Rambøll’s psykiatrilovsundersøgelse

Høringssvar 1. maj.2005

I vedrørende udkast til det udbudsmateriale, der har dannet baggrund for den aktuelle psykiatrilovsundersøgelse, gav vi udtryk for vores skepsis ved kun at fokusere på virkninger af lovændringerne fra 1998. Undersøgelsen burde have fulgt den oprindelige politiske intention, nemlig at undersøge virkninger af hele loven indbefattende bruger- og pårørendeerfaringer. Vi gjorde i vores høringssvar den gang opmærksom på, at de personer der som ”slutbrugere” rammes af lovens virkninger på forhånd mistede muligheden for at give udtryk for, hvordan lovens grundlæggende bestemmelser om frihedsberøvelse og tvangsbehandling kan opleves som personligt krænkende, ydmygende og nedværdigende behandling/mishandling grænsende til tortur.Den aktuelle undersøgelsesrapport fra Rambøll Management har på mange måder bekræftet og forstærket vores oprindelige skepsis om, hvor vidt en undersøgelse med så snævert fokus overhovedet ville kunne resultere i et brugbart og uvildigt materiale:

For det første er patient-/expatient og pårørende synspunkter slet ikke blevet inddraget i det omfang udbudsmaterialet lagde op til, og vi finder de angivne begrundelser for, at en sådan inddragelse på individ- og organisationsniveau kun har fundet sted i begrænset omfang tynde og grænsende til det pinlige.

For det andet er rapporten generelt præget af en paternalistisk indstilling om at behandlingssystemet og lægeautoriteten på forhånd ved bedre og altid har mere ret end patienten og af en tiltro til den såkaldte væg til væg psykiatri eller vugge til grav psykiatri, hvor psykiske ubalancer opfattes som en stadig, uforanderlig tilstand, hvorfra bedring uden medicinsk behandling ikke er mulig. Et fortidigt og forældet menneskesyn, hvor den ideelle psykiatriske patient villigt lader sig underlægge og ukritisk accepterer den lægelige autoritet.

Denne paternalistiske forhåndsindstilling kommer frem i helt urimelige og ureflekterede udsagn som: ”Skal det sikres, at alle patienter, herunder også de allersvageste, kan fastholdes i behandling, er der behov for stærkere redskaber – fx ambulant tvang eller tvungen eftervård” (s. 11) eller forslaget om at ændre bestemmelserne om anvendelse af udskrivningsaftaler og koordinationsplaner, ”således at det præciseres at overlægen har ansvaret for, at der for alle patienter tilvejebringes den nødvendige opfølgende indsats efter udskrivelsen.” Antagelser om at alle psykiatriske patienter bør fastholdes i behandling og underlægges en lægeligt defineret opfølgende indsats er så groteske, at selv de mest bagstræberiske kræfter inden for behandlingspsykiatrien må formodes at have sig sådanne forpligtelser frabedt.

Forslag om forringet retssikkerhed og øget tvangsanvendelse

Dette menneskesyn resulterer i forskellige forslag til øget tvangsanvendelse: For det første en forestilling om, at der findes svingdørspatienter, hvis retssikkerhed skal forringes og for hvem bedring ellers ikke er mulig. For det andet en forestilling om, at har psykiatribrugere først haft et ikke nærmere defineret antal psykotiske episoder, så er ambulant tvang ønskværdigt. Norske erfaringer viser at lovhjemmel til ambulant tvang kan føre til en meget voldsom øgning af tvangsanvendelsen, idet mellem 1500 og 200 personer årligt underlægges ambulant tvang.

Rapporten giver udtryk for, at det er ønskværdigt og muligt at begrænse motivationstiden og den opsættende virkning af klage over påtænkt tvangsbehandling for en mindre gruppe ”svingdørspatienter”, uden at der er givet nogen definition på, hvad en svingdørspatient er eller hvad, der skulle udskille en given patientgruppe fra resten af gruppen af mennesker, der med mellemrum præges af episoder, hvor man psykisk har det svært.

LAP finder det stærkt problematisk, at rapporten afslører en manglende indsigt i, at psykiatribrugere for det meste får det bedre og ofte kommer sig helt. Både i tankerne om forringelse af den opsættende virkning ved klage over tvangsbehandling og i tankerne om ambulant tvang ignoreres det faktum, at mange psykiatribrugere får det bedre over tid, fordi man finder egne mestringsstrategier og måder at håndtere stressende livsbegivenheder på.

LAP finder det stærkt utilfredsstillende, at der med ambulant tvang foreslås en udvidelse af de vilkår og/eller tilstande, under hvilke man som menneske kan blive tvunget til behandling. Den danske lov om tvang i psykiatrien har som kriterium, at man skal være aktuelt sindsssyg for at tvang kan finde sted. Gennemføres tankerne om ambulant tvang, vil det betyde, at mennesker, der ikke er aktuelt sindssyge udsættes for tvangsbehandling og dermed stilles ringere end personer, der i dag er dømt til behandling og/eller anbringelse.

LAP finder derfor, at rapportens forslag om ambulant tvang kan føre til en meget alvorlig forringelse og krænkelse af psykiatribrugeres retssikkerhed og stille mennesker, der er i forvejen er i en vanskelig livssituation i en yderligere presset situation. Resultatet kan være, at flere psykiatribrugere end det er tilfældet i dag vil fravælge kontakt med behandlingssystemet og at en del ofrene for sådanne udvidede tvangsbeføjelser vil blive presset ud i hjemløshed eller til selvmord for at undgå psykiatrisk tvang.

Vi skal på det kraftigste opfordre Rambøll Management til at udelade anbefalingerne om forringelse af klagers opsættende virkning og om ambulant tvang af undersøgelsesrapporten.

Udskrivningsplaner og koordinationsplaner

I afsnittene om en ønsket præcisering af udskrivningsaftaler og koordineringsplaner, fremføres en ide om at gennemtrumfe lægeligt defineret opfølgning over for alle patienter, på trods af at langt de fleste psykiatribrugere ikke omfattes af psykiatrilovens tvangsbestemmelser i forbindelse med en indlæggelse.

Med sætningen: ”Overlægen vælger den samarbejdsform, der for den enkelte patient anses for mest hensigtsmæssigt, herunder udskrivningsaftaler og koordineringsplaner”, er det tydeligt, at der ikke er nogen forståelse for, at psykiatribrugere i lighed med andre mennesker er bedst kvalificeret til at varetage beslutninger vedr. eget liv.

Sygehusstandard

I rapporten mangler der fokus på, hvordan en sikring af god sygehusstandard kan være med til at mindske tvangsanvendelsen markant. Erfaringer fra Randers viser, at antallet af tvangsfikseringer på givne afsnit faldt med 75%. Dette skete, da lukkede og åbne afsnit blev lagt sammen og personalet fra afsnittene blev blandet på ny. Der skete en udvikling af personalets kompetencer ved at vidt forskellige kulturer blev rystet sammen.

Personalet blev nødt til at finde nye måder at håndtere konflikter på, når man ikke mere kunne eksportere vanskelige klienter fra åbne til lukkede afsnit, ligesom personalet fra de lukkede afsnit lærte noget ved at blive blandet med personale fra de åbne afsnit. Tvangen siges ofte at ”sidde i væggene”, hvorfor en nedbrydning af de eksisterende hierarkier og arbejdsgange er nødvendig for at sikre et kompetenceløft i retning af en bedre og mere medmenneskelig psykiatri.

Vi kan i øvrigt ikke tilslutte os konklusionen om at uddannelsestilbud ikke er relevant i udspecificeringen af god sygehusstandard. Der er ikke ualmindeligt at være indlagt på psykiatriske afdelinger i lange perioder og her er uddannelseselementet bestemt relevant, ikke mindst når det gælder den yngre del af klientellet. Adgangen til uddannelsestilbud kan jo også bestå i at man støttes i at benytte uddannelsestilbud uden for hospitalet under indlæggelse.

Slutbemærkninger

Som sådan kan rapportens vinkling beklages, fordi den begrænser sin undersøgelse og virke til på nogle punkter at undersøge konsekvenserne af lovændringer, mens den på andre punkter gerne vil tænke nyt. Nytænkningen har dog en beklagelig tendens til at ville øge mulighederne for at anvende af tvang.

Med anvendelsen af det tilsyneladende neutrale begreb ”lovbrugere” og med den mangelfulde redegørelse for konfliktende opfattelser blandt de i undersøgelsen involverede interessenter forsøger rapporten at sløre sin ensidige tilgang. For LAP sætter denne sløring grundlæggende spørgsmål ved hele undersøgelsesrapportens troværdighed.