LAP’s høringssvar vedrørende udkast til Vejledning om behandlingsansvarlige og ledende overlægers ansvar for patienter, der er idømt en behandlingsdom eller en dom til ambulant psykiatrisk behandling.
- af LAP – Landsforeningen Af nuværende og tidligere Psykiatribrugere
Sundhedsstyrelsen
Islands Brygge 67
2300 København S
20.05.2010
LAP’s høringssvar vedrørende udkast til Vejledning om behandlingsansvarlige og ledende overlægers ansvar for patienter, der er idømt en behandlingsdom eller en dom til ambulant psykiatrisk behandling.
LAP – Landsforeningen af nuværende og tidligere Psykiatribrugere er af Sundhedsstyrelsen blevet inviteret til at give vores kommentarer til udkast til vejledning.
Mange af vores medlemmer oplever at domme til behandling forvaltes ret lemfældigt og med alt for stor uensartethed rundt omkring i landet. Selv om vi principielt er imod omfanget og varigheden af mange af de ofte menneskeretsstridige foranstaltningsdomme, vil vi gerne benytte os af lejligheden til at kommentere udkastet.
Side 1 nederst står der i udkastet at ”For hovedparten af disse patienter vil dommen give mulighed for at patienten kan indlægges på psykiatrisk afdeling …”. Vi er bekendt med, at mange domme til ambulant behandling indeholder en sådan mulighed, men mener at formuleringen udelukkende forholder sig til nugældende praksis, som forhåbentlig vil ændre sig over tid. Vi foreslår i stedet, at der skrives: ”For nogle af disse patienter vil dommen …”
Side 2 før sidste afsnit eller evt. et andet sted i vejledningen foreslår vi følgende tilføjelse om løbende aktindsigt i egen journal: ”Patienten bør løbende holdes orienteret om, hvad der journalføres og have mulighed for at få udleveret kopi af journalen”
Side 3 i afsnittet om behandlingsplan foreslår vi følgende tilføjelse/omformulering:
”Behandlingsplanen bør udformes i samarbejde med patienten og, såfremt denne ønsker det, også med inddragelse af pårørende eller andre fra dennes netværk.”
”Behandlingsplanen bør løbende drøftes med patienten og justeres i overensstemmelse med dennes aktuelle livssituation.”
Side 4, øverst anføres det i udkastet, at det kan være relevant ”at personalet på fx et psykiatrisk bosted instrueres i, at de hurtigst muligt skal kontakte den behandlingsansvarlige overlæge, hvis de får kendskab til eller mistanke om, at en patient ikke tager sin medicin som ordineret, eller hvis der opstår mistanke om misbrug eller kriminalitetsrecidiv.” Vi mener ikke, man som overlæge ligefrem kan ”instruere” personale på sociale/socialpsykiatriske bosteder og finder det vigtigt, at den behandlingsdømte inddrages fuldt ud i et evt. samarbejde mellem overlæge og bosted mv., således at tillidsforholdet mellem borger og socialt/socialpsykiatrisk personale ikke lider skade.
Side 5 efter andet afsnit er det os meget magtpåliggende at foreslå følgende tilføjelse:
”Under evt. frihedsberøvelse i henhold til dom skal patienten og behandlingspersonale oplyses fuldt ud om, at psykiatrilovens bestemmelser og principper nøje skal overholdes med undtagelse af de paragraffer der nævnes i bek. nr. 892 af 14/12/1998 om personer indlagt på psykiatrisk afdeling i henhold til strafferetlig afgørelse.” Det er vores erfaring, at der hersker stor uvidenhed herom såvel hos personale som hos patienter. Især bør der eksplicit gøres opmærksom på følgende: ”Tvangsbehandling, magtanvendelse og kropsvisitation må således kun tages i anvendelse, når og hvis psykiatrilovens kriterier er opfyldt.”
Da der ofte er tale om langvarige indlæggelser i forbindelse med dom til behandling, foreslår vi endelig, at vejledningen kommer til at indbefatte, at det skal tilstræbes at fastholde og forbedre patientens kompetencer fx via undervisningstilbud og beskæftigelse.
Med venlig hilsen, på vegne af LAP
Ulla Asmussen, landsledelsesmedlem
Karl Bach Jensen, udviklingskonsulent
LAP – Landsforeningen Af nuværende og tidligere Psykiatribrugere
Store Glasvej 49
5000 Odense C
Tlf: 66194511