Brev til Statsminister Mette Frederiksen

22.08.2019

Velkommen til!

Kære Mette

Valget er slut – du har overtaget regeringsmagten og stiller op med en ny regering. Vi ønsker dig og dine nye ministre tillykke med valget og den nye magtposition i det danske folketing.

Op til valgdagen formulerede Landsforeningen Af nuværende og tidligere Psykiatribrugere LAP en serie spørgsmål kaldet 10 skarpe. Nu er valget overstået, men spørgsmålene er stadig aktuelle, og vi ønsker også dine svar – gerne i samspil med dine ministre.

Vi har en forventning om, at vi sammen finder en vej for en bedre psykiatri. Og om du ønsker at give psykiatrien en undskyldning for udsultning og manglende midler, med efterslæb af både faglig og økonomisk karakter til følge, er op til dig.

Men vi vil gerne bidrage med at modtage den på vegne af psykiatribrugerne i Danmark, såfremt du ønsker at give en samlet undskyldning i lighed med undskyldningen til Godhavnsdrengene.

Vi har følgende spørgsmål:

1. En stor del af Psykiatrien i Danmark har været finansieret af satspuljen, som er ophævet ved starten af 2020.
Hvad vil du og dit parti gøre:
• For at sikre psykiatrien en mere stabil økonomi via finansloven?
• Hvorfor skal psykiatribrugere stemme på dit parti?

2. Hvad vil du og dit parti gøre:
• For at den danske lovgivning om tvang i psykiatrien ophæves og erstattes af generelle nødretsbestemmelser gældende alle borgere?

3. Psykiatribrugere kan i gennemsnit se frem til et langt kortere liv end andre borgere. Medicinering kan føre til “pludselig og uforklarlig død” eller føre til livstruende sygdomme, som hjerte-/karlidelser og diabetes.
Hvad vil du og dit parti gøre:
• For at belyse og forebygge risikoen for medicinrelaterede dødsfald?

4. Mange psykiatribrugere oplever behandlingsmulighederne i psykiatrien som ensidigt medicinske.
Hvad vil du og dit parti gøre:
• For at lette psykiatribrugeres adgang til psykologbehandling og akutte psykosociale døgntilbud?

5. Sundhedsstyrelsen har modsat sig eksperters, bruger- og pårørendeorganisationers ønske om obduktion ved dødsfald blandt psykiatribrugere.
Hvad vil du og dit parti gøre:
• For at indføre obligatorisk obduktion på området?

6. Mange unge psykiatribrugere oplever, at deres muligheder for uddannelse og arbejde begrænses grundet manglende støtte og mangel på rimelig tilpasning af uddannelsessted og arbejdsplads.
Hvad vil du og dit parti gøre:
• For at den nødvendige støtte f.eks. i form af specialpædagogisk bistand, personlig assistance mv. bliver udbygget, kendt og anvendt af langt flere unge med psykiske ledelser/psykosociale handicap?

7. Mange nuværende og tidligere psykiatribrugere oplever fysiske og mentale barrierer i forhold til arbejdspladser og uddannelsessteder.
Hvad vil du og dit parti gøre:
• For at uddannelsessteder og arbejdspladser lever op til forpligtelsen om at yde den nødvendige rimelige tilpasning over for borgere med psykiske lidelser/psykosociale handicap, på linje med pligten overfor borgere med fysiske handikap?

8. Den meste forskning på psykiatriområdet fokuserer på medicin eller genetik, og er oftest finansieret af medicinalfirmaer.
Hvad vil du og dit parti gøre:
• For at skabe en statsfinansieret uafhængig og uvildig bred mental helse-forskning, som også beskæftiger sig med psykologiske og andre ikke lægefaglige tilgange.

9. De gældende regler om tildeling og udmåling af førtidspension, betyder at førtidspensionister oplever et tab i rettigheder, hvis de vælger at leve i parforhold under samme tag.
Hvad vil du og dit parti gøre:
• For at førtidspensionister ikke rammes på pengepungen, hvis de vælger at leve sammen i fælles bolig, frem for at bo hver for sig?

10. Mange psykiatribrugere oplever, at ubetydelige lovovertrædelser – f.eks. retmæssigt nødværge overfor overgreb fra personaleside fører til politianmeldelse, retssag og dom til behandling eller anbringelse. Domme af en varighed, der som regel langt overstiger den evt. frihedsstraf, lovovertrædelsen normalt ville kunne medføre.
Hvad vil du og dit parti gøre:
• For at etablere uvildig og ligeværdig bedømmelse af situationerne?
• For at stoppe personalegruppers misbrug af politianmeldelser som opdragende element?
• For at psykiatribrugere ikke straffes hårdere ved overtrædelse af straffeloven?
• For at psykiatribrugere højest får en bødestraf for handlinger, der normalt ikke ville kunne medføre frihedsstraf?
• For at princippet om formildende omstændigheder og almindelig straf af den enkelte kan vælges frem for retspsykiatris foranstaltning?

Vi ønsker at offentliggøre dine svar i vores medlemsblad.

Af arbejdspapiret fra den ny regering “Politisk forståelse mellem Socialdemokratiet, Radikale Venstre, SF og Enhedslisten”, fremgår blandt andet:

“En ny regering vil invitere til forhandlinger med henblik på at indgå en aftale om en 10-års plan for psykiatrien med forpligtende mål om blandt andet at mindske antallet af genindlæggelser, nedbringe ventetiden og øge gennemsnitslevealderen for borgere med psykisk sygdom samt med følgende prioriteter:

* Forebyggelse af psykisk sårbarhed.
* En større forebyggende indsats og flere tværgående behandlingstilbud.
* Flere sengepladser i psykiatrien.
* En udvidelse af den eksisterende ordning for gratis psykologhjælp, så den omfatter 6-24-årige.”

Ligeledes lægges der op til at indføre tilskud til de grupper, der er hårdest ramt af kontanthjælpsloftet.

Der er således positive takter på psykiatriområdet, og LAP vil henover de næste 4 år aktivt påvirke og følge udmøntningen af 10 års plan for psykiatrien og regeringens øvrige hensigtserklæringer.

Vi deltager og bidrager gerne på møder, i dialoger eller udpeges til styregrupper og følgegrupper. Vi glæder os til at få arbejdshandskerne på, og samarbejde på kryds og tværs af politisk overbevisninger til gavn for psykiatribrugerne i Danmark.

På vegne af Landsledelsen og medlemmerne i LAP
Hanne Wiingaard, Lars Kristensen og Steen Moestrup
Forretningsudvalget i LAP

Kontaktoplysninger:
Landsforeningen Af nuværende og tidligere Psykiatribrugere LAP.
Store Glasvej 49
5000 Odense C
Tlf.: 66 19 45 11
E-post: lap@lap.dk
www.lap.dk

Åbent brev til folketingets politikere

Folketinget
Christiansborg
1240 København K

11.03. 2017

 

Social- og sundhedsministrene har efter satspuljepartiernes forlig med regeringen om “Handlingsplan til forebyggelse af vold på botilbud” forsøgt gennemført lovændringer der i vores øjne ville bringe den danske retsbevidsthed i fare, ved at overtræde konventioner og andre væsentlige værdier i det danske samfund, så som bl.a. frit og gratis sygehusvæsen til alle.

Landsledelsen i LAP glæder sig over at ministrene og folketinget efter den megen kritik af lovforslaget, der har lyt fra foreninger, offentlige instanser og faglige organisationer på psykiatriområdet, har valgt at tage lovforslaget af bordet i den udformning det havde fået.

Når der nedsættes en arbejdsgruppe, henstiller vi til, at lade de erfaringer og beslutninger som er truffet henover de sidste 10 år på psykiatriområdet komme i spil. At Regeringen ændre politik på området og fortsætter med nedbringelsen af tvang til gavn for alle medspillerne inkl. FOA´s medlemmer.

Vi foreslår her til at man inddrager de gode erfaringer der allerede er gjort, når problematikken forsøges løst. Vi henviser her til en række eksempler:

1.Hvidbøger fra gennembrudsprojektet – disse findes desværre kun tilgængelig i få papirudgaver Ministerierne ved hvor.

2. Botilbuddet Orions metodekatalog: https://www.densocialevirksomhed.dk/Orion/tilgang-og-metoder/metodekatalog/Documents/Metodekatalog (Orion 2016).pdf

3.http://psykosocialrehabilitering.dk/tryghedsskabende-botilbud-beloennes-aarets-pris/

4.På bo og værestedet Hjørnet på Langeland arbejdes der med borgere i samme målgruppe. Der arbejdes med inddragelse af borgeren i eget forløb, skadesreduktion og tilbud om ud- eller nedtrapning af indtag af afhængigheds skabende medikamenter og relationer. https://www.lap.dk/holdninger/pressemeddelselser/pressemeddelelse-psykiatribrugere-giver-pris-til-rebellen-fra-langeland-ole-sorensen/ 

5.Vores pjecer om brugerinddragelse:
https://www.lap.dk/holdninger/udgivelser/brugerindflydelse/ 

6.Vores pjece om et godt sted at tage hen: https://www.lap.dk/dokumenter/Folder_EtGodtStedAtTageHen.pdf

7.Outsiderens særnummer omkring Tvang: http://outsideren.dk/wp-content/uploads/2014/06/2014_tema01_tvang_web.pdf

Det vil i øvrigt være en fordel, om man besøger bosteder, der drives dels for offentlige midler, men hvor der igennem årene er givet betragtelige ekstra summer til stederne fra private fonde og andre interessante, F.eks. Johannes Hages Hus, Orion, Dyssegården og andre tilsvarende. Her har man haft det fornødne overskud og ekstra tid der er nødvendig for at give den hjælp og støtte især til det socialsamspil, som var kongstanken i bostederne.

Vi ønsker at blive taget med på råd og inddraget i de tiltag, som man vil gøre for at nedbringe vold og overgreb på såvel personalet, medbeboer og pårørende. Vores udgangspunkt er, at folk ikke er født voldelige, men at det som regel er frustrationer over ikke at blive hørt, at blive misforstået og i det hele taget ikke at have et fornuftigt indhold i hverdagslivet der giver anledning til de udadreagerende voldsepisoder.

De omtalte lovforslag er følgende:
Lovforslag om oprettelse af specialiserede socialpsykiatriske afdelinger
2. høring – Lovforslag om oprettelse af specialiserede socialpsykiatriske afdelinger
Udvidelse af reglerne om optagelse i særlige botilbud uden samtykke
Lov om ændring af lov om social service og lov om retssikkerhed og administration på det sociale område

Landsledelsen har besluttet, at vi på vores Landsmøde d. 1. og 2. april vil give plads til at debattere de aktuelle politiske beslutninger på området og udforme en fornyet henvendelse til Folketinget.

Med venlig hilsen
En enig Landsledelse i LAP

Åbent brev til Sundhedsminister Nick Hækkerup

2. februar 2014

Til sundhedsministeriet som resortministerium for sundhedsstyrelsen.

Hvordan kan man tillade at en hjerneskadet psykiater kan forsætte sin praksis, og ikke bare tillade dette, men i den ansvarshavende sektor af styrelsen overse og overhøre henvendelser omkring benævnte psykiaters udførelse af sin praksis, til skade for de til ham henviste patienter.

Vi i LAP må forlange at der foretages en dybtegående undersøgelse af de involverede personers varetagelse af deres tilsynspligt.

Det er for LAP uforståeligt at psykiateren KUN har fået foretaget en midlertidig fratagelse af retten til at praktisere, og at denne ses ophøre pr 1.maj 2015.

Vi finder det hverken betrykkende for vore medlemmer og andre psykisk syge, at den kun er midlertidig, og må bede retslægeråde fremskynde en indstilling der fratager ham retten til at praktisere permanent.

Vi må på baggrund af sagen også udtrykke et både som foreningen LAP og som brugere af psykiatriske tilbud har vores tillid til sundhedsstyrelsen lidt en endda ret alvorlig skade, samme omkring en embedslæge der ikke ønske at opduksere i et oplagt tvivls tilfælde omkring uventet død.

På vegne af LAP

Bo Steen Jensen – medlem af FU

Hanne wiingaard – medlem af FU

Steen Moestrup – medlem af FU

Åbent brev til politikerne vedr. førtidspensionen

I forbindelse med de aktuelle forhandlinger om en reform af førtidspension og fleksjob vil vi gerne fra LAP’s side gøre opmærksom på vores ønsker og betænkeligheder i forhold til den forestående reform.

Læs hele brevet her

Åbent brev til Sundhedsminister Bertel Haarder og til partiernes psykiatriordførere

3. maj 2011

LAP (Landsforeningen Af nuværende og tidligere Psykiatribrugere) mener, at Sundhedsstyrelsens nye rapport fra april 2011 om ”Anvendelse af tvang i psykiatrien” sender totalt forkerte signaler ud i samfundet.

Det er beskæmmende, at der ikke kan registreres et generelt fald i anvendelsen af tvangsforanstaltninger. Dette til trods for at der i sidste halvdel af opgørelsesperioden var iværksat tiltag netop med henblik på nedbringelse af behovet for tvangsanvendelse.

I rapporten kan ikke ses, hvorfor disse tiltag ikke kan aflæses som en nedgang i antallet af tvangsforanstaltninger. Rapporten viser derimod en nærmest stabil andel psykiatriske patienter berørt af tvang, svingende mellem 20,0 og 21,9 procent.

Vi skal fra LAP’s side på det kraftigste opfordre de ansvarlige ordførere til at påvirke regionerne til at forstærke arbejdet for en total eliminering af tvangsanvendelse inden for behandlingssystemerne. Idet vi i LAP kun kan acceptere tvangsindgreb som sidste udvej i livstruende force majeure situationer.

Den statistik Sundhedsstyrelsen lige har udsendt om tvang i psykiatrien i 2009 er (ligesom statistikken vedr. 2008) meget mangelfuld sammenlignet med de meget mere omfattende, vi har for de foregående år. Tidligere år var der udformet tabeller, der for de forskellige former for tvang var udspecificeret pr. region og afdeling, ligesom man f. eks kunne se, hvor mange el-chok behandlinger de enkelte patienter havde fået både med eller uden tvang. Vi finder det stærkt utilfredsstillende at disse uddybende oplysninger ikke mere gøres tilgængelige for offentligheden.

Kilde: Social- og Sundhedsstyrelsen

På vegne af LAP

Bo Steen Jensen
Medlem af Landsledelsen
zentao@oncable.dk
39 69 33 88

Ulla Asmussen
Medlem af Landsledelsen
u-asmussen@hotmail.com
60 64 13 58

Åbent brev til sundhedsministeren, folketingets psykiatriordfører, regionernes psykiatriudvalg og administrationer.

Marts 2011

Psykiatrien på skillevejen. 

Med udgangspunkt i bl.a. rapporten ”Retspsykiatri – kvalitet og sikkerhed”, samt udtalelser fra professor Poul Videbechs i tv udsendelsen den 6. marts 2011, som du kan se her,  må det siges, at psykiatrien er på en dobbeltmoralsk skillevej.

Her står den ”varme hånd” i form af tanker om rehabilitering og recovery overfor udtalelser som ”vi anmelder alt” og hvor enhver negativ ytring er et udtryk for vold og ”det er vores opgave, at beskytte vores personale mod disse traumatiserende oplevelser”.

”Et dansk studie publiceret i august 2010 påviser, at især vold mod offentlige myndigheder har bidraget til stigningen i foranstaltningsdomme11. I samme studie konkluderes desuden at sandsynligheden for, at vold mod almindelige borgere er begået af en psykisk syg person er lille og stort set uændret siden 1990.

Ansatte i psykiatrien er særligt udsatte, da trusler og aggression er en hyppigt forekommende udtryksform, når personer er svært psykotiske. Derfor er det også en vigtig del af personalets professionalisme, at kunne vurdere realiteterne bag eventuelle trusler samt afværge konflikter under opsejling.

Det generelle billede er, at flere hændelser registreres – også hændelser, der tidligere blev negligeret og indgik som ”en del af jobbet”. En forklaring herpå skal sandsynligvis findes i regionernes volds- og personalepolitik, der i stigende grad er kendetegnet ved, at vold og trusler om vold mod medarbejdere er uacceptable.

Det sker gennem dels en tydeliggørelse af regionernes arbejdsgiveransvar og forpligtelse til at beskytte sine medarbejdere. Spørgsmålet om politianmeldelse kan i den sammenhæng spille en rolle i forhold til eventuelle erstatningssager i forbindelse med sygemelding eller lign.”

Danske Regioner, rapporten ”Retspsykiatri – kvalitet og sikkerhed” 2011.

Det er dybt interessant, at professor Videbech, som for år tilbage fremlagde forskning omkring de helbredende aspekter i psykoterapiforløb, nu syntes at have tabt ethvert kendskab til elementær psykologi og dermed til afmagts reaktionsmønstre. En tolkning af disse mønstre indgik bl.a. i Det Nationale Gennembrudsprojekt om tvang i psykiatrien.

Udover at denne ”Nultolerence” kriminaliserer, hvad der i psykologien er normale reaktionsmønstre, så forhindrer den overdrevne brug af retspsykiatriske foranstaltninger også recovery og rehabiliterings muligheder. Et notat på en straffeattest, som følge af en sådan foranstaltning, forhindrer på det nærmeste en fri og uhindret tilbagevenden til normalsamfundet.

Følelsen af manglende konduite, empatisk baseret psykologisk basisviden, proportionalitet i repressalierne og konsekvensen heraf, er meget fremherskende når man ser på udviklingen.

Som minimum må det være muligt at finde ud af, at handlinger der må anses for at være bagatelagtige, ikke fører til ”brændemærkning for livet”. Disse handlinger sker faktisk på baggrund af en naturlig afmagts oplevelse hos psykiatribrugeren. Derfor bør foranstaltningerne ikke medføre et notat i straffeattesten.

Der registres flere hændelser, men her syntes der at mangle et væsentligt aspekt. En seriøs og dybdegående undersøgelse af brugernes udtalelser.
Vi som brugerforening hører ofte fra medlemmerne ”Jeg følte mig groft provokeret af personalet”, ”Personalet (fra psykiater og ned gennem hierarkiet) lyttede ikke til hvad jeg sagde”, ”Personalet afbrød det jeg foretog mig” (f. eks. en telefonsamtale).
Jeg ønsker at påpege, at nogle af de episoder som personalet oplever som overskridende og volds truende m.v. syntes fremkaldt af en manglende evne til, at læse brugerne i krise. Oftest er der kun personale tilstede, som kan bevidne episoden, og derfor vil episoden med rimelig sandsynlighed blive fremstillet ensidigt.

Det vi som bruger organisation med rimelighed må forlange er at, hvad man fristes til at kalde, misbrug af retspsykiatriske foranstaltninger nedbringes mest muligt. Dette kunne sikkert opnås, hvis nogle af de anbefalinger, der findes i rapporten, bliver udbredt til den almene psykiatri, og ikke kun bliver økonomisk tilgodeset i retspsykiatrien.

Jeg tænker bl.a. på anbefalingerne om mulighederne for en meningsfyldt hverdag som aggressions dæmpende foranstaltning. Desværre ser vi det modsatte. Værksteder og sports/motionsfaciliteter nedlægges som konsekvens af den direkte samfundsødelæggende spareiver hos de lovgivende og bevilgende myndigheder.

Bo Steen Jensen 
Medlem af LAPs landsledelse
Tovholder for retspsykiatrisk arbejdsgruppe under LAP
zentao@lap.dk
Tlf. 39 69 33 88

Støtteerklæring til Landsforeningen Pårørende til Spiseforstyrredes næstformand, Dorte Nielsen

På basis af artikel i Politiken. 2. juli 2010.  http://politiken.dk/indland/article1008799.ece

Vi skal fra LAP´s side udtrykke vores støtte og anerkendelse af Dorte Nielsens arbejde med at afdække en problematik, med vidtrækkende følger.

Vi finder det ganske betænkeligt at unge med psykiske problematikker, som viser sig i f.eks. spise forstyrrelser, med deres myndighedsværgers (forældres) godkendelse udsættes for tvangsindgreb.
Det er et interessant problem, at der er et hul i psykiatriloven, som giver mulighed for, at forældre kan give samtykke til tvangsbehandlinger.

Det er beskæmmende, at opleve at netop værgemålshavende, oftest forældre, som skulle have deres børns tarv for øje ser så kortsigtet på problematikken, at de ikke er opmærksomme på at de faktisk giver tilladelse til, at traumer behandles med tilføjelse af yderlige traumer, som kan følge personen langt ind i voksenlivet, i værste fald resten af livet.

Det er da interessant, at sundhedsministeren vil se på registreringsprincipperne. Men det løser ikke problemet med traumatiserende behandlingstiltag, at man tæller dem op.

Og det informerede samtykke der er anvendeligt i relation til voksne, som selv giver det efter moden overvejelse. Samtykke kan ikke bruges, hvor det som her er en udenforstående der giver det, idet vedkommende jo ikke rammes af følgevirkningerne.

Vi andre kan heller ikke li´ at blive korrekset, når vi begår en fejl i andres øjne. Og det er netop hvad man gør med de unge piger, der bliver fastspændt og tvangsfodret. Mon ikke man kunne finde andre former for behandling, der ville virke bedre. F.eks. viser det sig nu, at mennesker med diagnosen ADHD, kan behandles med belønninger i stedet for medicin. Tilsvarende måtte kunne gøres med spiseforstyrrede piger.

Ved nærmere undersøgelse ville det sikkert også vise sig, at mange af de spiseforstyrrede piger i stedet lider af forskellige former for fødemiddelallergi eller simpelthen prøver at undgå de for dem angstprovokerende fødemidler, bl.a. hvedemel.

Bo Steen Jensen , 39 69 33 88
og Steen Moestrup ,  28 22 27 65
Medlemmer af LAP´s landsledelse
www.lap.dk  – Landsforeningen af nuværende og tidligere Psykiatribrugere

Åbent brev fra LAP’s landsmøde til vores statsminister Lars Løkke Rasmussen

Se brevet som PDF-dokument

Maj 2010

Kære Lars Løkke Rasmussen 

Du har påtaget dig det svære ansvar at gøre Danmark til et lykkeligt og meningsfuldt land under de vanskelige vilkår, som vores land oplever.

LAP – Landsforeningen Af nuværende og tidligere Psykiatribrugere – ønsker at bidrage med vores ressourcer til en konstruktiv og værdifuld udvikling for vores land.

Når vi skal klare os, skal vi som danskere have mulighed for at udvikle os sundt såvel fysisk som psykisk.

Vi har i psykiatribrugerbevægelsen udviklet en viden og knowhow, som giver enestående gode resultater. Dette sker i samarbejdet med viden og knowhow fra professionelle fagfolk. Denne viden er kun i det små ved at blive anvendt og implementeret.

Vi oplever tankemæssige vanemønstre, strukturelle og lovgivningsmæssige forhindringer, som gør, at denne nye afgørende viden ikke finder særlig stor anvendelse.

Vi ønsker derfor din medvirken til at kunne implementere denne viden og dermed gavne den danske befolkning, som du ligeledes har et håb om at gøre.

Vi stiller os gerne til rådighed for et uddybende møde omkring viden og knowhow.

Med håb om et snarligt møde.

Landsforeningen Af nuværende og tidligere Psykiatribrugere samlet til vores årlige Landsmøde, hvor vi bl.a. har udformet og vedtaget dette brev.

PS: Vi takker for, at den tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen svarede os venligt på vores brev i 2006.

Åbent brev til medlemmer af LAP Region Syddanmark, medlemmer af Regionsrådet og Psykiatriledelsen i Region Syddanmark

Odense, den 23. april 2010

Vi har i LAP – Landsforeningen Af nuværende og tidligere Psykiatribrugere fået en henvendelse fra en psykiatribruger, der repræsenterer en hel gruppe af patienter, som har været glade for deres ophold på afsnit P502 på Odense Universitetshospital. Et afsnit, der har udmærket sig med anvendelse af kognitiv terapi for personer med personlighedsforstyrrelser og spiseforstyrrelser.

Afsnit P502 står nu over for lukning, fordi der har været et samlet overforbrug af midler i psykiatrien i Region Syddanmark.

Psykiatribrugerne beskriver forskellen på P502 og en almindelig henholdsvis en lukket afdeling, hvor patienter med personlighedsforstyrrelser henvises til som:

På P502 tager man vare på sine patienter og er ude i afsnittet blandt patienterne, spiser sammen med patienterne og forholder sig til dem, når de aktuelt får det dårligt. Man griber ind og vejleder dem aktivt i at forholde sig til angstanfald og depressive tankter. Som patient føler man sig værdsat og behandlet, delagtiggjort og lyttet til.

På almindelige afsnit og de lukkede afsnit føler patienterne sog blot overvåget og holdt under opsyn. De oplever, at personalet sidder på deres kontor, i et plasbur med lukket dør – lægger kabaler på computeren og facebooker. Personalet registrerer f.eks. om patienterne opholder sig meget alene på stuen eller om de er aktive i samspil med andre. Her går personalet ikke aktivt ind i, hvorfor eller hvordan patienterne kunne håndtere deres liv anderledes.

På mandag den 26. april er der møde i Regionsrådet for Region Syddanmark og punktet om lukning af P502 i Odense vil være på dagsordenen.

Vi vil gerne stille politikerne følgende spørgsmål:

Hvorfor vælger man ikke at nedlægge et af de afsnit, som ikke arbejder efter miljøterapeutiske principper?

Hvorfor vælger man ikke at nedlægge et af de afsnit, hvor patienterne blot føler sog opbevaret?

Hvorfor ikke holde fast i P502, hvor patienterne føler sig lyttet til?

På mandag den 26. april kl. 14.00 stiller en gruppe psykiatribrugere op som en mindre delegation foran Regionsgården, Damhaven 12, 7100 Vejle.

Delegationen tager imod regionspolitikerne, når de ankommer til Regionsrådsmøde kl. 15.00, hvor delegationen forventer at deltage og har tilmeldt sig for at kunne stille spørgsmål til politikerne.

Vi opfordrer LAP’s medlemmer til at slutte op om delegationen og overvære Regionsrådets møde.

Med venlig hilsen
LAP og LAP Region Syddanmark

Vedrørende tvang mod sindslidende

Åbent brev til Sundhedsminister Jakob Axel Nielsen , Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse • Slotsholmsgade 10-12, 1216 KBH. K

Vedrørende tvang mod sindslidende. 

I henhold til oplysning af 12. juni 2009 på DR, erfarer LAP, at regeringen påtænker at indføre tvangsmedicinering af sindslidende.

Dette initiativ ønsker LAP at tage klar afstand fra og protestere kraftigt imod.

Der er flere årsager til vores holdning i LAP:

For det første er LAP principielt imod al tvang indenfor psykiatrien, et emne LAP arrangerede høring om på Christiansborg i november 2007.

For det andet er LAP i besiddelse af dokumentation for de voldsomme adfærdsændringer psykofarmaka kan afstedkomme, og som i årevis er blevet holdt skjult for befolkningen, et forhold, som LAP nu ønsker at kaste lys over, i det at et flertal i Landsforeningen Af Psykiatribrugere ønsker mere fokus på psykofarmakas virkninger og bivirkninger.

For at formulere det meget enkelt, så ved vi, at hvis fru Jensen bliver skilt og ked af det, vil hun typisk få psykofarmaka. Hvis hun ikke kan tåle dette, vil hun typisk bare få mere. Hvis hun ændrer adfærd og bliver underlig i hovedet af pillerne, vil hun blive stemplet som sindslidende.

På et tidspunkt finder hun måske ud af, at det er pillerne, der gør hende vanvittig og holder op med at tage dem.
LAP ønsker ikke, at fru Jensen skal kunne blive afhentet i eget hjem for at blive bragt til tvangsmedicinering, fordi hun oprindeligt bare blev skilt, og fordi hun ikke kunne tåle pillerne.

Inden regeringen tager skridt til så dramatiske indgreb i danskernes hverdag som afhentning på bopælen af politiet med efterfølgende tvangsmedicinering, vil LAP venligst henstille til sundhedsministeren at kaste lys over, hvad der menes med sindslidende, og formulere hvem der falder ind under denne kategori.

Vi håber meget, at sundhedsministeren vil besvare spørgsmålene.

Hanne Wiingaard, Forretningsudvalget
Karl Bach Jensen, konsulent
Nils Holmquist Andersen, Talsmand
Ulla Asmussen, Landsledelsen