Så blev det igen tid til LAP’s årlige landsmøde, der for 3.gang blev afholdt på Severin Kursuscenter i Middelfart. Solen skinnede på landsmødets første dag, udsigten kunne ikke være mere smuk og kursuscentrets terrasse blev indenfor en time fyldt med glade og forventningsfulde medlemmer.

Cigaretter og kaffe blev indtaget med samme høje hastighed, som medlemmernes indbyrdes genkendelses-glæde kom til udtryk i knus, omfavnelser og oprigtig omsorg for hinandens velvære på den solrige terrasse. En glæde, der blev verbaliseret i sangen om knus og glæde, da landsmødet blev indledt. Så der var lagt op til en god start på landsmødet; det må dog erkendes, at denne fik modstand, da mødet gik officielt i gang. Men det var nok meget naturligt, da uvisheden, omkring en del ubekræftede rygter om turbulente forhold i landsledelsen det sidste års tid, herskede for fulde sejl blandt medlemmerne som frustrerende ytringer – både internt til naboen og til hele landsmødets forsamling.

Men jeg syntes, at de to valgte dirigenter Ditte Sørensen og Erik Olsen gjorde, hvad de kunne for at yde både menige medlemmer og landsledelsen retfærdighed. Men jeg må konstatere, at mødet var stressende – med langt over 20 forslag, var der meget lidt tid til hver enkelt forslag. Personligt kom det for mit vedkommende til udtryk i, at jeg for én del forslag’s vedkommende hverken kunne stemme for eller imod; da jeg manglede klaring på nogle områder til, at jeg kunne foretage et sufficient valg. Andre medlemmer udtrykte deres frustration og stress meget kraftigt, både verbalt og kropsligt – så kraftigt, at jeg tror, at alle tilstedeværende husker adskillige gange, hvor dirigenterne gang på gang måtte kalde til besindelse og ro i forsamlingen og foreslå ekstraordinære pauser. Sidstnævnte var selvfølgelig udmærket for rygerne!

Lørdag var det gråvejr med byger, hvilket afspejlede morgenens humør og engagement hos nogle! Ja, selv fællessangen lød ikke ret køn og fik da heller ikke glæden frem i mig som dagen før…..men så kom sognepræst Joachim Stender og gav os en indsprøjtning af glæde, gå-på-mod og humoristisk sans! Han talte om ”det gode liv” og opfordrede til revolution mod travlheden i vort samfund. En interessant tanke er, at han ligestillede stressede mennesker med misbrugere; hvor travlheden bruges som en flugt fra at tænke tanker om f.x. liv & død. Jeg må sige, at personligt fik jeg endevendt mine lattermuskler godt og grundigt; men jeg fik også en god portion ”stof til eftertanke” med hjem…..så en stor ros til dem, som har fået idéen til dette oplæg!!!

Men trods en broget start på landsmødets 2.dag, blev afslutningen på denne dag glædelig med festklædte medlemmer og god mad. Selv solen kom frem sidst på lørdagen – om det så var Joachim Stender og ”hans forbindelser” som præst eller bare en tilfældighed…..det må op til hver enkelt af os at afgøre!

Søndagen var kort og hektisk, da der både skulle vedtages handleplan, budget og vælges nye medlemmer og suppleanter til landsledelsen. Og så var det tid til afrejse og dermed også afsked, men forhåbentlig også på gensyn næste år! Men jeg tror, at vi alle fik noget med hjem at tænke over og arbejde med, så de lokale FAP’er og LAP forhåbentlig kan blive større og ”få mere øren” i samfundet – både politisk og generelt!

Men alt i alt et godt landsmøde. Men for specielt 2 personer var landsmødet og opholdet på Severin i Middelfart andet og mere end for os andre. For Gitte & Michael fra Viborg var det nemlig deres bryllupsrejse. Derfor vil jeg gerne her ønske brudeparret al mulig held & lykke i tiden fremover!!!

Tilbage er så stadig min personlige frustration over at måtte stemme ”blank” til gode forslag! Hvad kan der gøres ved det? Jeg mener, at vi hver især må tage til efterretning, hvad det er, vi indsender som forslag til næste års landsmøde…..er det forslag eller blot konstateringer og drilske spørgsmål!?! Og hvis vi så i fællesskab kan gå efter bolden og ikke manden – ja, så kan det da kun blive bedre næste år!

Med ærlig hilsen
Marianne Stengaard
Medlem af Bladgruppen

Karl Bach Jensen blev 1. maj 2006 ansat som konsulent for LAP. Karl skal bl.a.

• medvirke til at udvikle en organisk og dynamisk foreningsstruktur
• bistå LAP’s grundforeninger (FAP’er) og kollektive medlemmer i at udvikle deres medlemsaktivitet og brugerpolitiske virksomhed bl.a. ved i samarbejde med foreningens rejsesekretær
  1. at forberede og afholde fagligt og socialt træf for foreningens kollektive medlemmer
  2. at forberede og afholde træf for LAP’s grundforeninger (FAP’er)
  3. udvikle aktionsformer der involverer medlemmerne
  4. udvikle og tilbyde kurser i foreningsarbejde
• samarbejde med formandskab, landsledelse, arbejdsgrupper og enkeltmedlemmer om at igangsætte og gennemføre medlemsrettede projekter
• medvirke til at styrke foreningens kontakter til medier, offentlighed og politikere
• være sparringspartner for foreningens valgte ledelse
• medvirke til at skaffe offentlige og private midler til foreningens drift og projekter

Selvskadende adfærd –

fra offer til sejrherre

Af Mike Smith
Forlaget PsykoVision
ISBN 87-990474-1-1

Som der står på forsiden af bogen, er det en arbejdsbog for mennesker med selvskadende adfærd, deres pårørende samt de professionelle. Derfor er bogen fyldt med en del spørgsmål, hvor den enkelte bruger på de efterfølgende blanke linier kan give sit eget personlige svar. Svar som både kan hjælpe brugeren selv, de pårørende og sidst men ikke mindst give de professionelle en forståelse for den specifikke bruger og årsagen til dennes selvskadende adfærd. Hermed er der også mulighed for bedre at kunne give en individuel og personlig støtte, så brugeren på sigt kan få et bedre liv med mulighed for at komme sig.

Bogen er skrevet af en psykiatrisk sygeplejerske – men hvilken én! Med den empati og menneskelige omsorg, han giver udtryk for, havde psykiatribrugeres mulighed for at komme sig været større, om der havde været flere af hans slags! Den måde han stiller bogens spørgsmål på, bliver de ikke til anklager men til redskaber for en forståelsesrejse ind i det menneske, som har selvskadende adfærd. For Mike Smith er selvskadende adfærd ikke en sygdom eller et symptom på sygdom, men et sprog/en måde at udtrykke sig på.

Bogen har åbnet mine øjne for, at selvskadende adfærd ikke kun er f.x. at skære i sig selv – diverse misbrug og ”nedgørelse af sig selv” m.m. er også selvskadende adfærd. Derfor mener jeg også, at bogen er anvendelig som redskab til at forstå det enkelte menneske – og ikke kun mennesker med psykiatriske diagnoser!

Bogen får derfor min bedste anbefaling!

Marianne Stengaard
Medlem af bladgruppen

Ny roman af Mårten Breum er netop udkommet på forlaget Partisan:

“Forsvar for tolv tosser”(pdf-fil)

Den 3.maj 2006 afholdtes der afsluttende konference om Projekt Recovery-orientering på Axelborg i København.

Efter indskrivning, morgenbrød og kaffe, bød Hanne Wiingaard fra LAP velkommen til konferencen. Herudover fastslog hun, at recovery ikke er en behandlingsform, men en tilgang til livet; hvor man som psykiatribruger ikke vil have det, behandlerne tilbyder – men det de har…..nemlig et liv!

Projektleder Pernille Jensen fortalte herefter levende og intenst om projektet, dets formål og resultat. Der er ingen tvivl om, at Pernille Jensen er en dame med meget stor og intens viden omkring recovery. Alligevel konstaterede Pernille Jensen, at der er uendelig meget, vi ikke ved om processen i det at komme sig – og derfor skal vi også være opmærksomme på, at ingen har patentrettigheder på, hvad der er den rigtige måde at komme sig på!!! Hun understregede kraftigt, at der er ikke én hjælp, som hjælper alle – dog efterlyste hun generelt i behandlingssystemet samtalen som et godt redskab…..dét at blive talt med og ikke til! Jeg kan kun anbefale at gå ind på hjemmesiden www.recovery-orientering.dk samt læse bogen ”En helt anden hjælp”, som er skrevet af Pernille Jensen ud fra dette 3-årige projekt.

Herefter talte Alain Topor generelt om det at komme sig i Norden. Han er gennem mange års arbejde med/undersøgelse af begrebet recovery kommet frem til, at ”recovey er en social proces” og ”næst efter kærlighed og venskab er arbejde det, som brugerne ønsker sig allermest”. Derfor opfordrede Alain Topor også til, at der samarbejdes på alle planer både i Norden som i resten af verdenen. Han sagde: ”…..vi skal være med til at skabe en revolution, så forholdene for recovery i psykiatrien forbedres!” Dog påpegede han også, at økonomien spiller en vigtig rolle i det at komme sig…..for penge åbner verdenen!!! Det kan jeg da kun give ham ret i, for penge giver jo frihed til at foretage sig forskellige ting! I.f.t. de professionelles rolle for at forbedre psykiatribrugeres mulighed for recovery, understregede Alain Topor, at gensidigheden er yderst vigtig samt det at foretage sig dagligdags handlinger i en ikke dagligdags relation! Han skematiserede to former for professionalitet – distanceret professionalitet og ”forhandlingsbar” professionalitet. Alain Topor påpegede vigtigheden af, at den professionelle kan skifte mellem de to former og også gør det som af væsentlig betydning, når psykiatribrugere skal komme sig.

Efter en særdeles velsmagende og anderledes frokost-buffet, talte den amerikanske psykiater og brugerveteran Dan Fischer. Dan Fischer lagde ud med, at forskellen mellem brugere og professionelle er: ”…..brugere lærer af livet, mens professionelle lærer af bøger!” Som Dan Fischer sagde, så skal recovery være med hjertet – når man bliver syg, fratages man drømme; derfor er det for brugere vigtigt at finde nogen, som tror på éen og éens drømme. Dette konkluderede Dan Fischer på følgende måde: ”…..kærlighed og venskab samt håb om en fremtid er vigtige for recovery sammen med den enkeltes drømme!” Herefter kom han ind på, at de professionelle efter hans mening har brug for at være mere menneskelige……”for at forstå andres ”reality”, er man nødt til at kende noget til selve mennesket!” Som bruger skal man turde tage kontrollen og tro på ens fremtid – altså brugernes empowerment!!! Derfor opfordrede Dan Fischer til, at i.f.t. recovery må både brugere og professionelle bryde regler, hvis det skal lykkes at komme sig!!!

Herefter præsenterede Thorstein Theilgaard fra Bedre Psykiatri pjecen med de 15 forslag til en bedre hjælp, som er blevet til i fællesskabet mellem Bedre Psykiatri og LAP ud fra det ligeledes fælles projekt Recovery-orientering. Forslagene kan bl.a. ses på LAP’s hjemmeside.

Og så var tiden kommet til paneldebatten omkring ”hvad nu – de samfundsmæssige udfordringer”. En debat, som kunne have varet ved i timevis, men som blev styret på en yderst professionel, men også behagelig måde af Trine Sick, TV-A. Hun gik ej heller selv hus forbi i debatten, da man kom ind på tabu og mediernes rolle hertil. Hun lovede, at være mere opmærksom herpå…..og det kan vi da vist kun se frem til med glæde, ikk!!!

Afsluttende kan det kun konkluderes, at det var en indholdsrig konference med yderst kompetente oplægsholdere. Nu må vi så bare krydse fingre for, at den sol som skinnede fra en skyfri himmel på konferencedagen også vil give genskær ind i samfundets generelle mørke opfattelse af psykiatribrugere og deres mulighed for recovery…..for bliver det nemmere at komme sig!!!

”Den, der har sundhed, har håb og den, der har håb, har alt!!!”

Marianne Stengaard
Medlem af LAP’s bladgruppe

Protektor for FAP-København

En problematisk rejse mod målet

Jeg kører gennem det sneklædte landskab mod Dronningemølle, hvor jeg skal mødes med Diana Benneweis. Rustet med et print af Kraks-kort så jeg kan finde vej fra Smørumnedre til Nordsjælland, hvor Diana venter mig kl. 12. Det viser sig at være sværere end jeg havde forstillet mig, for pludselig befinder jeg mig i Frederiksværk. Retningen er helt forkert opdager jeg nu, vender om og kører tilbage mod Hillerød hvor jeg kom fra. Retningen må være mod Gilleleje – selvfølgelig er jeg nødsaget til at ringe til Diana. Efter hendes forklaring begynder det at gå godt og med ét befinder jeg mig på Hulerødvej – Et smukt slot i bindingsværk ligger lige på hjørnet, men det rigtige nr. kan jeg ikke se. Endnu en opringning – ”Kør bare til vejens slutning og parker bilen lige før den lille gangbro og gå 20 meter!” Dér – endelig – ligger Dianas domæne – et større område, hvor jeg i baggrunden aner nogle cirkusvogne. Nu er jeg her – mere end en ½ time forsinket og med 60 km ekstra kørsel. Men Diana lader sig ikke mærke med, at jeg har dummet mig, for da døren åbnes op bliver jeg med et stort knus budt velkommen af hende samt to dejlige hunde. Da jeg træder ind i dagligstuen, med vindueskik til den sneklædte have med masser af sangfugle, mærker jeg en rar atmosfære. En mægtig messingstage med tændte hvide stearinlys, gør entreen her meget hyggelig og intim. Diana bringer mig en varm kop kaffe og undskylder, at hun er i gang med åbning og læsning af en ordentlig stak post fra mange dage. Hun er aftenen forinden hjemkommet fra Sverige, som er hendes ”vinterhi” – herfra kører hun sin forretning via telefon og pc´er – der er travlhed og fuld fart på, sæsonen starter i marts med premiere i Hillerød den 23. marts.

En afslappet samtale kan begynde

Poststakken viser da også en hel del regninger, men jeg bemærker at Diana først lukker de private breve op. Her er bl.a. et stort foto af hende sammen med en kvindelig massør, som Diana er blevet god veninde med, efter at være blevet kureret af hende for en dårlig ryg, som ingen andre behandlinger har kunnet afhjælpe. Så det er forståeligt at denne kvinde må indtage en særlig plads i Dianas univers. Vi taler videre, mens hun fortsat lukker post op, lægger regninger for sig, alt imens jeg forklarer at jeg med min medbragte diktafon vil optage en del af vor samtale. De to Grå Jaco- papegøjer følger nøje med i hvad der foregår – Charlie uden for på buret klatrende rundt som en ren akrobat og den anden gumler inde i sit bur. Hallo Charlie – wie geht es! Han (som faktisk er en hun) forstår kun tysk!

Hvem er det der skal interviewes?

På grund af den afslappede stemning, er jeg inden jeg ved af det, ved med at fortælle om årsagen til min ekstra ”lange udflugt” – Altså hvorfor kørte jeg helt forkert? Jeg måtte lette mit hjerte til Diana om, at jeg inden min afrejse fik en ubehagelig opringning, som jeg havde svært ved at takle. Hvis ikke Diana lige indbød til, at jeg havde lov at fortælle om hændelsen, var jeg brændt inde med mine frustrationer. Bagefter blev jeg flov over, at jeg i min egenskab af ”professionel PR-sekretær på optagelse” – pludselig sad dér og havde brug for støtte. Men det lettede meget og jeg fik derfor en del ”goodies” med hjem. Det kan jeg takke Diana for – hun er en vis kvinde.

Så, nu starter vi

Vi er meget enige om at ikke kun at tale sygdom, for det handler også om livet – om hvad der skal gøres og det vi kan og vil gøre for andre. Her er det på sin plads at nævne en betingelse for at Diana sagde ja til protektoratet i LAP- regi var, at hun ikke skal stå frem som mediefigur for vores forening, men snarere at arbejde bag facaden. Det skete f.eks. da hun ved TV2Charlie Auktionen i oktober sidste år netop i denne direkte udsendelse nævner, at psykiatrien er en af hendes store mærkesager. Og at hun lige er blevet FAP´s protektor, skønt den kjole hun auktionerede bort var til fordel for Landsforeningen Sind. Vi har til vor forening fået lovning på et pænt stort bidrag, når Diana til maj stiller op som foredragsholder omkring sin nye bog, ”Livet bliver ikke genudsendt”, som udkommer til foråret. Honoraret herfra går til FAP-København. Det er vi taknemmelige for – og jeg vil her for egen regning pointere, at hendes virke ikke fremover skal være donationer til FAP/LAP, men det arbejde hun gør ude i marken som bannerfører for os psykiatribrugere.

Bøgerne

Diana er perfektionist til fingerspidserne og sin egen kritikers hårdeste dommer. Derfor er den bog hun er ved at færdiggøre også blevet omskrevet flere gange, så den har budskab til alle, og ikke blot handler om en kendt person med en lang cirkuskarriere. Hun er en kvinde, som har måttet tage livet op til fornyet revision og radikal ændring, efter at hun for godt otte år siden blev psykisk syg. Diana og jeg har i mere end et halvt år E-mailet en del sammen og ved denne dialog bedt mig fortælle lidt om mig selv og min egen sygdom den ”bi-polære affektive psykose”, som også er hendes diagnose. Det har gjort det lettere at tegne et billede af hende på mere præcis måde, end hvis en professionel journalist skulle skrive dette her. Der er rigtig mange ligheder mellem os – ikke kun i sygdommen – men også i måden hvorpå vi takler livets situationer. Godt nok er sygdommen ikke hele mennesket, men den indebærer, at man må ændre en del på sin tilværelse for at kunne leve med den! Diana skrev sin første bog, ”Alting har sin pris”, for tre år siden. I den fortælles om livet lige fra barndommen, om cirkuslivet med en far, Eli, som forkæler hende, men især forventer noget helt særligt af sin datter. Det præger Diana meget, at faderen var så svær at leve op til og at den psykiske sygdom kom i en sen alder, gør ikke just cirkuslivet lettere. Det skal blive meget spændende at læse hendes nye bog. Dér hvor Diana gør en stor forskel, som vil blive hørt, er i hendes egenskab af at stå frem og fortælle hele sandheden. De senere år er flere andre kendisser stået frem for offentligheden med hver deres psykiske sygdom – Det virker som om den brede befolkning bedre kan forholde sig til, samt forstå psykiske lidelser, når de ser kendte mennesker i denne situation.

Vi kommer ind på, at der med alderen også kommer flere fysiske skavanker i ens liv; bl.a. må hun tage blodtryksmedicin, er holdt op med at ryge. Ryggen har som tidligere omtalt voldt store problemer – og alternativ behandling med mega-doser mineraler og vitaminer, er et valg hun selv har truffet for at få det bedre. Motion er et must for hende der cykler lange strækninger i Sverige.

Familien strømmer ind

Freddie kommer fra arbejde, og Diana får et kys på kinden og jeg hilser på ham, som jeg har mødt to gange tidligere. Hendes mand, kæreste og arbejdskollega, har jeg indtryk af, er en væsentlig og solid støtte for hende. Nu kommer sønnen David hjem – Åh mor! ”Nå, skal du have noget?” Diana er OBS! på, at der må fremkomme et ønske om et eller andet – ”Må jeg ikke låne din bil, den trænger til en vask?”– David er 18 år og har lige fået kørekort; men svaret er nej, han har lige fået sin egen bil og topstykket er brændt af. ”Og desuden skal jeg selv bruge bilen”! svarer Diana. Så kommer datteren hjem, sætter sig lidt, rejser sig igen og åbner køleskabet med en bemærkning om ”må jeg ikke lige?” – og går så igen.

En del af medarbejderne i Cirkus Benneweis bor rundt omkring på Dianas grund i cirkusvogne og jeg spørger derfor, om hun ikke er ret socialt anlagt. Og jo, det er hun når hun kan hjælpe – men i privaten er Diana blevet lidt – med hendes egne ord – asocial i omgangen med andre mennesker efter hun fik den psykiske lidelse. Hun har brug for fred og ro i privaten.

Sygdommen og dens trængsler

”Jeg håber på at bidrage til nedbrydning af tabuer ved at stå åbent frem og takker de højere magter for, at jeg nu ikke længere skammer mig over min psykiske sygdom. I mange år har jeg næsten desperat forsøgt at skjule sygdommen for omverdenen; jeg skammede mig simpelthen. Men nu har jeg fået lært, at det at være 100 % ærlig er uhyre vigtigt.” Psykoserne som kan huskes med nøjagtig præcision, sandheden der gav mig en frigørelse, men som også gjorde ondt at opnå. Kontakten til de højere magter – via psykoserne – er et vigtigt element i den nye bog – ”Du kommer også til at grine over bogen, for uden humor går det ikke! Især er det vigtigt også at kunne grine af sig selv”, siger hun.

Det lakker mod slutningen

Lidt spredt snak om medicin: ”Hvad tager du Inger-Liss?” ”Jeg har brugt Efexor i fem år – og fået et helt nyt liv forærende grundet denne behandling. 35 år med tvangsindlæggelser, chokbehandlinger én masse, litium, serenase, mange typer anti-depressiva, lykkepiller – men Efexor blev min redning.” Diana er meget videbegærlig – alle meninger og oplysninger om psykiatrirelaterede emner kan bruges. Til bogen har hun fået støtte af bl.a psykiatrisk overlæge Dorthe Sestoft, og forfatteren Jane Åmund har opfordret og inspireret hende til bog nr. to. Jeg omtaler Johannes Møllehave, som en af de bedste ”hjerner” i og uden for PsykiatriFonden bl.a. i kraft af sin præste- og forfattergerning, men sandelig også som et menneske der kender til sygdom og depression. Johannes sad i mange år på bænken med familien i Cirkusbygningen, så Diana kender ham på denne måde. Jeg anbefaler hende at kontakte Møllehave, fordi han med sikkerhed har noget at sige hende.

Diana kigger ud i haven: ” Se den store kornfede due sidde som en konge sammen med en kry solsort i et træ en halv meter ved siden af”. Fuglene har kronede dage i haven, for der bliver fodret hele vinteren. TV2Cirkus – vil blive en kommende tv-serie om kendte folk, som skal i Cirkus Benneweis og arbejde bag kulissen. Det vil ske under Dianas turnering rundt omkring i landet her i sæson 2006. Mere får jeg ikke at vide – det er jo lidt hemmeligt, men bestemt en cadeau for cirkus Benneweis. Nu ringer telefonen og der tales flydende italiensk – hurtigt – det er sikkert en forretningsforbindelse, en artist? Efter nogle minutter lægger Diana mobilen til side og nu skal hundene luftes – og min audiens er ved at være slut. Trods den noget uprofessionelle fremgangsmåde som interviewer, har jeg kunnet fortælle læserne lidt om Diana, hendes hverdag, hendes tanker og nogle af de ting der går i gang i 2006. Det har været berigende og legende let, at være sammen med vores nye protektor, som også kun er et menneske – men hvilket et! Jeg kører glad og tryg den lige vej hjem til Smørumnedre ad Helsingør motorvejen.

hvordan finder man så vejen?

I mange recovery-henseender taler man om det væsentlige i, at det skal komme indefra. En måde kan så være at hente inspiration ved deltagelse i en konference omkring emnet, en anden kan være at læse bøger om emnet, eller man kan simpelthen søge ind i en selv.

Jeg tror på, at uanset hvad man gør, så vil man efterhånden finde vejen. Hastigheden bestemmes dog i højeste grad af, hvordan man koncentrere energierne.

Der har netop været afholdt en konference om Recovery, som afslutning på et treårigt projekt i Bedre Psykiatri og LAP. Pernille Jensen præsenterede på en time en kort gennemgang i hovedpunkterne af resultaterne af projektet, der nu er sat et semikolon for. Det er nemlig nu, det skal vise sig om resultaterne bliver indarbejdet i projekter rundt i landet. Alle steder vækker ordet Recovery genklang og resultatet af projektet er et lille hæfte med 15 punkter, som især er tiltænkt politikerne.

Resultatet findes også beskrevet i en helt ny trykt bog; ”En helt anden hjælp” af Pernille Jensen. Her beskrives projektet mere indgående. Bogen refererer direkte fra interview undersøgelsen, som har den kvalitet, at den ikke er gennemført af professionelle, men af et panel af brugere og pårørende med egne erfaringer inden for temaet.

Alain Topor var oplægsholder på konferencen og er tillige forfatter til bogen ”Fra Patient til Person”, en bog der handler om ”Hvad hjælper mennesker med svære psykiske problemer?” Den er især en hjælp til pårørende og behandler om hvordan forskellige Recovery forløb kan se ud. Brugere kan også have glæde af at læse den, men skal være forberedt på at den er tung og vækker mange triste minder. Bogen beskriver nemlig lige netop hvor svært det er, at få den rette hjælp og hvor mange omveje, der ofte må til.

Vælger man at gå den alternative vej, kan jeg foreslå at læse ”Livets rytme, bliv den bedste udgave af dig selv”, af Matthew Kelly. Den er skrevet som en almindelig selvudviklings bog, og har i høj grad fokus på hvordan menneskets mange udviklingsveje kan gøres lettere. Det er en fornøjelse at læse bogen, og da den ikke er skrevet specielt til psykiatriske patienter, er den renset for alle mulige historier og relationer til det psykiatriske behandlingsforløb, og er derfor en helt anden fornøjelse at læse. Bogen sætter fokus på ens egne ressourcer og de sunde sider, men kommer også omkring, hvordan mennesket er god til at finde de dårlige og mere syge sider – også i sindet.

Recovery er en lang proces og det er langt fra nok at deltage i en konference eller læse en bog. Det kan være en proces, som strækker sig over mange år. Og det er ikke realistisk, at man selv formår at bringe sig igennem denne alene, men med forskellige hjælpere undervejs, som tror på at delprocesserne kan lykkedes og kan støtte én i handlingsfor -løbet. Imidlertid er det kun én selv der kan vurdere, hvad der i sidste ende er helt rigtigt for en selv.

PR-Gruppen består af

Leif Johansen, Sakskøbing
Leo Pedersen, Nykøbing F (tovholder)
Lillian Rank, Aalborg
Hanne Wiingaard, Herlufmagle (fra Landsledelsen)
Inger-Liss Christoffersen, København

Gruppen ønsker at lave en oplysningskampagne for 1) at hverve flere medlemmer og 2) for at oplyse om foreningens eksistens og formål.

Hjemmesidegruppen består af

Anders Larsen, Søborg
Gitte Adamsen, Viborg
Jan Stig Andersen, Viborg
Michael Adamsen, Viborg (tovholder)
Steen Moestrup, Hillerød (fra Landsledelsen)

Gruppen ønsker hjemmesiden udbygget med en søgefunktion, underdomæner til FAPperne, udbygning af debatforum, kalender og links.

Dokumentationsgruppen består af

Peer Bonnerup, Odense
Herluf Dalhof, Bjert
Signe Bischoff, Virum
Tobias Hetting
Kaj Larsen, Tønder
Annette Holm, Viborg (tovholder)
Inge Marie Frost, Vestbjerg
Joy Dalhof, Kolding
Lise Vestergaard, Albertslund
Per Selmer, København
Lars Arredondo, Dyssegård (fra Landsledelsen)

Gruppen vil etablere en vidensbank omhandlende de problemstillinger, dokumentationsgruppen arbejder med ud fra et idekatalog. Skrevet objektivt og upolitisk. Tvang, hospitaler, psykiatri, finanslov/stat, Europa, medicin/industri. Psykisk sygdom/patienter, etc.

International gruppe består af

Kaj D.Vinson, Stenlille (tovholder)
Knud Schou, Roskilde
Karl Bach, Kolding
Hanne Wiingaard, Herlufmagle (fra Landsledelsen)
Erik Olsen, København
Jørgen Jørgensen, Roskilde
Mika Karlsen

Gruppen vil arbejde med retssikkerhed og information vedr. skadelige eftervirkninger af indtagelse af psykofarmaka contra ikke-medicinske behandlingsformer i andre lande. Øget samarbejde med lignende foreninger i andre lande.

Bladgruppen består af

Kirsten Dam
Steffen Østergaard’
Hanne Wiingaard, tovholder (fra landsledelsen)
Maibritt Sørensen
Marianne Stengaard
Inger-Liss Christoffersen
Tom Jul Pedersen
Michael P. Krog (fra landsledelsen.

Gruppen vil fortsætte med at udgive bladet 4 gange årligt. Man opfordres til at sende bidrag, gerne positive artikler.

Der udgives sandsynligvis et særnummer.

Sommerlejrgruppen består af

Jesper Porsborg, Næstved (tovholder)
Anita M. Schmidt, Randers
Eva Lindblom Pedersen, Horsens
Asjan Jakobsen, Silkeborg
Paul Bjergager, Roskilde
Mårten Breum (fra Landsledelsen)
Thoridt Allermand (fra landsledelsen)
Lars Arredondo (fra landsledelsen

Gruppen religion og etnicitet består af

Hans Jacob Baadsgaard, Herning
Kirsten Dam, Roskilde
Feridun Ünüvar, København
Jens Juhl Nedergaard, Silkeborg
Preben Paulin Hansen, Aalborg
Lars B. Hald, Herning
Nina Stetter, Aalborg
Krystyna Anna Hansen, Hvalsø (tovholder)
Lena Mogensen, Roskilde
Steen Moestrup, Hillerød (fra landsledelsen)

Gruppen vil fremme oplysning om spirituelle oplevelser, som den helbredende indre rejsning Kundalini. Udgive pjecer om minoriteter i det danske psykiatriske system. Møde patienter med anden etnisk baggrund og fortælle om LAP, rettigheder m.v.

Efter landsmødet har nogle anonyme, men taknemmelige medlemmer sendt denne utrolig flotte buket til sekretariatsleder Eva Rasmussen med tak for indsatsen. Herigennem en stor tak til de gode mennesker, det var en hilsen der varmede oven på de anstrengende dage i Middelfart.

Her i foråret har en del medlemmer henvendt sig pga. kontingentopkrævningen. Mange har sagt, at de ikke har modtaget nogen opkrævning, og de derfor ikke forstår, at de har fået en rykker.

Det beklager vi meget, og vi har forsket i, hvad der kan være årsagen til miseren.

• For det første er det meget få af vore medlemmer, der oplyser os om ny adresse, når de flytter. Det er virkelig et stort problem for os, at så meget post kommer retur.
• En kontingentopkrævning fra LAP kommer ikke i en LAP-kuvert. Den kommer i en PBS-kuvert. En lille grå ting, som måske let bliver overset. Det skyldes, at vi kraftigt vil opfordre vore medlemmer til at tilmelde sig automatisk betaling via PBS. Hvis man gør det, så bliver kontingentet opkrævet automatisk den 1. marts – man slipper for gebyr, og vi slipper for en masse administration.
• Nogle betaler via deres egen homebanking. Det er også fint nok, men det kræver, at man husker at anføre sit navn eller medlemsnummer, så vi kan se hvem der har betalt. Vi har hvert år mange anonyme indbetalinger, som vi ikke kan gøre andet ved end at betragte som gaver. Og så bliver det jo ikke registreret, hvem der har betalt.

Jeg håber, at dette er en fyldestgørende forklaring, og at vi undgår problemet, næste gang det bliver aktuelt.

LAP’s Landsmøde forpligter hermed ledelsen i LAP til, i perioden 2006/07 at arbejde udfra følgende retningslinier
(dette arbejdsprogram erstatter alle tidligere):

LAP vil være med til at psykiatribrugernes behov bliver en del af samfundets standarder for et godt liv. Derfor dette arbejdsprogram, som lægger op til vidtrækkende, visionære tiltag, som Landsmødet ønsker, at LAP’s ledelse skal arbejde med i den kommende landsmødeperiode:

LAP’s ledelse skal i det kommende år arbejde såvelt frivilligt, som gennem de professionelt ansatte, arbejde med:

• Refugium for psykiatribrugere
• Alternative og brugerstyrede behandlingsformer.
• Brugervirksomheder, kooperativer o.s.v.
• Udvikling af LAP’s sekretariat og medarbejderstab med fokus på medarbejdere med brugererfaringer.
• Udvikling af sekretariatsfunktion, rejsesekretærer og ledelse i de regionale organisationer.
• Søge LAP’s medlemstal mindst fordoblet (1500 medlemmer) og samtidig fasholdelse af de nuværende medlemmer, indtil landsmødet i 2008. Dette skal bl.a. ske gennem rejsesekretærfunktionen i tæt samarbejde med lokale aktive. Vi vil søge at ansætte mindst to rejsende sekretærer med brugerbaggrund. Vores mål er, at hver region har sin egen sekretær, der arbejder proffessionelt for FAP’perne og LAP.
• Tilendebringe arbejdet med at skabe en tidssvarende struktur i LAP.
• Herunder prioritere oprettelsen af kommunale FAP’er. Der skal være penge til folk, der vil gå i gang…
• Arbejde konkret med offenligheden. Bl.a. sørge for at få tilknyttet en pressesekretær i LAP. Vi vil stille vore egne historier til rådighed og søge opbygget et bruger-videns-netværk til brug for pressearbejdet blandt medlemmerne af LAP.
• Bruge de ekspertiser, som foreningens medlemmer råder over. Heriblandt veteranernes – i arbejdet med at rette en konkret og seriøs kritik, som kan søge vores sag fremmet i forhold til Folketing, regioner og kommuner.
• Vi vil udvide vores samarbejde med andre frivillige organisationer og professionelle i den udstrækning at de er uden partipolitisk tilknytning og uden for medicinalindustriens lobbyister.
• Vi vil arbejde med et konkret avis-projekt (evt. i samarbejde med Outsideren) hvor vi kommer ud i store oplag til de steder, hvor brugerne er.
• Vi vil følge den kultur, som brugerne udvikler, så LAP holder sig tæt på de behov, som brugerne har. Dette dels gennem det lokale arbejde i FAP’erne, gennem Landsledelsens kontakt med de lokale gennem rejsesekretærerne, gennem Medlemsbladet, gennem Landsledelsesmedlemmers aktivitet på lokale arrangementer o.s.v.
• Vi vil sikre LAP’s økonomi fremover i forhold til de aktiviteter, vi kan sætte i gang.
• Vi vil afholde store sommerlejre hvert år.
• Vi vil arbejde i Norden, Europa og Internationalt efter evne og aktive.
• Opstarte arbejde/undersøgelser af de særlige medlemsgrupper, som udgøres af kvinder og folk med dobbeltdiagnoser.
• Fortsætte arbejdet bl.a. gennem tvangsgruppen, imod forøget brug af tvang i psykiatrien.
• Fortsætte arbejdet med recovery herunder udslusning til samfundet efter hospitalsophold, pension og beskæftigelse.
• Fortsætte arbejdet mod kontanthjælpsloftet, som særligt rammer vores, unge medlemmer.
• Sætte politisk fokus på udvalgte behandlingsmetoder, som vi mener der skal forskes i.
• Beskrive og ansøge om midler til oprettelse af krisetelefon-linie.
• Undersøge muligheder for produktion af pjecer med følgende temaer: Fysisk sundhed for psykiatribrugere, Om at blive forældre som psykiatribrugere, Børnepsykiatrien og de unge, Når jeg bliver indlagt…, Pjecer på udvalgte fremmedsprog.
• Oprettelse af støtteforening for LAP eller etablering af mulighed for støttemedlemskaber i LAP.
• Vi vil udvikle demokratiet i LAP – og kun lade fantasien sætte grænser for vores visioner…

Dette udarbejdet af en gruppe under Landsmødet – maj 2006.

Vedtaget på landsmødet 12.-14. maj 2006.

Fra venstre mod højre: Mårten Breum, Joy Dalhof, Marianne Stengaard, Lise Jul Pedersen, Steen Moestrup, Hanne Wiingaard, Lars Arredondo, Thoridt Allermand, Kaj Larsen
Forrest: Nils Holmquist Andersen, Michael P. Krog, Ib Bak. Henriette Buemann Jensen er her sat ind i forgrunden, idet hun var fraværende pga. indlæggelse.

Skrevet på baggrund af samtaler og patientmøder på afdelingerne

Et digt som forord: Som et ildspyd i mit hjerte rammes det, når magthaver, politiker, samfundet, ledelsen svigter.

1) Der ønskes et ligeværdigt samarbejde(teambuilding) om den samlede behandlingsplan, hvor begge parter kan nedlægge veto

1a) Der skal afprøves alle pædagogisk og terapeutiske metoder og personalet må virkeligt være opmærksom om de eller samfundets omgivelser forstærker sindslidelsen hos patienten, før der gribes til medicin eller anden tvang, og derved patientens veto ophøre.

2) Udgangspunktet er, at livet skal betragtes som, ud fra den vinkel at livet er en helhed (fysisk, psykisk ,medicinsk, socialt, økonomisk, pædagogisk, aktiviteter, filosofisk, religiøst, kropslig, ernæringsmæssig, kærlighed og smerte og sårbarhedsmæssigt.) Livet er ikke kun brudstykker.

2a) Der skal være personale og økonomisk ressourcer til at opfylde disse behov hos patienten, sådan at vi kan blive helt raske.

3) Det kan ikke passe at vi skal have det så elendigt og bevise det så kraftigt på en umenneskeligt måde, at vi har brug for en sengeplads, før at vi får den. Vi kommer alt for langt ud, før der er hul igennem til hjælpen og risikoen for at komme for tidligt ud er alt stor og det sker tit mange gange, hvis vi ikke hver dag beviser vores behov.

4) Det kan ikke være rigtigt, at dem som bor på institutioner, som f.eks Katrinebjerg og Atriumhuset, skal have det, at det er deres bosted, som har behandlingsansvaret og ikke psykiatrisk hospital, som har langt mere ekspertise.

5) Ved hver morgenmøde på afdelingen er ikke kun til skrålsang, men derimod samtale og debat om patienternes og personalet genralle helbredsforhold og andre forhold op. Heriblandt forholdet til personalet og genralle trivsel imellem hinanden som patienter. Det skal kontaktpersonen ikke bruges til.

6) Der skal arbejdes hen imod en stemning af at være omgivet af venner og bekendte på afdelingen.

7) Der skal arbejdes mere på at styrke selvværdet og selvtilliden.

8) Det kan godt være at personalet synes, at patienternes holdninger og følelser er forkerte, men patienterne har ret til at mene det, så længe det ikke krænker og skader andre patienter.

9) Personalet skal observere mere det sunde og ligge mærke til det og hjælpe med at dyrke dette.

10) En lægefaglig hypotese skal erfares i samarbejde med den enkelt patient jf. punkt 1 og 2.

11) Hver enkelt patient har krav på sin helt enestående individuelle behandling, fordi hver menneske kombination af egenskaber, evner og problemer er unik, dvs. en individual helheds behandlingsplan.

12) Det er personalets opgave ikke at blive bange for brugers følelser og tanker eller indrømme deres angst og ikke kun fjerne følelser og tanker med medicin eller tvang.

Håber I kan bruge det som inspirationskilde, i jeres virke med at gøre forholdende bedre for os alle sammen.

Midterugerne i maj var for mig især kendetegnet ved LAP´s Landsmøde i Middelfart, min onkels bisættelse og markeringen af at Dirch Passer ville have fyldt 80 år den 18… Landsmødet var som sædvanlig mange energiske og engagerede mennesker med stor talelyst og stor appetit på samvær, psykiatripolitik og god mad. Tale er sølv og tavshed er guld, men det var tydeligt at folk ikke gik efter guldet… Der var grund til at ønske LAP tillykke med den fordoblede bevilling på 3½ million årligt og at forslaget om øget brug af tvang – såkaldt ambulant tvang – bliver forkastet af et folketingsflertal. Søndag middag var tre-dagesmødet slut og mens mødedeltagerne brød op i hast på vej til den ventende frokost og hjemrejse, nåede Poul Bjergager fra Roskilde på landsmødets vegne, at takke de afgående medlemmer af Landsledelsen. Jeg blev selv nyvalgt til Landsledelsen, selvom jeg inden havde overvejet ordene i Fader Vor: Led os ikke i fristelse! Jeg havde i mine tanker tilføjet: Frist mig ikke til ledelse! Alligevel lod jeg mig opstille, for jeg kan tåle næsten alt – undtagen smerte og smiger… Jeg håber til gengæld, at der bliver god grund til at takke mig og resten af ledelsen når vi til sin tid går af…

Kritik er godt – og især konstruktiv kritik, men det er også vigtigt at rose og sige tak. Tak er kun et fattigt ord! Der er ingen grund til nærighed, men gavmildhed! Alligevel siger man at utak er verdens løn…

Maj måneds begivenheder fik mig til at tænke på, hvor vigtigt det også er at sige tak i tide… Ved både min onkels og Dirch Passers død blev Johan Herman Wessels vers citeret: ”Vi sukker for han er ej meer. Vi husker hvad han var, og leer.” Foruden min onkel, havde jeg også det privilegium, at kende Dirch Passer fra jeg var godt 10 år til hans død umiddelbart før en forestilling i 1980.

Min mormor boede nemlig nær Hellerup Havn og der lå Saga/Palladium Filmstudierne i sin tid. Også dengang havde jeg tilsyneladende en vis tillidsskabende evne og det lykkedes mig at indynde mig så meget, at jeg kunne komme og gå frit overalt i studierne. Det kostede en hel del jævnaldrende samvær og noget skoletid, men jeg fik mange oplevelser for livet ved optagelserne til mange af de også i dag elskede danske folkekomedier. Jeg sad på Dirch Passers knæ ved ”Min Søsters Børn Vælter Byen” og siden interviewede jeg og var sammen med ham efterhånden som jeg blev ældre.

Jeg skulle også have interviewet ham efter Tivolirevyen 1980 og så den derfor 5 gange. Fotoet, som undtagelsesvis erstatter karikaturtegningen, er fra et interview et par år før. Artiklen blev bragt i ungdomskulturbladet Tryk På! og jeg indledte med ordene: ”Amerika har Jimmy Carter og Bob Hope. Danmark har Anker Jørgensen og no hope! Men vi har Dirch Passer!” Han ringede og roste interviewet og takkede for min sammenbrøggede vits, som han spurgte om han ved lejlighed måtte bruge.

Pavestolt var jeg derfor, da han indledte sin sidste revysæson med selvsamme ord – uden dog at nævne sig selv.

Men for at komme frem til min pointe. Jeg spurgte ham ved samme lejlighed om, hvordan han troede, at han engang ville blive husket. Jeg nævnte, at han kunne være genial og guddommelig på en levende scene, men at filmene lod meget tilbage at ønske… Han sukkede dybt og sagde, at han ikke troede, at han ville blive husket særligt, fordi han måtte erkende, at det meste han havde lavet på film var noget lort!

– Det skal derfor siges, at mens han levede fik han utrolig megen dårlig kritik. Han fik for eksempel en særlig Bodil-Filmpris for sit ”forspildte talent”.

Derfor kunne jeg godt unde ham den renæssance han har fået. Nu erkender alle, hvor stort et talent og geni han var – og kunne have været. Folk der ikke har set ham på en scene og derfor kun kender ham fra film – og unge der ikke var født, mens han levede – elsker ham, ser ham på video og køber i stort tal dvd´er med ham.

Dirch var et stort, sårbart og følsomt menneske. Han står stærkt i min erindring – det var Dirch og det var dejligt!

Siden Landsmødet er også en suppleant til Landsledelsen, Knud Schou, gået bort. Jeg håber, at han oplevede taknemmelighed, mens han levede…

Husk at elske mens du tør det.
Husk at leve mens du gør det.

Og husk at sige tak – i tide…

Og på falderebet i Dirch´s ånd en slutvits: En blondine siger til psykologen: Jeg er nymfoman. De må hjælpe mig. – Hvortil psykologen svarer: Jeg kan da prøve, men først bør De vide at jeg tager 600 kroner i timen.

– 600??? – hvad koster så en hel nat?

Kys det nu, det satans liv, grib det, fang det før det er forbi…

Hav det godt og pas nu rigtigt godt på jer selv!

Kærligst
Michael P. Krog

Vi skriver til dig i anledning af LAP’s landsmøde i sidste weekend (Landsforeningen Af nuværende og tidligere Psykiatribrugere).

Vi bliver desværre flere og flere, der ikke magter det idealsamfund, som du vil skabe. Du står i spidsen for et stolt land, vores Danmark, hvor kravene for at være en del af de ”aktive” borgere stiger og stiger. Du siger, at det er en nødvendig samfundsudvikling for at klare os i den globale konkurrence, men vi er jo flere og flere, som bukker under. Du får en mindre procent af befolkningen, som skal sørge for, at Danmarks velstand kan klare sig, og det må bekymre dig. Vi oplever, at du belønner de ”dygtige” via skattestop og en kommende SU-reform, mens vi andre straffes med nedsat kontanthjælp, integrationsaftalen og evt. kommende dagpengereform. Vores økonomiske handlemuligheder er væsentligt nedsat. Vi føler os hårdt ramt.

Bekymrer du dig ikke over, at du står i spidsen for en samfundsudvikling, hvor hospitalerne er under hårdere og hårdere pres, fordi vi alle har skabt en samfundsudvikling, hvor flere og flere bliver syge? Vi oplever, at du prøver at råde bod på det via din behandlingsgaranti, mens det er meget begrænset med de midler og muligheder, som du giver for at vi ikke skal ende på hospitalet og måske som en menneskelig og samfundsmæssig byrde.

Det er ikke fordi vi ikke vil være ansvarlige og klare os selv, men sommetider har vi ikke lært de mestringsstrategier, som skal til overfor vores svære sind og samfundet.

Er du ikke nervøs for at skabe et samfund, hvor ikke alle kan holde ud til at bo?

Redaktionen på Oraklet har henvendt sig til diverse interesseorganisationer, bl.a. LAP, med et ønske om mulig inspiration fra vores side. Derfor vælger jeg at bidrage med et indlæg, både som medlem af LAP og som ex-bruger af psykiatrien. Men jeg ønsker også at bidrage med et indlæg fra en anden vinkel, nemlig som den psykiatriske sygeplejerske jeg også er, og hvorfor jeg mener at recovery er så vigtigt et emne, både som sygeplejerske og som ex-bruger.

Jeg er recovered/kommet mig efter mange års alvorlig psykisk sygdom med diagnosen skizofreni, og jeg må desværre sige at jeg er kommet mig på trods af systemet og ikke på grund af det. Og når jeg siger det, er det ikke fordi jeg har fået en dårligere behandling end andre, tværtimod er jeg bare blevet tilbudt det som jeg selv har lært at tilbyde som psykiatrisk sygeplejerske og som rigtig mange af jer også er uddannet til at tilbyde.

Jeg få lyst til at referere til Hanne Jakobsens artikel ”Recovery og omsorgstænkning” som jeg har fået lejlighed til at læse i Oraklets 4. udgave 2005. Jeg gør det fordi jeg synes, at den meget tydeligt beskriver de tanker der ligger bag ved meget af psykiatriens filosofi, og den angst for at give psykisk syge et medansvar og valgmuligheder i deres behandling og fremtid. Der ligger også en angst for, at man som fagperson vil miste kontrollen over sin faglighed og sin rolle, at man ikke længere er eksperten som ved bedst.

Hanne beskriver også angsten for at man kommer til at svigte de så kaldt ”mindre ressourcestærke og [mindre] resultatsikre patienter”. Dette er baseret på at Recovery har et individualistisk menneskesyn som Hanne mener er fokuseret på de mere resultatsikre patienter. Men der er faktisk ingen som kan sige på forhånd, hvem der kommer sig, og hvem der ikke gør. ”Individualistisk” kan tolkes på mange måder. Jeg tolker det individualistiske element i recovery som at se på individet som unikt, men ikke derved uafhængig og uden behov for andre mennesker. Ved at se på hver person som unik, gør recovery opmærksom på, at et fastlagt behandlingsprogram som er det samme for alle med den samme diagnose, er alt for snævert. Man kan behandle to brækkede ben ret ens men ikke to sindslidende personer.

Recovery tankegangen er i mine øjne revolutionerende. Den gør op med institutionalisering og indlært hjælpeløshed og sætter undrende spørgsmålstegn ved den opfattelse at psykisk syge ikke har de samme drømme, ønsker og behov som resten af befolkningen. Recovery tager som en selvfølge at potentialer som motivation, initiativ og beslutningsevne er til stede (noget som institutionalisering og indlært hjælpeløshed er fantastisk effektivt til at sætte en stopper for). Den gør op med opfattelsen af uhelbredeligheden ved lidelser som skizofreni og spreder derved håb frem for at fjerne det. Hvor psykiatrien har oftest været enøjet fikseret på genetik og biokemi, så åbner recovery tankegangen det andet øje og ser på personens liv. Faktisk har størstedelen af de personer der lider af de alvorlige psykiske sygdomme, oplevet store traumer med de konsekvenser det har for personernes fortolkning af verden. Recovery tankegangen gør op med alt det ved at ændre tilgangen i en retning som er så indlysende, at det forhåbentlig ender med at blive en så naturlig del af dagligdagen, at man glemmer at dette en gang var anderledes. Jeg taler om menneskesyn.

Menneskesynet som i dag mange steder er baseret på en ”os og dem” filosofi forvandles med recovery perspektiv til en ”vi, vi” filosofi. Der er naturligvis mange elementer som indgår i en recovery proces, men jeg har lyst til at vælge en ud. Nemlig nærheden. Den er svær fordi den kan være angstprovokerede for alle uanset om man er syg eller ej. Nærheden er mere eller mindre tilladt afhængig af hvor man er, og om det er i et privat eller offentligt regi. Men jeg vil nu vove den påstand at psykiatrien er et af de steder hvor nærheden er mindst tilladt. Der kan være forskellige grunde til det, men man må sige at recovery perspektivet i alle højeste grad udfordrer dette. Hvorfor er nærhed så svær for psykiatrien? Og hvorfor er den professionelle distance så vigtig? Kan de to verdner forenes? Man hører ting som at ”patienten ikke kan sætte grænser” og vil være ”grænseoverskridende”, og derfor holder man den professionelle distance og sørger for at vedkommende ikke kommer for tæt på. Men hvem har egentlig problemer med grænserne? Nok ikke kun patienten.

Der er nogen som tolker det Alain Topor skriver, som om man skal være venner med den sindslidende for ellers lykkes recovery ikke. Men det mener jeg er en misfortolkning både af venskaber og af nærvær. Venskaber er ikke noget man bare bestiller, det er noget som opstår baseret på ægte følelser. Det er også stadig muligt at kunne lide en person og være nærværende uden at man nødvendigvis bliver venner (se Karin Dhyr’s bog, Glaspigen). Hvis man derimod tror at man kan være en troværdig rollemodel ved at skjule sig bag sin professionalitet og ikke være nærværende, så mener jeg at man er i det forkerte fag. De fleste af os som har været udsat for store traumer i livet, har problemer med nærhed og tillid til andre mennesker i forvejen, og den kølige professionelle distance fra mennesker som tilsyneladende har check på det hele, er ikke en rollemodel vi har brug for eller glæde af. Jeg tror at de to verdner godt kan forenes, men først når menneskesynet ændrer fokus fra ”os og dem” til ”vi, vi”.

Der er heldigvis mange som er ved at få øjnene op for det, og at opdage at verden ikke falder sammen fordi man viser lidt af hvem man er. At man tør være åben over for en anden opfattelse af hvordan tingene hænger sammen, at mange af de følelser en sindslidende har også findes hos raske mennesker; ja at man tør være mennesker. Ens faglighed giver viden og redskaber til at analyser, men hvis man tror man derved er eksperten over den person som sider over for en, så begrænser man ikke kun den sindslidende, men også sig selv.

Selvhjælpsgrupper er af utrolig stor betydning da de bryder isolationen og opfattelsen af at man er Palle alene i verden. Man får mulighed for at støtte andre i deres proces og selv få støtte af personer som ved hvad det handler om på egen krop. Selvhjælpsgrupper og den empowerment det giver, er noget man har meget erfaring med i bl.a. England, og det er nu også ved at vinde indpas i Danmark. Der er for nylig oprettet et landsdækkende stemmehørenetværk* som bl.a. kortlægger hvor der findes grupper for stemmehørere og som skal være med til at bryde de tabuer der hersker omkring det at være stemmehører, noget mit hjerte banker for.

At begynde at bruge mennesker som er kommet sig, er et meget vigtig skridt som man egentlig har taget på stort set alle andre områder. Det er med til at fremme håbet om at ”hvis hun kan, så dårlig som hun har været, så kan jeg også”. Ligeledes kan mennesker som er kommet sig være en uundværlig kilde til holdninger og holdningsændringer for en personale gruppe. Det var mit held at min veninde overtalt mig til at komme med til en konference om Psykiatriens Image (Psykiatrifonden). Emnet fandt jeg først ud af efter jeg var kommet, da jeg på det tidspunkt havde vendt ryggen til alt som havde med psykiatrien at gøre. Lokkemidlet for mig var god mad sponsoreret af medicinalfirmaet!

Det kom til at ændre mit liv. Jeg hørte en mand fortælle om, at det var muligt at komme sig efter en alvorlig psykisk sygdom, også skizofreni, noget jeg aldrig havde hørt om før. Jeg vidste at jeg måtte tale med ham bagefter. Det viste sig at manden med de opsigtvækkende ord hedder Jørn, og at han er forstander på Slotsvænget og arbejder målrettet med recovery. I dag er jeg ansat som recovery guide på Slotsvænget. Jeg har opdaget at jeg ikke er alene i at være kommet mig, og at der er faktisk skrevet bøger om præcis den måde som jeg brugte for at komme ud af min sindslidelse, jeg vidste det bare ikke.

Personligt tror jeg på at alle kan komme sig, men at alle måske ikke kan finde vejen derhen. Recovery filosofien er ikke en ny mirakelkur som vil udrydde sindslidelser, men til gengæld er af så afgørende betydning at den kommer til at revolutionere psykiatrien som vi kender den. Havde recovery tankegangen været integreret i det psykiatriske system mens jeg var bruger, var jeg måske kommet mig med hjælp af systemet i stedet for på trods af det.

Det synes jeg er tankevækkende…

*Stemmehørernetværk findes på www.hearingvoices.dk

Man har behov for at gå gennem sine traumer for ikke at risikere stadige genindlæggelser

Psykotiske symptomer er et tegn på, at der er ting i ens liv, der ikke fungerer, siger Dan Fischer, ansat på National Empowerment Center i USA. Han har selv haft det psykisk svært, er uddannet psykiater og var en af hovedtalerne på Projekt Recovery orienterings konference d. 3. maj i København.

– Jeg betragter symptomer på samme måde, som Adler gjorde det: Symptomer har en positiv rolle og er et forsøg på at løse et problem. Ser du sådan på symptomer, så fortæller de dig meget om det problem, personen forsøger at løse. Da jeg var yngre mente jeg, at fjernsynet talte til mig. Hvorfor? Jeg forsøgte at løse det basale problem, at mit liv var meningsløst. Det var en måde at føle sig betydningsfuld på!

Rusmidler

Psykosen kan have den funktion, at det bliver et sted, man kan holde ud at være. Den samme funktion kan brug af rusmidler også have.

– Tiltider bruger jeg rusmidler som en måde at dulme mine stresstilstande, ensomhed eller mismodighed på. Andre gange er jeg gået ind i min egen virkelighed, fordi denne virkelighed var for smertefuld at være i. Jeg havde perioder, hvor jeg ikke talte i ugevis. Hvorfor? Fordi jeg ikke er tryg nok til at tale med nogen. Det var en form for selvbeskyttelse.

Søg hjælp i tide

Dan Fischer mener, danskerne er mere forbeholdne mod at søge hjælp i tide, set i forhold til USA. Der forsøger folk at gå i terapi, før problemerne bliver virkelig store. Uanset om det er ægteskabelige, arbejdsmæssige eller familiære problemer.

– Måske har du behov for at komme dig over traumatiske begivenheder eller få viden om, hvordan man skaber sig venner for at forhindre et kommende sammenbrud, fortsætter Dan Fischer. – Så at overkomme fordomme mod at gå i terapi er meget vigtigt. Som psykiater har Dan Fischer ofte mennesker i terapi. Han synes ikke, diagnoser er specielt vigtige. Vigtigere er det at kende personen eller familien, der har problemet.

– Jeg havde en ung pige i familieterapi, der var gået ind i andre virkeligheder. Virkeligheder, der gjorde det umuligt for hende at fortsætte sin skolegang. Hun blev diagnosticeret skizofren. Medicin havde ingen effekt.

Dan Fischer mener, den unge piges problemer hængte sammen med sammenbruddet af forældrenes ægteskab. Men også der havde symptomerne en funktion.

– Hun havde nok behov for at bryde sammen for at bryde igennem som menneske. Tit går problemerne på tværs af generationerne. En snæver medicinsk forståelse ser ikke på vidden eller dybden af de problemer, der er. Det viste sig, hendes mor havde problemer med at få talt ud med sin mor.

Alle tre generationer blev kaldt ind, bedstemor, mor og datter. Pludselig begyndte moderen at tale. Moderen havde aldrig fortalt bedstemoderen, at hun aldrig havde haft mulighed for at sige sin mening, da hun voksede op. Moderen havde altid talt på hendes vegne.

– Moderen blev opfordret til at sige sin mening, fortsætter Dan Fischer endvidere. – Og det gjorde hun så. Bedstemoderen sagde: ”Jamen, du var sådan en sød pige”. Moderen blev endnu mere vred. ”Hvad mener du? Det var ikke, fordi jeg var en god pige. Det var fordi, jeg ikke fik mulighed for at sige min mening. Jeg havde så meget at fortælle, men du talte altid på mine vegne!”

På det tidspunkt begyndte den 22 årige pige at tale. Hendes psykose forsvandt. Jeg spurgte: ”Hvad skete der?” Der blev ikke ændret noget medicinsk. Hun sagde: ”Jeg fik det meget bedre med at sige min mening, fordi der var flere, der gjorde det.” Da hendes mor endelig begyndte at tale, kunne hun også. Traumet var her slåskampe mellem familiemedlemmer. Det handlede om problemer med retten til at ytre sig og at føle undertrykt. Løsningen var ikke medicinsk.

Været der selv

Dan Fischer mener, mennesker med egne erfaringer med psykiske ubalancer er de bedste til at tage sig af andre mennesker, der har det svært.

– Vi har været der selv. For virkelig at hjælpe nogen, så må kunne følge dem hen til det sted, hvor de er. Du må kunne stå ved siden af dem det sted i angsten. Men har du ikke været der, så kan det være et angstprovokerende sted at være.

– Hvad kan hindre dig i at tage en ny rolle?

– Du må kigge indad. Jeg tror, brugerne har fået at vide, de ikke får det bedre. At man ikke skal stresse sig selv for meget eller for mange drømme. Det er en genopdragelsesproces, der er behov for, både blandt brugere og blandt professionelle.

– Hvem skal genuddanne dem?

– Mennesker, der har været igennem det selv. Brugere, der har fået det bedre skulle være rollemodeller og vise, at folk kan få det bedre. At lære folk, du ikke er alene. Størstedelen af det, der kaldes psykiske sygdomme skyldes, man er skåret væk fra følelsesmæssigt væk fra folk omkring dig.

Netværk

– Ofte starter det før selve systemet. Det starter med et traume, der kan gøre dig bange for at være i kontakt med andre mennesker eller udtrykke dine følelser. Mange af disse følelser er non-verbale. Når folk føler sig koblet fra, gør de ofte ting for at tiltrække sig opmærksomhed, at fjernsynet taler til mig eller jeg skal tage mit tøj af for at føle mig fri eller blive væk fra skole eller arbejde. Det gør systemet kun værre. For systemet siger ikke: ”Hvordan kan jeg genoprette dine forbindelseslinjer? Hvordan kan jeg bringe dig i kontakt med mennesker igen? Hvordan kan jeg hjælpe dig med dit traume, så du kan forene dig med det?” Istedet siger systemet: ”Nu putter vi dig væk på et hospital, vi giver dig medicin, så du ikke kan føle så meget.” Ofte har folk behov for støtte, men det er ikke en god idé at sende dem hen til en institution, når du føler dig koblet af.

Psykiateren Loren Mosher oprettede på et tidspunkt et sted, hvor folk kunne tage hen. Det hed Soteria og var et alternativ til indlæggelse. Medarbejderne på stedet havde som oftest ikke modtaget ordinær uddannelse, men han og hans team trænede dem på en anden vis. Behandlingen dér var helt anderledes end i den almindelige psykiatri.

At genopbygge sig selv

– Personalet sagde: ”Jeg ved, der er noget i vejen i dit liv. Vi vil finde ud af, hvad det er.” Folk blev der i 5-6 uger. Man sammenlignede opholdet dér med en almindelig hospitalsindlæggelse. Ved udskrivningen var stressniveauet det samme de to steder på trods af, medicinforbruget var meget højere på hospitalet. Den største forskel var genindlæggelsesraten: Den var meget lavere på Soteria. Det passer med ideen om, at det er vigtigt at gå gennem meget af uroen. Uroen tillader én at genopbygge sjælen nedefra og op. Men tænkes der kun på at fjerne symptomerne, så har folk ikke mulighed for at genopbygge sig selv. Så er de nødt til at gå gennem det samme igen og igen og igen – med stadige genindlæggelser til følge. Hver gang risikerer du at få yderligere traumer, for det er meget skræmmende at miste kontrollen over sig selv.

Læs mere: Om Soteria:http://www.moshersoteria.com/soteri.htm

Om Dan Fischer på adressen: http://www.power2u.org/who.html

På Gallo Gården Skærlund er der gode muligheder for at holde en ferie i et smukt beliggende landskab med en storslået udsigt.

Gården som er opdelt i lejligheder af forskellige størrelser, ligger ca. 9 km. Fra Vorupør og 17 km. Fra Thisted.

Her er rige muligheder for at male, tegne og spille. Her er bordtennis, kroket og fiskestænger og der er også et par cykler.

En uge koster kr. 400,-, hvis man ikke har arbejde og kr. 800,-, hvis man har arbejde.

Ring og hør nærmere på tlf. 77 89 36 75 / 77 89 36 80 eller benyt vores hjemmeside www.gallo.dk

På Skærlund Gruppens vegne
Tine Voldby og Johannes Nielsen

En gruppe mennesker i forskellige aldre, som er eller har været psykisk syge, er gået sammen i et brugerlærernetværk.

De står til rådighed med oplysning, undervisning om psykiske sygdomme. Det gør de blandt andet for at nedbryde fordomme og tabuer om psykiatrien.

Mit navn er Ellen Nielsen, jeg er et menneske med diagnosen borderline, personlighedsforstyrrelse, jeg bor på et center for socialpsykiatri.

Jeg har været med i netværket omtrent et halvt år. Vi mødes en gang om måneden til undervisning og sparring.

Selve det at være brugerlærer, at tage ud og fortælle om min sygdom, giver mig en stor tilfredsstillelse. Dels fordi jeg får det bedre for hver gang, jeg får sat ord på tingene, dels fordi jeg kan oplyse om sindssygdomme og dermed give det kommende personale større indsigt og forståelse samt få dem til at ændre deres holdning til psykiatribrugere.

Mit budskab er, at det godt kan lade sig gøre at komme sig. Jeg vil gerne smitte andre brugere med håb.

Jeg har det indimellem også skidt, men sygdommen har givet mig en selvindsigt, som er en ressource, jeg kan bruge i arbejdet med at informere og hjælpe andre. Jeg har taget ansvar for mit liv og kæmper meget for at komme videre.

Kontakt en brugerlærer. Brugerlærernetværket hører ind under PsykInfo Vejle Amt, som støtter initiativet med kurser for deltagerne omkring formidling og undervisning om, hvordan man skaber kontakt.

Vi henvender os til faggrupper, der møder psykiatrien, til skoler og uddannelsesinstitutioner, arbejdspladser, pårørende og andre. Netværket er ikke tilknyttet noget politisk parti eller nogen religiøs retning.

Det koster 350 kr. i timen + transportudgifter at få en brugerlærer ud at fortælle. Kontakt PsykInfo, Staldgårdsgade 10C, 7100 Vejle, tlf. 75 72 40 90. Hjemmeside www.psykinfo-vejleamt.dk.

Det var med sorg vi fik meddelelse om, at Knud var død. Knud stiftede et kort kendskab med psykiatrien, engang i ungdomsårene, og fik så herefter en driftlederuddannelse ved Landbruget. Vi lærte allerede Knud at kende i Galebevægelsens tid, her i Roskilde. På det sidste var Knud aktiv i FAP Roskilde, og i vores KIOSK Fjorden, som han var med til at stifte sidste år. Her lagde han et stort engagement, og han holdt øje med os hele tiden, for at se om alt nu også var som det skulle, Vi savner ham allerede, der er blevet et stort tomt hul, som ingen andre kan fylde ud. Æret være Knud Schous minde

FAP Roskilde/Kiosken Fjorden
Paul Bjergager

En Sjæl I Syret Harmoni
Nytårsaften 04/05

Af Kristina Ørris

I starten med åbne øjne så jeg farver skygger og lys
Lukkede øjnene og på den anden side ventede et behageligt gys

De siger man bliver skør og syg til sine dages ende
Men det kommer kun fra dem der ikke har lært sig selv at kende

Min hjerne åbnede op for så mange ukendte kamre og døre
Jeg lærte at forstå det kun er virkeligheden der gør os skøre

At lære at forsvinde ind i sig selv og sin egen sjæl
Overhøre dem der bestemmer og hvis leveregel er klip en tå og skær en hæl

Der er så meget mere i livet end det de prøver os at lære
De glemmer også at fortælle det vigtigste er bare at være

At kunne være i harmoni med sig selv forstod jeg i en rus
At det faktisk er den reneste lykke i et fantastisk surrealistisk sus

---

Gensplejsede illusioner

Af Kristina Ørris

-bod og bedring til dem uden arbejde:
Intet håb selv hvis i starter en fejde

-penge ind på kontoen til alle de fattige:
Ingen penge til jer i er for latterlige

-alle sygdomme kureres hos de døende:
Ingen tid men når i kraser af smider vi jer i søerne

-boliger til alle de hjemløse:
Ingen bolig men i kan da bo i en gammel øse

-alverdens goder til mig, præsidenten
Sådan er det det er mig der er dirigenten

-glem alle jeres fjollede håb det er blot illusioner
Gensplejset af alle jeres egne drømme og visioner

---

Kolde kyniske kontanter

Af Kristina Ørris

systemets svigt
kender ingen grænser
fra den afdankede narkoman
til den grædende baby
så længe det handler om penge
kolde kyniske kontanter
så er der ingen hjælp at hente

systemets svigt
gælder også mig
jeg fik lov at passe mig selv
og det gør jeg stadig
hvorfor der ingen medfølelse er
skal jeg sige jer
det er de kolde kyniske kontanter
det hele handler om

systemets svigt
svier til dem selv
og alle jer der ikke kan gøre for det
jeg har ikke selv bedt om det
som mange andre heller ikke har men ved I hvad
de kolde kyniske kontanter
tæller mere end mennesker

---

Recovery

Af Lillian Rank, multikunstner, ”The rosewoman”

Det med livet er en gave
før jeg ikke så det – da var det en plage
men efter at have fået livet tilbage
ser jeg pludseligt – hvor værdifuldt det er

Jeg ser at hvert minut – hvert sekund er vigtigt
at livet er for kort – til at vente med at leve det
at livet er en rutschebane – op og ned gennem livet
at smerte og glæde hører livet til

Derfor er jeg begyndt at leve hele tiden
jeg holder mig ikke mere tilbage
jeg undgår ikke livet alligevel
hvorfor så lade være med at leve det

Hvorfor sige nej til livets chancer
hvorfor stille dig altid bagved
hvorfor vente på at andre giver dig lov
livet er dit og du må gerne elske det.

Der er blevet lavet et nyt psykiatrisk sygehus i Aalborg så nu er der to. Men på det gamle var der en kiosk, et aktivitetscenter med mulighed for kreativ og praktisk udfoldelse, et bibliotek og en lille cafe. Alt dette er lukket og erstattet af 2 automater der tit ikke duer . Nu er der langt til bibloteket o.a. og når vi brokker os og spørger hvordan det skal fungere får vi svaret at de pårørende kan træde til. Men det er jo ikke alle der har den mulighed og personalet har som regel ikke tid.

Men de vil prøve at sætte plaster på såret ved at give psykiatribrugere med brugerlæreuddannelse mulighed for ansættelse nogle timer på de afdelinger der er interesserede . Det er selvfølgelig helt fint . Men dem der bliver ansat skal virkelig rende stærkt for at følge de indlagte til forskelligt, hygge og snakke. Alt det som personalet burde gøre men hvor de bare sidder inde på kontoret og snakker . Det er rigtigt godt med brugere ansat på psykiatrisk men selv om psyk. også opretter de stillinger af gode intentioner tror jeg de også meler deres egen kage.

Derudover har de nu også kastet deres blik på Galleri Ødipus som er lukningstruet. Et udemærket sted i Aalborg der for 12 år siden blev startet af ungdomsafdelingen på psykiatrisk og hvor mennesker fra hele amtet med relation til psykiatrien kan udstille deres billeder. Det er et forum hvor mange sindslidende har fåer den sejr og glæde at se deres kunst udstillet så at andre mennesker kan opleve deres kreative indtryk og udtryk. Så det ville være synd og skam at lukke det.

En af dem der har haft stor glæde af galleriet er Lillian Rank som er medlem af FAP-Nordjylland. Hun har tilbudt at stå for en del af et medlemsmøde hvor der vil være mulighed for at lave kreativt stoftryk på tøj med LAP relavante slogans Det skal bl.a. kunne sælges til fordel for FAP-Nordjylland. Vi er også med i en bod til “Skør med rock” hvor der sælges tøj med tryk og uddeles foldere om FAP/LAP og Lillian optræder med sange der releterer til FAP.

Hun har også fået den udemærkede ide at LAP skal købe deres egen maskine til at lave tryk på tøj som så kan sælges ved arrangementer ol. Udover indtægten vil tøjet være en god reklame for LAP. Et andet initiativ fra FAP-Nordjylland er et medlemsmøde med et foredrag også af et medlem Når dette blad udkommer har foredraget været. Men vi er meget spændte på at høre Britta Larsen fortælle om sit liv og erfaringer bl.a. med psykofarmaka, alternatv medicin og yoga..

Mange venlige hilsener
Nina Stetter
medlem af FAP-Nordjyllands bestyrelse