Lørdag den 26.august 2006 blev Brugernes BaZar afholdt i Kongens Have i Odense. Desværre var der ikke så mange fremmødte LAP-medlemmer til dette arrangement i den fynske hovedstad og hvorfor så ikke det? Der kan uden tvivl nævnes flere årsager – men det er ikke så vigtigt nu, hvis jeg bare med denne artikel kan få flere af jer til at overveje at møde op næste år!

Hvad er Brugernes BaZar? Brugernes BaZar er udsatte mennesker og deres organisationers mulighed for at mødes og er arrangeret af Rådet for Socialt Udsatte. Det blev afholdt 1.gang i 2004 i København, 2.gang i Århus og 3.gang, som siges at være ”lykkens gang”, blev det så afholdt i Odense. Arrangementets arbejdsgruppe består af medlemmer fra henholdsvis Rådet for Socialt Udsatte, SAND (paraplyorganisationen for organisationer, der repræsenterer hjemløse og udsatte i alle amter), SVID (Sammenslutningen af Værestedsbrugere i Danmark) samt LAP.

Formålet med Brugernes BaZar er, at mennesker som fx narkomaner, prostituerede, hjemløse, sindslidende, grønlændere m.fl. kan fremkomme med aktuelle problemområder, som gennem erfaringsudveksling, dialog og diskussion vil blive tematiseret og sendt videre til Rådet for Socialt Udsatte og dermed også til Socialministeriet…..og så må vi krydse fingre for, at det vil blive brugt positivt i det videre arbejde indenfor udsatteområdet.

LAP’s repræsentation på Brugernes BaZar! Desværre var der ikke mange LAP-medlemmer, der meldte sig til at være med til at repræsentere LAP og dermed sindslidende på BaZaren trods skriftlig opfordring fra LAP – undertegnede var ingen undtagelse! Derfor havde vores konsulent Karl Bach taget kontakt til forskellige være- og bosteder for sindslidende på Fyn. Der var heldigvis nogle mennesker fra Annekset på Tornbjerggård i Odense, Aktivitetshuset i Svendborg/FAP Svendborg, Lilleskolen for Voksne i Odense, Stoppestedet i Odense samt Udsigten/MB-uddannelsen i Odense, som meget gerne ville være med til at gøre sindslidendes problematikker synlige på Bazaren. Efter tre idérige planlægningsmøder, hvor antallet af aktive steg for hvert møde, var det en enhed af hjælpsomme mennesker, som var klar til at ”slå et slag” for sindslidendes ve & vel lørdag den 26.august 2006.

LAP & ”de Fynske Med-deltagere” havde valgt at have tre fælles telte, hvor temaet var ”Veje til at komme sig”. Teltene var opdelt i info-telt, fortælle-telt og være-telt. Info-teltet, som lå yderst, var fyldt med informationsmateriale og repræsentanter fra de forskellige foreninger, bo-/væresteder, projekter m.m.. For LAP’s vedkommende var det godt, at vi denne dag havde vores lønnede medarbejdere med…..for ellers havde vores del af info-teltet nok været ”selvbetjening”.

I det andet ydertelt var der være-teltet, som var vældigt godt besøgt dagen igennem. Her var der mulighed for at sidde og nyde en kop kaffe i den bløde sofa eller ved de omkringstående caféborde. Ville man give et indslag via keyboard, guitar eller være kreativ via fælles malerier – ja, så var dette teltet. Jeg kan blot konstatere, at det var et ”hit”, som mange benyttede sig af. Men teltets ”værter”, som var Annekset fra Tornbjerggård og Lilleskolen for Voksne, sørgede også konstant for frisk kaffe, rene pensler, ny maling og musisk hygge!

I midten var så fortælle-teltet, hvor der dagen igennem blev fortalt personlige livs-/recoveryhistorier samt vist dvd’er fra MB-uddannelsen og Projekt Recovery-Orientering. Det var nogle spændende, men også forskellige beretninger, som lige præcis viste, at der er et utal af veje til at komme sig. Jeg vil gerne her udtrykke min beundring for alle de fortællere, der ville dele noget af deres personlige erfaring som sindslidende med os andre – ”jeg tager hatten af for jer”…..og efter mængden af publikum er/var jeg vist ikke den eneste! Desværre var der to planlagte livshistorier, der måtte udgå grundet musik fra BaZarens store scene – jeg håber, at I måske vil dele jeres historie med os andre på næste års BaZar og/eller dele den med os her i bladet!

Som samlingspunkt for de 3 telte, var der opstillet en søjle, hvor alle havde mulighed for at skrive, hvad der havde været netop deres vendepunkt eller hvad der hjælper/havde hjulpet i svære stunder. Og der kom rigtig mange gode budskaber, som undertegnede har lovet at sende ind til Socialministeriet på opfordring fra kontorchef Peter Juul. Desværre er det umuligt at gengive alle her, men der blev blandt andet skrevet følgende på vendepunkts-søjlen:

• ”At opleve andres tro på én – forplante sig i en selv, så man selv bliver i stand til at gøre en forskel”
• ”Ikke at få dét, som ”samfundet” vil tilbyde….. men at få dét, som ”samfundet” har – ET LIV!

Hvordan forløb dagen? Jeg vil ikke nævne programmet, da det kan ses på www.udsatte.dk . Men Formand for Rådet for Socialt Udsatte Preben Brandt, Socialminister Eva Kjer Hansen, Odenses Borgmester Jan Boye holdt sammen med repræsentanter fra SAND, SVID og LAP velkomsttalerne. Derefter var Eva Kjer Hansen rundt på pladsen i nogle timer – hun brugte en del tid i vores (sindslidendes) del af BaZaren; hun virkede interesseret, men et ordentligt regnskyl havde vist også indflydelse.

I løbet af dagen optrådte stand-up-komikeren Sebastian Dorset, grønlænderbandet ”The Eskimo All-Star Night Big Band” og som afslutning på dagen underholdt fynske Rock Nalle. Derudover var der også dialog og høring, hvor alle deltagere havde mulighed for at fremkomme med problematikker og forslag til forbedring af forholdene for BaZarens deltagere. Hele dagen blev man rundt på pladsen serviceret af studerende fra Den Sociale Højskole med kaffe, ostemadder, frokost, lagkage og spidstegt pattegris – alt sammen var gratis for deltagere. Det kan måske friste nogle til at deltage…..jeg fik da lokket min ”bedre halvdel” med, da han sjældent får lagkage derhjemme (stort smil). Her vil jeg også lige tilføje, at der var mulighed for at få transporten refunderet, så alle havde mulighed for at deltage uden økonomiske spekulationer.

Min opfordring til alle LAP-medlemmer er derfor, at har I mulighed for at komme til Brugernes BaZar næste år, så bør I gøre det! I får en god dag med god mad og underholdning og det allervigtigste, at der på BaZaren mulighed for at blive hørt samt få udviklet et samarbejde med de andre organisationer/foreninger på udsatteområdet…..

Jo flere vi er, jo stærkere står vi!

Marianne Stengaard
Medlem af LAP’s Landsledelse

Tak for jeres brev af 18. maj 2006. Jeg er enig i, at udfordringerne fra den globale konkurrence stiller krav til det danske samfund. Men jeg er ikke enig i jeres synspunkt om, at mit – og dermed regeringens – svar på disse udfordringer vil få flere til at bukke under.

Tværtimod er det et bærende element i den ambitiøse strategi for Danmark i den globale økonomi, som regeringen fremlagde i april, at alle – både dem, I kalder de ”dygtige”, og dem med mere begrænsede kompetencer – skal have de bedst mulige forudsætninger for at udfolde deres evner og skabe fremgang for sig selv og andre.

Derfor er det regeringens mål, at alle unge skal have en uddannelse og at alle skal have mulighed for at uddanne sig gennem hele livet gennem en styrket voksen- og efteruddannelsesindsats.

Uddannelse til alle er fundamentet for, at alle kan deltage i og føle sig som en del af samfundet. Og det er grundlaget for, at alle får de nødvendige kvalifikationer, så de kan klare udfordringerne fra den stærkere konkurrence.

Mere konkret i forhold til jeres medlemmer vil jeg gerne slå fast, at regeringen er meget opmærksom på de sindslidendes problemer og de alvorlige konsekvenser, der følger med sygdommen. Derfor lægger regeringen stor vægt på, at der arbejdes videre med en målrettet indsats, der både forebygger og forbedrer de sindslidendes muligheder for en aktiv tilværelse.

Oplevelsen af at bidrage aktivt og oplevelsen af, at man betyder noget for andre, er ofte præcis det, der skal til, for at få mennesker i gang igen. Derfor er et liv med arbejde – enten på fuld tid eller deltid – en krumtap for regeringens indsats for de sindslidende.

Det er bl.a. baggrunden for, at regeringen i marts offentliggjorde 14 initiativer, ”Nye veje til arbejde”, der skal hjælpe sindslidende og andre udsatte grupper i uddannelse og beskæftigelse. Omdrejningspunktet i udspillet er, at behandlings- og beskæftigelsesfremmende tilbud går hånd i hånd, og at der tages udgangspunkt i de udsatte gruppers særlige situation og behov.

Regeringen har som mål at udbygge og udvikle den samlede indsats for sindslidende. Behandlings- og socialpsykiatrien er og har været højt prioriterede emner på regeringens dagsorden. Der skal være en bedre sammenhæng i indsatsen over for sindslidende, som har behov for både behandling og social indsats

For årene 2003-2006 har regeringen afsat samlet 1 milliard kr. til at støtte forankringen og udviklingen af tilbuddene i behandlingspsykiatrien (600 mio. kr.) og socialpsykiatrien (400 mio. kr.). Midlerne vil bl.a. give flere enestuer til psykiatriske patienter og nedbringe ventetiden for psykisk syge børn og unge.

Desuden blev der med satspuljeaftalen for 2005 afsat 200 mio. kr. over en 4-årig periode til en målrettet nedbringelse af ventetiden til undersøgelse og behandling i børne- og ungdomspsykiatrien.

Den flerårige psykiatriaftale udløber i 2006. Regeringen foreslår, at der i overensstemmelse med regeringsgrundlaget indgås en ny psykiatriaftale for 2007-2010 med satspuljepartierne. Regeringen ønsker, at den kommende psykiatriaftale sikrer en fortsat målrettet anvendelse af de afsatte ressourcer til kvalitetsudvikling og udbygning af tilbuddene til sindslidende.

Med venlig hilsen
Anders Fogh Rasmussen

– Måske er passivitet ikke den rigtige hjælp, siger beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen på stor konference i Århus vedr. den nye landsdækkende beskæftigelsesindsats “Ny Chance for alle”. Passive kontant- og starthjælpsmodtagere skal i højere grad kunne forsørge sig selv, de skal være mere aktive, og flere af dem skal i job eller ordinær uddannelse. – Jeg mener, man kan dyrke det for meget, at man skal være afklaret, før man kan få et arbejde. Det at blive helbredt fra et eller andet, kan udmærket fungere med det at få et arbejde.

At flytte sig

I dag er det kun 12% af dem, der var på kontant- eller start-hjælp for 2 år siden, der er kommet videre i livet. Flere skal også i perioder have job. I dag har målgruppen kun været selvforsørgende 7 % af tiden. Målet er, at folk om 2 år skal være selvforsørgende 15% af tiden. ”Ny chance” er en fælles indsats mellem integrationsministeriet og beskæftigelsesministeriet, da 1/3 af dem i målgruppen er flygtninge/indvandrere. At være parkeret – langvarigt på kontant eller starthjælp, mener beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen er forkert.

Isolation

– Jeg har tit tænkt over den måde, som vi behandler flygtninge på, fortalte han i en paneldebat på en stort anlagt konference i Århus. – Flygtningene har oplevet forfærdelige ting i deres hjemland, og så bliver de sat i en toværelses lejlighed. Engang imellem kan de så komme ned til en psykiater og tale om deres problemer. Hvorimod de, der blev i hjemlandet, har måttet skaffe sig en hverdag, fordi børnene skulle forsørges.

– Vi har muligvis gjort mange af de mennesker en bjørnetjeneste, for når man kommer ud på en arbejdsplads, får man også mange andre ting at tænke på, andet end ens egne traumatiske oplevelser. Man behøver være ikke være helt stoffri, før man kan komme ud på arbejdsmarkedet igen. Nogle gange tror jeg, vi har underkendt arbejdets betydning. Al tilknytning til arbejdsmarkedet, kort eller lang, er guld værd for den enkelte. Mine 5 år som beskæftigelses-minister siger mig, at der findes en benhård regel, der siger: “Jo længere tid, du har været væk fra et arbejde, jo sværere bliver det at få et.”

Langtidsparkering

De offentlige systemer har ikke altid været til hjælp for folk. Systemerne har haft folk parkeret på kontanthjælp – undertiden i årevis. Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen mener, systemerne kan stå i vejen for den enkelte kontanthjælpsmodtager. – Var man over 30 år og på kontanthjælp, havde man kun krav på én aktivering resten af livet. Mange er gået rundt i 12 mdr., uden at der sker noget som helst. Men nu bliver alle deres sager taget op igen. Så skal der lægges en plan for, hvad man skal gøre. Måske er det virksomhedspraktik, måske er det noget uddannelse. Det kan være mange ting, men der må ske noget.

Håbløshed

Af og til kan man se kontanthjælpsmodtagere, der giver op. – Den manglende motivation kan godt komme af, at man føler sig svigtet, at alting er håbløst, siger Claus Hjort Frederiksen. – Man mister sit selvværd eller sin trang til at prøve at slå igennem. Det er sådan en ting, jeg vil prøve at gøre op med. Men der har selvfølgelig også været ting i vores systemer, der gør, at der ikke har været motivation for at sætte ting i gang. Politikerne har heller ikke presset på for, at der skal ske noget. Claus mener, problemstillingen er meget sammensat. Men det er klart, der også er noget hos den enkelte, der skal overvindes.

– Har man ikke været på en arbejdsplads før, kan man godt være bange for, hvad kollegaerne siger, når jeg ikke har nogen erfaring. Al den slags ting skal vi støtte op om. Jeg håber, virksomhederne vil gøre brug af mentorer, altså at man kan frikøbe nogle medarbejdere, der har en interesse i at støtte og hjælpe den enkelte ind.

I forhold til at få kommunerne til at gøre mere for målgruppen har midlerne været en kombination af pisk og gulerod. I ”Ny Chance” afsættes en bunke penge, men refusionsreglerne laves også om, således at kommunerne får 65% refusion på klienterne i de perioder, hvor klienterne er i aktivitet, men kun 35%, når kontanthjælpsmodtagerne bare får lov til at gå. Omvendt skal pisken også bruges overfor kontant og starthjælpsmodtagere, der i højere grad vil opleve at miste kontant- eller starthjælp, hvis man ikke vil tage imod et givent tilbud. – Samfundet har brug for alle, der kan arbejder. Det kan være lidt eller meget, og det har vi allesammen glæde af. Men samtidig betyder det da utrolig meget for den enkelte person, at man har en tilknytning til arbejdsmarkedet.

Spørgsmålet er, hvorvidet det er menneskene selv, der har opgivet håbet systemerne, der har opgivet håbet på deres vegne. Claus Hjort Frederiksen mener, at begge dele kan forekomme. – Der er mennesker, der har opgivet. Det er vigtigt, vi har nogle tilbud, der hjælper. Men der er også sagsbehandlere, der opgiver nogle personer. Sagsbehandlere, der siger, at nu gider vi ikke mere. Begge dele skal vi jo prøve at undgå.

Beskæftigelsesministeren mener, der har været eksempler på mennesker, der har været parkeret for længe på kontanthjælp. – Men er man er psykisk syg, alkohol eller narkomisbruger, kan det godt være, man drømmer om at ændre sin livssituation, men det er jo utrolig svært.

Målene for ”Ny Chance” er ambitiøse, siger nogen. Andre vil sige urealistiske. Men Claus Hjort Frederiksen mener, det er vigtigt at have et mål for det, man gør.

– Hvis der er grupper, der ikke kan komme i arbejde, og hvor det er håbløst, så har nogen ment, at der var en 25-30.000 på kontanthjælp, som vi bare skulle lade være i fred. At der ikke var nogen nytte at kaste sig over den gruppe. Personligt synes jeg, det er forkert. Man skal ikke lade mennesker gå, uden at gøre nogen for gruppen. Hvis folk er uden erhvervsevne, hører de altså ikke hjemme i kontanthjælpssystemet. Så må man sætte dem på førtidspension eller nogle andre ting, men det er uværdigt både for dem og på mange andre måder at lade mennesker bare gå i et system. I tv så jeg en historie fra Århus om en dame, der var gået 20 år på kontanthjælp, fordi hun ikke kunne få arbejde som arkitekt. Det er forkert. Jeg vil holde hårdt fast i, vi ikke bare skal lade mennesker gå passivt rundt. Der skal være et perspektiv i, at de kan komme ud. Undersøgelser viser, der også er bevægelser ud og ind af gruppen i gruppen af kontanthjælpsmodtagere, som de sidste 4 år i 80% af tiden har været på kontanthjælp. Derfor skal vi ikke opgive nogen, men i stedet gøre noget for dem.

Læs mere om initiativet på www.nychance.dk

I år blev sommerlejren afholdt på Livø i Limfjorden. Temaet var eventyr, krop og psyke.

Allerede i december sidste år var 3 medlemmer af sommerlejrgruppenpå Livø for at se på feriecentret. Siden har vi holdt mange møder, for at forberede de mange aktiviteter, transport og meget andet i forbindelse med lejren. Lejren blev afholdt 29/7 – 4/8.

Godt en uge tidligere på sommeren end de to foregående sommerlejre. Der var langt flere aktiviteter på denne sommerlejr end på de to første. Af aktiviteter kan nævnes morgengymnastik og afspænding hver morgen, besøg af en gøgler, som optrådte og underviste nogle af deltagerne, besøg af historiefortæller, massør, latterinstruktør, trommerejseinstruktør, aktivitetsdag på feriecentret på fastlandet, indiansk svedehytte, sang og guitarspil ved bålet, gåture på øen, sælsafari og adgang til biologisk feltlaboratorium. Vejret var meget omskifteligt. Der var både fint sommervejr og styrtende regn. Det sidste kom dog ikke på tværs af vores udendørs aktiviteter.

Vi sluttede af med et brag af en fest, hvor en af deltagerne lånte bandets trommesæt, og gav en formidabel trommesolo. Sommerlejren har været rig på oplevelser, men det har været hårdt for sommerlejrgruppen. Dels på grund af de mange aktiviteter og på grund af sygdom. I den nærmeste fremtid vil sommerlejrgruppen evaluere årets sommerlejr, og tage ud og se på nogle steder hvor vi kan afholde næste års sommerlejr. Sejerø og Skælskør er to af mulighederne, men intet ligger fast endnu. Der vil være en del udskiftning i sommerlejrgruppen.

Jeg håber, at deltagerne har haft nogle gode oplevelser, og at de vil fortælle om det hvor de møder andre psykiatribrugere.

Lars Arredondo
Sommerlejrgruppen og Landsledelsen

Jeg har nu været medlem af LAP i et år og har modtaget LAP Bladet i den tid. I begyndelsen var jeg glad for bladet, da det forholdte sig kritisk til psykiatrien. Men efterhånden begyndte jeg at blive irriteret, for det forekom mig, at det kun var de vrede historier der kom frem. Og jeg bestemte mig for, at bidrage til, at det kunne blive mere nuanceret, for der er jo også positive oplevelser af psykiatrien.

Jeg blev indlagt på Ø3 på Aalborg Psykiatriske Sygehus for tre år siden. Personalet sagde til mig, at jeg var kørt ned af stress, men at jeg ellers ikke fejlede noget udover panikangst og en afhængighed af benzodiziapiner. Så jeg regnede med, at jeg ville være udskrevet i løbet af en uge. Ingen havde på det tidspunkt troet, at det skulle blive til en indlæggelse på over halvandet år.

Men lige fra begyndelsen havde jeg fået tilknyttet to kontaktpersoner, som støttede mig, når jeg havde det slemt. Men jeg fik det som sagt værre og blev ikke udskrevet. Jeg blev psykotisk og var i perioder så autistisk, at de ikke kunne nå mig fra omverden.

Efter en god måned havde jeg fået diagnosen skizofreni, jeg hørte stemmer og havde vrangforestillinger. Jeg kunne overhovedet ikke forholde mig til min sygdom, og mine kontaktpersoner brugte deres empati til at bearbejde den sorg det var at have mistet min normale tilgang til livet. Jeg spurte, om jeg kunne blive tilknyttet en psykolog og det blev hurtigt vedtaget. Så modtog jeg støtte fra min psykolog i en lang periode, hvor jeg var så syg, at jeg kun kunne klare at tale til en væg. Men efter jeg blev udskrevet fik jeg fortsat lov til at gå hos hende i et halvt år, det var slet ikke noget problem at få igennem.

I det hele taget havde jeg næsten kun gode erfaringer med personalet. Efter 9 måneder på akut afdeling, blev jeg flyttet til en rehabiliteringsafdeling. Der havde alle sit eget værelse og der var kun 10 patienter på afdelingen. Alligevel var der næsten lige så meget personale som på Ø3, hvor der kunne være op til 18 patienter. Og her var mulighed for at komme i gang med dagligdags gøremål, som at lave mad og dyrke sport.

Efter et lille år blev jeg udskrevet til en socialpsykiatrisk institution (Hedebo ) og her er der også hjælp at få, når tilværelsen er kritisk. Jeg er endnu langt fra rask, men det at jeg har modtaget så meget støtte har hjulpet mig over adskillige krisesituationer. Og jeg regner med, at jeg nok skal komme ud på den anden side, hvilket for mig betyder, at jeg vender tilbage til mit studie som Social Pædagog, hvorefter jeg selv vil arbejde med psykisk syge med min brugerbaggrund.

En lille efterbemærkning. Den første måned jeg var indlagt på Ø3 lå jeg på en firesengsstue, hvilket jeg led meget under. Jeg skrev derfor et læserbrev til Nordjyske Stiftstidende om hvordan det føltes, at have det dårligt psykisk og samtidigt ligge til offentlig skue for andre patienter. Jeg efterlyste mobile skærme, så man kunne have et privatliv. Min anmodning blev hørt, og kort tid efter kom der mobile skærme på afdelingen. Og dagen efter læserbrevet kom i avisen fik jeg en enestue, som jeg beholdt til jeg kom på rehabiliteringsafdelingen. Så det nytter at gøre indsigelser.

Jeg er sikker på, at der er mange andre fra LAP der ligeledes har gode oplevelser med psykiatrien. Det ville være dejligt, hvis de vil bidrage til debatten i LAP Bladet.

Kom til foredragsrække i Hillerød 5 aftener i efteråret

Hvordan
får vi det bedre?

= Recovery

Foredragene finder sted i :

Kedelhuset 2, Hillerød Kultur- og Videnspark
(Bag biblioteket) Christiansgade 5, 3400 Hillerød

Der er mulighed for parkering på Fredensvej.
Fri Entré. Der er 80 pladser, og det er ikke muligt at reservere plads.

Arrangør: FAP Frederiksborg Amt

FAP er en lokal afdeling af LAP, Landsforeningen af nuværende og tidligere psykiatribrugere (www.lap.dk)
Kontaktperson: Steen Moestrup (tlf. 4824 0844) eller
e-mail: steenmoestrup@post.tele.dk

FAP Frederiksborg Amt samarbejder med Bedre Psykiatri Frederiksborg Amt og LNS, Landsorganisationen Natursundhedsrådet.

Tidligere afholdt:
Torsdag d. 14/9 2006 kl. 19.00
Intuitiv maling v/Anita E. Juhl
Vi hører om baggrunden for intuitiv maling, og vi vil tegne lidt og gennemgå meditative øvelser.
Torsdag d. 28/9 2006 kl. 19.00

Personlig udvikling gennem arbejde med seksualiteten v/ Pia Struck
Pia vil gennemgå betydningen af orgasme for menneskets velbe- findende og muligheder for udvikling ved at udleve sin seksualitet.

Kommende arrangementer:
Torsdag d. 12/10 2006 kl. 19.00

Kost og psyke v/ Birgit Helen Jørgensen

Birgit Helen beskriver, hvordan kosten påvirker psyken ”op og ned” – med nogle lette ændringer i hverdagen.

Torsdag d. 26/10 2006 kl. 19.00

Hjertet i dit sind. 5 aftaler med dit hjerte v/ Jan Thygesen Poulsen

Jan har skabt konceptet: ”Kærlighed i Danmark” og vil denne af- ten give os grundstenen, nemlig 5 aftaler med dit hjerte.

Torsdag d. 16/11 2006 kl. 19.00
Få tingene til at spille sammen v/ Bo Steen Jensen
Bo vil deltage i de fire første foredrag og vil på denne sidste aften samle budskaberne og se på samspillet mellem holistisk livssyn og den traditionelle psykiatribehandling.

Jeg – en mand i min bedste alder – forstår ikke hvorfor LAP, SIND, Bedre Psykiatri og Socialpsykiatrien ikke arbejder sammen.

For mig var 1998 året hvor organisationen LAP blev dannet som et åndehul for mange psykiatribrugere. Jeg kan af egen erfaring og med en uddannelse bag mig, sige at psykiatrien skal man værne meget om, og ikke bekrige hinanden.

Det er det jeg ser nu, hvor LAP har været på banen med ambulant tvang i eget hjem. Selvfølgelig er det rigtigt at demonstrere, det siger Grundloven. MEN KÆRE VENNER ! Var det ikke på tide, at LAP´s Landsledelse fik mere styr på medlemmerne i landsforeningen. Jeg mener, man kan for da for Søren ikke sidde og diskutere psykiatri uden om læger og pårørende. Nej – nu må SIND og Bedre Psykiatri komme ind i billedet. Hvem styrer LAP? Efter min mening er det mennesker, der ikke har den store erfaring med retspsykiatri. Og dette mener jeg er baggrunden for, at det er så svært for LAP, at søge økonomiske midler igennem Folketinget. Man skal huske på at et stort flertal står stærkere end svage foreninger. Det er i orden at nogle af os psykisk syge vil styre udviklingen. Men kan vi da ikke lade psykiatere, psykologer og andet personale indenfor sundhedssektorerne tage ansvar for os? Nej, mener vi! Men er det klogt? Baggrunden for at kunne etablere LAP var vel den, at vi havde nogle veltalende og kompetente brugere. Men har vi det i dag? Jeg tvivler. Lad Grundloven stå ved magt, men jeg tror desværre at LAP har skidt i nælderne. Det må skyldes globaliseringen – se på EU som Danmark er medlem af – vi er vist kommet i klemme mellem organisationer indenfor psykiatrien i Europa, som styres af EU-parlamentet.

Det er prisværdigt af brugere i LAP (er selv medlem) – at vi prøver at komme med kontante udmeldinger og svar. MEN – præmisserne må være, at vi viser flaget udadtil, og ikkealtid skælder ud på hinanden internt. Det får vi ikke noget positivt ud af. – Nej, jeg ser med skepsis frem til hvad og hvordan LAP vil modtages på egen hånd. Der er rigtig mange psykiatribrugere som har store problemer med livet. Jeg har efterhånden fået styr på mit eget liv. Skizofrenien holdes i dvale med medicin. Ja, mere medicin! Det er nok uhørt i LAP´s kredse. Men jeg vil påstå, at man skal have den rigtige medicin og dosering, som hjælper den enkelte. Jeg har brug for denne medicin og derfor bliver jeg ved af egen fri vilje at tage den. Der er ingen tvang! Desuden mener jeg, at man for at få en sober forening for brugerne, skal vi være fair over for hinanden og ikke bekrige hinanden. Nej, lad os fighte med vores hjerter, det bedste vi kan.

Det var okay at nogle psykiaribrugere stillede op på Christiansborg Slotsplads i vinterkulde for at demonstrere mod tvag, men det er ikke noget jeg selv naturligt gå ind for. Det er 15 år siden jeg sidst var indlagt på psykiatrisk afdeling. Derfor har jeg kun mit bofællesskab at måle psykisk

Bidrager TV til informationsstress ?
Giver TV os mere livskvalitet ?
Gør TV os mere lykkelige ?
Beriger TV vores dagligdag ?
Øger TV vores fællesskabsfølelse ?
Bliver vores børn og unge mere vidende og harmoniske med TV ?

Vores dagligdag består af uendelig mange informationer, et antal som er stigende og vil stige progressivt i løbet af få år. Hvordan forholder vi os til alle disse informationer, er vi i stand til at selektere så vi kun bruger dem vi reelt har brug for og får vi bearbejdet de informationer der dagligt hober sig op i vores hjerne.

Året 1998 blev et markant skæringspunkt i mit liv da jeg rent bogstaveligt slukkede for TV.

Forud var gået et halvt liv med beskæftigelse indenfor salg. En stresset hverdag med besøg til kunder i det halve Danmark. Mange informationer om kampagner, priser, tilbud og smalltalk. Mange kilometer i bilen med radio og mobiltelefon. Efter en lang arbejdsdag rapportering til arbejdsgiver. Familie, børn og hus, alt skal passes. Sofaen kaster sig op på ryggen. Hvad var der så sket i den virkelige verden samme dag. Med lidt øvelse nåede jeg fire nyhedsudsendelser hver aften. Effektivisering, rationalisering og omorganisering er begreber alle kender. Virksomheden blev reduceret fra 40 til 7 medarbejder på 15 år. Forventninger til salget var stødt stigende, bare lagt over på færre medarbejderne. Det blev min tur til at forlade drømmejobbet. Et åg blev taget fra mine skuldre, 15 års indestængte frustrationer forsvandt som duk for solen. Negative og ubearbejdede tanker blev vendt til positive og konstruktive tanker om en bedre fremtid. På tolv dage accelererede disse tanker så kraftigt at det førte mig ind i en højere bevidsthedstilstand (en anden historie). Jeg blev sygeliggjort og fandt mig selv på en lukket psykiatrisk afdeling.

TV blev slukket for mig.

I kraft af medicinering var jeg lukket inde i en osteklokke og kunne ikke forholde mig til omverden. En spillefilm var meget svær at kapere og nyhedsudsendelser var totalt umulige i kraft af mange korte klip og alt den smerte der var i de fleste indslag. Politiken lå daglig uberørt. Efter 3 år i denne isolerede tilstand, startede lykkeligvis en langsom udtrapning af psykofarmaka. Jeg opdagede at verden ikke havde ændret sig, blot fordi jeg ikke havde fulgt med i nyhedsstrømmen. De samme ulykker var der stadig, bare andre steder i verden og smerten i indslagene var ikke blevet mindre, men klippene var blevet hurtigere.

Så slukkede jeg for TV.

Vi ser TV med nyhedsindslag om krig, krise, ulykke og smerte. Men hvad med vores egen krise og smerte ? Vi ser TV med film om lykke. Men hvad med vores egen lykke ? Vi ser TV med glamour og humor. Men hvad med vores egen morskab, hygger vi os sammen når vi ser det ? Vi ser reality TV med andres privatliv to meter fra vores næsetip. Men hvad med vores eget privatliv, fungere det ? Vi ser TV med kendte og ukendte der morer sig i gættekonkurrencer. Der er ingen tvivl om at deltagerne har det pragtfuldt. Men hvad med os, beriger det vores liv at se dem optræde på slap linie ?

”Magten” som fjernbetjeningen hedder hos os, hvem sidder med retten til at zappe 21 kanaler nede fra og op og tilbage igen. Det er helt sikkert der må være noget der kan være bare lidt interessant. Når man er tilskuer men ikke styrer ”Magten” hvem kender så ikke det at der kommer et klip fra noget der kunne virke interessant, men straks zappes der videre, Hov, lad os lige se den foregående kanal og så er en diskussion startet. I de fleste hjem er dette et overstået kapitel, der er installeret TV på hver enkeltes private rum, så man sidder hver for sig og hygger med sig selv. Hvor er fællesskabet og glæde ved at grine sammen blevet af ? Hjemmets vigtigste møbel skal helst stå centralt placeret og være tændt hele tiden. Vi må helst ikke gå glip af noget. Det kan være ekstremt dominerede og overdøve hvad som helst. Slukkes det breder tomheden sig, noget mangler, som en ven der er gået. Eller er det omvendt ?

Hvad med TV reklamer ? En pseudoverden der kræver en selvstændig artikel.

Vores børn og unge er opfostret med mange TV kanaler og hurtige klip. Elegant zappes der ind på en kanal med tegnefilm og senere musikvideoer. Specielt de nyeste af slagsen er så hurtige i klippende at ingen, ikke engang vores unge som er skarpt trænede kan nå at registrere de hurtige klip, der er sovset ind i sex for at få musik af tvivlsom holdbarhed til at glide ind. Når en af de unge smukke solister vrider sig i en minimale kjole, hører jeg det kommer forarget fra min 16 årige datter, ”Hun ødelægger sig selv når hun optræder på den måde”. Er det det idealbillede vores børn skal gå ud i livet med. Samtidig med de hurtige flimrede klip, tikker det ind med små SMS beskeder og spørgsmål i takt med musikken. Masser af informationer at forholde sig til. Er det udviklende for de unge mennesker, at få hovedet tonset fuld af informationer og når de at fordøje alt den information inden de skal sove. Selvfølgelig med mobilen på hovedpuden, man ved aldrig, måske har en ven brug for at vide om man er faldet i søvn. Kan søvn og drømme kapere og bearbejde alt dette kaos. Hvad sker der på sigt ? hvor længe kan deres hjerner holde til presset ? Hvad sker der inde i min 14 årige søns hjerne, når han forsøger at kommunikere med tre forskellige personer tre forskellige steder i landet på SMN, samtidig med han hjælper sin søster med lektier og MT-V kører på TV.

Det er som om vore unge lever med skærm foran sig hele tiden. De får fejlagtigt den opfattelse at det er der det virkelige liv leves, hvad enten det er en TV skærm, en PC skærm eller en mobil skærm.

Vi bliver bombarderet med indtryk fra den virkelige verden som vi ikke har mulighed for at ændre, forholde os til eller at bearbejde i løbet af dagen. Det er ikke kun TV, tænk på hvad der kommer af informationer på radio, mobiltelefon, SMS, PC netværk, Internet, MSN, ja rækken er lang og budskaberne tusindvis hver dag.

Vi glemmer vores egen virkelige verden. Vi glemmer at bearbejde os selv og de informationer der strømmer ind til os, hver i sær. Vi glemmer at bearbejde tingene i vores umiddelbare nærhed. Hvordan oplever vores ægtefælle den virkelige verden, får vi talt sammen om dagens indtryk fra den virkelige verden. Hvor er vores børn, familie og kollegaer i fællesskabet, lever de i deres egen virkelige verden. Vi glemmer at være nærværende når vi er sammen.

Hvordan anvendes så alt den ”fritid” jeg har fået forærende ved at slukkede for TV. Politiken er en dejlig start på dagen. Første sektion hurtigt gennemgået på overskrifter efter artikler og nyheder med interesse for dagligdagen, som kræver at blive læst. Dagligt er der artikler i de øvrige sektioner som kan berige mig og mine. Disse artikler bliver ofte brugt som oplæg til samtale og diskussion for at fremme fællesskabet. Bagsiden af kultur sektionen er en vidunderlig side med TV programmer. Ved at bruge 5 minutter på nærlæsning om vi måske skal tænde for tossekassen i aften, er der sparet halve og hele timers zapning med magten.

Der er intet som en frisk travetur eller cykeltur til at rense ud og fordøje indtryk eller informationer. Det renser hjernen for unødvendig oplagring af dårlige tanker. Tankespind og negativiteter forsvinder som dug for solen. Problemstillinger som længe har drillet løses og nye kreative tanker og ideer strømmer ind. For slet ikke at tale om lyde af fugle der synger, dufte fra træer der står i fuld flor og synet af den skønne natur som i vores land næsten altid ligger lige om hjørnet. Skønt at stå tidligt op og opleve det mest vidunderlige morgengry.

Det er pragtfuldt at skrive. Selv om det er håbløst umoderne at sende et brev med sneglepost bliver mange glade for et personligt brev i postkassen, hvis ikke det forsvinder i dyngerne af reklamer. Værdien ved at skrive et brev er mindst lige så stor for afsender som modtager. Måske kommer der et personligt brev retur fra en ven eller veninde. Er det negativer tanker man vil have ud af kroppen og ikke vedkommer andre, så skriv det ned, læs det og få det på den måde ud af hjernen. Smid brevet væk og du er blevet lettere i sindet.

Det er skønt at tale sammen. At samtale er ved at blive et ukendt begreb i vores fortravlede verden. De fleste overdøver og overhører hinanden i den enkeltes iver efter at få lov til at snakke om sig selv. Aktivt at lytte og tale om et aktuelt emne er i dag en svær disciplin. Forsøg ikke at være fordømmende og hør efter hvad der bliver sagt, alle har en grund til at sige hvad de gør. Læse og fordybe sig er luksus. Det kan være bevidstheds udviklende at læse en bog sammen. At gå på biblioteket og lede i de tusindvis af vidunderlige bøger og finde en perle, kan være som at vinde i Lotto. Der er skrevet millioner af sider om personlig udvikling. Søg og du skal finde, oveni er det gratis. At lade kæresten læse højt og selv danne billeder på den indre nethinden er en lise for sjælen. Stoppe op og udveksle meninger, kan bringe to elskede til tillidsfuld og ubegrænset kærlighed. At finde en morsom bog og grine sammen har helbredende effekt både på fysikken og psyken.

Start med at droppe en enkelt udsendelse i ny og næ og se hvad der sker….
…. Glæd dig.

Flemming Kofod
Kong Georgsvej 5
2950 Vedbæk
tlf. 20337938

fk@flemming-kofod.dk

“Psykiatribrugere” NEJ TAK!

Blandt andet som konsekvens af denne pressemeddelelse, ser jeg det nødvendigt for mig at melde mig ud af foreningen. Den angiver LAP’s officielle holdning, samt definition af den gruppe, der repræsenteres. Det har altid været svært at indkredse entydigt med en enkel betegnelse, hvem gruppen egentlig består af. Svært for os…endnu sværere for andre….

Jeg er ikke psykiatribruger, og har ikke været det i al den tid, jeg har været medlem af LAP (siden 2000). Jeg vil ikke kategoriseres på den måde, da jeg anser betegnelsen “psykiatribrugere” for begrænsende til en bestemt gruppe af mennesker, der benytter en bestemt form for sygdomsbehandling. Psykiatriens nuværende eller tidligere kunder!!! Jeg har ingen intentioner om at lade psykiatrien definere, hvem jeg er eller har været.

Jeg var så ganske forfærdeligt sindslidende i 5 sammenhængende år for mange år siden. Jeg kæmpede mig fri af det, ved en helt anden form for hjælp end den, der blev mig foreskrevet i den psykiatriske sygdomsbehandling. Med jævne mellemrum, når min tilværelse bliver svær og knudret (hvilket sker for ethvert levende menneske), så får jeg forfærdelige hallucinationer, og her ved jeg, at min indre kamp handler om at forhindre angsten i at flyde som “kviksølv indover og tildække mit hjerte”! Der er fandme ikke nogen psykiatri, der har hjulpet mig frem til den forståelse…og heller ikke til en solid brugbar mestringsevne, som jeg benytter mig af, når det sker. Det er “mit indre uhyre”, som jeg har måtte kæmpe mod hele mit liv…Det fyldte engang “hele universet”, men i dag er det en “dinosaurus-sovebamse, som ind imellem puster sig op, hvis den ser sit snit til det”!

Accept og medmenneskelighed har givet mig redskaber, mulighed, tro og styrke til at “pifte uhyret”, når det er nødvendigt.

Min makker igennem mange år Thoridt Allermand udviste et fabelagtigt mod på BID’s 3. internat (Brugerlærerne I Danmark, hvor jeg har haft den store ære at være kursusleder for det nyuddannede hold i Kbh.).

Op til 3. internat havde jeg været vanvittigt plaget af en migræne, som udviklede sig, og gjorde mig rædselsslagen, da blodårerne i min venstre tinding begyndte at boble og krampe! Min anden dygtige makker, BID’s koordinator, Annette Holm hjalp mig helt uforligneligt mod smerten. Med hendes konkrete og brugbare viden om muskler og fysik fik hun kyndigt foranstaltet isterninger i en plastikpose omvundet af et viskestykke…en halv time med det, og så var de boblende blodårer dæmpet væsentligt. Hævede muskler kan presse på blodårerne så det føles, som jeg oplevede det. Vidunderligt at det ikke blev overfortolket til mystisk psykotiske fantasier…det var reelt nok!

Mit “indre uhyre” havde nu alligevel, “set sin chance for at puste sig op”, og i løbet af aftenen mens jeg lå i min hotelseng, tonede der de mest utrolige hallucinationer ind over mig, og jeg blev “sparket med et olympisk afsæt ud i universet på en nærmest psykedelisk rejse”…helt uden brug af euforiserende stoffer!

Jeg husker egentlig kun ganske vagt, at jeg i mine tåger havde jeg ringet Annette, op, og berettet for hende, hvad jeg så. Under samtalen havde jeg forsikret hende om, at hun ikke måtte gå med på det, for det var rendyrket psykotisk sludder!…Og selvom jeg overhovedet ikke selv erindrer, hvad jeg så, og endnu mindre, hvad jeg har sagt….så er det mit endelige bevis for, at jeg er hel! Jeg ved med mig selv dybt inderst inde og til enhver tid, hvordan jeg selv er skruet sammen!

Dagen efter havde jeg endnu et “rable-anfald” ledsaget af min smertefulde følgesvend migrænen. Flere kursusdeltagere blev nu meget bekymret for mig. I deres uendeligt varme og medmenneskelige omsorg, ønskede de for mig, at jeg tog kontakt med en læge. Men ikke Thoridt. Hun kender mig så dybt. Hun ved, at jeg selv KAN klare det, og at jeg gør det, når det bliver nødvendigt. Hun ved måske ikke lige, hvordan jeg gør, men hun stoler fuldt ud på mig og VIDSTE den dag, at jeg skulle hjem…. : Desuden stolede hun fuldt ud på at jeg var i stand til at foretage rejsen fra Middelfart til Køge, selvom jeg indvendig dinglede på grænsen af mit sinds yderligheder…lige indtil jeg nåede indenfor i min egen gadedør og kunne slippe uhyret løs…og nedkæmpe det!

Så det gjorde jeg….Det KUNNE jeg, fordi accept og medmenneskelighed gjorde det muligt for mig

Jeg forklarede min praktiserende læge om min tilstand. Da jeg har en positiv erfaring fra fordums psykotiske dage med 5 dages antipsykotisk behandling, sagde jeg til hende, at det ville jeg gerne have, hvis dette rableri fortsatte. Hun var end ikke et sekund i tvivl om at bakke mig op, men det blev ikke nødvendigt. Henny Jensen, som min læge hedder, er en absolut nøgleperson i min recoveryproces…ikke pga. hendes stilling i forhold til mig som læge, men de muligheder, som netop hendes tillid til min kompetence har formået at bane vej for! En modig kvinde!

En uges indre kamp, samt et par kraftige nakkevrid hos kiropraktoren efter, var jeg fuldstændig klar igen.

Jeg kan kun vinde denne heftige indre kamp, hvis jeg får styrke til at tro på mig selv gennem andres tro på mig! Psykiatrien tror ikke nok på mennesker….de tror så godt som udelukkende på medicinen. Men faktum er, at medicin er den mindste del af det, og den indre kamp er den største og mest krævende. Medicin kan give en adgang til styrken, men meget oftere tilsløres denne adgang fuldstændigt til af medicin i overflod. Det er på forunderlig vis lykkedes mig, at etablere en tillid fra min omgivelser til min egen metode, og tilsidesætte tidligere tiders vanvittige og febrilske tilbud om alverdens medicin.

Fra mit hjerte en ydmyg TAK til de, der var bekymrede for mig, men stolede fuldt og fast på mine evner…og IKKE definerer mig i forhold til nogen psykiatri, eller gør min identitet afhængig af andet end det, der nu engang er mig! Til dem er jeg evigt forbunden, for uden dem var jeg en “grøntsag dømt til et livslangt ophold i psykiatriske cirkler”, og havde aldrig formået at lægge det for evigt bag mig.

Det er ganske aldeles glædeligt og åbner op til et håb for en ny og meningsfuld fremtid at en af de gyldne kapaciteter, jeg i gennem tiden har truffet er inkarneret psykiater. Stig Kastberg har min absolut ubetingede respekt. Han udskrev mig fra psykiatrien efter min 5-årige karierre som skizofren. Jeg har ikke “brugt” psykiatrien siden dengang, men Stig Kastberg har deltaget, som underviser på BID’s kursus. Han hylder, som jeg, princippet om at bygge broer, ikke mure!

Begrebet “psykiatribrugere” dumper med en lang og livsforladt historie, ned komplet ved siden af målet med kampen, som jeg har deltaget i. Sindslidelser kan ramme hvemsomhelst, hvorsomhelst og nårsomhelst og afgøres ikke af, om de behandles indenfor eller udenfor psykiatrien.

“Nuværende og tidligere sindslidende”….var en betegnelse, der ville dække en beskrivelse af os! Det kan i princippet være hvemsomhelst, der er medlem af foreningen…..Betegnelsen indikerer, at det selvfølgelig er muligt at blive rask, når man ikke mere lider i sit sind. Hvis man rammes af tilbagevendende episoder af kortere eller længere varighed er man RASK ind i mellem…og for manges vedkommende IKKE psykiatribrugere i de perioder. Det holder SLET ikke, at betegnelsen for medlemmer af denne forening fortæller om dem, at de er brugere af psykiatrien!

“Psykiatribrugere”???? Nixen…melder hus forbi! Melder mig ud.

Tak for alt.
God vind i fremtiden for alle nuværende, tidligere og fremtidige medlemmer!

Maria Holbek

Igennem en årrække har der her og i udlandet været beretninger om en sammenhæng mellem depressionsramtes brug af lykkepiller og en adfærd i retning af selvmord eller selvmordsforsøg. Selv i Danmark Sundhedsstyrelsen advaret om en sådan mulig bivirkning ved anvendelse af antidepressiv medicin. På Rigshospitalet benægter man dog at der skulle være en sammenhæng i forbindelse med børn og unges medicinforbrug og selvmordsadfærd.

I 1990 reflekterede jeg på en meget lille annonce indrykket i dagspressen af en menneskerettighedskommission ”Kender du nogen der har begået selvmord?”. Efterfølgende fik jeg tilsendt ca. 40 sider dokumentationsmateriale fra amerikanske artikler. Her blev der beskrevet en lang række tilfælde af stærkt forstyrrende adfærd og selvmordsforsøg hos borgere der havde anvendt Prozac, bedre kendt på det danske marked som Fontex. Dette var det første præparat på markedet kendt som ”lykkepiller”. Mange skulle have begået selvmord og enkelte andre var blevet vanvittige eller gået amok, f.eks. ved at gå amok i et supermarked ved at skyde omkring sig med et maskingevær eller bevæbnet røveri mod forretninger. På Columbine Higschool hvor nogle få elever mistede selvkontrollen med våben, havde den ene af disse anvendt præparatet Luvox. I USA er der i perioden fra 1987 – 1995 været officielle indberetninger om bivirkninger. Ud af 35.230 indberetninger var der set var der set 868 tilfælde af forhøjet reaktion/aggression og 2.248 selvmordsforsøg. Chokerende læsning, men det var jo netop meget svært at underbygge disse beretninger videnskabeligt. Selv gik jeg på det tidspunkt på dagshospital på Hvidovre Hospitals Psykiatriske afdeling. Artiklerne jeg havde modtaget viste jeg til en psykiater, men de blev ”fejet af bordet” og afvist som seriøse.

Inden for den seneste måned har jeg tilmeldt mig en Yahoo Gruppe på nettet med navnet: health.groups.yahoo.com/group/SSRI-Crusaders Medlemmer af denne gruppe har indsamlet materiale omkring serotins skadevirkninger i menneskets hjerne, og kampen for at drage medicinalindustrien til ansvar for mange ulykkelige menneskers skæbne. Serotin er det aktive stof som for nogle gør at de kan komme gennem en depressionsperiode og få det bedre. Der er altså noget der tyder på, at en lang række mennesker hjælpes til en bedre livskvalitet af lykkepiller, men for en mindre gruppe er der en række ubehagelige bivirkninger og måske en risiko for egentlig hjerneskade ved indtagelse af præparaterne. Der findes i dag en lang række af præparater som indeholder dette aktive stof: Fontex, Cipramil, Zoloft og Effexor – bare for at nævne nogle af dem. De nævnte præparater er altid ikke den eneste mulighed her i verden, der er også alternative behandlingsmetoder. Man kan bl.a. læse herom på: www.AlternativeMentalHealth.com/directory Dog er det vigtigt, at den enkelte person tager ansvar for sine handlinger og valg. Og netop dette kan være meget uoverskueligt for en depressionsramt.

Statistikker fra vores egen medicinalstyrelse har påvist en eksplosionsagtig stigning af antallet af danskere der modtager tilskud i forbindelse med ordinationen af præparaterne. I øvrigt er begrebet ”lykkepiller” et helt misvisende ord i sig selv. Der er ingen tabletter i denne verden der kan gøre os lykkelige! Det er store summer det drejer sig om omkring forbrug og tilskud alene i Danmark. Uden tvivl, så er der hel del mennesker som aldrig burde have præparaterne. Disse kan altså ikke løse alverdens problemer og trivielle og ubehagelige oplevelser i vores liv. Men det er på den anden side også rigtigt, at en hel del mennesker hjælpes til et bedre liv.

Peter Gross
Medl. af LAP

Kan vi ikke gøre det lidt bedre?

Det var så endnu en omgang af den danske sommer.
Normalt synger vi mere eller mindre falsk om den, at jeg elsker dig – skønt du så ofte har sveget mig. Denne gang må vi sammen med landmændene erkende, at der er svært at bevare pessimismen. I al fald hvad angår soltimer. Først den varmeste sommer i Meteorologisk Instituts historie og umiddelbart herefter den mest regnfulde august i 46 år.
Hvorfor begynder jeg nu endnu en gang med vejret?
Svarer er enkelt: Fordi det er noget af det stadigt mindre vi er fælles om!
Og så fordi det måske har det tilfælles med en bedre af psykiatri, at alle taler om det, men ingen gør noget ved det…
Ja, det var måske en halvbedrøvelig betragtning, men sådan kan det af og til føles efter mine snart 10 år som ”psykiatripolitiker”.
Men det vil ligge mig temmelig fjernt at lyde som en bitter ældre/yngre gentleman. Jeg har ikke opgivet håbet – endnu…
Vi er stadig en del som tror på fremtiden. Det er blandt andet derfor vi er med i LAP – og andre frivillige bevægelser af ildsjæle der brænder for andet end selvtilstrækkelighed, friværdi, fladskærme og materielle goder.

I foråret blev en kamp vundet ved slaget og truslen om mere tvang i form af forslaget om ambulant tvang – senere reformuleret til ”tvungen opfølgning”. Det var en sejr for bruger-, pårørende- og en del faglige foreninger – selv godt halvdelen af Dansk Psykiatrisk Selskab.
Sejren blev vundet kort før Folketinget gik på sommerferie, da regeringens parlamentariske flertal, Dansk Folkeparti, gik sammen med oppositionen imod forslaget om denne yderligere brug af magt.
Desværre gav de to regeringspartier ikke op og fremsætter i den nye Folketingssamling et forslag om ”forsøg” med tvungen opfølgning.
Så et slag er vundet, men et nyt skal slås.
Folketinget træder ifølge Grundloven officielt sammen ”den første tirsdag i oktober” og i oktober starter forhandlingerne også for en ny omgang af ”Psykiatriaftalen”. Her skal et flertal af partierne enes om, hvordan den nærmere fremtid skal se ud for dansk psykiatri. Det sker i lyset af en epokegørende ny opdeling af landet i 5 regioner og færre og større kommuner. Der skal også ske en omfordeling til kommunerne, som nu skal stå for langt mere og blandt andet på sundhedsområdet især forebyggelse.
Derfor er det vigtigt at vi igen kender vores besøgelsestid og mobiliserer alle vores kræfter i at påvirke partier og politikere på Christiansborg og de nye kommuner og regioner.

Efter denne alvorligere opsang vil jeg vende tilbage til vejret, som vi altså ikke kan gøre meget ved.

Og dog…
Ændringen i klimaet, som også indbefatter at gletscherne svinder ind, ørkenen breder sig og orkanerne bliver større og voldsommere, skyldes den globale opvarmning, som igen er en følge af vores udledning af drivhusgasser.
Ændringen er altså grundlæggende menneskeskabt.
Det er min yndlingsfilosof Storm P., som sagde det nævnte om vejret. Han sagde også, at det er svært at spå – især om fremtiden.
Dertil vil jeg tilføje at det eneste, man véd om fremtiden, er, at der bliver stadig mindre af den! Så kan man tænke på det som klode eller univers. Jeg foretrækker at tænke som menneske. Albert Einstein sagde, at det eneste der er uendeligt er universet og menneskets dumhed… Hans kollega i atomfysik, Bertrand Russell havde den betragtning, at den eneste forskel mellem et demokrati og et diktatur er, at i et demokrati får idioterne lov til at stemme, i et diktatur må de regere…

Selvfølgelig skal vi kæmpe for demokratiet. Men det er ikke noget vi har indført en gang for alle, det er snarere noget vi skal kæmpe for hver dag – i det større og i det mindre. Inden jul skal Finansloven også vedtages. Der er i skrivende stund et overskud på statsbudgettet på godt 80 milliarder – altså 80 tusind millioner danske kroner…
Så der skulle være plads til både begejstring – og forbedringer – også for psykiatrien. Som en tidligere statsminister så fyndigt udtrykte det: Kan vi ikke gøre det lidt bedre?

En tidligere præsident, John F. Kennedy, sagde i forlængelse af denne bagsides vejrtema og til dybere refleksion: ”Det rette tidspunkt at reparere taget er, når solen skinner…”

Kys det nu, det satans liv, grib det, fang det før det er forbi… Hav det nu godt og pas rigtigt godt på jer selv!

Kærligst
Michael P. Krog

At finde vej? Hvad er det egentlig for en proces? Finde rundt mellem alle andre menneskers passioner, aversioner, ønsker, fordomme, behov, drømme, tanker og handlemønstre, forekommer mig næsten en umulig rejse gennem en labyrint af blindgyder.

Det er blevet lidt af et mantra, dette: Du skal bare være dig selv, handle ud fra dig selv, være i nuet, handle intuitivt ud fra dit hjerte, ja ja nå. Og når man så gør det, ja ja – så går det for det meste galt. I hvert fald for mig, eller sagt på anden måde, sådan oplever jeg forløbet. Jeg oplever en dyb træthed. Træthed af konstant at støde ind i mine omgivelsers begrænsninger og krav. Føler mig ofte snøret inde eller muret inde i et ingenmandsland af isolation.

Ganske vist siger mine omgivelser at det er mig der isolere mig. Men hvad er årsag? Og hvad virkning?

Hvis jeg primært føler mig isoleret af omgivelserne, ender jeg vel med selv at isolere mig, for ikke at opleve isolationen. Og dermed forstærker vi vel gensidigt isolationen. Om ikke andet så kunne det se logik ud, når man skriver det ned som en sætning. Leg er kreativ glæde. Derfor må arbejde der indeholder kreativ glæde i sin basisnatur være leg.

Men det må man ikke kalde det, det er useriøst at kalde det det.

Ak ja

At handle spontant for at skabe glæde eller skønhed, såvel for en selv, som for andre burde være en ok måde at være social på. Men nej det er alt for ustruktureret, naturligvis er det da positivt og godt at du handler intuitivt (jævnfør med ovenstående mantraer) men du må altså bare lige afstemme det med vores kalender først, hvornår vi syntes der er tid til din spontanitet.

Og hvor blev spontaniteten så af?

Noget ganske andet er det da hvis det er os der er spontane og impulsive, så bør og skal du komme vrimlende som en logrende hund, ellers er du isolatorisk og negativ.

Fordybelse i ting og temaer er noget der for mig indeholder en dyb følelse af liv. Giver mig oplevelsen af at bevæge mig. Bevæge mig hvorhen? Ind i tingenes og begrebernes måde at reagerer til hinanden på. Søge forståelse og overblik. Lidt syntes det mig at være det samme med den ”interesse” som med spontaniteten, men med den forskel, at her drejer det sig om at temaerne er for tunge eller noget i den retning.

Hvor årsagen til disse oplevelser ligger – har jeg ikke fundet klarhed over. Måske fordi hvis jeg forsøger at vende problematikken med andre, så styres svarene af de i starten af denne text nævnte ”mantraer”. Og derved bliver målsætningen ligesom forflygtiget. På grund af – måske – forståelses rammernes snæverhed.

Bo

Den tidligere datingside, Love Match, har skiftet navn til Sindnet – en forkortelse for Sindslidendes Netværk. Det er gratis at oprette en profil på www.sindnet.dk, men du kan mod betaling få en udvidet profil.

LAP Medlemsbladet har ikke plads til mange kontaktannoncer, men ingen regel uden undtagelse, så her klemmer vi en enkelt ind:

Kærlig dame søges
Du skal være ca. 48 år, for det er jeg selv. Helst ikke-ryger, eller en, der ønsker at holde op med at ryge. Jeg er en mand, der søger en god veninde, vi kan lære hinanden at kende og måske blive kærester. Jeg er ikke flytbar. Jeg ryger ikke, og drikker ikke alkohol. Mine interesser er 50’er og 60’er musik, håndarbejde og ferie i Danmark. Jeg er transvestit og går i dametøj.

Skriv til mrk. Dorte, LAP, Klingenberg 15, 2.th, 5000 Odense C

Den 9. maj, foregik Sundby løbet i Fælledparken for 4. år i træk. Igen i år var der, som billederne viser, mødt rigtig mange op i den strålende sommer sol, en ca. 400 stk. havde givet 75,- kr. for at deltage. De fleste kom fra Sjælland, men der var dog også deltagere fra Viborg og Horsens. Udover retten til at løbe 2,5 eller 5 km., eller gå stavgang, fik alle en medalje samt mad og drikke for deres anstrengelser.

Løbene er for psykiatribrugere, og personalet indenfor psykiatrien, der er dog ingen kontrol, så det er op til folks egen ærlighed, at man kun tilmelder sig, hvis man har kontakt til systemet, i ordets bredeste forstand.

Igen i år var der flest mænd tilstede, men kvinderne var dog stærkt repræsenteret indenfor stavgang feltet. Traditionen tro havde man fået en kendt politiker til at holde åbningstalen, i år var det socialminister Eva Kjær Hansen, tidligere har det været Poul Nyrup Rasmussen.

Det primære med løbene er at man får rørt sig, samt kommer ud i den dejlige natur, som Fælledparken jo er. Det er de færreste der går efter en top 3 placering, dem der trods alt gør det, er folk der træner i forvejen og som man ofte ser på de pladser til løb indenfor psykiatriverdenen. Rigtig gode løbetider for de 2,5 km. er ca. 10 min. Og lidt over 20 min. For de 5 km.

Hvis man skulle have fået lyst til at deltage til næste år, kan man allerede nu sætte kryds i kalenderen den 2. tirsdag i maj, igen i Fælledparken i København. Til den tid er det også DAI (Dansk Arbejder Idræt) der står for arrangementet.

En næsten nedlagt arbejdsgruppe, nemlig Tvanggruppen, er kommet godt fra start. Vi har fået endnu større muligheder for at trække på Karl Bach, hvem jeg også nød samarbejdet med sidste år (i Tvanggruppen), efter at vi har ansat ham i LAP som konsulent. Karl havde en fastansættelse i Videns- og formidlingscenteret for Socialt Udsatte og er udpeget af socialministeren som medlem af Rådet for Socialt Udsatte (RSU). Karl har opbygget en enorm ekspertise vedrørende tvang og psykiatri gennem mere end 25 års engagement i psykiatribruger-/overleverbevægelsen. Det kommer hele foreningen og alle vore medlemmer til gode, men specielt synes jeg Tvanggruppen har brug for ekspertisen, fordi emnet er meget stort at overskue og det kan være noget tungt noget at læse lovstof og forstå omfanget af de indgreb, der foreslås.

Det har været en stor opgave at ruste sig til at møde politikerne, vedrørende lovforslaget om ambulant tvang og give dem den helt rigtige forståelse af, hvordan og hvorfor vi i LAP forholder os negativt til det foreslåede. Vi forklarede politikerne omfanget af lovforslaget. Set fra vores side. De var alle meget lydhøre undtagen regeringspartierne. Vi mødte op i grupper to og tre stykker og forærede dem dokumenterede facts og egenoplevede tvangssituationer og bivirkninger af medicin. Traumer som blev påført een i den hensigt at hjælpe og helbrede, men som kan betyde en lynhurtig vægtforøgelse på omkring tyve kilo, rastløshed og uro, konstant trippen frem og tilbage, konstante sultfornemmelser, rysten, svimmelhed og forskellige andre bivirkninger og helbredsrisici. Tvangsmedicinering ved fastholdelse eller fastspænding med indsprøjtet depotmedicin. Listen var lang og vi fik heldigvis rimeligt god taletid ved disse møder på Christiansborg.

Vi fik foretræde for Sundhedsudvalget og mødte politikerne så mange gange, at man pludselig føler, man kender flere af dem. Det er lidt sjovt. Vi var meget usikre på Dansk Folkepartis holdning, men mødet med Birthe Skaarup (DF) blev en stor succes. Vi kom så godt i snak, at det var svært at afslutte samtalen. Vi var så ivrige efter at give hende informationer, alt det stof vi havde tilegnet os på den ene eller anden måde. Og vi vidste, det nok var det vigtigste møde overhovedet. De øvrige oppositionspartier havde tilkendegivet deres modstand.

LAP demonstrerede imod ambulant tvang på Christiansborg Slotsplads og flere psykiatriordførere mødte op, Karen Klint (A), Maj-Brit Berlau (N), Elsebeth Gerner (R) og Anne Baastrup (SF). Karl Bach (RSU) og Michael Brown (European Network of Users and Survivors of Psychiatry – ENUSP – det europæiske netværk for psykiatribrugere) holdt ligeledes nogen gode taler. Tvanggruppen samarbejdede med OUTsideren´s journalist, så vi kunne få vores budskaber ud i medierne. Det var fremragende. Ved demonstrationen midt i Muhammed-tegningernes krise var vi på tekst TV og samtlige landets større aviser blev vist ramt.

Og heldigvis DF stod fast. Lovforslaget faldt. Det var dejligt at opleve Folketingets debat og genkende LAP´s argumenter mod ambulant tvang i mange af psykiatriordførernes fremførelse. Vi havde gjort vores arbejde godt. Det skyldtes ikke mindst Thoridt Allermands ihærdighed, hun deltog i samtlige møder med politikerne. Karl Bach havde jo på daværende tidspunkt et andet arbejde, der også skulle passes, så han deltog i de første møder, for ligesom at oplære os andre. Vi havde også det held, at Hanne Wiingaard havde fulgt vores arbejde på sidelinien og kunne træde til, da det kneb. Hanne har desværre ligesom Thoridt måttet træde ud af Tvanggruppen, efter sommerferien, i år, da det kræver en rimeligt stor indsats at sidde i arbejdsgruppen og de begge er hårdt spændt for. De sidder jo i Forretningsudvalget bl.a.

Vi knoklede og nyder selvfølgelig stadig vores sejr. Men er den sejr kun en delvis sejr? Lars Løkke Rasmussen (V) vil have ambulant tvang indført som et treårigt forsøg. Kan det betyde, at vi risikerer, at en Region pludselig tager sine psykiatribrugere som gidsler og indvilliger i at indføre ambulant tvang på forsøgsbasis. Det vil også være en katastrofe. I hvert fald for dem, det rammer. Desuden overvejer flere folketingspolitikere at indføre nye muligheder for magtanvendelse i den sociale lovgivning. I LAP så vi hellere flere rettigheder og valgmuligheder. Vi har igen nok at se til. Vi læser, forsøger at skrive til aviserne igen og holder møder jævnligt. Vi overvejer, om vi skal arrangere en høring…

LAPs PR-gruppe har som opgave at skaffe omtale af LAP (Landsforeningen Af nuværende og tidligere Psykiatribrugere).

Derfor besluttede vi på vores møde d. 6/7 2006 at udskrive en plakatkonkurrence, og derfor, kære medlemmer og alle andre, opfordres I til at lave en plakat, højst i A3-format, der udtrykker frihed, lighed og broder-/søsterskab for os; en plakat, der viser, at selv om vi til tider er ramt af sygdom, er vi det meste af tiden fuldt normale mennesker med de håb og forventninger til livet som alle andre også har. Eller sagt på en anden måde: Vi er mennesker på godt og ondt.

Man vælger selv, hvilken teknik man vil bruge: Vand, olie, blyant eller hvad man har lyst til.

Konkurrencen løber frem til d. 1/1 2007, hvor forslaget skal være indsendt til: LAP, Klingenberg 15, 2. th., 5000 Odense C, og den afgøres af en dommerkomité, der er udpeget af LAP. Dommerkomitéens afgørelse kan ikke ankes. Konkurrencen er åben for alle, undtagen dommerkomiteens medlemmer og disses husstande.

Nu skal I ikke arbejde gratis, så vi har besluttet at flotte os på LAPs vegne: Der vil være tre præmier. Førstepræmien er 3 flasker vin, andenpræmien er 2 flasker vin og trediepræmien er 1 flaske vin.

Forslag, der bliver sendt ind, vil blive betragtet som LAPs ejendom, som LAP har alle rettigheder til og må bruge til, hvad LAP vil. Vi kan ikke love, at vinderplakaten vil blive trykt i større oplag, da det er et økonomisk spørgsmål, men er den god, vil vi arbejde på det, og i så fald vil kunstnernavnet selvfølgeligt komme til at fremgå.

Så spred det glædelige budskab til alle, som I kender; få så mange som muligt med på idéen og hav en god tid med arbejdet.

Med venligste LAP-hilsener
på LAPs PR-gruppes vegne
Erik Thomsen

Recovery er et ord eller emne, som er meget aktuel i disse år indenfor psykiatrien – et emne, som synes at skabe en del rør blandt befolkningen, og blandt psykiatribrugere og ansatte.

Selve ordet recovery er engelsk, og betyder at komme sig, at blive helbredt. Selv har jeg brugt udtrykket: At komme ud på den anden side af den lange mørke tunnel, af angst og traumer.

At komme sig – altså recovery – er noget forholdsvist at høre omkring psykiske lidelser. I mange år var det opfattelsen, at mange psykiske lidelser var kroniske, altså lidelser for livet, som der kun var det at gøre ved at tage psykofarmaka, og så bare acceptere sygdommen.

Nu er det også sådan, at vi sjældent indenfor psykiatrien overhovedet hører om dem, der er kommet sig, og som ikke har brugt psykiatrien i mange år, og som har formået at klare sig selv igen, ude i samfundet.

Selve det at komme sig – eller selve processen – er der ingen facitliste på. At komme sig er en indre individuel følelse, som kun den enkelte kan føle som en helbredelse.

At komme sig kan beskrives som at man bliver mere bevidst om, hvad der sker omkring en. Langt bedre til at optage verden og andre, og bedre til at omgås andre uden angst.

Jeg mærkede mange synlige tegn på helbredelse – bl.a. forsvandt alt, hvad jeg havde af selvdestruktive symptomer og tanker. Jeg følte mig afklaret med mig selv og selve livet. Jeg følte lyst og mod på livet. Jeg havde ikke flere traumer tilbage, som jeg ikke havde lært at leve med, uden at blive påvirket af dem.

Jeg havde pludselig mod på alting, begyndte at se3 andre og verden omkring mig igen. Havde også pludseligt utrolig svært ved at acceptere andres omsorg og behandling. Jeg kunne pludselig ikke længere leve under de forhold, som jeg havde levet under i mange år – såsom distriktsygeplejerskers og kontaktpersoners indskriden i mit privatliv, såsom at blive behandlet på et meget lavt værdiniveau som menneske.

Samtidig begyndte jeg at blive langt mere aktiv og positiv. Især efter ikke at have noget medicinbehov overhovedet mere, og derfor ikke så præget af sløvhed og usammenhængende koncentration og tankegang. Jeg genoptog arbejdet inden for mit gamle fag som konditor, på eget initiativ, senere andre småjobs. Jeg fik pludselig en mængde overskud til dagligdagen.

Jeg genoptog det at udstille mine billeder og få trykt digtsamling. Blev engageret i det sociale liv ude blandt befolkningen. MEN – i det hele taget kom der en himmelsk fred og hvile over mig, en indre ro – jeg var holdt op med at flygte fra livet og mig selv.

Der hvor jeg især kunne mærke forandringen, var i det øjeblik hvor jeg mente, at jeg ville løse mine dagligdags problemer i stedet for at tage beroligende medicin. Bl.a. ens økonomi, og alle de offentlige… Jeg vendte bøtten og samlede ganske langsomt verden op igen og mit eget liv.

Det er nemmere sagt end gjort. Mange ting havde forandret sig i de mellemliggende år (12-13 år), siden jeg blev syg første gang og kom ind i psykiatrien. Bare sådan noget som ens bank og alle de fremskridt og forandringer, som er sket på det område. Alle de nye ord, der var kommet til.

Ofte virker det på mig, som har jeg levet i en hel anden verden i de år i psykiatrien. Meget er jeg blevet ledt udenom, og meget har jeg ikke skullet forholde mig til – det har andre gjort for mig.

Jeg var med tiden blevet pakket så meget ind, at jeg havde meget svært ved at stå på egne ben. Men også det grænseoverskridende ved selv at skulle klare tingene selv, og den respons jeg fik fra andre udenfor psykiatrien, hjalp mig meget.

Dog har jeg haft en stor kamp sideløbende med min recovery. Kampen for at få familien, vennerne, psykiatrien og samfundet til at tro på min helbredelse. Til at begynde med, hvor jeg tog de første selvstændige spæde skridt ud i livet og verden igen, var en nærmest vulkanagtig voldsom oplevelse. Det var nærmest som at få verden lige i ansigtet.

Der blev pludseligt stillet krav, bl.a. om at jeg skulle gennemføre det, jeg havde begyndt på. Men det gav også en følelse af lykke og sejr, at trodse mine gamle vaner og tanker om egen utilstrækkelighed. At kunne lægge flere fremtidsmål og samtidig i bredt omfang kunne overholde dem.

Men bare selve følelsen af, at have lyst til livet hver dag. At kunne se hver farve tydeligt og klart. at slippe fortiden. At tilgive sig selv og andre.

Jeg har fået en helt anden tankebane: Pludseligt er et problem eller en forhindring ikke en stor truende fare, nu er et problem noget som skal løses og overvindes.

I dag har jeg så meget baggrundsviden og erfaring omkring psykiske lidelser og menneskelige forhold i samfundet, systemet og familien, at jeg føler mig færdiguddannet livs- og menneskekender, en slags livskunstner, kan man godt sige.

Noget, som jeg nu er meget optaget af i mit liv, er netop at fortælle om muligheden for recovery for psykisk syge. Jeg kan faktisk ikke lade være med at give andre det lys af håb, som er muligt for dem også.

Recovery er at få livet tilbage.

---

Recovery processen

Af Lars Strange

Jeg føler, jeg er ved at hele mig psykisk. Jeg får depotindsprøjtning. Lidt piller ved siden af. Men føler mig virkelig i stand til, at kunne mærke min recovery-proces. Jeg mener processen hjalp mig i gang under etableringen af LAP. Jeg er fuld overbevist om, at processen satte tanker i gang i mig, da jeg mødte andre sindslidende. Det satte debatten i gang i mig billedlig talt. Det er som man bliver født på ny, selv om ens alder er lidt over de 40. jeg mærker det i mit bofællesskab, mit skånejob. Og naturligvis på brugerlærerkurserne i Danmark. Jeg er autodedakt brugerlærer. Jeg specialiserer mig indenfor landbruget, som jeg har uddannelse i. Jeg mener også erfaring med livet, har givet mig meget erfaring. Jeg mener også Højskolen – En bro til livet satte skub i min recovery-proces. Jeg mener helt sikkert recovery for mig, har sat mig i dilemma, om jeg er nuværende eller begynder med hastige skridt at blive recovered.

Min baggrund er naturligvis min uddannelse indenfor landbruget. Jeg har altid i mit liv været interesseret i kvæg først og fremmest. Disse firebenede dyr har altid sagt med alt hvad jeg kan tænke mig. Jeg har prøvet, at slå landmanden fra. Men det vender tilbage. Ligesom en psykolog en gang sagde til mig: ”Det du har lært i landbruget kan aldrig tage fra dig”. Jeg er født på en herregård, hvor min far var kvægbrugsleder. Så jeg er født med landbruget og kvæget som min ”mascot”. Jeg har altid været interesseret i landbrugets udvikling og må sande, at det kommer jeg aldrig til at glemme. Jeg er også overbevist om at landmanden jeg besøger, kommer jeg måske til at få et rummelig Fleks/skånejob i. Jeg har aldrig været bange for, at komme ud blandt landmænd. Jeg har altid følt mig hjemme i dette erhverv. Det er jo også min ungdom, jeg har brugt på landbruget. Jeg glæder mig i hvert fald over udfaldet med at komme sig.

Præmisserne ligger nok også i meget sport. Det får ens sjæl og humør op i højere gear, uden at tage overhånd. Jeg mærker, når jeg skal tage min forløbende medicin. Jeg kan nemlig være meget hurtigkørende oppe i hjernen. Jeg bliver ivrig og får storhedstanker, som kan medfører til en skizofreni, som jeg har. Jeg dyrker sport i Vikingerne i Frederikssund, og næstformand. Det holder jeg meget af. Jeg dyrker også styrketræning ved vægt og spinning. Jeg holder meget af spinning. Det jeg er i gang med nu på arbejdsmarkedet er føtex. Det er jeg meget glad for. Det har jeg som skånejob otte timer ugentligt fordelt på tirsdag og fredag. Post Danmark arbejder jeg også med. Men det er måske ved at blive afviklet. Jeg får højeste pension 7-800 kr. månedligt på Flyver Teamet. Skånejobbet i føtev bliver jeg ved med. Men om. køerne kalder ved jeg ikke på stående fod. Men jeg håber !!!!!

Under detaljer vil jeg sige, at handlingsplanen 2006/07 for LAPs fremtidige arbejde. Vil jeg knytte en kommentar. Jeg synes det er vigtigt, vi får flere medlemmer i vore forening. Jeg synes det er meget vigtigt, at LAP arbejder synligt. Jeg mener, det er brugere, der har magten i foreningen. Det synes jeg er meget meget vigtigt, at have det i mente. Ikke fordi, jeg synes stærke brugere ikke skal frem i lyset. Selvfølgelig skal de det. Men vi må huske på, hver eneste gang, der her i LAP bladet bliver skrevet noget, ja så må man forvente, at de vise ord er vendt og drejet, vinklet på den rette facon. Jeg mener LAP er og bliver fremtiden for mine venner. Jeg vil også nævne som detalje, at jeg er suppleant i socialdemokraatiets bestyrelse i Frederikssund. Jeg mener det er nødvendigt, at udfolde sig på et almindeligt plan. Jeg håber derfor mange af os brugere af psykiatrien kan og vil gå ind i et arbejde som almindelig samfundsborger. Det er recovery, når det er bedst. Jeg mener naturligvis, at vi brugere af psykiatrien har lige så meget ret til, at blande os i samfundsdebatten.

På LAPs landsmøde delte Lise Vestergård dette spørgeskema ud til deltagerne:

Forholdene i forskellige kommuner er meget forskellige og den enkelte bruger eller exbruger kan få helt forskellig behandling afhængig af sagsbehandler eller indstillingen på en afdeling. Derfor har jeg lavet nedenstående spørgeskema, så vi kan få klarlagt nogle af de forskelle, der er. Selvfølgelig er der ting, jeg ikke har med, dem kan du tage med under punkt 9 De spørgsmål jeg har lavet vedrører livet udenfor hospitalet, da det er det, jeg kender mest til. Du er velkommen til også at bruge bagsiden. Hvis du vælger at svare anonymt angiv da blot hvilken kommune du beskriver. Med venlig hilsen, Lise Vestergaard, Albertslund

1. Hvilken kommune kommer du fra?
2. Har du kunnet få hjælp, når du har bedt om det, fordi du var bange for at blive psykisk syg?
   a. Hvis nej, hvor fik du afslag? Og hvor længe/ Hvor mange gange?
   3.
3. Hvordan er kommunens holdning omkring dine børn?
4. Er der væresteder i din kommune?
5. Er værestedet ledet af kommunalt ansatte. Hvis nej gås til punkt 6. a. Har brugere indflydelse på værestedet?
   b. Under hvilken form?
6. Er værestedet ledet af brugere uden kommunalt ansatte?
   a. Under hvilken form?
   b. Hvordan klares det økonomiske? Det kan være leje af lokale, udflugter mv.
7. Føler du psykisk syge er isoleret fra normalsamfundet?
   a. Hvis ja – Hvordan?
8. Hvad gør din kommune eller andre for at integrere exbrugere i det øvrige samfund?
9. Andet

Kommentarer til spørgeskemaet vedrørende livet udenfor hospitalet

Først tak til de 30 ud af godt 80 mulige, der besvarede spørgeskemaet, og som bor i 19 kommuner.

Per kommenterer svarene vedrørende isolation og Lise kommenterer svarene vedrørende hjælp, børn og integration i det øvrige samfund.

2. Får man hjælp, når man er bange for at blive psykisk syg?bb

Her svarer 12 ud af 23 nej.

Det drejer sig om overhovedet ikke at kunne få hjælp ved angst for psykose, som det har været tilfældet i Albertslund, Brønderslev, Kolding og København. Sådanne forhold ser jeg som væsentlige for udvikling af tvangssituationer samt unødvendigt lange indlæggelser og tragiske hændelser. En anden gruppe nævner, at psykologhjælp er nægtet og en vil ikke søge hjælp grundet manglende tillid.

3. Hvordan er kommunens holdning omkring dine børn?

Af de 13, der har svaret omkring dette er de 5 positive. Lyngby-Tårbæk fremhæves som optimal – uden indblanding, men med støtte og opmuntring. Blandt de dårlige kommuner kan Albertslund fremhæves. At fjerne børn fra moderen og faderen er et extremt skridt. At anbringe barnet blandt vildt fremmede frem for hos familiemedlemmer, der står parat til moderen er rask er endnu et extremt skridt og dette er ligefrem et princip i Albertslund kommune.

6.Er værestedet ledet af brugere uden kommunalt ansatte?

Her har 23 svaret. Af dem har 16 svaret nej. 5 har svaret ja.

6b. Hvordan klares det økonomiske?

Her er der 12 svar: Kommune og amt. 18 ved ikke

KONKLUSIONER PÅ SVARENE PÅ SPØRGSMÅL 7

7. Føler du psykisk syge er isoleret fra normalsamfundet?
7A Hvis ja. Hvordan?

Spørgsmålet om isolering har hos svarpersonerne ført til svar, hvoraf de fleste kan placeres under ét af 3 emneområder:

a)Udelukkelsen fra normales arbejde, kvalificering og uddannelse
b)Værestedernes rolle
c)Venner og familie

Om emnerne a) og b) er der udbredt enighed blandt svarpersonerne; generelt viser svarene at man oplever sig som udelukket fra normale menneskers arbejde, kvalificerings- og uddannelsesliv, og at værestederne, snarere end som integrerende,opleves som medvirkende til denne udelukkelse.En enkelt person svarer: ‘ Vi har mange muligheder, hvis du magter det ‘ . De øvrige svar udtrykker på forskellig måde oplevelse af udelukkelse. Udtrykkene ‘stigmatiserede’ , ‘fordomme’ og ‘udelukket’ går igen i mange af svarene, eksempelvis ‘Er stigmatiserede, så de i praksis er udelukkede fra erhverslivet’ , ‘Fordomme/manglende lovrettighed som automatisk bliver taget fra dig’ og ‘…udelukket fra noget miljø med reelt kvalificeret med-og modspil…’ Det udtrykkes at man ‘ikke (bliver) hørt, ikke taget alvorligt. Man regnes som syg – også når man er rask ‘ Man er ‘Ude af erhverslivet, stigmatiserede, økonomiske problemer’ Svarpersonernes konstatering af udgrænsningen forbindes i mange af svarene med værestedernes rolle. De ses som medvirkende til udgrænsningen og isoleringen: ‘På værestederne ingen adgang for ulønnede normale…’ , ‘Man ser helst at de psykisk syge er på værestederne, ikke i sammenhænge og funktioner for normalt fungerende’ og ‘Væresteder ligger ofte på øde steder, hvor folk ikke færdes…’ . Det er ‘Svært at frigøre sig fra væresteder…’ Svarene viser, at væresteder af mange opleves som et sted hvor man holdes væk fra normalsamfundet, og hvor der fra ledelsens side ikke er lagt op til at de personer , som er kommer kommet til værestedet, eller er blevet henvist dertil, skal bringes i stand til at blive aktive i det normale samfund.

Om emnet c) er svarene mere forskellige end de er om emnerne a) og b). Nogle mener at de også udelukkes fra familie- og vennerelationer med normale, andre at disse forbindelser bevares i højere grad end mere arbejds- og kvalificeringsmæssige forbindelser. Nogle nævner frafald af familie og normale venner: ‘Fordomme, ”normale” venner falder fra’ , ‘ikke accept fra alle naboer/genboer ‘ , mens andre tværtimod nævner, at disse mere holder ved: ‘ikke (isoleret) i fht. Familie, venner og bekendte, men i fht. Fremmede er ofte en forskrækkelse over at møde en skizofren.’

Som konklusion på spørgsmål 7 får vi derfor, at svarpersonerne næsten entydigt oplever isolering og udgrænsning i forhold til erhverv, uddannelse og kvalificering, mens billedet er mere differentieret i forhold til familie og venner.

8. Hvad gør din kommune eller andre for at integrere exbrugere i det øvrige samfund?

De fleste føler sig isolerede og at kommunerne gør lidt eller intet for at integrere exbrugere i det øvrige samfund. En i Kolding svarer ligefrem, at kommunen nærmest modarbejder reintegration i samfundet. Nogle kommuner gør dog en indsats. I Roskilde gives sommetider økonomisk tilskud til initiativer og i Gentofte er der mange foreninger og kulturelle tilbud. Kalundborg er omtalt positivt ved alle spørgsmålene i spørgeskemaet. Omkring dette nævnes brugen af flexjob som integrationsmetode på arbejdsmarkedet. Og her er værestedet ledet af folkeoplysningsforbund under driftoverenskomst med kommunen. Det lyder spændende med læren istedetfor væren.

Nogle ideer nævnes: Tilskud til højskole, sportsaktiviteter for alle. En fra Herlev fortalte mig, de har et aktivitetssted, hvor alle kan komme i dagtimerne imod et månedligt beløb.

Det er skuffende, at ingen fra Århus og Odense deltog i denne pilotundersøgelse. Hvordan virker mon f.eks. Gallo-aktiviteterne i Århus på integration med det øvrige samfund?

Med venlig hilsen, Lise og Per

Den opmærksomme læser vil straks tænke: ”ja, det må da absolut være nyt, for sådan en arbejdsgruppe blev der da ikke nedsat på årets landsmøde”!!!

NEJ, det gjorde der ikke, men på den nye landsledelses møde den 23.maj 2006 blev der nedsat en arbejdsgruppe, kaldet arbejdsmarkedsgruppen. Og hvorfor så det? Jo – i marts udgav social- og beskæftigelsesministerierne en pjece, kaldet ”Nye veje til arbejde – hjælp til sindslidende og andre udsatte grupper”.

På ovennævnte landsledelsesmøde i maj gjorde vores konsulent, Karl Bach os opmærksom på, at LAP sammen med Bedre Psykiatri og SIND var inviteret til dialogmøde hos socialminister Eva Kjer Hansen den 21.juni 2006 med udgangspunkt i denne pjece.

Derfor nedsatte vi en gruppe af landsledelses-medlemmer, som havde lyst til at gå dybere ind i pjecen og arbejdet med sindslidendes muligheder på arbejdsmarkedet. Det første møde var den 3.juni 2006, hvor vi meget nøje gennemgik pjecen i detaljer og ”holdt den op” mod LAP’s politik.

Ud fra dette mødes konklusioner sammenfattede vores konsulent, Karl Bach et 6 sider langt brev til socialministeren, som en udvalgt delegation skulle have med til dialogmødet i juni.

I skrivende stund har vi just haft det 2.møde i arbejdsmarkedsgruppen, hvor vi skulle have planlagt ”vores slagplan” til et møde om ”Nye veje til arbejde…” i arbejdsmarkedsstyrelsen, som en udvalgt delegation tager ind til den 13.september 2006.

Marianne Stengaard
Medlem af LAP’s Landsledelse

Fra 1. juli har Merete Hornecker arbejdet i fleksjob i LAP som rejsekonsulent, med primært ansvar for det østlige Danmark.

Merete er en dygtig organisator, som bl.a. fungerer som formand for Landsforeningen af Fleks- og skånejobbere, og hendes erfaring kan vi gøre god brug af i organiseringen af vore grundforeninger.

Du kan kontakte Merete via sekretariatet eller på mail: merete@lap.dk

---

Den 15. september starter Asger Lauridsen som rejsekonsulent for det vestlige Danmark. Asger er tidligere bruger og forventes ansat også i fleksjob. Asgers baggrund som medarbejder med brugerbaggrund (MB) passer perfekt til jobbet hos os.

Vi byder begge velkomne i teamet, og ser frem til rigtig godt samarbejde.

Red. Jes Gerlach, Psykiatrifondens Forlag, 2006

Bogen er et større værk, skrevet af specialister på mange områder. Den er omhyggeligt skrevet og opdelt på områder som kan interessere den deprimerede og fagfolk som har med behandling at gøre. Rigtig mange emner dækkes ind af bogen, og den kan være opslagsværk hvis man ønsker oplysning om enkeltemner. Det er nok den største bog om emnet der er kommet, ode den vil sikkert blive væsentlig for mange. Søger man oplysning om depression kan dette sikkert være et godt grundlag.

af Per Bondesen

For nylig udkom en interessant bog om depression. Den hedder Helvedes Malstrøm med undertitlen ”Et atlas om depression”, skrevet af Andrew Solomon. Over 12 kapitler dækkes væsentlige sider af emnet. Som tilstandens behandling, oprindelse og situation samt et blik på fremtiden.

Det er ikke nogen almindelig bog om psykiatri: Forfatteren bygger på sin egen erfaring og en række interviews. Bogen kan faktisk læses som en roman, så alsidigt og bredt dækkende kommer man ind på emnet. Bogen har også en anden titel “the noonday demon” (Djævelskab ved dagslys) og det viser bogens ærinde: at beskrive situationen som den kan erfares. Der er en lang række forklaringer som føjes til undervejs. Men holdningen er at depression er en tilstand der kan behandles, forklaringerne kan ofte oplyses og lette situationen. Tilstanden depression kan behandles medens årsager og baggrund ofte kan være meget vanskelige at forklare.

Lad os tage et stykke fra bogen:
Depression har altid været at finde alle steder – af biokemiske og sociale grunde og under forskellige navne og i forskellig forklædning. Denne bog forsøger at indkredse depression ud fra såvel et tidsmæssigt som et geografisk perspektiv. Hvis det af og til virker som om depression er den moderne, vestlige middelklasses private lidelse, er det, fordi det er i vores samfund, at vi pludselig og i stadig større omfang har fået mulighed for at erkende depression, at navngive den, behandle den og acceptere den – ikke fordi vi har særlig adkomst til selve lidelsen. Ingen bog kan nå hele vejen rundt om menneskelig lidelse, men jeg håber, at jeg ved at antyde omfanget af den kan være med til at hjælpe nogle af de mænd og kvinder, der lider af depression. Vi kan aldrig udrydde al ulykke, og at lindre depression giver ingen garanti for lykke, men jeg håber at den viden, der er indeholdt i denne bog, kan være med til at mindske noget af smerten, i hvert fald for nogle mennesker.

Solomon kalder selve depressionen for Sammenbruddet, tidspunktet når de depressive symptomer tager magten og man bliver overvældet. I bogen nævnes i samtalerne adskillige eksempler på hvordan det gik til, men mange har fælles træk.

Forfatteren går meget ind for behandling undervejs til at lindre symptomer. Det er som om han mener at tiden også skal tages i betragtning. Den tid der bruges på forløbet skal være så kort som mulig. På behandlingssiden mener han at de to sider, psykoterapi og medicinsk behandling bør føres sammen. Der findes mange former for psykoterapi og forfatteren ser ikke ud til at foretrække den ene for den anden. ECT behandles og omtales, og der nævnes nogle samtaler. På den anden side findes metoder som kan være virksomme: fysiske metoder, kost og motion samt alternativ medicin.

Bogen igennem fatter man interesse for denne blanding af betragtninger, omtaler og brudstykker af de mange samtaler der har været ført.

Solomon fortæller et sted om et afrikansk ritual mod psykisk sygdom som han ville studere, men som han kom til at tage del i. På samme levende måde fortæller han om et besøg på Grønland. Han ville studere vinterdepression, og hvor kunne man gøre det bedre end et sted hvor solen er væk en stor del af året.

Her kunne man så spørge hvem der får depression; dobbelt så mange kvinder som mænd er bare et eksempel. Der er særdeles mange årsager og der er ikke nogen direkte vej til bedring.

Misbrugsproblemer er også en væsentlig faktor når vi taler om depression. Misbrug kan skabe depression og de deprimerede kan blive misbrugere. Forfatteren nævner en lang række overvejelser om misbrug.

Et af de mest tragiske udfald af depression er selvmord. Selvmord er hyppigt i depression og sammenhængen kan være vanskelig at klarlægge.

Sociale årsager kan også være medvirkende til depression. Manglende midler kan være årsag til depression og depression kan være skævt fordelt socialt set og evnen til at komme sig kan være vanskelig.

Det kunne hænge sammen med opfattelsen af depression. Den offentlige politik om behandling af depressioner afgør i mange tilfælde hvad der kan gøres ved det og den skifter, skal det være i hjemmet, på institution, ude i samfundet? Generelt er der muligheder for behandling. Ved hjælp af eksempler viser Solomon at der afgjort er problemer ved enkelttilfælde.

Når det gælder årsagen tli depression får vi også en grundig beskrivelse. Først en historisk orienteret om hvordan depression gennem tiderne er blevet opfattet forskelligt, og siden en omtale af den biologiske hvor der også er forskellige tegn på at en depression optræder og følelser og stemninger skifter.

Målet med behandlingen må være at genoprette livsbalancen og her betoner Solomon at det er vigtigt med håb. Den kan bekæmpes og mange problemer kan løses. Svær depression er alt for streng en læremester. Men efter helbredelse kan der optræde en klarhed som kan lære de pågældende noget.

Det modsatte af depression, men vitalitet, at llivet lever og at man lever med i det.

Generelt må man sige at vi her får et billede af depression, gennem eksempler og ræsonnementer, om lidelser og plager men med er vist lys på fremtiden, at der er mange muligheder for de som rammes. Gennemgangen af af depressionen som sådan, historie, udbredelse og beskaffenhed virker overbevisende. Det er afgjort en bog der vil kunne bruges til yderligere debat.

Lars-Henrik Schmidt, rektor for Danmarks Pædagogiske Universitet, har udgivet bogen ”Om vreden” på DPU’s eget forlag.

Ordet vrede optræder i Homers Iliaden som indledning (”Vreden, Gudinde, besyng…”). Vreden kan og skal ikke afskaffes, men pointen er, hvordan man kanaliserer energien rigtigt. Vreden kan være berettiget og vi har i vreden en utrolig drivkraft.

Forfatteren havde en lærer, der sagde: ”En mand skal kunne blive vred; stol ikke på en mand, der ikke kan blive vred”.

Forskellen på vrede og raseri bliver omhyggeligt beskrevet. ”I vreden har man hold på sig selv, hvorfor dens forløb sker på ordentlig vis. I raseriet taber man fatningen, fordi ens ophidselse har nået en højde, der skaber uorden”. Vreden kan overskrides i raseri, men raseriet kan selv overskrides, og er man rasende, så er man momentant utilregnelig. I raseriet er sindet sygt. Man er sindssyg i patologisk forstand.

Der bliver også redegjort for, i hvilke former vreden fremstår. På forskellige sprog skelnes der mellem vrede og raseri. I stedet for, at vreden er porten til raseriet, kunne raseriet være porten til vreden. Desværre er det sådan med grænser, at vi først erfarer dem, når de er overskredet. Man kan blive ganske rasende over en ligegyldighed. Kort sagt er det usundt at undertrykke sin vrede, at vreden kommer frem på overfladen er ligefremt et sundhedstegn.

Raseriet holdes stangen ved at give plads til vreden.

I bogen udgør fodnoterne flere sider, end selve bogen. Mange af dem refererer til forfatterens tidligere bøger og artikler. Bogen er et spændende projekt omkring et emne, vi alle kender til, og analysen er en udfordring til ens sanser.

Cocktail med udfordringer En antologi om mennesker med sindslidelse og misbrug. Bogen beskriver succesfulde initiativer, hvor denne målgruppe kan integreres i samfundet med forholdsvis små samfundsmæssige omkostninger. Den beskriver nogle projekter, hvor mennesker, der i årevis har levet som hjemløse og kastebolde mellem misbrugsbehandlingen og psykiatrien uden udsigt til andet end et hårdt liv og en for tidlig død, pludselig bliver i stand til at tage vare på sig selv og faktisk indordne sig under rimeligt ”normale” forhold.

Det projekt, man uværgeligt bliver mest imponeret over er, at selv posedamen kan rummes endskønt systemet for længst har givet op.

Denne bog bringer håb for alle. Man behøver altså ikke ende sit liv på en totalinstitution uden mulighed for indflydelse på, hvem man skal dele stue med og hvad ens dag skal fyldes ud med. Man kan faktisk få et værdigt liv i egen bolig uagtet, at man måske ikke er i stand til helt at kvitte sit misbrug og metoden er harmreduktion.

Her er et citat fra bogen, som beskriver det menneskesyn forfatterne har, ”Mennesker med en alvorlig sindssygdom, som samtidig har et misbrug, har større problemer og større behov, og burde derfor prioriteres før dem, som ikke har misbrugsproblemer. Det er nok objektivt sandt, men støder an mod de fordomme vi (bevidst eller ubevidst) har over for mennesker med misbrugsproblemer.”

Anmeldt af Henriette Buemann Jensen (selv tidligere hjemløs stofmisbruger)

Nattefrost
Iskold nedtur
Kulde og abstinenser
på gaden går hun
på våde glinsende brosten
med alt for høje hæle
og lårkort nederdel
nylonstrømperne løber
ligesom hendes næse
hun kan dårligt holde sig oprejst
for smerterne der flår i hendes mave
hun tænder en cigaret
med rystende hænder
en Look fordi de er længere.

Neonreklamerne flammer som ild i hendes hår giver hele scenen et uvirkeligt skær
men det er virkelighed
Hun er desperat
og vil gøre hvad som helst
for et hurtigt lindrende fix
hun bliver tilbudt 500 kr.
for at lade sig spanke
Hun kører med kunden
ud på et øde fabriksareal
der sætter de sig om på bagsædet
og kunden bestemmer
hvordan hun skal lægge sig
i et fast greb mellem hans ben
og han slår og bliver ved skønt hun græder.

Endelig kan hun igen klæde sig på øm og mørbanket.
Pengene er hurtigt brugt
og hun føler varmen
brede sig i hele kroppen
opfyldt af glæde
i et kort sekund
døsig og mæt
som i de smukkeste drømme
endelig rask igen
om end for en kort stund
siddende på et beskidt
og stinkende offentligt toilet
uden at bemærke det længere.
Stofferne giver hende alt
og hun giver alt for stofferne
udmagret og hulkindet
men lykkelig – lige nu.