LAP til møde hos ny Social – og Indenrigsminister

Til: Social- og Indenrigsminister Astrid Krag

Dato: 22.08.2019

Kære Social- og Indenrigsminister Astrid Krag,

Velkommen til!

Landsforeningen Af nuværende og tidligere Psykiatribrugere LAP vil gerne ønske dig tillykke med din udnævnelse som minister for både kommuner og de ældre, udsatte og borgere med sociale udfordringer.

Vi har i den anledning nogle ønsker til det løft, vi som psykiatribrugere oplever er tiltrængt for psykiatrien i Danmark, og som du, som ny minister kan medvirke til at realisere:

– Vi håber du vil være i stand til at forebygge kassetænkning mellem regioner og kommuner. Eller i det mindste reducere de negative følgevirkninger, som i dag forekommer. Hvor borgerne enten ikke får det optimale tilbud eller bliver kastebold mellem to myndigheder.

– At afløseren for satspulje midlerne bliver gjort nemmere tilgængelige og med minimalt bureaukrati, og at det samtidig lykkedes at afskaffe nogle af de bureaukratiske udfordringer, som mange mindre og mellemstore foreninger slås med i forhold til myndigheder og bevillingsgivere.

– At der udarbejdes en oversigt/et katalog over beboernes vurdering af bostederne – et kvalitetsminimumskrav til bosteder for psykisk sårbare. Og at bostederne i det hele taget i højere grad baseres på beboernes ønsker, end ønskerne fra medarbejdere og myndigheder.

– Flere akut tilbud. Half-Way Houses efter udskrivning fra psykiatriske afdelinger. Half Way Houses kan have form af refugier. Vi har i LAP i 6 år afprøvet et decemberrefugie og ønsker nu at udvide tilbuddet, således at vi på sigt opnår at have et tilbud i hver region, og på helårsbasis.

– Vi ønsker at du tjekker op på at de lovpligtige tilbud, som kommunerne skal have, reelt er til stede med gældende normeringer. Det vil sige en sikring af, at borgerne får relevante og lovgivningspligtige ydelser og tilbud.

– Vi ønsker, at der sættes flere øremærkede midler af til kommunale socialpsykiatriske tilbud. Afskaf gensidig forsørgerpligt for samboende/gifte førtidspensionister og folkepensionister.

– Vi ønsker, at der arbejdes med nogle modeller, der gør det muligt for folk på offentlige ydelser at flytte sammen uden, at der derved mistes større dele af indtægterne. Tillige ønsker vi, at der arbejdes med mulighederne for etablering af mindre bofællesskaber. Det kunne tillige overvejes, at se på muligheder for at ældre i store boliger på særlige vilkår kan udleje til udsatte, og dermed støtte dem med tag over hovedet og samtidig være en social støtte.

Skulle du være interesseret i at få en videre snak med os – om ovennævnte ønsker – er du meget velkommen til at kontakte os. Vi vil meget gerne være behjælpelig med at få sat ovennævnte initiativer i sving!

Med venlig hilsen
På vegne af LAP´s Landsledelse
Hanne Wiingaard, Lars Kristensen og Steen Moestrup
Forretningsudvalget

Kontaktoplysninger:
Landsforeningen Af nuværende og tidligere Psykiatribrugere LAP.
Store Glasvej 49
5000 Odense C
Tlf.: 66 19 45 11
E-post: lap@lap.dk
www.lap.dk


 

Kære Hanne Wiingaard, Lars Kristensen og Steen Moestrup

Jeg skal på vegne af social- og indenrigsminister Astrid Krag takke for mailen af 22. august 2019 med anmodning om et møde med ministeren.

Ministeren vil gerne invitere jer til et hilse-på-møde på hendes kontor i Holmens Kanal 22, København K, tirsdag den 24. september 2019 kl. 13.00-13.30. Hvordan passer det ind i jeres kalendere?

Jeg ser frem til at høre fra jer.

På forhånd tak.

Med venlig hilsen
Sekretær for ministeren
Social- og Indenrigsministeriet
Holmens Kanal 22
1060 København K