Rapport fra Aalborg
I fredags delte vi os op i et plakathold og et korshold og manifesterede kampagnens virkemidler rundt i byen.
Der hænger godt 170 plakater i byen, heraf de fleste i centrum.
Først var begge hold på Sygehus Syd, ved Zoologisk have og Psyk Info. Bjarne, den venlige mand kan få sat plakater op, og afleveret postkort, næsten alle vegne, blandt andet i butikken ved indgangen til Zoologisk have. Dyrene får muligvis en del lykkepiller, for at de kan holde trængslerne ud ved at være indespærret. Måske. I hvert fald var det et pænt træk fra Zoo, at de ville have ophængt vores plakat.
Socialdemokraterne afholder i weekenden kongres i Aalborg Kongres og Kulturcenter. Aftenen inden at Thorning Schmidt med følge ankom, var receptionen ved at blive afsøgt for bomber og gulvet bonet en ekstra gang. Vor venlige mand Bjarne fik dem til at hænge vores blå plakater op blandt alle de røde, der dominerede i Aalborg hallerne. Overfor hovedindgangen satte vi et kors. Det står der stadig, og er svært at overse, når man går ud på Vesterbro midt i byen.
Lørdag markerede vi med de gribende taler fra pårørende, der havde mistet deres kære og unge mennesker i psykiatrien. Det var på Gammeltorv i henved 5-6 timer, suppleret med god musik. Vi delte omkring 400 postkort ud til forbipasserende. Vor venlige mand var nede i kongressen for at hente Mette Frederiksen (S). Men hun havde ikke tid, så han måtte nøjes med hendes telefonnummer. Fem minutter før, at teknikerne kom og tog scenen ned, begyndte det at regne.
Vi fik talt med mange, specielt pårørende var meget interesserede. Vi synes det var en smuk dag, i dag.
TV2-Nord optog et indslag, og der var direkte radio interview om morgenen i DR P4-Nordjylland.