Brev til Folketingets medlemmer
Odense 24.10. 2023
Kære folketingsmedlem,
LAP fremsender her et forslag, som vi i denne forening, der består af mennesker med personlige erfaringer indenfor psykiatrien, kunne ønske os blev gennemført af jer som Folketing. Folketinget er øverste ansvarlig for at kunne tildele midler til de rigtige instanser og fastsætte helt konkret, hvad disse midler kan anvendes til af disse instanser.
1. Der bør oprettes mindst et værested i de 70 mest befolkede byer i Danmark, med det formål at kunne rumme de psykisk og fysisk udfordrede, de socialt udsatte og de ensomme mennesker. Et sted man kan tage hen, hvis man har behov for omsorg af den ene eller anden grund, som ikke kan varetages i institutioner eller hos offentlige instanser.
2. Vi ser meget gerne at der opføres et sanatorie i hver region, der er stort nok til at kunne rumme mennesker med vidtrækkende psykiske udfordringer, der kræver en langtidsbehandling. Dette vil modvirke problemet med “svingdørs-indlæggelser” der ofte fastholder og forværrer svært psykisk syges tilstand, og som ofte fører til tragiske hændelser, såsom selvmord eller destruktiv adfærd.
Vi ser helst at tragiske hændelser bliver undgået ved, at patienter får den fornødne behandling og ro i den tid, det nu tager for dem at blive stabile. Etablering af sanatorier vil også indebære, at der bliver åbnet for de flaskehalse i det nuværende system, hvor ventetiden på en udredning bliver længere og længere.
3. LAP ser meget gerne at det bliver en lovfæstet rettighed, at en tildeling af et psykiatrisk team bliver iværksat så snart et menneske får en psykiatrisk diagnose. Det vil betyde, at vedkommende har nogen at sparre med fra start, og ikke først skal igennem visitationer og anden administration, før der er hjælp.
Teamet skal bestå af en socialrådgiver, som kan tage sig af at hjælpe med de sociale problemer, der ofte følger med en diagnose. Der skal også tildeles en socialpædagog, der kan hjælpe borgeren med at forstå adfærdsvanskeligheder, samt en psykiatrisygeplejerske der kan vurdere om den medicin, der er blevet ordineret, nu også er den rigtige dosis eller det rigtige medikament.
4. Et terapicenter i hver kommune, der skal rumme terapeuter til for eksempel PTSD-ramte, alkoholikere, narkomaner, vredeskontrol osv.
LAP vil være meget taknemmelige, hvis I grundigt vil overveje denne liste og alle 179 i Folketinget kan blive enige om, at disse tiltag kun kan være til gavn for både samfund og borgerne, og en rigtig god investering i omsorg for alle mennesker som bor i Danmark.
Med de bedste hilsner og forhåbninger
Ole Nielsen, tovholder i presse og lov arbejdsgruppe
På vegne af
LAP – Landsforeningen Af nuværende og tidligere Psykiatribrugere
Store Glasvej 49, 5000 Odense C.
Tlf.: 66 19 45 11
www.lap.dk
LAP har modtaget svar fra Liberal Alliance og vi glæder os til at modtage svar fra alle Folketingets øvrige partier.