Pressemeddelelse: LAP om brugen af tvang i psykiatrien i Danmark

8. december 2020

Det er hårrejsende og himmelråbende læsning for LAP at læse, hvordan bæltefikseringer i psykiatrien er faldet, men er blevet erstattet af tvangsinjektioner af medicin i stedet. Denne udvikling kan ikke accepteres på nogen former for niveauer, det være sig mentale, fysiske eller spirituelle.

– Er behandlerstaben i Danmark virkelig så inkompetente, at de er ude af stand til at tale folk ned og i ro, selv i de mest følelsesladede tilstande hvor i en patient kan befinde sig? Er behandlerstaben i Danmark virkelig så fuldstændig blottet for både empati og sympati, at de er nødt til at gribe til tvangsinjektioner for at kunne helbrede en psykisk syg?

– Noget må gøres, noget må ske; det kan ikke passe, at en patientgruppe i Danmark skal nøjes med middelalderagtige metoder og udsættes for tvang samt sanseløst, hensynsforladt adfærd fra de mennesker, der er ansat for at hjælpe dem. TVANG er ikke en hjælp til andre end uduelige og fuldstændig samvittighedsforladte personer, der ikke er egnede til at have med andres menneskers mentale helbred at gøre !

Tvang er jo mange ting, der er den tvang som registreres og så den, der ikke bliver registreret: Tager du ikke din medicin, så inddrager vi din udgang ! Tager du ikke din medicin, så får du ikke lov at se din datter! Disse er blot få, blandt talrige eksempler på, at folk tvinges til medicinindtag, selvom det skulle være frivilligt.

Kommunerne kan også finde på, at inddrage kontanthjælp eller ledighedsydelser, hvis medicinen ikke indtages. Det bliver først rigtig grelt, når kommunen tvinger borgerne til ikke at kunne følge behandlingen, fordi de skal være til rådighed for arbejdsmarkedet.

Det viser sig, at mange behandlingsdomme er dømt på baggrund af noget, der er sket under behandlingen. Hvor mange af de hændelser, der ligger til grund for behandlingsdommene, som er udløst af dårlige behandlingsforløb, misforståelser eller psykiske provokationer kan ikke ses nogen steder. Nu har der siden 2014 været fokus på at nedbringe tvang i psykiatrien, men resultaterne af anstrengelserne har ikke sat sig spor i den samlede opgørelse.

– Vi ser det sådan, at sagen er grebet forkert an. Vort bedste bud på, hvordan tvang kan nedbringes markant vil være at ændre psykiatriloven og fjerne behandlingskriteriet – det der også kaldes de gule papirer. Der er to kriterier for anvendelse af tvang: Det ene er faremomentet, altså hvis du ertil fare for dig selv ellerdine omgivelser kan tvang anvendes, dog stadig som den sidste nødløsning, når alt andet er afprøvet. Dette kaldes også de røde papirer.

– Hvor ofte disse anvendes afhænger af hvilke andre muligheder som forekommer, der hvor patienten møder det psykiatriske system. Socialpsykiatrien kunne gøre meget her, hvis der var nemt tilgængelige akut beredskaber med brug af terapeutisk tilgang til at deeskalere en psykotisk tilstand.

– En person, der i en psykotisk tilstand, er ved at ødelægge sit eget eller andres liv (økonomisk eller socialt), er stærkt forstyrrende eller selvskadende vil få en reaktion fra omgivelserne, og har man ikke fare kriteriet og muligheden for professionel hjælp, vil omgivelserne drives til selvtægt. Det har vi set i psykiatriens forhistorie med oprettelse af dårekister, indespærring under kummerlige forhold og andre ubehageligheder.

– Behandlingskriteriet, som påbyder patienten at modtage behandlingen under tvang, når psykiateren skønner det er nødvendigt, er i hele sin virkemåde oversat til, at patienten opfylder behandlingen når denne tager sin medicin !

Der bliver lavet udskrivningsplaner og koordinerede udskrivningsplaner, men den eneste del af de samlede bestræbelser, der fokuseres på når noget går skævt, er om patienten/borgeren tager sin medicin !

– Mange kommuner opfylder ikke deres del af de aftaler der indgås, det kan være ved fejl
visitation, som altid sker for at spare på kommunens penge. Det kan også være mangel på
oprettelse af tilgængelige tilbud for rehabiliterende indsatser.

– Vi står altså der, hvor de gule papirer bliver brugt til at bringe borgere ind i psykiatrien for behandling. Behandlingen er oversat til kun medicinsk behandling, der gives nemlig hverken forebyggende eller rehabiliterende behandling til længerevarende syge – dette skal ske ude i kommunerne. Kommunerne vil ikke ofre den nødvendige hjælp, hvis dette kan spares væk og på en billigere måde oversættes til at give mere medicin !

– På den her måde kører det hele i ring, og det resulterer i, at personer fastholdes som patienter og passiviseres, og ikke kommer videre. Det kan sammenlignes med hvis nu det besluttedes, at personer der brækker en knogle ikke længere skal tilbydes gibs eller skinner til at oprette bruddet, men i stedet sendes hjem med recepter på smertestillende medicin.

– Vort bedste bud er, at vi kan nedsætte brugen af tvang ved en ændring af psykiatriloven, så kun fare kriteriet er tilbage. I øvrigt skal man selvfølgelig lægge stor vægt og opmærksomhed på de tiltag, der er gjort for nedbringelse af tvang, og hvor det faktisk er lykkedes – for det er faktisk lykkedes flere steder. De metoder, der bruges med succes er f.eks. Safewards-modellen og åben dialog. Sidstnævnte metode stammer fra den finske psykolog Jaakko Seikkula, og er også kendt som Laplandsmodellen.

Som konklusion må LAP igen understrege, at behandling med tvang – uanset situationen – er fuldstændig uacceptabelt !

Det bør være muligt for behandlerstaben i Danmark, at kunne opføre sig som voksne og fornuftige mennesker, og med pædagogiske evner varetage behandlingen på en ordentlig og anstændig måde. De har med andre menneskers mentale helbred at gøre !

Der findes mange alternative metoder, der kan afprøves og udforskes frem for tvang, ud i kunsten at håndtere mennesker med et anderledes følelsesliv. Alt andet end at forøve magt og tvang, som om vi levede i den mørke middelalder, hvor torturbødler blev brugt til at trumfe sin vilje igennem !

I et land som Danmark bør der ikke herske tilstande, som i det nationalsocialistiske Tyskland og deres arbejdslejre under 2. verdenskrig. I loven står der MINDST MULIG og MINDST INDGRIBENDE foranstaltning. Det betyder, at hvis man kan snakke sig til rette, så prøv med dialog og dialog og dialog, inden den yderste konsekvens. Den yderste konsekvens er da KUN, hvis det er til fare for mennesket selv eller andre, der ikke kan flytte sig væk fra situationen. Det hedder konfliktløsning og betyder, at man ikke skal optrappe en falsk tilstand hos et menneske, der er i en ubalance.

Brugerne af psykiatrien og deres pårørende opfordres hermed fra LAP til at indmelde alle former for tvang. Klag, klag, klag og endnu engang klag indtil behandlerstaben i Danmark forstår, at tvang ikke er en mulighed i behandlingsmetoder !

Behandl folk med respekt, anstændighed og medfølelse og I vil få en meget bedre hverdag, kære behandlere.
Med de bedste hilsner på vegne af LAP.

Arbejdsgruppe for presse og lov.

Hanne Skou Kadziola, Ole Nielsen og Steen Moestrup.