Høringssvar: Behandling af PTSD hos veteraner – anbefalinger for fremtidig planlægning

/i /af

15. september 2010

Når vi i LAP – Landsforeningen Af nuværende og tidligere Psykiatribrugere, ser på dette udkast til en behandlingsideologi for den specielle gruppe af personer ramt af PTSD, så finder vi en række interessante ideer i udkastet. Men vi må samtidigt undre os over manglerne ved udarbejdelsen af udkastet.

Først kan det undre såre at selve arbejdsgruppen, set i relation til kommissoriet, ikke indeholder personer fra de berørtes organisationer, såvel som repræsentanter fra bruger- og pårørendeorganisationer.

Dette ser vi som en meget graverende mangel. Denne skubben de egentlige aktører ud på en sidelinie, er absolut ikke i harmoni med den efterhånden almene anerkendelse af netop disse aktørers ekspertise.

Samme mangel på ligestilling i forhold til videns- og erfaringsværdi, synes også at komme til udtryk i bemærkninger omkring Videnscenter og begrebet evidens:

Hvordan opbygger man andet end skematik via evidensindsamling på områder, der er så individuelle, som måden at leve – eventuelt overleve traumer på i virkelighedens verden er.

I udkastet skrives: ”Det er samtidig vigtigt, at de eventuelle særlige problemstillinger som er knyttet til de forskellige patientgrupper belyses ved en systematisk erfarings- og vidensindhentning og efterfølgende formidling fx ved et Videnscenter, med henblik på den mest hensigtsmæssige organisatoriske og faglige tilrettelæggelse af tilbuddene.”

Her bør ikke mindst den viden, de traumatiserede selv kan bidrage med, også hvor dette indebærer en ændret måde at opfatte disse personers erfaringer på, inddrages som måske højrelevant viden.

Generelt ser vi udkastet som rimeligt positivt. Man kan hæfte sig ved at medicinterapi har en forholdsvis underordnet plads i udkastet, det ser vi i LAP som et fremskridt.

Når vi alligevel ikke ganske kan rose udkastet skyldes det primært på den oven for påpegede skævhed i arbejdsgruppens sammensætning.

Vi har i LAP oplevet at høre andre faggrupper, bl. a. psykiatere udtrykke samme kritik. Muligvis på baggrund af at problematikken (lidelserne) primært afføder behov for psykologiske og omgivelsesmæssige ændringer.

Om kognitiv terapi er den bedste form, kan godt være et spørgsmål, idet denne baserer sig på et normbegreb, der muligvis ikke er ideelt som udgangspunkt for den relevante støtte.

Igen må det påpeges, at den der har levet og overlevet et traume indefra ved mest om de teknikker, der skal til for at gøre traumet leveligt / overleveligt; det kan man aldrig teorilæse sig til. Derfor skal den viden, de personer der har behov for støtte, besidder, op i front af tiltagene, det mangler der stadigt indikationer for.

Når det drejer sig om en gruppe, som den her omtalte, har man med en til hypersensitivitet optrænet gruppe mennesker at gøre. Derfor kan man ikke helt gå ud fra de almene normer i kognitiv terapi, der ofte er behæftet med samme mangel som den fremherskende opfattelse af rehabilitering, en holdning som vi i LAP har set betegnet som ”avanceret pottetræning”, fordi den ikke medregner det mentale balanceplan i mennesket.

Generelt må vi dog udtrykke anerkendelse af at ideerne er fremsat, men samtidigt påpege at NICE rapporten og udredningen også mangler en analyse af de mentale parametre.

Anerkendelsen vedrører det faktum, at man er opmærksomme på problematikkerne.

Og det er LAP’s håb at indsamlede erfaringer og videreudviklende viden også kommer andre grupper af PTSD-ramte og traumatiserede til gavn.

Bo Steen Jensen
Medlem af landsledelsen for LAP

Bekendtgørelse om uddannelse af specialpsykologer i psykiatrien. Høringssvar fra LAP.

/i /af

15. september 2010

LAP kan generelt kun byde denne uddannelsesmulighed velkommen, idet vi ser den som en brobygnings mulighed mellem to hinanden egentlig beslægtede fag.

Det er vores håb, at den kompetence-udbygning, som uddannelsen indebærer ikke kommer til at overskygge det egentligt bærende i psykologien, nemlig den humanistisk, eksistentielle grundtanke. En grundtanke, som jo desværre ofte er set som modsætning til den lægefaglige synsvinkel. Selv om de fag i sagens natur burde se hinanden som komplementære.

Vi bliver nød til at udtrykke et hjertesuk omkring Kapitel 4, paragraf 5. Vi ser det som en graverende mangel at det landsdækkende råd er totalt renset for repræsentation fra dem, det drejer sig om. Nemlig brugerne og egentlig også pårørende.

Netop fordi et psykologisk behandlings-element, i sin natur, indebærer en ofte meget dybtgående påvirkning i en persons integritet, forekommer brugernes manglende tilstedeværelse i de styrende og planlæggende råd LAP uacceptabel.

Faktisk kan det forundre set i lyset af at LAPs motto ”intet om os uden os” i dag ses indarbejdet næsten overalt i psykiatrien, at det så ikke også er tilfældet her.

På vegne af LAP

Bo Steen Jensen
Medlem af LandsLedelsen

LAP’s høringssvar vedrørende udkast til Vejledning om behandlingsansvarlige og ledende overlægers ansvar for patienter, der er idømt en behandlingsdom eller en dom til ambulant psykiatrisk behandling.

/i /af
af LAP – Landsforeningen Af nuværende og tidligere Psykiatribrugere

Sundhedsstyrelsen
Islands Brygge 67
2300 København S

20.05.2010

LAP’s høringssvar vedrørende udkast til Vejledning om behandlingsansvarlige og ledende overlægers ansvar for patienter, der er idømt en behandlingsdom eller en dom til ambulant psykiatrisk behandling.

LAP – Landsforeningen af nuværende og tidligere Psykiatribrugere er af Sundhedsstyrelsen blevet inviteret til at give vores kommentarer til udkast til vejledning.

Mange af vores medlemmer oplever at domme til behandling forvaltes ret lemfældigt og med alt for stor uensartethed rundt omkring i landet. Selv om vi principielt er imod omfanget og varigheden af mange af de ofte menneskeretsstridige foranstaltningsdomme, vil vi gerne benytte os af lejligheden til at kommentere udkastet.

Side 1 nederst står der i udkastet at ”For hovedparten af disse patienter vil dommen give mulighed for at patienten kan indlægges på psykiatrisk afdeling …”. Vi er bekendt med, at mange domme til ambulant behandling indeholder en sådan mulighed, men mener at formuleringen udelukkende forholder sig til nugældende praksis, som forhåbentlig vil ændre sig over tid. Vi foreslår i stedet, at der skrives: ”For nogle af disse patienter vil dommen …”

Side 2 før sidste afsnit eller evt. et andet sted i vejledningen foreslår vi følgende tilføjelse om løbende aktindsigt i egen journal: ”Patienten bør løbende holdes orienteret om, hvad der journalføres og have mulighed for at få udleveret kopi af journalen”

Side 3 i afsnittet om behandlingsplan foreslår vi følgende tilføjelse/omformulering:
”Behandlingsplanen bør udformes i samarbejde med patienten og, såfremt denne ønsker det, også med inddragelse af pårørende eller andre fra dennes netværk.”
”Behandlingsplanen bør løbende drøftes med patienten og justeres i overensstemmelse med dennes aktuelle livssituation.”

Side 4, øverst anføres det i udkastet, at det kan være relevant ”at personalet på fx et psykiatrisk bosted instrueres i, at de hurtigst muligt skal kontakte den behandlingsansvarlige overlæge, hvis de får kendskab til eller mistanke om, at en patient ikke tager sin medicin som ordineret, eller hvis der opstår mistanke om misbrug eller kriminalitetsrecidiv.” Vi mener ikke, man som overlæge ligefrem kan ”instruere” personale på sociale/socialpsykiatriske bosteder og finder det vigtigt, at den behandlingsdømte inddrages fuldt ud i et evt. samarbejde mellem overlæge og bosted mv., således at tillidsforholdet mellem borger og socialt/socialpsykiatrisk personale ikke lider skade.

Side 5 efter andet afsnit er det os meget magtpåliggende at foreslå følgende tilføjelse:
”Under evt. frihedsberøvelse i henhold til dom skal patienten og behandlingspersonale oplyses fuldt ud om, at psykiatrilovens bestemmelser og principper nøje skal overholdes med undtagelse af de paragraffer der nævnes i bek. nr. 892 af 14/12/1998 om personer indlagt på psykiatrisk afdeling i henhold til strafferetlig afgørelse.” Det er vores erfaring, at der hersker stor uvidenhed herom såvel hos personale som hos patienter. Især bør der eksplicit gøres opmærksom på følgende: ”Tvangsbehandling, magtanvendelse og kropsvisitation må således kun tages i anvendelse, når og hvis psykiatrilovens kriterier er opfyldt.”

Da der ofte er tale om langvarige indlæggelser i forbindelse med dom til behandling, foreslår vi endelig, at vejledningen kommer til at indbefatte, at det skal tilstræbes at fastholde og forbedre patientens kompetencer fx via undervisningstilbud og beskæftigelse.

Med venlig hilsen, på vegne af LAP

Ulla Asmussen, landsledelsesmedlem

Karl Bach Jensen, udviklingskonsulent

LAP – Landsforeningen Af nuværende og tidligere Psykiatribrugere
Store Glasvej 49
5000 Odense C
Tlf: 66194511

Høring over udkast til forslag til lov om ændring af lov om tvang i psykiatrien og retsplejeloven

/i /af

4.3.2010

Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse
Slotsholmsgade 10-12
1216 København K

Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse har inviteret LAP – Landsforeningen Af nuværende og tidligere Psykiatribrugere til at give vores bemærkninger til lovforslaget om betænkningstid forud for tvangsbehandling, oppegående tvangsfiksering på Sikringsafdelingen, udvidet eksternt tilsyn med tvangsfikseringer m.v.

I bemærkningerne til lovforslaget anføres det indledende, at: ”Formålet med lovforslaget er at styrke psykiatriske patienters retssikkerhed og at medvirke til at reducere anvendelsen af anden tvang, herunder især udstrækningen og antallet af tvangsfikseringer.” Vi har i LAP meget svært ved at se, at forslagets indhold i væsentlig grad lever op til dette formål.

Definition af tvang
Vi kan naturligvis tilslutte os de ændringer, der betyder, at tvang (i overensstemmelse med tidligere vedtagne ændringer af psykiatriloven) konsekvent defineres som det, patienten ikke giver sit informerede samtykke til (frem for som det, patienten modsætter sig.)

Betænkningstid forud for tvangsbehandling
Vi kan ikke tilslutte forslaget om, hvad der i forbindelse med påtænkt tvangsbehandling skal opfattes som en passende betænkningstid. Vi vil foreslå, at man som hidtil lader det være op til de enkelte patientklagenævn i den konkrete sag at vurdere, hvad der må anses for passende betænkningstid. Eller at man lader den praksis, der har indfundet sig i klagenævnene være retningsvisende, således at rimelig betænkningstid, defineres som et minimum på 10 dage.

Som anført i bemærkningerne til lovforslaget skal der i videst muligt omfang tages hensyn til patientens selvbestemmelse. Det stemmer ikke overens med, at regeringen nu foreslår en begrænset betænkningstid på 3 dage.

Vi tager afstand fra forslaget om begrænset betænkningstid for det første p.g.a. de talrige forhold, en patient, især i begyndelsen af sin indlæggelse, skal forholde sig til. Det kan være en erkendelse af at være endt i en krise, magtesløshed, samt det at befinde sig på et psykiatrisk afsnit. Det er ofte også tilfældet, at patienten oplever stor angst for at få en behandling, der påvirker hjernen.

Derudover har patienter ofte tanker omkring de forhold, der eventuelt skal bringes i orden, og hvad de skal sige til familien, arbejdspladsen, vennekredsen m.m. Ofte ser man også, at patienter og pårørende ønsker at tale sammen om de forskellige behandlingsmetoder og derfor har brug for tid til at undersøge mulige positive og negative effekter af behandlingen, inden der træffes en afgørelse om, hvorvidt patienten ønsker at påbegynde den behandling, der i første omgang, er blevet tilbudt.

Slutteligt vil vi nævne, at patienten kan have et ønske om først at påbegynde behandling, når han/hun er flyttet til et andet psykiatrisk afsnit. Disse muligheder, der omhandler alle de humane aspekter, fratager man således både patienten og de pårørende, ved at begrænse betænkningstiden.

Vi finder ikke, at betænkningstiden kan nedbringes, når der fra det tidspunkt, hvor beslutningen om at modsætte sig den tilbudte behandling er truffet, også skal afsættes tid og overskud fra patient og evt. pårørende, til at forberede en sag i patientklagenævnet.

Der er endvidere, efter vores opfattelse, allerede rig mulighed for at gennemtrumfe tvangsmedicinering i akutte situationer. Nemlig i henhold til bestemmelserne i § 32, stk. 3, om hvornår en klage over påtænkt tvangsbehandling ikke har opsættende virkning (”omgående gennemførelse af behandlingen er nødvendig for ikke at udsætte patientens liv eller helbred for væsentlig fare eller for at afværge, at patienten udsætter andre for nærliggende fare for at lide skade på legeme eller helbred”), og med bestemmelserne om tvangsmæssig indgift af beroligende middel i § 17, stk. 2. (afgørende betydning for bedring af en meget urolig patients tilstand).

Oppegående tvangsfiksering på Sikringsafdelingen
LAP kan på ingen måde støtte op om det forslag, der vedrører oppegående tvangsfiksering af patienter anbragt i Sikringsafdelingen under retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland.

I sin rapport fra februar 2008, hvor en delegation fra komiteen besøgte Sikringsafdelingen, gør Europarådets Torturforebyggelseskomite udtrykkeligt opmærksom på, at bæltefiksering i dagevis må betragtes som mishandling og at Sikringens ulovlige brug af oppegående bæltefiksering må anses for nedværdigende behandling.

Vi er forundrede over, at regeringen således ønsker at lovliggøre en menneskeretsstridig procedure, i form af oppegående bæltefiksering.

Det fremgår i øvrigt af rapporten, at en psykiater på Sikringen havde sagt op, grundet personalets modstand mod hans bestræbelser på at minimere brugen af bæltefiksering.

Vi forstår, at man fra regeringens side mener, at oppegående fiksering umiddelbart kan have fordele for patienten, idet den kan give øget mulighed for bevægelse og socialt samvær.

Vi er imidlertid enige med komiteen i, at det er meget nedværdigende for et menneske, at skulle være spændt fast og fremtræde for omgivelserne under en så ydmygende foranstaltning. Endvidere indebærer oppegående bæltefiksering, at både personale og andre patienter tvinges til at overvære, at et andet menneske bliver nedværdiget. Det er et velkendt fænomen for os i brugerbevægelsen, at det kan være dybt traumatiserende, når patienter der er meget sårbare og indlagt med en krise, overværer den ”tvang”, medpatienter udsættes for.

I LAP mener vi, at fordelene ved oppegående fiksering klart overtrumfes at de negative effekter, denne form for tvang udløser. Sociale faktorer i forbindelse med en indlæggelse kan og bør løses på anden vis af afdelingen, hvilket vi selvfølgelig vil anbefale. Vi kan derfor ikke støtte forslaget eller de begrundelser, der gives for, at regeringen vil lovliggøre metoden.

Rapporten fra Torturforebyggelseskomiteen kritiserer også dansk lovgivning for ikke at kræve, at fiksering bringes til ophør, når fare for at gøre skade er ophørt og for ikke at have nogen tidsbegrænsning. Det præciseres at bæltefiksering ikke må bruges som straf, i opdragende øjemed eller som erstatning for tilstrækkelig kvalificeret bemanding.

Den islandske psykiater og leder af delegationen Petúr Hauksson har senere udtalt:
“Der er ingen lægelig grund til at fiksere patienter så meget, som man gør i Danmark. Vi har aldrig besøgt et land, der bruger bæltefiksering så længe som jer. Det er mishandling af patienterne”
»Det ligger i væggene. Bælte-tvang er en tradition og en praksis, som har sin faste plads i dansk psykiatri, og den er meget svær at lave om på. Hverken i Norge, Sverige eller øvrige skandinaviske lande bruger man bæltet så meget. Heller ikke over for de farlige patienter. Derfor mener vi i Torturkomitéen, at det er et udtryk for hjælpeløshed, at man ikke kan finde andre midler end tvang. Det har man kunnet i de andre lande.«
»Vi har hørt forklaringer i Danmark om, at bæltefiksering kan være en terapeutisk behandling, ligesom det kan være terapi at låse folk inde. Det mener vi ikke« (Politiken 24.11. 2008)

“Bæltet er en fast del af behandlingen af psykisk syge i Danmark, og det ser vi ikke på samme måde i andre lande. Lægerne forklarer sig med, at hvis de ikke kan bruge bælte, er de nødt til at bruge ekstra medicin. Men den forklaring holder simpelthen ikke… Andre lande klarer sig med terapi, kontakt, støtte og meget mindre brug af bælte over for sindslidende “(Politiken 18.02.2009)

På baggrund af Torturforebyggelseskomiteens kritik og anbefalinger, mener vi, at man fra regeringens side, bør vælge en helt anden vej ved: enten helt at forbyde brugen af bæltefiksering i psykiatrien, eller i det mindste at tidsbegrænse bæltefiksering og isolation på patientstue på en sådan måde, at risikoen for negativ effekt på patientens tilstand minimeres, og begrundelsen for at indføre oppegående tvangsfiksering dermed bortfalder.

Idet der gennem årene ofte har været rejst kritik af forholdene på Sikringsafdelingen, foreslår vi, at der hurtigst muligt nedsættes et undersøgelsesudvalg med uvildige fagpersoner og repræsentanter fra bruger- og pårørende-organisationer (inkl. LAP). Udvalget bør have til opgave at undersøge, redegøre for og stille forslag til forbedringer af forholdene for patienter og ansatte på Sikringsafdelingen.

For nogle år siden blev en ulovlig praksis med aflåsning af patientstuer om natten og i forbindelse med personalemøder først påtalt over for Sikringsafdelingen og derefter lovliggjort (§ 18 b). Noget tilsvarende gør sig nu gældende, hvad angår oppegående tvangsfiksering. Først gribes der ind og ulovlig praksis stoppes, hvorefter lovgivningen tilpasses lovovertræderens ønske om at fortsætte de kriminelle forhold. I dette tilfælde er det endda en international myndighed, nemlig Europarådets Torturforebyggelseskomite, der i første omgang fik øje på ulovlighederne, og vi står uforstående overfor, at regeringen således ønsker at komme på kant med en international menneskeretsmyndighed.

Udvidet eksternt tilsyn med tvangsfikseringer
Selv ser vi helst, at brugen af tvangsfiksering helt blev afskaffet. Alternativt vil vi dog foreslå, at der indføres en snæver tidsbegrænsning for tvangsfiksering. Så længe de gældende muligheder for længerevarende fiksering opretholdes kan vi imidlertid tilslutte os lovforslagets nye § 21, stk. 6, om at den uvildige vurdering i form af indhentet second opinion skal gentages én gang om ugen.

Med venlig hilsen

På vegne af LAP’s landsledelse

Steen Moestrup, FU            Hanne Wiingaard, FU

Høringssvar fra LAP vedr. forslag til lov om ændring af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet m. fl. love

/i /af
af LAP – Landsforeningen Af nuværende og tidligere Psykiatribrugere

21.01.2010

Ministeriet for Sundhed og forebyggelse
hbr@sum.dk, sjuc@sum.dk

Grundet en fejl fra ministeriets side (forkert e-mail adresse på høringslisten) er høringsmateriale vedrørende ovennævnte lovforslag ikke blevet fremsendt til LAP – Landsforeningen Af nuværende og tidligere Psykiatribrugere. Vi er derfor først på et meget sent tidspunkt blevet opmærksom på høringen. Efter aftale med Helle Borg Larsen fremsender vi vores høringssvar efter høringsfristens udløb, således at vores kommentarer kan nå at komme med i det samlede høringsnotat.

Vi er i LAP positive over for intentionerne med lovændringerne, men mener at der på visse punkter bør ske en justering af lovforslaget:

Udskillelse af et særligt Psykiatrisk Ankenævn fra det øvrige klagesystem.
Vi finder det problematisk at klager i anden instans over tvangsbehandling m.fl. tvangsindgreb i henhold til Lov om tvang i psykiatrien fremover foreslås behandlet ved en anden instans end de instanser, der i almindelighed forholder sig til klager over (sundhedspersoners) sundhedsfaglige virksomhed. En sådan udskillelse vil betyde, at klager over sundhedspersoner/sundhedsfaglig virksomhed inden for psykiatrien, som ikke indebærer tvangsanvendelse skal indgives til og behandles af én klageinstans, mens klager over tvangsbehandling skal behandles et helt andet sted. Mange psykiatriske patienter undlader i forvejen at klage, fordi de ikke kender til eller ikke kan overskue deres klagemuligheder. Med en yderligere klage-instans adskilt fra det almindelige klagesystem bliver klagemuligheder og – procedurer endnu mere uoverskuelige. Ved at fastholde et mere enstrenget klagesystem, hvor klager over såvel frivillig som ufrivillig behandling ender i samme klageinstans, øges dennes mulighed for at skabe sig et overblik over evt. kritisable forhold ved den behandling, der udøves af sundhedspersoner på de forskellige psykiatriske afdelinger. Vi vil således foreslå, at behandling af klager i anden instans over tvangsbehandling mv. fremover varetages af Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn.

I lovbemærkningerne anføres det, at der med sammensætningen af Det Psykiatriske Ankenævn, vil ske en styrkelse af patientrepræsentationen ved klagebehandling, idet begge lægmandsrepræsentanter fremover vil være udpeget efter indstilling af Danske Handicaporganisationer. Vi er ikke enige i den betragtning, idet en indstilling fra DH ikke er ensbetydende med, at der udpeges personer med egen patienterfaring og idet der lægges op til en stærkere psykiater repræsentation i nævnet. Fastholdes forslaget om et særligt Psykiatrisk Ankenævn, bør det være sådan, at LAP, som den eneste landsdækkende organisation der udelukkende organiserer personer med egen bruger-/patienterfaring i psykiatrien, sikres indflydelse på nævnets sammensætning, f.eks. ved at LAP får mulighed for at indstille ét medlem til nævnet. En lignende indstillingsret for LAP bør også indarbejdes i psykiatriloven, hvad angår sammensætningen af de regionale patientklagenævn. Det skal bemærkes, at LAP indtil nu har fået afslag på anmodning om optagelse som medlem af Danske Handicaporganisationer, hvorfor vi ikke oplever at være repræsenteret via DH

Andre kommentarer
Mange psykiatriske patienter oplever det som meget vanskeligt at komme igennem med klager over tvang i psykiatrien. Det bør derfor indarbejdes i psykiatriloven, at man i forbindelse med indgivelse af klage og klagebehandling skal have mulighed for at trække på gratis og uvildig juridisk bistand.

Vi kan i øvrigt tilslutte os den i Danske Handicaporganisationers høringssvar fremsatte konstruktive kritik, hvad angår: ”Manglende lægmandsrepræsentation i Patientombudet”, ”Dårlig sammenhæng mellem Patientombudet og Disciplinærnævnet” og ”Mangel på støtte til patienterne i forbindelse med dialog samt udbredelse til kommunerne”

Idet det af lovbemærkningerne fremgår, at de af regionerne i henhold til Sundhedsloven etablerede Patientkontorer fortsat forventes at spille en væsentlig rolle i det samlede klagesystem, mener vi at patientkontorerne stadigvæk bør omtales direkte i loven om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet, f.eks. ved at nugældende § 1 opretholdes.

På vegne af LAP – Landsforeningen Af nuværende og tidligere Psykiatribrugere

Karl Bach Jensen
Udviklingskonsulent

Høring over udkast til forslag til lov om ændring af psykiatriloven

/i /af

15.01.2010

Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse
Slotsholmsgade 10-12
1216 København K

Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse har inviteret LAP – Landsforening Af nuværende og tidligere Psykiatribrugere til at give vores bemærkninger til lovforslaget om indførelse af mulighed for ambulant tvang i form af tvungen opfølgning i psykiatrien.

Ligesom vi klart tilkendegav vores modstand, da forslaget om tvungen opfølgning var fremme ved sidste revision af psykiatriloven, må vi også denne gang tage skarpt afstand fra forslaget.

Det er vores grundlæggende opfattelse, at der ikke er brug for mere tvang i relation til den psykiatriske behandling i Danmark, men derimod brug for en fordomsfri og fremadrettet diskussion om, hvordan tvangen kan nedbringes. Vi er forundrede over, at man på den ene side via Gennembrudsprojektet og ifølge gentagne ministerielle udmeldinger officielt arbejder på at nedbringe tvangsanvendelsen i psykiatrien og på den anden side, med forslaget om tvungen opfølgning, vil indføre mere tvangsbehandling af psykisk syge.

I lighed med andre bruger-/pårørendeforeninger på psykiatriområdet vil vi opfordre til, at forslaget tages af bordet, og at der i stedet indgås konstruktive undersøgelser og drøftelser af, hvad man kan gøre for at hjælpe den lille gruppe af psykiatribrugere, som man påstår, at ville hjælpe ved at indføre ambulant tvang.

Handicapkonventionen

I foråret 2009 besluttede det danske Folketing at ratificere FN’s konvention om rettigheder for personer med handicap. Idet konventionens artikel 14 indeholder en bestemmelse om ”at eksistensen af et handicap i intet tilfælde kan berettige til frihedsberøvelse” er det ifølge internationale menneskeretseksperter, bl.a. FN’s højkommissær for menneskerettigheder   ikke muligt at indfri konventionens bestemmelser og samtidig opretholde særlovgivning om frihedsberøvelse af personer p.g.a. deres handicap/sygdom. Også særlovgivning om tvangsmæssig behandling med stærkt virkende psykofarmaka må ifølge internationale menneskeretseksperter som FN’s specielle rapportør på torturområdet    formodes at være i modstrid med konventionens bestemmelser. Den danske lov om tvang i psykiatrien bør derfor i al almindelighed tages op til nyvurdering og i det omfang, man ønsker at opretholde mulighed for tvangsmæssige indgreb erstattes af en almen nødretslovgivning, der gælder alle landet borgere i nærmere definerede situationer.

Konventionen indeholder nogle meget klare bestemmelser om, at man uanset handicap opretholder sin fulde rets- og handleevne (art. 12), og at det er statens forpligtelse at træffe passende foranstaltninger til at give personer med handicap den støtte, de måtte have behov for til at udøve deres retlige handleevne. Foranstaltningerne skal ifølge konventionen respektere den enkelte persons rettigheder, vilje og præferencer. Til disse rettigheder hører retten til at nyde respekt for sin fysiske og psykiske integritet på lige for med andre (art.17) og retten til at sundhedsydelser ydes på grundlag af frit afgivet og informeret samtykke (art. 25, d).

Det er beskæmmende for retsbevidstheden, at man fra regeringens side har undladt at forholde sig til konsekvenserne af, at Danmark nu har ratificeret Handicapkonventionen og i stedet for at afvikle særlovgivning om tvang i psykiatrien, nu vælger at indføre yderligere forringelser af psykiatribrugeres retssikkerhed.

I LAP mener vi, at de personer, man ønsker at ramme med forslaget om tvungen opfølgning er i deres gode ret til at vælge medicinsk behandling til eller fra. Risikoen for at blive udsat for ambulant tvang vil blot øge den enkeltes frygt for og afstandtagen til det psykiatriske behandlingssystem, og vil kunne tvinge den enkelte borger til at forlade sin bopæl for ikke at blive hentet til tvangsmæssig indsprøjtning med depotneuroleptika.  I stedet for at støtte den enkelte i at skabe sig et liv på egne præmisser, ved at tildele og yde den nødvendige omsorg, støtte og assistance, risikerer man med lovforslagets ensidige medicinske og tvangsmæssige tilgang at skabe yderligere social udstødelse og forringelse af den enkeltes helbredsmæssige tilstand.

I følge Lov om Social Service § 82 er det en kommunal forpligtelse, at give den fornødne hjælp og omsorg til personer med betydelig nedsat psykisk funktionsevne, der ikke kan tage vare på deres egne interesser, uanset om der foreligger samtykke fra den enkelte. Vi mener ikke, at landets kommuner i tilstrækkeligt omfang tager denne forpligtelse alvorligt, ligesom der ikke finder den nødvendige koordinering sted mellem denne basale omsorg og den regionsbaserede psykiatriske indsats. Det ville være oplagt at hente inspiration fra den svenske ordning om Personligt Ombud  med henblik på at sikre en sådan koordinering på den enkelte borgers præmisser. Ligesom det ville være oplagt at pålægge kommunerne et ansvar for at tilbyde akut krisehjælp alle døgnets 24 timer, også når og hvis der er behov for overnatning i trygge og overskuelige rammer.

Nødvendig behandling

Ifølge lovforslagets § 13 d kan overlægen træffe beslutning om tvungen opfølgning, hvis der ”findes at være en begrundet formodning og nærliggende risiko for, at patienten efter udskrivning vil ophøre med at følge den behandling, der er nødvendig for patientens helbred.”

Hvad der er nødvendigt for patientens helbred, vil oftest blive givet en ensidig tolkning, der ikke tager højde for, at direkte eller indirekte påtvungen medicinsk behandling i sig selv kan indebære en alvorlig helbredstrussel.

Der er ved langvarig behandling med neuroleptika en række åbenlyse helbredsmæssige risici, fx i form af vægtøgning, hjerte-/karsygdomme, diabetes, hjerneskade (førende til tardiv dyskinesi og/eller tardiv demens) og fare for livstruende akutvirkninger såsom malignt neuroleptikasyndrom og hjerterytmeforstyrrelser.

Der kan således være mange gode grunde til, at man som tidligere tvangsindlagt og tvangsbehandlet patient vælger medicinsk behandling fra. Udover de nævnte helbredsmæssige risici kan den enkelte på grund af medicinens bivirkninger opleve en væsentligt forringet livskvalitet, fx grundet mange former for fysisk ubehag, manglende kontakt til eget følelsesliv, forringet seksuel formåen/lyst, osteklokkefornemmelse med manglende kontakt til omverdenen mv.

Der er en voksende gruppe af patienter, som reagerer meget dårligt på neuroleptika, for hvem medikamenterne påviseligt har ringe eller slet ingen gavnlig effekt, men derimod kraftige og skadelige bivirkninger (bl.a. kramper, rysten, uro, spasmer).

Ophør med neuroleptika kan i sig selv fremprovokere meget alvorlige psykotiske tilstande. Ofte bliver en sådan abstinenspsykose forvekslet med den oprindelige psykotiske tilstand. Frem for at gennemtvinge fortsat medicinering er der meget der taler for, at man generelt bør tilbyde neuroleptikaafhængige en mulighed for at trappe ud af medicinen under trygge og beskyttende rammer på dertil indrettede døgninstitutioner.

Med forslaget om tvungen opfølgning forstærkes en uheldig tendens i dansk psykiatri til at satse på ensidige medicinske løsninger, frem for at tilbyde en bred vifte af behandlingsmuligheder ligesom lovforslaget yderligere vil cementere tendensen til at ”overlægen” tildeles uforholdsmæssigt og urimeligt store magtbeføjelser.

Som det kom frem da forslaget om tvungen opfølgning blev stillet første gang er der ingen videnskabelig dokumentation for at ambulant tvang vil have nogen positiv virkning, tværtimod peger megen international forskning på betydningen af den gode behandler-/patientalliance og på at mange borgere kommer sig af alvorlig psykisk lidelse uden eller med minimal anvendelse af psykofarmaka.

Vi foreslår at der, uanset om forslaget om tvungen opfølgning vedtages eller ej, iværksættes en undersøgelse af, under hvilke omstændigheder og hvorfor personer, der hører til målgruppen for tvungen opfølgning, vælger at ophøre med medicinering, og hvilken hjælp de selv efterlyser.

Som minimum bør det indgå i forslaget, at der ved beslutning om tvungen opfølgning skal gives og journalføres en begrundelse for, hvorfor den påtvungne behandling anses for at være nødvendig for patientens helbred, ligesom det bør indgå i forslaget at patienten har krav på en second opinion – en anden kompetent behandlers – vurdering af en sådan påtvungen behandlings nødvendighed.

Afgrænsning i forhold til retspsykiatrien

 

Bemærkningen på side 10 om, at patienter, der er undergivet en retslig foranstaltning efter straffelovens § 68 eller § 69, ikke kan være omfattet af reglerne om tvungen opfølgning, forstår vi på den måde, at en frihedsberøvelse i henhold til en behandlingsdom ikke kan tælle med, når man skal opgøre hvor vidt kriteriet efter § 13, stk. 1, nr. 1 om 3 forudgående tvangsindlæggelser er opfyldt, ligesom det som allerede nævnt ikke kan regnes som opfyldelse af kravet i stk. 1, nr. 3 om aktuel tvangsindlæggelse/tvangstilbageholdelse. Dette bør præciseres.

Når det i bemærkningerne på side 15 anføres at modstand ved afhentning og tvangsmedicinering ikke skal komme patienten processuelt til skade, forstår vi det på den måde, at der ikke må ske politianmeldelse med efterfølgende retssag og risiko for idømmelse af foranstaltningsdom i sådanne tilfælde. Dette bør præciseres. Mange psykiatriske patienter oplever i dag at helt legitim modstand mod tvangsovergreb i psykiatrien får retslige efterspil, og på en helt absurd måde er med til at øge statistikken over såkaldt ”farlige kriminelle sindssyge”.

Vi vil anbefale, at formuleringen om, at modstand mod tvang ikke skal komme patienten processuelt til skade, indarbejdes i selve lovteksten, således at den kommer til at gælde modstand mod tvangsforanstaltninger i al almindelighed.

Politiets medvirken

Det er vores oplevelse, at man fra politiets side i stort omfang undlader at følge anbefalingen i bekendtgørelse nr. 1498 om at optræde i civil i forbindelse med tvangsindlæggelser. Vi kan frygte at noget tilsvarende vil komme til at gøre sig gældende ved indhentning til ambulant tvangsbehandling.

Vi foreslår derfor, at bekendtgørelsens formulering strammes op, så det bliver en forpligtelse for politiet at stille i civil ved løsningen af sådanne opgaver.

Præparatvalg ved tvungen opfølgning

Vi læser lovforslaget sådan at der lægges op til brug af depotneuroleptika som standard ved tvungen opfølgning. Anvendelsen af depotneuroleptika opleves problematisk af mange psykiatribrugere, idet man fratages muligheden for selv at arbejde med en optimal dosering af den givne medicin. Det forekommer os inhumant og helt urimeligt, at der nu skabes lovhjemmel for at personer, der er ved deres fulde fem, kan afhentes af politi og bringes til ufrivillig sprøjtebehandling.

I lovbemærkningerne (s. 15) anføres det, at behandlingen ved tvungen opfølgning så vidt muligt skal følge Sundhedsstyrelsens vejledninger og anbefalinger.

Vi vil anbefale, at denne formulering skærpes ved at ordene ”så vidt muligt” slettes.

Opfølgning på virkningerne af lovforslaget

Selv om vi i LAP er modstandere af forslaget om tvungen opfølgning, ønsker vi at følge virkningerne af lovforslaget så tæt som muligt, hvis det blive vedtaget.

Vi vil anmode om, at LAP, når Sundhedsstyrelsen nedsætter den i lovbemærkningerne nævnte følgegruppe, bliver direkte repræsenteret, idet vi udgør den eneste landsdækkende forening, der udelukkende organiserer personer med egen patienterfaring.

Vi finder det overordentlig vigtigt, at man i undersøgelserne af virkningerne af lovforslaget også forholder sig til virkningerne på patienternes fysiske helbred, generelle velbefindende og subjektive oplevelse af indgrebet i deres personlige frihed, ligesom det må være en selvfølge at dødsfald blandt borgere der underlægges tvungen opfølgning får en helt særlig bevågenhed.

Vi vil anbefale, at der skabes fuld offentlighed om den i lovbemærkningerne side 11 annoncerede kvartalsvise status for benyttelse af tvungen opfølgning og om Sundhedsstyrelsens forarbejde til og publicering af redegørelsen ved forsøgets afslutning, og at en kommende revision af loven omfattes af en grundig høringsproces.

På vegne af LAP – Landsforeningen Af nuværende og tidligere Psykiatribrugere

Karl Bach Jensen
Udviklingskonsulent

Høringssvar fra LAP vedrørende ændring af lov om Forebyggelsesfonden

/i /af
af LAP – Landsforeningen Af nuværende og tidligere Psykiatribrugere

Arbejdstilsynet
Arbejdsmiljøfagligt Center
Postboks 1228
0900 København C
Att.: Teis Corneliussen

Odense den 11.01.2010

LAP – Landsforeningen Af nuværende og tidligere Psykiatribrugere – takker for muligheden for at kommentere den udsendte høring om Ændring af Lov om Forebyggelsesfonden.

LAP finder det yderst berettiget og positivt, at fondes formål udvides til at indbefatte projekter, der forebygger stress og psykisk nedslidning.

Vi kan i øvrigt tilslutte os de af Danske Handicaporganisationer fremsatte bemærkninger til lovforslaget.

Med venlig hilsen

Karl B. Jensen
udviklingskonsulent

Høring af økonomiske og lovgivningsmæssige forudsætninger for og konsekvenser af dansk ratifikation af FN-konventionen om rettigheder for personer med handicap.

/i /af
af Landsforeningen af nuværende og tidligere Psykiatribrugere
Kontoret for handicap
Velfærdsministeriet
Holmens Kanal 22
1060 København K.

Odense den 20.oktober 2008

Høring af økonomiske og lovgivningsmæssige forudsætninger for og konsekvenser af dansk ratifikation af FN-konventionen om rettigheder for personer med handicap.

Høringssvar fra LAP – Landsforeningen Af nuværende og tidligere Psykiatribrugere.

Velfærdsministeriet har sendt FN’s konvention om rettigheder for mennesker med handicap i hø-ring. Landsforeningen af nuværende og tidligere Psykiaterbrugere (LAP) skal i den anledning frem-komme med følgende bemærkninger:

LAP støtter som udgangspunkt de synspunkter, der er kommet til udtryk fra Danske Handicaporga-nisationer – herunder, at såvel konventionen som tillægsprotokollen ratificeres uden forbehold og fuldt ud inkorporeres i dansk lovgivning

Vi har i LAP med stor interesse fulgt med og deltaget i arbejdet med at udvikle handicapkonventio-nen. I følge konventionen omfatter personer med handicap bl.a. personer, der har en langva-rig/længerevarende psykisk funktionsnedsættelse. I arbejdet med konventionen har begrebet psyko-socialt handicap (psychosocial disability) vundet international anerkendelse som det begreb, der bedst beskriver den form for handicap, man oplever, når og hvis man er eller har været ramt af en psykisk lidelse. Vi skal opfordre til, at man i det videre arbejde med at ratificere og implementere FN-konventionen også i dansk sammenhæng anerkender og anvender dette begreb.

Konventionens præambel anerkender, at handicapbegrebet er et begreb under udvikling, og det er således væsentligt, at rettigheder for borgere med psykosociale handicap medtænkes i forhold til den kommende gennemgang af lovgivning og praksis. Herunder, at også synspunkter fra OHCHR i forhold til denne gruppes rettigheder iagttages.

Oplevelsen af psykosocialt handicap kan være aktuel, både når man i forbindelse med en psykisk lidelse oplever en længerevarende eller periodisk tilbagevendende nedsættelse af sin funktionsevne, men også når og hvis man er kommet sig af sin psykiske lidelse, kan oplevelsen af psykosocialt handicap være omfattende i form af negative forventninger og fordomme fra omgivelsernes side. Det er derfor afgørende vigtigt, at man ved ratifikationen og implementeringen af konventionen er opmærksom på, at diskrimination på grund af handicap omfatter såvel diskrimination på grund af aktuel(t), periodisk, formodet eller tidligere funktionsnedsættelse/handicap.

Dansk handicappolitik og handicaplovgivning har hidtil kun i begrænset omfang inkluderet borgere med psykosociale handicap, som i højere grad er blevet rubriceret i kategorien socialt udsatte. Vi ser frem til, at man ved ratifikation og implementering af handicapkonventionen særligt vil være opmærksomme på at borgere med psykosociale handicap fuldt ud ligestilles med andre handicap-grupper, både hvad angår lovgivning, praksis og politisk/offentlig bevågenhed. Naturligvis kan man uanset handicap opleve social udsathed, men en øget handicappolitisk og –faglig bevågenhed og lovgivningsmæssig ligestilling vil helt sikkert kunne medvirke til at mindske graden af udsathed og også være med til at vende den stigende tendens til førtidspensionering af borgere grundet psykiske lidelser.

For at konventionens intentioner fuldt ud kan slå igennem i en dansk sammenhæng, finder vi det overordentlig vigtigt, at man overalt i lovgivning og praksis gør op med en statisk opfattelse af han-dicap som noget, der er forbundet med en permanent eller livsvarig funktionsnedsættelse. Hvor be-grebet varigt nedsat funktionsevne eller varig funktionsnedsættelse forekommer i lovgivningen, som forudsætning for at opnå handicapkompenserende ydelser, bør ordet varig erstattes af langvarig eller længerevarende. I praksis er der bl.a. brug for, at der systematisk arbejdes med, hvordan princippet om rimelig tilpasning kan udfoldes og efterleves over for borgere med psykosociale handicap.

I overensstemmelse med konventionens artikel 4;3 forventer LAP som den eneste landsdækkende af-organisation (organisation udelukkende bestående af personer med egen brugererfaring) blandt borgere med psykosociale handicap at blive rådspurgt og aktivt involveret i det kommende arbejde med at udvikle og gennemføre lovgivning og politiker, der tager sigte på at gennemføre konventio-nen, ligesom vi i overensstemmelse med artikel 33;3 forventer at blive inddraget i arbejdet med at overvåge konventionens gennemførelse.

Med venlig hilsen
LAP – Landsforeningen Af nuværende og tidligere Psykiatribrugere
Store Glasvej 49
5000 Odense C

v. Karl Bach Jensen
Udviklingskonsulent

Høringssvar vedrørende udkast til forslag til Lov om ændring af sundhedsloven m.fl. love, jeres journ. nr. 2006-1200-122

/i /af
af LAP – Landsforeningen Af nuværende og tidligere Psykiatribrugere

Til Indenrigs- og sundhedsministeriet
Kontor: Regional Sundhed

10.10.2007

I skrivelse af 19. september har ministeriet udbedt sig LAP’s høringssvar vedr. udkast til ændring af sundhedsloven m.fl. love.

Vi har fra LAP’s side følgende kommentarer til forslaget om udvidede udrednings- og behandlingsrettigheder for psykisk syge børn og unge. (Forslag om tilføjelse til Sundhedsloven § 87a – d).

Vi er i LAP meget bekymrede over de senere års voldsomme stigning i antallet af henvisninger af børn og unge til psykiatrisk udredning og behandling. Vi ser det som udtryk for en uheldig samfundstendens, der i stigende grad vanskeliggør livet som barn og ung, hvis man af en eller anden grund ikke lever op til omverdenens normer og forventninger. Mange af de børn og unge, der i dag henvises til børne- og ungepsykiatrien, var i virkeligheden bedre hjulpet, hvis samspilsproblemerne blev håndteret i nærmiljøet. Der bør således i et helt andet omfang, end vi kender det i dag, stilles krav til kommunerne om at udvide og forbedre det psykosociale indsatsområde i form af forebyggende og behandlende tilbud og indsatser.

Vi er positive over for, at der indføres udrednings- og behandlingsrettigheder for psykisk syge børn og unge og på sigt også for voksne, men mener at sådan rettigheder bør etableres som en tostrenget model, hvor der skabes tilsvarende muligheder under lov om social service i stil med den sociale behandlingsgaranti, der allerede findes på misbrugsområdet. Dels for at øge mulighederne for at den enkelte får tilbudt psykologisk og psykosocial behandling på lige fod med den medicinske, dels for at forebygge at en ensidig lægeligt funderet model kommer til yderligere at øge presset på en børne- og ungdomspsykiatri, som i forvejen er presset personalemæssigt.

Der er allerede igangsat forsøg med anonym og gratis psykologbehandling til unge med psykiske lidelser i en del af landets kommuner. Ligesom der jo i servicelovens regi findes psykologisk, psykosocialt og/eller socialpædagogisk funderede behandlingsmiljøer for børn og unge med psykiske lidelser og vanskeligheder mange steder i landet. En udvidelse af kommunernes forpligtelser på det psykosociale indsatsområde forekommer os derfor at være en realistisk mulighed.

I forhold til det foreliggende lovudkast, mener vi i øvrigt, det eksplicit bør præciseres, at der under ingen omstændigheder må foregå ufrivillige indlæggelser eller tvangsbehandling uden for det offentligt drevne sygehusvæsen. Der bør og må ikke ske en privatisering af tvang i psykiatrien.

Vi har ingen kommentarer til den øvrige del af høringsmaterialet

Med venlig hilsen

LAP’s forretningsudvalg ved Hanne Wiingaard.

Høringssvar 12. januar 2007 vedr. udkast til lovforslag om kompensation til handicappede i erhverv.

/i /af

Socialministeriet
Departementet
Holmens Kanal 20
1016 København K

12. januar 2007

Siden foreningens stiftelse har vi i LAP arbejdet for: “At mennesker, der begrænses af psykosociale funktionshæmninger, får sociale rettigheder og muligheder svarende til andre borgere med nedsat funktionsevne. Fx ret til relevante kompenserende ydelser i forbindelse med uddannelse og arbejde.” (fra LAP’s principprogram).

Allerede på en stor national konference om lige muligheder for borgere med en psykiske lidelse, november 2002 var vi med til at rejse en kritik af den urimelige forskelsbehandling, der indtil nu har gjort sig gældende over for mennesker med psykiske og psykosociale handicap i lov om kompensation til handicappede i erhverv. Se rapport fra konferencen (vedhæftet) s. 20 – 21.

I et notat vi afleverede i Arbejdsmarkedsstyrelsen den 13.09.2006 ved et møde som opfølgning på regeringsudspillet “Nye Veje til arbejde” skrev vi:

“Der bør gøres op med varighedsbestemmelserne i megen af den lovgivning, der har til formål at kompensere for evt. nedsat funktionsevne/handicap. Som vi har gjort opmærksom på i foreningens høringssvar af 11. april 2006 til socialministeriet om ønskede ændringer af lovgivningen vedr. ligestilling og ikke-forskelsbehandling, kan et psykosocialt handicap “være affødt af såvel længerevarende, som periodisk, midlertidig eller forbigående nedsættelse af eller begrænsning i ens psykiske/psykosociale funktionsevne og/eller de med psykiske lidelser forbundne fordomme.” Varighedsbestemmelserne i social-, pensions-, arbejdsmarkeds- og SU-lovgivningen betyder, at personer, der er eller har været ramt af en psykisk lidelse, først bliver indbefattet i det øjeblik, deres vanskeligheder har antaget en mere eller mindre kronisk karakter.

Sådanne begrænsninger i (udmøntningen af) lovgivningen er ofte en barriere for at give den fornødne hjælp m.h.t. behandling, omsorg, støtte og økonomisk sikkerhed, der kan være en afgørende faktor for en persons deltagelsesmuligheder og recoveryproces. Begrænsningerne kan således i høj grad være med til at øge oplevelsen af udsathed eller udstødning.

I høringssvaret af 11. april opfordrede vi til: “at disse barrierer i lovgivningen og i den førte handicappolitik bliver analyseret nærmere og søgt overvundet.” Specifikt opfordrede vi bl.a. til:

  • at der ved den af regeringen annoncerede udvidelse af ‘Lov om kompensation til handicappede i erhverv’ til også at gælde personer med ‘psykiske handicap’ tages højde for, at også personer med psykosociale handicap, hvis funktionsevnenedsættelse/-begrænsning er af midlertidig eller periodisk karakter, bliver indbefattet.”

Vi finder det yderst positivt, at man i det udarbejdede lovudkast § 6, stk. 2 har taget højde for, at den form for assistance, personer med psykiske og psykosociale handicap har brug, ofte vil være af en anderledes natur end den praktiske hjælp, der gives til personer med fysiske handicap. For at bringe lovteksten endnu tættere på de intentioner, der fremgår af lovbemærkningerne, vil vi foreslå at formuleringen bliver: “Den personlige assistent skal bistå en person med en funktionsnedsættelsen med funktioner, der følger af eller knytter an til beskæftigelsen, og som den pågældende på grund af funktionsnedsættelsen har behov for særlig personlig assistance til.”

Vi er imidlertid meget kede af, at lovudkastet begrænser retten til at få bevilget personlig assistent til personer med en varig funktionsnedsættelse.

Vi vil foreslå at begrebet funktionsnedsættelse erstattes af det bredere begreb: nedsat funktionsevne eller funktionsevnenedsættelse, idet man godt kan have en nedsat funktionsevne, uden at der kan peges på en specifik kropslig funktionsnedsættelse.

Allerhelst ser vi, at personer med en betydelig funktions(evne)nedsættelse bliver inkluderet uanset om den nedsatte funktionsevne er af midlertidig, periodisk, længerevarende eller varig karakter.

Som minimum kan ordene: “varig og betydelig funktionsnedsættelse” i § 4 og i § 5, stk. 2 erstattes af ordene: “betydeligt og længerevarende eller periodisk nedsat funktionsevne”, som absolut minimum: “betydeligt og længerevarende nedsat funktionsevne”.

Udvides målgruppen med en sådan formulering er det LAP’s skøn, at tildelingerne på det psykosociale handicapområde alene vil udgøre mellem 300 og 400 om året.

Vi tager skarpt afstand fra, at det af bemærkningerne i lovudkastet fremgår, at personer der pådrager sig en depression, ikke er indbefattet. For mange mennesker er depressioner et periodisk forekommende og ofte længerevarende problem, som i høj grad kan opleves som et alvorligt handicap i forhold til arbejdsmarkedet, og kræve særlig personlig assistance af social og emotionel art.

Vi finder det i øvrigt urimeligt, at de eksempler på en personlig assistents opgaver, der gives i bemærkningerne til de enkelte bestemmelser i så ringe udstrækning udfolder de former for assistance af kollegial, social og emotionel art, man kan have brug for, hvis man er ramt af en psykisk lidelse/ et psykosocialt handicap. Vi tilskriver manglerne, at de forsøg der er foregået i DSI regi kun i meget ringe omfang har inkluderet personer med psykiske lidelser. Projektet “Borgere med en psykisk lidelse – en udfordring for arbejdsmarkedet”, som LAP for nylig har igangsat for midler fra Arbejdsmarkedsstyrelsen handicappulje, vil nærmere kunne belyse området, når de første resultater foreligger inden for de nærmeste uger.

Note: Der kan ifølge internationale regler og anbefalinger ikke herske tvivl om, at de begrænsninger for deltagelse i samfundslivet, man kan møde, som følge af at man er eller har været ramt af en psykisk lidelse, kan betragtes som et handicap. I international sammenhæng har begrebet “psychosocial disability” – psykosocialt handicap efterhånden vundet almindelig anerkendelse vedrørende sådanne former for handicap.

Begrebet “psykosocialt handicap” har den åbenlyse fordel, at det i modsætning til begrebet “psykisk handicap” ikke indebærer en uhensigtsmæssig sammenblanding af personer med udviklingshæmning og personer, hvis handicap hænger sammen med en psykisk lidelse.

Der er her i landet en tendens til at personer med psykosociale handicap helt udelukkes fra at få del i – eller stilles ringere end andre handicapgrupper ved udmøntningen af lovgivning, der sigter på at stille borgere med handicap lige med andre borgere.

Med venlig hilsen

Karl Bach Jensen
Udviklingskonsulent i LAP