Svar på Deres brev af d. 4. oktober 2019.

Angående bekendtgørelse om uddannelsessøgendes ret til selvforsørgelses- og hjemsendelsesydelse, overgangsydelse, uddannelseshjælp eller kontanthjælp efter lov om aktiv socialpolitik i særlige tilfælde.

Til de specifikke ændringer, som angår Folketingets aftale fra d. 23. august 2018, der har til formål at forenkle beskæftigelsesindsatsen kan vi selvfølgeligt kun bifalde at reglerne tilstræbes forenklet. Blandt målgruppen er det normalt meget belastende, når regler om en borgers retsstilling bliver for indviklede og i visse tilfælde direkte selvmodsigende.

Det er de desværre stadigvæk tilbøjelige til at blive, grundet den ændring af samme regelsæt, der skete fra Socialminister Åse Olesens bekendtgørelse nr. 570 af 1986 til Socialministeriets bekendtgørelse nr. 163 af d. 13. marts 1995, med retsvirkning fra d. 1. april 1995 om borgerens pligt til under orlov at godtgøre, at der ikke er uudnyttede muligheder for støtte efter lov om statens uddannelsesstøtte.

Det går simpelthen galt, når årsagerne til den af læreanstalten bevilgede orlov skyldes helt andre forhold end de som STAR og Styrelsen for Institutioner og Uddannelsesstøtte i forening har kendskab til – og når man fumler imellem de to instanser, som man gør, når der ændres SU regler i helt andet regi og med helt andre køreplaner, som det bl.a. er sket for undertegnede.

Vi må derfor opfordre til at der lempes på kravet (§1 stk. 2) om dokumentation for manglende muligheder for SU ydelser, så alvorligt økonomisk, socialt og psykisk pressede, ikke aktuelt studieegnede, sårbare personer midt i alvorlige kriser, men med udtrykkeligt behov for nu at finde fuldtidsbeskæftigelse får mulighed for at modtage kontanthjælp som fuldtids-arbejdssøgende, når det er det og kun det de er, eller at jobcentrene får mulighed for reelt at vurdere om borgeren har råd eller tid til at være henvist til nogen offentlig ydelse overhovedet – på baggrund af borgerens dokumenterede udlægning af situationen, dens ophav og mulige udfald og løsninger.

Herunder (§1. 2 subsidiært paragraf 1.1) at borgeren før arbejdsledighed kan have haft flere jobs på deltid samtidigt, der dog tilsammen kan have indbragt omtrent det samme som borgeren med et mindre flosset SU klippekort ville have kunnet oppebære, dvs. at borgeren har finansieret sine hidtidige studietidsforlængelser med erhvervsarbejde f.eks. kombineret med banklån, samt af samme grund under ingen omstændigheder kan leve med at skulle langtidssygemeldes fra hele arbejdsmarkedet for at kunne få en kontanthjælp, der skal forestille at være en midlertidig ydelse, imedens vedkommende forsøger at sælge sin nu aldeles uduelige arbejdskraft.

Det er at gå for vidt, hvis man fordrer at arbejdet har skullet være på fuld tid, når borgeren har kunnet klare sig for mindre og hellere har villet bruge sin fritid på at indhente de forsømte studier. Der er ingen studerende, der ønsker sig disse studietidsforlængelser eller ønsker sig at være på kontanthjælp, da det fuldstændigt afskærer fra mulighederne for selv at tilrettelægge sine studier.

Odense 08.10 2019

Det ser ud til, at der her er gjort et hæderligt forsøg på at definere og udforme lovgivningen så den er tidssvarende i forhold til humane rettigheder. Dog vil LAP påpege og ønske, at det kunne være på sin plads at adskille retspsykiatri og almen psykiatri for at borgere, der søger hjælp til livskriser uden at være under kriminalforsorgen.

Dette skal sikre, at denne gruppe ikke uforskyldt bliver kriminaliseret under behandlingsforløbet uden, at der er sket en decideret forbrydelse i forhold til gældende straffelov.

Med de bedste hilsner
LAP arbejdsgruppe for presse og lov.
Ole Nielsen, Steen Moestrup, Bo Sten Jensen

06. august 2019

Det ser her ud til at der virkelig gøres et forsøg på at tilrette vejledninger og regler så de værste huller i patienternes retssikkerhed og personlige oplysninger sikres, dog er der en enkelt detalje som LAP gerne så udførlig defineret.

En 3. person med fuldmagt bør IKKE omfatte offentlige ansatte eller institutioner da disse efter LAP’s holdning har en interessekonflikt mellem, hvad borgerens ønsker og behov er, versus hvilke krav der stilles fra deres arbejdsgiver, læs staten. 3. persons fuldmagt kan til gengæld sagtens varetages af mennesker ansat af borgeren selv, såsom advokater o.a.

De bedste hilsner
På vegne af LAP’s Landsledelse
LAP’s arbejdsgruppe for Presse og Lov.
Steen Moestrup, Bo Steen Jensen, Ole Nielsen og Hanne Skou Kadziola