give medlemmer aktindsigt i oplysninger og email-korrespondance, som omhandler dem personligt, både hvis deres navn nævnes og hvis det på anden måde er klart, at det er dem, der omtales. Det er ikke i orden, at medlemmer ikke får lejlighed til at kontrollere og rette personoplysninger, som LAP bruger om dem.
4.    LAP’s slogan, ”Intet om os uden os” gælder også inden for LAP. Det er ikke i orden at behandle en personlig medlemssag uden at medlemmet får lejlighed til at kommentere oplysninger og at argumentere for sin sag.
5.    Landsledelsen skal organisere sin email på forskellige lister, så LAP opnår:
a.    At mest muligt bliver åbent for citat og forespørgsel fra medlemmerne.
b.    Følsomme oplysninger skal holdes på en særlig, fortrolig email-liste, som dog er åben for alle LL-medlemmer.
LAP skal gemme kopi af alt relevant baggrundsmateriale for beslutninger, så nye landsledelsesmedlemmer kan få indsigt i det. Det er ikke i orden, at nye landsledelsesmedlemmer er henvist til at bede om kopi fra gamle landsledelsesmedlemmers private email-arkiv.

Frands Frydendal fremlægger og motiverer forslaget.
Lars Kristensen opfordrer på vegne af landsledelsen til at forslagsstiller trækker forslaget og lader sine overvejelser indgå i organisationsudvalgets arbejde.
Karl Bach Jensen svarer på, hvorfor forslaget er kategoriseret under overskriften ”kræver/formodes at kræve vedtægtsændringer”, idet der henvises til bestemmelsen i vedtægterne om at landsledelsen selv fastsætter sin forretningsorden. Jurist Lisbeth Lundgren bekræfter, at hendes vurdering er, at forslaget er i strid med vedtægterne, især hvad angår pkt. 5 a. – b.

Frands Frydendal trækker forslaget

Forslag nr. 22 stillet af Tom Jul Pedersen og Michael Maahr fra RAP Midtjylland

Vi foreslår, at Landsmødet på sit møde vedtager, at regionsforeningerne fra 2014 får samme procentvise andel af de kollektive medlemmers kontingentindbetalinger, som regionsforeningerne får af de individuelle medlemmers kontingentbetalinger.

Tom Jul fremlægger og motiverer sit forslag.
Landsledelsen anbefaler forslaget til vedtagelse.

Forslaget sættes til afstemning og vedtages med overvældende majoritet.

Forslag nr. 23 stillet af Birgitte Kongsfort

Det er et ønske fra grundforening Køge og dens medlemmer, at der bliver afsat et fast beløb til grundforeningerne – f.eks. 10.000,- kr. hvert år.

Birgitte Kongsfort er ikke til stede, Valentina Djurhuus ønsker at fastholde forslaget.
Jan opfordrer på vegne af landsledelsen til at trække forslaget, idet det er allerede muligt for grundforeningerne, at søge landsledelsen om midler til medlemsaktiviteter på baggrund af en beskrivelse af aktiviteterne og et budget, og efterfølgende indsendelse af regnskab. Landsledelsen anser det for mere formålstjenligt og sikkert fortsat at følge denne fremgangsmåde og vil gerne informere grundforeningerne om muligheden.
Erik Thomsen opfordrer til at vedtage forslaget.
Karl Bach Jensen forklarer, at der, hvis forslaget vedtages, kan komme til at stå store beløb på konti hos grundforeninger, som ikke er aktive.

Forslaget sættes til afstemning og forkastes med overvældende flertal.

Forslag nr. 24 stillet af Erik Thomsen
Alle, som LAP inviterer som foredragsholder, kursusleder, dirigenter m.m. må kun få deres udgifter betalt efter LAP’s almindelige regler, gælder fra Landsmødet slut.

Erik Thomsen fremlægger og motiverer sit forslag.
Jan Stig Andersen opfordrer på vegne af Landsledelsen til at forkaste forslaget, idet det anses for uhensigtsmæssigt ikke at kunne ansætte og aflønne kvalificerede personer til at løse afgrænsede opgaver for foreningen.
Olga Runciman mener, det er naivt kun at ville benytte sig af professionelle der vil gøre tingene gratis.
Karl Bach Jensen gør rede for, at forslaget, hvis det vedtages, vil vanskeliggøre arbejdet med at arrangere kurser mv.

Forslaget sættes til afstemning og forkastes med overvældende flertal.

Forslag nr. 25 stillet af Erik Thomsen

Alle LAP-medlemmer har ret til samme godtgørelse som LL/FU, diæter, hotel m.m.

Erik Thomsen fremlægger og motiverer sit forslag.
Gert Zøllner opfordrer på vegne af Landsledelsen til at forkaste forslaget idet det er i forvejen sådan, at der gælder de samme regler for alle LAP-medlemmer om godtgørelse af afholdte udgifter,
Lars Arredondo mener, at der skal være lige forhold
Michael Maahr mener, at forslaget er udtryk for mistillid til landsledelsen.

Forslaget sættes til afstemning og forkastes med overvældende flertal.

Forslag nr. 26 stillet af Erik Thomsen

Der skal på hvert landsmøde fremlægges en opgørelse over, hvad de enkelte LAP-medlemmer har modtaget i diæter og hotel udgifter m.m.

Erik Thomsen fremlægger og motiverer sit forslag
Jan Stig Andersen redegør på vegne af landsledelsen for, at hvor meget, man modtager i refusion af udgifter til forplejning, hotel mv., afhænger af, hvor meget man frivilligt arbejder for foreningen. Landledelsen finder, at forslaget sår ubegrundet tvivl om, hvordan økonomiske midler forvaltes, og vil påføre foreningens sekretariat en unødvendig arbejdsbyrde, hvorfor landsmødet opfordres til at forkaste forslaget.

Forslaget sættes til afstemning og forkastes med overvældende flertal.

Forslag nr. 27 stillet af Erik Thomsen

Ingen kan få udbetalt mere i diæter, kørsel, hotel m.m., end det, der er fastsat at LL.
Hvis det sker, skal de betale pengene tilbage.

Erik Thomsen fremlægger og motiverer sit forslag
Hanne Wiingaard opfordrer på vegne af landsledelsen forslagsstiller til at trække forslaget, idet det i forvejen sådan, at der gælder de samme regler for alle LAP-medlemmer om godtgørelse af afholdte udgifter.

Efter flere indlæg fra salen om, hvordan man kan undgå at skulle behandle forslag, der ikke har nogen principiel betydning, sættes forslaget til afstemning.

Forslaget forkastes med overvældende flertal.

Forslag nr. 28 stillet af Erik Thomsen

Ved tyveri af midler fra LAP, uanset om det sker i lands-LAP eller de lokale LAP, skal det meldes til politiet.

Erik Thomsen fremlægger og motiverer sit forslag
Tom Jul redegør for at tyveri fra landsforeningens sekretariat er sket en enkelt gang i forbindelse med et indbrud og efterfølgende politianmeldt. Det er landsledelsen opfattelse at lokalforeninger selv afgør, hvad og hvornår de evt. vil politianmelde, hvorfor landsmødet opfordres til at forkaste forslaget.

Erik Thomsen trækker forslaget

Forslag nr. 29 stillet af Gihta Hansen

At der ansættes en person som er kompetent til at afløse Karl Bach, når han går på pension. Det er nødvendigt at vedkommende får god tid til at blive lært op af Karl Bach selv.

Gihta Hansen trækker forslaget.

Forslag nr. 30 stillet af Simon Rosenkilde

LAP på finansloven: LAP’s arbejde er vitalt for mere eller mindre alle i gruppen “kriminelt sindslidende” og siden denne gruppe, som helhed, ud over at slås med en grusom social marginalisering i forvejen, også slås med en massiv juridisk marginalisering, så er enhver hjælp denne gruppe kan få, ikke bare moralsk en forpligtelse, men også en direkte grundlovssikret ret, der i øjeblikket ikke har organiseret fundament, ret mange andre steder end i forbindelse med de af staten beskikkede bisiddere. Det er et problem, og siden LAP, som NGO, kan repræsentere, og har mandkraften til at gøre det, en uvildig instans, der KUN varetager den behandlings dømtes interesser, må man, per vurdering, konkludere, at staten Danmark ikke bare har incitament til at bidrage til denne gruppes trivsel, og altså bidrage til de omkostninger, der er forbundet med at yde denne bistand, Staten Danmark er også, igen per vurdering, juridisk forpligtet til at sørge for denne bistand. Med andre ord: Siden LAP kan varetage denne opgave, med sit panel af bisiddere, men at denne service forsømmes grundet problemer med indsats/udfordring og tids spørgsmålet som helhed, så er det, at vi i LAP vil være i stand til at lønne disse bisiddere, direkte proportionalt med et langt større service niveau for indsatte sindslidende, og dermed en, med udgangspunkt i grundlovens krav om lige frihed og retfærdighed, for alle borgere, opdæmning af et behov, der ellers lades overset: LAP skal have langt flere midler, til at yde denne service.

Forslagsstiller er ikke til stede og forslaget behandles ikke.

Forslag nr. 31 stillet af Simon Rosenkilde

“Løftet”.
Med udgangspunkt i de per 1. januar 2013 radikalt ændrede vilkår for borgere, der i gamle dage ville være skønnet uarbejdsdygtige, men som, med udgangspunkt i reformen af nævnte dato, ikke længere er skønnet egnede til førtidspension, ønsker jeg hermed at fremsætte følgende to forslag, der kan lette livets byrde for den gruppe. En gruppe, der ellers ville have fået lov at slikke sår i fred, men som nu er tvunget til at søge arbejde i såkaldte “ressourceforløb”.
Løftet, er, ganske enkelt, et projekt, der har til formål at etablere et café franchise, med udgangspunkt i, at skabe rammerne for nævnte gruppe, men med udgangspunkt i disses behov.
Hverken mere eller mindre.
Hvordan dette projekt skal se ud i sin helhed, er et spørgsmål, der bedst besvares ved at vende tilbage til førstnævnte tænketank, der derefter kan vurdere, hvorvidt LAP overhovedet er egnet til at indgå i projektet, under bearbejdning.
I tilfælde at det er, er der sådan set ikke nogen øvre grænse for dette franchises muligheder: Det vil kunne eksporteres, både nationalt og internationalt, med udgangspunkt i at skabe sunde og fornuftige arbejdsvilkår, for hele vores målgruppe, de sindslidende.

Når Café Løftet er etableret, og det er oppe at køre, må man, efter en given årerække, forvente at der er et overskud.
Dette overskud skal, ud over at forøge antallet af yderligere Caféer, også bruges, til etableringen af endnu et internationalt franchise:
“Eden”.
Eden er ganske enkelt en sekundær virksomhed, i Løftets vedtægter, der tager udgangspunkt i, at skabe et rekreations sted, der formår, at samle psykisk syge op, efter endt udskrivning, med alle de kriser der følger med dér, og stille og roligt gøre disse mennesker til mennesker igen, gennem en diverse form for terapi (mere konkret beskrevet til mødet) kombineret med en levende højskole, i et og samme sted.

Forslagsstiller er ikke til stede og forslaget behandles ikke.

6.    Vedtagelse af handlingsprogram 2013 – 2014

På baggrund af fremlæggelse og drøftelser tidligere på dagen fremlagde den nedsatte redaktionsgruppe et endeligt forslag til handlingsprogram:

I det kommende år vil landsledelse, medlemmer og ansatte især arbejde med at:

1.    Følge og overvåge udmøntningen af fleks- og førtidspensionsreform
2.    Der gives mulighed for tilskud til tandbehandling ved tandskader forårsaget af ordineret psykofarmaka.
3.    Førtidspensionisters økonomiske forhold bliver væsentligt forbedret, når man passerer folkepensionsalderen.
4.    Der bliver skabt en forenklet arbejdsgang og bedre gennemskuelighed ved tildeling af boligsikring og boligydelse.
5.    Fortsætte og udvikle eksisterende aktiviteter og samarbejde, f.eks. to sommerlejre, Brugernes BaZar, psykiatritopmøde, bisidderkorps, medlemsblad og hjemmeside.
6.    Søge indflydelse på modernisering af psykiatrien, herunder etablering af medicinfri afdelinger og mulighed for rygning for rygere, især via det nedsatte psykiatriudvalg og i forbindelse med valg til regionsrådene.
7.    Formulere og fremføre vores ønsker til kommunernes psykosociale indsats op til og i forbindelse med kommunalvalget.
8.    Intensivere indsatsen mod tvang i psykiatrien og mod diskriminerende kriminalisering af psykiatribrugere, bl.a. ved at gennemføre en landskampagne med fokus på at tvang skal opgives som behandlingsprincip, således at en mere menneskelig tilgang til behandlingen kommer i centrum i psykiatrien.
9.    Oplyse om vores rettigheder og arbejde for overholdelse af FN’s handicapkonvention.
10.    Styrke samspillet mellem landsforening, grundforeninger, individuelle og kollektive medlemmer, f.eks. i form af fælles arrangementer, kurser i samtalegrupper og andre netværksskabende aktiviteter.
11.    Styrke kendskabet til LAP’s mærkesager og udbrede generel information om LAP og dens grundforeninger, indadtil som udadtil i foreningen via medlemsblad, foldere, visitkort, medlemsmøder og hjemmeside mv.
12.    Skabe en foreningskultur præget af empowerment, gensidig anerkendelse, forståelse og solidaritet.
13.    Afsætte og udvikle ressourcer til at blive mere synlige i medierne både i aktuelle debatter og ved at skabe opmærksomhed om foreningens mærkesager.
14.    Støtte psykiatribrugere i at forbrydelser/vold, som disse udsættes for på bosteder, opholdssteder og psykiatriske hospitaler, bliver dokumenteret og politianmeldt

Programmet blev omdelt og enstemmigt vedtaget.

Desuden godkendte landsmødet et organisationsudvalg bestående af:
Lars Kristensen, Frands Frydendal, Herluf Dalhof, Erik Olsen, Jan Stig Andersen, Camilla Madsen, Preben Meilvang og Thoridt Allermand.

7.    Fastsættelse af kontingent for 2014

Hanne Wiingaard fremsætter landsledelsens forslag om kontingentsatser:

Individuelle medlemmer: kr. 125,-.
Fordeling: kr. 50,- til lokalforening; kr. 45,- til regionsforening og kr. 30,- til landsforening.
Kollektive medlemmer: kr. 150,- pr. påbegyndte 35 brugere
Individuelle støttemedlemmer: kr. 200,-
Kollektive støttemedlemmer: kr. 600,-

Forslaget godkendes enstemmigt.

8.    Godkendelse af budget for 2014

Hanne Wiingaard fremlægger og uddyber budgetforslaget m.h.t. enkelte udgiftsposter.
Jan Stig Andersen foreslår en øgning af landsmødebudgettet med 200.000 kr. m.h.p. at udvide landsmødet 2014 i anledning af 15 års jubilæum til to overnatninger. Thoridt Allermand anbefaler, at man spørger i regionerne, hvis der skal ansættes nye regionale konsulenter.

Med ekstra kr. 200.000 til udvidet landsmøde og 100.000 til en ekstra sommerlejr bliver budgettet enstemmigt godkendt.

9.    Valg af 7 medlemmer + op til 13 suppleanter til landsledelsen

På valg er følgende LL medlemmer:
Steen Moestrup (valgt på landsmøde 2011)
Jan Stig Andersen (valgt på landsmøde 2011)
Lars Kristensen (valgt som suppleant på landsmøde 2012)
Gert Zøllner (valgt som suppleant på landsmøde 2012)
Preben J. B. Olsen (valgt som suppleant på landsmøde 2012)

Efter at kandidaterne til landsledelsen har præsenteret sig, fremsætter Michael Maahr en opfordring om at skabe en god samarbejdskultur i den kommende landsledelse.
Frands Frydendal meddeler, at han stiller sit mandat til rådighed. Det betyder, at der skal vælges 8 medlemmer til ledelsen.

Følgende kandidater bliver valgt til landsledelsen (stemmetal angivet i parentes): Lars Kristensen (63), Steen Moestrup (59), Finn Parkø (58), Inge Green Volder (52), Jan Stig Andersen (50), Paul Bjergager Nielsen (38), Holger Pedersen (34), Erik Thomsen (29).

Gert Zøllner blev valgt som suppleant (24).

76 havde afgivet gyldige stemmesedler ud af 98 stemmeberettigede deltagere i landsmødet.

10.    Valg af statsautoriseret eller registreret revisor samt intern kritisk revisor og revisorsuppleant

Det foreslås og vedtages enstemmigt at fastholde Beierholm som ekstern revisor.
Caia Davida vil gerne stille op som intern revisor og vælges enstemmigt.

11.    Eventuelt

Henriette Steffensen opfordrer til at arbejde hen imod at begrænse muligheden for at fremsætte forslag fx til 2 pr. medlem.
Michael Maahr mener, man kan løse problemet ved at sammenkæde forslagene.
Inger-Liss Christoffersen mener, at der kan arbejdes med en bedre grafisk opstilling af indkomne forslag.
Henriette Steffensen mener, man kan appellere til begrænsningens kunst. De mange konspiratoriske forslag giver ikke lyst til at deltage i kommende landsmøde. Det er for sejt.
Preben Meilvang mener, det må kunne lade sig gøre at organisere landsmødet bedre – det her har været for pinligt.
Michael Maahr opfordrer til, at man behandler hinanden noget bedre.
Thoridt Allermand mener ikke, det er landsledelsens ansvar at begrænse antallet af forslag, det er op til de enkelte medlemmer. Det må kunne lade sig gøre at løse konflikter, så de ikke lander på landsmødet.
Erik Thomsen mener ikke, man skal lade personlige konflikter komme ud på landsmødet.
Camilla Madsen vil gerne tage emnet om at begrænse antallet af forslag op i organisationsudvalget.
Bo Steen Jensen mener, der har været landsmøder, hvor det har været værre med antal af forslag.
Kim Kjelgaard har været aktiv i mange foreninger og deltaget i deres landsmøder. Selv om det her virker lidt kaotisk, synes han den åbne og frie debat er så hjerteskærende befriende. Han har været glad for at deltage
Karl Bach Jensen nævner, at der findes et responsum fra tidligere jurist om at begrænse antallet af forslag og gør opmærksom på, at der grundet påsken kun har været begrænset tid til at bearbejde materialet og træffe aftaler med forslagsstillerne.
Knud Fischer-Møller: Loven forbyder, frivilligheden forpligter. Det her virker som en stor børnehave, men opvejes af den anarkistiske frihed.
Frands Frydendal mener, at de mange forslag kommer af de mange problemer, der ikke er løst i løbet af året.

Steen Moestrup takker Frands Frydendal for at have siddet i landsledelsen og anerkender, at han har valgt at stille sit mandat til rådighed.

Niels Holmquist Andersen omtaler et møde i komite for psykoterapi i Region Hovedstaden om at tilbyde psykoterapi til alle.

Michael Maahr mener, at landsmødet er afviklet rigtig godt under meget vanskelige vilkår.

Holger Pedersen præsenterer et forslag til plakat vedr. tvang

Henriette Steffensen siger tak for et rigtig godt landsmøde og foreslår, at man næste gang samler de nye medlemmer og introducerer dem til foreningen.

Inger Ladegaard vil gerne lave et kursus el. lign. om at bruge den alternative verden
Camilla Madsen tilbyder sin assistance til at arrangere noget om andre behandlingsmuligheder.

Gert Zøllner siger tak for et nogenlunde godt landsmøde og udtrykker et håb om, at det bliver bedre til næste år. Han ønsker deltagerne at komme godt hjem!

Godkendt
Susan Skogstad – dirigent

Referat af møde i bisiddergruppen, 7. marts 2013

Deltagere: Therese Kindberg, Jan Stig Andersen, Karl Bach Jensen, Birgitte Hansen

Afbud: Klaus Zenon, Lone Høeg, Susan Skogstad, Nikolaj Stigø, Heidi Vestergaard

Sted: LAP, Store Glasvej 49, 5000 Odense C

1: Valg af ordstyrer og referent

Jan blev valgt som ordstyrer og Birgitte som referent.

2: Siden sidst – personlig runde

 

3: Godkendelse af referat fra sidste møde

Der bliver lavet nogle få tekniske rettelser, men derudover er det godkendt.

4: Godkendelse af dagsorden

Dagsordenen blev godkendt

5: Opfølgning på sidste møde

Annonce i medlemsbladet: Karl har lavet en annonce for bisidderkorpset som kommer i det næste medlemsblad.

8a: Visitkort og bisidderfoldere er modtaget fra trykkeriet. Vi tager en kasse foldere med på landsmødet. Birgitte Hansen registrerer hvilke bisiddere der har fået visitkort og hvornår.

9: Godkendelse af formål og tovholder samt medlemskab af foreningen bisiddernet: Karl sætter det på dagsordenen til LL møde den 22. marts 2013

6: Revidering af liste over bisiddere:
Lone Høeg har meldt sig ud af bisidderarbejdsgruppen og bisidderkorpset

6: Regelsæt og aftaler:

Therese Kindberg og Lone Høeg har skrevet forslag til et sådant. Arbejdsgruppen drøftede det på mødet og Therese Kindberg udarbejder et dokument på baggrund af disse.

7: Bisidderkursus for begyndere

Kurset afholdes på Vejle Center Hotel. Foruden de nye kursusdeltagere, deltager 3 erfarne bisiddere.
De personer, der har henvendt sig vedrørende kurset, skal have tilsendt et ansøgningsskema, som Birgitte Hansen laver ud fra skemaerne fra tidligere afholdte kurser. Når vi sender ansøgningsskemaet ud, skal der stå på det, at ansøgningsfristen er den 8. april 2013 og at de kan forvente at få svar på om de er kommet med, den 20. april 2013. Den 17. april 2013 bliver ansøgningerne læst igennem og vurderet.

8: Næste møde

17. april 2013 kl. 11.30 -16.00 LAP Store Glasvej 49 5000 Odense C