Pressemeddelelse: Haarder og Andersen burde skamme sig!

Odense 19.05.2010

Hvor er støtten til at få en familie, spørger LAP – Landsforeningen Af nuværende og tidligere Psykiatribrugere. Bertel Haarder og Morten Andersen burde skamme sig – og ikke lægerne, siger Marianne Mogensen, medlem af LAP’s Landsledelse og talsmand.

– At regulere på dette område, er at diskriminere mennesker yderligere på grund af deres handicap. Vi savner i foreningen en åben debat om, hvordan psykisk syge kan støttes i at få børn og stifte familie. Noget vi alle ønsker for os selv, psykisk syge eller ej. Vi vil i LAP henvise til FN’s handicapkonvention, som er ratificeret af Danmark:

Deltagerstaterne skal træffe effektive og passende foranstaltninger til at afskaffe diskrimination af personer med handicap i alle forhold vedrørende ægteskab, familieliv, forældreskab og personlige forhold på lige fod med andre med henblik på at sikre:
…. Anerkendelse af retten for personer med handicap til frit og under ansvar at bestemme antallet af deres børn …
At personer med handicap bevarer deres fertilitet på lige fod med andre.
Deltagerstaterne skal yde passende bistand til personer med handicap ved disses udførelse af deres pligter som opdragere af børn.
Et barn må under ingen omstændigheder adskilles fra sine forældre på grund af, at enten barnet eller den ene eller  begge forældre har et handicap. (uddrag af artikel 23 handicapkonventionen)

Fjerner man et barn, eller forhindrer nogen i at få hjælp til at få børn, må det altså ikke begrundes i at man har en eller anden psykiatrisk diagnose. Det kan kun ske på baggrund af en grundig og konkret vurdering af forældreevne mv.  Derimod forpligtes staterne til at yde støtte til at personer med psykosociale handicap kan stifte en familie. Man kunne derfor spørge Nordfyns borgmester Morten Andersen, om hvordan de hjælper psykisk sårbare mennesker til at få familie ligesom andre handicappede kan støttes. Hvordan har de i hans kommune hjulpet den aktuelle familie med rådgivning og støtte?

Og Bertel Haarder tager fejl. Det er ikke forkert at hjælpe et par med at få børn. Tværtimod kan det være nødvendigt, når den medicin, der tilbydes på vores område, fratager os sexlyst og potens.

Marianne Mogensen, medlem af Landsledelsen og talsmand i LAP.
Tlf. privat: 26709125 email: marianne.mogensen@lap.dk
Tlf. LAP: 66194511, Store Glasvej 49, 5000 Odense C

Pressemeddelelse: Ministerbesøg på psykiatribrugernes landsmøde

15. maj 2010

Socialminister Benedikte Kiær støttede helhjertet op om psykiatribrugeres ønsker om ligeværdig inklusion på deres landsmøde i Svendborg.

”Hvis jeg havde 90 mandater bag mig, ville jeg gå i gang med det samme,” svarede Socialminister Benedikte Kiær, da en landsmødedeltager spurgte, om hun ville ændre lovgivningen som konsekvens af handicapkonventionen.  Socialministeren har besøgt LAP – Landsforeningen Af nuværende og tidligere Psykiatribrugeres årlige Landsmøde i Svendborg fra den 13.-15. maj på Hotel Svendborg.

Ministeren startede besøget med at spise frokost sammen med medlemmerne, hvor der blev udvekslet mange idéer og tanker på et uformelt plan. ”Hun støttede helhjertet op om vores ønsker om ligeværdig inklusion” siger Bo Steen Jensen om sit møde med hende. Marianne Mogensen fortæller: ”Hun virkede meget interesseret i at høre vores oplevelser af psykiatrien, især om en helhedstankegang i behandlingstilbudene til psykiatribrugere”.

Mange medlemmer oplever i deres møde med psykiatrien, at de bliver tabt i grænsefladerne mellem stat, region og kommune. Benedikte Kiær lovede i sin tale, at hun ville undersøge om kommunerne havde de rigtige værktøjer til at hjælpe brugerne af socialpsykiatrien. Hver region og hver kommune har deres måde at forholde sig på, og staten (regeringen) bestemmer, hvor lidt penge, der må bruges på psykiatrien. Ligeledes ville Benedikte Kiær sætte ind med en forebyggende indsats over før børn og unge. Behandlingstilbudene var også et af hovedpunkterne i socialministerens tale ved åbningen af landsmødet. Og debatten var livlig, da hun tog i mod de diskussionsivrige deltageres spørgsmål.

En minikonference på landsmødet omhandlede psyke, kærlighed og seksualitet. Konklusionen blev, at det er vigtigt at behandlingen gives med kærlighed, fremmer personligt nærvær og giver os plads til vores seksualitet.

En anden minikonference nåede frem til, at vi vil modtages med anerkendelse, respekt og værdighed. Vi vil inkluderes i samfundet! Vi har som psykiatribrugere brug for oplysning om og udbredelse af støttemuligheder til at blive inddraget i samfundet, fx personlig assistance, sociale mentorer, specialpædagogisk støtte og handicaptillæg til SU. Vi vil have lov til selv at vælge bolig og evt. bostøtte, kunne arbejde på ordinære vilkår og tage kompetencegivende uddannelser. Og som handicapkonventionen omtaler, vil vi også kræve rimelig tilpasning på arbejdspladser og uddannelsessteder.

En minikonference med temaet ”værktøjer til at få det bedre” havde fokus på den værktøjskasse, man har brug for i arbejdet med sig selv og sine omgivelser. Især i forhold til empowerment, hvor kernepunkterne er selvværd, selvbestemmelse og værdier i eget liv, som giver energi og overskud i hverdagen. Om nødvendigheden af at få fat i drømme og håb, man gør sig, og at finde ind til det menneske, man gerne vil være, se mennesket bag diagnosen, så identiteten sættes i centrum.

På landsmødet deltog 120 medlemmer af foreningen fra alle hjørner af landet. Retspsykiatrien var også blandt de temaer, der var til debat i de tre dage, mødet varede. Her vækker det bekymring, at medlemmernes rettigheder bliver krænket under deres indlæggelse. LAP ønsker at få en gennemgribende revision af psykiatriloven. Det er urimeligt, at vi stadigvæk diskrimineres på grund af vores psykosociale handicap! Mennesker, der indlægges på en psykiatrisk afdeling, bliver i stigende grad kriminaliseret på grund af personalets nul-tolerance. Psykiatribrugere får dermed urimelige behandlingsdomme – ofte på 5 år. Disse brugere oplever en kvalitetsnedgang i behandlingstilbudene på grænsen til livstruende omsorgssvigt.

En anden problematik, der blev drøftet, var den diskrimination personalet udøver over for beboere og brugere på bosteder og væresteder. På mødet fortalte flere medlemmer, at deres bosteder er blevet til opdragelsesanstalter. Det er således ikke længere tilladt at give udtryk for personlige holdninger til fx socialpsykiatrien.  Vi har set flere eksempler på, at ansatte bliver fyret, når de i mødet med brugerne tager hensyn til det individuelle og den hele person, som loven foreskriver.

LAP vil opfordre alle partier på Christiansborg, til at sætte psykiatrien på finansloven. Forestil jer at kræftpatienter skulle søge satspuljemidler for at få en helbredende behandling.

Udgifterne til mennesker med et psykosocialt handicap koster samfundet mellem 55,5 og 60 mia. kr. om året og deraf udgør kun 5,5 mia. egentlige behandlingsudgifter. De resterende udgifter fordeler sig på bl.a. tabt arbejdsfortjeneste, skatteprovenu samt overførselsindkomster. At satse på det forebyggende beredskab vil være en samfundsøkonomisk gevinst af dimensioner.

For yderligere information, kontakt venligst:
LAP – www.lap.dk – Landsledelsesmedlem Bo Steen Jensen – zentao@oncable.dk – 3969 3388
LAP – www.lap.dk – landsledelsesmedlem Marianne Mogensen – marianne.mogensen2lap.dk – 2670 9125

Pressemeddelelse: LAP har inviteret socialminister Benedikte Kiær til Landsmøde i Svendborg

Landsforeningen Af nuværende og tidligere Psykiatribrugere, LAP, afholder sit 12. landsmøde
som finder sted i dagene fra den 13. – 15. maj på Hotel Svendborg.

Vi har i år glæden af at socialminister Benedikte Kiær har sagt ja tak til at holde åbningstalen, torsdag den 13. maj kl. 13.15.

LAP har i forvejen stillet ministeren en del ledende spørgsmål, som hun sikkert vil forholde sig til.
De godt 130 medlemmer i salen får lejlighed til at få nogle oplysninger om hvad hun som socialminister og den siddende regering vil gøre for psykiatrien – og altså også for LAP´s godt 3.000 medlemmer.

Da vi ved at Benedikte Kiær er meget koncentreret om psykiatriens store problemstillinger, er det for LAP en optimal mulighed for at få noget konkret fra hendes hånd. Vi må erkende at det er svært at råbe både medier og politikere op, når der står psykiatri på dagsordenen.

Den vedtagne lov om ”Tvungen opfølgning” bekymrer LAP og andre psykiatriorganisationer meget – at høre ministerens mening også i denne sag, er noget vi håber at landsmødet får nogle konkrete udmeldinger om. Der bliver lejlighed til at stille Benedikte Kiær spørgsmål fra salen.

Et af de spørgsmål Landsledelsen har stillet ministeren er: ”Hvordan sikrer vi i fremtiden, at samspillet mellem behandlingspsykiatrien og den psykosociale indsats i kommunerne – både på og uden for bostederne – kommer rundt om alle aspekter i livet. Herunder bedre kost- og motionsvaner samt afdækning af kostallergier og mangeltilstande?”

NB! Landsledelsen vil som tidligere år udsende en udtalelse godkendt af landsmødet, lørdag den 15. maj ved mødets afslutning.


På vegne af LAP´s Landsledelse

Inger-Liss Christoffersen, tlf : 72168793
Hanne Wiingaard, tlf 21637314

Pressemeddelelse: Menneskelig tragedie bruges til politisk spind

29. marts 2010

LAP sætter spørgsmålstegn ved Venstreborgmester Martin Damm´s ønske om ændringer af den sociale servicelov.

Der er en del spørgsmål der trænger sig på i forbindelse med den ulykkelige situation i Kalundborg.

Hvor mange års svigt ligger der bag en situation hvor en mandsopdækning på 18 personer bliver nødvendig?

For den situation opstår ikke ud af den blå luft, den antyder en årelang tilstand af svigt oplevet af personen. Hvem har svigtet, hvordan og hvorfor?

Alle disse elementer kunne det være mere relevant at få kortlagt og belyst. Det ville hjælpe til at sætte fokus, der hvor fokus hører hjemme, i stedet for bruges noget der, uanset synsvinkel kun kan opleves som en skjult menneskelig tragedie, til at drive en partipolitisk diskriminerende hetz mod en gruppe i befolkningen, som alt for ofte og i alt for høj grad svigtes af de ansvarshavende myndigheder.

Det er interessant at Kalundborgs borgmester går ud med sine ideer og teorier lige netop nu, hvor Sundhedsstyrelsens temarapport er til debat i befolkningen. En rapport der påviser at ansvarligheden over for borgere på Bosteder og plejehjem, som jo efter kommunalreformen er blevet kommunernes hovedansvar, absolut halter i en sådan grad, at der kan tales om livstruende svigt.

Man kan ikke frigøre sig fra en oplevelse af, at Kalundborgs borgmester er ude i et ærinde der hedder fokusforflygtigelse.

Eller er det et spørgsmål om, at fundere lovforslaget om ”tvungen opfølgning” vej gennem folketinget og befolkningens accept af nødvendigheden af dette indgreb. Et forslag der sluses uden om det almene parlamentarisk og demokratiske princip, ved at blive gemt indeni satspuljeforhandlingerne og forliget. Satspuljeforliget kræver enstemmighed. Og normalt behandles lovforslag ikke via satspuljeforliget, kun bevillingen af midler.

På denne udspekulerede måde, er det lykkedes regeringen, at fratage oppositionen deres mandat til at stemme mod lovforslaget, når det behandles i folketinget.

Er dette en ny praksis?

Accepterer befolkningen denne praksis en gang, så kan det ske igen.

På vegne af LAP – Landsforeningen Af nuværende og tidligere Psykiatribrugere

Bo Steen Jensen , 3969 33 88 ,  zentao@oncable.dk
Hanne Wiingaard  , 5550 01 51 / 2163 73 14 , wiingaard@pc.dk
Steen Moestrup , 2822 2765 , steenmoestrup@post.tele.dk

Pressemeddelelse: LAP ønsker tillykke med ministerrokaden

24. februar 2010

LAP iler med at ønske de nyudnævnte ministre tillykke. Især til Indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder, med det nye ansvarsområde ’sundhed’, og Socialminister Benedikte Kiær, som vi ikke kender endnu, men er spændte på at lære at kende.

Til dig Bertel Haarder vil vi sige: Det er af stor interesse for os, om du vil videreføre de tanker, din forgænger udtrykte over for repræsentanter for bl.a. LAP, om et tættere samspil i psykiatrien. Så det bliver en helhedspsykiatri og med tæt samarbejde mellem de medspillende ressortministerier, primært Socialministeriet, Indenrigs- og Sundhedsministeriet, men også Beskæftigelsesministeriet og dit gamle ministerium, Undervisningsministeriet.

Vi vil samtidigt her udtrykke ønsket om et muligt møde med dig, som opfølgning på mødet med din forgænger, d. 19. januar 2010.

Til dig Benedikte Kiær vil vi sige lidt de samme ting; først, vi glæder os til at møde dig og lære dig at kende. Det er vores håb, at du i dit arbejde har fokus på de ovenfor omtalte samspil, idet det desværre ofte har vist sig, at de store huller i sikkerhedsnettet opstår der, hvor de to ressortområder regioner og kommuner skal fungere samlet. Beklageligvis er det oftest kommunerne, der svigter.

Samtidigt vil vi, overfor begge ministre udtrykke vores dybe frustration over lovforslag L 128 ”Lov om ændring af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien og lov om rettens pleje” (tvungen opfølgning efter udskrivning) der for tiden ligger til behandling i tinget og det fremsendte udkast af 15.2.2010, forslag til ”Lov om ændring af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien og retsplejeloven” (betænkningstid forud for tvangsbehandling, oppegående tvangsfiksering på Sikringsafdelingen, udvidet eksternt tilsyn med tvangsfikseringer m.v.).

Idet vi på den ene side som medspillende har brugt år på bl.a. Gennembrudsprojektet, omkring nedbringelse af tvangsanvendelse i psykiatrien. Og nu på den anden side ser to lovforslag, der ikke blot udvider tvangsmulighederne i psykiatriloven – men også vil ophøje foranstaltninger, der internationalt anses for menneskerettighedsstridende, til lovliggjorte muligheder i den danske psykiatri. Disse foranstaltninger anses fra anerkendte eksperters side, ikke at have nogen behandlingseffekt.

LAP – Landsforeningen Af nuværende og tidligere Psykiatribrugere

Bo Steen Jensen 39 69 33 88, Hanne Wiingaard 55 50 01 51/21 63 73 14 og Steen Moestrup 28 22 27 65

Pressemeddelelse: LAP påvirker nyt kæmpehospital i Århus.

I Århus har man besluttet at bygge en hel hospitalsby til hele 10 milliarder kr. Alle hospitalerne i byen skal samles på et sted, nærmere bestemt i Skejby. I den forbindelse har der været, og vil være, en del møder hvor interesseorganisationer kan give deres besyv med, inden murstenene begynder at blive stablet oven på hinanden. Med andre ord, vi kan påvirke byggeriet i en god retning. Indtil videre skal det psykiatriske hospital dog ikke flyttes derud. Det skal kun modtagelsen. Fra 2015 skal man tage til Skejby, for at komme til modtagelsen inden for psykiatrien. Man kan så ligge der i op til 72 timer, for at blive observeret for at bedømme om man evt. skal indlægges. Hvis det er ja, skal man køres 15 min. hen til det psykiatriske hospital i Risskov.

På møderne har LAP’s repræsentant markeret sig ved bl.a. at foreslå, at der skal være et livsglæderum, hvor patienter og pårørende kan gå hen og finde ny mental energi. Der kan f.eks. være flotte malerier på væggene, bolde man kan lege med, musik man kan lytte til, store bamser osv. Det syntes man var en god ide, som vil bliver videregivet til et magasin, der udkommer næste år, med alle vores forslag i. Allerede nu har man planlagt et helse- torv samt et reflektionsrum på det nye hospital. Det sidste kan man gå ind i og reflektere over tingene. Hvis man vil se byggeriet, kan man gå ind på www.dnu.rm.dk. Man kan sågar få en overflyvning over det!  Det er flotte billeder man får at se. Her kan man også komme med forslag til hvordan hospitalet skal se ud.

LAP`s repræsentant er meget glad for møderne, som foregår i en god atmosfære, tilmed bliver man bliver lyttet på. Næste tema for mødet er: Sundhedsfremmende og forebyggende initiativer.
Så en stor rose fra LAP’s Livsglædegruppe til dem der har involveret os i projektet.

Tom Jul Pedersen
p.v.a./ Livsglædegruppen inden for
Landsforeningen af nuværende og tidligere psykiatribrugere.

Pressemeddelelse: Hvornår er nok, nok?

16. november 2009

Det er det spørgsmål LAP, Landsforeningen Af nuværende og tidligere Psykiatribrugere må stille efter tragedien den 13. november 2009 i Ålborg.

Vi stiller spørgsmålet til sundhedsministeren, justitsministeren og samtlige partiers psykiatriordførere.

For tredje gang inden for ni måneder har politiet anvendt skydevåben ved assistance til tvangsindlæggelser. To gange med døden til følge.

LAP må forlange, at alle aspekter omkring disse episoder bliver fremlagt for offentligheden.

LAP må ligeledes forlange en klar redegørelse om, hvorfor politiet optræder uniformeret – uagtet at det hedder sig, at politiet så vidt muligt skal være civilt klædt i sådanne situationer.

LAP må også stille spørgsmålet: ”Hvor mange flere psykiatribrugere skal miste livet”? Ikke mindst set i lyset af det fireårige forsøg med ”Tvungen opfølgning”, som ligger i satspuljeforliget, burde der helt klart i forsøget have været indskrevet et krav om, at politiet skal optræde i civil.  Mange tvangsindlæggelser kunne undgås ved at et specialuddannet psykoseteam med læge og sygeplejersker mødte op på bopælen, i stedet for uniformerede politimænd.

LAP udtrykker sin dybeste medfølelse for de efterladte til de to dødsofre.

På vegne af LAP´s Landsledelse
Inger-Liss Christoffersen
72 16 87 93

Pressemeddelelse: Tvungen opfølgning – Nej Tak

27. oktober 2009

Tvungen opfølgning indgår i ny satspuljeaftale på sundhedsområdet – LAP finder det oprørende og opfordrer til at forsøget trækkes ud af aftalen

LAP – Landforeningen af nuværende og tidligere psykiatribrugere – finder det oprørende, at samtlige folketingspartier undtagen Enhedslisten – som en del af satspuljeaftalen på sundhedsområdet – har besluttet at etablere forsøg med tvungen opfølgning over for psykiatriske patienter.

Tvungen opfølgning vil i praksis betyde, at et antal borgere, som ikke er aktuelt sindssyge, vil kunne afhentes af politiet i eget hjem, bringes til den nærmeste psykiatriske afdeling, sprøjtes med stærkt virkende hjernemedicin og derefter blive overladt til sig selv. Dette på baggrund af en enkelt overlæges beslutning. Det er ikke nogen værdig måde at behandle svært stillede psykiatriske patienter, og helt i modstrid med grundlæggende menneskerettigheder om boligens ukrænkelighed og retten til selvbestemmelse.

Vi kan kun se dette som en afmagtshandling fra sundhedsministerens side, bundende i en naiv tro på ensidige medicinske løsninger.

LAP har i årevis efterspurgt en seriøs forskning vedrørende såkaldte ”svingdørspatienter”, herunder undersøgelser af, hvorfor nogle psykiatribrugere ophører med at anvende ordineret medicin. Det eneste svar har været et postulat fra lægefaglig side, om at patienterne mangler sygdomsindsigt.

Der kan være mange og helt legitime grunde, til at den enkelte fravælger stærkt virkende hjernemedicin. Medicin som påviseligt kan føre til pludselig død, grundet hjertesvigt, til livs- og helbredstruende tilstande såsom diabetes, overvægt og hjerte-/karsygdomme og til generelt forringet livskvalitet og funktionsevne.

Folketinget kunne have valgt at anvende satspuljemidler til helt anderledes og for den enkelte relevante tiltag: hjælp til at leve et liv uden psykofarmaka, hvis det er det, man ønsker, adgang til solid hjælp og støtte i døgnets 24 timer i eget hjem eller dertil indrettede døgnhuse mv.

I LAP frygter vi, at forsøget udvikler sig til en sovepude. Forsøget kan betyde, at der ikke bliver forsket i eller forsøgt andre løsningsmodeller.

På trods af de i aftalen indarbejdede retssikkerhedsgarantier ser vi det som en fare for den almindelige psykiatribruger, at der overhovedet åbnes for forsøg med ambulant tvang. I dag en ”lille” gruppe på 60 personer på landsplan. I morgen! Hvor mange?

LAP finder det klædeligt, hvis forsøget hurtigst muligt trækkes ud af Satspuljeaftalen.

På vegne af LAP
Steen Moestrup, tlf. 28 22 27 65
Hanne Wiingaard, tlf. 21 63 73 14
For yderligere information, kontakt venligst:
LAP – www.lap.dk – Talsmand Hanne Wiingaard – wiingaard@pc.dk – 55500151

Pressemeddelelse: Gummiceller, nej tak.

Vi må i LAP på det kraftigste reagere på Sundhedsminister Jakob Axel Nielsens ide om Gummiceller som behandlings ide og alternativ til Bæltefiksering. Og samtidigt må vi undre os over at formanden for Dansk Psykiatrisk Forening Anders Fink-Jensens opbakning af forslaget.

LAP foreslår sundhedsministeren at han i stedet:

  1. fremmer implementeringen af de resultater der fremkom via Gennembrudsprojekter (Det nationale projekt om tvang i psykiatrien)
  2. bruger sin indflydelse på at få løftet psykiatrien ud af det økonomiske efterslæb de konstante besparelses krav har placeret den i.

Dermed kunne vi opnå at der blev rum og plads til den personale forøgelse som muligvis er fornøden, for at der blev plads til den forebyggende omsorg og samtale – som Gennembrudsprojektet viste var vejen ud af overforbruget af tvangs foranstaltninger.
Det er dybt beskæmmende for et oplyst samfund som det danske, at vi hører til et af de lande i Europa, der bruger mindst på psykiatrien. Danmark bruger omkring 7% af sundhedsbudgettet på psykiatrien. Lande vi normalt sammenligner os med bruger omkring 17 til 20 %
Og i betragtning af at psykiske lidelser kan ramme op til omkring 40 % af befolkningen er selv 20% for lidt

Det er i dag bevist at psykisk sygdom er lidelser man kan blive rask af eller i høj grad formindske gener fra.
Men vejen går hverken via Gummiceller, hånd og fod remme eller bæltefikseringer

LAP må forlange at psykisk syge mennesker i Danmark tilbydes en behandling der ikke er menneskenedværdigende på grænsen af tortur.

Kontakt:
Bo Steen Jensen, 39693388
Hanne Wiingaard, 55500151

Pressemeddelelse: Sådan provokeres folk i behandling til handlinger, der fastholder dem i behandlingen

I aften fik Danmark i den bedste sendetid, DR1, Forbrydelsen fra 20 til 21, et eksempel på hvordan fangerne/patienterne  bliver provokeret til overfald på personalet.

Xxx får besked om, at hans forestående udskrivning ikke er godkendt fra Retslægerådet af overlægen på afdelingen, og samtidig kræver vagten/plejeren, at han skal tilbage på sit værelse. Han kan ikke få lov at gøre samtalen med overlægen færdig og samtalen foregår på gangen. Hans første venlige afvisning af vagten/plejen anvisninger ignoreres og til sidst bliver han voldelig og kan dermed fastholdes i tvangsbehandlingen.

I situationen ser vi til sidst hvordan han ligger bælte fikseret.

Tydeligere indblik i daglig dagen på retspsykiatrisk afdeling, kan Danmarks befolkning vist ikke få.

Desværre er dette ikke et enestående eksempel.

LAP – Landsorganisationen Af nuværende og tidligere Psykiatribrugere håber, at regeringen og Dansk folkeparti i særdeleshed vil komme til fornuft og fjerne forslaget om tvungen opfølgning fra den politiske dagsorden. Lige som vi håber man vil indse, at etikken ikke tillader, at behandlingsdomme baseres på vold mod personale.

Det må være indlysende for alle, at i denne situation er patienten i en situation, hvor personalet har alle muligheder for at provokere og dermed skabe basis for en voldsepisode, der siden kan føre til en behandlingsdom på ubestemt tid. Og dette er ikke etisk acceptabelt i et land som Danmark, der netop har ratificeret konventionen omkring Handicappedes lige rettigheder.

En LAP fra
Steen Moestrup
Medlem af Landsledelsen i LAP
28 22 27 65