Fokus på hjernemedicin

Nogle aktuelle dødsfald blandt yngre psykiatriske patienter og en nyligt offentliggjort rapport fra Sundhedsstyrelsen har skabt røre og politisk bevågenhed, om at psykiatriske patienter ofte behandles med mange forskellige psykofarmaka samtidigt. Ifølge Sundhedsstyrelsens ’Rapport om forbruget af antipsykotika blandt 18-64 årige patienter’ er der især øget dødsrisiko, når neuroleptika (antipsykotiske midler) gives i kombination med beroligende midler eller sovemedicin, hvorfor en sådan kombination nu frarådes. Undersøgelsen har ikke kunnet dokumentere øget dødelighed hos patienter, der får flere forskellige neuroleptika samtidigt, sammenlignet med dem der kun får ét neuroleptika, men det anbefales at undgå kombinationsbehandling med flere præparater.

I LAP – Landsforeningen af nuværende og tidligere Psykiatribrugere, har vi gennem årene været opmærksom på, at stærk hjernemedicin – neuroleptika, der for mange er det eneste tilgængelige behandlingstilbud, ofte har meget ubehagelige bivirkninger og at nogle af bivirkningerne direkte eller indirekte kan være invaliderende eller livstruende. Mange af vores kammerater døde en alt for tidlig død, som i mange tilfælde må formodes at være en direkte eller indirekte virkning af medicineringen. Sådanne potentielt livstruende bivirkninger kan være hjerterytmeforstyrrelser, sukkersyge, vægtøgning og deraf følgende risiko for hjerte-/karsygdomme, påvirkning af leverfunktion og knoglemarv, ligesom medikamenterne kan medføre uoprettelige hjerneskader. Malignt neuroleptika syndrom er en akut livsfarlig medicinforårsaget tilstand, der indebærer en dødelighed på op til 20 % blandt dem, der rammes. Det er uklart, hvor mange der årligt rammes af malignt syndrom, og vi har en begrundet formodning om, at myndighederne af uvidenhed eller uvilje ofte undlader at undersøge den dødes blod for de bestemte enzymer mv., der kan sandsynliggøre at dødsårsagen er malignt neuroleptika syndrom.

Det er et stort fremskridt, at Sundhedsstyrelsen viser interesse for de farer, der er forbundet med brugen af stærk hjernemedicin og den alt for udbredte praksis med at gøre patientens krop og hjerne til et stort kemisk laboratorium, hvor det ene medikament dynges ovenpå det andet. Men i LAP finder vi det kritisabelt, at undersøgelsesrapporten hovedsageligt er udarbejdet af læger, der dagligt ordinerer diverse psykofarmaka. Man burde i langt højere grad have involveret uafhængige eksperter f.eks. kliniske farmakologer. Vi stiller os uforstående over for, at man i undersøgelsen af sammenhæng mellem medicin og dødelighed ikke har interesseret sig for de konkrete dødsårsager. Hvor mange blandt de 317 døde, man har beskæftiget sig med, er f.eks. døde af malignt neuroleptikasyndrom, hvor mange er døde uden kendt årsag (som kunne være malignt syndrom!) og hvor mange er døde af tilstande, som kan være en følgevirkning af medicineringen? Vi stiller os også uforstående over for, at man ikke har draget nogen form for sammenligning mellem dødeligheden blandt personer, der er i behandling med neuroleptika og personer, der ikke får neuroleptika.

Vi ser i LAP frem til, at Sundhedsstyrelsen følger op på rapportens anbefaling om at foretage en videnskabelig undersøgelse med henblik på at afklare, om der er en risiko for at dø af behandling med antipsykotiske lægemidler. Vi vil opfordre til, at man ved iværksættelsen af en sådan undersøgelse inddrager uafhængige eksperter og relevante bruger- og pårørendeorganisationer. I mellemtiden mener vi, at man fra Sundhedsstyrelsens side bør indskærpe, at der ved dødsfald blandt personer, der er i behandling med neuroleptika, skal foretages undersøgelse af den afdødes blod med henblik på at konstatere, om dødsårsagen kan være malignt neuroleptika syndrom.

Vi mener i øvrigt, at den aktuelle opmærksomhed om risici forbundet med brug af neuroleptika, bør føre til at man fra politisk hold sætter ind over for den udbredte tvangsmæssige administration af netop disse medikamenter i forbindelse med tvangsindlæggelser og behandlingsdomme. En ulykkelig mor udtrykte, da hendes søn, med mange forskellige psykofarmaka i blodet, blev fundet død på en retsmedicinsk afdeling: ”Hvor kammeraterne, der havde været med til at begå den samme lovovertrædelse, slap med en kortvarig frihedsstraf, fik min søn en dødsdom.”

For en nærmere uddybning af LAP’s synspunkter, kan der rettes henvendelse til Kaj Larsen