Gode takter i regeringens psykiatriudspil, bør fremme forsøg med afskaffelse af tvang.

Når en patient skønnes behandlingskrævende mod sin vilje, og indlægges på såkaldte gule papirer, skal retten til at fravælge medicin være et tilbud.
Af Nils H Andersen, forretningsudvalget.

Jeg havde et godt forløb i sundhedssystemet hvor jeg blev behandlet med elektrochok, fordi jeg havde fået en depression efter et hjerteanfald. Selv om hjertet blev reddet, ville jeg pludselig gøre selvmord. Min psykiatrimedicin øgedes. Jeg oplevede kraftig overvægt og problemer med at få ilt til hjernen, når jeg sov om natten (søvnapnø). Da jeg indimellem havde stunder, hvor jeg ønskede at leve, blev jeg bekymret for om mit hjerte kunne klare mosten. Fra mit køleskab spiste jeg halve botaniske haver. Jeg levede sundt, men blev større og større. Af angst for at blive udsat for endnu et slagtilfælde, reducerede jeg min psykiatrimedicin. Herefter blev jeg genindlagt, fordi det psykiatriske hospital skønnede, at jeg ville få nye tanker om selvmord. Jeg blev tvunget til at tage medicinen og blev meget vred. Så vred, at man skønnede, at jeg skulle på intensivt, lukket afsnit. Her fik jeg mere medicin – nu også til at dæmpe min vrede. Jeg agiterede så voldsomt mod indtagelse af medicinen, at jeg slog ud med armen og ramte en sygeplejerske på hagen med min håndryg. Jeg blev senere erklæret for sindssyg i gerningsøjeblikket og modtog en dom til behandling på ubestemt tid.

Nu har jeg organiseret mig i Landsforeningen af tidligere og nuværende psykiatribrugere (LAP). Her glæder jeg mig over, at regeringen, i fredags lancerede et udspil til en ny psykiatriplan.

Der er dog flere ting, der giver anledning til utilfredshed med planen. Men i regeringens længe ventede udspil, er der også gode takter. Generelt opfordrer LAP til at samarbejde med regering, sundhedsstyrelse og regioner om at tale psykiatrien op og sikre både attraktive arbejdspladser – og sengepladser. Dette gør regeringens udspil, blandt andet ved at øge forskning til ECT (elektro-chok) – og medvirke til afstigmatisering ved ensarterede og tydeliggjorte, nationale regler for borgere med psykosociale udfordringer.

Regeringen skriver, “at det er problematisk, at der findes områder, f.eks. på psykologområdet, hvor der ikke findes tilstrækkelige data for indsatsen over for patienterne, der kan være med til at skabe mere viden om, hvordan indsatsen virker bedst muligt.” I takt med udspillet af Psykiatriplan 2 vil regeringen øge bevillingerne til forskning og psykologbehandling for mennesker med angst – og eliminere alderskritierne for, hvem der kan få behandling. Det er godt.

Når man inviterer til anden psykiatrisk behandling, end den lægefaglige, så vi gerne, at der med udspillet åbnes for forsøg med yderlig alternativ behandling, f.eks. forsøg med medicinfri behandling.

Når man argumenterer for, at en nedbringelse af tvang i behandlingen er afgørende for en god behandling, ville det være spændende at supplere med forskning på nogle lukkede, intensive afsnit, hvor de gule papirer ikke gav en lægefaglig mulighed for dosering af medicin til brug under tvang. De `gule papirer` er et kælenavn for det som lægen kalder behandlingskriteriet. Dvs. patienter, der nægter at tage deres medicin, fordi de oplever en forværring af medicinen, tvinges til det, fordi psykiateren skønner, at patienten vil få det endnu værre uden. Det kan hos patienten give en nedsat opfattelse af, at behandlingen er for hans eget bedste, hvis medicinen har bivirkninger, der påvirker vitale organer negativt. Når vi taler om at afdække simple kausalitetsprincipper som kan forhindre aggressiv adfærd, behandlingsdomme og genindlæggelser, ville LAP hjertens gerne se på forskning, der kan redegøre for brugen af de gule papirer.