Nedenstående kursiv er klippet fra den Psykiatripolitiske hensigtserklæring. Og vil blive kommenteret understående.

1. Udgangspunktet for den kommende psykiatriplanlægning skal være, at sindslidende skal have den nødvendige, men samtidig mindst indgribende hjælp, så de kan leve en så normal tilværelse som muligt. ——————————————-Den sindslidende skal opleve sammenhæng i behandlingen – og sammenhæng med den socialpsykiatriske indsats. Derfor må de psykiatriske tilbud fungere så tæt på patienterne som fagligt muligt. For nogle sindslidende er der behov for specialiserede tilbud.

3. Regionens tilbud skal videreudvikles mod nærhed og tilgængelighed gennem en veludbygget distriktspsykiatri med opsøgende psykoseteams. Herved kan indsatsen over for den enkelte sindslidende blive bedre, og ikke mindst bedre planlagt, så behovet for akut hjælp på de psykiatriske skadestuer og akut indlæggelse bliver mindre. Men der skal fortsat være mulighed for hjælp hele døgnet.

7. Brugere og pårørende er vigtige samarbejdspartnere, der skal inddrages i regionens tilbud til psykisk syge. En patient- og pårørendepolitik skal udgøre den overordnede ramme for indsatsen.

Patienterne og de pårørende, som patienterne ønsker inddraget, skal almindeligvis tages med på råd i tilrettelæggelsen af den konkrete indsats. Også børn af psykisk syge har brug for særlig opmærksomhed.

9. Børne- og ungdomspsykiatrien skal fortsat styrkes. Psykisk syge børn og unge er en udsat gruppe. Der er for lang ventetid på undersøgelse og behandling. Det må ændres, og der må sikres et tæt samarbejde med kommunerne, så børne- og ungdomspsykiatrien får bedre muligheder for at målrette indsatsen i behandlingssystemet mod dem, der har gavn af den.

10. Debuterende yngre psykisk syge skal have hurtig og intensiv hjælp med henblik på at forbedre mulighederne for rehabilitering.

Generel kan man sige at psykiatriudvalgets Psykiatripolitiske hensigtserklæringer fornemmes at indeholde en del gode tanker og ideer hen imod et relevant hjælpetilbud for mennesker (alle aldre indbefattede) med psykiske ubalancer af diverse grader (sværhedsgrader). De i kursiv citerede uddrag er citeret fordi de især taler om nærhedsprincippet. Og nærhedsprincippet er virkeligt væsentligt uanset om man tænker i begrebet Recovery eller begrebet Rehabilitering. Derfor er det så meget mere beklageligt at, i selve psykiatriplanen ser dette princip flere steder befinde sig et sted mellem halten og non existen, det at man rykker rundt på kapaciteterne kan selvfølgelig indeholde nogle forbedringer, men faren for store huller i sammenhæng er tilstede. De påtænkte omlægninger vil blive kommenteret i direkte forbindelse med afsnittene.

Det er for øvrigt ganske uklart hvad der menes med begrebet “Pårørende”. Enkle steder ser det ud til at være indskrænket til kun at rumme “Familie” i dette begrebs snævreste betydning.

Her syntes det som om man ikke har forståelse for “Nær Netværkets” betydning i dagligdagen, som spillende en meget væsentlig rolle, såvel i behandlingsfasen som i tilbage til normaltilværelsesfasen. I den forbindelse skal påpeges at de i relation til omlægningerne og nedlæggelserne af afsnit, opstående meget store afstande kilometermæssigt, må opleves som direkte modarbejdende nærhedsprincippet. De lange afstande skal ses ud fra mulighed for transport med offentlige transport midler.

Bevarelse af Nær Netværk, forudsætter nærhed, også fysisk afstandsmæssigt. For ungdomspsykiatrien syntes dette for væsentlige dele af regionen at være tabt på gulvet.

Psykiatriplanen

Optageområde nord.

Som følge af, at det samlede befolkningsunderlag i planlægningsområde Nord reduceres i forhold til det tidligere Frederiksborg Amt, bliver sengeafdelingen i Frederikssund ikke fagligt og vagtmæssig bæredygtig og foreslås nedlagt. Patienter fra Frederikssund og Frederiksværk-Hundested vil fortsat have et ambulant tilbud i Frederikssund, men ved behov for indlæggelse sker det i Hillerød.

FAP Frederiksborg ser dette som en forringelse af det psykiatriske tilbud for borgere i den vestlige og nordvestlige del af regionen. Vi ser ikke nogen klar begrundelse for påstanden, om mulig manglende Faglig og Vagtmæssig bæredygtighed. Derimod ser vi at opretholdelse af nær netværk og nærmillieu vanskeliggøres i uhensigtsmæssig grad. Og vi oplever beslutningen som værende baseret på økonomitænkning i højere grad end på behandlingsmæssige årsager. Vi mener at der her bør nytænkes: “Hvor der er vilje er der løsninger” bevarelse af sengeafsnittet i Frederikssund som døgntilbud ses af FAP/brugerne som essentielt. Og ikke nødvendigvis døgnbemandet med psykiater, idet PN medicin og sygeplejefaglig bemanding ifølge udtalelser fra brugere fuldt ud kan udfylde de fleste behov. For at citere en bruger. “Bare det, at jeg ved, der er nogen at tale med om natten når Dæmonerne vrimler om ørene på mig, gør mig tryk.” Det kan være nødvendigt, at udføre dette som et forsøgsprojekt, da lovgivningen stiller krav om, at der skal være mulighed for at tilkalde en psykiater. I øvrigt må det være muligt at anvende de elektroniske muligheder i kommunikationen, hvis kontakt til psykiater i Hillerød er nødvendig. Det kunne nemlig godt være interessant, at få afprøvet en model, hvor psykiaterne i højere grad tildeles en konsulentrolle i behandlingen, end har nøgle positionen i behandlingen. Det er indlysende, at visse patienter, der jævnligt må flyttes til lukket afdeling, så ikke kan behandles i Frederikssund. En højere personalenormering på andre faggrupper kunne være en mulighed. Der kunne f.eks. være nogle pædagoger, som i højere grad ville anvende pædagogiske redskaber til at støtte helingsprocessen. Ligesom kropsterapeuter kunne være interessant en faggruppe, som man ellers er tilbøjelige til at overse.

Bornholm – Retspsykiatri

Hensynet til borgerne på Bornholm taler for, at Bornholm fortsat varetager hovedfunktionen psykiatri. Der sker derfor ingen ændringer i befolkningsunderlaget, der fortsat er på ca. 43.000. Der sker dermed heller ingen ændring i tyngden af patientopgaven, bortset fra at Bornholm lettes med hensyn til hurtigere og lettere overførsel af svære retspsykiatriske patienter til Sct. Hans Hospital. Herudover knyttes Bornholm til Rigshospitalet, som dermed får aflastende funktion for Bornholm.

Vi må forundres over ideen i, at flytte Retspsykiatriske patienter til Sct. Hans. Ganske vidst heder det sig at retspsykiatriske patienter ofte har meget spinkle netværk.

Men netop af den årsag må det være af primær betydning at kontakten til disse ikke umuliggøres af den uoverkommelige distance mellem f. ex. Bornholm og Sct. Hans. Derudover vil den store afstand være til gene i “Udslusningsfasen” hvor netop genskabelse af tabte netværk er en væsentlig del af Recovery og rehabilitering.

Det må være muligt at finde en løsningsmodel der ikke oven i en behandlingsdoms stafeffekt, også rykker personen op med rode.

Forslag til Psykiatriplan medfører, at de tre eksisterende funktioner på Sct. Hans Hospital omlægges.

Der etableres en eller to afdelinger som regionsfunktioner for “specialbehandling af de sværeste tilfælde af retspsykiatriske patienter” og en afdeling for “integreret behandling og rehabilitering ved svære psykiske sygdomme”. “Specialbehandling af de sværeste tilfælde af retspsykiatriske patienter” erstatter de nuværende senge og udvides til ca. 130 lukkede senge og et mindre antal åbne senge.

Vi ser med forbløffelse at man vil oprette en afdeling med 130 lukkede senge. Dette syntes at være en tilbagevenden til tidligere tiders “stordrift” model. Med mindre de påtænkte 130 lukkede senge påtænkes fordelt på mange små enheder. Hver med sin egen integrerede struktur. I fald dette ikke er tilfældet, må vi på det kraftigste opponere mod denne ide.

Der foreligger undersøgelser der viser for f.eks. bosteders vedkommende at enheder på mere end otte personer + personale ikke virker hensigtsmæssige. Dette baserer sig på, at vi tilsyneladende har svært ved at skabe trygheds baserede kontakter til mere end 7-8 personer over længere tidsforløb.

Mennesker med psykiske ubalancer, som er blevet idømt en behandlingsdom, har samme menneskelige behov som andre mennesker med psykiske ubalancer. Behov for nærhed, mulighed for ro, tryghed og overskuelighed. Alle sammen aspekter der ikke umiddelbart forekommer forenelige med en afdeling på 130 lukkede senge.

Læg dertil at LAP for nogle år siden påviste at en ikke uvæsentlig del af de behandlingsdømte, var dømt for bagatelagtige forseelser, der udenfor det psykiatriske system højest ville have udløst en betinget dom eller bøde. Omlægningsforslaget syntes at indebære en art ekstrastraf over i behandlingsdommen.

Noget LAP/FAP som talerør for brugerne overhovedet ikke kan akseptere.

Årsagen til at retspsykiatriske patienter kræver særlige behandlingsafsnit er primært, at nogle få er så tunge behandlingsmæssigt og eller bemandingsmæssigt, at de ødelægger behandlingsmilieuet på afdelingerne.

Faktisk burde der skelnes mellem retspsykiatriske patienter der er tunge og kræver særlige behandlingsafsnit p.g.a. adfærd, og så folk som blot er retspsykiatriske, men sagtens kunne rummes i almindelige afsnit. Hvor forskellen blot er at der stilles nogle muligheder for retslige indgriben, hvis de ikke overholder aftaler omkring behandlingsplaner.

Det kan også siges, at der på sigt vil blive flere retspsykiatriske patienter , hvis alle pr. automatik skal samles på skt. hans ….fordi de tilvænnes den specielt hårde atmosfære, der er/kan være på retspsykiatriske afdelinger. Igen handler det også om nærhed og muligheder for hurtig, at blive sluset ud til en almindelig hverdag igen.

Distriktspsykiatrien

1 Distriktspsykiatrien er lokalt forankret (nærhedsprincippet), tværfaglig og samarbejder med en række aktører. I så høj grad som muligt er distriktspsykiatrien aktør i patienternes eget miljø. De tværfaglige psykologiske og sociale kompetencer skal sammen med de biologiske kompetencer indgå ligeværdigt i tilbuddet, som skal være netop så omfattende, som nødvendigt, for at borgeren med psykisk sygdom kan opnå et tilfredsstillende liv på egne præmisser. Ambulant behandling bør tilstræbe lokal forankring og indgå i netværksarbejde, men den nødvendige intensitet varierer med sygdommens art. For de mere langvarige psykotiske sygdomme vil et tæt samarbejde med de sociale myndigheder, socialpsykiatrien, praktiserende læger, familien, det somatiske sundhedsvæsen, politi og andet netværk i lokalområdet være en væsentlig del af indsatsen.

2 For andre, med eksempelvis moderate til svære unipolære affektive lidelser (depressioner) og de såkaldte ikke-psykotiske lidelser, kan der være solide sociale forhold, og derfor kan behovet for involvering af andre end patienten og familien være minimalt.

For gruppen betegnet 2

Kan der være tale om, at det er egen læge der skal overtage behandlingen, hvilket kan være relevant nok.

Og man kan sige, at distriktspsykiatrien opgave jo ikke i særlig grad er at tage sig af velmedicineret affektive lidende med sygdomsindsigt og tilstrækkelig socialkontakt.

Idet de ikke direkte kan siges at høre til behandlingsmæssigt i distriktspsykiatrien, men i ambulant og privat praktiserende behandling, eller hos egen læge.

Men der bør sikres en fornuftig forankring og et sikkerhedssystem, så brugeren ikke helt mister sit sociale netværk, før alarmklokkerne ringer. Og denne forankring kan meget vel involvere samspil mellem distriktspsykiatriske eller socialpsykiatriske tilbud i nærmillieuet. Naturligt burde en sådan forankring ligge i relation til Sundhedshusene.

Vi kan i den forbindelse undre os over at psykiatriens forebyggende tiltag ikke er indtænkt i Sundhedshusenes objektiver/kommissorier.

Brugere og pårørende

Med udgangspunkt i egne erfaringer besidder psykiatriens brugere og pårørende en viden, som psykiatriens professionelle kun har adgang til ved at indgå i dialog og ved at lytte. Brugere og pårørende bør derfor inddrages i og bidrage til en stadig kvalitetsudvikling af psykiatrien. For en åben og udviklingsorienteret psykiatri er det derfor betydningsfuldt med en løbende kontakt med regionens bruger- og pårørendeforeninger.

Tendensen indenfor psykiatri går, lige som indenfor andre specialer, imod mere brugerindflydelse. I en psykiatri, hvor mere behandling kommer til at foregå i ambulant regi, vil netværk og pårørende i stigende grad blive medinddraget, hvilket stiller særlige krav til personalets kompetence. I erkendelse heraf skal der udformes en bruger- og pårørendepolitik, som sætter fokus på inddragelse og definerer retningslinierne herfor.

Med strukturreformen får kommunerne alle myndighedsopgaver og hele finansieringsansvaret for de sociale tilbud til psykisk syge og regionen kan alene drive de tilbud, som kommunerne beder dem om. Det er vigtigt, at der sikres et tæt samarbejde med brugere og pårørende på alle niveauer og på tværs af sektorer for at sikre en sammenhængende indsats.

I henhold til de psykiatripolitiske hensigtserklæringer skal informationsindsatsen om psykisk sygdom styrkes.

Henviser til generelle kommentarer nedenstående.

12. Forskning

Høj kvalitet i behandlingen kræver et stærk forskningsmiljø. Psykiatrien skal indgå på lige fod med de somatiske specialer i den forskningspolitik og – indsats, der er fastlagt i de sundhedspolitiske hensigtserklæringer i Region Hovedstaden.

Den fremtidige forskning vil styrke og udvide den igangværende forskning. Tillige forventes yderligere fokus på samspil mellem miljøfaktorer, genetik og biomarkører. Det forventes, at forskningen i stigende grad fremover vil være tværdisciplinær med samarbejde mellem klinikere og bl.a. molekylærbiologer, neurologer, neuropsykologer, epidemiologer og biostatistikere.

Selv om forskningsaktiviteten indenfor psykiatri har været stigende gennem de seneste år, vil der være behov for at fokusere og synliggøre den psykiatriske forskning blandt andet med henblik på at øge rekrutteringen til specialet. Dette kan ske gennem synliggørelse og koordinering af forskningen f.eks. gennem kompetencecenterdannelser, som også vil give mulighed for at opnå større synergieffekter.

Tilrettelæggelsen af indsatsen vil ske parallelt med de initiativer, der er nævnt i Forslag til Hospitalsplan, hvorfor der generelt for området henvises hertil.

Vi finder at tanken om et stærkt forskningsmilleu meget positiv. Men må forundres over at der stadigt syntes at være foretrukket fokus på den naturvidenskabeligt funderede forskningen. Ganskevist nævnes millieufaktore. Men senere mangler de humaniora baserede områder i de oplistede fagområder. Men humaniora baserede fagområder tænkes der her bredt, hvilket vil sige at såvel klassiske som alternative retninger medregnes. Dette må ses som en svaghed i forskningsvisionerne, en svaghed der indtil dato netop har medført den nærmest ensporede fokusering på den biokemiske del af mennesket.

Dette har så igen medført noget der ligner berørings angst overfor de mange andre – måske lidt mere diffuse – elementer der former mennesket. Inden for hjerneforskningen er man ved at blive klar over at en rent naturvidenskabelig tilgang ikke giver et dækkende billede. Vi se med utålmodighed frem til at samme iagttagelse finder indpas i den psykiske forskning.

Generelle kommentarer og visioner til psykiatriplanen

Først og fremmest må vi med beklagelse registrere, at der landspolitisk ikke er vilje til at give reformen de fornødne økonomiske rammer for den nytænkning, som strukturreformen burde anledning til.

De på mange planer gode visioner i psykiatriplanen bliver om ikke umuliggjort, så stærkt hæmmet af princippet “Hug en hæl for at få plads til en tå”

Det er stærkt frustrerende at registrere den manglende evne til at fatte de samfundsøkonomiske gevinster, der ligger gemt i et velfungerende system, der på tidligst muligt tidspunkt af en psykisk ubalance kan give den fornødne hjælp. Det turde være evident viden, at jo hurtigere rebalancerende hjælp kommer på banen, des mindre afbræk vil ubalancen give i det man kan kalde “Normaltilværelsen”.

Vi finder det meget betænkeligt at der tales om nedlæggelse af sengepladser, eller afdelinger så længe der ikke

Ad 1. Findes klare samspilsregler med kommunerne, med en eller anden form for garantier for fornødent beredskab, såvel i Distriktspsykiatrien som socialpsykiatrien og det sociale millieu.

Ad 2. Mangler aflastning senge f. ex. i form af Døgnhuse. Eller lignende der ikke kræver indlæggelse eller visitation.

Ad 3. Så længe det er styret af brugerens tilfældige kommunale tilhørsforhold, hvilken grad af støtte og hjælp den enkle har til rådighed, syntes behandlingstilbuds tilgangen at være noget af et lotteri for den enkle bruger, især i den meget følsomme “opstartsfase”. Her skal i den forbindelse også peges på det problematiske i af “Egen Læge” foreslås givet en så omfattende indflydelse på tilbuds tilbud og behandlingskontakt. Idet det er de færreste alment praktiserende læger der har den fornødne tværfaglige (tværfaglig i bredest mulige forståelsesramme). Samt at den almindeligt forekommen de samtale tid i en konsultation – et kvarter – næppe kan siges at være tidsmæssigt dækkende for en seriøs afdæknings af et menneske i krises samlede egenoplevelse.

Vi må også forundres over at psykiatrien ikke er indtænkt i forebyggelses tankerne, som disse er udmøntet i “Sundhedshusene”. Her kunne personer med en bred og tværfaglig relevant viden tilknyttes, og overtage de funktioner man nu vil plasere hos praktiserende læger.

Vi kan også undre os over, at det i bl.a. recovery forskningen ofte nævnte, bredes mulige terapitilbud overhovedet ikke ses nævnt i psykiatriplanen. Eksempelvis maleterapeutiske værksteder, skriveværksteder, musikterapier m.v. Bortset fra enkle generelle bemærkninger hist og her. Forekommer psykiatriplanen os for traditionelt i sin tankegang.

Seks punkter der for os er uadskillelige elementer i et hjælpe/behandlings forløb er.

Kost (dennes betydning for såvel fysiske som psysiske balance. Der findes undersøgelser der påviser sammenhænge mellem bl.a. bipolar affektion og Damp og en større eller mindre gluten eller og laktose overfølsomhed/allergi. Derudover har man internationalt nu også indraget Lektin overfølsomhed i afsøgningsfeltet. En tilsvarende forskning/undersøgelse omkring skizofreni og skitzofrenoide tilstande ledet af professor Per Beck, afventer på tredje år forskningsmidler. Projektet er plaseret geografisk i tilknytning til psykiatrisk hospital i Hillerød.

Derfor bør mennesker med psykiske ubalancer have tilgang til kostvejledning både i relation til de forstyrrelser i metabolismen medicinering ofte (for ofte) medføre og som generel hjælp til afklaring af årsagskæderne med en psykisk ubalance.) Der er for tiden et forskningsprojekt løbende omkring kostens betydning for autisme hos børn.

Motion (dennes betydning for det fysiske og psysiske velvære, og ikke mindst den af bioterapierne opstående energi og motivations forringelse, her såvel vedligeholdelse til eventuelle allerede igangværende sportsdyrkelse/motionsdyrkelse som hjælp til at skabe sådanne ud fra den enkles personlige formåen og interessesfære)

Arbejde (her tænkes både på bevarelse af tilknytning til arbejdsmarkedet og uddannelsesforløb, som kortlægning af evt. uhensigtsmæssige arbejdsvalg og arbejdssituationer betydning for den opståede ubalance, samt evt. hjælp til ændring af disse valg.)

Religion opmærksomheden henledes på at det ikke kun er i forbindelse med brugere af anden etnisk herkomst respekt for religion er påkrævet, men også overfor brugere af dansk etnicitet. I dagens samfund har religion og tro mange variabler. Samtidigt må der respekteres at tro er en væsentlig del af brugernes selvopfattelse, og derfor en respektkrævende del at helhedsbilledet af den enkle person)

Socialt funktionsniveau (her tænkes på både netværk i begrebets bredeste betydning, som på boligforhold (skal bostøtte funktionen evt. også kunne hjælpe med indslusning i boligmillieuer, så brugeren føler sig velkommen og aksepteret i det boligområde vedkommende bor i ?)

Seksualitet (brugerens seksualitet respekteret, evt. adgang til seksulogisk rådgivning hvis det ønskes.) for et par år siden afholdt Videnscenter for Socialpsykiatri en konference omkring brugernes seksualitet og håndteringen af samme, især ved længerevarende indlæggelser. Konferencen skulle udmønte sig et charter, dette er stadigt ikke kommet. En af de ubehagelige iagttagelser på konferencen var personale gruppernes manglende viden og påklædning omkring problemet. Bl.a. kan nævnes at de tilsyneladende ikke var orienteret om div. sexuelle orienteringer.

Derudover kunne man konstatere at der ikke i div. uddannelsesforløb var nogen form for tilegnelse af redskaber til håndteringen af seksualitet eller seksuelle signaler, hverken mellem indlagte eller mellem indlagte og personaler. Vi må se med stor overraskelse på dette. Ikke mindst fordi seksuelle signaler – verbale som nonverbale – er en integreret del af mennesket kommunikation niveau. Endvidere beskæftigede konferencen sig med problematikkerne omkring manglende udlevelse af seksualitet som årsag til psykiske ubalancer. Et område der virker både tabubelagt og overset i de psykiatriske behandlingstilbud. Denne berøringsangst kan i uheldigste fald medføre en meget mangelfuld basis for diagnostiseringen.

Vi må bemærke at vi har svært ved at se disse 6 punkter tilgodeset som den helhed de udgør, i den forelagte psykiatriplan.

Vi mangler også indpladsering af og uddannelse af personale med brugerbaggrund.

Et område vi ser som meget vigtigt.

Brugerne der enten er helbredte, eller så velfungerende at de kan arbejde som personale, har en evidensviden som såvel andre brugere som personale kan have selvudviklende glæde af.

Vi har selv haft skoen på så vi ved en del om hvordan den trykker. Og ofte har vi udviklet “overlevelses teknikker” som andre kan inspireres af.

Vi må i øvrigt udtrykke vores bekymring over for den stigende specialisering inden for psykiatrien, idet vi lægger vægt på et tilstrækkeligt stort let tilgængeligt almenpsykiatrisk beredskab. Vi finder de deraf opstående afgrænsninger både uheldige og uhensigtsmæssige.

En række brugere hvis problemstillinger ikke passer ind i specialiseringen, risikere at falde udenfor fokus.

Det gælder f.eks. de mange hjemløse med psykiske ubalancer, mennesker der ikke har klart afgrænsede diagnoser, eller svinger mellem flere på en gang. Eller mennesker af anden etnisk oprindelse, hvor anden kulturel tradition giver anderledes oplevelsesniveau.

Vi er også kritiske overfor den alt for afgørende vægt der lægges på de praktiserende læger, som hovedindgangsport til psykiatriske hjælpetilbud. Derimod ønsker vi at det psykiatriske opgraderes, i stedet for at få endnu flere instanser indfældes.

Vi ønsker at psykiatrien opbygges sådan at mennesker i krise får en direkte indgang til at få hjælp til bearbejdelsen af de opståede problemer. Om dette så skal kaldes en “Behandlingsgarenti” er ikke afgørende. Derimod er det afgørende at hjælp er til rådighed Her og Nu, så tilstande ikke forværres grundet ventetider etc. så forløbet udløser længere behandlingstid eller indlæggelser. Med de deraf følgende, både for brugeren og for samfundet, uheldige følgevirkninger.

Tankerne om omlægninger til højere grad af ambulante behandlingsmuligheder har vores sympati. Men for at dette skal lykkes på en for brugerne succesfyldt måde må og skal der yderlige økonomiske resurser på banen, vi kan som tidligere skrevet ikke akseptere princippet “Hug en hæl for at få råd til en tå”
Derfor INGEN nedlæggelse af senge eller afdelinger, før den yderlige udbyggelse og styrkelse af de ambulante tilbud medfører mindre sengebehov.

Da det overordnede sigte i psykiatrien må være at mennesker med psykiske ubalancer bliver raske eller mere raske, kan vi kun se evt. bedre arbejdsforhold for personaler, når og hvis dette opleves af brugerne som forbedringer, d.v.s. mindre medicineringsbehov, bedre recovery/rehabilitering og seriøst velfungerende samspil mellem alle dele af psykiatrien. Behandlingspsykiatrien, distriktspsykiatrien og socialpsykiatrien.

Derudover må vi kræve at ingen omlægninger foretages uden direkte samarbejde med bruger og pårørende foreningerne. Faktisk burde begge grupper med deres specielle viden være direkte ansat i psykiatrivirksomheds ledelse/direktion.

Oprettelse af en vidensbank gerne i forbindelse med et PSYK-INFO for regionen ses også som en hovedsag. Kommissoriet for VISO forekommer for nuværende for snævert og ensidigt.

Vi finder det trist at utroligt megen evidensviden og lign. Ikke er tilgængelig, fordi den ligger gemt i afgangsopgaver. LAP/FAP har i mange tilfælde været behjælpelig med info til de opgave skrivende, og vi har det indtryk, at der ligger meget relevant research bag ved de færdige opgaver. Lad os få dem på banen som inspirative kilder for brugere, pårørende, personaler og andre borgere. Et sådan videnscenter kan også være en partner i arbejdet for nedbrydning af tabuer og stigmatiseringer.

Den udprægede overvægt på den naturvidenskabelige lægefaglige ekspertise, som løber som en rød tråd gennem psykiatriplanen oplever FAP som en svaghed ved planen.

Den lægefaglige ekspertise er et værktøj. Men ikke et svar eller en løsning.

Psyken/sindet er en meget kompleks og mangesidig størrelse, derfor kræver det også et meget komplekst og mangesidigt hjælpetilbuds system når det opstår ubalancer i dette komplekse system.

Bo Steen jensen
Provst Bentzonsvej 25 I. mf.
2860 Søborg.
39 69 33 88
zentao@lap.dk

Steen Moestrup
Langebjergpark 57
3400 Hillerød
48 24 08 44