Reportage:

Vi kørte mod Viborg, efter at have hentet Lillian, der havde bagt kage til turen. Hun havde også en stak avis udklip med fra Nordjyske Stiftstidende. Jeg læste om Leon, der på papiret var Danmarks farligste mand, og havde fået en skurvogn med eget køkken og en ditto til hans mandsopdækning af to plejere på Skovvænget i Ålestrup. Han var også Nordjyllands dyreste patient, nemlig hen ved 10.000 kr. i døgnet. Han var færdig behandlet på Aalborg retspsykiatriske afdeling, men som jeg forstod det, skulle han være under konstant overvågning indtil hans behandlingsdom var overstået. Han havde fået en dom indenfor psykiatriens egne mure, som vi så ofte har set de senere år.

Korskampagnen var egentlig ikke langt fra Ålestrup, så vi besluttede at researche på artiklen fra Nordjyske og besøgte Leon. Vi mødte et par plejere i en skurvogn med døren åben, der efter en kort præsentation gik ind i den anden skurvogn, hvorefter han kom tilbage i følgeskab med den 26-årige nordjyde. Leon kiggede mistænksomt på Bjarne og jeg. Men efter et par indledende fraser om LAP og Korskampagnen blev vi budt indenfor på en kop kaffe. Han havde sat ild til sit sengetøj og havde været i konflikt med personalet. For inden havde han været tvangsindlagt i Risskov i ca. fire år. Han havde fået Leponex og fortalte, at han var helt væk i ti dage. Han var kritisk overfor medicin, men havde ikke klaget til patientklagenævnet.

Vi hilste på hans kæreste, der havde kendt ham i tre år, og spurgte, om hun havde bemærket Leons farlighed. ”Nej, aldrig. Jeg kan slet ikke forstå alt det her. Leon er stille og rolig.”

Jeg forstår det heller ikke. Men efter femten minutter kom mandsopdækningen og mindede Leon om, at de skulle ud og køre – og manden blev stående, mens vi udvekslede telefon numre – vi kunne godt mærke at nu skulle vi gå. Leon havde ikke retten til selv at bestemme.

I følge artiklen fra avisen i nord, havde den unge, velplejede mand med det mørke hår og de mørke øjne, forbrudt sig mod reglementet, ved at stikke af i to dage. Det var for ud for at hans behandlingsdom skulle for Retten i Århus. I Retten sagde dommeren ”Det er meget uheldigt, at du stikker af, når du samtidig har anmodet om ophævelse af din dom.”

Således blev han straffet igen, trods, at han en gang var erklæret straffri. Leon har anket Rettens kendelse om at forlænge hans dom endnu et år. Et år der kan koste skatteyderne mere end treogenhalvmillion kroner.

Jeg harmede og uretfærdighedens vrede blussede i mine kinder. Nogle kilometer fra Ålestrup bad jeg chaufføren om at stoppe. Jeg ville banke et par kors ned i vejkanten. Et på hver side. Således tog vi afsked med Leon og mine let dæmpede aggressioner, mens Korsbussen kørte videre mod Viborg. Forhåbentlig bliver det til et gensyn med Leon en anden gang.