Det er ved at være forår. En af de sikre ting, som starter mit forår, er vores landsmøde, som jeg altid ser meget frem til – både som menigt medlem og nu som en del af lands ledelsen.

Jeg har altid set det som et berusende møde.

Ca. 100 personer med overskud, visioner, ideer, og lysten til at være sammen. 100 personer, som behandlingssystemet ser som samfundsborgere med massive problemer. 100 personer, som har mærket fordommene og myterne på deres egen krop, og som på trods af det tror på, at vi sammen kan gøre en forskel.

Den tro har jeg aldrig mistet, sammen kan vi gøre en forskel. Det vi er oppe imod er tungt, rigtig tungt.

Selv om vi knokler kan vi i mørke stunder opleve, at vi ingen steder kommer, men det gør vi.

Det, at vi kunne holde en sommerlejr, hvor alle kom hjem med en god oplevelse. Det, at vi holder landsmøde, hvor vi kan samle 100 personer er det største vidnesbyrd om, at det hele nytter noget.

Vi i landsledelsen står over for mange konkrete tiltag. Vor forhåndserklæring er ved at være parat til at komme på gaden. Vi skal i gang med at forberede det politisk, så når vores folder kommer ud, så bliver det en del af ens indlæggelse.

Psykiatriloven skal revideres i år, der bliver grundigt lagt op til den. Det som bekymrer mig mest er, at man diskuterer tvang i eget hjem, samt den specialisering inden for psykiatrierne, som jeg med min bedste vilje ikke ser som en fordel for os, som skal underlægges den.

Min holdning er, at vi er fuldgyldige borgere i det her samfund. Vi kan så have nogle særlige behov for at kunne tage del i samfundet.

Jeg bliver tit spurgt, når jeg er ude, hvad er det I har brug for. Svaret er let, det samme som du. Jeg vil gerne have et godt sted at bo, jeg vil gerne have en familie, at jeg har en rolle i det samfund jeg lever i. Det er muligt jeg skal have støtte til det.

Glæder mig til vi mødes
Thoridt Allermand

I slutningen af februar mødtes repræsentanter fra det danske Projekt Recovery-orientering og det svenske återhämtningsprojekt. Svenskerne fører – men de begyndte også et år før os

Af projektleder Pernille Jensen, Projekt Recovery-orientering

Det svenske projekt om at komme sig – återhämtningsprojektet – begyndte for godt tre år siden og bygger på interview med personer med egne erfaringer med at komme sig. På baggrund af interviewene, har projektet i det seneste års tid udviklet en række produkter og aktiviteter, som projektleder Kjell Broström her fortæller om:

Studiekredse i hele Sverige

Projektet har udarbejdet et studiekredsmateriale på knap 50 sider. Dette materiale med indbyggede spørgsmål til deltagerne er lagt til rette så det egner sig til studiekredse over 12 gange, ca. 3 timer hver gang.

Der er desuden uddannet mere end 50 studiekredsledere, og næsten 30 studiekredse er allerede sat i gang over hele Sverige.

Studiekredsene samler typisk 6-8 deltagere, og gennemføres i nogle tilfælde af den svenske brugerorganisation RSMH, i andre tilfælde af kommuner eller behandlingstilbud og i andre igen af oplysningsforbund og aftenskoler.

Studiekredsene er åbne for alle interesserede, og finansieres delvis af projektmidler. I nærmeste fremtid evalueres de allerede gennemførte studiekredse, så man kan forbedre og justere fremover.

Lærebog og film

Projektet har også ført til en lærebog, som primært henvender sig til de professionelle. Der arbejdes nu på at udarbejde en studievejledning til bogen til brug for undervisning, kurser og lignende – udover studiekredsenes rammer.

Aktuelt er man i fuld gang med arbejdet med en dokumentarfilm med udgangspunkt i projektet, ligesom der også er en spillefilm på tegnebrættet. Projektet lægger stor vægt på at trænge igennem i forhold til medierne for at få de gode historier ud, men oplever – ligesom her i Danmark – at dette er en vanskelig og krævende opgave.

Hjemmeside, chat og konferencer

Projektet har udviklet en interaktiv hjemmeside som hele tiden vokser, både med nyheder, materiale og henvisninger/links. På hjemmesiden er også etableret to chatrooms – ét åbent, hvor alle kan deltage, og et lukket for studiekredslederne.

Desuden har projektet haft en del samarbejde med det svenske netværk ”Rösträtt” for stemmehørere. I fællesskab er der bl.a. afholdt en konference, udgivet bog og en dvd om at høre stemmer. Herudover har projektet også gennemført en større recovery-konference, bl.a. med deltagelse af Patricia Deegan fra USA, som også var i Danmark i efteråret 2004 som Projekt Recovery-orienterings gæst.

Inspiration til Danmark

Det svenske projekt begyndte et år før det danske Projekt Recovery-orientering, og er derfor en kilde til inspiration, også selv om de to projekter ikke er helt sammenlignelige.

De pårørende er f.eks. ikke med i Sverige, mens de indgår fuldt i det danske projekt, som jo foregår i samarbejde mellem Landsforeningen af nuværende og tidligere Psykiatribrugere – LAP – og Landsforeningen BEDRE PSYKIATRI – pårørende til sindslidende. I Sverige er psykiatrien derimod med: Psykiatrien i Stockholm Södra er direkte involveret i projektet.

Det første fælles møde mellem de to projekter, som d. 25. februar blev gennemført i København, var præget af stor gensidig interesse og også et håb om at fortsætte udvekslingen og samarbejdet mellem de to projekter fremover.

Til venstre: Alain Topor er projektets forskningsleder og har bl.a. skrevet den lærebog, som er et af projektets resultater. Lærebogen udkommer til efteråret på dansk med titlen ”Fra patient til person”– mere herom senere.

Til højre: Kjell Broström kommer fra RSMH, den svenske brugerorganisation, og er projektleder for det svenske projekt om at komme sig. Kjell er bl.a. kontaktperson for de mere end 50 studiekredsledere, som er uddannet som led i projektet.

---

Hvad interviewene viste

Det svenske projekts vidensbase bygger på 30 menneskers konkrete erfaringer med at komme sig

Af projektleder Pernille Jensen, Projekt Recovery-orientering

Det svenske projekt interviewede i alt 30 mennnesker som havde oplevet at komme sig efter alvorlige psykiske problemer. De 30 personer, som kommer fra hele Sverige, har alle været indlagt på psykiatrisk afdeling, men ikke inden for de seneste to år. Analyserne af de 600 siders udskrifter, mundede ifølge Alain Topor bl.a. ud i disse hovedpunkter:

Individuelt og socialt

At komme sig er en højst individuel proces, men den foregår i en social sammenhæng. Her er det ifølge Alain Topor tydeligt, at den amerikanske recovery-tilgang primært lægger vægt på det første, mens vi i Skandinavien fokuserer mere på det andet.

Materialet fra Sverige peger på, at relationerne ændres undervejs, og at også omgivelserne må forandre sig. Eksempelvis kan man sige at man i én forstand ophører med at være pårørende, hvis ens barn/søskende/ægtefælle kommer sig. Eksempler på skilsmisser og andre brud viser hvor svært det er at skifte roller. Sammenfattende er det hele det sociale netværk der har brug for at komme sig – ikke bare det enkelte individ.

En kop kaffe…

Selv om professionelle og pårørende i nogle tilfælde bidrager til processen med at komme sig på samme eller lignende måder, kan deres indsats have vidt forskellige betydninger. Generelt er der en forventning om at pårørende stiller op, mens forventningerne til de professionelle er mere begrænsede. En kop kaffe kan derfor tillægges vidt forskellig betydning!

Når professionelle glemmer distancen og måske ligefrem bryder regler for at hjælpe, så får det kolossal betydning: det dokumenterer at man som patient eller bruger er noget og også har noget at give. Hvorimod den samme hjælp fra en pårørende måske tages for givet eller betragtes som naturlig…

Døden og håbet

Døden spiller en betydningsfuld rolle i mange af fortællingerne om at komme sig. Når man har været helt nede på bunden, fremstår døden undertiden som et ikke helt uforståeligt alternativ.

Der er eksempler på at selvmordsforsøg som ikke lykkedes i stedet kom til at udgøre vendepunkter på vejen til at få det bedre. For nogen er det omsorgen for deres pårørende – at de ikke vil volde dem den sorg – der er hovedårsagen til at forblive i live og leve videre, og man kan i den forbindelse også tale om det stedfortrædende håb.

Slås eller danse?

Det som ofte beskrives som problemer eller symptomer, kan – set fra brugerens side – også betragtes som løsningsforsøg eller håndteringsmåder. Det kan f.eks. dreje sig om misbrug, social tilbagetrækning eller det at kvitte medicinen.

Omkring medicin er der i stort set alle beretninger både positive og negative beskrivelser, både omkring medicinen som kemi (rigtig medicin i rigtig dosering) og som relation (at opleve medbestemmelse, blive troet).

I forbindelse med håndteringsmåder kan man tale om at relationen til de professionelle kan have karakter af ”dancing” eller ”boxing”: Nogen gang er der tale om en ufrugtbar slåskamp, andre gange bliver det næsten en dans, hvor man gensidigt inspirerer hinanden til næste skridt…

Fleksibilitet vigtig

Ifølge Alain Topor er en af de vigtigste sider af projektet, at det skaber nye forestillinger, og dermed kan være med til at rykke ved selvopfyldende profetier om at man er syg og vil blive ved med at være det. Selv om det måske afspejler den samme aktuelle tilstand, så er der afgørende forskel på at sige ”jeg er syg” eller ”jeg er på vej til at komme mig”…

– Det er også utroligt vigtigt at der er fleksibilitet og forskellighed i den hjælp der tilbydes. Det som hjælper den ene er ikke det samme som det der hjælper den anden. Og det som hjælper på det ene tidspunkt er ikke det samme som det der skal til på et andet tidspunkt. Derfor skal personalet ikke være ens, men forskelligt. Fordi behovene er forskellige, siger Alain Topor.

MERE AT VIDE

Du kan læse mere om det svenske recovery-projekt på:
www.aterhamtning.se

Her kan du også downloade studiekredsmaterialet, hvis du er interesseret.

Der er link til den svenske hjemmeside fra

Som mange LAP-medlemmer sikkert har bemærket, har psykiatrien en del år haft problemer med at rekruttere yngre læger til faget, kun få ønsker at uddanne sig til psykiater. Jeg er selv førtidspensionist, og spiser lidt naturmedicin i perioder i øvrigt. Endvidere har jeg i nogle år gået til en del psykiatri-foredrag og haft forbindelse til psykiatrisk medicinerede patienter i SIND. Endvidere læser jeg bl.a. Psykiatrinformation og selvfølgelig også LAP, som jeg er blevet medlem af. Jeg vil her give mit bud på, hvorfor ganske få læger ønsker at uddanne sig til psykiater.

Lægeligt set er faget groft set neurologi og samtidig en psykoterapeutisk disciplin. Det betyder at faget har en iboende ambivalens, en indre splittelse. Lugter det her ikke allerede af et eller andet? Det gør det da helt klart, i dobbelt forstand! Psykiatrien har sejlet fra forskellige forvaltninger, i forskellige amter. Det være sig sundhedsforvaltningen, socialforvaltningerne m.v.

Et hjemløst fartøj der driver med samfundsstrømmen. Forstået på den må de, at “skibet” er blevet spartlet op med psykologer, socialrådgivere bl.a. Det er sikkert også meget godt, endda meget sundt, frem for al den kemiske stærke og ubehagelige medicin, mange psykiatere ønsker at fylde deres patienter med.

Til sidst og ikke mindst har præsterne gjort deres entre, med ånde og dæmonuddrivelser på arenaen, i et grænseland mellem tro, religion og psykisk sygdom. Til stor opstandelse blandt psykiaterne! Nu kriges sagkundskaberne om ophavsretten til sandhed og forståelse og objektiv behandling af sindslidende mennesker. Det forekommer mig her på det sidste, at psykiateren som sådan, fremstår som en mega-stor Nullermand under Vor Herres lænestol.

De yngre læger har sagt fra, er løbet skrigende bort. De fravælger psykiatri, for at videreuddanne sig til noget med mere SUBSTANS. Nu må man blot håbe at både psykiatere, psykologer og præstestanden, kan finde et fremtidigt tværfagligt og meningsfyldt samarbejde. En ny tid er på vej. Der er gennemtræk nu, altandøren står minsandten åben, den er vist blæst op af sig selv og Nullermænd kan ske bliver hjemløse på sigt.

Pressemeddelelse

København den 7. februar 2005

Luften er tæt af cigaretrøg, når man træder ind på Sidelinien på Nørrebro, der er et aktivitets- og værested for mennesker med psykiske lidelser. Et par gange i løbet af dagen er der rygepauser, hvor der bliver luftet ud, men ellers lægger røgen et tæt slør over stedet. Men nu har en gruppe brugere, besluttet at det skal være anderledes. De vil skodde smøgerne eller i det mindste skære ned på forbruget.

– Vi har nok tidligere været lidt berøringsangste over for folk med psykiske lidelser og ment, at de skulle have lov at have cigaretterne at støtte sig til. Men blandt folk med psykiske lidelser er der jo mange der gerne vil stoppe med at ryge præcis som blandt de øvrige københavnere, og derfor er vi også glad for at Sidelinien henvendte sig til os for at få hjælp, fortæller sundhedskonsulent Helle Boyer Dræby, Folkesundhed København.

Sund livsstil er et tema, der har været på dagsordenen i flere år på Sidelinien. Først blev maden sundere, så begyndte de at motionere, og nu er turen kommet til cigaretterne.

– Brugerne har været meget interesseret i at arbejde med deres sundhed. De kan mærke at sund mad og motion hjælper på humøret. Vi har taget det i små skridt, så sundhed bliver en del af hverdagen og nu er nogle altså parat til også at gøre noget ved rygningen, siger Inge Jane Christensen, som arbejder på Sidelinien.

Folkesundhed København har derfor lige startet det første rygestopkursus på stedet. 6 rygere ud af stedets 40 brugere har meldt sig. De skal nu mødes 5 gange á 2 timer under ledelse af en rygestopinstruktør, der vil give dem værktøjer til at komme godt igennem rygestoppet, håndtere evt. vægtproblemer og forblive røgfri. Og som noget særligt også sørge for at brugerne kontakter deres læge, hvis der er brug for ommedicinering efter at cigaretterne er lagt på hylden.

Sidelinien er det første sted, der er startet rygestopkurser for københavnere med psykiske lidelser men værestedet Pegasus på Enghave Plads og institutionen Lindegården i Roskilde følger snart efter.

For yderligere information kontakt:
Sundhedskonsulent Helle Boyer
Dræby,
Folkesundhed København
Telefon 26 74 07 49
eller
Inge Jane Christensen,
medarbejder på Sidelinien:
telefon 35 82 85 51.

Sidelinien ligger i Bragesgade 8 C på Nørrebro og har åbent: Mandag – onsdag kl. 8.30 – 15.30, torsdag kl. 8.30 – 20.00 og fredag kl. 8.30 – 14. Læs mere på www.side-linien.dk

Vi har afholdt en aften om emnet Livskvalitet, hvor Lise Jul fortalte om at leve med sin psykiske diagnose gennem arbejde, kærlighed og sexualitet.

Aftenen var godt besøgt og der var en god debat om medicinens indvirkning bla på vores vægt og sexualitet, som jo er nogen af de emner vores behandlere tit glider lidt let henover som noget vi “bare” må acceptere 😉 Et par aktive medlemmer af bestyrelsen havde pyntet op med gran og levende lys, så der var en dejlig atmosfære og selvfølgelig var der clementiner og æbleskiver når det nu var julemåneden.

På billedet ses et udsnit af deltagerne i denne dejlige aften

Foreningen deltager i stil med de forrige år på den socialpsykiatriske messe i Nykøbing F hallen d. 11/3-05 og du vil selvfølgelig kunne finde mere information på vores hjemmeside www.fapstorstroem.dk der jævnligt opdateres med nyt om både kommende og afholdte arrangementer

Og så er det allerede tid for generalforsamling igen fredag d. 8/4-05 kl. 17. Lokalerne er endnu ikke fastlagt, men alle medlemmer vil få tilsendt information med post og alle andre er velkomne til at følge med på hjemmesiden. Medlemsskaber kan selvfølgelig tegnes på selve aftenen, men for at få stemmeret SKAL dette være foretaget INDEN generalforsamlingen starter! Medlemsskab for nye medlemmer koster blot 40 kr og er da nok værd at ofre for at give foreningen mere slagkraft – vores forhold er jo værd at kæmpe for

Lige for tiden er det væresteder og ungdomspsykiatri der er fokus på og foreningen er derfor rundt og besøge nogle af værestederne for at danne os et overblik over hvorfor nogle ikke bruger værestederne.

Da vi mangler unge medlemmer – under 25 år – i foreningen, mangler vi også inspiration fra denne gruppe med hvad vi skal kæmpe for.