Vores konsulenter har lagt et stort arbejde i at planlægge et strukturseminar som blev afviklet d. 24-25 november. Vi havde inviteret ca. 50 medlemmer. Vi endte op med at være ca. 30 medlemmer rundt om fra hele landet. Det blev 2 travle og begivenhedsrige dage. Vi var inde omkring det, at der kunne ske en forvirring omkring vores navn når vi kaldte os 3 forskellige navne om den samme forening. FAP, RAP og LAP. Måske ville det være en ide at vi fik et fælles navn, der blot hedder LAP, f.eks. LAP-Fyn, der således vil henvise til Region Fyn. Vi talte også om, at der kunne sidde medlemmer rundt omkring, der gerne ville inviteres til dialoger i deres kommuner men som ikke havde overskud til at nedsætte sig som forening med kasserer formand osv. Derfor kunne det være at vi skulle indføre at man opretter netværk under LAP, de steder hvor kræfterne ikke slog til en endelig forening. Der kom rigtig mange idéer op, og det var så givende at vi har talt om, at vi meget gerne vil lave et struktur seminar mere.

Der kommer en Nytårsgave til mennesker under 25 på kontanthjælp, som LAP har medvirket til at påvirke regeringen til at ændre lovgivningen, så de, der har et psykisk handicap pr. 1. januar, ikke mister deres tillæg til den lave kontanthjælpsydelse. Dog er det kun gældende for folk med skizofrenidiagnoser. Vi vil fortsatte kampen for at få loven til at gælde flere. Det er jo bevist fra undersøgelser i USA, at mennesker med et psykosocialt handicap får det bedre blot med 500 kr. ekstra om måneden. Vi er stadig utilfredse over, at en diagnose skal bruges til at beregne den overførselsindkomst, der er nødvendig for mange. Vi ønsker at diagnosticering helt bliver afskaffet til fordel for en afdækning og afklaring af den enkeltes behov. Japan har for nylig afskaffet diagnosebegrebet for psykiatribrugere helt i vores ånd.

Forretningsudvalget og vores ansatte har i samarbejde med konsulent Leo Oehenschlæger målrettet sat os for at styrke LAP som organisationen. Dette arbejder vi intenst og ihærdigt med og har fundet en fælles strategiplan, der skal komme hele organisationen til gode. Når alle ved, hvad alle laver, og hvornår de forskellige mål skal nås, er det nemmere at give skulderklap, og sige det var godt gået, du holdt hvad du lovede, og du nåede det til den aftalte tid. Ros er som bekendt den bedste tilskyndelse et menneske kan modtage, frem for et los bag i. Det virker allerede. I sidste nummer af LAPs medlemsblad skrev vi på denne side, at vi i Landsledelsen var glade for at arbejde med hinanden. Dette er stadig sandt, og nu er vores nye medarbejdere også med på vognen. I korte træk ønsker vi at udvikle LAP som organisation med gennemsigtighed, gå på mod, og gennemslagskraft overfor hinanden og vores samarbejdspartnere. Vi er gået bort fra at forsøge at nå vigtige sager i sidste øjeblik. Vi vil være grundigt forberedte og i god tid. Sådan får vi respekt både indadtil og udadtil. Landsmødet er et eksempel. Vi arbejder på at foreslå en vedtægtsændring, så fristen for indkomne forslag skal være længere, end de otte dage vi hidtil har brugt. Det kan ikke være meningen at forslag kun får to minutters behandlingstid, fordi vi ikke har været grundige nok til at gennemgå dem. Forslagsstillere kan derfor forvente at blive ringet op, fordi vi vil drøfte forslaget på forhånd, samtidig med at der vil være tid til debat på selve Landsmødet. Vi har fået redaktøren for Social Kritik, Benny Lihme til at være dirigent i år 2007 sammen med vores egen Erik Olsen, så udover, at vi vil gøre alt for en god mødestruktur, bliver det heller ikke kedeligt.

Der har i december måned været fokus på lægers udskrivning af cocktails i form af flere forskellige slags psykofarmaka. LAP tager afstand fra de psykiatere, der ikke følger Sundhedsstyrelsens retningslinjer om kun at benytte et præparat. Vi har altid vidst at vores medlemmer havde en overdødelighed. Vi er derfor glade for at dette tages op i medierne, så der kan blive ryddet op – og vi ønsker at lægerne fremover stilles til ansvar for deres gerninger. Dødsfald pga. malignt neuroleptika syndrom tolereres simpelthen ikke. Spørg din familie, dine venner og bekendte, hvor mange forskellige piller de får, og hjælp dem ved at fortælle, hvor farligt en psykofarmakologisk cocktail er.

Uden dig, var LAP her ikke. Hvis bare hvert medlem i LAP skaffede et nyt, var medlemstallet fordoblet. Det ville da være en dejlig julegave for os alle sammen.

Med ønsket om en glædelig jul og et godt Nytår, fra Forretningsudvalget.

Hanne Wiingaard
Thoridt Allermand
Nils Holmquist Andersen

Andrew Solomon mener, man kan lære noget af mennesker, der er været ramt af depression.
– Jeg lavede interviews med mange mennesker. Efterhånden samlede det sig til nogle få, der var kommet til en særlig forståelse eller klarhed. De havde slidt for det, men kunne være forbillede for, hvordan man omgås depressionen.

At leve med depression
– Da jeg begyndte at arbejde, gik det op for mig, at nogle mennesker havde det man kunne kalde en mild depression, der undergravede dem helt, og de havde et dårligt liv. Andre mennesker kunne have alvorlige depressioner, men kunne mellem tilfældene have et godt liv. Det så ud til, at der var en sammenhæng mellem personlighed og sygdom. Hvordan kan det være, at nogen kunne klare depressionen? Det er ikke et spørgsmål om, hvordan depressionen er, men hvad vor holdning til depression er.

Samtaler
Andrew Solomon læste et citatet op fra forfatteren Moira Anderson: ”Jeg er endnu ikke i den fulde depression. Farten bliver sat ned. Og en uge senere: Jeg tager bad nu, vandet fra bruseren der regner ned over mig er for meget. Alt bliver en opgave, selv de mindste ting. Hele dagen har været forsøg på at tvinge mig selv til at gøre de mindste ting. Er jeg deprimeret eller doven, er det på grund af for meget kaffe eller antidepressivt? Klokken er 10 om morgenen og jeg er allerede overvældet over tanken om i dag.”

Noget om behandling
– Der er mange muligheder og at vælge dem er nærmest en kunst, siger Andrew Solomon, der selv har haft god gavn af bl.a. medicin. – Hvis man har været gennem en eller flere alvorlige depressioner, er det også nødvendigt med noget terapi. Når man har mærket personligheden opløses og følt en sådan håbløshed, ændrer man forholdet til sig selv og gennemgår en eksistentiel krise. Det er nødvendigt at gennemtænke det og finde en vej gennem det.

Man er nødt til at have en positiv holdning for at få det til at fungere. Det kan man finde i arbejde, familieliv eller i religion.

På rejse
Under sin efterforskning til bogen rejste han til Cambodia og Grønland, hvor han studerede eskimoernes holdning til vinterdepression. Rejserne bragte ham også til Senegal, hvor han til sin overraskelse blev midtpunkt i en stor ceremoni, som han blot havde hørt om. Det sluttede med at han på byens torv skulle stå være centrum for flere timers stammedans, hvor han til slut blev overhældt med gedeblod. Det at psykisk lidende ikke blev udstødt, men blev fokus for lokalsamfundets samlede opmærksomhed mente han havde en helende effekt: – Dette ritual var en mærkeligt ophidsende oplevelse, på en måde jeg ikke kunne have forudset.

Et års tid senere talte jeg med en fra Rwanda, hvor jeg fortalte om hændelserne i Senegal. Han sagde: ”Vi har noget, der ligner. Det var efter at bogen var udkommet, så det kom ikke med. Han fortalte: ”Efter folkedrabet i Rwanda havde vi alvorlige problemer. Der kom folk fra USA og Vesteuropa med en holdning til sindslidelser, der var helt ødelæggende, og vi måtte bede dem rejse.” ”Hvad lavede de?” spurgte jeg. ”Okay, de førte folk, ikke ud i solen, som helt klart er, hvor man begynder at få det bedre. De omfattede ikke hele samfundet i støtteritualer, der er indlysende vigtigt for folk, de havde hverken musik eller noget. De tog folk, én ad gangen, ind i små, mørke rum, for at sidde en time og talte om de dårlige ting, der var sket for dem. Det var et skrækkeligt system. Det var noget om kulturens forskellighed.

Depressionens væsen
– Det er min opfattelse, at depression er en ensomhedens sygdom, at føle sig afskåret fra andre, uden forbindelse. Når man er så belastet er det at tale med andre svært, men jeg mener, man skal holde ud. Man skal ikke lade den deprimerede følge sin retning mod yderligere isolation.

Vi spurgte, hvorfor problemet er blevet så stort i vores moderne, velorganiserede samfund. Modtageligheden for depression findes hos alle folk og i alle sammenhænge. Det moderne liv giver en række problemer, en slags stress. Folk har kronisk mangel på søvn. Man sover mindre siden opfindelsen af fjernsynet og det elektriske lys. Folk bruger meget tid ved maskiner og computere og mindre med mennesker. Jeg tror, folk har flere valg at gøre i det daglige. Der er så mange valg til rådighed. Jeg synes, det er et liv, der er helt overvældende. Vi er begyndt at se de sindslidelser, der er konsekvensen af den livsform, og vi har endnu ikke fundet en social form til at omgås dette.

Fart på
Vi har ladet livet accelerere. Tempoet, der eksisterede i fortiden kan have været et bedre tempo for mennesker at leve i. Vi har bevæget os uden for vores evne til at tilpasse os, og begyndt at leve på en måde, der ikke er god. Hvis det fortsætter, og stress-niveauet ligger på et højt plan, vil produktiviteten gå ned. Så vil der måske ske noget, og der kan være en økonomisk interesse i at behandle. Så vil behandlingen komme i gang.

Samfundsøkonomisk interesse
– Initiativet til ændring må komme fra almindelige mennesker. Der vil blive behov for folkelig oplysning. I de fleste tilfælde kan depression behandles, men den kan afgjort ikke helbredes. Hvis behandlingen standses kan nogle klare sig. Det varer nok længe, før psykiatrien kommer til et punkt, hvor man kan tale om virkelig behandling. Indtil da er det bedste at prøve nye terapeutiske metoder, medicinske aktiviteter, kognitiv- interpersonel- og andre psykodynamiske modeller. Alt dette burde fremmes og overvejes. Man må ønske at befolkningen bliver bedre oplyst og mere villig til at søge behandling, så sker der måske en ændring.

Andrew Solomon mener, det er vigtigt, at deprimerede kæmper for deres rettigheder og bedre liv: – Problemet er, at mange gange, når grebet af alvorlig psykisk lidelse, eller som jeg var det i en alvorlig depression, så orker de kun at tage et brusebad. De kan ikke demonstre eller skrive breve til regeringen. Og mange gange, når de får det bedre, på grund af den diskrimination, de har oplevet, vil de ikke tale om det eller tænke på det og de vil ikke have noget med det at gøre. Så der har ikke været nær så meget aktivisme som der faktisk burde være. De er del af en stor befolkningsgruppe, hvis interesser man virkelig bør tage sig af.

Andrew Solomons hjemmeside: www.noondaydemon.com

Når dette endelig kan skrives – længe efter afholdelsen af ovennævnte konference, skyldes det at stormen efter det ubehagelige efterspil med Diana Benneweis´s bogudgivelse, har lagt sig. Artiklen er ikke uinteressant af den grund, så læs den alligevel – det er meningen at skribentens opfattelser også kommer til udtryk.

Lidt forsinket ankommer jeg en solrig forårsdag til den store kvindekonference på Radisson i Falkoner Center på Frederiksberg for at skrive referat af Diana Benneweis´ foredrag her, hvor hendes honorar skænkes til FAP-København. Diana blev vor protektor efter mit idé-koncept om, at FAP i lighed med SIND og PsykiatriFonden måtte have en ”prinsesse” som bannerfører.

Da jeg har fundet en plads i salen er det den tidligere tv-læge Peter Q. Geisling, som er på talerstolen. Konferencier er Ole Stephensen og 1000 forventningsfulde kvinder lytter i salen. De har hver betalt 2.000 kr. for at deltage, mens jeg slap med 500 kr. fordi jeg var kommet for at skrive om Diana Benneweis.

Peter Geisling taler om stress – noget de fleste kan tale med om, men ikke ved nok om

Vidste vi f.eks. at 15 % af befolkningen mellem 30-50 år, får stress og bliver syge af det? Det er tal som må tages alvorligt. Hver tredje ingeniør ml. 26 og 35 år får stress symptomer. Tidens ambitionsniveau er alt for højt for bl.a. akademikere og dette udløser stress. Vi vil have og nå alt for meget og karrieren er sat højt på denne liste. I mens dette fortælles er Diana Benneweis blevet bænket på første række – og Peter Geisling refererer her til hendes foredrag om bogen ”Livet bliver ikke genudsendt”.

Udløsning af stress og dens virkning

Det som kan udløse stress er blandt andet ikke at have eller kun have ringe indflydelse på jobbet. Utilfredshed med løn, tidspres samt mobning på arbejdspladsen er andre faktorer.

Det er genetisk at kunne tackle sin stress – nogle mennesker er bedre til det end andre.” Der kan forekomme følelsesmæssige tegn på apati, tristhed, ingen glæde, bekymring og uro. Irritabilitet, vrede, hjælpeløshed. Psykisk træthed er også et godt kendetegn på stress. Hjernen har brug for en pause! Kan man ikke det bliver man syg. Interessant og nok ikke helt ukendt for de fleste” – et spændende foredrag er slut.

Diana skal nu holde sit indlæg

Det er Dianas tur til at komme på scenen. Her må indskydes, at jeg kun fik talt kort med Diana, da hun kom farende ind i Radisson en halv time før sit foredrag. Hun lod falde en bemærkning om: Tilbageholdelse af politiet på sin bopæl i Dronninglund, lige før hun skulle af sted til Radisson.

Jeg blev noget desorienteret – hvad var der sket? – I dagens udgave af Ekstra Bladet havde jeg læst, at Diana på forsiden hænges ud som skyldig i faderens død for år tilbage! Var dette konklusionen på hendes nye bog “Livet bliver ikke genudsendt”? Var det de fem linier, hvor hun fortæller om hendes nu afdøde veninde, som hjælper faderen over sin dødelige lungekræft med ekstra morfin?

Så derfor er det en noget chokeret Diana, som toner frem for publikum og gerne ville have fortalt om sin nye bog. Og det bliver ikke som planlagt til den halve times foredrag, men en kortfattet erklæring om, at hun via sin nye bog og Ekstra Bladets kulørte forside, nu fremstilles som morder.- Det ydmygende i at skulle dementere denne påstand overfor et publikum, som er kommet for at høre om hendes bog, som handler om den psykiske sygdom, hun har måttet leve med de sidste ni år. Her går Diana i stå – tydelig berørt af situationen. Men heldigvis kommer konferencier Ole Stephensen hende til undsætning på en meget fin måde, nemlig ved selv at fortælle hvordan et af hans nære familiemedlemmer for nogle år tilbage også fik hjælp til at få fred. Resten af samtalen foregår i det lille sofahjørne, som er sat frem på scenen.

Mon ikke hele “scenariet” varede omkring tyve minutter? Men klapsalverne efter Dianas fremstilling ville ingen ende tage, da hun sluttede af. Publikum havde forstået – vi sanktionerede.

“Efterspil”

Det er hårrejsende, at Diana hænges ud som kriminel, efter at hun ærligt i bogen fortæller sandheden om faderens sygdom og død. Den øvrige del af bogen indeholder langt mere interessante oplysninger. Den fortæller om en kvindes hårde kamp mod og med en alvorlig psykisk sygdom, som for ni år siden pludselig blev en del af hende og ikke bare forsvinder.

Muligvis skal man selv være sindslidende for at fatte dette meget svære – at leve med den bi-polære affektive lidelse (manio-depressiv). Hvordan hverdagen bliver et ubeskrive- ligt mareridt med psykosen, som må gennemleves – og hvor både djævelen og dæmoner må bekæmpes. Diana fortæller hudløst ærligt i bogen om det hun oplever, når syg -dommen går i udbrud. Selv lægfolk må kunne begribe at psykisk sygdom er det værste et menneske kan opleve.

Når medierne hænger mennesker ud, som Ekstra Bladet her har gjort med Diana, så er det skånselsløst og helt uden anden tanke end ønsket om profit. De konsekvenser det kan få for den enkelte kan være helt urimelige; nogle kan få ødelagt det gode omdømme for resten af livet – mens andre kan få psykiske efterreaktioner af alvorlig karakter. Det sidste skete for Diana – der sker helt automatisk som en reaktion fra det ydre pres, som udløser alt for mange forskellige signalstoffer i hjernen samtidig. Dette medfører, at der opstår en periodisk psykotisk tilstand. Som læge Peter Geisling også i sit indlæg om stress fortalte, kan udefra kommende pres hos særlig psykisk sårbare, udløse en manisk eller psykotisk tilstand.

Diana måtte bruge en måned på at komme sig over dette – alene skulle denne forfærde- lige tilstand bearbejdes som hun plejer at gøre det – på hendes ”base” – huset i Sverige.

Heldigvis er Diana Benneweis lavet af et særligt stof, ligesom mange af os andre med en psykisk lidelse – så hun er kommet flot tilbage. Og i samme åndedrag må jeg retfærdigvis sige, at en hel del aviser og ugeblade både før og efter har bragt seriøse interviews og gode indlæg med Diana. Vi der er kommet til at kende Diana på nærmere hold ved, at hun arbejder i kulissen for den gode sag – de psykisk sårbare – og at hun i september 2005 blev valgt til protektor for FAP-København (en del af Landsforeningen af Psykiatribrugere) og det er vi stolte af. Hun står bag os – vi står sammen med hende!

At blive syg eller psykisk syg og få sat en diagnose, som patienten, læger og behandler kan forholde sig til er én ting…det er praktisk for alle for at kunne hjælpe og behandle.

Noget helt andet er de konsekvenser, som kan følge med en diagnose. I dette tilfælde en psykiatrisk diagnose. Det har altid konsekvenser at blive syg, både for patienten, men også for alle patientens pårørende. Nu taler jeg udelukkende om konsekvenserne for patienten…

Konsekvenser jeg selv har måttet lide meget under efter at have fået sat diagnosen hebefren skitzofreni, har været udelukkelse af familiefællesskabet, fordomme og tabuer fra samfundet og enkle udnyttelser af min diagnose – så som at benægte alt hvad jeg kunne fortælle, som værende ”syg snak” eller vrangforestillinger, ja ligefrem ordet ”løgner” er blevet brugt om mig.

Jeg har lidt under tabuer i mange år, imens min lidelse stod stærkest på, med et hav af indlæggelser og medicin. Ingen udover psykiatriansatte og andre brugere talte om min lidelse med mig, alle talte om alt andet eller slet intet. I de tilfælde, hvor jeg har prøvet at bryde igennem tabumuren er jeg blevet beskyldt for at mene, at alting skulle dreje sig om mig, hvilket var en stor overraskelse for mig.

Udnyttelsen kom flydende i takt med indlæggelserne. Udnyttelse af administration af min økonomi, udnyttelse af mig som et stykke arbejde, at blive holdt nede og ingen – eller mindre og mindre rettigheder som menneske. Man kan også tale om udnyttelse omkring medicinforsøg og bivirkninger – til sidst ingen rettigheder til at sige fra.

Da jeg begyndte at åbne mig overfor familien og det bl.a. kom frem, at jeg havde været udsat for en grad af incest, blev diagnosen også brugt til at benægte min troværdighed, at jeg havde ”bildt mig det ind”.

Jeg er ofte blevet ”holdt på plads”, både i socialpsykiatrien og på sygehuset med min diagnose. Det skal dog nævnes, at mange læger kunne i starten ikke blive enige omkring min diagnose, en enkelt overlæge mente at jeg kun var pårørende til en hel ”syg” familie og derfor havde givet op.

Autoritetsmagtmisbrug er det værste at stå overfor, mange er stadig meget autoritetstro. Jeg har for 2 år siden haft en arbejdende sag kørende hos en advokat. Jeg havde 12 punkter med lettere eller grovere lovbrud fra kommunens og socialpsykiatriens side. Hele forløbet var dømt på forhånd, da jeg stod ene imod systemet og til sidst trak jeg sagen tilbage for at få min frihed, for de reagerede med vrede, hvilket kun gjorde det hele meget værre for mig.

Men den største og grimmeste konsekvens jeg har lidt under pga. min diagnose, har dog været, at andre kan tro om én at man er farlig, at man kan slå mennesker ihjel eller kan spørge om man så er ”den gode” eller ”den onde” nu? Man kan ikke altid blive ved med at smile overbærende, men det gør ondt at høre. Derfor er jeg også holdt op med at bruge titlen ”skitzofren” omkring mig selv, men bruger de andre titler som jeg også har som håndværker. Kun i trygge rammer og når det er krævet taler jeg diagnose.

Det er dog utroligt så lidt der skal til for at få respekten igen blandt befolkningen, bare på dette punkt, man behøver jo ikke lægge mere til menneskers angst overfor psykisk syge ved at reklamere med skræmme diagnoser, og det er jo ikke alt man er tvunget til at tale om, selvom det er en af de ting man lærer i psykiatrien at man skal.

Det er ikke alt andre kan håndtere at høre om.

Nogle aktuelle dødsfald blandt yngre psykiatriske patienter og en nyligt offentliggjort rapport fra Sundhedsstyrelsen har skabt røre og politisk bevågenhed, om at psykiatriske patienter ofte behandles med mange forskellige psykofarmaka samtidigt. Ifølge Sundhedsstyrelsens ’Rapport om forbruget af antipsykotika blandt 18-64 årige patienter’ er der især øget dødsrisiko, når neuroleptika (antipsykotiske midler) gives i kombination med beroligende midler eller sovemedicin, hvorfor en sådan kombination nu frarådes. Undersøgelsen har ikke kunnet dokumentere øget dødelighed hos patienter, der får flere forskellige neuroleptika samtidigt, sammenlignet med dem der kun får ét neuroleptika, men det anbefales at undgå kombinationsbehandling med flere præparater.

I LAP – Landsforeningen af nuværende og tidligere Psykiatribrugere, har vi gennem årene været opmærksom på, at stærk hjernemedicin – neuroleptika, der for mange er det eneste tilgængelige behandlingstilbud, ofte har meget ubehagelige bivirkninger og at nogle af bivirkningerne direkte eller indirekte kan være invaliderende eller livstruende. Mange af vores kammerater døde en alt for tidlig død, som i mange tilfælde må formodes at være en direkte eller indirekte virkning af medicineringen. Sådanne potentielt livstruende bivirkninger kan være hjerterytmeforstyrrelser, sukkersyge, vægtøgning og deraf følgende risiko for hjerte-/karsygdomme, påvirkning af leverfunktion og knoglemarv, ligesom medikamenterne kan medføre uoprettelige hjerneskader. Malignt neuroleptika syndrom er en akut livsfarlig medicinforårsaget tilstand, der indebærer en dødelighed på op til 20 % blandt dem, der rammes. Det er uklart, hvor mange der årligt rammes af malignt syndrom, og vi har en begrundet formodning om, at myndighederne af uvidenhed eller uvilje ofte undlader at undersøge den dødes blod for de bestemte enzymer mv., der kan sandsynliggøre at dødsårsagen er malignt neuroleptika syndrom.

Det er et stort fremskridt, at Sundhedsstyrelsen viser interesse for de farer, der er forbundet med brugen af stærk hjernemedicin og den alt for udbredte praksis med at gøre patientens krop og hjerne til et stort kemisk laboratorium, hvor det ene medikament dynges ovenpå det andet. Men i LAP finder vi det kritisabelt, at undersøgelsesrapporten hovedsageligt er udarbejdet af læger, der dagligt ordinerer diverse psykofarmaka. Man burde i langt højere grad have involveret uafhængige eksperter f.eks. kliniske farmakologer. Vi stiller os uforstående over for, at man i undersøgelsen af sammenhæng mellem medicin og dødelighed ikke har interesseret sig for de konkrete dødsårsager. Hvor mange blandt de 317 døde, man har beskæftiget sig med, er f.eks. døde af malignt neuroleptikasyndrom, hvor mange er døde uden kendt årsag (som kunne være malignt syndrom!) og hvor mange er døde af tilstande, som kan være en følgevirkning af medicineringen? Vi stiller os også uforstående over for, at man ikke har draget nogen form for sammenligning mellem dødeligheden blandt personer, der er i behandling med neuroleptika og personer, der ikke får neuroleptika.

Vi ser i LAP frem til, at Sundhedsstyrelsen følger op på rapportens anbefaling om at foretage en videnskabelig undersøgelse med henblik på at afklare, om der er en risiko for at dø af behandling med antipsykotiske lægemidler. Vi vil opfordre til, at man ved iværksættelsen af en sådan undersøgelse inddrager uafhængige eksperter og relevante bruger- og pårørendeorganisationer. I mellemtiden mener vi, at man fra Sundhedsstyrelsens side bør indskærpe, at der ved dødsfald blandt personer, der er i behandling med neuroleptika, skal foretages undersøgelse af den afdødes blod med henblik på at konstatere, om dødsårsagen kan være malignt neuroleptika syndrom.

Vi mener i øvrigt, at den aktuelle opmærksomhed om risici forbundet med brug af neuroleptika, bør føre til at man fra politisk hold sætter ind over for den udbredte tvangsmæssige administration af netop disse medikamenter i forbindelse med tvangsindlæggelser og behandlingsdomme. En ulykkelig mor udtrykte, da hendes søn, med mange forskellige psykofarmaka i blodet, blev fundet død på en retsmedicinsk afdeling: ”Hvor kammeraterne, der havde været med til at begå den samme lovovertrædelse, slap med en kortvarig frihedsstraf, fik min søn en dødsdom.”

Ib Bak meddeler, han træder ud af landsledelsen.

”Personligt har mit arbejde i LAP gennem de sidste 6 år givet mig meget viden og erfaringer omkring psykiatri, og det vil jeg takke alle for. Det har også været hårdt ind imellem, så I har givet mig modspil, sammenspil og medspil. Dette siger jeg tak for. Jeg ønsker jer alle god vind og tak for denne efteruddannelse i psykiatri og en stor tak til alle i landsledelsen.

Jeg vil også gerne takke alle medlemmer for deres opbakning til LAP og håber, at de fremover vil være med til at udvikle psykiatrien og den behandling, der skal til for at komme sig efter en alvorlig krise/sammenbrud i livet.

Jeg vil også takke Ringkøbing amt for deres hjælp og at jeg fik lov til at være på den anden side af skrivebordet, det har været en spændende og udfordrende opgave.

Jeg vil også takke alle de søde mennesker jeg har mødt som brugere, pårørende og behandlere i mit virke gennem de sidste 7 år i psykiatriområdet.

Jeg vil også takke Landsforeningen ”Bedre Psykiatri” for det samarbejde vi har haft i gennem tiden, især recovery-orienteringsprojektet som har givet mig meget i selvforståelse og årsagssammenhænge.

Jeg vil også takke venner og familie for den støtte, de har givet og overbærenhed de har haft med mig gennem de sidste 7 år. Jeg forstår godt, at de har haft trukket sig i perioder, hvor jeg havde svære hovedbrud med opgaverne og var svær/umulig at være sammen med.

Der er mange enkeltpersoner i dette univers som har givet mig (guld) og jeg har nok ikke i min tænksomhed altid givet god anerkendende respons, men hermed dette nu til jer alle, som har været i mit kommunikationsområde og som har sendt mig kærlige tanker.

Jeg vil især takke alle de psykiatribrugere, der med åbent hjerte har bidraget til min opfattelse af, hvad svære livskriser er, for uden jer som kilde havde det været umuligt for mig at fuldføre min opgave.

Ja nogen gange stiller vi mennesker os selv opgaver, vi brænder for af en eller anden grund! For mig har opgaven været at få sået nogle frø, som kan hjælpe mennesker til at komme sig, og at ingen skal igennem den krise som mit møde med psykiatrien var i 1988. Og dette er sket, lad os håbe disse frø, som er sået igennem de sidste 7 år får lov at vokse til gode planter og sætte ny gode frugter til glæde for den enkle og samfundet.

Jeg takker alle for jeres bidrag og jeres store arbejde med at skabe en mere dynamisk psykiatri og god arbejdslyst.

Jeg vil også takke de politiske ledere, der har været velvillige og lydhøre over for os og som har erfaringsviden.

Der er mange enkeltpersoner, der skal have en stor tak, men det vil her blive for omfattende og jeg vil heller ikke risikere at glemme nogen.

Med mange tak og kærlige tanker
Ib Bak

…den hænger nedad. Sådan lyder den gamle sang. Og vi er rigtig mange, både mænd og kvinder, der er kede af det af dén grund. Det handler om impotens og frigiditet. Mange mennesker har problemet – men psykisk syge har ofte det ekstra problem, at den helt nødvendige medicinske behandling i mange tilfælde også har den bivirkning, at den fremkalder impotens eller frigiditet og en fedme, der i sig selv kan ødelægge sexlivet.

Disse bivirkninger er invaliderende. Jeg har selv haft problemet i større eller mindre udstrækning i mange år, indtil jeg fandt en medicin, der ikke (for mig) har disse bivirkninger. Man skammer sig – og føler sig helt alene med problemet. Der er i behandlingssystemet (som i det øvrige samfund) en ulykkelig berøringsangst overfor dette problem. Ingen taler om det. Og så må man jo selv vralte sig gennem tilværelsen med sine tyve til fyrre ekstra kilo og oven i købet ikke kunne ”få den op at stå”.

Dette kan i sig selv smadre et liv. Man tør ikke binde sig – føler sig også på denne måde, ud over den sociale stigmatisering ved psykisk sygdom, utilstrækkelig. Man tør ikke være tæt på andre mennesker. For tænk nu, hvis hun vil noget mere… Ak nej, jeg tør ikke – jeg bliver leet ud. Jeg er til grin.

At man ikke ved behandlingssstart med psykofarmaka får at vide, at mange typer medicin har disse bivirkninger, er efter min mening en skandale. Problemet bliver gemt væk – og i den ulykkeliges hjerne bliver forestillingerne om sex mere og mere underlige og bizzare – fordi man forsøger at fortrænge det. Vi må erkende, at problemet eksisterer – for rigtig mange psykisk syge. Åbne op for debatten – og dermed lægge pres på medicinalindustrien for at finde bedre medicin. Jeg er så ked af… Men det gider jeg ikke være længere. Nu skal der gøres noget!

I forbindelse med Lars Stranges mening om at LAP burde arbejde sammen med SIND , Bedre Psykiatri og Psykiatrien vil jeg sige at FAP- Nordjylland arbejder sammen med de 3 parter om arrangementer og ikke mindst omkring en rådgivning på Aalborgs to psykiatriske sygehuse , hvor vi kan være kritiske, når vi finder det berettiget..

Vi er derudover lige startet på et spændende projekt sammen med SIND og Bedre Psykiatri om at køre Galleri Ødipus i Aalborg videre. Galleriet giver psykiatribrugere mulighed for at udstille deres kunst. Det har før hørt under Psykiatrien, men de vil ikke stå for det mere. Så nu prøver vi . Jeg tror at andre steder i landet eksisterer der lignende fælles projekter.

Jeg synes at for nogle er den etablerede medicin det rigtige. Men mener at for mange vil det give et bedre liv at bruge alternativ behandling eller evt. at supplere med det. Flere og flere steder erkender man dette rundt omkring i landet. Både i bo- og behandlingstilbud og på psykiatriske sygehuse giver man tilbuddet om f.eks. massage eller akkupunktur til brugerne. Og med gode resultater.

Til sidst vil jeg sige til Lars Strange at selvfølgelig skal vi i LAP arbejde sammen og ikke bekrige hinanden. Mange psykiatribrugere har brug for støtte og opbakning og er måske sårbare og det er bare endnu en grund til at vi behandler hinanden ordentlig.

Vores rejsekonsulent for Østdanmark har med kort varsel fået andet arbejde, derfor søger vi ny rejsekonsulent til snarlig ansættelse.

Arbejdsområde:

• bistå LAP’s grundforeninger og kollektive medlemmer i at udvikle deres medlemsaktivitet og brugerpolitiske virksomhed, bl.a. ved i samarbejde med foreningens udviklingskonsulent og anden rejsekonsulent at:
  a. forberede og afholde arrangementer for LAP’s grundforeninger
  b. forberede og afholde arrangementer for foreningens kollektive medlemmer
  c. udvikle aktionsformer der involverer medlemmerne
  d. udvikle og tilbyde kurser i foreningsarbejde
• understøtte og hjælpe eksisterende og nye grundforeninger i kommuner og regioner
• øge LAPs individuelle og kollektive medlemstal

Rejsekonsulenten skal primært arbejde i Østdanmark, mens LAP’s anden rejsekonsulent koncentrerer sig om Jylland og Fyn. Endvidere arbejde sammen med LAP’s udviklingskonsulent, samt forretningsudvalg og landsledelse – men mest på egen hånd.

Jævnlige besøg i grundforeninger mv. Ellers hjemmearbejdsplads. Minimum tre gange om måneden lægges arbejdstiden på LAP’ sekretariat i Odense.

Rejsekonsulenten kan evt. ansættes i skåne- eller flexjob.

Kvalificerede ansøgere med egen brugererfaring med psykiatrien vil blive foretrukket.

Send en ansøgning bilagt referencer til LAP, Klingenberg 15, 2.th., 5000 Odense C, så vi har den med morgenposten senest 2. januar 2007.

Her er så et indlæg fra jeres rejsekonsulent udi det Fynske og Jydske LAP område. Klummen er en genoplivning af et tidligere tiltag, og vi blev enige med forretningsudvalget i LAP om at genindføre det fra og med dette nummer. Landet rundt hedder afsnittet igen, og jeg er så blevet bedt om at fortælle om de forskellige aktiviteter, der sker i det fynske og jydske.

Først vil jeg fortælle lidt om mine arbejdsopgaver. Jeg er ansat af LAP til at udføre nedenstående opgaver:

• Bistå LAP’s grundforeningen (FAP’er) og kollektive medlemmer i at udvikle deres medlemsaktivitet og brugerpolitiske virksomhed
• Medlemsaktiviteter herunder, faglig og socialt træf for foreningens medlemmer
• Udvikle aktionsformer der involverer medlemmerne
• Forberede og afholde kurser for medlemmerne
• Forberede og afholde kurser for bestyrelsesmedlemmer
• Understøtte og hjælpe eksisterende og nye grundforeninger under den nye kommunestruktur
• Øge LAP’s individuelle og kollektive medlemstal
• Støtte til de lokale FAP’er

Jeg er ansat til disse opgaver i fleksjob. Jeg har 1 arbejdsdag hver 14. dag på kontoret i Odense, derudover er jeg at træffe på telefonen dagligt fra kl. 10 – 14, ellers er I altid velkomne til at maile mig.

Jeg blev ansat den 15. september og i den tid er der sket en hel del i mit område.

Vi har fået dannet RAP – Midtjylland hvor Michael Adamsen er blevet formand – tillykke med det.

FAP – Randers er oppe at køre igen. Der er blevet valgt en bestyrelse på 7 medlemmer inkl. suppleanter i Randers med Claus Hansen som formand. FAP – Midtvest er dannet også med 7 bestyrelsesmedlemmer inkl. suppleanter og med Else Holm som formand.

LAP – Sydjylland er blevet dannet og der er valgt bestyrelse. I skrivende stund er der kræfter i gang for at danne en lokalforening i Horsens, hvor jeg også har foreslået, at man vælger 7 personer til bestyrelsen. Begrundelsen herfor er, at man så bedre kan støtte hinanden, hvis én i bestyrelsen i en periode har det dårligt. Der er berammet stiftende generalforsamling den 27. november 2006.

Jeg glæder mig over, at så mange regionsforeninger og lokalforeninger er kommet på banen og vil fortsat arbejde på at støtte medlemmerne i at oprette nye lokalforeninger, også ved opsøgende arbejde.

Især i det syg og sønderjyske område er vi lidt svagt repræsenteret hvad angår lokalforeninger. Men det må vi have noget gjort ved. Hvis der er medlemmer i det område, der gerne vil have startet en lokalforening, så giv mig et praj. Så finder vi sammen ud af at få startet noget. Evt. i samråd med Kaj i Tønder eller Anker i Esbjerg.

Med venlig hilsen
Asger Lauridsen
Rejsekonsulent i LAP – vest.

For 13. år i træk var der Sankt Hans løb i Roskilde, grunden til det hedder Sankt Hans løbene er ikke at de foregår ved Sankt Hans tide, men der i mod at de foregår ved Sankt Hans hospital, som er et hospital for sindslidende. I år var deltager antallet oppe på 1700, som havde givet 100 kr., for at deltage. 1700 er for øvrigt ny rekord.

Der var 3 ruter, 2, 5 eller 1o km. Deltagerne var en blanding af personale og brugere fra især Sjælland, men nogle få fra Fyn og Jylland var også dukket op.

De fleste kom på grund af den gode stemning, samt for at møde venner og bekendte fra andre afdelinger. Kun få løb for at komme på top 3, det var for øvrigt de færreste der løb hele tiden, de fleste gik ovenstående distancer. Rigtig gode tider for de 3 ruter, var 9 min. (2 km) 22 min ( 5 km) samt 43 min ( 10 km). Alle fik en medalje for at gennemfører løbet, en T-shirt samt mad og drikke. Under og efter løbet, var der levende musik fra en rockgruppe, der spillede kendte numre bl.a. Beatles numre. Jo man havde gjort rigtig meget for at alle skulle få en god oplevelse, og føle sig som ”vindere”.

Derudover var der præmier til de 3 hurtigste af hver sit køn, på alle distancerne. Præmien bestod af en trøje med Sankt hans løbenes logo på, på forsiden, samt tallene 1,2,3, på ryggen alt efter hvilken placering man fik. De fleste af vinderne var gengangere fra andre arrangementer for sindslidende, så som Sund byløbet, samt idrætsfestivalen i Vejle. Til næste år ligger løbet også i Roskilde samt omkring den 1. september, så man kan allerede godt begynde at gå i træning hvis man skulle få lyst til at deltage.

“Musik påvirker vores følelser. Den kan på en eller anden måde reflektere, hvordan vi har det ” fortæller Bent Jensen. Bent Jensen er ansat som musikterapeut ved Katrinebjergcenteret, en institution i Århus amt, som er tilknyttet Lokalpsykiatri Nord. Det er også her, vi finder musikterapi-lokalet.

Behøver ingen forudsætninger.

“Princippet ved musikterapi er at man ikke behøver at have nogle forudsætninger for at starte. Det er ikke musikundervisning, men terapi hvor musik indgår, så man skal selvfølgelig have lyst til at udforske instrumenter og spille og synge “, siger Bent Jensen.

Forskelligt i hvor lang tid.

“Normalt starter man op med at have en gang om ugen, senere en gang hver 14. dag eller sjældnere, men det er meget forskelligt. I nogle tilfælde kan det godt vare et år, hvor musikterapien har gjort, at den psykisk syge har fået det bedre “, beretter Bent Jensen.

En beroligende effekt.

“Vi har en kinesisk gong gong, som kan have en beroligende lyd. Nogle gange er der brugere som lægger sig ned og slapper fuldstændigt af. Men den samme gong gong kan også lave nogle mere dramatiske lyde. Så man kan bevæge sig fra det dybe åbne afslappende til det voldsomme, dynamiske “. Har man lyst til at få producerert en cd, kan det også lade sig gøre.

Forskellige instrumenter.

Der er nærmest indrettet et musikstudie, hvor der kan laves cd-indspilninger. De instumenter der bruges er klaver, bas, guitar og keybord men også trommer af forskellig slags og så sang. Der arbejdes meget med stemmetræning. ” Stemmen er jo noget meget personligt, et instrument vi alle har tilgængeligt. Men mange har komplekser omkring deres stemme, så det prøver man at løsne op for “.

Med hensyn til optagelserne kan der være flere instrumenter med, det der populært hedder lagkage-produktion. Men at stå med en færdig cd er ikke nødvendigvis et mål. Målet er at komme i kontakt med sine følelser.

Terapien begynder.

Selve terapien begynder med at brugeren vælger et instrument, og musikterapeuten vælger et andet. Så spiller de sammen, og det er der der sker noget “. Det kan være, man spiller bare fordi det er dejligt at spille, det giver liv og energi. Men det kan også være, at man som udgangspunkt har et eller andet der er svært. Man kan være vred eller være angst, og det kan faktisk godt lade sig gøre at udtrykke angst på et instrument. Der er to måder at bruge musikken på. Den ene er at lytte til musik, og den anden er at udfolde sig selv. Det er mest det sidste der er brugt, det med at improvisere. Selv om man ikke har spillet på et instrument før, så kan det faktisk lade sig gøre at lave lyd. Der er ikke en bestemt type musik, som er god for skizofrene eller en bestemt type musik, der er god, hvis man er trist, Det er meget individuelt. Når man starter med at spille, ved man ikke, hvordan musikken vil være. Nogle gange bliver det måske meget flot og stort, andre gange bliver det spæd musik, og andre gange bliver det kaotisk. Fælles for det er, at der snakkes om, hvordan det var bagefter: Var musikken grim, var den smuk, følte du dig tung, glad, eller lettet.”

Forskellige genrer.

Der bliver brugt flere forskellige typer musik: Det kan være klassisk musik, rytmisk musik og endeligt etnisk musik. Terapeuten opdeler musikken i tre kategorier: Musik som går til hjertet, og virkelig påvirker følelserne. Musik som giver en masse billeder: Man ser straks store landskaber, når man hører en eller anden bestemt type musik. Endelig er der musik der mere appellerer til hovedet, og som kan være noget man bliver vågen af.

Musikterapiens virkninger.

” Det der virker allermest ved musikterapi er muligheden for og få givet udtryk sammen med et andet menneske i et rum, for nogle af de ting som er svære i tilværelsen. Det kan være selvmordstanker, angst eller livslede hvor man prøver at udforske hvordan det er at have det sådan. Det kan ske ved hjælp af musikinstrumenterne, ved at tegne eller male, nogle kropslige øvelser, eller ved hjælp af stemmen. Og det er noget der gøres sammen,” afslutter Bent Jensen.

Jeg har hørt stemmer i mange år, og har været meget forpint af det. Men som led i min Recovery-proces har jeg fundet en måde at betragte fænomenet på, så jeg kan tackle det. Faktisk føler jeg, at stemmerne er på kraftig retur som følge af min nye måde at betragte det på.

Det hele startede i min første ungdom, ved at jeg gjorde noget, jeg ikke skulle have gjort. En gerning, som startede et vældigt selvhad indeni mig. Jeg forbandede mig selv.

I mange mange år derefter har jeg været et meget splittet menneske. Jeg har følt, at der var noget indeni mig, som var så ondt, at jeg måtte fortrænge og til sidst helt fraspalte det min personlighed. Der var noget, jeg ikke ville kendes ved. Der var tanker, der var så onde, at jeg ikke turde tænke dem. Men det at holde disse tanker på afstand var så opslidende, at jeg var ved at blive skør. Og jeg har oplevet lange perioder med stor psykisk træthed. Det føltes, som om der stod en mand udenfor døren, og ville ind. Han bankede og bankede, med knyttede næver, og jeg stod på den anden side af døren, og forsøgte desperat at holde ham ude, at holde stand.

Nu har jeg så åbnet døren for at se, hvad det egentlig er, der larmer sådan på den anden side af døren – med andre ord i mit hoved. Og det viser sig, at det jeg fraspaltede, og som jeg så desperat har forsøgt at holde ude er en del af mig selv.

Den nye måde, jeg betragter stemmerne på, er, at det er mine egne tanker. Tidligere troede jeg, at jeg havde telepatisk forbindelse med andre mennesker. Jo jo, jeg har skam haft interessante samtaler indeni mit hoved med flere berømte personligheder, bla George W. Bush, Anders Fogh Rasmussen og andre notabiliteter. Troede jeg. Og det er jo også altid rart at føle sig på bølgelængde med de kendte.

Men jo mere jeg kæmpede mod stemmerne, jo mere splittet blev jeg. Jeg troede, at onde mennesker ville skade mig via tankerne. Jeg var paranoid. Jaget og pint af mine egne tanker. Som jeg ikke ville kendes ved. Derfor fik de karakter af noget udefra kommende. Jeg følte mig ofte midt i opslidende kampe mod disse ”onde personligheder” – det hele var for så vidt ret spændende – men altså opslidende.

Det helt store gennembrud har været at indse, at stemmerne er mine egne, selvdestruktive tanker, født af et grænseløst selvhad. Og derefter at tilgive mig selv.

I 16 år har jeg været panisk angst for at tænke bestemte tanker. Det er som når man får at vide, at man ikke for nogen pris må tænke på en lyserød elefant. Man tænker ikke på andet – men prøver samtidig at holde tankerne borte, ude. Enormt opslidende. Befrielsen kommer, når man lukker disse tanker ind – tør tænke dem. Det er såmænd slet ikke så farligt. Det er ikke sikkert, at man skal handle på disse tanker – men man er nødt til at lukke dem ind, tænke dem. Se hvad det er, hvad det handler om.

At have været så splittet, som jeg har været det, og så opleve denne heling føles som lykke. Befrielse. I perioder har stemmerne kommenteret alt hvad jeg tænkte og følte og gjorde. Og jo mere jeg kæmpede mod dem, jo mere splittet og forpint blev jeg.

En dag bliver jeg måske så stærk, at jeg kan slippe medicinen. Men det er ikke det vigtigste. Det vigtigste er den nye fred, jeg føler i mit sind. Recovery kan tage lang tid. Fra mit selvhad startede til i dag er der gået 23 år. Nu skal jeg til at drage omsorg for mig selv. Elske mig selv. I stedet for at være nødt til at frelse verden. Tilgive mig selv. Lade tankerne strømme. Se på dem. Se på alt, der er i mig. Hele mit sind. Jeg er ikke længere bange for mine egne tanker. Heller ikke de mørke impulser. Det, der er, det er. Og det bliver først farligt, når man forsøger at fornægte det, holde det ude. Dette er min vej mod et bedre liv.

Hvor går man hen, hvis man vil deltage i en selvhjælpsgruppe? Den gængse vej er at møde ligesindede i en sygdoms- eller patientforening. Men i dag er der også mange, der søger informationer om specifikke selvhjælpsgrupper på Internettet, og derfor har FriSe i år lanceret www.selvhjaelp.dk , der er en formidlingsportal, hvor borgere og selvhjælpsgrupper mødes.

Ideen bag selvhjaelp.dk er at gøre det simpelt at finde grupper, hvor ligesindede kan udveksle erfaringer. Derfor opfordrer Selvhjaelp.dk alle foreninger og organisationer til at annoncere deres forskellige selvhjælpstilbud på Selvhjaelp.dk, så portalen kan give et samlet og fyldestgørende billede af de selvhjælpsgrupper, der findes i nærområderne. Og jo flere, der bruger portalen, jo bedre bliver den! Af samme grund er det gratis at benytte selvhjaelp.dk – både for foreninger og borgere.

Synlig selvhjælp

Selvhjaelp.dk er en oplagt mulighed for at synliggøre selvhjælpen. FriSe, der står bag Selvhjaelp.dk, har arbejdet målrettet for at gøre portalen mere brugervenlig, og den ses snart i et helt nyt design, men med de samme funktioner som hidtil. Den nye Selvhjaelp.dk præsenteres til messen ”Sund Livsstil” i Forum den 6-8. oktober. Dette markerer samtidig startskuddet for en national kampagne for Selvhjaelp.dk, der udarbejdes i samarbejde med reklamebureauet REPUTATIONcph.

Hvis I har selvhjælpsgrupper eller andre erfaringsbaserede grupper, hvor der er plads til flere deltagere, vil vi derfor opfordre jer til allerede nu at annoncere dem på Selvhjaelp.dk. Annoncerne bliver dermed synlige for de – forhåbentlig mange – der logger sig ind på portalen som følge af kampagnen.

Sådan kommer I i gang

Da FriSe iværksatte selvhjaelp.dk, var et af målene at gøre portalen enkel at bruge. Derfor kan alle foreninger, der laver selvhjælpsarbejde, få adgang til at oprette annoncer – uanset om det gøres af ansatte eller frivillige.

Får I problemer med oprettelsen – eller har I spørgsmål – er I velkomne til at kontakte FriSe på tlf. 98 12 24 24. FriSe kan også kontaktes på e-mail info@selvhjaelp.dk.

FriSe håber, at rigtig mange vil bruge selvhjaelp.dk og få glæde af den!

Besøg portalen på www.selvhjaelp.dk Læs mere om FriSe – organisationen bag selvhjaelp.dk – på www.frise.dk

Engang var der mennesker, der mente, at verden var øde og tom. I hvert tilfælde for nogle mennesker – de psykisk syge – dem, der ikke lige passede ind. Men så begyndte nogle at fortælle om, at der faktisk fandtes guld overalt – at livet var en spændende skattejagt – at der var noget til alle, og at der rundt omkring i verden ligger guld med lige netop dit navn på. Eller rettere sagt: Guldet ligger ikke ude i verden, men inde i dig selv. Det det drejer sig om, er at du bare lægger mærke til det. Og man fortalte, at når man havde samlet tilstrækkelig meget guld, fik man en præmie, og præmien var fred i sindet…

Selv fandt jeg for nylig en guldklump, der stod Carsten på, og denne klump var en klippefast beslutning, en viljeshandling, om at NU skulle mit selvhad stoppe. Og at nu VILLE jeg elske mig selv. Tidligere havde jeg gået i kreds omkring denne guldklump, men var blevet narret af den drage, der lå ovenpå, der hvæsede til mig, at det jeg havde gjort (for hundrede år siden og en madpakke) var SÅ forfærdeligt, at det var utilgiveligt, og at jeg fortjente mine lidelser, ja at jeg ikke fortjente andet. Men denne dag tog jeg beslutningen – dybt inde i mig selv fødtes det – NU havde den drage ærlig talt forpestet mit liv længe nok.

“HOLD MUND! STOP!” sagde jeg. Idet dragen langsomt faldt sammen, hvislede den selvfølgelig sit: “Jamen, alligevel…så hør dog på mig…”. Men nej! Drager er generelt dumme, men stærke. Det kan bare ikke betale sig at lytte til dem. Nu har jeg min krukke med guld – og prinsessen har jeg også allerede – så jo, verden ER fuld af guld.

Se, det var et rigtigt eventyr, og det er ganske vist!

Studier har vist, at mange mennesker begynder at høre stemmer pga. stress eller efter en traumatisk oplevelse i deres liv.

Den 29. september 2005 havde Socialpsykiatrisk Center arrangeret et foredrag om dette emne i Hvalsø Hallen. Udgangspunktet var psykiatribrugernes egne livshistorier. De fortalte om, hvordan det er at høre stemmer, og de fortalte om nye måder at forstå og håndtere stemmehøring på. De fortalte de mest hjertegribende historier om mangel på kommunikation med sygehuspsykiatriens personale og om magtmisbrug. Først når patienten gjorde oprør mod systemet kunne hun inddrage alt, hvad der var af betydning for egen situation og helbredelse. Patienterne udviklede deres egne selvhjælpsstrategier for at kunne øge egen indflydelse. Der blev bl.a. etableret et stemmehørernetværk i Hvalsø. http://www.hearingvoices.dk/

For brugeren af etableret psykiatri handler det om at blive hørt og føle sig forstået, mens de oplever det som mangel på respekt, når der anvendes tvang. Brugerne føler sig misinformeret, når der mangler adgang til information om muligheden for at komme sig og påtage sig ansvar for eget liv. Det er foruroligende, når man har det skidt, at man tilmed skal være bange for at blive tvangsbehandlet også lang tid efter et indlæggelsesforløb. Når man behandler et menneske med depotmedicin (psykofarmaka, som har sin fulde virkning i ca. 14 dage), er der fare for, at behandlingen fortsætter resten af menneskets liv, fordi der stadig findes læger, der tror at psykisk syge ikke kan blive raske. De mest udsatte grupper er udlændinge, hvor deres uvidenhed om rettigheder og deres økonomiske afhængighed kan misbruges til at udforske ny medicin.

Det er forkert at tro, at de fleste psykiatere har et fuldstændigt billede af deres patienters sygdomshistorier, idet de får mindre og mindre tid til flere og flere patienter. De fleste er interesserede i at dæmpe eller fjerne symptomer ved brug af medicin. Desværre er der ikke råd til at tilbyde psykologhjælp, det er for krævende, og behandlingen varer for længe.

Ofte ser psykiaterne ikke symptomerne/lidelsen i en kontekst af patientens liv. De fleste psykiatere er biologisk orienterede og har et mekanisk og materialistisk verdensbillede. Det er umuligt for personer med for eksempel en ”Kundalini rejsning” at tale med deres læge om åndelige oplevelser, mystiske hændelser eller særlige evner. Sådanne fortællinger vil blive opfattet som udtryk for sindssygdom. Der viste sig også for sådanne mennesker et behov for at stifte deres eget hjælpenetværk. En sådan gruppe mødes hver måned i Roskilde og København. hjem.get2net.dk/kundalini

Motion, god kost, at undgå skadelige stoffer, kærlighed, fred og ro, natur, meditation/bøn og arbejde er blandt meget andet ligeledes vigtige for at kunne få det bedre.

Men for at man kan komme sig, skal der forskes i disse spørgsmål, og der er brug for et system med fokus på helbredelse via afvænningscentre og andre støtteforanstaltninger med mulighed for en gennemtænkt og planlagt nedtrapning af medicin.

Det må være en højt prioriteret opgave for de nye regioner.

Mennesker skal leve livet, erfare og selvstændiggøres, stilles over for udfordringer og modnes. Den moderne “livsstilsmedicin” tilbyder en lettere verden, men mine erfaringer siger mig, at det medfører umodenhed, angst og kedsomhed samt bivirkninger, som stort set altid følger af en medicinsk behandling.

Medicin vil ikke skabe mening, afskaffe ensomhed, forhindre sorg og ulykke. Sund fornuft, sociale kontakter og et godt netværk, gode bøger, fritidsaktiviteter, kunst og kærlighed – er vejen frem.

Medicinalindustrien gør dårlig trivsel til en sygdom

Det er ingen hemmelighed, at der er meget store økonomiske interesser indenfor dette feltinteresser, det som enkeltindivid kan synes næsten uoverkommeligt at stille spørgsmål til. Vi har i vidt omfang overladt sundhedspolitikken til medicinalindustrien, der har overordentligt frie hænder til at sætte dagsordenen.

Det er også i vid udstrækning en samfundsmæssig beslutning, hvor grænsen går mellem dårlig trivsel og depression. Der er enorme grupper af mennesker, der af den ene eller anden grund ikke befinder sig på livets solside i en kortere eller længere periode, f. eks. ensomme, arbejdsløse eller folk med kærestesorg.

Det er over for denne gruppe, at den moderne medikalisering af livets problemer bliver til industriinteresser.

Det er nødvendigt at diskutere dette åbent!

Vi er nødt til at tænke de samfundsmæssige hensyn ind i vores sundhedspolitik. Sociale og psykologiske problemer bør ikke løses med biokemi.

Antidepressiv medicin gør det sværere for folk at tage stilling og være kritisk. Men ønsker vi virkelig et samfund, hvor kemisk forandrede personligheder af denne type er standarden?

Hvis udvendighed, selvhævdelse og tilpasning er vinderne, så bliver taberne de indre værdier som sjælero, modstandskraft og retfærdighedssans.

Udvendighed og tilpasning er måske økonomisk rentabelt for en stund, men det gør medmenneskelighed til en mangelvare, og det bremser menneskelig vækst.

Drømmen om den lette biomedicinske løsning er i mine øjne en livsløgn. Præparaterne hæmmer også evnen til at håndtere livets almindelige tildragelser. Sådanne stoffer kan give en betydelig afhængighed. Virkningen forringes efterhånden så meget, at risikoen for bivirkninger blandt andet i form af opblussen af selvmordstanker og selvskadende adfærd bliver større end den positive effekt.

Mennesker med psykisk sygdom følger sig stigmatiseret af diagnosen, nogle følger sig stigmatiseret af behandlingen.

Sindslidende har behov for behandling, omsorg og pleje under smukke omgivelser og relevante aktivitetstilbud, beskæftigelse, gymnastik, sport, underholdning m.m.

Hvad med at bygge et sanatorium/refugium som forsøg på velfærdpsykiatri, alternativ forebyggende behandling, hvor sårbare sjæle kan opleve velvære og blive forkælede, f.eks. med vand eller massørens hænder, og komme sig over deres livs krise? Jeg vil gerne åbne en debat i den retning. e-mail: k.a.hansen@tele2adsl.dk

Dybest set mener jeg, at et rigt samfund bør have råd til at kunne tage sig af de svage/syge og de fremmede, som vi har.

Derudover bør samfundet også være så rummeligt, at det kan give plads til forskellige former for skæve eksistenser, ikke kun på det allerede etablerede arbejdsmarked, men via en speciel iværksætterpulje for de svage. Der skal åbnes en dør for dem, som har ideer til nye initiativer, videreuddannelse og kendskab til støttemuligheder skal udvides. Folk som har brugererfaring skal inddrages i videnskabelige undersøgelser og i forskning på de psykiatriske områder. Det nytter ikke at fortsætte videre med kun at høre på den etablerede lægevidenskabelige forskning, mest identificeret med medicinalindustrien. Det giver skæve grundværdier i behandlingspsykiatrien. Det skal ikke forstås sådan, at jeg vil udelukke medicinering i psykiatrien, jeg vil bare fastslå, at der også skal gives andre muligheder i praksis. Hjernen er et levende organ, som har stort potentiale til selvregenerering, hvorfor så ikke udnytte denne egenskab.

Der skal oprettes en database, i internationalt omfang, indeholdende eksempler på recovery, og der skal opsamles informationer om alle de måder, som førte til helbredelse, såvel alternativ behandling som forsøgsmetoder. Sådan en database skal være gratis tilgængeligt for alle på Internettet.

Der skal gives håb om helbredelse for en psykisk sygdom! Der skal gives lov og god tid til at mennesker kan blive helt raske, og ikke kun nøjes med at dæmpe symptomerne gang på gang med piller, der efterfølgende medfører gentagne indlæggelser.

Stress er en følgesvend til det danske arbejdsmarked, og derfor bør man uddanne folk i stresshåndtering, både på arbejdsgiver og arbejdstager siden. Et sanatorium/refugium kan være det bedste sted til at afstresse folk og sammen med en vejledning om kost, motion m.m., kan det lægge et plaster på sjælens sår.

Jeg har selv været vidne til en stresset leders dødsfald. En leder, som besad bred viden, og som var socialt engageret og optaget af de svages vilkår.

Hvilket spild af resurser!

Som almindelig borger har jeg følt mig magtesløs, når jeg kunne se mangel på handlekraft, om det var fra min egen, lokalsamfundets eller fra statens side. Jeg har set, at arbejdsmedicinske klinikker ikke magter at håndtere så mange sager, som der er, især når de ikke kan få effektiv støtte fra fagforbundenes side.

Derfor blev jeg aktiv bl.a. i LAP (www.lap.dk), for at skabe mere balance mellem de stærke og de svage. Og først og fremmest for at skabe mere trivsel, livskvalitet og psykisk velvære for de svage borgere, og for selv at opleve glæde ved at hjælpe andre.

Danmark har råd til at tænke og investere i menneskeværd.

Den 24. november mødte ca. 30 deltagere fra hele landet op i Middelfart for at deltage i LAP’s strukturkonference

Formålet med konferencen var bl.a:

• At fremme en fælles forståelse af FAP/LAP som én organisation på 3 niveauer, kommunalt, regionalt og nationalt
• Udvikle dialogen og samspillet mellem foreningens tre niveauer
• Inspirere hinanden til at udvikle og forny det medlemsrettede arbejde i grundforeningerne

Hanne Wiingaard fra Landsledelsen, kom med et inspirationsoplæg om forholdet mellem de tre niveauer i organisationen, og påpegede at det stadig skal sikres at grundforeningerne er suveræne afdelinger.

Hvilke navne skal vi have på de 3 niveauer? De tre navne LAP, RAP, FAP kan skabe forvirring rundt i landet, det skal sikres det bliver klart hvem LAP er, også lokalt.

Efter frokost var emnet ”Indflydelse i regionerne, hvordan og på hvad”? Her var inviteret Dan Boyter, direktør på Pressalit og regionspolitiker for Venstre i Region Midtjylland og Jens D. Mogensen, Socialpsykiatrisk konsulent Fyns Amt, kommende social faglig medarbejder i VISO.

Rollespil med 2 repræsentanter fra Viborg der repræsenterede LAP, og Dan Boyter der tog imod dem som politikeren, rollespillet handlede om hvordan LAP som organisation kan skabe indflydelse i de nye regioner.

Efter middagen kom et lille band der spillede musik, så deltagerne fik mulighed for både sang og dans, og en tryllekunstner, der fik grinet frem hos de fleste.

Efter morgenmad lørdag var emnet, ”Indflydelse i kommunerne, hvordan og på hvad”? Her var inviteret Birthe Bager, Psykiatrichef Ny Randers Kommune og Erik Simonsen, Rådmand i Odense.

Inden frokost var 2 deltagere fra Roskilde LAP´s repræsentanter i et rollespil med Birthe Bager. Rollespillet handlede om en Cáfe, hvor det var behandlerne der fra start havde ledelsesretten. Efter 10 år mente brugerne de selv kunne overtage ledelsen og selv drive cáfeen.

Efter frokost et kort oplæg om medlemsarbejdet – ”tættere på flere medlemmer og medlemspleje”.

Derefter gruppearbejde hvor der kom mange gode forslag til det videre arbejde for at styrke LAP. Alle forslag til det videre arbejde, vil efter renskrivning blive tilgængelig på LAP’s hjemmeside, sammen med referatet fra hele konferencen. Det blev endvidere besluttet at nedsætte en gruppe på 6 personer som skulle arbejde videre med de mange forslag der var kommet frem på konferencen.

Herefter var der afslutning og godt trætte, men fyldt op af mange gode oplevelser og input tog vi hjem.

Og det sker i disse dage…

Nu er det altså jul igen, det la´r sig ikke skjule… Denne omskrivning af indledningen til juleevangeliet fra datid til nutid, antyder både at det er jul igen og at vi lever i omskiftelige tider. Det har vi sådan set altid gjort og efter et stykke tid er nutid blevet til datid og de gode gamle dage. Vi har heldigvis – i al fald for det meste – en selektiv og glemsom hukommelse…

Julen kommer førend vi véd – det er ingen hemmelighed. Før var det en hedensk skik, hvor vi fejrede solhverv – at solen vender tilbage og dagene derfor bliver længere.

Nu er en kristen højtid, hvor en række ritualer, som juletræ, julekalender, julegaver, julelys, julemad, juleensomhed og en for hvert år stadigt stigende rekord julehandel, gør at vi skal huske på at tænke lidt mere på hinanden – eller som det bibelsk hedder – næsten. Og det gør vi så – næsten…

Som enhver med diagnosen OCD véd, er ritualer vigtige – og de kan blive så vigtige at de helt løber af med én.

Jeg har før nævnt her i krogen, at eventyrdigteren H. C. Andersen havde denne lidelse, som på hans tid mere varmt og menneskevenligt kaldtes ”tvivlesyge”.

Han skriver i et brev til sin ven Martin Henriques den 25. december 1863: ”I aftes havde vi juletræ, men når man ikke har julelys tændt inde i sig selv så er det dog ikke rigtig fest.”

H. C. Andersen var en ensom grim ælling, som voksede op til en stolt svane. Men han forblev ensom i hjertet.

Eventyrdigteren havde ritualer som mange af os.

Julen er nok vores største fælles ritual og i al fald det mest kommercielle, men hvad man end kan mene om fænomenet, så lyser det bogstaveligt talt op i en mørk og kold tid. ”Vend dog op og ned på alle ting, jorden med for den er falsk og hul, rør dog ikke ved min gamle jul”, som vi synger i en voldsom trængsel og alarm rundt om træet. Måske er jeg naiv, men jeg ville nu så hjertens gerne have, at vi skulle være gode ved hinanden hele året – og ikke kun i en hektisk og afmålt juletid.

Godt nok varer julen lige til påske, men vi har brug for omsorg og at der er nogen som tænker på os hele året igennem.

I bogen om ”Alice i Eventyrland”, som er oversat på ny med titlen ”Alice i Undreland” holdes der en ”ikke-fødselsdag”. Den gode idé bagved er, at fødselsdag jo er en dejlig ting, hvor man fejres og føler sig elsket.

Men man har altså kun én fødselsdag om året. Således er der 364 dage, hvor man til gengæld kan fejre sin ”ikke-fødselsdag”…

Måske kunne vi være gode ved hinanden først i en julemåned og så lidt mere de øvrige 11 måneder – eller omvendt!

Det er i øvrigt kapriciøst – et gammelt udtryk jeg holder af fra en gammel sort/hvid fjernsynskalender ved navn ”Jul i Tyllefyllebølleby Banegård” som jeg ofte savner at bruge – hvor meget H. C. Andersen var forud for sin tid. Han skriver i eventyret ”Stoppenålen”: ”- der flyder en avis! glemt, er det, som står i den, og dog breder den sig!”
Tænk bare – dette er skrevet engang for mange år siden lang tid før gratisaviserne!

Ikke kun julen og nytåret står for døren. Det gør som alle véd strukturreformen også… Venner ser på et helt nyt Danmarkskort. Færre og større kommuner, ingen amter, men til gengæld 5 nye regioner. Til glæde for os i udkanten af Københavnstrup kommer Bornholm nu også til at høre med til Hovedstadsregionen.

Socialpsykiatri og forebyggelse hører til kommunerne og hospital og behandling til regionerne. De større kommuner vil opprioritere kommunikation. Kommunikation er vigtig. Også på hospitalsgangen: Sygeplejersken til lægen:

– Hr. Nielsen på stue 6 har det bedre i dag. Han er begyndt at tale.
– Hvad siger han?
– At han har det værre!

Godt 2000 lokalpolitikere bliver arbejdsløse og LAP og andre gode folk må holde resten til ilden for at sikre, at det bliver til glæde for mennesker med behov for hjælp og sårbare sjæle i øvrigt. Fremtiden kommer af sig selv – fremskridtet ikke…
Et jomfrueligt nyt år – ingen véd hvad det vil bringe med sig!

Vi kan kun håbe – og selvfølgelig hver for sig gøre vort til at det bedste kan ske… H. C. Andersen får lov til at slutte med et aktuelt og ganske rammende citat fra ”Tolv med posten”: ”Når et år er omme, skal jeg sige dig, hvad de tolv har bragt dig, mig og os alle sammen. Nu ved jeg det ikke, og de ved det nok heller ikke, for det er en underlig tid vi lever i.”

Uanset hvad: Fra alle OS til alle JER ønsker vi en rigtig glædelig JUL! Kys det nu, det satans liv, grib det, fang det før det er forbi… Hav det godt og pas nu rigtigt godt på jer selv!