Dato: 20-06-2018 10:30
Umiddelbart ses bekendtgørelsen som en vigtig forbedring af borgeren/brugerens retssikkerhed, eneste anke kunne være at man ikke ser psykiatribrugere direkte i medlemsgruppen.
Med venlig hilsen
LAP – Landsforeningen af Nuværende og tidligere Psykiatribrugere
Dato: 20-06-2018
LAP værdsætter og approbere tiltagene.
Med venlig hilsen
LAP – Landsforeningen af Nuværende og tidligere Psykiatribrugere
Dato: 13-02-2018
LAP synes at udkastet til bekendtgørelsen ser udmærket gennemtænkt og velforarbejdet ud. Vi i LAP kan på sin side godt forstå at det kun er de unge der skal have dækket omkostninger til psykologhjælp i en satspulje forsøgsprojekt, men vil her lige på det kraftigste påpege at hvis denne ordning bliver permanent ser vi gerne at målgruppen til denne støtte udvides til hele befolkningen ! Men som spare-kompromis kunne det accepteres at denne udvidelse af berettigelse til hjælp, til den tid bliver indkomstreguleret eller at der udspecificeres hvor mindre finansielt stærke personer kan søge ekstra støtte.
Med de bedste hilsner
Lap arbejdsgruppe for presse og lov.
Dato: 13-02-2018 15:00
LAP finder både bekendtgørelsen og vejledningerne gennemtænkte og velforarbejdede, dog mangler vi i LAP at der i samme vejledninger indføres at der bliver holdt en statistik over dødeligheden og ordineringspersonerne for livstruende eller kronisk medicin.
Med de bedste hilsner
LAP arbejdsgruppe for presse og lov.
23.02.2017
Til: Børne- og Socialministeriet
Holmens kanal 22
1060 København K
Fornyet høring over forslag til lov om ændring af lov om social service og lov om retssikkerhed og administration på det sociale område (Udvidelse af reglerne om optagelse i særlige botilbud uden samtykke ved væsentlig fare for andre eller særligt truende eller chikanerende adfærd) LAP takker for muligheden for at komme med vores bemærkninger på vegne af psykiatribrugere (patienterne på de således udtænkte særlige botilbud).
Om end vi i LAP kan se enkle små positive ændringer i formuleringerne, fordelt i de enkle paragraffer så er vores hovedindtryk, at loven i sin sammenhæng med den af Sundhedsministeren fremsatte lov for samme gruppe psykisk lidende, ikke udligner de reelle behov for en ændret og langsigtet tilgang til problemerne.
Det ses ikke noget sted, at man forholder sig til de bagvedliggende årsagskæder bag denne gruppes adfærd. Årsagskæder, som blandt andet er resultatet af den notoriske nednormering af personale på de allerede eksisterende boformer under lov om social service.
For store enheder af boformer
International forskning påpeger, at den øvre grænse for overblik over personer i en persons nærmiljø er mellem 18 og 20 personer, og her menes både kontaktpersonale og medbeboere. Lovforslaget er tillige i modstrid med den oprindelige tanke bag kommunale boformer med udvidet støtte. Bl.a. ved at fremkomme med en idé om visitation af besøgende i beboerens hjem, boligen er fremdeles at regne som privatbolig.
80 % af driften tages fra driftsbudgettet i kommunerne
Et andet element som kalder på kritik er driftfinansieringen, her forventes det at 80 % af driften tages fra driftsbudgettet i kommunerne. Dette vil jo betyde at disse så skal spare endnu mere, end de allerede gør. At dette vil betyde en om ikke udvidet, så forsat tilgang af personer i den gruppe af udadreagerende. Fordi yderlige besparelser vil forsætte nednormeringen af de eksisterende kommunale botilbud. Og derved skabe endnu flere svigtsituationer. Og oplevelsen af en forsat række af svigt er en væsentlig faktor i udviklingen af den frustration, der skaber “udadreagerende adfærd.
Flyt boformers økonomi ud af “den kommunale selvbestemmelsesret”
Vi kan ikke undlade at tænke på, at der havde været mere vundet hvis de to ministerier var gået sammen med forligspartierne om, at flytte bl.a. boformers økonomi ud af “den kommunale selvbestemmelsesret” og over i en administrativ forvaltning. Et sådant tiltag kunne modvirke den forskellige og ofte tilfældige udmøntning af de økonomiske forpligtigelser som kommunerne har på servicelovens områder. Og derved sikre ensartede tilbud for landets borgere med socialpsykiatriske behov.
En af de dybereliggende årsager skal nemlig søges i, at amternes specialiserede institutioner forsvandt ved kommunalreformens indførelse.
Efteruddannelse, opnormering af personalet og seriøs implementering
Generelt er ændringerne meget kosmetiske og uden reel betydning for selve ånden i tiltaget. Der er ikke den epokegørende forskel i en ændret rækkefølge. Ex. “personale og beboer – eller beboer og personale”.
Vi kan i LAP kun anbefale at man overfor gruppen af forligspartier påpeger, at bevillingen i stedet bruges til efteruddannelse af personale, opnormering af personalet og seriøs implementering af de mange evidensbaserede metodikker til konfliktløsning og dæmpning.
Og at man overfor boformsadministratorerne kraftigt påpeger, at en vigtig del af løsning på problemerne; og forebyggelse af videre udvikling af samme, skal findes i reelle opnormeringer i personalegruppe, såvel antalsmæssigt og via faglig opkvalificering.
Eksisterende specialiserede bosteder har allerede kapacitet
Nuværende brugere/borgere med behov for ekstra støtte kan faktisk nok få dette behov dækket af de under regionerne eksisterende specialiserede bosteder. Faktisk forlyder det at disse har ledig kapacitet, fordi kommunerne ikke benytter tilbuddene.
Så alt i alt har begge lovforslag i realiteten et fravær af behov og en manglende praktisk anvendelse. Og bør hurtigt tages af bordet. Og i stedet bør der skabes reelle og menneskerespekterende tilbudsmuligheder for borgere med socialpsykiatriske behov. Vi henviser i øvrigt til LAPs høringssvar til Sundheds- og Ældreministeriet vedr. ”Lovforslag om oprettelse af specialiserede socialpsykiatriske afdelinger”.
På vegne af LAP’s LandsLedelse
Steen Moestrup, Bo Steen Jensen og Hanne Skou Kadziola
23.02.2017
Att.: Sundheds- og Ældreministeriet
Holbergsgade 6
1057 København K
Høring nr. 2 over udkast til lov om ændring af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien, lov om rettens pleje, lov om socialtilsyn, lov om retssikkerhed og administration på det sociale område og lov om regioner og om nedlæggelse af amtskommuner, Hovedstadens Udviklingsråd og Hovedstadens Sygehusfællesskab (oprettelse af specialiserede socialpsykiatriske afdelinger).
LAP – Landsforeningen Af nuværende og tidligere Psykiatribrugere takker for muligheden for at afgive vores høringssvar vedrørende ”2. høring – Lovforslag om oprettelse af specialiserede socialpsykiatriske afdelinger”. LAP skal overordnet og generelt påpege, at den afvisning af lovforslaget vi udtrykte i 1. høringssvar stadig udtrykker vores holdning. Vi anser forslaget for unødigt, af flere årsager, og de ændringer som 2. udgave indeholder af teknisk art rører ikke ved de grundlæggende problematikker i forslaget.
Forslaget er i direkte modstrid til den bestræbelse som såvel ministeriet, psykiatriordførerne, som de behandlings- og støttegivende instanser har tilstræbt siden strukturreformens ikrafttræden. Nemlig en fortlø- bende minimering af tvangsanvendelse både som behandlingsprincip og som opdragende princip. Og der er til forundring for LAP ikke noget sted et forsøg på at inddrage de mange redskaber til at modvirke den, på baggrund af svigt og frustration opstående “udadreagerende adfærd”. Gode og testede redskaber til forebyggelse af ”udadreagerende adfærd” findes allerede, og de er faktisk både afprøvet internationalt og herhjemme, bl.a. i kriminalforsorgen.
Derimod så indeholder lovforslaget stadig tilsidesættelse af flere af de af Danmark tiltrådte internationale konventioner.
Forslaget laver også en meget uklar sammenblanding af forskellige typer problemer ved at sammenblande socialpsykiatriske behov for støttet bolig i afgrænset periode, med patienter som har tilknyttet retspsykiatriske foranstaltninger. Og varetægtsfængslede i surrogat.
Det er ikke muligt for LAP at se en sammenhæng mellem disse gruppers meget forskellige behov, og vi oplever derfor lovforslaget som en kriminalisering af en gruppe med specifikke sociale støttebehov. Noget vi på det kraftigste må tage afstand fra.
I det hele taget så virker lovforslaget som en serie forringelser af retssikkerhed for den omhandlede gruppe af borgere med socialpædagogiske behov – jævnfør med grundlaget for kommunale bosteder med socialpæ- dagogisk bemanding.
Forslaget indeholder stadig problemer i forhold til grundloven, til handikapkonventionen og menneskerettighedskonventionen og i forhold til visitationen. Hvor de folkevalgte medlemmer af visitationsgruppen ikke af LAP ses som adækvate i forbindelse med forståelse af et eventuelt behov.
Derud over skal vi anfægte ideen om at besøgende skal udsættes for div. personscanninger. Dette er ikke foreneligt med at boformen regnes ind under privatbolig med støtte, jævnfør serviceloven. Hvis ikke boformen hører under denne lovs regler om bolig, så er der tale om behandlingsafsnit og så er brugerbetaling i strid man kutymen for lægefaglig hjælp.
Allerede i forhold til det ovennævnte skal LAP derfor henstille til ministeren, at lovforslaget trækkes tilbage og at ministeren i samråd med psykiatriordførerne finder frem til at støtte kommunerne i den fornødne forebyggende opnormering af de eksisterende botilbud.
Dette begrundet i, at vi i LAP er bekendte med den kommunale nednormering af personale med over 60 %, hvilket kan ses som fremkaldende årsag til stigningen i voldsepisoder. I det hele taget må vi forundres over, at man åbenbart ikke har set på borgeren/brugeren boende på boformen. Men tilsyneladende udelukkende på personalets behov for sikkerhed. Dette baserer på en ensidig opgørelse af problematikken.
Fx. ses de nedtonede tilfælde af selvmord ikke i overvejelserne, deres årsager skjules under “uventede dødsfald”. I henhold til grundloven skal de påtænkte muligheder for restriktioner, der her kan sammenlignes med frihedsberøvelse, være klare og entydige, hvilket må anses for umuligt at opfylde, med den nuværende blanding af persongrupper. Derfor må lovforslag ses som værende i strid med grundloven. Et begreb som Psykisk Lidelse er ikke et videnskabeligt adækvat defineret begreb. Og derfor kan det ikke i lovmedholdelig relevans bruges.
Omkring visitation og opholdsforlængelse og tilbageførelse, er forslaget stadigt på kollisionskurs med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Idet den der krævede objektivitet ikke ses tilgodeset i visitationsgruppens sammensætning.
I forhold til Handikapkonventionen er der seriøse problemer med begrebet frihedsberøvelse, som ikke må forekomme grundet længerevarende psykiske handikap.
Så igen strider lovforslaget også mod de af Danmark tiltrådte og ratificerede internationale konventioner. Og af den grund må LAP forlange at loven tages af bordet.
Det skal også bemærkes at hele strukturen omkring etablering af og drift af de påtænkte institutioner er så uklart, at det er umuligt at se om der er tale om hospitalsafsnit lagt i tilknytning til eksisterende afsnit medfinansieret af kommunale midler, som så vil gå fra de allerede eksisterende boformers driftsøkonomi. Eller der er tale om en ny art bosted under kommunernes ansvar, og derved reelt er inde under lov om social service. Denne uklarhed forstærker oplevelsen af at loven er et forsøg på at kriminalisere mennesker med psykologiske socialpædagogiske behov, der grundet langvarig negligering og svigt er endt i frustrationspsykose. Ved at kriminalisere disse borgere forsøger man muligvis at frigøre sig fra nævnte konventioner.
På vegne af LAP’s LandsLedelse
Steen Moestrup, Bo Steen Jensen og Hanne Skou Kadziola
Att.: Sundheds- og Ældreministeriet
Holbergsgade 6
1057 København K
25.01. 2017
Høring over udkast til lov om ændring af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien, lov om rettens pleje, lov om socialtilsyn, lov om retssikkerhed og administration på det sociale område og lov om regioner og om nedlæggelse af amtskommuner, Hovedstadens Udviklingsråd og Hovedstadens Sygehusfællesskab (oprettelse af specialiserede socialpsykiatriske afdelinger).
21. december 2016 modtog LAP fra Sundheds- og Ældreministeriet anmodning om bemærkninger til det nævnte lovforslag. LAP – Landsforeningen Af nuværende og tidligere Psykiatribrugere takker for muligheden for at afgive vores høringssvar vedrørende ”Lovforslag om oprettelse af specialiserede socialpsykiatriske afdelinger”.
Som det første vil LAP tilkendegive, at vi primært må anse dette lovforslag som værende totalt overflødigt og et eksempel på lovsjusk.
Af flere årsager:
1. Der findes allerede redskaber til at tage sig af den omhandlede gruppe, at kommunerne i årevis ikke har løftet den opgave og varetaget den forpligtigelse de påtog sig ved starten af kommunalreformen, er ikke borgerens fejl. Men det er borgerens tab.
2. Både regionerne og kommunerne er presset ud i besparelser der efterlader patienter og borgere med utilstrækkelige behandlingsforløb, begrænset omsorg og mangel på relevante job, beskyttet beskæftigelse, aktivitets- og samværstilbud, hvilket betyder at det er meget få borgere, som får et helhedsorienteret tilbud.
3. LAP vil gerne påpege, at man siden 2005 på ministerielt niveau faktisk har arbejdet på at borteliminere behov for brug af tvangselementer i såvel regionale som sociale behandlingstiltag. Der er aktuelt ved at blive udarbejdet Nationale Retningslinjer til nedbringelse af vold på bosteder og forsorgshjem. Disse foreløbige retningslinjer samt tidligere undersøgelser peger entydigt på at nedbringelse af anvendelsen af tvang mindsker voldsepisoderne.
4. Lovforslagets udformning tilsidesætter flere grundlæggende borgerrettigheder. F.eks. vil den knudrede klagevej gøre at den reelle retssikkerhed tilsidesættes. Der bør være opsættende virkning på enhver behandlingsindsats, som ikke umiddelbart vil kunne ændres med tilbagevirkende kraft. Vil man være parat til at give klageren en passende erstatning for tabt arbejdsevne etc.? Hvordan vil man udregne erstatningen for en tvangsforanstaltning som underkendes, men som har traumatiserende virkning på resten af borgerens liv. Der findes både dansk og international evidensbaseret forskning der påviser at tvangsanvendelse efterlader traumer, som er vanskelige at behandle. Så som løsningsmodel må vi afvise tvangsanvendelse. Ydermere er det i modstrid med diverse af Danmark underskrevne og fulgte FN konventioner. LAP skal påtale at den problematiske (i lovforslaget) holdning til retssikkerhed for personer med handikap ifølge FN’s handikapkonvention åbner en “Kattelem” vi kunne frygte kunne blive en “ladeport”.
5. Lovforslaget giver mulighed for at udvide psykiatrilovens virkeområdet til nogle andre rammer, hvor der ikke er lægefaglig bistand ved vurdering af tvangsindgreb. Det betyder i yderste konsekvens, at medarbejder uden nogen faglig uddannelse vil kunne påtvinge en borger nogle tvangsindgreb.
Vi undrer os over at man tilsyneladende vil udvide tvangs anvendelsesbeføjelserne over for psykiatribrugere, via at dreje de påtænkte boformer ind under psykiatriloven. Dette virker som et skridt baglæns, idet ministeriet siden 2005 har, via styrelsen, og i regi fra de tidligere amter og senere regionerne arbejdet på at eliminere tvangs anvendelse.
Ledende medarbejder på området i har under vores forarbejde begrundet lovforslagets gennemfø- relse med: “den i forslaget omtalte gruppe har jo gået for lud og koldt vand i årevis”. Spørgsmålet er om man med den fornødne lovgivning kan give dem den fornødne hjælp? – og hvorfor har den gruppe så gået for “lud og koldt vand”?
Er det fordi kommunerne siden de overtog ansvaret med kommunalreformen 2007 har svigtet. Vi har flere gange set at rapporter fra VISO tilsidesættes, Socialtilsyns henstillinger og påbud ikke følges, velfungerende boformer beskæres i aktivitetstilbud og nednormeres med op til to tredjedele af medarbejderstaben. Begrundet i effektivitetsforbedringer, men med beboerne som ofre.
Vi kan undre os over at man ikke i stedet finder muligheder for at pålægge kommunerne at bruge de allerede eksisterende institutioner, som både har kapacitet, viden og erfaring omkring den berørte gruppe. Vi finder det uacceptabelt at der er borgeren der skal lide under kommunernes spareiver.
Vi oplever f.eks. at visiteret bostøtte ikke fungerer, aftaler ikke overholdes uden begrundelse eller afbud til beboere. I den form for manglende varetagelse af beboernes behov findes grobund for at nogle beboere udvikler udadreagerende adfærd, – noget vi allerede påpegede som evident viden i psykologien i første hvidbog om nedbringelse af tvang – Gennembrudsprojekt 1.
Vi kan undre os over at de mange rapporter omkring problematikker på bosteder ikke er indarbejdet i lovforslaget, eller blot fornemmes læst inden forslaget er fremsat. På nuværende tidspunkt findes der faktisk adskillige rapporter, som direkte taler imod de i forslaget indarbejdet ideer.
LAP skal påtale at lovforslagets sprogtone er dybt stigmatiserende for den omtalte gruppe af brugere.
Lovforslaget mangler i øvrigt at tage stilling til hvordan man i fremtiden vil sikre og værdsætte menneskers fremtidige resurser eller mangel på samme. I forslaget er man tilbøjelig til, at sætte borgernes liv til nul og ikke give dem mulighed for at retablere et liv, man er mest tilbøjelig til blot at ville styre deres liv. Og faktisk glemmer man, hvor dyrt det på længere sigt er at overtage styringen af et menneskeliv. Når et menneske mister indflydelsen på eget liv, mister det også selvrespekten og selvopholdelsesdriften – og det er dyrt at skulle holde et menneske i live på alle planer. Den manglende fokus på styrkelse af det enkelte menneskes liv, ser LAP som en gennemgående og graverende mangel ved lovforslaget.
LAP forlanger, at lovforslaget trækkes tilbage og midlerne anvendes til at indarbejde nyeste evidensbaserede viden på området i de eksisterende botilbud. Lap har følgende bemærkninger:
Da der er tale om en afdeling i regionsregi, skulle det gerne fremgå om patienterne automatisk er tvangstilbageholdt, og dermed fra starten er udsat for en tvangsforanstaltning, eller om det er muligt selv at bestemme hvornår man vil gå fra afsnittet: ”Tilbageholdelse paragraf 42 f: Patienter, som har ophold på de specialiserede socialpsykiatriske afdelinger, kan frit forlade afdelingen”. Frit at kunne forlade en afdeling, indebærer at der forefindes mindst en ikke aflåst dør at gå ud af, det fremmer tilliden patienten og behandlerne imellem at begge parter er indforståede med at patienten har valgt at gøre brug af tilbuddet og ikke er tvunget til det. Vi finder det nedværdigende at skulle bede om lov til at forlade sin egen bolig.
Paragraf 42 f. Stk. 2 viser, at man forestiller sig at patienterne fremsætter et ønske om at forlade afdelingen inden de går derfra. Dette kan selvfølgelig være en del af behandlingen, men så skal det lige vurderes i henhold til visitationsforummets vejledende indstilling til kommunalbestyrelsen i patientens handlekommune. Vurderer kommunen at patienten opfylder samtlige visitationskriterier paragraf 42 c. Stk. 1 punkt 1-7, kan udgang nægtes af det daglige personale. Nu er det sådan at alle patienterne skal opfylde kriterierne pkt. 1-6 – ellers må de ikke være på afdelingen. I følge sagens natur, vil der også være mange der tillige har været tvangsindlagt eller tvangstilbageholdt indenfor 6 måneder før den oprindelige anbringelse på den specialiserede socialpsykiatriske afdeling.
Hvad er så forskellen på om patienten er på afdeling af egen fri vilje – eller er tvunget til at være der? Ifølge lovforslaget kan personalet tilbageholde en patient selvom denne er på afdelingen af egen fri vilje, da det ikke udtrykkeligt står at disse er undtaget. Da den logiske konsekvens er tautologisk og derfor altid vil understøtte tvangstilbageholdelse, er patienter på en sådan udtænkt afdeling i realiteten tvangsanbragt hele tiden. LAP’ s betænkeligheder går tillige ud på, at dette lovforslag vil forringe forholdene for psykiatribrugere i forhold til hvad der er af tilbud i forvejen (hvis disse i stedet fik tildelt flere midler).
Lovforslaget indeholder selvmodsigelser og bærer præg af forhastede beslutninger og formuleringer foretaget uden erfaringsmæssig indsigt på området og vil derfor være svært at gennemføre i virkeligheden. En syndflod af lovforslags ændringer og rettelser må nødvendigvis følge efter et så knudret lovforslag.
Med lovforslagets konsekvente tilbagevisning af patienternes rettigheder, der nu ikke længere skal være rets beskyttet af loven om psykiatri og retspsykiatri, begrundet i de 6 – 7 visitationskriterier, overtrædes flere artikler i Den Europæiske Menneskerettigheds Kommission, FN Handicapkonvention og Grundloven.
Den Europæiske Menneskerettighedskonvention:
http://menneskeret.dk/files/media/dokumenter/om_os/om_menneskerettigheder_diverse/den_europaeiske_menneskerettighedskonvention.pdf
Artikel 5: Ret til frihed og sikkerhed 1. Enhver har ret til frihed og personlig sikkerhed. Ingen må berøves friheden undtagen i følgende tilfælde og i overensstemmelse med den ved lov foreskrevne fremgangsmåde:
c) lovlig anholdelse eller forvaring af en person med det formål at stille ham for den kompetente retlige myndighed, når der er begrundet mistanke om, at han har foretaget en retsstridig handling, eller når der er rimelig grund til at anse det for nødvendigt for at hindre ham i at foretage en retsstridig handling eller i at flygte efter at have fuldbyrdet en sådan;
Artikel 13: Adgang til effektive retsmidler. Enhver, der krænkes i de ved denne Konvention anerkendte rettigheder og friheder, skal have adgang til effektiv oprejsning for en national myndighed, uanset om krænkelsen er begået af personer, der handler på embeds vegne.
Artikel 17: Forbud mod misbrug af rettigheder: Ingen bestemmelse i denne Konvention må fortolkes som medførende ret for nogen stat, gruppe eller person til at indlade sig på nogen virksomhed eller udføre nogen handling, der sigter til at tilintetgøre nogen af de heri nævnte rettigheder og friheder, eller til at begrænse dem i videre omfang, end der er hjemmel for i Konventionen.
FN`s handicapkonvention:
http://www.dch.dk/content/konventionsteksten
Da et af visitationskriterierne er nedsat psykisk funktionsevne, er der i tilfælde af tvangsanbringelse tale om, at et handicap ligger til grund for en tvangsforanstaltning.
Grundloven § 71 stk. 6:
http://www.grundloven.dk
Da samtlige patienter efter LAP`s vurdering tvangsanbringes på de ved denne lov fremlagte præmisser (ifald loven finder sin anvendelse), må § 71 dække alle patienter der er indlagt på afdelingen og alle patienter skal sikres adgang til § 71 tilsynet.
Intentionen med oprettelse af specialiserede socialpsykiatriske afdelinger, er at nedbringe vold på bosteder og tvang i psykiatrien. Det kan alle støtte op om og en meget stor del af bevillingen til formålet er sat af til dette nye eksperiment, nemlig 78 millioner kroner i hvert af de tre år og dertil kommer fysiske tilretninger på 40 millioner kroner. I alt 274 millioner kroner ud af 400,8 millioner kroner. Der er vist endda lidt mere af bevillingen der skal gå til disse afdelinger, sådan at det bliver mindst 70% af hele bevillingen.
En dagsplads på de specialiserede socialpsykiatriske afdelinger kommer til at koste samfundet 4.800 kr. om dagen. Det er dyrere end en plads på psykiatrisk afdeling.
Man kunne genetablere nogle af de nedlagte psykiatriske pladser, som også findes i regionsregi for de patienter, der skal forvares uden samtykke. Det forventes jo at det kun vil være en undtagelse og i stedet kan den ekstra bevilling muliggøre, at de manglende pladser i psykiatrien åbnes med særlige voldsnedtrappede og et mere veluddannet personale, der arbejder med forebyggelse af kritiske episoder og konflikthåndtering – eventuelt i åben dialog.
Det vil ikke blive dyrere og så vil den store forventede gruppe af frivillige, kunne anbringes på en mindre tvangspræget afdeling, hvor det så ikke er nødvendigt at gradbøje tvangsbegrebet. LAP fremhæver princippet: Intet om os uden os!
Ved dette lovforslag bliver beslutningerne om patienternes anbringelse taget så langt væk fra både eventuelt dagligt personale, pårørende, patientens egen holdning til hvad der skal ske, at der bliver lagt op til meningsløse anbringelser, hvor vurderingerne skal foretages langt fra patienten og derfor overvejende vil være papir gennemgang, og eventuelle ønsker fra dem der har de rette forbindelser til visitationsforummet.
Det kan være en kollega eller en pårørende der tilfældigt har forbindelse til visitatorerne, der i lovforslagets udformning ikke behøver at møde patienten på noget tidspunkt. Lovforslaget bevæger sig længere væk fra brugerinddragelse og med sine stærke restriktioner i patienternes rettigheder bliver vejen banet for brug af skjult tvang og trusler om tvang. Dette både hvad angår ufrivillig indespærring (der normalt er temmelig voldsomt også ved personalet) og tvangsmedicinering.
Tvangsmedicinering
Som det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget side 27, skal en læge, der ikke nødvendigvis er psykiater i samråd med ledelsen på afdelingen sikre sig at den antipsykotiske medicin som lægen har ordineret skal tages efter forskriften, efter der er motiveret for det, sker det ikke kan patienten indlægges i psykiatrien til tvangsmedicinering efter psykiatriloven. Det beskrives som en uproblematisk forretningsgang. Det er det slet ikke.
Der findes ingen videnskabelige beviser for at medicin har en adfærdsregulerende virkning ud over den rent sløvende virkning. Tilmed er det absurd at lovforslaget også på dette punkt vil bekæmpe vold med tvang.
Medicin skulle gerne indtages af patienten og tilpasses meget nøje med en forventning om at det vil lindre uden invaliderende bivirkninger og ønsker patienten ikke medicin skal der tages hensyn til det også. De tilfælde hvor selvbestemmelsen træder ud af kraft er beskrevet i psykiatriloven og det vil være uhensigtsmæssigt at have den i lovforslagets bemærkninger mulige tvangsmedicinering i baghånden. ”Hvis du ikke makker ret tager vi fat med de grove midler”. Det vil bare videreføre og udbrede den tvang som forsøges nedbragt alle steder i psykiatrien og på mange bosteder, endda som forebyggelse af voldsepisoder. Hele det tvangsprægede miljø som stadig er visse steder i psykiatrien skulle langt hellere nedtones
Problemet er at disse grove midler sjældent føre ril løsning af den psykisk syges problemer for patienten og det er derfor uforståeligt at lovforslaget tillægger ledelsen og personalet kompetence til at tvangsindlægge deres patienter til tvangsmedicinering. Forhåbentlig vil ingen psykiatrisk afdeling lade sig diktere således eftersom det er deres egen patientgruppe og de derfor selv bør tage stilling til behandlingens art sammen med patienten. Man får en fornemmelsen af at psykiatrisk behandling efter denne lov reduceres til tvangsmedicinering på bestilling.
Tvangen i sig selv ofte har flere kedelige bivirkning bl.a. kan patienten miste tiltroen til behandlerne, sin selvtillid og udvikle tilstødende diagnoser som angst PTSD m.m. Når man samtidigt tager i betragtning at patientgruppen der her ønskes behandlet efter disse forskrifter, er de mest udsatte af vores medborgere ville et mindre tvangspræget og mere omsorgsfuldt lovforslag nok tjene målgruppen bedre, der kan være præget af gentagende svigt i omsorgen siden barndommen eller andre traumatiske hændelser der har ført til socialt afsondrethed eller voldelige udtryksformer måske kombineret med et kompenserende forbrug af rusmidler som selvmedicinering.
Fra:
Bemærkninger til lovforslaget. Almindelige bemærkninger.
1. Indledning (side 19)
”Aftaleparterne har på den baggrund i perioden 2017-2020 afsat i alt 400,8 mio. kr. til udmøntning af en række konkrete initiativer i en handlingsplan til forebyggelse af vold på botilbud. Heraf blev der afsat 78 mio. kr. årligt til specialiserede socialpsykiatriske afdelinger fra 2018.”
Fra:
2. Lovforslagets baggrund (side 22)
”Afdelingerne forudsættes etableret i eksisterende kapacitet, men der prioriteres med aftalen 40 mio. kr. i 2017 som tilskud til fysiske tilpasninger (etablering af flugtveje, alarmsystemer mv.) samt 2 mio. kr. i 2018 til kompetenceudvikling af medarbejdere og ledelse på afdelingerne. Afdelingerne forventes at stå klar primo 2018. Endvidere afsætter kommuner og regioner samlet set 22,5 mio. kr. årligt til en skærmningspulje, der skal dække eventuelle særlige udgifter til skærmning af enkelte patienter.”
Der skal altså bruges 78 millioner i hvert af de tre år af bevillingen. Dertil kommer 40 millioner til etablering af den nødvendige fysiske tilpasning (i alt 274 millioner kr.) på de specialiserede socialpsykiatriske afdelinger, det vil sige ca. 70 % af den samlede bevilling på 400,8 millioner kr. til forebyggelse af vold på botilbud.
Hvad kommer det til at koste?
Fra:
3.1.3 Den foreslåede ordning (side 30)
”Der blev med den politiske aftale også afsat i alt 78 mio. kr. årligt fra 2018 og frem til etablering af 150 pladser på specialiserede socialpsykiatriske afdelinger på landsplan. Finansieringen sker via en takstmodel, hvor den kommunale finansiering fastlåses til 80 pct. af de forudsatte omkostninger, mens regionen oppebærer drifts- og forsyningsansvaret og finansierer forskellen mellem den kommunale takst og omkostningerne, svarende til ca. 20 pct. af de forudsatte omkostninger. De pladser, der står ledige, afregnes efterfølgende af beliggenhedsregionen samt blandt alle kommuner i regionen efter objektiv fordelingsnøgle. Afregningen sker med samme finansiering som for benyttede pladser, dvs. kommunal betaling svarende til en fastlåst takst på 80 pct. af det forudsatte omkostningsniveau på 1,75 mio. kr./år pr. plads og regional finansiering af forskellen i forhold til de faktiske omkostninger. Det foreslås derfor med bemyndigelsesbestemmelsen i § 42 a, stk. 2, også, at sundhedsministeren efter forhandlinger med børne- og socialministeren kan fastsætte nærmere regler om økonomien.
Med den politiske aftale af 14. oktober 2016 afsatte kommuner og regioner samlet set 22,5 mio. kr. årligt til en skærmningspulje, der skal dække eventuelle særlige udgifter til skærmning af enkelte patienter. Det foreslås derfor også, at der kan fastsættes nærmere regler om udmøntningen af denne skærmningspulje”.
Hver plads estimeres til at koste kr. 4.795 per døgn kr 1.750.000 per år og samlet for de 150 pladser bliver det 262.500.000 per år.
Alene på de første 3 år hvor bevillingen er givet skal der så bruges 787.5 millioner kroner, der kommer lidt mere til som ikke er indregnet.
Regioner og kommuner pålægges altså ud af deres buget at betale det manglende beløb. Skærmning er ikke medregnet.
Det resterende beløb, som kommuner og regioner efter den beskrevne procentfordeling skal finde i budgettet i de første tre år er 787.5-274.0 millioner kroner 513.5 millioner kroner. (efter fratræk af egenbetaling 502,7 mil kr.)
Der pålægges altså en udgift der er større end det der bevilges. De første tre år vil det altså blive en merudgift på 171.2 millioner kroner per år. Patienterne som anbringes på afdelingerne er nok for hovedparten på overførselsindkomster, men man regner med en indkomst ved at pålægge brugerbetaling.
Det er ikke alle der har råd til at betale ret meget og nogen skal ikke betale fordi de har en bolig i forvejen, men hvis man antager at det lykkes gennemsnitligt at inddrive 2.000 kroner månedligt fra patienternes overførselsindkomster vil denne indtægt løbe op i 3.6 millioner kroner per år. Det årlige beløb der skal dækkes ud af budgetterne i kommunerne og regionerne bliver så i de første 3 år kroner 167,6 millioner kroner.
Vores spørgsmål er:
Skal disse ekstraudgifter presses ud af budgetterne og vil det medføre forringelser på eksisterende botilbud i kommunerne og på de psykiatriske afdelinger?
Ledende medarbejder på området har under vores forarbejde begrundet lovforslagets gennemfø- relse med: Tvang er den eneste måde, at nå disse borgere og “den i forslaget omtalte gruppe har jo gået for ”lud og koldt vand” i årevis”. Spørgsmålet er om man med den fornødne lovgivning kan give dem den fornødne hjælp? – og hvorfor har den gruppe så gået for “lud og koldt vand”? Tvang skaber voldelige patienter er LAP´s holdning.
På vegne af LAP’s LandsLedelse
Steen Moestrup, Bo Steen Jensen og Hanne Skou Kadziola
LAP’s høringssvar til lov om ændring af lov om social service og lov om retssikkerhed og administration på det sociale område
25.01. 2017
Til: Børne- og Socialministeriet
Holmens kanal 22
1060 København K
Att.: Christina S. Christensen
Høring over forslag til lov om ændring af lov om social service og lov om retssikkerhed og administration på det sociale område (Udvidelse af reglerne om optagelse i særlige botilbud uden samtykke ved væsentlig fare for andre eller særligt truende eller chikanerende adfærd) I mail af 22. 12. 2016 har Børne- og Socialministeriet anmodet om LAP`s bemærkninger til ovennævnte ændringsforslag til lov om social service og lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.
Vi takker for muligheden for at komme med vores bemærkninger på vegne af psykiatribrugere (patienterne på de således udtænkte særlige botilbud).
Landsforeningen af nuværende og tidligere psykiatribrugere har følgende bemærkninger:
– Vi er i LAP bekymrede for at efterlade en gruppe medborgere der tidligere blev omfattet af lovgivningen inden for psykiatrien, i henhold til psykiske lidelser, i institutioner hvor lands lov og ret foreslås tilsidesat på alle måder.
– Hvis lovgrundlaget for anbringelse på de særlige bosteder gøres ved tilsidesættelse af gældende lov om tvangsanbringelser af sindslidende, må den almindelige lov gælde som gælder for os alle.
– Vi henviser til vores høringssvar på lovforslaget om oprettelse specialiserede socialpsykiatriske afdelinger, fremsendt til Sundheds- og Ældreministeriet 25.01 2017.
– I øvrigt skal LAP generelt LAP påpege at det undrer os, at man ikke i kriterierne som beskrevet og foreslået fornemmer, hverken den forskning som SFI har stået for og som netop nu er kommet, såvel som tidligere rapporter og hvidbøger ses indtænkt i forslaget. Specifikt drejer det sig om f.eks. spejlingsforventnings respons. Den i international evidensbaseret forskning påvisning af ’Resonans’ betydning for Low Arousell i samspillet mellem personale og beboer.
– Der gås for ensidigt i forslaget ud fra fait accompli. Hvor der kun ses borgeren som årsag til krisers opståen, og slet ikke inddrager forudgående bagvedliggende svigtoplevelser, som skaber grobund for udadreagerende adfærd. Forslaget savner således psykologiske vinkler.
– At proceduren også er et indgreb i 1. Menneskerettighederne 2. Handikapkonventionen alene via betegnelserne på persongruppen, som vi ser som stærkt stigmatiserende. Og derfor er på linje med det af sundhedsministeren fremsatte lovforslag omkring samme problematik. 3. borgernes retssikkerhed.
Vi har i LAP ofte oplevet af de i forslaget omtalte hændelser, fremkommer via svigt fra bl.a. kommunerne, manglende opfølgning på aftaler, udeblivelse af lovede møder og nægtelse af skift af kontaktpersoner hvis resonans og kontakt ikke lader sig skabe. Der ser vi ofte, at kommunale turnusregler spiller større rolle end den fornødne harmoni i kontakten mellem borgeren og kontaktperson. En sådan stivhed i systemerne skaber udadreagerende frustrerede borgere i stedet for hjulpne borgere.
Hvis det er satspuljeforligspartiernes forsæt at skabe sikre arbejdspladser for personale og sikre forhold for beboere på boformerne. Så er de to lovforslag ikke vejen. Derimod skal man se på de konstante nednormeringer på boformernes personale grupper. Se på om uddannelserne svarer til de seneste forskningsresultater på området.
Vi henviser i øvrigt til LAPs høringssvar til Sundheds- og Ældreministeriet vedr. ”Lovforslag om oprettelse af specialiserede socialpsykiatriske afdelinger”.
På vegne af LAP’s LandsLedelse
Steen Moestrup, Bo Steen Jensen og Hanne Skou Kadziola
28.08.2014
LAP – Landsforeningen Af nuværende og tidligere Psykiatribrugere takker for muligheden for at afgive vores høringssvar og har efter drøftelse i vores landsledelse følgende bemærkninger og forslag:
Indledning og baggrund for lovforslaget.
I de indledende bemærkninger til lovforslaget anføres det, at formålet bl.a. er at nedbringe anvendelsen af tvang i psykiatrien, ligesom der henvises til regeringens mål om at reducere andelen af personer, der udsættes for tvang i psykiatrien og på en række områder halvere tvangen frem mod 2020.
Et afgørende skridt henimod halvering af tvangen i psykiatrien kunne være helt at fjerne behandlingsindikationen for tvang (lovens § 5, 1). Ved kun at opretholde farekriteriet for frihedsberøvelse og tvang ville man på en realistisk måde kunne indfri målet om en halvering af tvangen, idet omtrent halvdelen af alle frihedsberøvelser i psykiatrien sker på behandlingsindikation. Desuden bør det indgå i overvejelserne om reduktion af tvang helt at afskaffe tvang med potentielt helbreds- og legemsbeskadigende metoder som ECT og antipsykotika.
I LAP finder vi omtalen af relevante forslag fra regeringens psykiatriudvalg noget mangelfuld, idet et af de væsentlige forslag vedrørende lovgivningen på området slet ikke er nævnt, nemlig forslaget om nærmere at undersøge, hvordan psykiatriske forhåndserklæringer kan blive juridisk bindende med hensyn til behandling/medicinering og hvordan forhåndserklæringer kan udformes som en form for gensidig kontrakt, hvad angår andre former for tvang mv. I de indledende bemærkninger anføres det, at regeringen ønsker, at psykiatriske patienter skal have størst mulig indflydelse på egne behandlingsforløb. Set i det lys ville det være oplagt at føre ideen om juridisk bindende forhåndserklæringer ud i livet.
Lovforslagets nr. 1: Mindreåriges retsstilling
Vi mener ikke forslaget i tilstrækkelig grad styrker mindreåriges retsstilling. Det er noget af en tilsnigelse, at ville bortdefinere den unges/mindreåriges oplevelse af at blive krænket og udsat for tvang med henvisning til sundhedspersonens vurdering af den unges/mindreåriges modenhed og forældrenes samtykke. Det vil efter LAP’s opfattelse være mere konstruktivt og rettighedsfremmende, om man i lovens definition af tvang kombinerer kriteriet om manglende informeret samtykke med den oprindelige definition i loven, hvor tvang blev defineret som det, patienten modsætter sig. Uanset patientens alder og modenhed bør foranstaltninger, som denne modsætter sig, helt sidestilles med foranstaltninger, for hvilke der ikke foreligger et informeret samtykke, hvad angår kriterier, klagemuligheder mv. Med en sådan kombineret definition ville man vise respekt for den unges/mindreåriges evt. modstand mod indgreb, som denne opfatter som krænkende og være nødt til at tage en sådan adfærd fra den unges/mindreåriges side alvorligt.
Lovforslagets nr. 2: Formålsbestemmelse
Der er mange gode elementer i de foreslåede formuleringer, men så længe de ikke kombineres med mere konkrete og præcist formulerede rettigheder er det vores opfattelse, at formuleringerne kun får meget begrænset indflydelse på gældende praksis på de lukkede afdelinger.
Det undrer os i øvrigt, at man ikke har valgt at følge op på psykiatriudvalgets forslag om at styrke lovgivningen m.h.t. patienternes ”mulighed for aktiviteter og mulighed for at opretholde kontakt med netværk m.v.” Da der i de indledende bemærkninger henvises til forslaget, formoder vi, at der er tale om en forglemmelse fra ministerens/ministeriets side.
Lovforslagets nr. 4: Forhåndstilkendegivelser mv.
Det er positivt, at de regler, der indtil nu har været gældende i henhold til vejledning om forhåndstilkendegivelser mv., nu indarbejdes i selve lovgivningen, og at det gøres obligatorisk at indhente forhåndstilkendegivelse ved indlæggelsen.
Det undrer os imidlertid, at man ikke har fulgt den anden del af psykiatriudvalgets forslag vedrørende forhåndstilkendegivelser/-erklæringer, nemlig at undersøge ”hvordan forhåndserklæringer gennem lovgivning evt. kan blive juridisk bindende med hensyn til behandling/medicinering, og hvordan forhåndserklæringer kan udformes som en form for gensidig kontrakt, hvad angår andre former for anvendelse af tvang og andre forhold under indlæggelse.” (s. 249 i udvalgets rapport).
Der blev allerede i en underarbejdsgruppe under regeringens psykiatriudvalg gjort et stort arbejde med at belyse ovenstående problematik, hvilket fremgår af det af arbejdsgruppen udarbejdede dokument:
10.5. Patienters selvbestemmelsesret/psykiatrisk testamente
”Med FN´s handicapkonvention understreges det, at handicappede borgeres selvbestemmelsesret skal respekteres bortset fra i helt særlige tilfælde.
Arbejdsgruppen har drøftet muligheden for at indføre livstestamenter på det psykiatriske område – det såkaldte Psykiatriske Testamente, som er et redskab, der kan tages i anvendelse for at undgå tvangsbehandling eller på forhånd vælge, hvilken form for behandling, man ønsker at modtage under en evt. frihedsberøvelse på psykiatrisk afdeling (se: Jensen 1993 og LAP 20091). En sådan forhåndserklæring har for nuværende ikke retsligt bindende virkning her i landet, men ”skal så vidt muligt inddrages som vejledende for overlægens overvejelser om behandling, også i tilfælde hvor behandling uden samtykke kommer på tale.”2
Et medlem af arbejdsgruppen har peget på, at hvis artikel 12 i handicapkonventionen, om at man uanset handicap opretholder sin fulde rets- og handleevne, og om at man skal have adgang til nødvendig støtte for at udøver sin retlige handleevne, skal tages for pålydende, vil det betyde, at sådanne forhåndserklæringer vinder retsgyldighed i dansk ret, som det i mange år (dog med en fravigelsesmulighed i visse nødsituationer) har været tilfældet i staten Florida i USA3 og som det med en bestemmelse i Civilloven (§ 1901a: Patientenverfügung) siden 2009 har været tilfældet i vores naboland Tyskland. Ifølge bestemmelsen gælder det for hele det tyske sundhedsvæsen, at forhåndserklæringer, man udarbejder i en habil tilstand, skal respekteres, når og hvis man vurderes ikke at være i stand til at give samtykke til evt. undersøgelse og behandling. Man kan ikke på forhånd bestemme, at man skal have en bestemt behandling, som behandlerne mener ikke er fagligt forsvarlig/relevant, men forhåndserklæring om behandling, man ikke ønsker, er bindende. 4
LAP har i pjecen: Psykiatrisk Testamente – din hjælp mod tvang udformet et forslag til formular for hvordan et psykiatrisk testamente – en psykiatrisk forhåndserklæring kan udformes. I formularen lægges der op til at man i en ”fornuftshabil” tilstand udfylder et bevidnet dokument, hvor man kan angive hvilken form for behandling man ønsker/ikke ønsker, hvis man kommer i en situation hvor psykiatrilovens betingelser for anvendelse af tvang skønnes at være opfyldt. Man kan også anføre hvilke former for indgreb i ens selvbestemmelse, man vil eller ikke vil acceptere, fx mht. besøg, kommunikation pr. tlf., post eller e-mail, fiksering, personlig skærmning med videre. Desuden lægger formularen op til at man på forhånd kan udpege, hvem man ønsker som patientrådgiver, hvem man evt. vil have som bisidder med henblik på, at vedkommende støtter en i at få sine ønsker klart formuleret og præciseret over for psykiater, kontaktperson, patientrådgiver mv. Det kan anføres hvilken grad af aktindsigt en patientrådgiver eller bisidder skal have adgang til og hvilke møder en bisidder uhindret skal have adgang til at deltage i. Desuden kan det anføres hvem der som pårørende skal informeres om hvad og hvilken form for aktindsigt den navngivne pårørende evt. skal have. Der kan også tages stilling til om man ønsker obduktion og til videregivelse af journaloplysninger til pårørende, hvis man dør under indlæggelse.
Et medlem af arbejdsgruppen har peget på følgende:
”I praksis bør det være muligt, at en enkel form for psykiatrisk forhåndserklæring på linje med de nugældende livstestamenter om ja eller nej til livsforlængende behandling kan udformes og lagres elektronisk under ens profil på www.sundhed.dk. Det kan så gøres obligatorisk, at overlægen i forbindelse med en evt. tvangsindlæggelse orienterer sig i indholdet af en sådan forhåndserklæring. Det afgørende er, i hvilket omfang sådanne forhåndserklæringer gives retslig gyldighed, under hvilke omstændigheder de evt. kan fraviges og hvordan ulovlig fravigelse efterfølgende kan sanktioneres.
Ud fra princippet om fuld retslig handleevne uanset handicap og princippet om frit og informeret samtykke bør en forhåndserklærings fravalg af bestemte former for behandling, herunder fravalg af ECT og fravalg af bestemte medikamenter som behandling eller som beroligende middel gives fuld og bindende retsgyldighed. Ligeledes kan forhåndsbestemmelser om valg af patientrådgiver, udpegning af bisidder og anvisning af pårørendes adgang til information mv. uden videre kunne gives bindende gyldighed.
Når det kommer til visse former for fysisk magtanvendelse bør en forhåndserklæring kunne respekteres fuldt ud i det omfang den indlagte person opfylder sine forpligtelser til ikke at forvolde farlige situationer for personale og medpatienter. I det øjemed kan en forhåndserklæring udvides med en form for kontrakt (jf. anbefalingerne til tema 4), hvor en bestemt afdeling forpligter sig til at indfri personens ønsker forudsat at denne overholder sin del af aftalen. Er der undtagelsesvis tale om en overhængende og akut livstruende situation, bør personens præferencer m.h.t. livreddende behandling, så vidt det overhovedet er muligt, også respekteres.
I det omfang en person under en evt. tvangsindlæggelse/tvangstilbageholdelse ønsker at ændre sin forhåndserklæring eller at der fraviges fra denne, bør princippet om støttet beslutningstagen finde anvendelse. Dvs. at en af de i forhåndserklæringen nævnte bisiddere inddrages som støtteperson for den indlagte for at sikre at personens vilje og præferencer respekteres uden utilbørlig påvirkning og fri for interessekonflikter (se handicapkonventionens art. 12).”
Det er nødvendigt at få en juridisk afklaring af muligheden for, at psykiatriske testamenter kan blive juridisk bindende.”
(Uddrag af Arbejdspapir om anvendelse af tvang i den regionale psykiatri. Sekretariatet for regeringens psykiatriudvalg. 28. maj 2013. Noterne stammer fra det originale bidrag til arbejdspapiret udarbejdet af LAP’s repræsentant i udvalget.)
Lovforslagets nr. 7 og 8 om valg af behandling og alternativ
Vi er i LAP af den opfattelse at tvangsbehandling kun bør kunne finde sted i påviseligt og overhængende livstruende situationer og i så fald kun med midler, der i modsætning til fx ECT og antipsykotika – ikke er potentielt legemsbeskadigende.
Vi ser imidlertid positivt på den foreslåede opstramning om at følge sundhedsstyrelsen vejledninger, men undrer os over at man kun i tilføjelsen til § 12, stk. 2. nævner ”vejledninger vedrørende behandling med antipsykotiske lægemidler”. Der kan jo også tvangsbehandles med andre psykofarmaka, som benzodiazepiner. Vi vil derfor foreslå, at formuleringen ændres til ”vejledninger vedrørende behandling med psykofarmaka” el. lign.
Også tilføjelsen om at tvangsbehandling skal være i overensstemmelse med faglig anerkendt standard og forsvarlig klinisk praksis, ser vi positivt på.
Vi mener imidlertid forslaget om ny § 12, stk. 4 er for snævert formuleret. Når man nævner ”… andre tiltag som alternativ til den behandling, patienten ikke samtykker til ”, bør eksemplet ikke begrænse sig til ”anden medicinsk behandling end den foreslåede”. Formuleringen kunne enten holdes i brede vendinger som: ”…, herunder om patienten vil give samtykke til andre former for behandling end den foreslåede.” eller konkretiseres yderligere: ”…, herunder f.eks. om patienten vil give samtykke til psykologisk, psykosocial eller anden medicinsk behandling end den foreslåede.”
Lovforslagets nr. 9 og 10 om tvangsfiksering
Selv om vi helst så tvangsfiksering helt afskaffet, ser vi det som et mindre fremskridt, at det præciseres, at fiksering kun må anvendes kortvarigt, men vi anser det for lettere absurd, at man så med undtagelsesbestemmelsen i stk. 3 allerede fra starten udvander reglen. Vi foreslår, at denne undtagelsesbestemmelse helt udgår, og at det nærmere præciseres, hvad der menes med kortvarigt.
Lovforslagets nr. 12 til 15 + nr. 23 og 24 om oppegående fiksering
Vi er i LAP principielt imod anvendelse af enhver form for tvangsfiksering, men anerkender, at oppegående fiksering ved evalueringen af forsøgsordningen af enkelte patienter vurderes positivt. Vi mener imidlertid, at der med de foreslåede lovændringer i modsætning til de i lovforslaget fremsatte bemærkninger lægges op til en drastisk forringelse af de ramtes retssikkerhed.
Vi mener således, at følgende elementer bør udgå af lovforslaget:
Forslaget i nr. 12 om at ophæve bestemmelsen om en uvildig speciallæges erklæring i forbindelse med ansøgning om oppegående fiksering.
Forslaget i nr. 14 om at ophæve tidsbegrænsningen på 6 måneder.
Forslaget i nr. 24 om at ophæve bestemmelsen om at indhente ”second opinion” ved oppegående fiksering i mere end en uge.
Lovforslagets nr. 18 om undersøgelse af post, patientstuer og ejendele samt kropsvisitation.
Som det fremgår af lovbemærkningernes henvisning til Danske regioners rapport: ”Retspsykiatri – kvalitet og sikkerhed” er kropsvisitation et særligt ”grænseoverskridende indgreb, som af mange vil blive oplevet som både ydmygende og krænkende” Dette indgreb bør derfor ifølge rapporten være konkret begrundet. Vi er helt enige med konklusionen i denne rapport og vil anbefale, at man i forhold til kropsvisitation fastholder den oprindelige formulering om begrundet mistanke.
Vi mener i øvrigt, at man fra regeringens og folketingets side bør foretage en kritisk vurdering af om den udbredte praksis med også at visitere besøgende til indlagte er hensigtsmæssig og lovmedholdelig. En sådan praksis kan være med til at afholde pårørende mv. fra at besøge indlagte patienter og dermed modvirke hensigten om at styrke inddragelse af pårørende og netværk.
Lovforslagets nr. 30 om fortsættelse af forsøg med tvungen opfølgning:
Vi mener ikke, der på baggrund af det forsøg, der allerede har kørt i 4 år, er nogen grund til at forlænge forsøget. Det har vist sig, at de ramte psykiatripatienter er meget utilfredse med ordningen, og det kan på ingen måde dokumenteres, at ordningen har haft nogen som helst positiv betydning for den enkelte i form af forbedret livskvalitet, tilfredshed med behandling, selvbestemmelse mv. Tværtimod vurderer de ganske – og stærkt kritisabelt – få af de ramte, man har interviewet i forbindelse med evalueringen, at ordningen er med til at fastholde dem i en uønsket sygdomsrolle og patientidentitet. Ordningen er således helt i modstrid med den nye retning for psykiatrien, hvor recovery og selvbestemmelse skal være omdrejningspunkt for indsatsen.
Vi kan derfor kun opfordre regering og folketing til helt at ophæve ordningen. Vælger man at videreføre forsøget, vil vi stærkt anbefale, at den eksisterende følgegruppe opretholdes, og at der i en kommende evaluering af et forlænget forsøg lægges ekstra meget vægt på at indhente de ramtes egen vurdering af ordningen og på at belyse, hvorfor den enkelte vælger/ønsker at ophøre med psykofarmaka, og hvad den enkelte evt. ønsker af alternative hjælpeforanstaltninger.
Manglende regler om erstatningsadgang
For mange psykiatriske patienter, der får medhold i klager over uretmæssig brug af tvang, kan det i dag være vanskeligt at gennemskue mulighederne for at opnå økonomisk erstatning/kompensation for uretmæssig tvangsanvendelse, ligesom de erstatninger, der tilkendes som regel, er meget små.
Vi kan i LAP fuldt ud tilslutte os det i Landsforeningen SIND’s høringssvar udformede forslag om at indsætte bestemmelser i Lov om tvang i psykiatrien om passende erstatning svarende til retsplejelovens bestemmelser.
Lovrevisionen bør afvente og foretages i overensstemmelse med anbefalinger fra FN’s handicapkomite
Danmark er som bekendt forpligtet til at overholde FN’s handicapkonvention, som vi ratificerede i 2009. I følge Handicapkomiteen, der er valgt af de lande, der har tiltrådt konventionen er lovgivning, der legitimerer frihedsberøvelse og tvangsbehandling i psykiatrien grundlæggende i strid med konventionen (se fx: Komiteens: General Comments No. 1, Art. 12: Equal recognition before the law. CRPD/C/GC/1). Danmark er netop nu under eftersyn af FN’s handicapkomite, og spørgsmålet om hvorvidt gældende dansk lovgivning om tvang i psykiatrien er i modstrid med handicapkonventionen vil helt sikkert blive belyst, når komiteen i september 2014 giver sin officielle tilbagemelding til den danske afrapportering. Vi vil opfordre til at Folketinget afventer komiteens tilbagemelding, inden der foretages en egentlig behandling af lovforslaget.
Med venlig hilsen
Karl Bach Jensen
udviklingskonsulent
24. september 2012
(Lov om ændring af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats, lov om aktiv socialpolitik, lov om social pension og flere andre love (Reform af førtidspension og fleksjob, herunder indførelse af ressourceforløb, rehabiliteringsteams, fleksløntilskud m.v.)).
Regeringen har sammen med Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti indgået en aftale om reform af førtidspension og fleksjob den 30. juni 2012. Den 4. september er udsendt høring en høring om det lovforslag, som udmønter aftalen om en reform af førtidspension og fleksjob.
Forligspartierne angiver målet med reformen at være at fastholde flest muligt på arbejdsmarkedet – helst i ustøttet beskæftigelse. Flest muligt skal i arbejde og forsørge sig selv, tilskuddet omlægges og personer med høj indkomst får ikke længere højeste tilskud.
| DM, GL, PROSA, FOA-Fag og Arbejde, HK, Kommunikation og Sprog, BUPL, Bibliotekarforbundet, LAFS – Landsforeningen af fleks og skånejobbere, MSC-Danmark – Patientforeningen for kemikalieoverfølsomme, Landsforeningen af Polio-, Trafik- og Ulykkesskadede, Landsforeningen for Arbejdsmiljø og Arbejdsskadede, Parkinsonforeningen, Dansk Fibromyalgi-Forening, Ergoterapeutforeningen og Landsforeningen af nuværende og tidligere Psykiatribruger (LAP) mener, at der er en række uhensigtsmæssigheder i reformen og ønsker med dette katalog at give 14 ændringsforslag til en reform, som i højere grad vil fokusere på inklusion, rummelighed og ligeværd på arbejdsmarkedet. Desuden vil reformen med de 14 ændringsforslag indarbejdet kunne bidrage til at flere fleksjobbere får brugt deres evner og kompetencer på rimelige vilkår til gavn for den enkelte og til gavn for samfundet.
Kataloget skal således ses som konkrete bud på at forbedre og kvalificere det foreliggende lovforslag ud fra en fælles enighed om, at fleksjobbere er en ressource for samfundet. Organisationerne bemærker desuden, at det er uklart, hvilke forudsætninger der er langt ind i de økonomiske beregninger af reformen. |
Problem i reformen:
Det er i aftalen uklart, hvor grænsen mellem førtidspension og fleksjob går og hvad visitationskriterierne er. Der er desuden en risiko for, at folk med meget lav arbejdsevne presses til at tage et fleksjob, som de ikke er i stand til at varetage. Det er endvidere uklart, hvad der menes med ’væsentlig og varig nedsættelse af arbejdsevnen’. Medlemmer som får afslag på fleksjob uden at kunne arbejde i en ordinær stilling kommer ofte i klemme og det ændrer lovforslaget ikke ved.
Løsningsforslag:
Der bør fastlægges en skarpere politisk fastsat grænse for, hvornår man er omfattet af fleksjobbestemmelserne, og hvad der skal ske, når man er i ’den grå zone’. Der er behov for meget klare visitationskriterier for, hvornår personer er berettiget til hhv. førtidspension og fleksjob, og det bør præciseres, hvad menes med ’væsentlig og varig nedsættelse af arbejdsevnen’. Derudover skal personer med meget lav arbejdsevne, sikres mulighed for at få tilkendt førtidspension.
Problem i reformen:
Personer på fleksjob vil både opleve et markant pensionsefterslæb i forhold til ordinært ansatte og at den tvungne pensionsindbetaling af tilskuddet vil mindske deres nettolønindkomst, som i forvejen ligger langt fra ordinært ansattes indkomst.
Løsningsforslag:
Pensionsindbetalingen skal øges til minimum det procentniveau, som findes i pågældende overenskomst og ligge ud over det tilskud, som lovforslaget lægger op til.
Problem i reformen:
En række ansatte fx funktionærer, videnarbejdere og undervisere søger typisk fleksjob på den samme arbejdsplads, hvor de allerede er ansat. Med 12 måneders reglen pålægges arbejdsgiver efter den ansattes langvarige sygemelding og, at skulle have medarbejderen ansat i yderligere 12 måneder før fleksjobordningen kan etableres. Det vil gøre det så godt som umuligt at få et fleksjob på den samme arbejdsplads og dermed gøre det markant sværere at få et fleksjob. Man kan derfor frygte at 12 måneders reglen vil betyde, at flere med funktionsnedsættelse fremover vil være på ledighedsydelse i længere tid i stedet for at blive i et fleksjob på hidtidige arbejdsplads. Det positive ved 12 måneders reglen er dog, at virksomhederne tvinges til aktivt at bruge de aftalte muligheder for det rummelige arbejdsmarked i overenskomsten. Men risikoen for, at det ikke sker, er reel og så kommer fleksjobberne i klemme.
En anden bekymring er, at mange vil blive opsagt ved udsigten til længerevarende sygdom, når der ikke er udsigt til kompensation for nedsat arbejdsevne.
Løsningsforslag:
12 måneders reglen skal afskaffes.
Problem i reformen:
Det er særdeles svært at se arbejdsgiverens motivation til at ansætte medarbejdere i et fleksjob. Arbejdsgiver skal betale det samme for en ansat på fleksjob på fx 15 timer om ugen, som for en ordinært ansat på 15 timer, uden at blive kompenseret for den usikkerhed, som følger af, at der ofte ikke er vished for den ansattes helbredsmæssige tilstand på længere sigt. Hermed er der en reel risiko for, at det bliver meget svært at finde arbejdsgivere, der vil tilbyde et fleksjob.
Løsningsforslag:
Der er behov for en motivation for arbejdsgiver til at ansætte personer i et fleksjob. Enten i form af en mindre økonomisk kompensation eller gennem anden form for kompensation. Det kan fx være udvidelse af den statslige fleksjobordning for tilskudsmodtagere, til også at omfatte kommuner og regioner og dermed motivere samtlige offentlige institutioner til at ansætte fleksjobbere. Eller der kan oprettes en fleksjobfond, svarende til barselsfonden, som private virksomheder kan trække på, hvis de ansætter fleksjobbere.
Problem i reformen:
Arbejdsgiverne skal kun yde løn for den effektive arbejdstid. Der ydes løn for den arbejdsindsats den ansatte reelt yder. Mange ansatte i fleksjob har brug for mere tid til at udføre arbejdsopgaverne, og har eksempelvis brug for at være på arbejdspladsen i 20 timer for at kunne udføre 15 timers ordinært arbejde. Lovforslaget fastlægger ikke, hvorledes man når frem til en (for begge parter) rimelig vurdering af honorering af den ydede arbejdsindsats – dette er lagt op til forhandling mellem arbejdsmarkedet parter. Men problemet er hvad og hvem skal definere arbejdsindsatsen.
Løsningsforslag:
Forhandlingen af fastlæggelse af timeantal er lagt op til forhandling mellem arbejdsmarkedets parter. Alt andet end overenskomstmæssig løn og arbejdsvilkår, svarende til ordinær ansættelse vil være uacceptabelt.
Jobcentret skal i forbindelse med arbejdsprøvning og vurdering af arbejdsevne beskrive, hvilke skånehensyn et fleksjob skal indeholde. Herunder vurdere om der er behov for øget tid til at kunne udføre de konkrete arbejdsopgaver. Jobcentret skal i denne vurdering vurdere graden af arbejdsintensitet, og løbende følge op på, at der et rimeligt forhold mellem de præsterede timer og antallet af udbetalte løntimer.
Problem i reformen:
Det fremgår at lovforslaget at løn og ansættelsesvilkår skal forhandles mellem arbejdsmarkedets parter. Der er med nuværende lovgivning ofte behov for præcisering af gældende regler i forbindelse med ansættelse hos private arbejdsgivere, som ikke er tilsluttet en kollektiv overenskomst. Disse skal følge områdets overenskomster. Såfremt loven ikke indeholder en klar angivelse af pligten til at følge områdets overenskomst, opstår der risiko for ’social dumping’.
Der er i reformen ikke taget stilling til, hvad der skal være grundlaget for lønfastsættelsen. Det er fremover reglen, at arbejdsgiver alene skal betale for det arbejde der bliver udført, men det er ikke arbejdsgiver, der bør eller kan afgøre, hvor meget dette er.
Løsningsforslag:
Det skal præciseres, at løn og ansættelsesvilkår fortsat reguleres gennem de kollektive overenskomster.
På virksomheder, som ikke er omfattet af en kollektiv overenskomst skal man følge overenskomsten på det sammenlignelige område. Som en konsekvens heraf, kan fleksjob ikke oprettes på ikke-overenskomstdækkede virksomheder, såfremt arbejdsgiver afviser at følge områdets overenskomst.
Det bør fremgå af loven, at udgangspunktet for lønfastsættelsen må være jobcentrets vurdering af arbejdsevnen på baggrund af den lægelige vurdering.
Problem i reformen:
Tilskuddet til fleksjob vil blive nedjusteret sammen med andre overførselsindkomster, da det følger dagpengesatsen, som fremover ikke satsreguleres.
Løsningsforslag:
Løntilskuddet til fleksjob skal satsreguleres.
Problem i reformen:
Reformen medfører at ledige fleksjobbere stort set sidestilles med personer, der ikke har andre problemer end ledighed. Det betyder blandt andet kontaktsamtaler, at de ledige fleksjobbere aktivt selv skal søge jobs og samtidig pålægges de samme sanktioner som dagpengemodtagere ved selvforskyldt ledighed.
Ledige fleksjobbere vil dog ofte have langt mere komplicerede psykiske og helbredsmæssige forhold som markant nedsat arbejdsevne end ledige uden andre problemer end ledighed. Derfor bør de ikke underlægges samme pligter og sanktioner, som personer uden andre problemer end ledighed.
Løsningsforslag:
Det er positivt at ledige fleksjobbere får en række rettigheder og tilbud, men sanktionerne i forbindelse med selvforskyldt ledighed bør ikke gælde i samme omfang for ledige fleksjobbere, som for personer uden andre problemer end ledighed.
Problem i reformudkastet:
Ledighedsydelsen falder med reformen fra 91 % af dagpengemax (kr. 15.507) til 89 % (kr. 15.165), en difference på kr. 342 (dagpengemax er kr. 17.040). For personer, der modtager ledighedsydelse, når ordningen træder i kraft, vil ydelsen nedsættes til 89 % senest efter ½ år.
Desuden følger ledighedsydelsen dagpengesatsen, som fremover ikke satsreguleres og dermed vil de ledige fleksjobberettigede blive ringere stillet økonomisk end andre ledige.
Løsningsforslag:
Ledighedsydelsen skal svare til den maksimale dagpengesats og bør satsreguleres.
Problem i reformen:
Reformen har et markant indbygget usikkerhedselement for alle personer på vej ind i ordningen i og med at ordningen for personer under 40 ikke er permanent, og for personer over 40 år er de første 5 år på fleksjob en prøveperiode. Dette er uhensigtsmæssigt. For det første pga. de personlige og psykiske følger af usikkerheden for i forvejen udsatte personer. For det andet fordi der allerede eksisterer en tæt løbende monitorering og opfølgning, som sikrer, at personer der ikke har behov for ordningen kan træde ud af ordningen.
Løsningsforslag:
5-årsreglen afskaffes for personer, der træder ind i fleksjobordningen uanset alder. Samtidig skal der fortsat være vægt på kontinuerlig opfølgning, evaluering og fokus på relevante alternativer, ligesom der naturligvis fortsat skal være mulighed for at retten til fleksjob bortfalder, hvis arbejdsevnen forbedres.
Problem i reformen:
For personer på den nuværende fleksjobordning er der i reformen indbygget en stavnsbinding til det fleksjob man er ansat i, fordi lønnen falder markant, hvis den ansatte fyres eller ønsker at skifte job. Det medfører usikkerhed for fremtiden i tilfælde af fyring og det hindrer generelt mobiliteten på et i forvejen fastlåst arbejdsmarked. Den ansatte risikerer desuden at stagnere i arbejdslivet og karrieren og have svært ved at gøre sine interesser og behov gældende overfor en arbejdsgiver, som vil kende den økonomiske klemme den ansatte fleksjobber sidder i.
Desuden viser aftalens meget detaljerede beskrivelser af, hvornår der er tale om jobskifte, at det bliver vanskeligt administrerbart på det offentlige område, hvor institutioner lægges sammen, afdelinger skifter navn osv. På det private område gælder det samme, når virksomheder bliver opkøbt, organisationerne ændrer sig og jobbene udvikler sig. Der mangler alt i alt klarhed om kriterier for, hvornår der er tale om et nyt job og det skaber usikkerhed.
Løsningsforslag:
Der skal der formuleres klare kriterier for, hvad der definerer et nyt job.
Problem i reformen:
Funktionærloven sikrer funktionærer en række minimumsrettigheder i relation til blandt andet barsel, løn under sygdom og beskyttelse mod usaglig afskedigelse. Men funktionærloven kræver ansættelse i minimum 8 timer og derved vil ansatte i fleksjob på under 8 timer ikke være dækket af bestemmelserne i funktionærloven.
Løsningsforslag:
Funktionærlovens bestemmelser skal ændres således, at ansatte på under 8 timer er omfattet af loven – dermed også fleksjobbere med et lavt timeantal.
Problem i reformen:
Det er positivt, at der i reformen er mulighed for at tilskud til fleksjobbere med selvstændige erhverv. Men det er meget beklageligt, at vilkårene for selvstændige fleksjobbere er så dårlige, og at det maksimale tilskud er på 125.000 kroner. Det er markant lavere end den støtte andre fleksjobbere kan opnå, og dermed vil det være svært for selvstændige fleksjobbere at forsørge sig selv ved selvstændig virksomhed.
Løsningsforslag:
Det maksimale tilskud til fleksjobbere i selvstændige erhverv skal hæves til samme niveau som for andre fleksjobbere.
Problem i reformen:
Et af målene med reformen er at flytte tilskuddet fra mellem og høj indkomster og dermed også fra dem med uddannelse. En uddannelse anses generelt og af de fleste politiske partier, som en samfundsmæssig investering, der bidrager til vækst, udvikling, viden og innovation. Med de nye tilskudsregler er motivationen for at tage en uddannelse minimal for personer med nedsat arbejdsevne, som fx unge handicappede, fordi man ikke økonomisk vil blive honoreret for de kompetencer, man har opnået på sin uddannelse. Indtægtsgrundlaget vil være et fleksjob på få timer, og dermed vil der være en markant lavere indkomst end med den tidligere ordning. Det vil igen påvirke livsindkomsten for den enkelte og i sidste ende føre til, at livsindkomsten for fleksjobbere, der har gennemført en videregående uddannelse, vil ligge under andre grupper. Det er ikke hensigtsmæssigt hverken for den enkelte eller samfundet og er i direkte modstrid med regeringens ønske om at flere skal have en uddannelse.
Løsningsforslag:
Der skal ændres på tilskudsmodellen, så unge tilskyndes til at tage uddannelser og dermed også kunne sigte efter en højere livsindkomst.
LAP
Store Glasvej 49 – 5000 Odense C
Telefon: 66 19 45 11
(mandag-torsdag kl. 10-14)
E-mail : lap@lap.dk
Mobilepay: 66 88 55
What is LAP ?
LAP is a national organization, founded in 1999, of Danish (Ex-) Users of Psychiatry.
Read more…
