For nylig fik mine sorgløse dagdriverdage i værestedets vante og trygge rammer en ende. Jeg har taget et spring fra 10-meter vippen, uden vished for om der var vand i bassinet. Den 25. september startede jeg i et praktikforløb på et plejecenter her i Odense, hvor jeg bor. Jeg skal passe ældre, og har egentlig ikke nogen forudsætninger for det, andet end et ønske om at prøve mig selv af og gøre noget godt for andre mennesker.

Det er en drøm, som jeg har haft i mange år, at få en uddannelse som social- og sundhedsassistent og arbejde i sundhedssystemet, og nu springer jeg simpelthen ud i det. Var til informationsmøde på Social- og Sundhedsskolen i februar i år, og blev bekræftet i, at det var den vej, jeg skulle gå. Efterfølgende kontaktede jeg en studievejleder på skolen og fik den besked, at det ville kræve et års relevant praksiserfaring at få lov at starte på uddannelsen. Så det er dette første trin, jeg er begyndt på nu.

De seneste 15 år har jeg haft min faste daglige gang i Aktivitetshuset her i Odense, og i perioder også trivedes med det, men der er sket mange ting for mig, siden jeg blev kæreste med Sille i 2003. For knapt 3 år siden flyttede vi sammen i en dejlig 3 værelses lejlighed, og året efter blev vi gift. Næste store projekt var sidste sommer at begynde at tage kørekort, og i januar i år lykkedes det efter visse vanskeligheder at bestå køreprøven. Det var en stor dag at stå med det midlertidige førerbevis i hånden, og gav forståeligt nok mod på lidt flere udfordringer i tilværelsen.

Men hvad gør man helt konkret, når man står midt i en rivende recovery-proces, og gerne vil en hel masse med sit liv. Hvor henvender man sig, og er der nogen reel støtte og opbakning at få, til at komme videre og måske på et tidspunkt blive fuldt recovered?

Jeg sendte en mail til en nøgleperson i socialpsykiatrien her i byen, som jeg havde et godt forhold til, og hun henviste mig til Odense Kommunes Rehabiliteringsteam. Det var så godt timet, at min første aftale på teamet faldt lige en uge efter, at jeg havde fået mit kørekort.

Jeg havde selvsagt masser af mod på at komme i gang med et eller andet, men vidste bare ikke lige, hvad det skulle være, og det håbede jeg at få noget afklaring omkring. Jeg blev dog først præsenteret for den standardbehandling Rehabiliteringsteamet normalt kommer op med, hvilket vil sige enten kognitiv terapigruppe, social færdighedstræning eller en livshistoriegruppe.

Fik dog forklaret medarbejderen på teamet, at det nok ikke lige var sådanne tiltag, jeg havde mest brug for, men mere at blive sporet ind på, om det skulle være uddannelse, skåne/flexjob, frivilligt arbejde eller noget helt fjerde. Det accepterede hun, og hen over foråret brugte vi nogle gange på at få afklaret, hvad jeg skulle, og i forsommeren brugte kontaktpersonen i teamet sine forbindelser i sundhedssystemet til at aftale et møde med lederen på et plejecenter. Der gik dog nogle måneder, før vi af forskellige årsager endelig kunne få holdt mødet, som gik virkelig godt. Lederen på Ærtebjerghaven Plejecenter tilbød mig en 3 mdr.’s praktik. Det skulle afprøves, om jeg i det hele taget egnede mig til at arbejde inden for dette område, og jeg synes egentlig, at det var en frisk chance, lederen gav mig, når jeg ingen uddannelse eller erfaring havde med området. Nu virkede det søreme også, som om rehabiliteringsteamet begyndte at tro lidt på projektet!

Første arbejdsdag blev aftalt til den 15. sept., men dagen før blev jeg ringet op af Rehabiliteringsteamet, at jeg ikke kunne starte alligevel som aftalt. Der gik almindeligt sagsbehandlerkoks i den, og i løbet af den næste uge var der 4 forskellige sagsbehandlere ved Odense Kommunes Jobcenter inde over min sag, inden der endelig var én, der tog sig af at få udfyldt de nødvendige formelle papirer. Det var ret frustrerende at kæmpe mod systemet, og foretage et væld af opringninger, hvor man blot blev stillet om, eller fik en sludder for en sladder. Jeg var til sidst nervøs for, at hele projektet ville falde til jorden og ikke blive til noget, og en sagsbehandler indrømmede også, at jeg ikke lige passede i deres sædvanlige kasser. Der kan man godt tænke at jobsystemet ikke rigtig er gearet til psykiatribrugere på pension, der gerne vil prøve sig af på arbejdsmarkedet. På trods af mange udmeldinger fra regeringen, om at alle skal have en chance på det såkaldt rummelige arbejdsmarked, også førtidpensionister med en psykiatrisk diagnose. Men den 25.sept. kunne jeg omsider møde til min første arbejdsdag på plejecentret.

I dagene op til min første arbejdsdag meldte der sig megen uro, og mange spørgsmål rumsterede i mit hoved. Der blafrede en hel sværm af sommerfugle i min mave, og troen på, at det nok skulle blive godt, afløstes ind i mellem af en nagende tvivl og angst for ikke at slå til. Kan jeg klare jobbet? Vil jeg falde helt igennem, og føle mig fuldstændig akavet og kejtet, når jeg skal give de ældre pleje og omsorg? Hvordan vil mine nye kolleger tage imod mig? Har jeg i det hele taget ressourcer til at forholde mig til så mange nye mennesker? Det var det fuldstændig uvisse, jeg gik ind til, og billeder fra TV- udsendelser, hvor man havde filmet forholdene på forskellige plejecentre med skjult kamera, rullede frem på nethinden. Hvordan ville forholdene og kulturen være på plejecentret, ville der være en ordentlig omgangstone overfor beboerne, og hvor stressede og pressede var personalet?

Jeg gjorde mig også nogle tanker omkring dette her såkaldt rummelige arbejdsmarked. Ville der overhovedet være plads til sådan én som mig på en almindelig arbejdsplads? En nyligt offentliggjort undersøgelse viste, at en kollega med en psykisk lidelse var klart det, folk i job var mest negativt stemt overfor at arbejde sammen med. Der findes stadig rigtig mange fordomme og megen uvidenhed om psykisk sygdom i den brede befolkning, så hvor meget af det ville jeg møde i min praktik?

Min tvivl og frygt er dog blevet gjort grundigt til skamme. Har været på Ærtebjerghaven 5 uger nu, og det er bare gået så fint, og jeg trives med at være der. De tre faste medarbejdere i mit hus har taget vældig godt imod mig på trods af en travl hverdag, og jeg synes også, at jeg er faldet godt ind i rytmen og opgaverne på stedet.

Kommer også godt ud af det med beboerne, hvor især en mandlig beboer med svær alzheimer har knyttet sig meget til mig. Jeg er et ekstra sæt hænder, som der virkelig er brug for, og jeg aflaster de faste sosu-hjælpere og -assistenter med f.eks. at servere morgenmad og gå tur med enkelte af beboerne. Men den største opgave i løbet af min arbejdsdag, som er fra 7 til 12 fire dage om ugen, er at lave varm mad til beboerne og det af personalet, der spiser med. Da jeg holder meget af at lave mad og hygger mig med at servere lidt andet end traditionelle retter med brun sovs og kartofler, er det ret perfekt for mig. Når det ellers bliver vellykket og velsmagende, er det en taknemmelig måde at gøre sig populær på, men der kan så også være ret kontant afregning fra enkelte af de ældre, hvis maden ikke lige falder i deres smag. Jeg har prøvet at servere nogle mere ”moderne retter” som de spiste med god appetit, og jeg har en del fokus på det sunde i kosten, og selvfølgelig bliver maden stort set hver dag lavet fra bunden.

Var til opfølgningssamtale med en af lederne på Ærtebjerghaven, en jobkonsulent og kvinden fra rehabiliteringsteamet i fredags (30.10.), og vi havde en længere ret konstruktiv snak, som mundede ud i, at jeg fik forlænget min praktik med 3 mdr. efter jul og nytår. Min foreløbige konklusion er derfor, at det kan lade sig gøre, at komme ud på en arbejdsplads og begå sig efter mange år i mere passiv beskæftigelse i socialpsykiatrien.

Hvis man er heldig at finde det rette sted og den rette branche, og man frem for alt selv er indstillet på at yde en indsats og anstrenge sig for at falde ind i miljøet på arbejdspladsen. Den støtte, der gives til sådan et projekt, er jeg mere lunkent indstillet over for. Jeg er ret glad for at rehabiliteringsteamet fandt det rette plejecenter, men der udover har jeg ikke haft synderlig meget glæde af det tilbud. Kommunens Jobcenter gjorde sig bemærket med at forsinke og forkludre min jobstart i flere omgange, og endelig synes jeg ikke, at Aktivitetshuset, hvor jeg netop er blevet endeligt udvisiteret fra, har været særligt aktive i forhold til at animere til dette skridt og støtte og lette min overgang til job. Faktisk synes jeg egentlig, at de har vist sig mere fastholdende og skeptiske over for, om jeg nu også kunne klare dette store spring.

En debat på face book i forbindelse med forsøget med tvungen opfølgning kom ind over begrebet omsorg.

Dette har fået mig til at reflektere lidt over indholdet i det begreb. Indsætter lige et par citater fra debatten:

Det, Hanne udtrykker her, er en ret almindelig opfattelse af begrebet, men om det er den rette, kan man diskutere.

Et af de positive resultater i anden fase af Gennembrudsprojektet er, at begrebet ”pårørende” er flyttet fra blodsbeslægtet familie og ud i begrebet omgivelser, således at det nu skal ses som både familie, vennekreds og netværk.

Men hvilken omsorg er det så brugerne efterspørger? Der findes ikke et entydigt svar på det spørgsmål. Hvis vi nu til en start ser på sætningen ”Omsorgssvigt er når mennesker med en psykisk sygdom bor i eget skidt, ikke bliver vasket, etc.”

For det første er der nogle nuancer her, som spiller ind. Det der er skidt for den ene, er det ikke for den anden, naturligvis kan det gå helt ud i ekstremer, og så kan en praktisk hjælp være fornøden. Men den skal og bør følges af flere andre ting, såsom analyse af: Hvorfor er personen kommet derud, hvor overblikket er gået tabt? Hvor er den enkelte persons behovsniveau, hvad er tolerabelt for personen? Og ikke hvad er tolerabelt for os andre udenforstående. Hvis du vil vise omsorg for et andet menneske, hvad enten du er faguddannet hjælper eller privatperson, må du ALDRIG bruge dine egne normer. Du skal lytte dig ind til personens behov, du skal forstå personens behov og respektere dem, også hvor de strider mod dine egne behov.

Og derfor kan omsorg aldrig systematiseres. Hvis man ser sig om i sin omgangskreds, vil man kunne se, hvor forskellige grænserne er, lige fra personer der tømmer askebæger, bare der er slukket en enkelt cigaret, og til mennesker, der siger: min hjerneaktivites tid er vigtigere end bare et ugentligt møde med støvsugeren. Nu hører jeg sige: ”jamen personen sidder bare apatisk hen”. Ja, men hvad foregår der inde bag den apatiske maske? Ved vi det? Eller ser vi kun masken og reagerer på den? Hos psykiatribrugere kan den maske dække over mange ting, lige fra tilbagetrækning til en indre verden og til en apati, der er opstået via kunstig passivisering grundet medicinering. Her er omsorg nok ikke først fysisk praktisk hjælp og pres på personen for at gøre praktiske ting. Men nok snarere at finde vej til at hjælpe personen med at få afløb for og at udtrykke dette indre liv. Eller at finde andre medicinerings former eller udtrappe helt eller delvis, hvis skaderne ikke er blevet permanente.

Vi skal også, når det drejer sig om omsorg være opmærksomme på, at de evidens baserede systemer i deres forenkling af omsorg faktisk kan fremkalde modstand mod omsorg, fordi den opleves som overgreb på det i os alle liggende behov for selv at styre vores liv. For lige at vende tilbage til første citat, der grunder sig på en debat om forsøget med ”Tvungen opfølgning”; så vil jeg driste mig til postulatet at ”Tvungen opfølgning”, som det er baseret og tænkt, i sig selv er et omsorgssvigt. Omsorgssvigtet fremkommer, fordi man stadigt har undladt at foretage en seriøs og dybtgående undersøgelse af årsagerne bag ”Drop out”, og den lægefaglige ekspertises postulat om manglende sygdomsindsigt holder altså ikke vand i byretten.

For mig er blomster skønhed – glæde og en følelse af overflod, samt at de på sindrig vis skaffer os ilt. Det at opleve at livet spirer, gror og sommetider blomstrer i mangfoldighed af tilbud om spændende aktiviteter. Det er sådan, at jeg oplever LAP. Også muligheden for at komme til orde og at delagtiggøre hinanden i stort i småt.

Sting synger på CD’en ”Nothing like the sun”: Another day another miracle. Det får mig til at blive opmærksom på, når der sker skønne ting – f.eks. da milliardæren fra USA skænker 1 milliard dollars til klimaprojekter. Når Obama får Nobels Fredspris bl.a. for at igangsætte ideen om en atomvåbenfri verden – og når Brasilien bli’r OL værtsland i 2016, så ser vi at Latinamerika i den grad kan. Yes.

Alt efter hvordan du anskuer tingene, så er der mange mirakler i livet – som kan tages for givet – eller kan være en kilde til evig undren og beundring. Solens gang over himlen – og strålernes ”guld” på havet – månen og stjernerne, som lyser for os om natten.

Årstidernes skiften og udfordringerne i at få det aller bedste ud af ens livssituation, lige nu og her. For mig er efterår og vinter en fin anledning til at søge og skabe balance mellem væren og handlinger.

Væren i alle de hjemlige sysler – kreativitet i køkkenet – som også gi’r mig livskvalitet. Handlen forstået rent bogstaveligt – indkøb i indvandrebutikker kan skaffe meget frugt og grønt til huse for få midler.

Det samme med loppemarkeder til sjove, billige ting – og genbrugsbutikker til tøj. Her kan du også støtte projekter både i Danmark og i 3. verdenslande. Handlen kan også være at benytte LAP’s tilbud om spændende kurser – træf og møder. At se veninder og kammerater opsøge nye cirkler – aktiviteter som gør dig glad.

For nu at vende tilbage til køkkenet, hvor alkymi (omdanne jern til guld) finder sted – så vil jeg gerne komme med en opskrift på det daglige brød.

Du skal bruge:
1/2 kop hørfrø
1/2 kop solsikkekerner
1/2 pk. gær
1/2 ltr. fingervarmt vand
ca. 1 kg. hvedemel
2 forme
1 sammenpisket æg
lidt sesamfrø.

Satsreguleringspuljens etablering og fordeling.

I 1990 indgik den daværende regering, bestående af Det Konservative Folkeparti, Venstre og Det Radikale Venstre, en aftale med Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, CentrumDemokraterne og Kristeligt Folkeparti om den fremtidige regulering af overførselsindkomsterne, jf. lov nr. 385 af 13. juni 1990 om en satsreguleringsprocent.

Aftalen betød, at der blev indført en automatisk regulering af overførselsindkomsterne, dog således, at der under visse forudsætninger afsættes et beløb, som overføres til den såkaldte satsreguleringspulje. Det fremgår af lovforslagets bemærkninger, at det er hensigten, at puljebeløbet fordeles mellem pensionister og øvrige overførselsindkomstmodtagere i forhold til deres samlede andel af overførslerne.

Overførselsindkomster er i bemærkningerne defineret som offentlige ydelser, der udbetales som kompensation for bortfald af arbejdsindtægter og som tilskud, der gives afhængigt af familie- og boligforhold. Det drejer sig ifølge bemærkningerne om arbejdsløsheds-, syge- og barselsdagpenge, uddannelsesstøtte, kontanthjælp efter bistandsloven, efterløn, førtids- og folkepension, børnetilskud, boligstøtte mv. Satsreguleringspuljen er med tiden blevet en betydelig økonomisk ordning. Den akkumulerede pulje er i 2001 på knap 4 mia. kr., og vil i 2010 udgøre 8,5 mia. kr., såfremt den nuværende udvikling fortsætter.

Loven om en satsreguleringsprocent omhandler først og fremmest en række tekniske bestemmelser, til brug for regulering af overførselsindkomsterne. Der er ikke fastsat bestemmelser, der vedrører forvaltningen af satsreguleringspuljen. Satsreguleringspuljen anvendes til en lang række forskelligartede initiativer, og finansierer både lovbundne bevillinger, puljer og tilskud til institutioner mv. De fleste initiativer udmøntes på Socialministeriets område. Finansieringen af permanente initiativer udgør størstedelen af den akkumulerede pulje. Til administration af en række puljer – finansieret af satsreguleringspuljen – overføres op til 3 % af bevillingen til departementer og styrelser.

Satsreguleringspuljen udgør en særlig budgetteringsordning, hvorved bevillinger overføres fra generelle reguleringer af overførselsindkomster til en række initiativer, som i store træk tilgodeser de overførselsindkomstmodtagere, der har bidraget til satsreguleringspuljen. kilde : Beretning til statsrevisorerne om satsreguleringspuljen , November 2002 RB B103/02

Det fremgår også af beretningen, at der er foretaget justeringer af loven flere gange gennem tiden. Men ingen af disse har berørt formålet som nævnt i bemærkningerne. Dog nævnes det i beretningen, at der udmøntes bevillinger via satspuljemidlerne, som ikke helt synes at falde ind under formål med loven.

Man kan ud fra lovens formål godt stille spørgsmål ved om bevillingen til det 4 årige forsøg med ”Tvungen opfølgning”, er et sådant eksempel.

”Satsreguleringspuljen udgør en særlig budgetteringsordning, hvorved bevillinger overføres fra generelle reguleringer af overførselsindkomster, til en række initiativer som i store træk tilgodeser de overførselsindkomstmodtagere, der har bidraget til satsreguleringspuljen.”

Det er ordet ”Tilgodeser” der er i spil her, idet man kan spørge om forsøget kommer ind under begrebet ”Tilgodeser”.

Fakta: Satspuljen opstår ved, at man undlader at lønog prisfremskrive overførselsindkomsterne fuldt ud. Folkepensionen, førtidspensionen, sygedagpengene, revalideringsydelsen, kontanthjælpen og arbejdsløshedsdagpengene stiger simpelthen ikke i takt med, at priserne og lønningerne i samfundet i øvrigt stiger. Her lige hvad 4 grupper på overførselsindkomster indbetaler til puljen i 2009:

Enlig folkepensionist 4.968 kr.
Kontanthjælpsmodtager, forsørger 5.904 kr.
Dagpengemodtager 7.800 kr.
Førtidspensionist 6.228 kr

Lørdag den 3. oktober 2009 på Frederiksberg Gymnasium

”DET SOCIALE NETVÆRK” MED POUL NYRUP RASMUSSEN I SPIDSEN HAVDE FOR FØRSTE GANG FORMÅET AT SAMLE MANGE AF DE PRIVATE PSYKIATRIORGANISATIONER UNDER ÉN PARAPLY.

Også LAP var inviteret og havde sin egen stand, ligesom de andre foreninger som SIND, Bedre Psykiatri, Depressionsforeningen og mange flere – i alt ni foreninger deltog. Ideen med at samle foreningerne under en hat er givet vis, at vi alle sammen arbejder for den samme sag – dog på hver vores måde. Men som Nyrup påpeger – når vi står sammen, står vi stærkere! Det er god gammeldags socialpolitik.

Jeg må tilstå, at mine forventninger ikke var de største, da jeg tilmeldte mig dette møde – men det skulle da afprøves. Og dér blev jeg overrasket – det var et forrygende topmøde, som jeg tror vil komme til at rykke positivt i psykiatriregi, hvis idegrundlaget holder vand.

Og hvorfor nu det? Min oplevelse både af selve arrangementet og det store opbud af deltagere (ca. 800) var overraskende, og selv fik jeg lejlighed til både at trykke Poul Nyrup Rasmussen og Palle Simonsen i hånden.

	Journalist Martin Krasnik

Da jeg jo er lidt af en lobbyist, når jeg er ude til arrangementer, måtte jeg da have en samtale med Palle Simonsen, tidl. konservativ social- og finansminister, og det fik jeg. Mage til socialt engageret menneske skal der ledes længe efter – og den varme, entusiasme og viden, han udstrålede, gjorde mig næsten mundlam. Jeg spurgte til han ny-udgivne bog ”Gemt – eller glemt”, og selvfølgelig skulle jeg have tilsendt et anmeldereksemplar til LAP-medlemsbladet. Vor samtale blev pludselig afbrudt af en dame, som kom drønende i elektrisk kørestol og parkerede lige ud for mig, hvorefter hun begyndte at udspørge Palle Simonsen om alt og intet. Nu vil jeg ikke her afsløre for meget – men Palle S. blinkede til mig og sagde, ”jeg sender bogen til dig” (jeg har anmeldt bogen ”Gemt- eller glemt” andetsteds i bladet). Det var en dårlig oplevelse at blive overfuset af én, som jeg godt kendte i forvejen, men vi taler jo om sårbare sjæle – og det indså jeg, at hun i den grad var. Så måtte jeg jo være den stærke.

HVAD VAR DER SÅ AT BYDE PÅ?

Et scenarie, hvor topmødet åbnede, var sat op ved Jacob Haugaard som konferencier og journalisten Martin Krasnik, som sørgede for slagets gang.

Anisette kom listende ind på scenen og fremførte et af sine dramatiske sangnumre, som vist berørte os alle. Derefter kom formanden for Det Sociale Netværk på scenen med temaet ”Nyt fokus – vi kan forandre”. Nyrup, som, jeg føler, virkelig brænder for at dette skal blive en succes, fortæller om intentionerne med at samle flere psykiatriorganisationer om det fælles projekt, nemlig at rette op på psykisk syges vilkår her i Danmark.

Poul Nyrup Rasmussen

Udtrykket ”psykisk sårbare” bliver brugt for at samle grupperne, og forsker Christian Bjørnskov bruger også denne vending i sit oplæg ”Hvor skal vi hen? Det gode liv – også for psykisk sårbare.” Jeg har intet imod at psykiatribrugere omtales som psykisk sårbare, for det er vi jo – alle andre mennesker uden psykosociale problemer kan jo også være sårbare i perioder. Der er intet odiøst i det. Senere kommer Lise Jul Pedersen fra LAP med sit bidrag i debatten, og det gjorde hun ganske godt – også selvom vi i landsledelsen har hørt dette mange gange før, kan det ikke siges for tit. Hun havde i øvrigt også en opgave som filminstruktør og fotograf under det meste af topmødet, og en del klip herfra er lagt ud på bl.a. Facebook og You- Tube. Der var også en interessant oplægsholder i Dorte Nielsen fra foreningen PS, som fortalte sin egen historie.

SÅ ER DER FROKOST!

Klokken var blevet 12.00 og det var tid til frokosten, som blev serveret af selveste Nikolaj Kirk og Mikkel Maarbjerg fra kogeriet kirk & maarbjerg – Det var dejlig sund mad, laks med masser af grønt serveret på bambusskål og med kildevand – uhyre delikat.Efter pausen var der indlæg fra bl.a. Sinds formand Knud Kristensen og Thorstein Theilgaard fra Bedre Psykiatri. Så var der et nyt underholdningstiltag – denne gang i form af Billedsporet, som kalder sig Sjælens Teater. Altid fest og drama i samme moment. Der var efterfølgende dialoggrupper og debat i plenarsalen, hvor en del politikere var mødt op.

Til sidst spillede pianistinden Katrine Gisling Chopin, og bagefter var der fællessang – det sidste deltog jeg selv ikke i. Alt i alt en spændende og god dag, hvor man altså samlede det lidt triste med det positive – og selvom de fleste måtte sidde i timevis på betonrækkerne, var der ikke mange der forlod Frederiksberg Gymnasium i utide – hvorfor mon? Jeg tror det skyldtes at topmødet, og ideen bag Det Soc. Netværk var en succes. Jeg kan ikke få armene ned.

Poul Nyrup Rasmussen takker nogle af de aktive i laps stand. Forrest til venstre (med kasket) ses Henrik. Bag ham skimtes Stig.

Poul Nyrup Rasmussen er klar til at overrække blomster til Katrine Gislinge (tv.) for hendes fremførelse af et Chopin-stykke… eller skal hun give et ekstranummer?

Sandheden er ilde hørt, når vi spørger vores indre ekspert, vores inderste jeg. Det handler ikke om det let tilgængelige brød eller grøntsagerne, du køber i supermarked, nej hvis du virkelig vil forkæle din krop, så er det moder jords naturlige urter, træer, buske, blomster og dyr, du skal leve af. Viden er noget vi har i os, men det er ikke altid så nemt at finde den frem fra vores indre. Og så må vi have inspiration af bøger eller samtaler med andre. I den forbindelse har jeg givet mig i kast med to bøger, som jeg gerne ville undersøge nærmere.

Lene Hanssons ”Familien bli´r hvad den spiser” og Henrik Dillings ”Lev sundt med vitaminer og mineraler”.

Når jeg har valgt Lene Hansson, så er det fordi de teorier og ikke mindst måden, hun præsenterer dem på, har dannet baggrund for et forsøg på kostomlægning hos Juvelhuset i Herlev, som er et botilbud for psykiatribrugere. Umiddelbart er den største effekt lige nu, at beboerne er blevet mere udadrettede og har fået mere energi, bl.a. er der en meget stor tilslutning til et nyoprettet løbehold. Nogle af hovedpunkterne i deres kostomlægning er mere økologisk (80-90%), kosttilskud i form af vitaminer, mineraler og fiskeolie i pilleform, mindre kød, hjemmebagt grovbrød, flere vegetabilske proteiner, mindre sukker, flere nødder, og alle deltager i madlavningen.

Lene Hansson gennemgår kort og meget overskueligt de forskellige ting, der er vigtige omkring vores kost og ernæring. Dette sker i et sprog og på en måde, så alle let kan tilegne sig det. Og man kan læse det i små bidder, som man nu har tid og overskud til. Hun formår på en kort og overskuelig måde, at komme rundt omkring de væsentlige ting i vores ernæring. I den bagerste halvdel af bogen er der trykt en række billeder og gengivet enkle opskrifter på retter, som efterlever principperne. Der er endda nogle af retterne, som er mærket glutenfri. Lige som Juvelhuset har valgt at satse på en sund og generel kostplan, så gør Lene Hansson ikke meget ud af de enkelte fødemidlers påvirkning på vores psyke. Og heller ikke hvorledes allergier overfor mælk og gluten kan være den udløsende faktor i forhold til psykiske lidelser eller mistrivsel. Derimod er der gjort meget ud af sukkers påvirkning af humøret og psyken.

Henrik Dillings bog er i virkeligheden en opdatering af en tidligere bog. Nu blot i et langt mere lækkert og overskueligt design. Og selvfølgelig er den opdateret i forhold til nye forskningsresultater og nye erfaringer. Henrik formår at komme omkring alle de væsentlige vitaminer og mineralers påvirkning af vores krop, i hvilke fødemidler de findes, og hvordan sammenhængen er mellem mangler og behov i forhold til et stort udvalg af sygdomme. Hvordan man kan få sin krop i bedre balance og få mere livslyst og bedre humør.

Henrik gennemgår også en lang række af forskellige kosttilskud og deres virkninger, samt bivirkninger. Og går i det hele taget tæt på alle kroppens funktioner, ligesom han påpeger det væsentlige i vores samspil med andre mennesker, motionen, hvile og aktivitet. Det er en bog, der sætter mange tanker i gang, og hvis man formår at udleve hans budskaber i praksis, vil man opleve en gennemgribende forbedring af livskvaliteten. Jeg taler her af egen erfaring, idet jeg selv har anvendt en del af hans viden til at blive medicinfri og få et liv med langt mere livskvalitet og trivsel. Det er ikke en bog, man læser og forstår på 8 dage. Det er nærmere et opslagsværk, der kan give én inspiration til at komme sig.

Lene Hansson er for dem, som gerne vil i gang og få en hurtig tilgang til emnet. Det er jo imidlertid vigtigt, at få begyndt og taget de første skridt, for ellers kommer man slet ikke videre i processen. Så hendes bog kan anbefales til dem, der starter processen.

I øvrigt er det kendetegnende for Juvelhusets kostomlægning, at man har inddraget brugerne og alle personalegrupper på en gang. Alle har således i en periode fået tilbudt kosttilskud. Der er samspisning, og man er behændigt kommet omkring samfund Danmarks restriktive hygiejne regelsæt ved at have delt køkken og samspisning i små grupper under 12 personer. Og på den måde kan man godt servere nødder og rosiner i en skål på bordet, selvom alle bruger fingrene til at tage med. Brødet bages af nattevagten og langtids-hæves. At man på denne måde kommer rundt omkring en problematik med fytin, var man ikke bevidst om. Fytin er et stof, der er i de fleste former for korn, og som i store mængder i virkeligheden er giftigt for os mennesker, ved at det binder og dermed hindrer optagelse af en række mineraler.

Juvelhuset er i øvrigt i gang med at indsamle alle forsknings-erfaringer omkring kost og psyke i en bog. Jeg venter med spænding på, om de har inddraget min publicerede viden på området. Eller man i dette tilfælde har valgt kun at lytte til de eksperter, der ikke har bruger-erfaring.

Juvelhuset har gode grønne omgivelser og tillige drivhus, urtehave og urtebed. Desværre er det ligesom resten af familien Danmark ikke rigtig i brug og benyttes kun i meget begrænset omfang til at forsyne huset med fødemidler. En stor klynge prikbladet perikon, som havde slået sig ned i højbedet ved terrassen, var man heller ikke bevidst om, kunne bruges til at bekæmpe depressive tilstande eller humørsvingninger.

Det var tankevækkende, at Juvelhuset på trods af denne markante kostomlægning var i stand til at holde deres budget på kr. 2541 pr. måned pr. person. Dog ikke iberegnet kosttilskuddene.

De seneste år har der været en hel del fokus på D-vitamin i Danmark. Man skønner, at op mod halvdelen af danskere mangler D-vitamin. I nogle andre lande tilsætter man ligefrem D-vitamin i den fedtfattige mælk, hvor niveauet er lavt, men det gør man ikke i Danmark. D-vitamin får man primært tilført via sollys på så store dele af kroppen som muligt, og i Danmark har vi jo den lange mørke vinter, hvor det kan være svært at opretholde D-vitamin niveauet i organismen. 20 minutter udendørs i sol og lys er at foretrække. D-vitamin findes også i fede mælkeprodukter som sødmælk og fløde, samt i æg og fede fisk som ål, laks, sild, sardiner, makrel og hellefisk.

D-vitamin er vigtigt for at kunne optage kalken i kosten. Mangel på vitaminet kan gå ud over knoglerne, og tænderne kan forfalde. Der kan ses muskelsvækkelse. Det er vigtigt at sætte ind med D-vitamin tilsat kalk med det samme. Det viser sig, at de mennesker, der har en mørkere lød, har sværere ved at optage D-vitamin gennem huden.

Ved D-vitaminmangel kan symptomerne bl.a. være træthed, tristhed grænsende til depression, en følelse af ikke at kunne overskue ting og også smerter i musklerne, især muskler i skulder og nakke. Det kan være svært at rejse sig fra en stol eller gå på trapper, og gangen kan blive vraltende. Diagnosen stilles på baggrund af en blodprøve, der undersøges for mængden af D-vitamin. Hvis mængden af D-vitamin er meget lav, kan man starte med at give indsprøjtninger med D-vitamin og senere gå over til tabletter. Man må ofte fortsætte med at tage D-vitamin livet ud, med mindre man i markant højere grad vil kunne udsætte sig selv for solens stråler.

Det kan blive alvorligt at mangle D-vitamin

Knogleskørhed kan blive et meget trist resultat af manglende D-vitamin. Mange ældre med komplicerede knoglebrud har manglet D-vitamin, og er desuden også i risikogruppen, da de kan være ensidigt og småtspisende, og måske heller ikke opholder sig så meget i solen udendørs. Man behandler knogleskørhed med en kombination at D-vitamin og kalk. Mange ældre har det med at falde fra tid til anden. Undersøgelser viser, at 1 ud af 3 ældre mennesker over 65 år oplever at falde mindst en gang om året, og at det har en positiv effekt imod disse fald at gå ind og forebygge med tilskud af D-vitamin.

Personligt fik jeg tjekket mit D-vitaminniveau hos min læge, da jeg havde hørt en del i nyhederne om, at så mange i Danmark havde et faretruende lavt niveau. Mit niveau var alt for lavt, og jeg skal tage D-vitamin plus kalk resten af mit liv, siger min læge. Jeg er lidt af et indemenneske, og jeg bryder mig hverken om mælk eller fed fisk, så ikke helt underligt, det var så lavt, når jeg nærmest pr. definition undgår disse ting. Her efter 3 måneder med daglige tabletter med D-vitamin, synes jeg, at jeg har fået mere energi, og ikke er helt så træt mere. Det er jo også frygteligt, at nogen kunne gå med en mindre uopdaget depression, blot fordi de mangler D-vitamin. D-vitamin er fedtopløseligt, og skal derfor helst tages sammen med et hovedmåltid. Jeg vil meget anbefale at få D-vitamin niveauet tjekket hos lægen.

Forlaget frydenlund, ISBN 978-87-7887-810-6
Sider: 271. Bogen er skrevet i samarbejde med Trine Munk-Petersen.

En bog om Palle Simonsens 40 år inden for socialpolitik og hans indsats for samfundets udsatte.

Inden jeg kom på Det Sociale Netværks psykiatriske topmøde (kan læses andetsteds i bladet under Psykiatritopmøde) havde jeg set, at vor fhv. konservative minister Palle Simonsen havde udgivet en ny bog. Den vakte straks min interesse, og jeg besluttede at læse den. Men inden jeg fik taget tilløb til at skaffe den, mødte jeg så Palle Simonsen personligt på topmødet, og jeg fik en god snak med ham. Så inden længe havde han lovet at sende et eksemplar til mig, som jeg her vil skrive lidt om.

Palle Simonsen er ikke helt ung længere, men hans liv har været fyldt med gode gerninger og bestyrelsesposter i et stort antal af sociale foreninger udover et arbejdsliv som tæller direktørpost i ATP, tidl. Socialog finansminister og præsident for AIDS-Fondet. Ja, rækken af tidligere og nuværende poster er enorm, og P.S. har modtaget en række priser gennem årene for sit sociale engagement.

Det forstår man, når man har læst denne interessante og ikke spor tørre bog om et langt liv som ”anstændighedens vogter”.

Dagbladet Information kaldte i et interview Palle Simonsen for ”Anstændighedens vogter”- det mener jeg er den perfekte fortolkning af en person, som har ydet og bidraget så meget for at højne det moralske politiske incitament, når det gælder om det at hjælpe samfundets svage.
Bogen er delt op i afsnit med forskellige titler og emner indenfor det sociale område. Det er værd at bemærke at Palle S. i 1930´erne er opvokset på landet, hvor forældrene blev bestyrerpar på fattiggården Aptrup i Midtjylland. Det har nok lagt grunden til hans sociale engagement, mener han selv.

”Længst muligt i egnet hjem” – endnu et afsnit i bogen – og ikke som Ældre Sagen skrev for 15 år siden: Længst muligt i eget hjem! P.S. har også været bestyrelsesformand i Ældre Sagen, den gang jeg selv var ansat der.

Sygdom i sindet er stadig et tabu. – Et afsnit fra bogen omhandler psykisk sygdom, og at hver anden familie kommer i berøring med det psykiatriske behandlersystem. Alligevel er det noget, vi helst ikke vil tale om. Citat: Hver gang der gives 1 krone ud til somatiske sygdomme, er der kun 25 øre til psykiatrien! I år blev en ung soldat (fra krigen i Bosnien) med psykiske problemer skudt og dræbt af politibetjente, da han gik amok og angreb dem med en sabel. Forældrene til soldaten havde i flere år søgt hjælp til de psykiske problemer han havde, men det var ikke lykkedes. Det er jo dybt tragisk.

I 1998 var hver fjerde førtidspensionist en person med psykisk sygdom – i dag er det hver anden, der får pensionen på grund af en psykisk lidelse. LAP bliver omtalt i forbindelse med en ny undersøgelse, som viser at de fleste psykiatribrugere har et ønske om at opnå en tilknytning til arbejdsmarkedet. Jo, Palle S. har fået det hele med i sin bog om samfundets svageste.

”Der er altid et alternativ til selvmord.”

Besøg hos livslinien. Igen et af afsnittene i bogen, som omhandler det svigt samfundet udøver, når der er en selvmordstruet person – der nævnes et eksempel på en person, der overlevede et selvmordsforsøg og absolut ingen hjælp fik på hospitalet; i stedet fik han dette svar ”Du må nok hellere opsøge en psykolog”. Og det var den besked, han blev udskrevet med. Det er da rystende (red.).

Et lidt anderledes indlæg i bogen hedder ”Fra hattedamer til sociale entreprenører”, og det handler om frivilligt socialt arbejde, som blev gjort i de gode gamle dage. Så tag ikke fejl af hattedamerne fra dengang, f.eks. visesangerinden Agnes Johansen gjorde et stort arbejde med indsamling af penge til Børnehjælpsdagen. Palle Simonsen var formand for Gentoftes Børnevenner fra 1975 og helt frem til 1982, hvor han blev socialminister.

En kommentar fra bogen:

En af de ting, der gør livet svært i dagens Danmark, er al den bureaukrati og kontrol som ligger i sagsbehandlingen – hvorfor vi har den udvikling, hænger sammen med den voksende ligegyldighed overfor det samfundsmæssige perspektiv. At opnå anstændighed som politiker er ikke noget, den siddende regering har haft som første prioritet, mener Palle S.

I slutningen citeres et Piet Hein Grug: ”Mennesker skal passe i samfundets skuffer Samfundet kræver det ingen ved hvorffor Listeligt lempes man lirium larium Ned i et rum i et stort skuffedarium.”

Knud Kappelgaard har fået udgivet en CD, ”Lysets salmer”, med 12 udvalgte salmer fra sin bog ”Salmer til hver dag i året”, sat i musik af komponisten Jan Erik Hansen, som også spiller musik til på forskellige instrumenter. Salmerne synges af sangerinden Anne Marie Eriksen.

Denne anmeldelse er skrevet af Jens, som har en teologisk baggrund, som kan tilføje andre synsvinkler end dem Nina, med sin halv-ateistiske opvækst, kan bidrage med, men begges synspunkter er lige værdifulde.

Salmernes tekster udtrykker generelt en glæde over Kristus som menneskets bedste ven og som den, der trøster i sorg og nød. To af salmerne er takkesange til hhv. forfatterens mor og far. Netop disse 2 er meget smukke, både mht. indhold og form. Men der er også megen pragtfuld poesi i de salmer, som handler om hans forhold til Kristus, medmennesket og naturen. Knud kan på en enestående måde fortolke naturens spirende kræfter og nybrud som symbol på det nye liv, der bryder frem med Kristus, også det evige liv, som venter alle mennesker og hele skabningen. Han fornyer en næsten glemt dimension i kristendommen, ved at digte ”apostlenes sag, de vender tilbage en skønne dag”, nemlig at det ikke er 144.000 specielt udvalgte, der skal dømme verden, men Kristus og hans 12 apostle, som skal frikende og benåde verden. (Jens vil her gerne henvise til andre poeter, f. eks. Bob Dylan: ”Ring them bells for the chosen few, who will judge the many, when the game is through.” (Oh, Mercy, 1989), og K. L. Aastrup: ”Da skal korsets ord med fynd, slægten frem for dommen råbe, flænge hver en hellig kåbe, alt indslutte under synd, åbenbare så sin gåde, at alene Gud er god, slægtens syndeskyld i nåde, soned han i Jesu blod.” (Herrens kirke er på jord, 1936, DDS 352)).

Når det gælder melodierne, sangen og musikken, er det helt eminent, så godt de understreger teksterne. Melodierne og fremførelsen af dem er udført stille og nænsomt. Sangerinden har en meget smuk, dog lidt spinkel stemme, så man bør skrue lidt op for lyden, for at få det fulde udbytte af ordene og sætningerne. Fordelen ved CD’en er, at der følger teksthæfte med. CD’en kan skaffes hos enhver boghandler gennem forlaget Queenswood. Vi anbefaler hermed, at så mange som muligt, uanset tro eller livsholdning, giver sig tid til at lytte til denne CD.

Når man taler om testamenter, mener man normalt den type dokument, som man opretter eller udfylder, mens man er i live og ved sin fornufts fulde brug, og hvor man fortæller, hvad man ønsker, der skal ske med ens jordiske gods og formue, efter at man er død. Regler for almindelige testamenter findes i arveloven.

Derudover findes der livstestamenter og plejetestamenter:

• I et livstestamente kan patienter i det almindelige sundhedssystem oplyse, at de ikke vil udsættes for livsforlængende behandling ved dødelig sygdom, ved hjernedød eller lignende. Ifølge sundhedsloven skal lægerne rette sig efter et livstestamente. Livstestamenter kan mod en betaling på 50 kr. optages i livstestamenteregistret, som findes på Rigshospitalet i København.

• I et plejetestamente kan personer med en demensdiagnose oplyse om deres ønsker for fremtiden med hensyn til bolig, pleje og omsorg. Ifølge serviceloven skal kommunen så vidt muligt respektere et plejetestamente.

Det psykiatriske testamente er et dokument, som man opretter eller udfylder, mens man er ved sin fornufts fulde brug, og som fortæller, hvilken behandling man ønsker – og hvilken behandling man ikke ønsker – hvis man skulle blive udsat for psykiatrisk frihedsberøvelse og eventuelt tvangsbehandling efter psykiatrilovens bestemmelser. Det psykiatriske testamente er endnu ikke omtalt i nogen dansk lov. I en vejledning til psykiatriloven tales der om forhåndstilkendegivelser, som skal indføres i patientens journal, og som så vidt muligt skal være vejledende for overlægens overvejelser om behandling, men lægen har ikke pligt til at respektere en sådan forhåndstilkendegivelse. Det psykiatriske testamente er i juridisk forstand en sådan forhåndstilkendegivelse.

Landsforeningen Af nuværende og tidligere Psykiatribrugere (LAP) ønsker og arbejder for, at lovgivningen ændres, så psykiatriske testamenter bliver gjort juridisk bindende og skal respekteres. Derfor udgav LAP i 2006 sit eget forslag til Psykiatrisk testamente (med vejledende kommentarer) som en pjece i A4-format. Selve det psykiatriske testamente er på fire sider, og det sidder i midten af den hæftede pjece, således at det kan tages ud, enten før eller efter at det udfyldes. Resten af hæftet indeholder vejledende kommentarer og har desuden nøjagtigt de samme pladser til at udfylde som selve testamentet, således at hæftet kan bruges som en kladde, inden man udfylder det egentlige psykiatriske testamente.

Nu foreligger Psykiatrisk testamente i anden udgave, som er revideret lidt i forhold til første udgave. Anledningen til revideringen var den nye psykiatrilov, som trådte i kraft 1. januar 2007. Ændringerne i psykiatriloven afspejler sig kun i de vejledende kommentarer, mens ændringerne i selve testamentet er rettelser af hensyn til overskueligheden samt tilføjelser af idéer, der er fremkommet siden tilblivelsen af første udgave. Revideringen, der førte til anden udgave af testamentet, blev udført af LAP’s tvanggruppe, som jeg er medlem af.

Psykiatrisk testamente er opdelt i tolv punkter, og her følger overskrifterne med en kort redegørelse for hvert punkt:

1. navn, cpr-nummer, adresse. Dette giver sig selv, medmindre man er hjemløs. Så skal man skaffe sig en adresse, hvor man er tilmeldt folkeregisteret, selv om man ikke bor på adressen.

2. Behandling/hjælp jeg ønsker/ikke ønsker. Dette punkt er selve kernen i det psykiatrisk testamente. Her skal man skrive, hvilken behandling man ønsker; herunder hvor man vil indlægges, hvilken medicin man vil tage, osv. Man kan ligeledes skrive, hvilken behandling man ikke ønsker.

3. Andre forhold under indlæggelse. (Nyt punkt i anden udgave) Her kan man anføre sine ønsker om ret til selvbestemmelse, f.eks. med hensyn til besøg, post, brug af telefon og e-mail m.m. Hvis man har kæledyr eller planter, der kræver pasning, kan man også nævne det her.

4. patientrådgiver. Når man udsættes for psykiatrisk tvang, kræver psykiatriloven, at man beskikkes (tildeles) en patientrådgiver. Hver region har en liste over patientrådgivere, som beskikkes efter tur. Hvis man kender og foretrækker en af disse patientrådgivere, eller hvis man foretrækker er person, der ikke er på regionens liste, kan man anføre det her.

5. Bisidder. (Nyt punkt i anden udgave) Som oftest kan man få lov til at have en bisidder, som kan hjælpe en med at få stillet de rigtige spørgsmål og med at huske svarene, med til møder og samtaler. Her kan man anføre, hvem man vil have som bisidder, og hvilke møder, man ønsker denne med til, samt hvilken grad af aktindsigt, man ønsker, at denne skal have.

6. underretning af familiemedlemmer og/eller andre personer. Her kan man anføre, hvilke familiemedlemmer og/eller andre personer, der skal have oplysninger om, hvor og hvornår man er blevet indlagt. Desuden kan man anføre hvilken grad af aktindsigt, man ønsker, at disse skal have.

7. Medicinske forsøg. Her kan man på forhånd give til kende, om man vil inddrages som forsøgsperson i biomedicinske forskningsprojekter.

8. obduktion ved død. Her kan man ønske, at der bliver foretaget en obduktion, hvis man dør under indlæggelse på en psykiatrisk afdeling.

9. pårørendes aktindsigt ved død. Her kan man tilkendegive, om de nærmeste pårørende (som anført i pkt. 6) må få videregivet oplysninger fra ens journal, hvis man dør i forbindelse med behandling.

10. Bemærkninger. Her kan man skrive evt. bemærkninger, som ikke passer ind i resten af skemaet.

11. Gyldighedsperiode og tilbagekaldelse/underskrift. Her skriver man under på det psykiatriske testamente med angivelse af sted og dato for underskriften.

12. Attestation ved vidner. Her skal to vidner attestere, at underskriften er ægte, og at man er ved sin fornufts fulde brug ved underskrivelsen.

Psykiatrisk testamente kan rekvireres hos LAPs sekretariat på email lap@lap.dk eller telefon 66 19 45 11. Det kan også ses på og downloades (hentes) fra LAPs hjemmeside www.lap.dk. Her er der både en version, som man kan udskrive og derefter udfylde i hånden, og faktaboks: en version, som kan udfyldes i Word eller OpenOffice, inden man udskriver det og skriver det under.

Hvis man har brug for mere hjælp til og vejledning i udfyldelsen af det psykiatriske testamente, er der tre forslag i de vejledende kommentarer:

1. Medlemmer af LAP kan kontakte vores juridiske rådgivning på email jurist@lap.dk eller telefon 70 27 11 85 eller vores sekretariat på email lap@lap.dk eller telefon 66 19 45 11.

2. Spørg din støtte- og kontaktperson eller bostøtte om hjælp.

3. Kontakt den lokale forening af psykiatribrugere i dit område. Måske kan I lave en gruppe, der hjælper hinanden med at lave psykiatriske testamenter. Oplysninger om de lokale foreninger kan findes på LAPs hjemmeside www.lap.dk.

LAP’s fornemste ekspert udi det psykiatriske testamente er uden tvivl vores udviklingskonsulent Karl Bach Jensen, men han er jo en travlt optaget person, så hvis I er en gruppe eller en lokalforening, der ønsker hjælp til og vejledning i det psykiatriske testamente, vil vi i LAP’s tvanggruppe gerne stille os til rådighed. Kontakt os via LAP’s sekretariat. Vi overvejer også at gennemføre et eller flere kurser, hvor vi vil lære folk at hjælpe andre med at udfylde deres egne psykiatriske testamenter, men dette er endnu på idéstadiet.

Det psykiatriske testamente er dog et af emnerne på kurset ”Hjælp, der hjælper”, som LAP gennemfører i dagene 26. – 28. november 2009.

Lovenes fulde navne og numre Arveloven: Arveloven. Lov nr. 515 af 06/06/2007. https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=2664 Psykiatriloven: Lov om anvendelse af tvang i psykiatrien. Lovbekendtgørelse nr. 1111 af 01/11/2006. https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=10339 Serviceloven: Lov om social service. Lovbekendtgørelse nr. 941 af 01/10/2009. https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=126342 Sundhedsloven: Sundhedsloven. Lovbekendtgørelse nr. 95 af 07/02/2008. https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=114054

Forebyggelse eller kontrol?

I Frederiksberg Kommune indledte man i 2004 et såkaldt PSP–samarbejde mellem politi, sociale myndigheder og psykiatri. I en gruppe med ledende repræsentanter for de tre instanser har man løbende kunnet bringe sager op, hvor man har ment at en udsat borger var i risiko for kriminalitet eller social deroute (for at ”gå i hundene”). Gruppen kaldet ”operativgruppen” har så haft til opgave at vurdere sagen og tage stilling til, hvilken af de tre myndigheders frontmedarbejdere, der evt. skulle tage kontakt til og følge op i forhold til den pågældende borger.

Ifølge en opsamling af erfaringerne med PSP samarbejdet i Frederiksberg1 viser det sig, at man i forbindelse med i alt godt 70 personsager ikke i ét eneste tilfælde har indhentet samtykke-erklæring fra den borger, hvis sag på en eller anden måde har været drøftet. Det problematiske i den måde at arbejde på blev på et tidspunkt påtalt over for Ombudsmanden, som præciserede de gældende regler om udveksling af personfølsomme oplysninger:

”Der må ikke videregives oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold fra en myndighed til en anden med mindre videregivelsen sker til varetagelse af offentlige eller private interesser, der klart overstiger hensynet til den, oplysningen angår”. Det kan ifølge Ombudsmanden i ganske særlige tilfælde være lovligt at videregive oplysninger af hensyn til den pågældende person selv, nemlig hvis det i det konkrete tilfælde skønnes at være afgørende for den nødvendige behandling af pågældende.

Med en ændring af Retsplejeloven (§114 og 115) er der nu åbnet op for, at udveksling af oplysninger om enkeltpersoners private forhold kan foregå i større omfang end tidligere. Ifølge loven kan personfølsomme oplysninger nu videregives mellem politiet og de sociale og psykiatriske myndigheder af hensyn til kriminalitetsforebyggende arbejde og indsatsen over for socialt udsatte borgere. Andre institutioner, som samarbejder med politi, sociale og psykiatriske myndigheder, kan ligeledes tage del i videregivelsen af oplysninger. Hvor ombudsmanden understreger, at udveksling af personfølsomme oplysninger kun må finde sted på myndighedernes lederniveau, er dette ikke en betingelse i den nye retsplejelov.

PSP samarbejdet i Frederiksberg har ifølge erfaringsopsamlingen, der er foretaget af forskere fra SFI – Det nationale forskningscenter for velfærd, haft følgende positive resultater:

• Samarbejdet synliggør en udsat borgergruppes problemer og mobiliserer myndighederne til en tidligere og mere vedholdende indsats. Denne styrkede indsats medvirker til forebyggelse af borgerens sociale deroute og kriminalitet.

• Samarbejdets koordinering af viden om særligt udsatte borgere og af myndighedernes indsatsmuligheder danner et finmasket net omkring socialt udsatte og medvirker derved til at samle borgere op, der ellers har risiko for at ”falde imellem” de tre myndigheder.

• Det, at man i operativgruppen i PSP-Frederiksberg i fællesskab ’følger sager til dørs’ skaber både koordinering og tilbagemelding.

• Der skabes et udvidet gensidigt kendskab til de involverede myndigheders arbejdsområder, arbejdsformer og lovgivningsmæssige begrænsninger.

Dette kendskab resulterer både i tværfaglig kompetenceudvikling, og i en gensidig respekt for hinandens arbejde, samt en fælles ansvarsfølelse i forhold til borgersager. Samtidig medvirker samarbejdet også til en form for intern ”vagthund”-funktion, hvor systemfejl påpeges og søges afhjulpet.

På baggrund af erfaringerne med PSP-samarbejdet i Frederiksberg har folketinget besluttet, at der overalt i landet fra 1. april i år skal iværksættes et tilsvarende samarbejde. ifølge en officiel pjece2 er formålet med PSP samarbejdet:

• at koordinere politiets, de sociale myndigheders og psykiatriens indsats i forhold til socialt udsatte. Initiativet skal sikre, at disse borgere får bedst mulig hjælp. Samtidig skal PSP-samarbejdet forebygge, at de udsatte borgere udvikler eller fortsætter en kriminel adfærd.”

• Hvis en borger havner i et tomrum mellem myndigheders ansvarsområder, er der risiko for, at han eller hun ikke får den nødvendige støtte. PSP-samarbejdet er derfor målrettet borgere, der har behov for hjælp, men som ikke falder klart ind under et myndighedsområde som fx lovovertrædere, patienter i psykiatrien eller brugere i socialsektoren.”

• En sag vil typisk blive bragt op i PSP-regi, hvis den myndighed, der kender sagen, ikke føler sig klædt på til at løse opgaven alene og samtidig finder det påkrævet at gøre andet og mere for borgeren. Det er også et gennemgående træk ved mange PSP-sager, at der er tale om borgere, som har flere forskellige problemer og mangler ressourcer til at samarbejde om at forbedre deres egen situation.”

Det er politidirektøren i alle politikredse, der skal sikre, at der bliver etableret et PSP-samarbejde. Ifølge pjecen kan lokale myndighedspersoner her drøfte og aftale løsninger i vanskelige borgersager. Det fritager hverken politi, kommuner eller regioner for ansvar, men er tænkt som en effektiv vej til at styrke samarbejdet og koordinationen på tværs. Det nævnes som en forudsætning for samarbejdet, at myndighederne kan drøfte enkeltpersoners situation i et uformelt forum. Som typiske karakteristika ved målgruppen for pSp-samarbejdet nævnes:

• Truende adfærd over for andre.
• Voldsomt udadreagerende adfærd.
• Til fare for sig selv eller andre.
• Har børn/familie, der skal have hjælp.
• Er ude i kriminalitet.
• Erkender ikke egen sygdom/sociale situation.
• Er i risiko for at miste bolig eller på anden måde sit eksistensgrundlag, hvis der ikke gribes ind.
• 3. person klager over vedkommende.
• ”Usynlig” og i fare for at ”gå til” i egen lejlighed.
• Karakteriseret ved flere samtidige problemstillinger.

Som medlem af en følgegruppe for SFI’s forskningsprojekt har jeg foreslået, at man spørger de borgere, hvis forhold har været bragt op i PSP-samarbejdet, om deres mening, når resultaterne af samarbejdet på Frederiksberg evalueres. Da disse borgere faktisk ikke har sagt ja til eller er blevet informeret om, at deres forhold har været vendt på møderne, har forskerne valgt den mulighed fra. Til gengæld har man talt med lokale repræsentanter for LAP, der ligeledes har slået på, at princippet ”intet om os uden os” burde gælde i PSP-samarbejdet, således at borgeren fik ret til at være med på møder, hvor hans/hendes sag bliver drøftet. Ændringen af retsplejeloven peger i en helt anden retning, og der er efter min opfattelse en åbenlys risiko for at udsatte psykiatribrugeres retssikkerhed sættes yderligere over styr!

1. Kortlægning af PSP-Frederiksberg – koncept, praksis, erfaring. Af: Kathrine Vitus & Agnete Aslaug Kjær. www.sfi.dk
2. PSP. Et tværsektorielt samarbejde mellem politi, sociale myndigheder og psykiatri – inspiration til organiseringen. Rigspolitiet, Det Kriminalpræventive Råd,
Direktoratet for Kriminalforsorgen, Danske Regioner, KL – Kommunernes Landsforening.

I forbindelse med satspuljeforliget blev det vedtaget, at der skal laves forsøg med tvungen opfølgning. Selve forsøgsordningen er beskrevet i teksten nedenfor. Lovteksten skal udarbejdes og godkendes i starten af det nye år. S og SF valgte at gå med, for at de kunne være medspillende omkring hvilke forudsætninger, der skal være opfyldt, og for at sikre, at der er ankemuligheder og retssikkerhed omkring ordningen. Tvanggruppen har bedt om foretræde for justitsministeren og overvejer desuden, om der skal laves en høring og evt. tillige en demonstration, når lovforslaget fremlægges for folketinget.

Bilag til aftalen for satspuljen på sundhedsområdet 2010-2013 tvungen opfølgning efter udskrivning

Regeringen vil i 2010 fremsætte forslag til lov om ændring af psykiatriloven med henblik på at indføre en 4-årig forsøgsordning om tvungen opfølgning efter udskrivning.

Der vil i lovforslaget blive opstillet følgende kriterier, som alle skal være opfyldt, for at kunne etablere tvungen opfølgning efter udskrivning:

1. Der skal være en begrundet og nærliggende risiko for, at patienten efter udskrivning vil ophøre med at følge den behandling, der er nødvendig for patientens helbred, og

2. patienten skal i de seneste 3 år forud for den aktuelle indlæggelse være blevet tvangs-indlagt mindst 3 gange, og

3. patienten skal i mindst ét tilfælde have undladt at følge den behandling, der er anført i en udskrivningsaftale eller koordinationsplan, og

4. patienten skal i forbindelse med den aktuelle indlæggelse være tvangsindlagt eller tvangstilbageholdt, og

5. patienten skal indenfor det sidste halve år forud for den aktuelle indlæggelse være ordineret opsøgende behandling ved et udgående psykiatriteam, men have undladt at følge den ordinerede medicinske behandling.

Endvidere vil lovforslaget i forhold til tvungen opfølgning indeholde følgende bestemmelser/bemærkninger:

Hvis patienten – enten ved et frivilligt fremmøde eller ved fremmøde ved politiets hjælp – er i så dårlig en helbredstilstand, at indlæggelse, herunder tvangsindlæggelse, er påkrævet, skal denne ske efter de

gældende regler for tvangsindlæggelse. Det vil bl.a. sige, at to læger uafhængigt af hinanden skal tage stilling til, om betingelserne for tvangsindlæggelse er til stede. Reglerne om tvungen opfølgning efter udskrivning erstatter således ikke reglerne om tvangsindlæggelse.

Overlægens beslutning om tvungen opfølgning efter udskrivning kan alene indeholde et pålæg til patienten om at møde op til medicinering i det psykiatriske sygehusvæsen. Det vil fremgå af lovbemærkningerne, at beslutningen om tvungen opfølgning skal fremgå af den aktuelle udskrivningsaftale eller koordinationsplan, som patienten får udleveret.

Hvis patienten ikke møder op til medicinering, kan patienten afhentes af politiet.

Medicinering af patienten kan i disse tilfælde alene foregå på en psykiatrisk afdeling. Der skal være en sundhedsperson til stede ved afhentning af patienten.

Afhentning af patienten skal ske så skånsomt som muligt. Modstand skal ikke komme patienten processuelt til skade. De medvirkende polititjenestemænd skal så vidt muligt være civilklædte.

Ved medicineringen i forbindelse med den tvungne opfølgning efter udskrivning skal der anvendes lægemidler, herunder evt. depotmedicin, hvor patientens reaktion og præparatets gavnlige effekt fremgår af journalen.

Det forudsættes, at behandlingen så vidt muligt følger Sundhedsstyrelsens vejledninger og anbefalinger om behandling med antipsykotiske lægemidler. For patienter, der forventes at overgå til tvungen opfølgning, kan det være indiceret at anvende depotpræparater i den sidste del af indlæggelsen inden udskrivelsen.

En beslutning om tvungen opfølgning efter udskrivning kan være gældende i indtil 3 måneder efter udskrivning af patienten.

Er der begrundet og nærliggende risiko for, at patienten ved 3 måneders periodens udløb vil ophøre med at følge den behandling, der er nødvendig for patientens helbred, kan overlægen træffe beslutning om, at den tvungne opfølgning efter udskrivning forlænges i indtil 3 måneder.

Yderligere forlængelse af den tvungne opfølgning efter udskrivning kan ske for indtil 3 måneder ad gangen, dog således at patienten maksimalt kan være undergivet tvungen opfølgning efter udskrivning i 12 måneder.

Der vil først på ny kunne etableres tvungen opfølgning efter udskrivning, hvis patienten igen på ny opfylder betingelserne herfor.

Beslutning om tvungen opfølgning efter udskrivning udløser følgende retssikkerhedsgarantier: Oplysning om tvungen opfølgning efter udskrivning skal tilføres afdelingens tvangsprotokol og indberettes løbende til Sundhedsstyrelsen.

Overlægen har til stadighed ansvaret for, at tvungen opfølgning efter udskrivning ikke anvendes i videre omfang end nødvendigt.

Der beskikkes patientrådgiver for enhver, der undergives tvungen opfølgning efter udskrivning.

Overlægens beslutning om tvungen opfølgning efter udskrivning kan påklages til det psykiatriske patientklagenævn ved statsforvaltningen, som skal træffe afgørelse i sagen inden 7 hverdage efter klagens modtagelse.

En klage til det psykiatriske patientklagenævn over tvungen opfølgning efter udskrivning skal tillægges opsættende virkning.

Det psykiatriske patientklagenævn ved statsforvaltningen skal efter anmodning fra patienten eller patientrådgiver indbringe sin afgørelse vedrørende tvungen opfølgning efter udskrivning for retten. Ved enhver eventuel forlængelse af den tvungne opfølgning, kan der på ny klages til det psykiatriske patientklagenævn ved statsforvaltningen med ankemulighed til domstolen.

Sundhedsstyrelsen udgiver én gang om året en opgørelse over anvendelsen af tvang i psykiatrien. Opgørelsen udarbejdes på baggrund af løbende elektroniske indberetninger af tvangsprotokollens oplysninger til Sundhedsstyrelsen. Regionerne kan løbende trække oplysninger om egne data, og Sundhedsstyrelsen kan til enhver tid trække indberettede oplysninger på landsplan eller afdelingsplan.

Opfølgning på virkningerne af lovforslaget

Det vil fremgå af lovforslaget, at virkningerne af forslaget om tvungen opfølgning efter udskrivning skal følges tæt af Sundhedsstyrelsen, som vil nedsætte en bredt sammensat følgegruppe til formålet. Folketingets Sundhedsudvalg og Tilsynet i henhold til grundlovens §71 vil i forsøgsperioden blive underrettet kvartalsvis om status for benyttelse af ordningen.

Sundhedsstyrelsen vil efter perioden 2010-2013 udarbejde en redegørelse, som vil blive fremsendt til Folketingets Sundhedsudvalg og Tilsynet i henhold til grundlovens §71.

Det vil i den forbindelse blandt andet blive undersøgt, hvor mange patienter, der bliver omfattet af en beslutning om tvungen opfølgning efter udskrivning, og hvor længe foranstaltningerne har varet og hvilke supplerende behandlings- og støttetilbud som har været anvendt. Endvidere vil antallet af eventuelle tvangsindlæggelser af patienter omfattet af tvungen opfølgning blive undersøgt. Ordningen evalueres efter 3 år.

Satspuljepartierne er enige om at afsætte 3 mio. kr. årligt fra 2010 til 2013 til finansiering af lovens merudgifter til patientrådgivere og til dækning af udgifterne ved afhentning patienter til medicinering. Der afsættes herudover 1 mio. kr. til evaluering af ordningen.

Tit kan man læse om kunstterapi, hvor sindslidende ved at lave kunstværker/malerier, får det bedre. Det er en form for terapi, hvor man udtrykker sit indre ved hjælp af farver, streger, prikker osv.

Og ja det kan man godt få det bedre af. Det er især godt for folk, som har svært ved at sætte ord på deres følelser. Det samme kan man sige om musikterapi, hvor man tamper løs på trommer, det bedste man har lært. Der findes også hesteterapi som går ud på, at når man sidder på det store rolige dyr, forplanter der sig en glæde, varme, ro videre op i en. Det korte af det lange er igen, at man ved hjælp af den terapi får det bedre. Disse tre terapier bliver praktiseret den dag i dag.

Lad mig komme med nogle nye:

1) Klaver-terapi
Det går ud på, at man ved hjælp af klaveret får en indre ro og harmoni, når man spiller, og hvis man kan melodien fejlfrit, får man øget selvtillid, samt føler man kan noget. Musikken bringer en i balance og ro, tager en til en ny verden, væk fra den man er i, som ofte kan være kaotisk samt urolig. Endnu bedre er det, hvis man går til klaverspil og læreren er en rar og sympatisk person; det forstærker ligesom effekten – terapien.

2) Løbe-terapi
Ved hjælp af at løbe, styrker man sin krop, sine ben, lunger osv. Tilmed bliver man slankere, får mere selvtillid og får flere mentale kræfter. Man kommer til at tænke på noget andet. De tanker, man får ved klaverterapien, gælder også ved løbe-behandlingen.

3) Mad-terapi
God mad giver velvære, den dejlige smag i munden, samt det at det “fylder” i maven, man får noget andet at tænke på osv. Ja, igen noget af det samme som ved de andre terapier.

4) Menneske-terapi
Hvis man er sammen med glade, sympatiske samt givende mennesker, giver dette igen det samme, som beskrevet ovenfor.

5) Alkohol-terapi
Ja, alle bliver gladere samt opstemte af den alkohol, der er i øl og vin. Denne form for terapi skal man dog passe på ikke at overdrive.

6) Læse-terapi
Ved at læse kan man opnå det samme…

7) Skrive terapi
Ved at skrive kan man…

8) Tale-terapi
Ved at snakke…

9) Arbejds-terapi
Ved at… ja, ja, nu har vi forstået pointen

10) L.A.P.- terapi
Ved at være medlem i vores forening LAP kan man lave noget, der gør, man får det bedre. Det er LAP -terapi

Det er ikke for at gøre grin med ordet terapi, at jeg skriver ovenstående, jeg mener det skam alvorligt. Ovenstående 10 ting er noget, alle mennesker kan gøre, for at få det bedre. Vi taler netop om at få det bedre, blive i godt humør. Det er mere ordet terapi, som har en “sygdoms” klang, som jeg her tager under kærlig behandling. Ja, ja, man kan kalde det, hvad man vil: terapi, mental renselsesproces (katarsis) eller at komme i godt humør.

Fakta er det samme. Det gælder for den enkelte om at finde netop den form for aktivitet, vedkommende får noget ud af. Så kan man jo hæfte ordet terapi oven på, så lyder det finere, men fakta er det samme.

Inden for LAP har vi forskellige arbejdsgrupper, én af dem omhandler det brede emne livsglæde. I gruppen fokuserer vi på det positive, det livsglædende i tilværelsen, selv om man kun har lidt af det, skal man alligevel forsøge at fokusere på det, så det kan vokse, for til sidst at fylde mere i ens tilværelse. Vi starter med at tale om, hvad vi har oplevet siden sidst, med vægt på det positive. Derefter kan medlemmerne sætte punkter på dagsordnen.

For tiden er vi ved at planlægge en livsglædekonference med sang, musik og sports aktiviteter. På sidste møde fandt vi ud af, at der var en konference i Århus, vi havde lyst til at deltage i. Så vi ændrede planer og tog direkte til Jyllands hovedstad, vi kunne lige nå at være der til kl. 16.00. Mødet omhandlede fremtidens hospital i Århus. Planen er, at alle hospitaler i byen skal samles på et sted, med andre ord, et mega stort hospital. Måske skal psykiatrisk hospital også lægges sammen med de andre, altså med mega hospitalet i Skejby. Det har nogle sindslidende protesteret imod, da de føler, at de så vil blive udstillet, lige som dyr i en zoologisk have. De vil hellere gå og gemme sig, være sig selv, på det nuværende hospital i Risskov, der ligger lidt afsides.

Af andre ting vi debatterede den dag, kan nævnes: Det gode patientforløb, sansernes hospital, altså sanserne skal fx. bombarderes med smuk kunst på væggene. Til med skal der være ”liv” på hospitalet, da der er nok sygdom i forvejen. Alt sammen gode tiltag, som ledelsen på mega hospitalet måske vil gennemføre. Der blev nedsat arbejdsgrupper med LAP medlemmer, der skal arbejde videre med emnerne i vinterhalvåret.

Tips og tricks til en bedre tilværelse

Et godt Værested med masser af god mad og mange udflugter. En fin familie og gode venner, hvor vi går i biografen, ud og høre musik, tage masser af spændende billeder af det, vi oplever rundt omkring. En dejlig have med masser af blomster. Og en lille kat at putte med hver aften.
rB

Ved at vise engagement, kombineret med venlighed og imødekommenhed. Konkret tænker jeg på, at man kan tage initiativ til en biograftur, en gåtur eller et besøg på et museum. Det kan man gøre ved at hænge en seddel på sit værested, sin skole, eller hos den lokale LAP. Eller man kan starte en livsglædegruppe op indenfor LAP.
tJp

En overraskende flok bøfler på en kedelig togtur. Børn, der glædes og elskes i bybilledet. Huske at succes også er at evne, at komme ud og handle ind. Huske hver aften at liste de ting, der er gået godt. En nyfødt baby, der sover i ens arme. Blomster, der trodser beton og asfalt. Og at opleve Bruce Springsteen live – og glemme sine bekymringer – for en stund.
MM

Om livsglædegruppen

Vi mødes om det, der giver glæde i livet. Vi arbejder på at få en konference om Livsglæde i foråret, og har planer om at besøge væresteder rundt om i landet. Har du lyst til at være med, så kontakt Tom Jul Pedersen på tomjulp@gmail.com – vi har plads til et par stykker mere i gruppen.

Måske kan denne artikel blive starten på en debat eller en artikelserie om demokrati, men det må tiden vise.
Lad mig for en god ordens skyld starte med at slå fast, at forkortelsen LAP her i denne artikel betyder Landsforeningen Af nuværende og tidligere Psykiatribrugere.
Jeg regner naturligvis med, at alle dette blads læsere ved dette, men nogle få kunne måske komme i tvivl, når de læser min påstand.

Her kommer så min påstand: LAP er en demokratisk forening. Dette er min påstand: LAP er en demokratisk forening. Måske tager jeg fejl, når jeg påstår dette. Det er næsten givet, at der vil være nogle – måske endda også blandt LAP’s medlemmer – som ikke er enige i denne påstand. Jeg håber dog, at der er rigtigt mange i LAP, der er enige med mig i denne påstand.

Faktisk vil jeg gerne vide, hvordan LAP’s medlemmer stiller sig til denne påstand. Nu regner jeg ikke med, at alle LAP’s medlemmer skal skrive til Medlemsbladet LAP (eller til mig) for at fortælle, om de mener, at LAP er en demokratisk forening eller ej, men jeg vil opfordre alle, der kender mig (og alle, der kommer til at kende mig), til at komme hen til mig, når vi mødes næste gang, og fortælle mig, om de giver mig ret eller uret i min påstand.

Har det en betydning, om LAP er en demokratisk forening eller ej? Jeg mener, at det har stor betydning. Det har bl.a. betydning for, hvordan vi arbejder i LAP, og for hvordan vi omgås og opfatter hinanden.

Jeg tror, at der findes mange forskellige opfattelser af, hvad demokrati er, og hvordan det virker eller bør virke. I det følgende vil jeg dog forudsætte, at der findes en nogenlunde fælles forståelse af, hvad demokrati er, og hvordan det fungerer. Denne artikel handler nemlig mest om fordele og ulemper ved demokrati.

• Demokrati er ikke den hurtigste måde at træffe beslutninger på. Demokrati er nok den langsomste måde at træffe beslutninger på.

• Demokrati er ikke den nemmeste måde at træffe beslutninger på. Demokrati er nok den mest besværlige måde at træffe beslutninger på

• Demokrati er ikke den billigste måde at træffe beslutninger på. Demokrati er nok den dyreste måde at træffe beslutninger på.

Dette er umiddelbart nogle markante ulemper ved demokrati. Hvad er så fordelene ved demokrati?

Først og fremmest er demokrati den mest demokratiske måde at træffe beslutninger på. Måske er det endda den eneste demokratiske måde at træffe beslutninger på. Dernæst er demokrati måske den eneste beslutningsmåde, der anerkender, at der kan træffes og bliver truffet fejlagtige beslutninger.

Er demokrati så en effektiv måde at træffe beslutninger på? Når man ser på de ovennævnte ulemper ved demokrati, kan man let drage den slutning, at demokrati ikke er en effektiv måde at træffe beslutninger på. Det er imidlertid en alvorlig fejl, hvis man virkelig drager den slutning.

Det, der gør demokrati langsomt, besværligt og dyrt, er nemlig især følgende forhold:

• Alle (berørte parter) skal have adgang til al relevant information, inden den demokratiske beslutning træffes.

• Alle (berørte parter) skal have mulighed for at give deres egen mening til kende, inden den demokratiske beslutning træffes.

• Alle (berørte parter) skal have mulighed for at øve indflydelse på beslutningsprocessen, inden den demokratiske beslutning træffes.

Det er – naturligvis, kunne man næsten sige – ikke alle (berørte parter), der har ressourcer til at sætte sig ind i al relevant information, til at give deres mening til kende og til at øve indflydelse på beslutningsprocessen. Det er i praksis kun de færreste, ja nærmest et forsvindende lille mindretal(!), der har ressourcerne til at gøre det, og det er også kun de færreste, der har pligt til at gøre det.

Alligevel gør disse forhold det muligt, at al relevant information faktisk tages i betragtning, og at alle forskellige meninger faktisk kommer frem, inden den demokratiske beslutning træffes.

Disse forhold betyder også, at en dårlig eller forkert beslutning ikke nødvendigvis er endegyldig. En dårlig eller forkert beslutning kan udfordres, og den vil ofte blive udfordret igen og igen, indtil beslutningen ændres til noget bedre. Derefter kan den nye beslutning blive udfordret! Dermed er demokrati en styreform eller beslutningsform, der kan lære af sine fejl, og det er virkeligt noget, der gør demokrati effektivt, selv om det altså også gør demokrati langsomt, besværligt og dyrt! Dermed er de egenskaber ved demokrati, der nævnes ovenfor og omtales som – umiddelbare – ulemper i virkeligheden fordele ved demokrati!!

Som jeg tidligere i denne artikel har været inde på, er demokrati ikke én veldefineret og velafgrænset måde at træffe beslutninger på. Demokrati findes i flere former og praktiseres på forskellige måder. Demokratiet selv kan nemlig også udfordres og udvikles til nye og (forhåbentligt) bedre former, og det er både mit håb og min spådom, at demokratiet vil blive bedre og bedre med tiden – i meget lang tid endnu – både i LAP og i alle andre sammenhænge.

Svar på indlægget ”Nej til dødslister” af Henrik Preben Perregaard i Medlemsbladet LAP nr. 3 2009, side 25.

Kære Henrik

Tillykke med at du har levet i 63 år, tillykke med at du har (over)levet i 22 år med skizofreni og tillykke med, at du har et godt og aktivt liv, hvor du bl.a. har været i stand til at forfatte tre bøger. Alle med psykiske lidelser burde kunne regne med at leve lige så godt lige så længe, som du allerede har gjort; ja, endnu længere ligesom alle andre borgere i Danmark kan regne med (jeg håber selvfølgelig, at du må leve længe endnu).

Desværre gik det ikke sådan for de psykiatribrugere, hvis skæbner vi ønsker at sætte fokus på i den planlagte kommende kampagne. De døde alle, længe før de nåede den relativt høje alder, som du har nået. Disse tidlige dødsfald skyldes med stor sandsynlighed, at de pågældende ikke kunne tåle den medicin, som de fik, især ikke i de mængder, som de fik. Du har været heldig, at du har kunnet tåle den medicin, som du har fået, i de mængder, som du har fået. Mange andre har ligesom du været heldige. Vi er dog mange, der mener, at de, der dør som følge af den medicin, som de får, ikke blot skal afskrives med en bemærkning om, at ”de var uheldige”.

I LAP arbejder vi meget med recovery-tankegangen, som siger, at alle sindslidende – også dem med skizofrenidiagnose – kan komme sig og få et bedre liv. Når nogle siger, at en trediedel af alle med skizofreni er ”håbløst fortabt, fordi medicinen ikke virker på dem”, skyldes det vanetænkning og ensidig fokusering på medicin som behandlingsform. Hvis man i behandlingssystemet løsriver sig fra denne vanetænkning og bruger andre behandlingsformer end (udelukkende) medicin, behøver man altså ikke at opgive en trediedel af dem med skizofrenidiagnose, og man behøver heller ikke at udsætte sine patienter for en stor risiko for en alt for tidlig død.

Derfor er vi en gruppe, der arbejder på at lave en kampagne, der skal sætte fokus på disse dødsfald, for at reducere antallet af dem så meget som muligt; ja, allerhelst fjerne dem helt. Der er på ingen måde tale om en hetz mod mennesker, der tager medicin, og vi laver selvfølgelig heller ikke dødslister over disse. Vi mener blot, at man skal kunne tage sin medicin, uden at man behøver at frygte, at man dør af den.

I gruppen mener vi også, at døden er en meget dramatisk bivirkning ved enhver type medicin. Derfor har vi også valgt en dramatisk arbejdstitel til den kampagne, som vi forbereder. Vi kalder den ”Psykiatrisk medicin dræber-kampagnen”. Vi ved godt, at det ikke er al psykiatrisk medicin, der dræber, og at den medicin, der nogle gange dræber, ikke dræber altid. Alligevel vælger vi at være dramatiske for effektens skyld. Læg også mærke til, at der er tale om en arbejdstitel for kampagnen. Måske vælger vi et nyt navn, inden kampagnen finder sted, eller måske laver vi kampagnen uden et egentligt navn. Tidligere kaldte vi det for ”Hvide kors-aktionen”, fordi vi vil symbolisere dødsfaldene med hvide kors. Korsene er også for den dramatiske effekts skyld.

Vi søger at skaffe grundig dokumentation for et mindre antal (10-15) af disse dødsfald, og måske vil vi også lave en længere liste over afdøde, men altså alt sammen med det formål at formindske forekomsten af disse unødvendigt tidlige dødsfald. Hvis vi lader som ingenting, og alle andre lader som ingenting, hvad angår disse dødsfald, vil unge mennesker blive ved med at dø som følge af medicin, som de får i psykiatrien, og det vil vi ikke acceptere.

Vi er naturligvis også dybt berørte af de mange selvmord, der forekommer i og omkring psykiatrien, uanset om de skyldes manglende behandling, eller om de skyldes frygt for og utilfredshed med den ”behandling”, som tilbydes. Der er imidlertid andre, der arbejder med at registrere og forebygge disse selvmord, og vi har altså valgt at arbejde med dødsfald på grund af (over-)medicinering, som ikke ret mange andre beskæftiger sig med.

Hvis LAP overhovedet bør skamme sig over noget, kan det kun være over, at vi ikke er nået længere, end vi er, med at forebygge og begrænse de for tidlige dødsfald i psykiatrien, uanset om de skyldes medicin eller selvmord eller andre ting. Derimod er der mange andre med tilknytning til og ansvar for og i psykiatrien, der virkelig burde skamme sig.

Vores plan er, at kampagnen skal finde sted i perioden fra og med lørdag d. 10. april 2010 til og med søndag d. 25. april 2010, og da det er vores hensigt, at kampagnen skal bestå af lokale aktioner i mindst ti byer (vi ved endnu ikke hvilke) over hele Danmark, kommer vi sandsynligvis også et sted i nærheden af, hvor du bor, og så håber jeg, at du vil møde op, så vi kan få en personlig samtale om dette og om andre emner.

Med venlig hilsen
Jan Stig Andersen
Medlem af LAP’s psykiatrisk medicin dræber-kampagnegruppe

I Retten

Onsdag den 2. december skulle jeg møde i Kolding Byret stillet over for en anklage om at have truet en psykiatrisk overlæge på livet i forbindelse med en indlæggelse på lukket afdeling her i foråret. Jeg er selv af den opfattelse, at anmeldelsen er grebet ud af den blå luft, og at det i virkeligheden handler om, at overlægen har et horn i siden på mig af helt andre grunde.

Inden retssagen havde jeg aftalt med min forsvarer, at han, hvis ikke det lykkedes at få mig frikendt, skulle undlade at få sagen ind under straffeloven §16, der siger at man er straffri, hvis man på grund af sindssyge var utilregnelig i gerningsøjeblikket. Det ville ellers have været oplagt, da jeg på det tidspunkt, hvor lægen beskylder mig for at have truet ham, var i en alvorlig psykotisk tilstand.

Kommer man ind under §16 bliver man imidlertid tvunget til at lade sig mentalundersøge og bliver som regel dømt til behandling i 3 til 5 år selv for helt ubetydelige lovovertrædelser. Jeg ville hellere have en regulær strafudmåling, hvis jeg blev fundet skyldig. En sådan strafudmåling skulle, mente vi, foretages efter princippet om formildende omstændigheder (straffelovens §82 og 83), og kunne så blive en betinget dom, samfundstjeneste eller bortfald af strafudmåling, idet ubetinget fængsel for en så lille forseelse var usandsynlig.

Efter at jeg var blevet afhørt af anklager og forsvarer, blev overlægen afhørt, og det stod hurtigt klart, at han og anklagemyndigheden havde en dårlig sag. Lægen havde ”ingen erindring” om, at han kort tid efter, han havde anmeldt mig, var blevet afhørt af politiet, ligesom han havde svært ved at forklare, hvorfor han oprindeligt havde anmeldt en helt anden patient for det, han valgte at beskylde mig for. Hans forklaring i retten var på flere punkter helt i modstrid med det, han var citeret for i politirapporten.

Det var tydeligt, at han ikke havde nogen situationsfornemmelse, da han blev bedt om at uddybe, hvorfor han i min journal har tilladt sig at skrive om mine personlige psykiatripolitiske holdninger. Jo mere negativt han udbredte sig om mig, jo mere utroværdig blev hans fremstilling, om at jeg skulle have udsat ham for en alvorlig trussel.

Som sagsakter fremlagde min advokat bl.a. min korrespondance med psykiatridirektionen i regionen og en udtalelse, som jeg selv havde fremskaffet fra egen læge. Der forelå også en såkaldt personundersøgelse fra Kriminalforsorgen, hvoraf det bl.a. fremgik, at jeg havde sagt nej til at give adgang til at indhente lægelige oplysninger og til frivilligt at lade mig mentalundersøge.

Efter en pause, hvor dommer og domsmænd skulle votere, ventede jeg og de mange tilhørere (dels familie – dels LAP medlemmer) spændt på afgørelsen. Det var naturligvis en stor lettelse, da dommeren startede med at sige: DU ER FRIFUNDET!! Præmissen for frifindelsen var, at man mente, at jeg havde sagt til lægen, at jeg ville henrette ham, men at man situationen taget i betragtning ikke mente, at de ord på nogen måde kunne opfattes som en reel trussel.

I virkeligheden har jeg nok sagt: ”I vil henrette mig”, men det vigtige er jo, at jeg blev frifundet. For andre, der kommer i en lignende situation, kan sagen her forhåbentlig bruges til at hævde det princip, at man ikke skal straffes eller dømmes til behandling for, hvad man kommer til at sige til personale på psykiatriske afdelinger, når man tydeligvis er ude af sig selv. Ligesom man heller ikke bør kunne dømmes for at forsvare sig mod overgreb som bæltefiksering og tvangsmedicinering.

Klage til Region Syddanmark

Uddrag af e-mail til psykiatridirektionen (22.09.09) ”… Jeg blev den 7. maj ved 8-tiden om morgenen bragt til Psykiatrisk Afdeling H4 i Kolding af et par politibetjente, som var blevet tilkaldt af Munkebjerg Hotel, hvor jeg havde indlogeret mig samme dags morgen, og hvor personalet havde undret sig over min tilstand. Jeg var ved indlæggelsen i en alvorlig psykotisk tilstand – overbevist om at jeg befandt mig midt i en atomkrig. Jeg følte mig hverken tryg ved politiet eller ved personalet på afdelingen, men sagde ja til at lade mig frivilligt indlægge. Senere samme dag ved 13 tiden blev jeg tvangsmedicineret med 150 mg cisordinol acutard og 10 mg stesolid. En medicinering der bragte mig i en koma-lignende tilstand, så jeg kun har meget svag erindring om hændelsesforløbet efter selve indlæggelsessituationen og et par dage frem. Bliver efter to døgn på afdelingen tvangstilbageholdt på behandlingsindikation. Udskrives den 15. maj og genoptager mit arbejde efter yderligere 14 dages sygemelding.

Jeg oplevede på mange måder indlæggelsen i foråret som relativt uproblematisk. Sammenlignet med forholdene i 2004 var der en mere afslappet omgangsform, og der blev langt hen ad vejen givet plads til den enkelte patients ønsker og behov inden for en lukket afdelings begrænsede rammer. Det kom derfor helt bag på mig, da jeg ved gennemlæsning af min journal en måneds tid senere konstaterer, at overlæge E.K. havde anmeldt mig til politiet med en påstand om, at jeg, kort tid efter jeg blev indlagt, skulle have sagt, at jeg ønskede at henrette ham. Samme overlæge anfører i øvrigt samtidig i journalen: ”Karl har i årenes løb demonstreret en ganske solid antipati mod psykiatrisk behandling og har givet udtryk for største mishag ved psykiatrien.” Jeg har ved en senere samtale med E.K. sat ord på min undren over hans handlemåde, og fik så følgende begrundelse for, at han havde valgt at anmelde mig: ”I skal lære at tale ordentligt til os”. Jeg erindrer ikke at have fremsat nogen verbal trussel mod E.K. men husker, at hans fremtoning i militærlignende påklædning var med til at forstærke mine vrangforestillinger om en igangværende krig.

For en måneds tid siden blev jeg så indkaldt til afhøring hos politiet i Kolding. Jeg fik oplæst en forklaring afgivet af E.K. om et hændelsesforløb, som jeg slet ikke kan genkende. Det blev ved afhøringen mere end antydet af betjenten, at anmeldelsen måtte formodes at hænge sammen med mit kritiske engagement på psykiatriområdet! Betjenten var enig med mig i det groteske i anmeldelsen, og han formodede, at der ikke ville komme mere ud af den sag. Han gjorde mig i øvrigt opmærksom på, at E.K. i første omgang havde anmeldt en helt anden patient for det påståede udsagn, men mange dage senere var kommet i tanke om, at det var mig han ville anmelde.

Den 11. september modtog jeg imidlertid et brev fra anklagemyndigheden, om at jeg ved Retten i Kolding ”med påstand om straf” tiltales for overtrædelse af Straffelovens §119, stk. 1 ved ”med trussel om vold at have overfaldet” E.K..

Uanset om ordene, som påstået af E.K., skulle være kommet ud af min mund, finder både jeg, mine pårørende, venner og bekendte det krænkende, at jeg er bragt i en situation, hvor jeg grundet indlæggelse i en akut psykotisk tilstand, risikerer at blive kriminaliseret og i værste fald at blive dømt til behandling. Jeg har på intet tidspunkt i forbindelse med indlæggelsen udsat medpatienter eller personale for nogen form for fysisk aggression eller vold og har heller ikke i andre sammenhænge brugt vold mod andre mennesker. Det er i forvejen svært at komme til hægter efter en psykotisk episode, og det kan kun gøre mit liv vanskeligere, at jeg nu skal stille i retten med en sådan anklage hængende over mig.”

Regionens svar

I et officielt svar (29.10.09) fra den lægefaglige direktør for Psykiatrien i Region Syddanmark står der bl.a.: ”På baggrund af denne sag har vi fundet det fornuftigt, at få drøftet procedurer i forbindelse med politianmeldelse. Vi vil understrege, at afdelinger i Psykiatrien i Region Syddanmark ikke automatisk politianmelder patienter, der truer personalet… Politianmeldelser bør håndteres ud fra en individuel og uvildig vurdering, med afdelingsledelsens involvering…

Fremadrettet vil vi sætte yderligere fokus på kvaliteten af dokumentationen i patientjournalen, herunder sprogbrug. Dernæst, hvad der principielt kan stilles af krav til medarbejdernes beklædning, så denne ikke virker unødigt provokerende på patienter og pårørende.”

Regionens psykiatridirektør Agnete Philipsen siger, hun har skammet sig over anmeldelsen, hun mener slet ikke, man skal anmelde psykotiske patienter og skriver supplerende (11.11.09) : ”Jeg er meget ked af denne sag, og jeg forstår til fulde din frustration. Sygehusledelsen har oplyst mig om, at de har gjort, hvad de kunne for at få anmeldelsen trukket tilbage, men desværre uden held. På mit sidste møde med alle afdelingsledelser og sygehusledelsen drøftede vi – i forlængelse af denne sag – afdelingernes ”anmeldelsespraksis”, og her var der generelt enighed om, at det er en meget alvorlig sag at anmelde patienter.

Torsdag den 12. november var ca. 35 personer samlet til seminar for at fordybe sig i og drøfte, hvordan vi kommer videre med LAP’s planer om at skabe et refugium eller allerhelst flere refugier med krisefunktion. Deltagerne var både LAP-medlemmer og interesserede fagpersoner, bl.a. personer der er involveret i at etablere de akuttilbud, der som forsøg er ved at blive oprettet i 7 af landets kommuner.

Først var der en grundig gennemgang af refugiegruppens koncept, som det ser ud, efter at gruppen med succes har haft Simon Bordal tilknyttet som ekstern konsulent. Derefter var der fri debat og indkredsning af 5 hovedtemaer for de videre drøftelser: Er refugiet for alle? Hvad med gæster, der er voldelige eller har et misbrug? Hvordan kommer man ind på refugiet, hvis man er i dyb krise? Hvordan finder vi de rigtige medarbejdere? Hvad med fripladser, hvis man ikke kan få ophold på refugiet betalt?

For refugiegruppen var seminaret en god anledning til at afprøve vores ideer over for en større kreds. Det gav ikke svar på alle spørgsmål, men gav nogle klare pejlemærker om, hvad der skal arbejdes videre med i den nærmeste fremtid, inden vi officielt inviterer til at stifte den fond og/eller forening, der skal føre ideerne om refugium (refugier) med krisefunktion ud i livet. Følg med på LAP’s hjemmeside eller ved at kontakte LAP’s refugiegruppe.

Vrede, smerte og følelsen af ikke at blive forstået af omverdenen, synes ofte at figurere i LAP bladet. Meget forståeligt, da man må tage i betragtning, at en psykisk sygdom kan betyde, at ens indre liv bliver hårdere, end hvis man var foruden.

Her i dag fik jeg Medlemsbladet, og jeg faldt over et læserbrev der hedder ”Nej til dødslister”. Det er en protest mod, at der synes at være en usmagelig bevægelse mod at indtage medicin.

Det kan være, at nogle har det godt med medicin, og vi er sikkert rigtigt mange, der har prøvet at lade være med at tage den. Og (tror jeg) med fatale udfald. Personligt røg jeg lige ind på den lukkede.

Men jeg tror hyppigt, at det er vores egne dæmoner vi tager med, når vi føler os uden for samfundets ”normale” samfundsstøtter. Personligt har jeg næsten kun oplevet positive mennesker. Min familie er helt fantastisk og gør deres, for at jeg skal have et rigt liv på trods af skizofrenien. Der er dog grænser for, hvor meget jeg kan klare. Det er en ting, jeg arbejder med på mit bosted. Men lige så stille, dag for dag er der en lillebitte forskel. Og det er ikke mig selv, der gør det store arbejde. Det er omgivelsernes positivitet. Jeg kan ikke blive ved med at protestere, når det er, hvad jeg bliver mødt med. For himlen skal vide, at jeg godt kan være trist. Men så snakker jeg med en af mine kontaktpersoner om alle de ting, min førtidspension betyder.

Jeg kan studere og har jeg brug for forlænget tid, så kan jeg få det. Eller bare en ting som at kunne tage på højskole. Det vil jeg frygtelig gerne og om et par år, så tror jeg, at det er realistisk. Jo, vi skal også huske på alle de muligheder, vi har – også med vores begrænsninger. Så skal det nok gå.

Jeg er 54 år, med 5 mindre psykoser bag mig. 23 år med angst for angsten.

Hvilken hjælp er der at få i vores hospitalssystem? I distriktspsykiatrien i Lyngby-Tårbæk Kommune sidder 2 psykiatere, der ikke har tid til samtaler. Man får besøg af en sygeplejerske til overfladiske samtaler. Ingen selvhjælpsgrupper, ingen psykolog bevilges, ingen behandling andet end receptudskrivning. Lukket det meste af døgnet og i weekenden.

På KAS Gentofte Psykiatriske afdelinger går dagligdagen og især weekenden med kagespisning. Gåture bliver konstant aflyst, ingen terapisamtaler foregår. Bæltefikseringer er hyppige, vold bruges unødigt. Da jeg havde selvmordstanker, endte jeg i bælte. Ingen spurgte om mine bevæggrunde og triste tanker. Jeg lå bare der.

Der skal ingenting til før man tvangsmedicineres. Det er al behandling. Da jeg i en nødsituation havde brug for et menstruationsbind, kunne det ikke lade sig gøre. Spørg afdelingssygeplejersken. Da jeg havde brug for et bækken, blev jeg spurgt, om jeg kunne bruge et snavset. Deres 2 stk. var ikke vaskede. Patienter lægges i motions- og konsultations-rum, fordi man mangler sengepladser.

Der mangler behandling, samtaler, målsætning og andet end medicinsk neddysning.

Regeringen, læger og personale tjener deres penge og vasker deres hænder i passivitet

Hun hedder Rikke Wulf.

Hun har erfaring fra Netværkstedet Thorvaldsen, værestedet NABOcenter, Fountain House, hvor jeg selv har deltaget som bruger, plus hendes cv i øvrigt. Check rivo@rivo.dk

Tænker på refugiegruppen, højskolegruppen, livsstilsgruppen m.m.

Dette for at andre og flere skal have fornøjelsen af at få vejledning af hende!

• du skal altid tro på, at du er noget værd og lede efter beviser på, at det er sandt
• du skal tro på, at vi – du og jeg – er ligeværdige
• du skal tro på, at vi er kloge og kompetente på hver vores områder
• du må gerne tro, at du ved mere, end jeg gør; jeg er overbevist om, at jeg kan lære meget af dig
• du skal tro på, at du dur til noget, så du kan bevare motivationen til at udvikle dine færdigheder, opbygge dine ressourcer og gå efter det, du har brug for
• du skal tro på, at nogen bryder sig om dig, og at du fortjener kærlighed og accept
• du skal tro på, at du kan lære noget alene og sammen med andre
• du skal tro på, at du kan dele med andre og samarbejde, selvom der er meget, du må gøre alene
• du skal kunne le og lege og more dig, også selvom du har seriøse opgaver at varetage
• du er ikke alene, de andre har også de samme behov
• husk dine personlige rettigheder

80 % af sindslidende er enlige, så der ville det populære bevægelige sælskabsdyr, som flere plejehjem har anskaffet til især demente, være på sin plads.

Som sindslidende ville det være en god støtte med sælskabs-krammeren, når familien og vennerne glimrer ved deres fravær.

Måske kan samværet give større livsmod med en følgesvend, der ytrer sig og er bevægelig. Det er også rart at være beskæftiget.

Det ville være spændende, om sundhedsvæsenet kunne indkøbe nogle, og på ingen tid vil modtagerne kunne klare dagligdagen med en mindre medicindosis og større livskvalitet.

Måske lige noget for beskæftigelsesminister Inger Støjberg?

God vind.

Den sidste torsdag i august var der, traditionen tro, motions-løb for sindslidende ved Sankt Hans Hospital i Roskilde. Inden for LAP viste vi flaget både ved at Paul Bjergager uddelte brochurer om LAP, samt vores seneste 10 års jubilæumsblad, som faktisk blev udsolgt. Tilmed var der LAP folk, der løb rundt i vores orange T-shirts.

Én af dem var undertegnede, der fik en tredje plads på 2 km ruten. (i al beskedenhed er det 13. år i træk, jeg kommer i top 3). Bagefter løb jeg 5 km ruten, bare for hyggens skyld, samt for at reklamere for LAP i de 25 min., det tog at løbe den.

I sidste nummer af vores blad kunne man læse, at jeg havde vundet Sundby løbet i København, samt at jeg var for beskeden til at sige, hvor mange gange det var sket. Det er jeg nu ikke, men jeg kan ikke huske det, jeg kan dog huske, at jeg er kommet i top 3 alle årene, altså siden 1998.

Udover de to nævnte løb, er der ét til for målgruppen i Viborg, der hedder Søndersø Løbet. Der er det dog kun en distance på 5,6 km omkring Søndersø. Ved det løb er det kun brugere af psykiatrien, der kan komme på sejrsskamlen. Andre må godt løbe med, men deltager ikke i løbet officielt. Der var bl.a. en der løb og reklamerede med flag og det hele for Dan Jørgensen, som stillede op for Socialdemokratiet til EU parlamentet. Vi løb sammen til sidst, han var meget venlig, spurgte om jeg ville have vand, kom med opmuntrende kommentarer. Det irriterede mig faktisk, jeg skulle da bruge kræfter på at løbe, ikke på at konversere med en løbende reklamesøjle. Til sidst løb han fra mig, men det var lige meget, jeg fik den 2. plads jeg gik efter.

Der var mage til Sankt Hans Løbene, næsten 2000. Ved løbet i Viborg var der ca. 500. De to løb kommer igen til næste år, i henholdsvis maj og omkring 1. september.

Tænk bare: medlemskort, kontokort, kundekort, Visa/Dankort, sygesikringskort, abonnementskort, klippekort, kørekort, postkort og senest har vi haft valgkort og endnu mere aktuelt julekort og nytårskort. Så er vi dog nogle, som kan trøstes med, at nok er livet kort, men kunsten er lang: Vita brevis, ars longa. De nævnte valgkort gav adgang til stemmeurnerne den 17. november. Man kunne stemme ved de nære kommunevalg, som for vore medlemmer og læsere især er interessant på grund af socialpsykiatrien.

Derudover blev der sat kryds ved de lidt fjernere fem regionale valg, som mere direkte drejede sig om, hvem der skal styre hospitalerne og dermed også hospitalspsykiatrien. Man kan sige meget om valgkampen, men spændende var den ikke. Som det er kutyme ville alle love lidt mere i madpakkerne og medvind på cykelstierne. Nogle ville mere grønt og andre mere flødeskum. Alle havde hver deres tidlige julegave til vælgerne. Få sagde noget om, at det måske ville blive nødvendigt med nedskæringer eller ting, der kom til at gøre ondt. Det kommer først bagefter, når varen er solgt og grisen er købt. Men i modsætning til købeloven er her ikke nogen tilbagekøbs- eller byttegaranti – endsige forsikring, hvor man kan få erstatning for et fortrudt køb/valg, når varen ikke svarer til det lovede. Onde tunger – og de er der naturligvis altid – siger, at for politikere gælder kun én garanti: ”Ikeakommodegarantien”! – Denne garanti skal ikke læses, men siges eller høres for det indre øre: ”Låger og skuffer”…

Årets afslutning er fyldt med traditioner, som riskorn i et stort fad julegrød. Heriblandt nytårsløfter – måske man her – enten selvkritisk eller selvtilgivende – kan tænke på valgløfterne og deres holdbarhed. En anden tradition er nytårstalerne. De, der bestemmer – og dermed har privilegiet at holde landsdækkende nytårstale til det samlede danske folk, er enten født til det eller på parlamentarisk vis valgt til det. Den første er majestæten, som også først af alle holder talen nytårsaften. Den afsluttes, som traditionen byder, altid med et: ”Gud bevare Danmark!”

Jeg har altid mest holdt af den tale, hvor dronning Margrethe imødegik vores dengang begyndende fremmedfobi og de dermed følgende daglige spydigheder.

citat: ”Så kommer vi med vores danske humor og små dumsmarte bemærkninger. Det kan vi ikke være bekendt!” formanede dronningen.

Kongefamilien har på det punkt, historisk og nutidigt, til alle tider været et forbillede i at gifte sig med udlændinge. Dirch Passer yndede også at omtale Prins Henrik som ”fremmedarbejdernes førstemand”. Dronning Margrethe bar dog ikke nag, så Dirch nåede at blive udnævnt til Ridder af Dannebrog. Til hans store ærgrelse fulgte der ikke hest med…

Dirch benævnte altid nytårsaften som ”amatørernes aften”! Jeg tror, at han mente, at denne aften kunne amatørerne – med et af hans yndlingsudtryk – ”skave sig tossede” og drikke sig kanonfulde, mens de mere professionelle gjorde det resten af året. På et netop udgivet boxsæt med fire cd´er, synger Dirch Passer blandt en række mindre kendte numre: ”Det er mentalt. Det er galt!” Sangen er fra filmklassikeren ”Min søsters børn vælter byen”. Måske skulle den være LAP´s nye kendingsmelodi? Det var i øvrigt anden gang, at Dirch Passer spillede psykiater. Første gang Hvilket unægteligt skaber perspektiv i håbet om et stort medlemsgrundlag. Dronningen trådte til i 1972, samme år som vi trådte ind i EF, statsminister Jens Otto Krag trådte af, og Anker Jørgensen trådte til. Anker Jørgensens periode var præget af oliekrise og dermed bilfrie søndage – samtidig også stor arbejdsløshed, inden vi med hans finansministers ord måske ikke var på vej ned i afgrunden, men stod på kanten af den. Anker Jørgensens bedste bud på at skildre den tid var en nytårsdagsaften, at citere Kim Larsens sang fra Østre Gasværk: Det er en kold tid, vi lever i. Alle går rundt og fryser. Umiddelbart kan jeg ikke huske noget fra Poul Schlüters nytårstaler. Udtalelserne om at ”det går ufatteligt godt”, ”jeg er ikke så konservativ, at det gør noget” og ”der er ikke fejet noget ind under gulvtæppet” er vist fra andre lejligheder.

Så kom Poul Nyrup Rasmussen til…

Efter min ringe mening er der absolut ingen tvivl om, hvad der for eftertiden står tilbage fra Nyrups mange nytårstaler. Måske fordi den ramte noget meget dybt i mig og min sjæl. Det handlede vist mere konkret om en enlig mor på cykel og hendes fortravlede hverdag, men spørgsmålet burde vi alle stille os selv hver dag. Jeg stiller det tit i LAP-sammenhæng og alt for ofte til mig selv: ”Kan vi ikke gøre det lidt bedre?” Efter den ene Rasmussen, kom en anden Rasmussen, som blev erstattet af en tredje Rasmussen. I Danmark har vi helt uden grundlovsændring åbenbart indført en ny regel om, at vores regeringsleder – også benævnt statsministeren – skal hedde Rasmussen…

For- og mellemnavnene bliver dog skiftet ud – Poul Nyrup, Anders Fogh og Lars Løkke. Vi har endnu i skrivende stund til gode at høre, hvad Lars Løkke Rasmussen vil sige i sin tale til det danske folk nytårsdag. Han nåede dog inden redaktionens slutning, at få en ny klimaminister i form af Lykke Friis. Hun udtalte med vor huspoet Steffen Brandts ord, at hun var ”nærmest lykkelig” over udnævnelsen. Hun bemærkede dog, at hun i modsætning til sin statsminister kunne stave til lykke. Måske statsministerens nytårstale bliver et lån fra den altid og især nu, aktuelle sangskriver Thomas Helmig: ”Fed, fed løkke til alle”…

Hvis vi i LAP her til slut skulle sende et nytårskort, skal det ikke være som barndommens sommerferiekort: ”Her går det godt! Send flere penge!” De kunne måske godt bruges i en god sags tjeneste, men alt for meget i denne verden og denne lille andedam ved navn Danmark, bliver gjort op i penge. Så vil jeg hellere opfordre til det bibelske: Elsk din næste som dig selv. Begge dele er vigtige – også i vores lille verden!

Jeg vil ikke være så naiv at sige: Smil til verden og verden smiler til dig. Det gør den desværre ikke nødvendigvis, men prøv at smile alligevel…

Måske skulle vi på nytårskortet blot citere den franske digter Charles Baudelaire: Hvis du vil mere, kan du mere…

– Og så det årlige og traditionelle juleønske: Fra alle os – til alle jer!: Vi ønsker dig en rigtig glædelig jul og et godt Nytår! Vi går trods alt mod lysere tider – i al fald den lyse tid. Kys det nu, det satans liv, grib det, fang det før det er forbi… Hav det godt og pas nu rigtigt godt på jer selv!

Kærligst Michael