Budskabet på LAP’s afsluttende konference var, at psykiatribrugere med fordel kan betragte sig selv som mennesker med et psykosocialt handicap. Det vil give den enkelte rettigheder og muligheder for at stille krav om tilpasning og kompensation i arbejdsforhold. Den 25. november afholdtn ny hjem LAP den afsluttende konference på projektet: ”Borgere med psykiske lidelser – en udfordring for arbejdsmarkedet”. LAP har gennemført projektet for midler fra Arbejdsmarkedsstyrelsens handicappulje. Målet var at forsøge at afklare, hvorvidt handicapbegrebet kan bruges i praksis, når mennesker med erfaringer fra psykiatrien skal finde fodfæste på arbejsmarkedet. Noget, der er en stadig kamp for mange.

– Vi vil gerne være en respekteret medarbejder, der kan arbejde, om ikke på lige fod med vores kollegaer, så i et omfang og på en seriøs måde, der giver os en værdig plads i arbejdspladshierarket, sagde Steen Mostrup, medlem af Landsledelsen, i sin indledningstale på konferencen.

Konferencen markerede afslutningen på projektet samt udgivelsen af projektets rapport og pjece. Som en del af projektet er der oprettet en ny hjemmeside: www.lap.dk/job. Her kan downloades forskelligt materiale fra projektet.

Støtte til uddannelse

Konferencen blev afholdt med mange små, korte indlæg, så vidt forskellige stemmer kunne gøre sig gældende. Anders Dræby Sørensen, Rådgivnings- og Støttecentret ved Aarhus Universitet, fortalte om, hvordan man yder støtte til studerende med handicap, uanset om det er af fysisk eller psykisk karakter. Pt. er der tilknyttet godt 1000 studerende til tilbuddet, heraf er 250 ramt af psykiske lidelser. For at kunne bruge tilbuddet skal man have nogle lægefaglige papirer, men som Anders Dræby siger det: – Så snart folk kommer ind ad døren hos os, forholder vi os til dem som studerende.

Ifølge Anders Dræby er uddannelse vigtigt for samfundsmæssig inklusion ud fra en erkendelse af, at uddannelse er den primære vej til inklusion på arbejdsmarkedet og hermed også i samfundet. De, der har et psykosocialt handicap, bliver mødt som andre studerende og behandles individuelt. FN s handicapkonvention Indledningsvis var der en debat mellem Karl Bach Jensen, Udviklingskonsulent i LAP og Stig Langvad, formand for Danske Handicaporganisationer. De diskuterede, hvilken betydning FNs nye handicapkonvention vil have:

– Det vigtigste er, at mennesker med handicap nu anerkendes som værende mennesker tilhørende den almindelige del af befolkningen med samme rettigheder, fortæller Stig Langvad. – Det har der været tvivl om siden de første menneskerettighedskonventioner og frem til nu. FNs handicapkonvention er en facitliste for, hvordan menneskerettigheder skal oversættes til mennesker med handicap. Rettighedsperspektivet kommer til at ændre meget: Der er forskel på at have noget, som folk giver til én, fordi de synes, de har et stort hjerte og så have nogle rettigheder, man kan gøre krav på.

Det må forventes, at forskellige dele af den danske lovgivning bliver ændret, når handicapkonventionen skal indarbejdes: – Konventionen kommer til at ændre meget. I Velfærdsministeret er der i dag et kontor for mennesker med handicap og så et andet kontor for udsatte grupper. Det er blevet diskuteret, hvorvidt psykiske lidelser var et handicap eller ej, men den tvivl er nu fuldstændig ryddet af vejen, siger Stig Langvad, Danske Handicaporganisationer.

At rejse sig igen

Noget af det, der på dagen gjorde størst indtryk, var en række korte oplæg fra mennesker, der fortalte om det at finde fodfæste på arbejdsmarkedet igen. En af oplægsholderne var Finn Nissen, tidligere angst- og depressionsramt. I dag arbejder han som jobkonsulent i Århus Kommunes Socialforvaltning:

– Da jeg kom i gang, fik jeg en identitet igen, fortæller Finn. At få en arbejdsidentitet igen er vigtigt: Om det så er på skånevilkår eller om det er 2 timer om dagen, så giver det virkelig noget at komme ud at arbejde. Finns vej tilbage til arbejdsmarkedet var lang og knudret: Han kom ind i en bevidstløs række af aktiveringsforsøg, der ikke tog hensyn til, hvad han havde af psykisk sårbarhed: – Du skal bare tilbage til arbejdsmarkedet på en eller anden måde, så kommer resten nok af sig selv. Det kan jeg betro jer,at det gør det ikke. F.eks. blev jeg lukket nede i et lille bitte rum i en kælder. Der skulle jeg klistre noget papir på nogle stålplader. Sådan mente man, jeg kunne komme tilbage til arbejdsmarkedet. I 2005 kom han på MB-uddannelsen og fik en uddannelseskonsulent tilknyttet. Det var vejen til at meget blev forandret.

Støtteordninger

Der er forskellige støtteordninger, man kan benytte sig af, hvis man har haft det svært. En af dem er personlig assistance – en anden er mentorordningen, en ordning, der kan bruges i opstarten af et job.

Ordningen med personlig assistance, hvor firmaet kompenseres for at en anden medarbejder bruger nogle timer på at være støtteperson for medarbejderen med et psykosocialt handicap, er meget ukendt og bruges ikke meget.

En anden ordning, der pt. kører som et forsøg i tre kommuner, er ordningen med en social mentor. Den sociale mentor kan være behjælpelig både med forhold, der drejer sig om arbejdsrelaterede forhold og det, der har med private problemstillinger at gøre. Forsøget kører forskellige steder i landet, bl.a. i Odense.

En af dem, der har benyttet sig af social mentor er kunsthistoriker og rengøringsassistent Jens Ramsing. Han brugte flere år på at komme til hægterne igen. Han er uddannet i udlandet med en akademisk uddannelse. – Når man har levet sådan i så mange år, så er der mange helt banale erfaringer, som man simpelthen ikke kender. De første erfaringer på arbejdsmarkedet, de første kiksere, det manglede simpelthen. Jeg havde ikke noget forhold til, hvordan skal jeg bruge mine evner? Hvad for et job passer? Hvad for nogle ting kan man klare, fordi man f.eks. er deprimeret? Eller fordi man har en anden natur simpelthen?

– Nu har jeg slået så mange kolbøtter, også med krav som jeg ikke kunne leve op til. Det vil jeg ikke bruge resten af mit liv på. Jeg har tænkt: ”Jeg har en ret til at definere, hvilket liv og hvilket job, der er livsbekræftende for mig.” Det har også betydet, at da jeg startede på mit rengøringsjob, tænkte jeg: ”Den her gang er der ikke nogen, der skal nedvurdere det, jeg laver.” I dag siger jeg med en vis nydelse op i ansigtet på folk: ”Jeg er rengøringsassistent!” Det hedder også servicemedarbejder, men det er så politisk korrekt, at det kan jeg ikke bruge til noget.

Karl Bach Jensen kom med eksempler på, hvordan rapporten og pjecen kan anvendes rent praktisk for medarbejdere med et psykosocialt handicap. Han præsenterede nogle lister med eksempler på, hvori psykosociale handicap, tilpasning og kompensation kan bestå. En liste, der er til stor inspiration og glæde, fordi den sætter ord på noget, som ellers ikke har været italesat af mange.

Psykosocialt handicap – eksempler:

Arbejdets udførelse

• Problemer med at bevare overblikket over komplekse opgaver
• Problemer med at balancere mellem arbejdsopgaver og tid/kræfter
• Svært ved at ”passe på sig selv”
• Stresses af for stort ansvar
• Stresses af tidsfrister
• Stresses af ændringer og omorganiseringer
• Har mindre arbejdskapacitet – fordi der bruges ressourcer på ”at holde sammen på sig selv

Indgåelse i det sociale og kollegiale liv

• Svært ved at finde sig tilrette i pauser og på personalemøder
• Svært ved small talk
• Svært ved at holde den nødvendige distance eller facade
• Svært ved at ramme det rigtige niveau i samtalen
• Svært ved eksponering i situationer, man ikke har kontrol over
• For stor kontanthed medfører at man ”blæser andre af banen”
• Stor følsomhed over for dårlige stemninger
• Stor følsomhed over for det usagte
• Vender andres dårlige humør mod en selv
• Let til gråd
• For stor talestrøm
• Kan medvirke til at skabe forstyrrelse og kaos i omgivelserne

Krav til arbejdspladsen:

Generelle betingelser på arbejdspladsen

• En arbejdsplads, hvor det er naturligt med almindelig hensyntagen
• Et godt psykisk arbejdsmiljø med åben kommunikation
• Ledere/kontaktpersoner, der ikke er ”berøringsangste”
• At arbejdspladsen har en politik på området, der er anerkendes af alle og som kan omsættes konkret i forhold til den enkelte
• At der er viden om psykosociale handicap på arbejdspladsen

Det er en forudsætning

• at medarbejderen har indsigt i sin egen situation
• ved, hvordan vanskelighederne giver sig udtryk
• ved hvad han/hun skal gøre for at passe på sig selv

Tilpasning af arbejdspladsen – eksempler

• Mulighed for at udnytte kvalifikationer og kompetencer
• Gode fysiske rammer og ro til at systematisere og udføre arbejdet
• Fast arbejdsplads fysisk
• Ikke for megen larm og virak
• Trygge og overskuelige rammer for arbejdets udførelse
• Arbejdsmæssige nicher, der passer til den enkelte
• Aftaler om, hvor, og hvordan medarbejderen kan søge hjælp til at takle problemer på arbejdspladsen
• Grundige instruktioner og hensyntagende oplæring
• Faglig støtte i forhold til arbejdstilrettelæggelse og overblik
• Opdeling af opgaverne i mindre overskuelige led.

Læs mere på www.lap.dk/job

Uddrag fra FN s nye konvention om rettigheder for mennesker med handicap

Generelle principper:

a) Respekt for menneskets naturlige værdighed, personlige autonomi, herunder frihed til at træffe egne valg, og uafhængighed af andre personer
b) Ikke-diskrimination
c) Fuld og effektiv deltagelse og inklusion i samfundslivet
d) Respekt for forskellighed og accept af personer med handicap som en del af den menneskelige mangfoldighed og af menneskeheden
e) Lige muligheder
f) Tilgængelighed

Udgiver: Forlaget PsykInfo i Risskov
Varighed: 48 min.
Pris: 100,- kr. Der medfølger en lille pjece om filmen.
Kan købes hos PsykInfo, Skovagervej 2, Risskov. Tlf.: 77 89 32 30
Mail: psykinfo@psykiatri.aaa.dk
Flere oplysninger om filmen på www.psykinfo.dk

Denne dokumentarfilm viser på en fin måde hvordan skizofrenien kan opleves både af patient, pårørende og den professionelle behandler.

Det er de to unge – Helle på 26 år og Emil på 24 år – som levende fortæller om deres sygdom skizofreni og dens behandling. To meget intelligente og recovery mindede unge udtrykker sig levende og konkret om deres alvorlige sindslidelse og forklarer hvordan de oplever både sygdom, behandling og de pårørendes takling af alle sygdommens faser.

Ind i mellem indslagene, der veksler mellem klip med de to unge og deres pårørende, gives af en professionel behandler et klart billede om hvad sygdommen indebærer og hvordan man kan komme videre fra sygdommens start i ungdommen – og få et godt liv.

Jeg har ikke tidligere set unge mennesker med diagnosen skizofreni fortælle om deres oplevelser på en så klar og forståelig måde. Også folk som ikke har nogen forudsætning for at kende til psykiske lidelser, vil opleve at få en korrekt og oprigtig fornemmelse af hvor svært det er at få stillet diagnosen samt at anerkende behandling af sygdommen som ofte indebærer kraftige psykoser. Samtidig er psykiater, overlæge Gertrud Krarup fra Århus Universitets hospital, i stand til at supplere med det rent faktuelle omkring psykoser og skizofreni.

Det er en absolut anbefalelsesværdig film som både pårørende, psykiatribrugere og almene behandlere kan få en stor glæde af at se. Især pårørende til skizofrene, føler jeg, vil få et dejligt løft ved at se og høre om disse to unges succes, fordi rigtig mange familier ofte føler sig magtesløse og uden kraft eller mulighed for at bistå med hjælp. Budskabet til dem i filmen er, at det i den grad nytter og er værdifuldt at være der for den sindslidende.

Alt i alt en god dokumentaroplevelse – også for mig som garvet psykiatribruger – det er befriende at se, at alt ikke er håbløst og at vi alle i dag virkelig kan gøre meget for at sindslidende skal komme videre til et godt og meningsfuldt liv.

Stedet: Kongens Have i Odense. Datoen: Lørdag den 14. juni. Begivenheden var afholdelsen af den femte Brugernes BaZar.

Solen skinnede fra morgenstunden, om end ikke fra en skyfri himmel, så dog i så overvejende en grad, at man uvilkårligt tænkte – ”Dette kan kun blive en god dag.”

LAP havde indbudt elleve andre brugerorganisationer til at være deltagere i vores tre telte. De to af teltene, som var indrettet med informationsmaterialer for organisationerne, blev igennem dagen besøgt af mange interesserede. I fortælleteltet var fremmødet større end nogensinde, hvilket var med til at forstærke det positive indtryk. En god stemning imellem vores stande var med til at formidle indtrykket af det som flere deltagere med erfaring fra tidligere Bazarer kundgjorde; ”Denne Bazar måtte være den hidtil bedste.”

Diskussionen om i hvor høj grad det enkelte budskab vil drukne på en Bazar, hvor så mange forskellige brugere er repræsenteret ved deres organisationer, vil nok stadig være aktuel. Men måske det er mere end blot en tanke værd at fastholde ideen om, at fællesskab imellem forskellige grupper i samfundet, etablerer solidaritet på tværs af forskellige grupperinger i samfundet og signalerer overskud.

Bazaren efterlod én med et generelt indtryk af, at være veltilrettelagt og godt organiseret, hvilket jo som bekendt er første forudsætning for at noget skal lykkes. Derudover er det ubetinget nødvendigt, at frivillige giver en hånd med. For LAP’s vedkommende var der mange frivillige hænder, der bidrog til, at vores stand var mere end almindeligt velfungerende. Tak for indsatsen til alle!

Som debuterende deltager i Bazaren var mine sanser stimuleret af mange forskellige indtryk igennem hele dagen. Og det var en træt rejsekonsulent der, da Bazaren var til ende, kunne konstatere – ”Det blev en god dag for mig og for mange andre”.

Rejsekonsulent LAP John F. Hansen

Som det blev nævnt i LAP-bladet nr. 1-2008, er det vigtigt at også psykiatribrugere er opmærksomme på, at § 100 i Lov om Social Service nogle gange kan være vejen til dækning af merudgifter til den daglige livsførelse.

Selv om bestemmelsen principielt også dækker sindslidende, gør det ofte meget bureaukratiske forløb omkring ansøgninger det vanskeligt i praksis. Den præcise afgræsning af personkredsen er ofte vanskelig. Også ud over, at bestemmelsen f.eks. ikke gælder førtidspensionister på gammel ordning – hvor der arbejdes ud fra forskellige tillægssystemer. Tilsvarende er der tit usikkerhed om bedømmelse af graden af det foreliggende (psykosociale) handicap og dets betydning for den daglige livsførelse. Som det blev nævnt i artiklen, kan regler og vejledninger m.v. let fylde et helt nummer af LAP-bladet.

Det er da også glædeligt, at velfærdsministeren for nyligt har udtalt, at området bør være mindre bureaukratisk og at der som led i projekt ”Nye og nemmere veje” under Servicestyrelsen er et igangværende projekt der bl.a. ser på de ”usynlige” handicap. Noget, der ofte netop er psykiatribrugerens problem.

Det er imidlertid af stor betydning, at psykiatribrugere under alle omstændigheder i videst muligt omfang søger efter bestemmelsen i § 100. Dels for selv at opnå den bedst mulige støtte, men også for at de psykosociale handicap på sigt opnår størst mulig anerkendelse.

Debatskabende synspunkter om holdninger til arbejde var udgangspunktet for en mini-konference der afholdtes på LAP’s landsmøde søndag d. 18 maj i Middelfart. Som oplægsholdere havde man engageret Christian Martin, Preben Meilvang og Bjarne T.G. Hansen. Synet på arbejdsbegrebet forekommer ofte at være temmelig stereotyp. Det arbejdende menneske er almindeligvis karakteriseret ved en vurdering på evne for produktivitet og effektivitet. Hvor meget kan du yde, bliver til, hvor meget er du værd i kroner og øre.

Fælles for de tre oplægsholdere var, at der efterlystes en mere nuanceret forståelse af relationen mellem mennesket og arbejde. Og spørgsmålet om en omdefinering af arbejdsbegrebet, eller rettere udvidelse af dette, til også at omfatte menneskelige egenskaber som socialitet og fælles identifikation igennem vores forskellighed, var nærliggende. Igennem historien er vi blevet fortalt, at arbejdsløshed er roden til alt ondt, og arbejdet er en menneskeret. ”Men arbejdet for mennesket er meget mere end det at være en del af produktionsapparatet,” er holdningen hos Bjarne T. G. Hansen. Arbejdsmarkedet må i højere grad tilpasse sig, at vi mennesker er forskellige. Det at man har en psykisk lidelse skal ikke medføre, at man desavoueres som menneske. Men tværtimod skal de sociale menneskelige kvaliteter både respekteres og anerkendes som en vigtig del af arbejdsmarkedet. Først når det er en realitet, kan man tale om et egentligt rummeligt arbejdsmarked.

Hvis man som følge af en psykisk lidelse har været ekskluderet fra arbejdsmarkedet, kan det være både en svær og lang rejse tilbage i arbejde. Derfor er det om muligt endnu mere vigtigt at øve sig på at vende tilbage, for at ens valg derved bliver mere kvalificeret. Med den nødvendige indsigt kan alle erfaringer bruges i livet. Og den smerte, som følger med det at blive ramt af en psykisk lidelse, kan vendes og blive til en motiverende faktor for forandring, er erfaringen, Preben Meilvang har gjort sig. Han har således ”øvet” sig, gennem uddannelse som brugerlærer, MB’er og er nu ved at afslutte pædagoguddannelsen. Som Preben udtrykker det: ”Jeg har taget livet i mine egne hænder.”

Selv-identifikationen sker bl.a. ved de relationer, vi opbygger igennem arbejdslivet, men også, og i lige så høj grad, ved de aktiviteter, som ikke direkte er forbundet med det lønnede arbejde. Hvis ”det rummelige arbejdsmarked” ikke blot skal være tom retorik, må man udvise forståelse for, at ikke alle mennesker kan og vil arbejde. Vi vil ikke blot vurderes på vores produktive evner, men vil hævde retten til at blive inkluderet, som ligeværdig, uanset graden af evne for produktivitet på arbejdsmarkedet. Et arbejdsmarked, der i dag i alt for høj grad virker ekskluderende for mange mennesker. Den menneskelignende robot eller kopi kan måske nok overleve på et rigidt arbejdsmarked. Men mennesker er ikke kopier, vi er alle unikke originaler. Og arbejdsgiverne må afkræves større fleksibilitet, således at der sker en rimelig tilpasning af arbejdsforhold, så alle dem, der vil, kan blive inkluderet. Sindslidende, som i en periode har været væk fra arbejdslivet, har måske i en periode god nytte af at have en slags mentor, eller støtte på arbejdspladsen.

Som Christian Martin udtaler, så inkluderes alle i fællesskabet om arbejdet, i de såkaldte ulande. Der overlades man ikke til sig selv, på trods af begrænsninger og forskellighed i produktionsevne. Det moderne samfund kunne med fordel lære deraf. Forskellige syn på og holdninger til arbejdet har længe været mere eller mindre fraværende i debatten i det offentlige rum. Diskussionen, der fulgte de tre oplægsholdere, viste om noget behovet for igen at få kickstartet debatten, idet relationen mellem arbejdet og mennesket ikke er så entydig en størrelse.

Det tog ”kun” psykiatrien 10 år at finde ud af, at piller ikke hjælper selvmordstruede indlagte patienter. Ingen andre områder inden for behandlingssystemet ville samfundet tillade en virkningsløs behandling i så mange år, uden at gøre noget. Hvordan det er at være indlagt på en psykiatrisk afdeling er ikke offentligt kendt, så jeg vil her give dig et billede af det:

”Klokken er 9 du skal til morgenmøde”! Jeg ruller mig rundt i sengen, efter kun få timers søvn. Jeg er midt i en psykose. Jeg ryster af dødsangst og siger, at jeg er for bange til at stå ud af sengen. Jeg hører høje stemmer i mit hoved, der lyder som det er djævlen, der messer til ofring, hvilket gør mig yderligere bange. ”Kan du ikke hjælpe mig, jeg er så bange”, råber jeg efter plejeren, der er på vej ud af værelset. Han kigger på mig og siger, at jeg kan få mine piller.

Der går en lang smertefuld time i dødsangst, så vender han tilbage med pillerne. Djævlen messer stadig højt i mine ører om, at nu er tiden inde til at slå mig ihjel. Jeg får pillerne, hvilket kun giver mig hovedpine, og jeg mister evnen til at udtrykke mig, sammen med en fornemmelse af at min hjerne er ved at gå i opløsning. Det får ikke djævlen og hans uhyggelige skikkelse, som jeg også ser, til at forsvinde. Jeg er kold af angstens sved, og jeg kan ikke holde mig i ro. Så går jeg ud på gangen, frem og tilbage i en dødsangst, for jeg ved ikke hvornår den sorte skikkelse, som kun jeg ser, vil slå mig ihjel. Personalet går forbi mig, uden at de reagerer. Jeg søger udenfor i haven, og holder om et træ for at få lidt tryghed og støtte, det hjælper ikke, så går jeg over til havebordet, hvor der sidder nogle patienter og ryger, lukket inde i hvert sit helvede, hvorefter jeg vender tilbage til træet. Sådan går jeg frem og tilbage det meste af dagen, uden at personalet reagerer.

Angsten er voldsom, og jeg er bange for ikke at overleve dagen. Så går jeg ind igen, og fortsætter min angstfyldte traven op og ned ad gangen med djævlen i hælene, der med sin store økse i hånden kløver mit hoved. Jeg hører, hvordan det knaser i hovedet på mig, hver gang øksen rammer. Da pillernes virkning er for aftagende, og jeg igen er i stand til at tale, banker jeg på døren til kontoret og spørger, om der er en af personalet, der har tid til at tale med mig og holde om mig, for jeg er så bange, for at djævlen skal slå mig helt ihjel. De 2 plejepersonale, der begge er på kontoret, kigger på hinanden og ryster på hovedet. ”Det har vi ikke tid til, gå ned på dit værelse, for det er ikke godt for de depressive patienter, at du sådan farer op og ned ad gangen”. Alt det mod, jeg havde samlet for at spørge om hjælp, forsvinder som dug for solen, og jeg går som den ensomste soldat tilbage til det golde værelse, og kravler op i sengen.

Stemmerne med den messende djævel, der vil tage livet af mig, bliver værre og værre. Nu viser der sig to store slanger på ryggen af mig, hvilket gør mig yderligere skrækslagen. Djævlen truer med at slå slangerne ihjel. Jeg kommer til at tænke på, at jeg engang i nogle hinduistiske skrifter har læst noget om, at vi i vores evighed er kundalinislanger, det får dødsangsten til at eskalere. Jeg aner ikke hvad jeg skal gøre for at forsvare mig mod denne djævleskikkelse, og må se i øjnene, at min sidste time er kommet. Så ringer jeg på klokken for at få hjælp, der går to timer før der kommer et personale. ”Hvad vil du?”. Rystende af angst siger jeg forsigtigt: ”Jeg er bange, kan du ikke holde om mig”. Svaret kommer prompte: ”Vi må ikke holde om patienterne”. Jeg krammer fortvivlet min dyne uden at det hjælper. Jeg ryster over hele kroppen. ”Du kan få noget mere medicin”. Jeg ryster på hovedet. ”Nå, så kan jeg ikke hjælpe dig”, lyder svaret.

Jeg indser at medicin er den eneste hjælp jeg kan få, så jeg siger nødtvungent ja. Plejeren kommer med medicinen: 350mg. Nozinan, et par Alopam og så Cisordinol; det hele på en gang. Jeg ryger ind i en tilstand, hvor min krop er ved at dø, djævlen messer stadig med sine trusler om at tage livet af mig og min evighed. Jeg ryger ind i en mareridtsagtig døs. Næste dag gentages scenariet fra den forrige dag, og jeg ender igen med enorme mængder af medicin. Efter en del dage er jeg så mærket af medicinen, at jeg oplever det som om at livet ebber ud af mig, og jeg har de skrækkeligste mareridt om natten om at jeg er ved at dø, samtidig med at jeg har hulens ondt i hjertet.

Hvis du engang har set hvordan russerne tog livet af de dødsdømte fanger med nervemedicin så, så du mig. Jeg kom til at tænke på to patienter jeg kendte, der begge døde af overmedicinering, det blev kun registreret som hjertetilfælde. Jeg bliver bange. En natsygeplejerske kommer ind, fordi jeg har skreget højt i søvne. Jeg fortæller hende om mareridtene, og hun kigger i min journal, ryster på hovedet og tilkalder en ung natlæge, der straks sætter medicinen ned, fordi natsygeplejersken står og ånder ham tungt i nakken. Djævlen var ligeglad med mængden af medicin jeg fik, det sløvede mig bare, så jeg ikke kunne tale og bede om hjælp.

Natsygeplejersken blev hos mig en times tid, og det var godt. Hun jog djævlen væk, ved at bede ham om at forsvinde, og da de store doser medicin var ude af kroppen på mig, og efter al for kort tid til at komme mig oven på den omgang, kunne jeg noget skrøbelig drage hjem igen.

Jeg forstår godt at nogle patienter ser det som deres eneste udvej, at tage livet af sig under en indlæggelse. For at have en sindslidelse er så pinefuldt, at det er en naturlig reaktion, at tage sit eget liv for at få fred for de grusomme tilstande. Hvornår begynder psykiatrien at give helbredende behandling, og ikke kun piller der ikke helbreder? Ja, bare samtaler, terapi og en hånd at holde i vil gøre underværker. At vi i Danmark kun får piller, der fastholder en i sygdommen i årevis, er dybt kritisabelt.

Sammen med psykiatrisk overlæge på Rønne sygehus Ingelise Blåbjerg, der har kæmpet i årevis for at få den psykiatriske behandling ændret, og forlaget Fokus, har jeg dannet ”Foreningen til Regnbueridderens fond for sindslidende”, hvis formål er at give penge til sindslidende, der søger helbredende behandling.

Hvordan ville det mon være at skifte udseende fra en ganske almindelig ”lille grå mus” til en flot udseende selvsikker kvinde? Det har vi prøvet at give et bud på. Vi bad Inger Ladegaard om at blive vores første nye ”LAP´ansigt”. See for yourself!

I denne montage fortælles historien om, hvordan vi gjorde det muligt. I en fotomontage vises resultaterne både før og efter. Men først er det vist på sin plads at fastslå, at et pænt og velklædt ydre betyder velvære, giver selvsikkerhed og altid er en dejlig følelse af at have gjort noget ekstra ud af sig selv. Dette gælder ikke kun for kvinder, mange mænd kunne også trænge til en makeover. Det kommer vi tilbage til! Inger og jeg havde længe planlagt at prøve at gøre hende til en ”ny kvinde”, og endelig lykkedes det – at komme fra Fredericia til Inger-Liss i Smørum i juni måned.

Den første dag

Jeg afhentede Inger på Høje-Taastrup station en solrig onsdag i midten af juni måned. Vel ankommet til Smørum fik vi – over en kop kaffe – lagt en arbejdsplan. Plan et var, at der skulle købes nyt tøj og tilbehør. Det klarede vi allerede denne eftermiddag ved at køre til Rødovre Centrum i nærheden af København. RC er et kæmpe indkøbscenter med et utal af spændende forretninger med alt, hvad hjertet kan begære. Vi var enige om, at tøj og tilbehør skulle være i sommerens modefarver – i forvejen har Inger nemlig en hel garderobe med sorte og andre mørke farvetoner, så det var en udfordring at finde tøj, sko osv., som ville kvikke hende op. Vi arbejdede med udseendet i flere tempi igennem de to dage, da der skulle tages hensyn til frisørbesøg, ansigtsbehandling og tøjkøb samt andet under opholdet hos Inger-Liss.

Det var da heller intet problem for Inger at finde bluser, toppe og nederdel, men skoene skulle der lidt mere frem- og tilbagesnak om. De sædvanlige bekvemme joggingsko blev skiftet ud med nogle flotte grønne festsko samt et par lyse sko med en lille hæl. Til alt held var der udsalg, så det var en fornøjelse, at kunne gøre to gode billige køb i den spændende skobutik med en elevator til afhentning af den rette sko. Ekspedienten trykkede blot på et par knapper med str. og model og kort efter kom skoene kørende op med elevatoren – det er altså supergenialt!

Så måtte vi have en kop mokka oven på anstrengelserne. For det er normalt anstrengende at gå på indkøb, men når det gælder kvinder og tøj, er det knap så belastende. Og vi nåede da også hjem til Smørum med alle vore pakker (jeg blev også selv fristet) uden at være totalt udkørte. Aftenen gik med hygge, den videre planlægning af næste dag og et kig i computeren – lidt E-mail læsning skulle Inger også lige ordne. Så var det godnat.

Fredag: Nu kan forvandlingen begynde

Da jeg i mange år har arbejdet med ansigtsbehandlinger og makeup som hobby, fik Inger tilbudt en gratis ansigtsbehandling, som bestod af følgende: Dybderensning af ansigtshuden, peeling, lidt hårfjerning og en omgang med NuSkins kendte Galvanic Spa – også kaldet ”rynkestrygejernet”. Og senere på aftenen blev der lagt en flot, men diskret makeup til fotooptagelsen af Ingers nye ansigt.

Vi var lige netop færdige med ansigtsbehandlingen – tiden var løbet fra os, så aftalen hos frisøren i Studio 22 i Ballerup kl. 14.00 blev glemt, men heldigvis blev jeg ringet op af frisøren – om vi havde glemt aftalen? Nej, da. Og så styrtede vi ud i bilen og kom til Ballerup kun 15 minutter forsinket.

Hos frisøren

Inger besluttede, at det skulle være den helt store behandling med klip, permanent og skyllefarve samt farvning af vipper og bryn, hvilket kom til at vare i tre timer. Jeg kom og gik med jævne mellemrum for at se, hvordan det skred frem samt for at tage fotos. Det er en lille hyggelig salon, som ejes af to søde iranske damer og frisørhunden Charlie. Det var dog til tider lidt svært at forstå damerne, så der gik lidt kuk i frisuren; det vender vi tilbage til. Det var i alle tilfælde en flot Inger, der efter endt behandling trådte ud i solen med sit nye krøllede, tonede og faconklippede hår. Så måtte vi have noget at spise og fandt en lille restaurant bag Centrumgaden, hvor vi kunne sidde ude i det gode vejr, og hvor et ”Stjerneskud” var meget lækkert og til en rimelig penge.

Vel hjemme igen gik vi i gang med at lægge makeup, og Inger trak i sin nye garderobe – og så blev der filmet med digitalkameraet både inde og ude i haven. Med og uden katte – resultatet var en succes, som det vist svagt kan antydes på fotomontagen. Nu er det så op til Inger, hvordan fremtiden skal se ud med hensyn til hendes nye image – det vil nok ikke være en daglig rutine at gøre lige så meget ud af udseendet, som vi gjorde denne gang, men Inger (og hendes to teenagedøtre) er overbevist om, at der fortsat skal arbejdes på at optimere udseendet. Som slutning på historien må denne lille ”krølle på halen” med: – Der måtte endnu et besøg hos frisøren i Ballerup til for at gøre håret fuldendt, fordi den farve, man havde brugt, tog en del af permanenten, og derfor var salonen villig til at lave permanenten om. Og i juli kom Inger så en tur til Smørum, hvor hun igen besøgte Studio 22. Der måtte dog også lidt dyre og gode hårprodukter til, for at frisuren så fremover kan holdes pæn. Og ja, denne gang holdt permanenten! Inger overnattede igen hos mig, og vi fik kigget billedserien igennem på pc´en for at vælge de helt rigtige fotos ud. Næste dag tog en glad Inger tilbage til Fredericia – og her slutter eventyret så for denne gang.

Efterskrift

Jeg er af den mening at ikke kun vi kvinder skal have chancen for et nyt udseende, og foreslår at I LAP-mænd derude melder jer på banen til en lignende seance – den bliver nok ikke lige så omfattende som Ingers …, men det skal nok kunne ses og mærkes, at en makeover har givet pote efterfølgende!

EFTERSØGNING !

Vi søger altså en mand, som kunne tænke sig et nyt image! Alder og stand er underordnet. Skriv pr. mail til Inger-Liss på schumann@ smoerumnet.dk eller ring på mobil tlf.: 28 55 24 03. Man kan også skrive på adressen: Inger-Liss Christoffersen, Æblevangen 8A, 2765 Smørum. Hvis du også har et vellignende foto, så vedlæg det.

Vi vil vælge én mand ud, som vil komme til at fremstå i det næste medlemsblad, som ”manden med selvsikker udstråling”. Og selvom vi godt ved, at det ikke er udseendet alene som gør indtryk, så er det en vigtig faktor for ens eget velbefindende.

FOTOMONTAGEN :

Billederne til artiklen her viser, hvordan Inger så ud både før og efter ”makeover” – vi har taget over 50 billeder i div. situationer, men her bliver kun plads til 15 af de bedste fotos. Læg især mærke til hvad tilbehøret til tøjet gør, og farverne som passer perfekt til Inger, plus makeuppen. Jeg håber læserne – især de kvindelige – får inspiration til selv at forsøge sig med en fornyelse – Inger blev i alle tilfælde næsten ikke til at kende efter forvandlingen.

Sidst i juli tog jeg på sommerlejr til Humble på det sydlige Langeland. Det var første gang, jeg skulle af sted på sådan en sommerlejr, så jeg havde lidt sommerfugle i maven. Det var mange nye mennesker at skulle hilse på.

Jeg bor på Sydfyn, så det var nemt at tage toget til Svendborg og så blive samlet op der af en bus, bestilt af LAP, og kørt resten af vejen til Humble Musikefterskole. Der blev vi indkvarteret to og to på værelser. Det var et fint sted at bo. Egentlig var det meningen, vi skulle have været i en spejderhytte helt oppe nordpå, men den var nedbrændt. Derfor de flotte forhold. Der var en dejlig stor spisesal og en opholdsstue over for værelserne. I midten var gården, hvor vi kunne samles.

Som dagen gik, fik jeg hilst på folk, og de viste sig selvfølgelig at være søde og imødekommende. Jeg blev indkvarteret sammen med min veninde fra Holstebro, som godt nok først kom dagen efter på grund af sygdom.

Under hele opholdet havde vi sol og sommer, vi var rigtig heldige med vejret. Kun den sidste aften snød vejret os. Bedst som borde og bænke var sat op, og grillen var tændt, stod det ned i stænger. Grillen kom i læ, og vores grillaften måtte foregå indendørs. Grillen var det eneste typisk danske mad, vi fik til aftensmad.. En iransk kok var inviteret med, så der var iransk mad på programmet hele ugen. Det var dejligt at prøve noget andet end brun sovs og kartofler. Hver aften var der dessert, som regel noget med is og frugt. Dejligt.

Allerede dagen efter ankomsten var der udflugt. Jeg tog med på en bustur til Tåsinge, hvor vi så Valdemar Slot. Det var et flot slot. Opført i 1600-tallet af Christian den 4. til hans søn grev Valdemar. Deraf navnet. Der var mange rum i forskellig stil. Noget var meget gammelt, andet var nyere. Slotskirken nåede jeg også at se. Men ikke et legetøjsmuseum, som lå i forbindelse med slottet. Bare ærgerligt. Der var for lidt tid. På vejen tilbage til Humble så vi Sixten Sparre og Elvira Madigans grav. Da vi kom hjem, ankom min veninde fra Holstebro, og blev indkvarteret.

Senere på ugen var der endnu en stor udflugt. En heldags. Turen gik fra Humble til Svendborg med bus. Derefter med færge til Ærøskøbing, hvor vi havde et ophold. Det er en by med mange gamle charmerende huse, og der bliver gjort meget for at holde stilen og restaurere husene. Vi kiggede rundt på byen, og fandt så en café, hvor vi kunne sidde udenfor og følge med i gadelivet. Så med bus til Marstal, hvor der igen var ophold. Marstal er den store by på Ærø, og ikke så charmerende som Ærøskøbing. Igen var vi heldige at finde en ”udendørs” café, og igen var det hyggeligt. Nu kom sejltur nr. 2, nemlig til Rudkøbing. Derefter gik det hjemad til Humble med bus. Kort efter vi kom hjem, kom en gruppe cyklende hjem, som havde været ude at se på vilde heste. Eller var det hest. De havde cyklet 40 km, så jeg var glad for at have valgt busturen. Men selvfølgelig var det sejt at have cyklet så langt. Og de havde set Langelandsfortet, som nok var et besøg værd.

I løbet af ugen var der mulighed for mindre udflugter. I sommervarmen var det rart med en badetur til Ristinge Strand, den bedste strand på Langeland. En lille tur op og se Humble Kirke med dens kalkmalerier og Tryggelev Nor med Langdyssen ved Hesselbjerg. En bustur til Rudkøbing, som jeg kender godt i forvejen, men som altid er hyggelig at komme til. Specielt i de dage, hvor Langelandsfestivalen løber af stablen, og byen er fuld af liv. Og ikke mindst en sejltur med sejlbåden Ællingen. Jeg havde godt hørt, den var kæntret en af de dage den var ude at sejle. Men det kan da ikke gå galt flere gange på en uge, tænkte jeg. Vi satte os i båden fem mand en eftermiddag. Kun to havde forstand på at sejle. Vi kom et lille stykke ud, så var det på tide at vende båden, for det gik hurtigt udad på grund af den megen vind og strøm, der var den dag. I samme øjeblik beslutningen var taget, brast storsejlet. Så gik det stærkt. Der blev byttet plads i båden, storsejlet rullet sammen i bunden af båden, og båden blev vendt. Så gik det langsomt fremad og – heldigvis indad. Så ind kom vi, godt nok et stykke fra vores udgangspunkt. Men så måtte båden bare slæbes langs stranden, til vi nåede tilbage. Skrækscenariet var, hvis vi var drevet udad og forbi Ærø, for hvor var vi så havnet? Heldigvis havde alle mand redningsveste på. Det er en tur, der sent vil blive glemt.

Hjemme på skolen skete der også meget. En dag havde vi besøg af gøgleren Gugge. Han arbejdede med nogle af os om eftermiddagen. Om aftenen var der forestilling, hvor vi gjorde vores bedste. Jeg jonglerede med tre tørklæder. Det gik ikke med bolde. Det er sværere end det ser ud til. Heldigvis var der en anden som kunne det. Og Gugges forestilling var suveræn. En anden dag havde vi besøg af en massør, og det var en god oplevelse. Skuldre og nakke fik en omgang. Det trængte de også til. En aften, en dejlig lun sommeraften, havde vi bål. Det var hyggeligt, der blev spillet guitar og sunget. De, der havde lyst, havde mulighed for at stege pølser og bage snobrød. Da blev det sent, før vi fandt sengen. På toppen af det hele blev der holdt en fest torsdag aften. Med band fra København. Der var gang i dansen. Og da den var slut, var der snak og hygge til ud på de små timer. Snak og hygge var der i det hele taget meget af. Altid var der mennesker i gården, som sad og snakkede. Altid kunne man gå ned og få en sludder. Heldigvis var der plads til det, mellem alle de gode oplevelser.

Sommerlejrgruppen fortjener en stor tak for arrangementet af denne tur. Det kunne ikke have været gjort bedre. Jeg håber, der kommer mange gode lejre fremover.

Rosenhuset, værestedet i Slagelse, som har tilknyttet op imod 150 brugere, dannede ramme om et aftenarrangement arrangeret af LAP-Vestsjælland. På dagen havde initiativtager til arrangementet, Linda Larsen, udfoldet sine gastronomiske evner. Indtagelsen af hendes specialitet ”Mulles Gryde” skete i stilhed. Efterhånden som mundene blev mættet, bredte der sig en anerkendende mumlen.

Paul Bjergager fra landsledelsen, som var blevet givet til opdrag, at fortælle om LAP´s historie og politiske virke igennem vores snart tiårige eksistens, startede med at fortælle om LAPs nye sekretariat, som i størrelse og indretning ”var de frivilliges mulighed” for tilrettelæggelse og udformning af politiske aktiviteter: ”Vi de psykisk syge – blev lagt i dårekister, fik lsd, – med den hensigt at vi så ikke sprællede så meget.”

I 1970’erne var Galebevægelsen med til at være modmagt til den herskende psykiatri. Foreningen SIND var i en årrække med til at påvirke politikere og beslutningstagere. Psykiatribrugere så organisationen som en i hovedsagen pårørende- og behandler organisation, som manglede den indsigt, der kunne komme fra brugerne selv. Den manglende brugerindflydelse førte til afholdelse af brugerkonferencen i Helsingør 1998. Her blev der nedsat en arbejdsgruppe, der skulle lave en brugerforening. Resultatet blev at LAP blev stiftet i Svendborg 1999.

”Vores hovedslogan ”intet om os – uden os” fortæller sådan set det hele. Formålet med vores organisering i en brugerorganisation. Vi vil noget andet end den etablerede psykiatri. Vi ved, hvad der er godt for os. Mange andre har i årevis fortalt os, hvad der er godt for os. Vi er trætte af hattedamer – folk som er bedrevidende på vores bekostning”, fortæller Paul videre.

LAP har organiseret sig, som de fleste andre foreninger, med bestyrelse, forretningsudvalg etc. Som et led i politikudviklingen er der igennem årene blevet nedsat forskellige arbejdsgrupper.

”I øjeblikket har vi tolv fungerende arbejdsgrupper. Disse har indhold af forskellig karakter, – fra de blødere sociale funktioner såsom sommerlejr, til de mere hårdtslående politiske som eksempelvis tvanggruppen”, beretter Paul. Og fortsætter: ”Med buskampagnen har vi i mødet med folk på gaden oplevet en imødekommenhed ud over al forventning. Indadtil er den med til at styrke vores grundforeninger, det lokale netværk i organisationen, og skabe kontakter på tværs af disse.” Som nyt medlem kan man således igennem foreningsarbejdet hurtigt få indflydelse i de politiske diskussioner, og ikke mindst – få opbygget et netværk af ligesindede.

Og som Paul udtrykker det: ”Og alt dette for kun 100 kr. i årligt kontingent. På det årlige landsmøde betaler du 200 kr. for deltagelse i hele weekenden – inklusive ophold mad og drikke!”

Sommerlejren har i de seneste år været afholdt på bl.a. Endelave, ved Limfjorden, ved Skælskør og på Tunø. I år afholdtes lejren på Langeland. Igennem årene har vi kunnet iagttage, at der kom flere og flere deltagere til. Vi ser sommerlejren som et godt udgangspunkt, for at medlemmerne bliver aktive i LAP, hvilket som bekendt er godt for foreningen. Der er for eksempel flere af deltagerne på buskampagnen, som har lært hinanden at kende på sommerlejren. I LAP findes også refugiegruppen – en arbejdsgruppe som har eksisteret i to år. Arbejdsgruppen har tilknyttet fire eksterne medlemmer, hvilket er med til at tilføre diskussionerne et spændende element. Formålet med refugiet er ment som muligheden for at den indlagte, i stedet for at skulle hjem til egen bolig, kan komme til refugiet. Men ideen om refugiet som akut krisefunktion er også på tegnebrættet.

Efter Pauls foredrag kunne Reidun Barkun fortælle om sine personlige erfaringer ved sit medlemskab af LAP:

”Mobning på arbejdspladsen med efterfølgende stress og personlig nedtur førte til, at jeg måtte forsøge at samle mit liv op igen.” Seks års medlemskab af SIND havde ikke givet hende kendskab til LAP’s eksistens. Bevidstheden om at psykisk sygdom er noget, der kan ramme alle var ikke ny for hende. Medlemskabet af LAP har for Reidun betydet en bevidstgørelse af ikke at være alene. Som hun udtrykker det: ”Jeg er medlem af LAP-Vestsjælland, hvor man siden 2003 er mødtes en gang om måneden til åbne medlemsmøder.”

Igennem vores medlemsaktivitet forsøger vi at imødegå nedskæringer og nedlæggelse af sengepladser. Jeg har desuden været aktiv deltager i forbindelse med demonstrationer mod den nye psykiatriplan. Vores landsmøde, som jeg også var deltager i, var en stor oplevelse, og har resulteret i at jeg er blevet tilknyttet ”Livsglædegruppen. Derudover har jeg også været aktiv deltager på Brugernes Bazar som afholdtes i Odense her i sommer.”

Som eksemplerne viser, og i tråd med hvad Paul fortalte, er LAPs arbejde ikke mindst vigtigt i forhold til opbygningen af netværk. Med Reiduns formulering: ”Min oplevelse er at vi drager omsorg for hinanden i disse netværk i LAP. Hvilket gør en forskel i livet, og måske er medvirkende til at vi bliver herrer i eget liv.”

Og Inge Jensen en anden LAP-deltager i Rosenhuset supplerer: ”Sommerlejren er ud over det sociale med til at udvide ens menneskelige kontaktflade. Og man kommer derfra lidt løftede og med forstærket selvtillid. I LAP diskuterer vi, hvad vi vil med psykiatrien. Og som Paul sagde, ved vi bedst, hvordan vi vil have det.”

Og Paul supplerer: ”Blandt de kollektive medlemmer af LAP diskuteres spørgsmål som, hvad det gode værested er? Der sker så at sige en udveksling af erfaringer mv. Eksempelvis havde brugerne i Nykøbing Sjælland fået ansvar for at styre stedet. Men i sidste ende er det holdningerne – politikken – som er det væsentligste. Værestederne rundt om i landet er meget forskellige. Nogle gode, andre ikke.”

Paul opsummerer fortællingen om indhold og ideer for LAP’s politiske virke: ”At hævde at LAP er din fagforening, når du har været i psykiatrien, er ikke helt forkert. Murersvendens interesser bliver varetaget af hans fagforening. – Vi varetager psykiatribrugernes interesser….”

LAP som organisation har igennem årene udviklet sit virke såvel socialt og politisk. I dag fremstår organisationen som et forum, hvor mange mennesker kan mødes og forenes i fælles aktivitet, – indadtil og udadrettet. Buskampagnen har således været med til at fasttømre forståelsen af, at LAP kan gøre en forskel i hverdagen, når VI gør det sammen.

Tabuer og fordomme

Det var lærerigt at gå ud og møde mennesker på den måde. Vi kender nok alle det, at det ikke lige er alle dage vi har tid, lyst og overskud til at tale med FOLKEKIRKENS NØDHJÆLP, AMNESTY eller alverdens telefonselskaber, som prøver at fange os ind til en snak på gader og stræder, men de fleste vi mødte, var klart flinke og positive.

Formålet med buskampagnen var jo at prøve at nedbryde tabuer og fordomme omkring psykisk sygdom, og så selvfølgelig også at prøve at skaffe flere medlemmer til LAP. Der blev spillet og sunget i bussen, som var af en noget ældre model (den punkterede også lige midt i det hele – og reservehjulet passede ikke (!!) ). Om natten overnattede vi i campinghytter rundt i landet, og de var virkelig fine til formålet. Her kunne overnatte 5-7 personer til 350- 500 kr. En rigtig god måde, hvis man vil en tur rundt i landet nogle stykker og se steder og byer, man måske ikke lige har oplevet før.

Der var blevet lavet flotte flyers, som vi kunne dele gavmildt ud af, og vi skabte en del opmærksomhed, når vi kørte bussen ind på diverse gågader, nok mest på grund af pavillonen, som helst bare ville blæse væk, men selvfølgelig også på grund af vores skrigorange t-shirts med teksten: ’Intet om os uden os’, som er ved at blive lidt af et brand, og det er jo også så moderne med brands i tiden.

Min oplevelse var, at vi alle i bussen kom i snak med hr. og fru Danmark nogle gange, og vi var også heldige at få en lidt dybere snak med nogle mennesker som egentlig bare skulle ind til byen for at ose, shoppe, handle eller ordne praktiske ting. Alt i alt en god og givende oplevelse sammen med medlemmer af LAP og LAP’s rejsekonsulenter Ulf og John.

Buskampagnens formål var at oplyse borgerne om, at psykisk sygdom kan ramme os alle! Oplysning er vigtig! Psykisk syge skal ikke udstødes af samfundet på grund af befolkningens manglende faktuelle viden. Det gør LAP noget ved!

Formålet med denne 14-dages kampagne var, at oplyse borgerne om hvad foreningen LAP kan og gør inden for psykiatrien, bl.a. ved at fortælle hvad sindslidelser er, hvordan vi kommer videre, men ikke mindst hvad du som borger kan gøre, når du møder socialt udsatte, som psykisk syge er en del af. Bussen startede ud i Kolding den 25. august og kørte efterfølgende igennem de større byer i Jylland og på Fyn og landede den 4. september i Ballerup. Dér stod den parkeret i to timer på Centrumgaden ved Ballerup Kirke med dens to kampagneledere og fem frivillige på hele gågaden. Der blev uddelt gule flyers med LAP´s budskab ”Intet om os uden os”.

En promotion for at få så mange som muligt til at forstå budskabet om, at psykisk sygdom kan ramme os alle. Og især om hvad vi i LAP allerede har gjort for at udbrede reel viden om sindslidende, tabuer, misforståelser og fremtidens psykiatri som psykiatribrugere ser den.

LAP er en forening af nuværende og tidligere psykiatribrugere i Danmark, der næste år kan fejre 10 års jubilæum. Det har vi tænkt os ikke skal gå stille af – vi har prøvet at bane vejen ved at vise os fysisk allerede nu i denne kampagne. En hel del mennesker i Ballerup viste stor interesse, og der blev udvekslet meninger og delt mange indmeldelsesblanketter ud.

YDERLIGERE OPLYSNING OM KAMPAGNENS POLITISKE BUDSKABER :

Kontakt venligst LAP´s Landsledelse i Odense, tlf.: 66 19 45 11, www.lap.dk / lap@lap.dk

Vi håber redaktionen vil bringe nedenstående presseomtale i den kommende avis.

– fjorten dages buskampagne kort fortalt

46 er – om vi har talt rigtigt – det antal LAP medlemmer der har været på gaden rundt omkring i 20 byer i Danmark i forbindelse med buskampagnen. Dertil kommer tre ansatte, heraf vi to rejsekonsulenter, som var med hele vejen fra Kolding til Kalundborg. I en enkelt by var vi kun 4 på gaden. I tre byer var der 10 orange T-shirts ude at dele ud. Typisk var vi 5-7 personer.

Adskillige medlemmer gjorde turen med i bussen. Nogle var med en enkelt dag, andre både 2 og 3 dage. Lisa fra LAP Ungdom tog således en fuld uge i Jylland. Lisa holdt os i øvrigt til ilden med også at få den LAPUngdom flyer uddelt, som LAP Ungdom selv med meget kort varsel og produktionstid havde udfærdiget til kampagnen. Overalt var afsætningen af vores flyers stor. Vi fik masser af positive tilkendegivelser fra folk LA P Ungdom på buskampagne på gaden. Psykiske problemer og sygdomme er noget rigtigt mange mennesker i dagens samfund har inde på livet – enten fordi de har oplevet dem på egen sjæl eller som pårørende. Undervejs i løbet af kampagnen uddelte vi ca. 10.000 flyers.

Også medierne viste behørig interesse. Allerede på kampagnens første dag blev vi interviewet af TV2´s regionalstation, TV Syd i Kolding. I Randers, Vordingborg og Kalundborg blev vi interviewet af lokale aviser på gaden – hvilket alle steder resulterede i pæne artikler svarende til ca.2/3 avisside. Efter vores besøg i Ballerup skrev Inger-Liss selv en artikel til avisen, som ses andetsteds her i bladet. I langt de fleste byer har man bragt en notits om bussens komme i den lokale avis.

I flere byer sluttede vi dagen af med aftenarrangementer, hvor såvel landsledelsesmedlemmer som lokale fortalte om LAP. Vi fik bekræftet den gamle erfaring, at man altid bør holde sådanne arrangementer på væresteder eller lignende, hvor psykiatribrugere i forvejen færdes. De steder, hvor vi gjorde det, var fremmødet nemlig ganske pænt! 9 personer meldte sig ind og betalte kontingent på stedet, mens vi var rundt med bussen. Adskillige har meldt sig ind efterfølgende, mange fra byer, som bussen har gæstet. I ugen efter buskampagnen rundede LAP 800 betalende medlemmer. Så mange har der aldrig været før i foreningens historie!

Da LAPs buskampagne startede mandag d. 25/8 var LAP Ungdom med på bussen fra første dag. Godt pakket op med bånd, bøger, pakkenelliker og en masse flyers gjorde vi os klar til at møde Danmark og reklamere for vores eksistens.

Vi opdagede meget hurtigt, at der er stor opbakning til vores ungdomsafdeling og nød godt af den støtte, vi får i såvel LAP som i det øvrige samfund. Vi er under hele kampagnen blevet mødt med en yderst positiv indstilling og især de yngre psykiatribrugere har været glade for at høre, at der er kommet en ungdomsafdeling, hvilket har resulteret i at vi på første uge fik to nye kontantbetalende medlemmer. Samtidig fik vi en masse nye kontakter rundt omkring i landet, som havde en masse gode idéer til væresteder og lign. der kunne være interesserede i at høre fra os.

Alt i alt må det siges, at det har været en stor succes for LAP Ungdom at være med på buskampagnen, og noget vi meget gerne er del i igen en anden gang.

Den 8. oktober 2008 var en historisk dag for den østdanske rejsekonsulent. For første gang i min tid i LAP var jeg på besøg hos vores grundforening i Køge. Når det ikke er sket før, hænger det sammen med at grundforeningen – både ifølge sig selv og andre er meget velfungerende – og derfor ikke har haft brug for den store bistand ude fra. Det indtryk blev bekræftet – samtidig med at det også blev bekræftet, at grundforeningen absolut også kan være inspirerende for andre af LAP’s grundforeninger Vi mødtes på aktivitetscentret Den Gule Dør. I sig selv ikke en selvfølge, for Køge kommune havde i forbindelse med dette års budget tænkt sig at spare aktivitetscentret væk.

Dette afstedkom store protester, hvor brugerne gik på torvet og demonstrerede, skrev læserbreve i aviserne, løb politikere på dørene, og på rekordtid indsamlede mere end 2000 underskrifter. FAP Køge var selvsagt stærkt involveret i disse begivenheder, selvom flere af kerne-medlemmerne var ramt af såvel sygdom som ferie i perioden.

FAP Køges aktiviteter foregår i tæt samarbejde med Den Gule Dør. Til gavn og glæde for begge – og for psykiatribrugerne i Køge. Således har FAP Køge hyret en kunstmaler, der giver kursus i kunstmaling i et lokale, som Den Gule Dør stiller til rådighed. I alt får man 10 undervisnings-seancer, for hvilket deltagerne – brugere på Den Gule Dør, betaler 100 kr. Der males alle mulig slags malerier, både abstrakt, af landskaber og portrætter. FAP Køge har også lavet andre ting. f.eks. udflugter til Tivoli og til Knuthenborg, men maler kurset er absolut den største succes.

Og som Keld Midtgaard sagde: Man bør stikke en finger i jorden først og spørge brugerne på stedet, hvad de har lyst til, før man begynder at lave arrangementer. Ideen om et sådant konkret samarbejde mellem lokale grundforeninger og lokale væresteder, f.eks. om afholdelse af kurser, er hermed givet videre.

Jean Pierré Wilken & Dirk Den Hollander | Akademisk Forlag

En ny bog om recovery. Meget tæt skrevet og primært tænkt som orienterende for behandlergruppen, men også med mange nye tanker, sammenhænge og vinkler. En særligt spændende ting er, at der ofres ret meget plads på en historisk udredning omkring begreberne. En udredning der også klarlægger, hvor meget begreberne har skiftet indhold gennem tid. Og hvor mange rester af ”forkerte” tolkninger af begreberne, der stadigt cirkulerer rundt. Måske især i myndighedernes opfattelser af, hvad recovery er for en størrelse.

De to forfattere kommer også fint rundt om de mange enkeltdele der i samspil er med til at igangsætte/skabe processen. Derfor kan bogen bl.a. også ses som et vigtigt og væsentligt modspil til den ressort prioriterede tilgang til recovery, der pt. er fremherskende i samfundets planlægningstilgang til recovery.

En af bogens styrker er, at den viser den holistiske og ligeværdige treklang af det mentale, psykiske og fysiske, som er basal for oplevelsen af at livet kan lykkes. Det eneste negative der kan siges er, at når man har bogen i hånden og læser sig gennem de principper, forfatterne mener, er grundlæggende for succesfuld recovery, så sidder man med en fad smag i munden, når man registrerer, hvor langt der er til at samfundet bare nærmer sig de principper. Endsige opfylder dem.

Det er anmelderens opfattelse, at den største hurdle der skal overvindes for at opnå ægte recovery, er den ressort-ministerielle opdeling af processen, der findes i samfundet. En opdeling der modarbejder helheden i processen. Og i sidste instans hverken får de samfundsmæssige økonomiske gevinster hjem, eller får løftet sig ud over noget der – måske lidt uvenligt – kunne kaldes ”avanceret pottetræning”

Medlemsbladet LAP bringer i nr. 2, 2008 et indlæg fra Ole Christensens under overskriften “Menneskerettigheder i Psykiatrien”

Allerførst vil jeg gerne præcisere et par ting i Ole Christensens indlæg. Han skriver, at han har indberettet Psykiatrisk Sygehus i Viborg til Sundhedsstyrelsen for at have overtrådt psykiatriloven tre gange. Det er i og for sig korrekt, men Ole Christensen nævner ikke, at Det Psykiatriske Patientklagenævn har vurderet de tre klager for at se på, om psykiatriloven er blevet overholdt. Patientklagenævnet har fundet, at retspsykiatrisk afdeling i Regionspsykiatrien Viborg har overholdt psykiatriloven.

Ole Christensen skriver også, at han skal i retten 4.april i forbindelse med en principiel erstatningssag mod Regionspsykiatrien Viborg. Vi har undersøgt de nærmere omstændigheder i forbindelse med den omtalte sag, der angiveligt skulle have været for retten d. 4. april 2008 og har kunnet konstatere, at der var tale om en helt anden retssag. Vi kan derfor slå fast, at der ikke har været anlagt erstatningssag imod Regionspsykiatri Viborg.

Når det handler om retspsykiatri, står de retspsykiatriske afdelinger ofte i dilemmaet mellem patienter, der ikke ønsker behandling, og domstolene, der har pålagt retspsykiatrien at behandle patienterne. Det er det danske retsvæsen, der som myndighed beslutter, hvilke patienter der skal indlægges på en retspsykiatrisk afdeling. Dermed er et ophold på en retspsykiatrisk afdeling et alternativ til et fængselsophold. Objektivt set har der været tale om en lovovertrædelse, som i den konkrete situation medfører et krav fra samfundet om, at lovovertræderen skal behandles frem for at straffes med fængsel. Det er opgaven for de retspsykiatriske afdelinger at indfri dette krav fra samfundet. De retspsykiatriske afdelinger behandler derfor ikke patienter for at straffe dem, men fordi afdelingerne er blevet det pålagt af domstolene, og fordi de har et ønske om at hjælpe patienterne.

Det skal naturligvis ske inden for de love og konventioner, der gælder for det retspsykiatriske område. For at sikre at det sker, er der opstillet en række klage- og ankeinstanser, der skal tilse, at tingene går rigtigt for sig. Der er derfor mulighed for at klage til både Patientklagenævnet, Sundhedsstyrelsen, Folketingets §71-udvalg, Folketingets Ombudsmand og domstolene.

Ud over de mange muligheder for at klage, retter Regionspsykiatrien også løbende et kritisk lys mod sig selv. Inden for de seneste år er der to gange lavet spørgeskemaundersøgelser om patienternes tilfredshed med indlæggelserne på landets 17 retspsykiatriske afsnit. Retspsykiatrisk afsnit i Viborg har begge gange ligget i top sammenlignet med de øvrige afsnit. Dette betyder ikke, at alt er perfekt i Viborg, men det indikerer måske, at man i Viborg netop tager menneskelige hensyn indenfor de restriktive rammer, der er givet.

Til trods for, at jeg er uenig med Ole Christensen på mange punkter, så har han en pointe i, at psykiatrien skal passe på, ikke at undertrykke patienternes rettigheder. Den seneste psykiatrilov er i den sammenhæng et skridt i den rigtige retning, fordi patienternes rettigheder er blevet mere tydelige.

Juletid

Jeg glæder mig i denne tid
Måske falder julesneen hvid.
Og alle med lyst kan med flid
Sig beflitte på at nå hvad skal nås

Ja glæder sig – mon alle gør
Fordi det nu sig hør og bør
Tror nu ikke at alle tør
For selv på konto kan skuffelser fås

For ensomhed kan blive stor
For dem der på fællesskab tror
Men som selv i enlighed bor
Hvor finde kraft til at bryde den lås

Overalt kun jag og ræs
I et påbudt evigt gavestress
Og det usunde godte kræs
Marcipankonfekt og steget gås

Hvorhen forsvandt julefred
Samværets ro og kærlighed
Måske kan den findes et sted
Hvor hjertes glæde forstås

Ved juletid solen sig vender
Snart vi på lyset det kender
Selv i frossen jord mirakler hænder
At lade den glæde os fylde er ikke usundt frås

Hvordan kan man eve med det skel…

Skellet imellem livet og døden er forandringen…
– Forandringen til livets mening…
Når først du har fået himmelen at se…
– Vil du aldrig frygte for din tro igen…
Den tro du er vokset op med…
– Troen på vor Herre og Jesus Krist…

Du vil aldrig frygte for freden eller døden…
– du vil kun frygte menneskets uretfærdighed…
Og du vil frygte dagligt…
– Vor Herres vrede over jorden og mennesket…
Og at træde ved siden af…
– Så hans vrede rammer en…

Skellet gør ikke at livet bliver sorgfrit…
– Ej heller smerte og problemfrit…
Smerter, sorger og problemer hører livet til…
– Lige som glæde, lykke og kærlighed…
Alt kommer i afmålte bægre livet igennem…
– som bægrene bliver fyldte til…
Dag efter dag – år efter år livet igennem…

Men pludselig at kunne forstå vigtigheden i …
– at leve livet i nuet, hvert minut, hvert sekund…
At gribe chancen imens at den er der…
– At forstå at den måske ikke kommer igen…

Skellet imellem livet og døden gør…
– At man får en chance for at forstå – livets egentlige mening…
Livet i sig selv, at trække vejret i det blå…
At elske alt det skabte deri…
– At prise sig lykkelig…
For at kunne igen – indtil den dag…
– At man for alvor skal herfra…

The Rose Woman
Lillian Rank – 2005

Høstmåne og modningstid

Ved jævndøgns døgn, kan man gøre status.
Se på de frø man såede. I forårets løfte tid.
Hvad gav de, hvad groede op i sol og regn?
Ligner gulerødderne dem på pakken med frø?
Blomstrede blomsterne som en farvefyldt duft?

Høstens tid er de glødende farvers tid.
Nu kappes georgine, æble, blomme og hyld
med buske og træer i farvernes fyrværkeri.
Og forråd kan samles til vinterens lune hygge.

I livets forår såedes også mange frø.
Hvad blev de til, fik de gødning og vand?
Blomstrede de rigt, foldede sig ud i fuldt flor,
for at fylde os med mindernes glade duft?

Eller kvaltes de i fordomme og angst?
Tørrede ud i ”de andres” spændetrøje,
vævet af ”det normales” livløse tråde?
Det dræbende net af bristede håb.

Naturen nærer vi med gødning og vand.
Livet skal næres med livsmod og drømme,
så mindernes frugtskål kan gløde rigt
med duft af nærende glæde, i høstmånens lys.

Ser du efter, dybt inde i dig selv, min ven,
finder du stadigt kimen til drømmene.
Vand dem med troen på deres livskraft.
Deres grokraft er din tro på livets mulighed.

Bo Steen Jensen 2008

Kære Villy Søvndal

SF, Christiansborg | 1240 Kbh. K

Jeg er en enlig folkepensionist, der bor i lejet lejlighed. Tidligere har jeg fået den mellemste førtidspension. Men jeg forstår ikke hvorfor, der bliver skåret ca. 2.000 kr. ned om måneden, når man bliver ældre. Jeg har været syg i mange år og bruger mange penge om måneden på helsekost.

Når man bliver ældre, skal der bruges mange flere penge til briller og ikke mindst til tandbehandlinger. Jeg bruger ikke delprotese, så når jeg skal have lavet en fast bro, får jeg kun lidt hjælp fra kommunen. Jeg ville være taknemmelig, hvis der kunne laves en mere retfærdig fordeling, således at sparekniven ikke altid bruges, så det går ud over de ældre. Det er ikke fordi jeg har noget imod at de yngre skal have mere, men ikke så meget mere. Og der er rigtig mange andre ældre, der har det samme synspunkt.

Til slut vil jeg ønske, at du fortsat får god fremgang i politik.

Med venlig hilsen
Inge Marie Frost
9380 Vestbjerg
(Skrevet den 22.04.08)

Kære Pia Kjærsgaard

Kærmindevej 33 | 2820 Gentofte

Vedr.: Jeg er en enlig folkepensionist, der bor i lejet lejlighed. Jeg har før fået den mellemste førtidspension, og nu er jeg gået ca. 2.000 kr. ned om måneden. Jeg har været syg i mange år og bruger mange penge til helsekost. De fleste ældre har store udgifter til tandbehandling, briller og fodbehandling end yngre. Jeg bruger ca. 500 kr. om måneden til diverse kosttilskud og naturmedicin, da jeg har gigt og ikke tåler kemisk medicin grundet dårlig mave. Helbredstillægget dækker ikke disse udgifter.

Kort vil jeg bemærke, at jeg har søgt kommunen om lidt hjælp til en MK-krone, da jeg mangler to tænder et sted. Men da jeg også har manglet tre tænder i overmunden, blev der sendt et overslag til kommunen over, enten to implantater eller en bro. Min tandlæge har frarådet mig, at få aftageligt apparatur på grund af stærke svælgreflekser.

Kommunen tog udgangspunkt i, hvad en delprotese ville koste og jeg blev bevilget 5.814 kr. den 19. sept. 2007. Jeg fandt en tandlæge, der var billigere og fortalte min sagsbehandler to gange, at jeg kunne få lavet en bro, og om det var i orden, at jeg så ville få det aftalte beløb, når behandlingen var færdig. Det fik jeg et klart ja til. Den 29.01.08 afleverede jeg til kommunen den betalte tandlægeregning, på den bro kr. 11.500 kr. og regnede med at jeg ville få 5.814 kr. Den 31. jan. får jeg et brev om, at det er nødvendigt med endnu en tandlægefaglig vurdering, før der kan træffes en endelig afgørelse. Jeg synes det er bagvendt, at hvis jeg havde en delprotese i munden, ville jeg få det aftalte beløb.

Jeg føler at de kører med en folkepensionist, der ikke har andre indtægter end pensionen. Det ville være mere retfærdigt, synes jeg, at folkepensionister fik mere.

Grunden til at jeg skriver til dig er, at det var dig der fik gennemført at folkepensionisterne får en ældrecheck. Det skal du have mange tak for.

Med venlig hilsen
Inge Marie Frost
9380 Vestbjerg
(skrevet 5.02.2008)

Vi har sagt farvel og tak til vores to rejsekonsulenter John F. Hansen og Ulf V. Olsen. De er stoppet og har afsluttet deres virke med udløbet af år 2008. Landsledelsen har erkendt, at indsatsen i forhold til vores medlemmer bør foregå lokalt. Og det betyder strukturomlægninger i vores organisation.

Vores bevillinger udløb og vi har afventet svar på kommende bevillinger. I den forbindelse måtte vi opsige det personale, hvis kontrakter ikke udløb. Dette er kutyme, når vi venter på nye bevillinger, da vi jo ikke ved om vi får penge i år 2009:

Landsledelsen har besluttet, at der skal ansættes en sekretariatschef til at lede personalet i LAP og sørger for koordinationen til tillidsfolk, frivillige og medlemmer på alle niveauer. Vi mener, det er vigtigt, at det frivillige initiativ understøttes yderligere og der skabes gode arbejdsvilkår for alle parter i foreningen.

Landsledelsen ønsker flere frivillige, herunder ulønnede, samtidig med at vi ønsker en øget grad af personer, som kan indgå i en ansættelse på skåne-/flexjob vilkår, samt ikke mindst at udnytte de kræfter vi har i foreningen bedre f.eks ved, at alle tager et medansvar både de frivillige og ansatte, Vi har stadig fire ansatte, der holder skansen på sekretariatet – Det er Mette, Birgitte, Karl og vores jurist Erik. Vi ved at der er mange ivrige hænder, der tager fat derude, så mange at vi for overskuelighedens skyld, siger: ingen nævnt ingen glemt.

I den givne situation har Landsledelsen valgt, at ophøre samarbejdet med rejsekonsulenterne i den organisationsform, som vi hidtidigt har haft og afventer snart en ansættelse af en sekretariatschef til at støtte udviklingen af organisationen.

Landsledelsen har modtaget en del henvendelser fra lokale grundforeninger, arbejdsgrupper og enkeltmedlemmer, der udtrykker deres forundring og roser Ulf og John for deres arbejde. Vi takker for disse henvendelser og anvender dem i forbindelse med det fremadrettede arbejde for, at skaffe foreningen en endnu bedre konsulentfunktion, hvor motivationen af de frivillige hænder kommer til at bære både blomst og frugt.

Afsluttende ønsker vi rejsekonsulenterne held og lykke fremover, og er naturligvis taknemmelige for deres indsats, som vi har lært meget af.

Undertegnede har været medlem af LAP siden 2003 og jeg har i den forgangne tid deltaget i følgende aktiviteter; medvirket til oprettelse af grundforeningen i Nordjylland, været medlem af Landsledelsen 2004-5, og tovholder for Sommerlejrgruppen 2006-8, samt diverse andre aktiviteter.

Jeg skriver til Landsledelsen og Forretningsudvalget da jeg er stærkt forundret og bekymret over den retning LAP er ved at tage og den personalepolitik der internt tegner sig i foreningen. Det blev mig bekendt i november måned, at man i forbindelse med en ny bevilling fra Socialministeriet, valgte at afskedige henholdsvis de to rejsesekretærer – Ulf V. Olsen og John Hansen.

Jeg har som tovholder for sommerlejren siden 2006 haft et tæt samarbejde med Ulf V. Olsen, dette på baggrund af en beslutning der bl.a. blev godkendt af den daværende sommerlejrgruppe i samarbejde med Landsledelsen, med begrundelse i, at der var brug for en slags administrativ tovholder på sekretariatet – grundet at det var en stor opgave for gruppens medlemmer at varetage nogle forretningsmæssige praktiske og administrative beslutninger og gøremål i forbindelse med forberedelse, planlægning og afholdelse af sommerlejr.

Og jeg tror godt jeg på de gamle medlemmer af sommerlejrgruppens vegne tør sige, at vi set i bakspejlet har været utrolig glade for den support vi har haft i Ulf V. Olsen. Det var i hvert fald den konklusion os tilbageværende medlemmer af lejrgruppen blev enige om på sidste møde i november. Så det er med stor beklagelse vi nu siger farvel til Ulf.

Dernæst vil jeg gerne vende tilbage til den personalepolitik der tilsyneladende tegner sig i LAP. I de år jeg har været medlem af foreningen, har jeg oplevet noget af en ”svingdørskultur” hvad angår de ansatte i LAP. De to første rejsesekretærer jeg oplevede; Mårten Breum og Nils Holmquist Andersen – endte med at sige deres job op i protest mod arbejdsforholdende og negligering fra en stor del af daværende Landsledelsesmedlemmer. De to førnævnte rejsekonsulenter var som bekendt ansatte med tidligere brugererfaring. I de følgende år har det været noget af en karrusel med nye.

• Nu er det jeg spørger: hvor er det LAP er på vej hen?
• Hvordan bevarer og prioriterer man kontakten til grundforeningerne med den nuværende beslutning?
• Har man en personalepolitik i LAP der garanterer en vis afklaret tryghed i ansættelsen, samt et psykisk arbejdsmiljø der sikrer et godt klima imellem Landsledelse og ansatte + sekretariat?
Når man træffer større beslutninger som den netop indtrufne afskedigelsesbeslutning, bør man så ikke informere medlemmerne og endnu bedre, henligge sådanne beslutninger på landsmødet?

Hvordan skal LAP fremover fungere?

Skal det være en sygdomsorganisation med fine ord på papiret, høringsudtalelser til folketinget, prangende brochurer osv. Og hvor de menige medlemmer må stille sig tilfreds med at modtage et blad fire gange om året og deltage i et landsmøde?

Eller kunne man forestille sig noget mere afbalanceret hvor også de menige medlemmer og grundforeningerne blev taget mere alvorligt og fremdraget i foreningen. Det sidste bl.a. i forbindelse med tilbud om årlig sommerlejr – for at kunne mødes på tværs af landet, samt andre medlemsaktiviteter som afholdelse af f.eks. frivilligkurser. Dette er nogle bekymrende overvejelser jeg har gjort på det seneste samt nogle spørgsmål jeg godt kunne tænke mig at få svar på – og meget gerne noget debat internt i LAP.

Mange kærlige psykiatribruger-hilsener,
Ulrich P. Steinus.

Jeg håber Du nød den – og at det ikke var en ommer! Fremtiden frygter ikke kun en tåbe Derfor et nytårsønske: Giv os mod til at håbe!

Der er al for lidt poesi i hverdagen…

Ligesom Dan Turéll holder jeg af hverdagen. Jeg indrømmer uden tøven at Dan Turéll var langt bedre til at digte end jeg på nogen måde kan håbe på at blive. Alligevel har jeg sat overskriften i rim. Hvis det således ikke bliver isvinter har jeg i det mindste sørget for rim – ikke på træerne, men på mange blade og især på dette blad. Sommeren er for længst forbi. Juleferien også. Jeg håber at du fik det bedste ud af dem! Hvis ikke du har haft sommer- eller juleferie, så tænk på definitionen af ferie: Den korte tid mellem planlægningen og minderne. Apropos minder, så bød sommeren i år på mere af det hele; mere sol, mere varme og mere vand end normalt. Alene i august faldt der i gennemsnit mere end 150 millimeter regn over Danmark, hvilket er langt over det dobbelte af det normale for måneden.

Vinteren er over os og et nyt år truer

Jeg er lidt af et ”politisk dyr” – om det udelukkende er positivt eller kan opfattes som et negativt træk, kan der måske være delte opfattelser af. Men dybest set mener jeg, som den tyske filosof Hannah Arendt, at politik er og i al fald bør være kærlighed til livet. Hvis det er naivt – så er jeg naiv Jeg har fulgt det langstrakte amerikanske præsidentvalg nøje og vil – indtil det modsatte er bevist – tro og håbe det bedste. Netop håbet er vigtigt – også og måske især for de mange der læser dette blad. Derfor håber jeg også på den nye amerikanske præsident Barack Obama, blandt andet fordi titlen på en af de bøger han har skrevet er: Mod til at håbe. Selvom ”man” får en ”livsvarig” eller kronisk diagnose, kan tingene ændres til det bedre. Kun hvis du har mistet håbet – er håbet ude…

Jeg har selv været igennem et hårdt år, måske noget i retning af hvad man i royale kredse kalder et annus horribiles. Jeg har da også tænkt – og helt uden sammenligning i øvrigt – som Mother Teresa: ”Jeg ved, Gud ikke giver mig større udfordringer, end jeg kan klare, men nogle gange ville jeg ønske, at Gud ikke havde helt så stor tillid til mig.”

Sommeren var måske for kort – til gengæld var der masser af sport Siden den varme sommer er det blevet koldere i Danmark og resten af verden. Endnu en gang kan vi tænke som Kim Larsen, at det er en kold tid vi lever i. På den korte tid siden temperaturen var til sol og varme er der sket en markant ændring. Den forrige finansminister sagde at ”vi” kunne købe hele verden. Nu har vi snart underskud på statsbudgettet. Den nuværende finansminister siger med et slet skjult smil, at vi stadig kan købe verden, men det er fordi dens pris er blevet langt billigere.

Banker er krakkede, børser er gået i panik, finanskrisen indtrådt, firmaer lukker og flere bliver arbejdsløse. Ansete og beundrede chefer – underligt nok mest mænd – er afsløret som bedragere og svindlere. Det er blevet lidt mindre smart at være ”smart” – at være egoist, materialist, selvforherligende, grådig og pengefikseret. Måske jeg igen er naiv, men jeg er glad for at grådighed, nu mere er skældsord end noget der hyldes. Så midt i tristessen er det efter min mening en trøst at i nedgangstider, skulle man efter sigende satse mere på fællesskabet end i tilbage de glade yuppidage. Både grækere og romere vidste at i problemfyldte tider at brød og skuespil holdt folket på plads, så de gjorde mindre oprør. I Danmark brugte Georg Carstensen argumentet for at få kongen til at tillade af et nyt forlystelsesetablissement ved navn Kjøbenhavns Sommertivoli – eller rettere Tivoli: Når folket sig morer glemmer de at politisere. Til at mildne og forkorte kedsomheden, har der i Kina siden sidst været afholdt endnu en omgang af De Olympiske Lege, som langt de fleste udenrigs og indenrigs udøvede foran fjernsynet. Resultatet for ”os” – det vil sige danerne – blev 2 guld, 2 sølv og 3 bronze, hvilket gjorde Danmark til nr. 30 i verden med hensyn til medaljer.

Hovedparten af medaljerne ”gik i vandet” og ellers til ryttere på hest og cykel!

Mest spænding var der om et par danske medaljer i en båd. Efter en del bådbytte og dramatik gik der protester, jura og politik i sporten – endnu en gang. Kronprins Frederik var i Beijing og er ellers blevet kritiseret for at være for vag i sine udtalelser. Nogle mener at han burde leve op til sit tidligere ry som ”den frække Frederik”. Kronprinsen var dog i en udtalelse om medaljestriden eksemplarisk præcis og malende, idet han udtalte:

”Det er noget snot”! Jeg kan kun istemme, at så var den ged barberet! Det var vise kongelige ord Før dette intermezzo havde det danske medlem af Den Olympiske Komité, Kai Holm, udtalt at de danske olympiadedeltagere ”ikke var gode nok til at bide tænderne sammen”. Det bevirkede herefter, at den tidligere fodbolddirektør og træner Niels Chr. Holmstrøm kaldte ham en ”badebillet”! Således viste Danmark på overbevisende vis, hvordan sandt demokrati udøves overfor Kina´s manglende ditto. Kina bliver stadigt kritiseret for manglende menneskerettigheder og pressefrihed, men det var der nu ikke rigtig tid og lyst til at tale om…

Medaljehøsten og De Olympiske Lege i Kina havde også en vis psykiatrirelevans – og følger i øvrigt smukt i det vandede spor. Den amerikanske svømmer Michael Phelps vandt ikke mindre end 8 guldmedaljer – altså én medalje mere end hele Danmark tilsammen. Oveni vandt han 6 guldmedaljer ved de forrige lege i Athen. Han er usædvanlig målrettet og kunne vist have vundet mere, hvis han havde satset på det. Det er mindre kendt, at han også har en psykiatrisk diagnose, nemlig ADHD – som på godt dansk hedder Attention- Deficit Hyperactivity Disorder. Tidligere benævnt ”DAMP” – og handler om en manglende opmærksomhedsevne og en særlig hyperaktivitet. Hans træner har udtalt, at grunden til Michael Phelps helt usædvanlige succes er, at han har vendt sit handicap om til sin styrke. Bl.a. ved at en del af hans behandling transformeres over i svømmetræningen og målet om at overgå sit idol Mark Spitz i svømmeguldmedaljer. Michael Phelps fik allerede diagnosen som 9-årig og hans mor arbejder med at støtte andre mødre på websiden ADHD Moms.

Det var så Medlemsbladets dækning af De Olympiske Lege 2008!

Normalt er dækningen af sport i LAP-Medlemsbladet af ret begrænset omfang, men nu har vi hermed forsøgt at kompensere for vores manglende sportsdækning de forudgående halve snese år. Et velkendt råd lyder, at et sundt sexliv kan redde én fra sportslivets fristelser. Hvis man ikke har det ene, må man altså nøjes med at motionere. Mit eget forhold til motion er i øjeblikket, at jeg går til ufatteligt mange møder. Jeg er ofte i gang med noget vigtigt inden da og derfor kommer jeg temmelig tit i tidnød. Også fordi jeg af natur er optimist og derfor ofte også er for optimistisk overfor hvad jeg kan nå. Jeg vil nå det hele og det resulterer således i at jeg må løbe ret meget til for eksempel tog og andre transportmidler. Jeg tror faktisk at jeg har slået den nordiske rekord i løb fra mit hjem til Gentofte Station… Desværre er det endnu ikke en olympisk disciplin. Dette være skrevet uden at prale, men for på i al fald ét punkt at kunne tjene som et eksempel til efterfølgelse. Der er videnskabeligt bevis for at man får det bedre psykisk af at motionere og tilmed får en bedre fysik!

Tro det eller lad være: Der er skrevet bøger om det!

Siden sidst har LAP haft en bus kørende udi det ganske land. Den kørte fra Viborg til Ballerup med budskabet: ”Intet om os uden os!” Målet var at møde almindelige danskere i det der kaldes øjenhøjde, for at tale om fordomme og medmenneskelig forståelse. Man kunne måske kalde det ”landet rundt på gulvet”! Det var kommunikation på praktisk niveau og med vægten på det gamle reklameslogans eviggyldige budskab: ”Samtale fremmer forståelsen”!

Vi har også i LAP siden sidst, haft et par medietræningskurser for at lære at bruge medierne bedre. Mediehavet bliver hele tiden større og har særlige rev og underliggende strømme. Derfor er det vigtigt for at få sine budskaber ud, at man lærer at blive bedre til at svømme i det urolige vand. Det er vel lysende klart, at der stadig er et stort behov for at LAP nærmer sig sine mål. I gratisavisen Urban var der en såkaldt ”voxpop” – en populær ”miniundersøgelse”, hvor en teenager blev spurgt om, hvad der var det modigste hun have gjort i sit liv. Hun svarede: ”Det var at jeg besøgte min bedste veninde på en psykiatrisk afdeling”…

Denne Krog´s afsluttende morale – og endnu en sådan skal I ikke snydes for, er et citat fra det demokratiske partis konvent. Barack Obama bliver den første afroamerikanske præsident og bryder dermed en fordom og et tabu. Det viser at fordomme og tabuer ikke er eviggyldige og fastlåste størrelser, men at de kan brydes. Det må give håb til mange – især dette blads læsere. Den kommende præsidents kone, Michelle Obama, fortalte om sit første møde med sin mand. Hun havde ikke den store lyst til at gå ud med ham, men Barack sagde ting, som er blevet i mig lige siden. Han talte om ”verden som den er”, og ”verden som den bør være”. Han sagde, at alt for ofte accepterer vi afstanden mellem de to – selv når det ikke afspejler vores værdier og målsætninger, Det var da hun besluttede sig til alligevel at lade Barack Obama tage hende med i biografen. Hun sluttede med, hvad hun håbede hun engang i fremtiden ville kunne sige til sine to døtre. Disse ord vil jeg gerne slutte med til alle LAP´s læsere og medlemmer rundt om i Danmark. De lyder måske lidt højtravende eller ligefrem patetiske, men nogle gange må vi også tillade os at være højtidelige og have højt til loftet. Ordene har jeg omformet til nutid og de kan bruges i vores psykiatriske og endda helt personlige og private verden: ”Nu lytter vi til vores håb i stedet for vores frygt. Denne gang beslutter vi at stoppe med at tvivle og starte med at drømme. Denne gang forpligter vi os til at bygge verden, som den burde være.” Det er i al fald mit nytårsønske til alle læsere af dette blad og mit håb for det næste år – og de næste år. Kys det nu, det satans liv, grib det, fang det før det er forbi…