Vedr. det lovforslag, der verserer om at det skal være tilladt at tvangsmedicinere psykiatribrugere i eget hjem.

Det vil vi kraftigt advare imod. For en årrække siden blev jeg indlagt på psykiatrisk sygehus i Ålborg. Det gik jeg med til frivilligt. Det primære var, at jeg havde vejrtrækningsbesvær .Men der blev sat fokus på, at det var noget psykisk. De forsøgte på at behandle mig med psykofarmaka, men det ville jeg ikke, da jeg ville undersøges nærmere for vejrtrækningsbesvær, det ville de ikke.

De iværksatte så, at der kom to mænd og holdt mig, hvor jeg så fik en sprøjte med psykofarmaka. Efter ca. en måned blev jeg heldigvis udskrevet. Da jeg så var kommet hjem, konsulterede jeg en psykolog, der også var naturlæge, for den vejrtrækningsbesvær, der ofte kom efter jeg havde spist. Psykologen konstaterede, at min tyktarm var så oppustet så den trykkede på lungerne. Jeg fik så noget kosttilskud for det. Efter lidt længere tid fik jeg konstateret, hos en øre næse og halslæge, at jeg var allergisk overfor støvmider, hund og kat.

Der er nogle læger og psykiatere, der er så ukvalificerede til deres fag, så de ikke kan vurdere om det er psykisk eller fysisk sygdom og ikke mindst så bliver der ofte brugt en uhyggelig magtsyge overfor psykisk syge. I hvert fald så burde de jo behandle det fysiske først, hvilket ville bevirke, at man fik det bedre psykisk, og blev samarbejdsvillig. Derfor mener jeg bestemt, at det kan være uansvarligt, hvis ovennævnte lov træder i kraft.. Mange psykisk syge vil formentlig gå i deres eget hjem og være angste for systemet, hvilket kan bevirke, at de bliver mere syge. Og i værste fald kan de begå selvmord. Selvmordsprocenten er i forvejen høj blandt psykisk syge. Og endelig så er der noget medicin der giver så alvorlige bivirkninger, så det tager al livslysten fra en, det har jeg selv været udsat for at få en gang, med meget besvær fik jeg det dog lavet om. Andre har også fortalt mig, at de fik noget medicin der gav dem selvmordstanker. For nogle år siden blev jeg truet med tvangsindlæggelse helt uden grund, en tom trussel, (forsøg på magtmisbrug) – det er uhyggeligt, at enkelte læger kan finde på at komme med en trussel, fordi jeg var stemplet i systemet.

Hvem tror, at de kan tillade sig at lave en lov der giver ret til at frihedsberøve psykisk syge i deres eget hjem, for derefter at tvangsmedicinere dem, med noget psykofarmaka, der eventuelt skal afprøves, for systemets skyld. Dem der tror det, må lytte til tidligere brugere af systemet. Psykisk syge skal have ret til at sige fra, som andre borgere. Jeg kom ind i systemet på grund af, at jeg har to bygningsfejl i min ryg, som gav mig psykiske og fysiske problemer. Hvor mange bliver ikke fejlbehandlet i psykiatrien. De vil ikke forstå, at krop og psyke hænger sammen, Som jeg har skrevet i min bog, Vejen til et lykkeligere liv, den kan lånes på biblioteket.

I begyndelsen af november offentliggjorde Indenrigs- og Sundhedsministeriet et udkast til ændringer af Lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien, populært kaldet Psykiatriloven. I LAP har vi udarbejdet et grundigt høringssvar, hvor vi kommenterer de fleste af lovudkastets forslag. Du kan læse høringssvaret i sin helhed på: www.lap.dk. Lovudkastet og samtlige høringssvar kan du finde ved at klikke ind på ”høringsportalen” på www.danmark.dk.

I indledningen til LAP’s høringssvar skriver vi bl.a., at vi er enige med Rådet for Socialt Udsatte om de forslag til en ny og anderledes lovgivning på området, der blev fremsat i Rådets Årsrapport 2005:

• En ny psykiatrilov bør tage afsæt i anerkendelsen af det recovery orienterede perspektiv
• Der bør indføres en omsorgs- og behandlingsgaranti, der sikrer alle psykisk syge rettigheder og valgmuligheder i form af fri og uhindret adgang til den form for støtte, hjælp og behandling, den enkelte selv mener at have brug for, herunder psykofarmakafri behandlingstilbud, fx i form af døgnhuse under psykologisk/pædagogisk ledelse.
• Der bør ske en udvidelse af døgnåbne tilbud ud over de psykiatriske afdelinger og skadestuer over alt i landet.
• Psykiatriske forhåndserklæringer, der angiver hvilke behandlingsformer og foranstaltninger der foretrækkes og frabedes i forbindelse med en evt. frihedsberøvelse, bør have retsgyldighed på linje med livstestamenter og plejetestamenter.
• Frihedsberøvelse bør kun finde sted med henblik på at afværge den situation, hvor en person er til fare for eget liv eller for andres liv og førlighed.
• Tvangsbehandling bør begrænses til påviseligt og overhængende livstruende

Desuden mener vi, at der i loven bør indføjes bestemmelser, der klart afviser brugen af neuroleptika som beroligende middel. Med de nuværende retstilstande bliver megen påbegyndt neuroleptika behandling – ofte ved injektion med depotvirkning (Cisordinol-Acutard) – skjult som indgivelse af beroligende middel. Hermed fratages patienten dels retten til at klage over påtænkt behandling og dels den fordel, at klage har opsættende virkning.

Traumer og psykiske lidelser

Det har i mange år været opfattelsen blandt psykiatribrugere og -overlevere, at forekomsten af alvorlige psykiske lidelser er tæt forbundet med traumatiske oplevelser under opvækst eller i ens voksentilværelse. Udsættes personer, der i forvejen har været udsat for vold eller overgreb, for psykiatriske tvangsindgreb i form af fastspænding, tvangsmedicinering mv., er der for os at se ingen tvivl om, at mulighederne for at komme sig – for recovery forringes drastisk. Denne viden bør efter vores opfattelse føre til, at brugen af tvang i psykiatrien søges begrænset på en langt mere drastisk måde, end der lægges op til med det foreliggende udkast til lovændringer. Forslag om ambulant tvang

Lovudkastets mest kontroversielle forslag går ud på, at overlægen kan træffe beslutning om tvungen opfølgning efter udskrivning, hvis der på baggrund af en aktuel indlæggelse findes at være begrundet frygt og nærliggende risiko for, at patienten efter udskrivning vil ophøre med at følge den behandling, der er nødvendig for patientens helbred, og hvis

1. patienten i mindst ét tilfælde har undladt at følge den behandling, der er anført i en udskrivningsaftale eller koordinationsplan, og
2. patienten i de seneste 3 år forud for den aktuelle indlæggelse er blevet tvangsindlagt mindst 3 gange, og
3. patienten i forbindelse med den aktuelle indlæggelse blev tvangsindlagt eller er blevet tvangstilbageholdt.

Overlægens beslutning kan alene indeholde et pålæg til patienten om at møde op til medicinering i det psykiatriske sygehusvæsen. Patienten vil kunne afhentes af politiet, hvis pågældende ikke møder op til medicinering. Beslutningen kan være gældende i 3 måneder efter udskrivningen, og kan forlænges med 3 måneder ad gangen – maksimalt i op til 12 måneder i alt. Beslutning om tvungen opfølgning kan indklages for patientklagenævnet. Klage vil have opsættende virkning i op til 1 uge og klagenævnets afgørelse kan indbringes for retten.

Fra LAP’s høringssvar:

Efter at en evt. psykiatrisk frihedsberøvelse er bragt til ophør er det vores opfattelse, at man skal opfattes og behandles som alle andre borgere med alle civile rettigheder, bl.a. hvad angår selvbestemmelse og udveksling af fortrolige oplysninger. Hvad der er nødvendigt for patientens helbred vil oftest blive givet en ensidig medicinsk tolkning, der ikke tager højde for, at direkte eller indirekte påtvungen medicinsk behandling i sig selv kan indebære en alvorlig helbredstrussel.

Vi må på det skarpeste tage afstand fra forslaget om tvungen opfølgning. Der findes ingen belæg for at hævde, at langvarig og tvungen behandling med stærkt virkende psykofarmaka er fremmende for den enkeltes helbred. Tværtimod er der ved langvarig behandling med neuroleptika en række åbenlyse helbredsmæssige risici, fx i form af vægtøgning, hjerte-/karsygdomme, diabetes, hjerneskade (førende til tardiv dyskinesi og/eller tardiv demens) og fare for livstruende akutvirkninger såsom malignt neuroleptikasyndrom. Det virker absurd, at regeringen, samtidig med at der er iværksat en undersøgelse af sammenhængen mellem neuroleptika-indtag og relativt hyppige dødsfald blandt yngre beboere på socialpsykiatriske bosteder, nu ønsker at indføre lovhjemmel til ambulant tvangsmedicinering.

Fornuftigt at vælge medicin fra

Der kan være mange gode grunde til, at man som tidligere tvangsindlagt og tvangsbehandlet patient vælger medicinsk behandling fra. Udover de nævnte helbredsmæssige risici kan den enkelte på grund af medicinens bivirkninger opleve en væsentligt forringet livskvalitet, fx grundet mange former for fysisk ubehag, manglende kontakt til eget følelsesliv, forringet seksuel formåen/lyst, osteklokkefornemmelse med manglende kontakt til omverdenen mv. Der er en voksende gruppe af patienter, som reagerer meget dårligt på psykofarmaka, for hvem medikamenterne har ringe eller slet ingen gavnlig effekt, men derimod kraftige og skadelige bivirkninger (bl.a. kramper, rysten, uro, spasmer, nedbrydning af sprogcentret og andre forgiftnings symptomer). En stor del af denne gruppe er derfor ikke interesseret i medicinske behandlings tilbud, da disse kun er til yderligere skade for deres i forvejen skrøbelige helbred og umuliggør følelsen af velbefindende.

Brud på definition

Forslaget om tvungen opfølgning er et fundamentalt brud med det sindssygdomskriterium, der hidtil har været gældende for iværksættelse af psykiatrisk tvang og vil, hvis det gennemføres forringe psykiatribrugeres i forvejen udhulede retssikkerhed. Vi frygter, at tvungen opfølgning vil blive brugt som et instrument til at passivisere “besværlige” patienter, der med vold og magt vil blive fastholdt i en “forebyggende” medicinsk spændetrøje, som direkte vil modvirke den enkeltes mulighed for recovery og føre til yderligere marginalisering og udstødning. Vi frygter, at personer, der påtænkes udsat for at blive hentet af ordensmagten med henblik på tvangsmæssig indgift af stærkt virkende og delvist invaliderende depotneuroleptika, vil føle sig presset ud i hjemløshed eller til at begå selvmord.

Mennesker, der hører til den påtænkte målgruppe for tvungen medicinsk opfølgning, er ofte ramt af et alvorligt psykosocialt handicap og bør tilgodeses med tilbud om personlig hjælp, assistance og omsorg i fornødent omfang. Det er en kommunal forpligtelse og ikke et medicinsk anliggende, at tilbyde og give en sådan hjælp og omsorg. I følge Lov om Social Servcice § 67a (ny lov: § 82) er det en kommunal forpligtelse, at give den fornødne hjælp og omsorg til personer med betydelig nedsat psykisk funktionsevne, der ikke kan tage vare på deres egne interesser, uanset om der foreligger samtykke fra den enkelte. Visse offentlige medier har slået til lyd for vedligeholdende tvangsmedicinering uden for de psykiatriske afdelinger ved at fokusere på nogle ganske få eksempler på, at psykisk syge har begået ulykkelige voldshandlinger. Vi opfatter forslaget om tvungen opfølgning som en overfladisk reaktion på denne mediedækning og stiller os uforstående over for, at regeringen nu foreslår så drastiske og indgribende foranstaltninger uden at have belæg for, at sådanne indgreb vil have nogen som helst effekt.

Vær med til at stoppe forslaget om ambulant tvang

Mange andre organisationer – bl.a. SIND, Bedre Psykiatri, Dansk Psykiatrisk Selskab, Dansk Sygeplejeråd, FOA, Socialpædagogernes Landsforbund og Rådet for Socialt Udsatte har i deres høringssvar taget afstand fra forslaget om tvungen opfølgning. LAP’s arbejdsgruppe mod (mere) tvang og i LAP’s landsledelse har kontaktet Folketingspartiernes ordfører for at fortælle dem hvorfor vi er imod ambulant tvang og hvad vi ser som alternativer. Vi forsøger også at komme igennem med vores synspunkter i medierne og forsøger at få en offentlig høring og en demonstration stablet på benene. Vil du deltage i arbejdet med at stoppe forslaget om ambulant tvang så kontakt Henriette Buemann Jensen eller Thoridt Allermand fra landsledelsen/tvangsarbejdsgruppen eller LAP’s sekretariat.

Lovudkastet indeholder også mange gode forslag, som LAP kan tilslutte sig med eller uden forbehold:

• Tvang foreslås defineret som ”anvendelse af foranstaltninger, for hvilke der ikke foreligger et informeret samtykke”. I dag defineres tvang som ”foranstaltninger, som patienten modsætter sig”. Det antages i praksis, at en patients passivitet som udgangspunkt ligestilles med frivillighed. Fra LAP’s høringssvar: Ændringen kan få en positiv effekt ved at afdække diverse former for skjult tvang. Over for unge under 15 og unge under 18 rummer lovudkastet nogle indskrænkninger af det informerede samtykke, hvilket vi tager afstand fra.
• Bestemmelsen om god psykiatrisk sygehusstandard udvides til at omfatte ”omsorg” ud over behandling og pleje samt ”personalets kompetencer og patient- og pårørendepolitikker”. LAP ser gerne en nærmere uddybning af mindstestandarder og materielle rettigheder, fx ret til enestue, ret til at opholde sig udendørs, ret til beskæftigelse og ret til et differentieret behandlingstilbud.
• Sygehusmyndigheden skal sikre, at der på enhver psykiatrisk afdeling findes en skriftlig husorden, som er tilgængelig for patienterne.
• En kopi af behandlingsplanen skal udleveres til patienten, medmindre denne frabeder sig dette.
• Efter ophør af enhver tvangsforanstaltning skal patienten tilbydes en eller flere eftersamtaler. LAP mener, det bør præciseres, at man skal tilbydes eftersamtaler med andet personale end dem, der har udøvet tvangen.
• I lovudkastet defineres personlig skærmning, som ”foranstaltninger, hvor ét eller flere personalemedlemmer konstant befinder sig i umiddelbar nærhed af patienten”. Personlig skærmning må kun benyttes uden patientens samtykke, i det omfang det er nødvendigt for at afværge, at en patient begår selvmord eller på anden vis udsætter sit eller andres helbred for betydelig skade, eller forfølger eller på anden lignende måde groft forulemper medpatienter eller andre.
• Det foreslås at lægen kan beslutte, at der skal foretages aflåsning af døre i afdelingen overfor: patienter, der er frihedsberøvede og patienter, for hvem der er risiko for, at de utilsigtet udsætter sig selv for væsentlig fare. LAP mener, der bør ske en uddybning af, med hvilke begrundelser en overlæge kan beslutte af aflåse døre, og det bør fremgå, at personer, der ikke er omfattet af bestemmelserne om mulighed for aflåsning af døre, til enhver tid kan forlange sig overflyttet til ikke aflåst afsnit/afdeling.
• Overlægen skal ved begrundet mistanke kunne træffe beslutning om, at: 1. patientens post skal åbnes og kontrolleres, 2. patientens stue og ejendele skal undersøges eller, 3. at der skal foretages kropsvisitation af patienten. Undersøgelse af post, stue og ejendele skal så vidt muligt foretages i patientens nærvær. Overlægen kan endvidere beslutte, at medikamenter, rusmidler og farlige genstande, som er fundet ved indgreb skal beslaglægges og evt. destrueres. LAP foreslår at ”så vidt muligt” slettes. Da der er tale om indgreb i den enkelte patients personlige integritet, bør sådanne indgreb tilføres tvangsprotokollen og kunne indklages for patientklagenævnet. Hvad der er beslaglagt skal tilbageleveres. Menes noget af det beslaglagte at være ulovligt at besidde, kan der foretages en politianmeldelse.
• Der skal beskikkes patientrådgiver ved ethvert tvangsindgreb efter loven. LAP mener, at der også ved påtvungne koordinationsplaner bør beskikkes patientrådgiver.
• Efter gældende regler skal patienten inden en tvangsforanstaltning påtænkes iværksat underrettes om den påtænkte tvang. Der stilles forslag om at denne underretning om påtænkt tvang skal ske såvel mundtligt som skriftligt.

Andre af lovudkastets forslag opfatter vi positivt, men utilstrækkelige:

• Der må kun iværksættes tvangsbehandling med elektrostimulation, hvis patienten opfylder betingelserne for tvangsindlæggelse eller tvangstilbageholdelse samt befinder sig i en aktuel eller potentiel livstruende tilstand. LAP mener, at man bør tage skridtet fuldt ud og helt forbyde tvangsbehandling med elektrochok.
• Der indsættes en ny bestemmelse om, at så længe en tvangsfiksering opretholdes, skal der foretages en fornyet lægelig vurdering af spørgsmålet om fortsat anvendelse af tvangsfikseringen så ofte, som forholdene tilsiger det, dog mindst 4 gange i døgnet, jævnt fordelt, efter at beslutningen om tvangsfiksering er truffet. Ved fiksering i mere end 48 timer skal en læge ude fra foretage en vurdering. LAP mener, at brugen af tvangsfiksering helt bør afskaffes. Opretholdes muligheden for at tvangsfiksere, bør der angives en maksimumsgrænse for, hvor længe og hvor ofte tvangsfiksering kan anvendes. Det bør præciseres, at man har ret til at blive frigjort fra bælte m.h.p. toiletbesøg, personlig hygiejne mv.
• Det foreslås, at bestemmelsen om at en værge kan give samtykke til psykokirurgiske indgreb ophæves. Der er herefter alene patienten, som kan give tilladelse til psykokirurgiske indgreb via skriftligt samtykke. Herved bringes de danske regler i overensstemmelse med Europarådets anbefaling herom. LAP foreslår, at muligheden for at foretage psykokirurgiske indgreb på frihedsberøvede patienter helt ophæves.
• Langt flere afgørelser fra det psykiatriske patientklagenævn vil kunne indbringes for retten. I dag indbringes de fleste sager for Sundhedsvæsenets patientklagenævn. LAP mener, at man bør tage skridtet fuldt ud og gøre domstolene til første klageinstans, og ser allerhelst, at enhver egentlig frihedsberøvelse automatisk afprøves ved en domstol inden for 24 timer.

Forslag LAP tager afstand fra:

• Overlægen kan beslutte, at en patient skal have foretaget personlig hygiejne under anvendelse af tvang, hvis det er nødvendigt af hensyn til patienten selv eller af hensyn til medpatienter eller personale. Personlig hygiejne under tvang må kun foretages i forhold til patienter, der er frihedsberøvede. LAP mener, at den foreslåede formulering er diskriminerende, alt for vidtgående og kan føre til helt urimelige og ydmygende situationer.

  Bestemmelsen om, at Indenrigs- og Sundhedsministeren kan fastsætte regler om patientindflydelse på psykiatriske afdelinger foreslås ophævet. Med en opfordring til Sundhedsministeren om at udvide de ret begrænsede indflydelsesmuligheder, der fremgår af nugældende bekendtgørelse, anbefaler LAP bestemmelsen fastholdt.

Udeboende Sindslidende under 25 år, der modtager kontanthjælp, får max udbetalt 4.451 kr. om måneden.

Charlotte er kun 24 år gammel. Alligevel har hun inden for de sidste 2 år mistet flere personer fra sin nærmeste omgangskreds. Blandt andet hendes far, der døde af kræft efter kort tids sygdom.

Han blev 59 år gammel.

Charlotte kørte galt på motorcykel i samme periode. I dag er hun hårdt presset af kontanthjælpsloven, der blev vedtaget ved finanslovforliget år 2002. De eneste partier, der stemte imod var Enhedslisten og Socialistisk Folkeparti.

”Hvis jeg bliver sat yderligere ned i kontanthjælp, bliver jeg tvunget til at gå ud og tage et arbejde. Det vil jeg ikke kunne holde til. Jeg skal koncentrere mig om at blive rask.” Siger Charlotte, der er i behandling i OPUS, på Vesterbro i København.

”Med tiden vil jeg gerne tilbage til et studieliv men,
i øjeblikket er mit ugeskema fyldt med ting, som helst skal gøre mig stærkere psykisk. Skulle jeg passe et fuldtidsarbejde ved siden af, ville jeg blive mere syg – og i værste fald indlagt.

Havregrød og kålsuppe

Jeg har været indlagt i 4 måneder. Det koster 3.000 kr. per døgn.
Hvis jeg bliver tvunget tilbage på hospitalet, bliver det meget svært at komme ud igen, jeg er bange for at blive ”hospitaliseret”. Det bliver sværere at komme sig anden gang, da jeg endnu engang skal starte fra Adam og Eva. Hvis jeg blev sat på en ydelse, der svarede til, hvad en enlig mor fik, kunne jeg slippe for at spise kålsuppe, havregrød samt bekymringen om fx at købe en frakke til vinter.

Jeg holdt op med at ryge for et år siden. Hvis jeg røg cigaretter, havde jeg kun få kroner til at købe mad for. Jeg kender mange der hellere vil sulte, end at miste deres smøger.”

Den daglige transport fra boligen til OPUS, klarer Charlotte på cykel. Hun kan ikke køre i bus på grund af, at der er for mange mennesker. ”Så sparer jeg udgifterne til offentlig transport. Men hvis min cykel punkterer, bliver jeg nødt til at vente med at få den lappet til næste måned, og i stedet må jeg gå igennem det halve af byen når jeg skal til kunstmaling.

Jeg maler fire gange om ugen, og har malerier udstillet på værestedet Ottilia, på Gammel Køge Landevej 22, i Valby, indtil januar næste år.

Syg kunst kan ligestilles med rask kunst. Så jeg vil fortsætte med at male. Det er vigtigt at komme ud, og være sammen med ikke syge, og se et andet spejlbillede, da folk ikke kan se på mig, at jeg er syg. Jeg reflekterer jo også over raske menneskers tanker og handlinger.

Jeg vil gerne anbefale Ottilia. De slår et slag for den gode stemning. Folk er meget søde, og der er både raske og syge i en god blanding.”

Låst fast

Efter min far fik lungekræft og døde, begyndte jeg at blive svimmel, og få det dårligt. Min praktiserende læge skrev en recept på søsygetabletter. Det hjalp ikke. Så fik jeg et oxazepam lignende produkt, da lægen mente at jeg havde virus på balancenerven. Det hjalp heller ikke. Jeg var bange for at det var kræft, jeg havde fra min fars gener.

Da jeg sad i gruppearbejde på mit studie, fik jeg et angsttilfælde. Jeg sad fast i en stol, som om jeg blev fikseret af bælter på arme og ben. Jeg fik fat i min telefon, ringede til min bror. Jeg sagde til ham, at det nok lød mærkeligt, men jeg kan ikke komme ud ad min stol, så du er nødt til at komme og hente mig.
Han kom et kvarter efter, og hjalp mig hjem. Jeg græd hele tiden. Min bror sagde til mig, at nu var professionel behandling nødvendigt.

Tilbage hos lægen, fik jeg et hæfte, hvorfra jeg kunne udvælge en psykolog. Ti samtaler kunne jeg få tilskud til, men der var et halvt års ventetid. Da jeg var på SU havde jeg heller ikke råd til psykolog, og jeg kunne heller ikke vente.

I stedet henviste min læge til Distrikt Psykiatrisk Center, hvor psykiateren sagde til mig, at jeg skulle indlægges, og det skulle være akut.
På hospitalet var jeg rigtig, rigtig syg. Jeg græd hele tiden, jeg kunne ikke huske ti minutter tilbage, jeg var bange, jeg kunne ikke finde ud af at tale med nogen, og jeg var slet ikke mig selv.”

I dag regner Charlotte med at starte på sit studie efter sommerferien næste år, på lærerseminariet.

Hun har færdiggjort en HF og er næsten færdig som multimediedesigner.

Gav man mig en månedlig ydelse svarende til 2 x døgnophold på hospital, kunne samfundet spare mange penge

”Hvis jeg blev presset ud i arbejde nu, ville jeg ikke have tid til at lave det som gør mig rask. Så ville jeg blive mere syg. Jeg skulle tilbage på hospitalet, hvorefter jeg skulle bruge mere tid på at komme ud igen. Når jeg endelig kommer ud, og får nedsat ydelse, efter seks måneder, ville jeg igen ryge tilbage på hospitalet, og det er en ond cirkel.”

Charlotte er et opdigtet navn af hensyn til hendes anonymitet, men navnet er redaktionen bekendt.

At starte en forening som LAP kræver tålmodighed og atter tålmodighed, fordi vi skal hjælpe hinanden frem så godt som muligt

Det er mig en glæde, at vi nu har fået en protektor for vor brugerforening – og tilmed at få en cirkusprinsesse i vor stald. Et stort til lykke skal lyde fra os brugere til Diana Benneweis for den indsat hun vil gøre. Personligt håber jeg det må give goodwill til psykiatribrugerne – det virker meget lovende for foreningen at gøre dette tiltag – det er nu vi skal ”frem i skoene.”

At Diana Benneweis er kommet i den situation at være blevet psykisk syg, er i sig selv ingen nyhed. Det kan ske for os alle. Men at en så folkekær person melder ud på denne måde, medfører sikkert at vi bliver bedre hørt i offentligheden. Jeg tror at Diana B. vil give genlyd ud i alle foraer! I denne globaliserede verden er det opløftende for psykiatri -brugerne, at netop en kendt mediefigur står frem som bannerfører i FAP-Kbh. Det kræver stort mod at stille sig frem for offentligheden og erklære, at man har en psykisk sygdom som altså også kan ramme cirkusprinsesser. Vi skal behandle hinanden endnu bedre og det tror jeg er muligt, når Diana Benneweis står sammen med os. Andre samarbejdspartnere må se på vores forening, som nogen der vil og gør noget på psykiatribrugernes vilkår.

Jeg husker Diana som en meget flot kvinde med stor charme og sans for at samle børn og barnlige sjæle til en cirkusforestilling. Jeg mener hun måske har haft et for stort pres lagt på sine skuldre efter sin far Eli´s død – Stress kan ofte udløse latent liggende psykiske sygdomme. For når man ser på hendes lange karriereforløb gennem livet, er det jo ikke småting hun har måttet igennem. Det er ikke kun eventyr at prinsesser kan blive guldfugle, men altså også for psykiatribrugere.

Jeg vil rette en tak til de personer som har fået dette sat i scene. Og så håber jeg vi behandler Diana med omtanke og klogskab. At vi har fået stillet en sådan kapacitet til rådighed – det kan ikke være bedre….. Godt gået!!!

af Karin Dyhr og Marianne Holmen.
Forlaget: Documentas 2004
ISBN: 87-91345-17-0

En dokumentar roman om et særdeles langvarigt behandlingsforløb, som trods mange skuffelser i det psykiatriske system, viser at der er en vej ud af selv meget svære sygdomme eller symptomer.

Det er hård læsning for det meste af bogen handler om hvor utilstrækkelig det psykiatriske system er og på peger en del mangler. Bogen var meget hård læsning, fordi det mindede mig i den grad om mit eget forløb. På enkelte punkter åbnede det dog øjnene for nye indgangsvinkler for mig.

Da jeg mødte Karin Dyhr sammen med medskribenten Marianne Holmen og sygeplejersken Jan Nielsen, da blev jeg klar over hvordan et recovery forløb egentlig bør være. Da så jeg lyset for hvordan den psykiatriske behandling egentlig burde være.

Bogen har på en måde været en væsentlig del af Karin Dyhrs egen behandling. Den er blevet til i et samarbejde mellem Marianne Holmen, som var barndomsveninde med Karin og som har været med på sidelinien gennem alle årene. De har gjort brug af Internettet og har på den måde kunne sidde i hver sin ende af landet og skrive på den samme bog. Det har været en meget hård proces at skrive om hele sit liv og specielt de svære perioder, men det virker også frigørende og giver indsigt og på den måde har det været en vigtig del af Karins recovery proces.

Marianne kunne på mange måder bekræfter Karin i, at de ting som hun huskede også havde været sådan og det var væsentligt for hele processen, at Karin kunne blive bekræftet i at tingene faktisk havde været så slemme, som hun huskede dem.

Sygeplejersken Jan blev gennem en årrække den terapeut som fik tæt kontinuerlig kontakt med Karin og som ikke satte spørgsmålstegn ved de ting som Karin fortalte. Jan var der i perioder næsten hele døgnet, forstået på den måde, at Karin kunne ringe til ham, når det brændte på. Nogle få ord kunne da forhindre flere måneders tab af fremgang.

Bogen handler om incest og diagnosen borderline personlighedsforstyrelse.

Den bør læses af systemets folk, så de kan få øjnene op for hvor de begår fatale fejl. Den bør læses af patienterne så de forstår deres egen situation og finder flere muligheder i deres egen proces. Pårørende vil også få en indsigt ved læsningen, der kan gøre dem til bedre pårørende.

Der findes flere oplysninger om bogen og foredrag på www.glaspigen.dk

Hvis du skal tage kampen op, så vær sikker på, du kan vinde!

Den engelske psykiater, Mike Smith, giver fif om hvad man kan gøre for at få et mere tåleligt forhold til sine stemmer

– Skal man ignorere stemmerne? – Prøv at sige nej. Du behøver ikke skændes med dem, fortæller Mike Smith, der sammen med Ron Colemann har etablereret grupper for mennesker, der hører stemmer. – Prøv om du kan behandle dine stemmer som du behandler andre mennesker. Hvis du går ind i at skændes med dem, ender det i et slagsmål. Hav en god diskussion, det er meget bedre. Det er derfor, jeg aldrig bekæmper folks stemmer. Det fører mig ingen steder hen. Hav en dialog med dem, og hvis de skændes med mig, gennem en person, så beder jeg dem om at holde op.

Det er meget vigtigt, hvordan omgivelserne reagerer på, at deres pårørende hører stemmer, mener Mike Smith. – For børn og unge er ét af de vigtigste kriterier for, hvorvidt de bliver psykiatriske patienter, hvordan forældrene reagerer. Hvis forældrene er støttende og forstående, formindsker stresset på børnene og hjælper med problemerne, så bliver børnene ikke syge. Men hvis forældrene bliver bange og tror, barnet er sygt, så er barnet i fare for at blive patient.

– Det er vigtigt, når man arbejdet med unge mennesker, der hører stemmer, at arbejde sammen med familierne meget tidligt. At hjælpe de unge mennesker med deres relationer til stemmerne, for det at høre stemmer er ikke noget problem i sig selv. Det er noget andet, der er problemet, f.eks. at stemmerne skræmmer dig, truer dig, at de kan påvirke dig i en dårlig retning. Men der meget, du kan gøre med det. Som psykiater kan jeg ikke få stemmerne til at gå væk, det er ikke mit job. Selv om det sker for nogle mennesker, men det kan jo være en skræmmende oplevelse, at stemmerne forsvinder.

Arbejd med relationen – Kan du gøre noget selv for at kontrollere stemmerne? Hvad kan du gøre?
– Det første er at anerkende, at du har et forhold til de stemmer, du hører. Det forhold kan være et meget godt eller et meget dårligt. Mange folk råber af stemmerne og stemmerne råber så tilbage af dem. Men hvorfor skændes du med dem? Hvorfor er det nødvendigt at slås?

– Du har nogle grupper med folk, der sidder og taler om det at høre stemmer. Hvad er dine erfaringer med det?

– Stemmehørergrupper styres oftest af mennesker, der psykiatribrugere, der har været brugere af psykiatrien og selv har det svært. Jeg har været med til at etablere mange stemmehørergrupper, men jeg bliver ikke i dem. De mennesker, der er i stemmehørergrupper bestemmer selv, hvad der skal foregå. Det er op til folk selv. Nogle gange går de på en pub, for det at have venner og det at have gode relationer til andre mennesker har også stor betydning for mange stemmehørere. Mange gange hyggesnakker man. Andre gange er det nogle specifikke ting om det at høre stemmer eller om folks liv generelt. Man deler erfaringer med hinanden. Har du prøvet det her? Du får gode råd som f.eks. ikke at slås med dine stemmer. Specielt hvis du føler dig svag. Hvis du har tænkt dig at slås med dine stemmer, skal du være sikker på, du kan vinde. Så vi giver folk meget praktiske vink om, hvordan man kan arbejde med stemmerne.

– Hvordan kan man forhindre, at folk, der lige er kommet i kontakt med psykiatrien 30 år efter sidder og er triste, ryger og drikker kaffe?

– Håbet er vigtigt. Og erkendelsen af, at man kan bevæge sig videre fra de erfaringer, man har haft. Det behøver ikke altid være sådan. Du skal altid være håbefuld og optimistisk. Du bliver nødt til at tage kontrol over dit eget liv. Det er dine erfaringer. Jeg er glad for at hjælpe folk ud fra deres erfaringer, for det er ikke mine. Folk er nødt til at spørge sig selv, om de ønsker at bevæge sig videre. Ønsker de at forandre det liv, de har. Ønsker de at have mere kontrol? Hvis det er det, de ønsker, så kan jeg hjælpe dem. Men hvis det ikke er det, de vil, så er der ikke noget, jeg kan gøre. Hvis folk er passive, hvis de venter på en vidunderlig forandring, der kommer udefra, så kommer de til at vente længe. Der er folk, der har gået til psykiater i 20 år og hvert år har fået at vide: ”Vi finder en kur i morgen. Næste år kan vi gøre det her! Men det er aldrig nogensinde sket.”

At få den rigtige hjælp

– Men systemerne har også fortalt folk de forkerte ting, for de har altid sagt: Du skal have det bedre, før du kan prøve at tage et job. De siger aldrig: Op på hesten igen. Det siger de aldrig.

– Hvis du ikke snakker fornuftigt med folk, så gider de ikke, så går de bare deres vej. Så ser du dem ikke igen, før det er for sent. Folk har sædvanligvis hørt stemmer i 16 til 22 mdr. før de endelig søger hjælp, og så er der allerede skabt et forhold til de stemmer, du hører. Vi skal forsøge at påvirke. Men påvirkningen skal ske i skolerne, i gymnasierne, og du skal også uddanne offentligheden i, hvad psykotiske oplevelser vil sige. At gøre psykotiske oplevelser mere normale. Det er noget, der sker. Men stemmerne kan også forsvinde igen. Det er ikke noget permanent. Bare fordi du hører stemmer, så betyder det ikke, du skal høre dem resten af

– Vær god ved dig selv. Prøv at få det bedre. Det giver dig mere magt over stemmerne, hvis du hører stemmer. Stemmerne fortæller dig måske, dit liv er slemt, men du kan altid sige: ”Nej, det passer ikke! Jeg har et godt liv. Jeg går ud, jeg har venner.” Det er en meget mere kraftfuld position at være i, hvis dine stemmer siger til dig, dit liv er dårligt. Hvis dine stemmer siger, dit liv er dårligt og du ved, du har et dårligt liv…

– Så har de jo ret.

– Ja. De HAR ret. Det er derfor det drejer sig om at opbygge dine egne kræfter, hvis du skal op og slås. Skal du slås, skal du gøre det ud fra en situation, hvor du er sikker på at vinde. Gør det ikke ud fra en position, hvor du er sikker på at tabe!

Mike Smith har skrevet en bog om at høre stemmer:

Smith, Mike, f. 1962-12-27

Førstehjælp ved psykoser : en håndbog for professionelle, pårørende og mennesker, der lider af psykotiske oplevelser. Forlag: psykovison. www.psykovision.dk Pris 149 kr. + 20 kr. porto, ekspedition.

Både lokalpsykiatrierne i Århus og Silkeborg arbejder aktivt med at give tilbud til mennesker, som hører stemmer. Se link: www.sundhed.dk PDF-fil

I 2003 ændredes førtidspensionen for kommende nye pensionister. Nu har man fået to pensionsordninger i stedet for tre forskellige. Der opstår mange problemer ved at køre to forskellige pensionssystemer. Et af de ubehagelige er muligheden for, at prøve sig af på arbejdsmarkedet med et flex-job kun gælder nye pensionister. Den hvilende pension på ubestemt tid eksisterer nemlig ikke i den gamle ordning.

Endvidere er brugere på Bo-centre nu i den ekstreme situation, at deres nabo måske får pension efter de nye regler, hvor man slipper for servicebehandling på omkring 10.000 kr. om året. Den uheldige bruger må betale op til 36.900 kr. ekstra årligt, hvilket er den særlige “handicapskat”, som DSI kalder den. Det må kaldes en urimelig forskelsbehandling, som der ikke kan argumenteres for.

Gode muligheder hvis ordningen ændres

En vigtig del af “Recovery” – ”at komme sige af et psykisk handicap” – er netop at bryde isolationen og på lige fod med raske at arbejde frem mod en rimelig tilværelse. En enlig førtidspensionist efter den gamle ordning modtager et tilskud for “reelt enlige”. Hvis brugeren flytter sammen med en anden førtidspensionist, mister begge dette tillæg på omkring 3.000 kr. mdl. Af denne grund vil de færreste flytte fra deres egen bolig og mange psykisk syge lægger derfor beslag på to boliger. Men hvis alle fik pension efter de nye regler, ville mange flytte sammen og hermed mindskes den store boligkø i København og andre steder i landet. Ens førtidspension ville betyde forbedringer for de fleste brugere og selvom en del under den gamle ordning modtager medicintilskud m.v., ville dette frigive sagsbehandlernes tid, da man slipper for to systemer samt sagsbehandlingen af diverse tilskud.

Hvad sker der så, når vi bliver gamle?

En ting man spørger sig selv, som førtidspensionist med en psykiatrisk diagnose er, at man åbenbart, når man fylder 65 år erklæres rask, idet man automatisk overgår til den almindelige folkepension! Der er endnu intet belæg for, at man bliver rask bare fordi man bliver ældre.

Hvad vil de nye kommuner gøre?

Spørgsmålet er nu om landets kommuner vil arbejde for at få ens førtidspension og/eller man selv vælger mellem to typer, når kommunerne fra januar 2007 selv skal stå for psykiatrien med alle dens problematikker? Jeg vil arbejde for at forskellene udlignes for førtidspensionisterne.

Den 5 september løb et arrangement i ordets bogstaveligste forstand af stablen ved Sankt Hans hospital i Roskilde. Hospitalet har, på trods af sit navn, ikke noget at gøre med midsommer og bålbrænding, men derimod med mennesker der har fået ”ild i sjælen”, altså som er sindslidende. Det er et psykiatrisk hospital.

I år kunne man traditionen tro løbe 3 distancer, 2, 5 og 10 km, i den dejlige sensommer. Små 2000 deltog, en af dem var Jan Andersen, der klarede 5 km. ruten i tiden 34 min. og 18 sek. Grunden til han var med er at det er rart med motion, samt positivt at se alle de glade mennesker, endda nogle man kender fra L.A.P. af.

Af andre løb han deltager i kan nævnes Sundbyløbet, som foregår i København, samt Søndersø løbet, der foregår i hans hjemby Viborg. De var 6 brugere og 2 ansatte, fra Daghus Viborg, der var taget den lange vej til Sjælland. Allerede kl.6,15 startede de turen i deres mini bus.

Daghus Viborg er et sted, hvor det handler om at være sammen med andre, hvor man mødes og deltager i fællesaktiviteterne, såsom motion og madlavning. Der er også mulighed for at deltage i kreative grupper, hvor man laver stenhugning, samt klipper og klistrer. Stedet er selvfølgelig kollektivt medlem af L.A.P.

En anden deltager er Bente Kristensen fra Helsingør, hun forcerede 2 km. ruten ved at gå hele vejen. Det bedste syntes hun var vejret, maden, den levende musik, samt samværet med de andre mennesker. Vinderen på kvindernes 10 km. var Majken Niebe, hun klarede den på 1 time og 9 min, forinden da, havde hun nuppet 2 km. ruten på 11 min. Hun er en erfaren løber, der træner 5 gange om ugen, fra 8 til 15 km. Ud over dette løb deltager hun i små løb, så som Feminaløbet, men ikke i store løb. Grunden til hun elsker at løbe, er at det holder kroppen ved lige, samt at det er en fed følelse når hjertet slår, og musklerne arbejder. Til dagligt arbejder hun på Sundbygård på Amager, som er et bocenter, de sindslidende bor på. Det kostede 100 kr. at deltage, for dem fik man, en T-shirt, mad og drikke, samt en medalje. Til de 3 vindere inden for hver distance og køn, var der blomster og en sweatshirt, med Sankt Hans løbets logo på. Løbene har fundet sted i over 10 år, til næste år foregår de også i starten af september.

Fredag den 7.oktober 2005 afholdt Socialpsykiatrisk Center, Vestsjællands Amt konference i Odense Congress Center om ”relationens betydning for recovery” med PhD. Patricia Deegan, USA og Dr. Jes Gerlach, Psykiatrifonden.

Der var stor deltagelse, men primært af behandlere og andre professionelle med interesse i recovery – hvilket nok skyldes, at trods et tilbud til LAP’s medlemmer om at deltage for 800 kr.; så var det ikke alle, der havde enten økonomisk eller overskudsmæssig mulighed for at være med. Og det må siges at være forståeligt, men en skam, at der ikke var flere psykiatribrugere med; da mødet med Patricia Deegan, doktor i klinisk psykologi og brugerveteran er et absolut levende eksempel på, at recovery indenfor psykiatrien er en reel mulighed og ikke endnu en vrangforestilling i psykiatribrugernes hoveder!

Deegan påpegede, at en psykiatrisk diagnose bør ses som en rolle på lige fod med de andre roller, som alle mennesker har som f.x. barn, forældre, søskende, kollega, nabo o.s.v.. Hun udtrykte det på følgende måde: ”Hvis vi alle reducéres til diagnosen, hvem er så tilbage til at recover/komme sig? Vi er ikke uden fremtid – vi har alle et unikt potentiale som mennesker til at give, til at få og til at være en del af samfundet! ALLE ER MERE END EN DIAGNOSE!”

Derfor anser Deegan det også for utroligt vigtigt i forhold til recovery, at behandlingen kommer til være ”personel medicine” – d.v.s. at behandling ikke kun er medicin, men også vores forskellige rollers betydning, arbejde, motion, uddannelse og ”self-care”-strategier. Personlig kan jeg kun give hende ret – dog mener jeg, at begrebet ”arbejde” måske skal erstattes af begrebet ”at være til nytte”. For arbejde i ordets egentlige forstand kan for nogle være noget af en bjergtinde at nå, hvorimod dét at være til nytte kan være mere jordnært!

I forhold til begrebet ”self-care”-strategier mente Deegan, at det ikke er psykiatribrugerne, som er problemet, men derimod de forskellige beslutningstagere i vort samfund. Hun begrundede dette med, at det ikke nødvendigvis hjælper psykiatribrugerne at stå op på et bestemt tidspunkt, få redt seng og børstet tænder, hvis brugeren ikke kan se et formål/mening med det. Nej, derimod skal man hjælpe/støtte psykiatribrugeren med at finde lidenskaber/interesser og dermed håb for fremtiden. Psykiatribrugere har ofte selv en stor viden om, hvad der lige netop hjælper dem og hvad der ikke hjælper dem…..og den viden skal bruges, når recovery er målet:

”I’m not the problem, I’m part of the solutions!!!”

Derfor påpegede hun endvidere, at man skal se på brugeren som en lære – ikke en lære i.f.t. diagnose, men en lære i.f.t. den enkeltes håndtering: ”Recovery er at sætte den ene fod foran den anden – behandlingen er at følges med brugeren på rejsen mod recovery.”

Efter frokosten var det så Jes Gerlach’s tur til at tale om, at fysisk aktivitet, søvn og uddannelse udvikler bevidstheden og dermed muligheden for recovery…..og her var der gået noget galt i kommunikationen mellem planlæggerne for den ellers perfekte dag og så Jes Gerlach! Gerlach brugte den meste af tiden på at gå ned i fysiologiens detaljer for annoncerede emne og heri var publikum vist ikke interesserede. Ihverttilfælde forsvandt en meget stor skare af deltagerne under Gerlach’s indlæg og de mange af de tilbageværende begyndte at småsnakke, hvorfor jeg noterede: ”er det tiden (fredag eftermiddag) eller indlægget, som får folk til at gå før tiden?” – for det var noget af en modsætning til den store lydhørhed, som der var under Deegan’s indlæg! Min personlige holdning er, at deltagerne ikke var kommet for at få viden om årsag (hvorfor), men at få viden om hvordan man så kan hjælpe/støtte psykiatribrugerne i.f.t. recovery…..og så kan jeg kun konkludere, at Gerlach’s indlæg faldt ved siden af!

Men alt i alt var det en meget interessant dag, som burde have været på landsdækkende fjernsyn som en modpol til det billede, det almene samfund har af psykiatribrugere!!!

Hej her fra FAP-Nordjylland – vi vil gerne fortælle lidt om hvad vi går og laver! Vi havde et medlemsmøde på Frivillighuset i Aalborg onsdag d.21/9-05. Det var et rigtig godt møde, 11 var mødt op.

Bestyrelsen fortalte om hvad vi laver, såsom at snakke med medlemmer der har behov for det f.eks. under en indlæggelse. Vi er med i et samarbejde der laver arrangementer indenfor psykiatrien som f.eks. foredragsrækker og Brugernes Dag.

– Med hensyn til sidstnævnte, hører vi gerne fra medlemmer i Nordjylland, såfremt De har lyst til at give en hånd med. Derefter gik snakken, og der var flere der havde noget på hjertet, først og fremmest om forskellige erfaringer inden for det psykiatriske system. Lillian Rank fortalte, at hun udstiller i Galleri Ødipus – (kunstgalleri i Aalborg for sindslidende, ansatte i psykiatrien og pårørende) – i oktober måned, og vil donere pengene fra salget af udvalgte billeder til LAP. Et andet medlem Inge Marie Frost, fortalte om hendes bog hun for nylig har fået udgivet.

Der var også musikalsk underholdning; Michael Dahl spillede på akustisk guitar og sang både egne og andres numre – det var en rigtig succes. Og så fik vi hjemmebagt brød og vi hyggede og sludrede.

I skrivende stund arbejder vi på at lave en artikel til Nordjyske Stiftstidende om LAP og FAP-Nordjylland forhold til planerne om den nye psykiatrilov, som vi håber på bliver godtaget.

Vi satser på at afholde endnu et medlemsmøde i december, som så vil være præget af både noget fagligt og noget julehygge. Og ikke at forglemme – har vi generalforsamling i februar måned. Her håber vi at mange vil møde op, ligesom vi også håber at nogle vil være interesserede i at stille op til bestyrelsen, da nogle medlemmer af den nuværende ønsker at trække sig bl.a. på grund af tidsmangel, Men herom kommer der et nyhedsbrev senere. Det kan tilføjes at vi udsender nyhedsbrev til vores medlemmer ca. 4.gange årligt. Så vi bruger altså vores ressourcer så godt vi formår, med de skrøbeligheder vi selv er i besiddelse af som tidligere og nuværende psykiatribrugere.

Kærlig hilsen på vegne af FAP-Nordjylland:
Preben Paulin Hansen, Ulrich P. Steinus og Nina Stetter.

af Merete Gundersen

ISBN 87-91003-14-8
Udgivet år 2004
Forlag: Livskilden

Bogen er skrevet i dagbogsform, som ganske kort og præcist beskriver nogle spirituelle oplevelser Merete har haft i sit liv. Det giver læseren en klar oplevelse af hvad spirituelle oplevelser egentlig er og er en klar kilde til bedre livet at forstå.

Det er en skøn blanding af såkaldte virkelige skete oplevelser, fantasirejser eller hvad vi vælger at kalde det, når vi lukker vore øjne og tør fornemme hvad der sker i universet. Herved åbnes øjnene for skønne oplevelser, der giver os et indblik i hvad seende mennesker egentlig ser.

At læse bogen giver en frihed til selv at turde forstå og synes det er okay, med tilsvarende oplevelser. Så man ikke længere behøver at blive bange for dem. Det er måske også lettere at snakke med andre om dem. Nu kan man jo henvise til det Merete skriver, så er det jo noget som findes på tryk.

En bog som beskriver hvordan en husmoder bliver til ”Den spirituelle dame”.

Hvis du ønsker at læse mere om Merete Gundersen gå til www.siqintelligens.dk

Edith Nikolajsen, Ungdom eller sindslidelse, Videnscenter for Socialpsykiatri, 2004.

Du kender dem godt – de unge vilde, de unge frustrerede, de unge søgende, de unge rebelske – og jeg er næsten overbevist om, at du også i en eller anden udstrækning kender de unge sindslidende. At være ung er i høj grad forbundet med identitetsskabelse, men måske i endnu højere grad med identitetsskabelse inden for et fællesskab. At være ung og sindslidende er også forbundet med identitetsskabelse, forskellen er blot, at det fællesskab og netværk som almindelig ungdomskultur udfolder sig indenfor er mere eller mindre fraværende. Når et ungt menneske udvikler en sindslidelse, er det altså i vid udstrækning ensbetydende med et farvel til det ungdomsmiljø, man havde forestillet sig at være en del af, og det er en svær erkendelse.

Det er i relation til ovenstående, jeg har et ærinde, idet unge ofte rammes af en sindslidelse i en midlertidig periode af deres liv. Netop derfor er det vigtigt, at unge med en sindslidelse løbende støttes i forsøget på at bibeholde eller reetablere den udvikling, de oprindeligt var i gang med. I den henseende er de pårørende og netværket helt centralt,, men også et helt centralt problem. Undersøgelser på området viser nemlig, at det er vanskeligt for den unge sindslidende, at få de sociale tilbud og den lægelige behandling til at spille sammen. Derfor vil jeg også gerne efterlyse et initiativ til at udbrede pårørendearbejdet til den unge sindslidendes bredere netværk af venner og kammerater, med det formål at fastholde en forbindelse til det ungdomsmiljø, som den unge atter ønsker at indgå i. Den unges omgangskreds og nærmiljø er i den henseende en ressource, som skal dyrkes, forstået på den måde at hvis man ønsker at bevare en tilknytning til dette miljø, er det også uomgængeligt, at dette miljø skal orienteres om, hvordan de som venner, bekendte og kammerater bedst kan støtte den unge sindslidende i processen. Vi er de fortællinger som andre fortæller om os, og derfor er det vigtigt, at arbejdet med unge sindslidende åbner op for et samarbejde med et bredere netværk af den ungdomskultur, den unge har været en del af / ønsker at indgå som en del af.

Ovennævnte tankegang udgør kernen i Projekt Åbent Sind, som er et forsøg på at genetablere et netværk mellem unge med sindslidelser og unge uden sindslidelser, et netværk baseret på et interessefællesskab. Oplevelsen af at have en sindslidelse er også en oplevelse af at være uden for fællesskabet, derfor vil vi med dette projekt søge at matche unge med sindslidelser med andre ”almindelige” unge i et ungdomsmiljø, hvor man er knyttet sammen med en fælles interesse som udgangspunkt. Fællesskabet omkring f.eks. musik er således garanten for en gensidighed, der rækker ud over oplevelsen af at være stigmatiseret, som mange unge sindslidende har. Ved at indgå i forskellige sammenhænge med andre unge kan man både spejle sig i andre unge, afprøve sin egen identitet, justere sin selvopfattelse, blive socialt bekræftet og knytte relationer som nærer forventninger til den unges videre udvikling. Muligheden for at indgå i en eller anden form for netværk styrker på denne måde forhåbningerne om (igen) at være en del af det så eftertragtede ungdomsmiljø.

Projektet gennemføres på flere niveauer, bl.a. gennem en ledsagerordning, gennem samarbejde med de frivillige foreninger og gennem tilskud til lærerkræfter ved fritidstilbud, som er positivt indstillet overfor at styrke netværket. Derfor er projektet også særdeles afhængig af at få skabt nogle kontakter til brugere, frivillige og ungdomskulturelle samarbejdspartnere. Derfor er det også mit håb, at du, Ærede Læser, tager denne artikel med dig i din videre færd, og kontakter undertegnede både med henblik på deltagelse og idéudveksling, så vi i fællesskab kan styrke tilknytningen til ungdomskulturen – sindssyg eller ej. anneblars@roemersvej.fyns-amt.dk

den 16.-17. september på Brogården i Middelfart.

Personligt referat af Inger-Liss Christoffersen/FAP-Kbh.
(with a little help from Nils)

Nils Holmquist Andersen, Annelie Persson, og Bente Holmquist havde inviteret til kursus for alle interesserede FAP´ere. Vi var 20 af begge køn og fra hele landet som blev indkvarteret på Brogården lørdag ved 13-tiden.

Kl. 14.30 startede det første kursus, der drejede sig om medieforståelse og mediekontakt generelt. Til dette formål var journalist Svenn Strunk hyret som en energisk og sprudlende underviser. Vi blev så at sige heglet igennem fra begyndelsen til slutningen kl. 18.30. Men det var på den gode og spændende måde vi fik lært, at pressen og medierne skal tækkes på en helt særlig og konkret måde. Det blev især en pressemeddelelse, som vi selv skulle producere, der var genstand for det optimale grubleri i forsamlingen – omkring fem deltagere havde frembragt hver deres version af en sådan. Jeg selv har end del erfaring fra mine ansættelser som pressesekretær i private virksomheder, så det var knap så vanskeligt for mig. Men jeg lærte en hel del mere ved dette kursus om bl.a. ”rubriksnedkeri”, hvordan psykiatribrugere slår igennem i pressen, kontakt til journalister, ”pressens bud på psykiatrien som magtmedie” – min egen version – ”brødtekster”, ”kommentarer” og til sidst ”torsken”, som blev delt op i flere dele, for at fremme forståelsen. Min personlige pressemeddelelse skulle til overskrift hedde ”Brugerorganisation starter eget firma.” Og ikke som jeg havde skrevet ”Psykiatribrugerorganisation starter eget firma.”! For overskriften skal falde i øjnene straks og indholdet ikke afsløres, før man læser artiklen! Se det lærte jeg meget af.

Der var tydeligt, at en del kursister havde besvær med dette krævende emne, fordi det var helt nyt for dem, men jeg tror vi alle sammen fik noget med hjem. Og at metoderne og måden Svenn brugte var så medrivende, at man måtte lade sig føre med, uden helt at kende målet. Da jeg i en pause fremviste vort forrige LAP medlemsblad, kom han efter middagen med kommentarer til os om pressenyhed i bladet og om hvad der eksempelvis var galt på en bestemt side i bladet; forstået på den måde at læseren ikke fik fat i budskabet, ”hvem havde skrevet artiklen bag de flotte brune øjne og det sorte hår” osv.? Vi var trætte da kurset var slut og aftensmaden skulle indtages kl. 19. Men maden var lækker, så det hele gled ned sammen med journalistikken. Bagefter og resten af aftenen var der social hygge i Billardkælderen. Så var det sengetid for mig kl. 00.15.

Søndag morgen startede med morgenmad og rømning af værelser kl. 9.00. – og så skulle vi være klar til konfliktløsning og girafsprog. Det her var en helt anden snak end medieforståelse, hvor John Andersen, socialpædagog fra Væksthuset, og medarbejder i Center for Konfliktløsning talte blidt, men konkret om hvordan vi kommunikerer med hinanden. Der var ”ulvesproget” = du-sproget og ”girafsproget = jeg-sproget”, henholdsvis defineret med, at man skændes og konflikter og man taler om løsninger på konflikter på den gode måde. Der blev talt om Marshall planen – opfinderen af girafsproget – og lavet øvelse med fire par i hver konfliktsituation, samt fortalt om Jahris vindue. Her kunne de fleste vist erkende, at ulvesproget er det mest anvendte og derfor var det vigtigt, at lære girafsproget at kende for på den måde at løse konflikter på en behagelig måde. Interessant at få denne vinkel på noget så almindeligt, som hvordan taler vi med og til hinanden.

Efter middagen var vi på pladserne igen kl. 14.00 hvor Eva Lindblom Petersen fortalte flot om kassererfunktionen i FAP med alle dens regnskaber og blanketter, som hun havde udarbejdet meget nøje trods en kort tidsfrist, da hun overtog hvervet som underviser i dette efter Mårten Breum som oprindelig skulle have været til stede. Organisationsgruppen valgte i samråd med ham, at benytte Evas større viden på feltet i stedet.

Herefter var der et let orienteringsløb arrangeret af Bente Holmquist. Heldigvis var der ophold i regnen. Vi fandt alle poster og kunne svare på spørgsmålene, hvorefter vi knaldede hinandens balloner til stor morskab. Franz Frydendal blev efterfølgende spontan underviser i et par nære kropslege, hvor vi blandt andet skulle hoppe over hinanden. Det var dejligt at komme ud i vejret og bevæge sig, efter at vi havde siddet og brugt hjernerne. Der blev budt på en forfriskning til de tørstige, hvorefter gymnastikpædagog Bente fortalte om samspillet mellem krop og psyke. Dette blev afsluttet med debat om det sunde liv. I hast spiste vi aftensmad, inden taxierne bragte os til Middelfart Banegård – og dette var afslutningen på et godt men meget komprimeret kursus.